Magasinet Politi, nr 10 - 3. december 2008.pdf - Politiets

»
PORTRæT
af et øjeblik står der otte-ti grænsebetjente
rundt om mig.«
»De er heldigvis ikke fjendtlige. Mere nysgerrige.
På et tidspunkt er der så en, der spørger,
hvad jeg laver derhjemme. Jeg siger, at
jeg er politimand, men det vil de ikke tro på.
Så er det, jeg beslutter at vise dem mit IPAkort
(International Police Association, red.),
men ham, jeg viser det til, kan åbenbart overhovedet
ikke læse engelsk, så han tror, jeg
kommer fra Interpol, og så bliver der råbt ’Interpol!‘
ned ad gangen, og inden længe er jeg
blevet inviteret på kaffe og kage hos chefen.
Bagefter fik jeg selvfølgelig lov at køre over
grænsen uden at betale en krone,« siger Bjørn
Harvig og griner selv lidt af historien, som også
gør ham en lille smule flov – for egentlig misbrugte
han Interpols navn.
En icebreaker
Siden 2003 har Bjørn Harvig i gennemsnit rejst
10-12 uger hvert år. Alene eller sammen med
kæresten. Både i Mellemøsten, Sydamerika og
Asien.
Han betragter rejserne som en hobby, men
de har samtidig stor betydning for hans daglige
arbejde.
30 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 10 | 2008
»Jeg synes, de giver mig en stor forståelse for
mennesker, og det kan jeg bruge over for de
folk, jeg møder på gaden herhjemme. Jeg har
for eksempel været i mange af de lande, hvor
de her indvandrerdrenge kommer fra. Og når
jeg kan sige til dem: ’Nå, kommer du fra den
by?, der har jeg været. Og jeg kender det og
det fodboldhold’, så er det virkelig en icebreaker.
Så er det meget nemmere at få dem
i tale.«
I det hele taget anstrenger han sig virkelig
for at møde folk uden fordomme – også de kriminelle,
og det har rejserne hjulpet ham med
at holde fast i, siger han.
»Misforstå mig ikke – jeg føler mig ikke bedre
end andre og er ikke ude på at pudse en
glorie. Jeg synes desværre bare, mange i vores
fag bliver fordomsfulde i kraft af det, vi oplever
i vores daglige arbejde. Det er ikke, fordi
jeg ikke forstår det. Hvis der tilstrækkelig mange
gange er blevet råbt pansersvin efter dig,
spyttet på dig, og du selv og din familie måske
har fået trusler, bliver du til sidst træt af bestemte
typer. Derfor synes jeg også, det er
godt, hvis der kommer flere indvandrere i politiet,
så man kan se, at de er lige så forskellige
som vi andre.«
Ære og stolthed
Så hvad nu? Dropper han politifaget og slår
sig ned som forfatter?
»Nej. Jeg tror, det er vigtigt at holde fast i,
at det er en hobby at rejse og skrive. Hvis jeg
skulle leve af det, ville jeg hurtigt tabe interessen
for det. Og så er jeg i øvrigt rigtig glad for
at være politimand. Jeg synes, det er et fag
med helt utrolig mange muligheder, og jeg tror
aldrig, jeg bliver træt af det. Og så er det i øvrigt
det perfekte fag at vælge, hvis man gerne
vil rejse meget, fordi der er gode muligheder
for at tage orlov og spare ferie og afspadsering
op.«
Økonomisk går det an, fordi han ikke har en
familie at forsørge, men det er nu heller ikke
så dyrt at rejse rundt på cykel, påpeger han.
Med til den historie hører måske også, at Bjørn
Harvig faktisk mange steder havde problemer
med at få lov til at betale. Fra små private sælgere
langs vejene til bagerforretninger og mekanikere
var beskeden den samme: »Du er vores
gæst, vi vil ikke have dine penge«. På trods
af at mange af dem levede i yderste fattigdom.
Hvorfor? spørger Bjørn Harvig i sin bog. Hvor
kommer den ære fra? Hvor kommer den stolthed
fra? Svaret har han endnu ikke fundet.
Billederne her på siderne er– bortset fra portrættet – taget af Bjørn Harvig og indgår i ’Igors Æblehave’, som er udgivet på forlaget Mediehuset Luksus.