PORTRæT Ikke helt som de andre 7.000 kilometer på cykel gennem nogle af verdens mest fjerne og ufremkommelige egne påvirker ens verdensbillede, mener Bjørn Harvig, der på mange måder tror, hans oplevelser er med til at gøre ham til en bedre politimand. Af Maja Plesner En tidlig morgen i juli 2007 spændte Bjørn Harvig den sidste rem på sine cykeltasker foran sin opgang i København, før han svingede ud på cykelstien og satte kursen mod nord. Han havde ikke afstukket en præcis rute på forhånd, men vidste, at han ville igennem Sverige, runde kanten af Finland, cykle igennem Rusland, Ukraine og Kaukasus for til sidst at ende i Iran. En rejse på i alt 7.000 kilometer af knap et halvt års varighed, hvor hans eneste selskab – bortset fra kæresten, som fulgtes med ham de første tre uger - stort set var hans cykel og de mennesker, han mødte undervejs. En rejse så rig på oplevelser, at han kunne skrive en hel bog om det, da han kom hjem. Det blev til ’Igors æblehave‘, som udkom i oktober måned i år. En særlig historie <strong>Magasinet</strong> møder Bjørn en råkold efterårsdag på Østerbro. Han kommer gående – cyklen er nemlig udstillet hos boghandleren Arnold Busck, hvor den skal gøre reklame for ’Igors æblehave‘. I det hele taget har han haft rige - ligt at se til med både interviews og foredrag siden bogudgivelsen. For ’Igors æblehave‘ er en særlig historie om en særlig rejse, der både fascinerer og undrer. En personlig beretning om mødet med kulturer og mennesker præget af årtiers fattigdom, undertrykkelse og korruption. Om at knytte venskaber på tværs af alle skel, spise fårefedt til morgenmad, sove på lusede hoteller, hvor sengene er fyldt med 28 | <strong>Magasinet</strong> til politi og anklagemyndighed | <strong>nr</strong>. <strong>10</strong> | 2008 andres kønshår, risikere radioaktiv bestråling i Tjernobyl, blive angrebet af en bidsk gadekøter og drikke sig fuld i billig russisk vodka. Ikke ligefrem en rejse for sarte sjæle, men sådan en er Bjørn Harvig vist heller ikke. Åben, nysgerrig og videbegærlig er begreber, der passer til den 28-årige globetrotter, som til daglig trækker i politiuniform på Station Bellahøj og sørger for ro og orden i Københavns gader. Selv siger han: »Jeg ville gerne rejse i en del af verden, hvor der ikke var så mange, der havde rejst før. lokalbefolkningen er meget mere interesseret i dig, hvis der ikke har været fremmede før. Sådan er det i Rusland og Centralasien,« Inden han forlod Danmark havde Bjørn Harvig læst grundigt på lektien. Pløjet sig gennem både romaner og faglitteratur om de lande, han har besøgt. Derfor er ’Igors æblehave‘ krydret med fakta om landenes historie, kultur og politik. »Det er noget andet, der er så fantastisk ved de rejser her: Jeg har lært vildt meget om de store russiske forfattere og om politik og steder – for eksempel Tjernobyl, som jeg besøgte. Det er også en af fordelene ved at skulle skrive om det, fandt jeg ud af. At man bliver mere bevidst om, hvad man vil se, og holder sig selv fast på det. Jeg ved da ikke, om jeg havde gidet vente <strong>10</strong> dage på at få tilladelse til at rejse ind i Tjernobyl, hvis jeg ikke havde læst en masse om det på forhånd og havde besluttet at skrive om det i bogen? Måske havde jeg, men det er ikke sikkert, og så var jeg gået glip af en fantastisk oplevelse.« Uventet hjælp fra Interpol Selv om både venner og bekendte flere gange advarede ham mod at rejse rundt i de tidligere Sovjetrepublikker, følte han sig aldrig rigtig bange på turen, og det skyldes helt sikkert den ballast, hans uddannelse giver ham, mener han. »Fordi jeg er politimand, udstråler jeg nok en vis form for autoritet. Og så kan jeg fornemme en stemning, længe inden andre kan. Jeg ser jo en underverden i København, som andre aldrig kommer i nærheden af. Hvis jeg kommer ind på et russisk værtshus, og der sidder <strong>10</strong> læderjakker, så ved jeg instinktivt, hvordan jeg skal kante mig forbi dem uden at vække opmærksomhed eller provokere dem.« Kun uhyre sjældent hev han – diskret – politiskiltet frem på turen. Det skete blandt andet et par gange, hvor nogle lokale politifolk blev lidt for kække og krævede bestikkelse for helt åndssvage ting. »Det var jo enormt pinligt for dem,« smiler han og fortæller en lille anekdote, som han har udeladt i bogen. Han havde besluttet sig for at besøge Transnistrien – en lille republik i Moldova, der kæmper for selvstændighed. Men han kunne kun få et <strong>10</strong>-timers visum. »Jeg tog kontakt til politiet i hovedstaden Tiraspol og forklarede, at jeg umuligt kunne nå at komme ind i landet og ud igen på <strong>10</strong> timer. De sagde, at jeg bare skulle betale et par dollars ved grænsen, så ville det ikke blive et større problem. Men da jeg kommer frem til grænsen, får jeg at vide, at jeg skal betale 200-300 dollars! Det vil jeg selvfølgelig ikke, og i løbet
»Jeg bliver aldrig indbegrebet af en gængs politimand. Derfor ser jeg nok også verden på en lidt… skæv måde nogle gange i forhold til så mange andre i faget.« <strong>Magasinet</strong> til politi og anklagemyndighed | <strong>nr</strong>. <strong>10</strong> | 2008 | 29 »
Change language