Magasinet Politi, nr 10 - 3. december 2008.pdf - Politiets

PORTRæT
Ikke helt som de andre
7.000 kilometer på cykel gennem nogle af verdens mest fjerne og ufremkommelige
egne påvirker ens verdensbillede, mener Bjørn Harvig, der på mange måder
tror, hans oplevelser er med til at gøre ham til en bedre politimand.
Af Maja Plesner
En tidlig morgen i juli 2007 spændte Bjørn
Harvig den sidste rem på sine cykeltasker foran
sin opgang i København, før han svingede
ud på cykelstien og satte kursen mod nord.
Han havde ikke afstukket en præcis rute på
forhånd, men vidste, at han ville igennem
Sverige, runde kanten af Finland, cykle igennem
Rusland, Ukraine og Kaukasus for til
sidst at ende i Iran.
En rejse på i alt 7.000 kilometer af knap et
halvt års varighed, hvor hans eneste selskab –
bortset fra kæresten, som fulgtes med ham de
første tre uger - stort set var hans cykel og de
mennesker, han mødte undervejs. En rejse så
rig på oplevelser, at han kunne skrive en hel
bog om det, da han kom hjem. Det blev til
’Igors æblehave‘, som udkom i oktober måned
i år.
En særlig historie
Magasinet møder Bjørn en råkold efterårsdag
på Østerbro. Han kommer gående – cyklen er
nemlig udstillet hos boghandleren Arnold
Busck, hvor den skal gøre reklame for ’Igors
æblehave‘. I det hele taget har han haft rige -
ligt at se til med både interviews og foredrag
siden bogudgivelsen. For ’Igors æblehave‘ er
en særlig historie om en særlig rejse, der både
fascinerer og undrer. En personlig beretning
om mødet med kulturer og mennesker præget
af årtiers fattigdom, undertrykkelse og korruption.
Om at knytte venskaber på tværs af alle
skel, spise fårefedt til morgenmad, sove på
lusede hoteller, hvor sengene er fyldt med
28 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 10 | 2008
andres kønshår, risikere radioaktiv bestråling
i Tjernobyl, blive angrebet af en bidsk gadekøter
og drikke sig fuld i billig russisk vodka.
Ikke ligefrem en rejse for sarte sjæle, men
sådan en er Bjørn Harvig vist heller ikke. Åben,
nysgerrig og videbegærlig er begreber, der
passer til den 28-årige globetrotter, som til
daglig trækker i politiuniform på Station Bellahøj
og sørger for ro og orden i Københavns
gader. Selv siger han:
»Jeg ville gerne rejse i en del af verden,
hvor der ikke var så mange, der havde rejst
før. lokalbefolkningen er meget mere interesseret
i dig, hvis der ikke har været fremmede
før. Sådan er det i Rusland og Centralasien,«
Inden han forlod Danmark havde Bjørn
Harvig læst grundigt på lektien. Pløjet sig gennem
både romaner og faglitteratur om de lande,
han har besøgt. Derfor er ’Igors æblehave‘
krydret med fakta om landenes historie, kultur
og politik.
»Det er noget andet, der er så fantastisk
ved de rejser her: Jeg har lært vildt meget om
de store russiske forfattere og om politik og
steder – for eksempel Tjernobyl, som jeg besøgte.
Det er også en af fordelene ved at skulle
skrive om det, fandt jeg ud af. At man bliver
mere bevidst om, hvad man vil se, og holder
sig selv fast på det. Jeg ved da ikke, om jeg
havde gidet vente 10 dage på at få tilladelse
til at rejse ind i Tjernobyl, hvis jeg ikke havde
læst en masse om det på forhånd og havde
besluttet at skrive om det i bogen? Måske
havde jeg, men det er ikke sikkert, og så var
jeg gået glip af en fantastisk oplevelse.«
Uventet hjælp fra Interpol
Selv om både venner og bekendte flere gange
advarede ham mod at rejse rundt i de tidligere
Sovjetrepublikker, følte han sig aldrig rigtig
bange på turen, og det skyldes helt sikkert den
ballast, hans uddannelse giver ham, mener
han.
»Fordi jeg er politimand, udstråler jeg nok
en vis form for autoritet. Og så kan jeg fornemme
en stemning, længe inden andre kan. Jeg
ser jo en underverden i København, som andre
aldrig kommer i nærheden af. Hvis jeg kommer
ind på et russisk værtshus, og der sidder
10 læderjakker, så ved jeg instinktivt, hvordan
jeg skal kante mig forbi dem uden at vække
opmærksomhed eller provokere dem.«
Kun uhyre sjældent hev han – diskret – politiskiltet
frem på turen. Det skete blandt andet
et par gange, hvor nogle lokale politifolk blev
lidt for kække og krævede bestikkelse for helt
åndssvage ting.
»Det var jo enormt pinligt for dem,« smiler
han og fortæller en lille anekdote, som han
har udeladt i bogen. Han havde besluttet sig
for at besøge Transnistrien – en lille republik
i Moldova, der kæmper for selvstændighed.
Men han kunne kun få et 10-timers visum.
»Jeg tog kontakt til politiet i hovedstaden
Tiraspol og forklarede, at jeg umuligt kunne nå
at komme ind i landet og ud igen på 10 timer.
De sagde, at jeg bare skulle betale et par dollars
ved grænsen, så ville det ikke blive et større
problem. Men da jeg kommer frem til grænsen,
får jeg at vide, at jeg skal betale 200-300
dollars! Det vil jeg selvfølgelig ikke, og i løbet