Uden for nummer 24 - Dansk Socialrådgiverforening

For det andet er den skærpede aktivlinje, de standardiserede metoder
og den stærke statslige styring af kommunerne på statsrefusionen
udelukkende et spørgsmål om at holde kommunerne i kort snor
og at sørge for, at de professionelle socialarbejdere arbejder ud fra de
fastlagte standarder og får hevet så meget som muligt af statsrefusionen
hjem til kommunerne. i en sagsportefølje fra et jobcenter i aarhus,
der blev offentliggjort i socialrådgiveren den 10. juni 2010, fremgik
det ved navns nævnelse, hvor meget den enkelte sagsbehandler ”skyldte”
i statsrefusion. det vil sige, hvor mange aktive og passive sager den
enkelte sagsbehandler havde. fra ledelsens side på det pågældende
jobcenter er det en måde at styre, at de enkelte sagsbehandlere prioriterer
den aktive indsats. en måde, der ikke er fremmende for socialfaglige
helhedsvurderinger, fordi strategien tvinger sagsbehandlerne til at tage
udgangspunkt i, hvad der er godt for kommunens økonomi og ikke hvad
der er godt for borgerne.
mere i stedet for mindre Bureaukrati
på forvaltningsniveau, herunder etableringen af de nye jobcentre, er
konsekvensen af kommunalreformen, at vi har fået nogle større organisatoriske
enheder, der er ensbetydende med mere bureaukrati. da den
tyske sociolog max weber beskrev fremvæksten af organisationer med
udprægede bureaukratiske træk ud fra sine studier af datidens organisationer
både i industrien og i den offentlige sektor, konkluderede han
blandt andet, at organisationernes vokseværk var en væsentlig bureaukratiseringsfremmende
faktor. organisationer var præget af en høj grad
af regelstyring og specialisering. selvom skiftende regeringer siden 1983
har talt om regelforenkling og afbureaukratisering, er udviklingen gået i
stik modsat retning: Vi har fået mere bureaukrati og mere regelstyring.
den udvikling bekræftes af de opgørelser, som dansk socialrådgiverforening
løbende har foretaget af sagsbehandlernes tidsforbrug i jobcentrene.
opgørelsen fra april 2010 viser, at kun 20 procent af tiden bruges på
den direkte borgerkontakt, 56 procent bruges på administration og de
sidste 24 procent dækker over mødeaktivitet og information om eksempelvis
nye regler og love.
Ved socialreformen fra 1976 blev der som før nævnt indført nogle nye
anbringelsesprincipper på institutionsområdet. principper, der på flere
måder var epokegørende i den socialpolitiske udvikling, fordi de nye
principper brød med tidligere tiders forestilling om, hvordan afvigergrupper
skulle behandles.
med kommunalreformen fra 2007 går det tilsyneladende den stik
modsatte vej. nu drejer det sig igen om at udnytte stordriftsfordele. det
interessante spørgsmål er på sigt, om udnyttelsen af stordriftsfordele
kommer til at påvirke institutionsområdet. Vi har allerede set i mange
kommuner, at de små skoler har ”måttet lade livet”, men hvordan
vil det gå med institutionerne på børn- og ungeområdet, institutionerne
i socialpsykiatrien og de mindre boenheder til de psykisk udviklingshæmmede?
sat på spidsen kan konsekvensen af kommunalreformen bli-
12 UDEN FOR NUMMER 24 2012
ve, at vi vender tilbage til nogle institutioner, hvor
vi nærmer os goffmans definition af totalinstitutioner.
nogle store, bureaukratiske enheder med en
høj grad af specialisering, og hvor nærhedsprincippet
lader meget tilbage at ønske. konsekvensen af
kommunalreformen kan på sigt blive, at vi går fra:
l afspecialisering og tværfaglighed til
specialisering
l kompleks problemløsning til standardisering
l decentralisering til centralisering
l små enheder til store enheder
selvom dansk socialrådgiverforening gentagne
gange har kritiseret den voldsomme regelstyring
og det voksende bureaukrati, kan de i sagens
natur ikke sætte sig op imod regelstyringen, styringen
af kommunerne via statsrefusionen og ændringerne
af de organisatoriske rammer. i snart
tre årtier har skiftende regeringer talt om regelforenkling
og afbureaukratisering i den offentlige
sektor generelt, men uden nævneværdige resultater.
derfor må den største faglige udfordring i socialt
arbejde fremadrettet være, hvordan man kan
sikre det sociale arbejdes kvalitet inden for de udstukne
rammer, også selvom rammer og regler
ikke altid er hensigtsmæssige. l
noter
1. Forfatterens understregning
af, at kommunesammenlægningen
ikke har været
nogen strømlinet proces,
er baseret på egne erfaringer
fra processen vedr. den
frivillige kommunesammenlægning.
Forfatteren deltog
i processen som byrådsmedlem
i den nu nedlagte Løkken-Vrå
kommune.