Sammenfatning af pet-kommissonens beretning (bind 16)

PET, Justitsministeriet og PET's registreringer
sådanne henvendelser, idet oplysninger tilgået Kommissionen ad denne vej er
indgået i Kommissionens beretning.
I beretningen er en lang række navne anonymiseret. Det fremgår af forarbejderne
til loven om Kommissionen, at ”der lægges stor vægt på hensynet til,
at navne på personer, som har været i efterretningstjenestens søgelys, ikke nu
fremdrages og blotlægges mange år efter”. Beretningen afspejler dette hensyn,
som bygger på den opfattelse, at det ville ”være i strid med almindelige retsplejemæssige
principper, hvis personer, som ikke dengang blev retsforfulgt, nu i
forbindelse med afhøring af ansatte i efterretningstjenesten skulle udsættes for
offentlig omtale af de mistanker, som efterretningstjenesten på et tidspunkt har
rettet mod dem.” Ved læsningen af beretningen er det vigtigt at være opmærksom
på, at loven således har forudsat, at der var grænser for, i hvilket omfang der
kan nævnes navne i beretningen.
En vigtig faktor med hensyn til Kommissionens afhøringer er den tid, der
for de flestes vedkommende er gået siden ansættelsen i PET og siden de forhold,
hvorom der er foretaget afhøring. Kommissionen har således meget ofte
fået det svar, at den afhørte ikke erindrede det passerede eller, at den pågældende
var i tvivl om sit kendskab overhovedet til det pågældende materiale eller
andet i forbindelse med det pågældende sagsforhold. De enkelte medarbejderes
viden var begrænset til eget sagsområde. I tjenesten gjaldt det såkaldte ”need to
know”-princip, der indebærer, at ingen medarbejder i princippet ved mere end
det nødvendige for at udføre den funktion, som den pågældende er sat til. Det
hører således med til forståelsen af arbejdskulturen i PET, at næppe nogen, end
ikke tjenestens ledelse, på noget tidspunkt har haft et fuldstændigt overblik over,
hvad der skete i tjenesten. Ledelsen har selvfølgelig haft ansvaret, men de særlige
forhold i en sådan tjeneste forudsætter samtidig en ikke ubetydelig grad af tillid
til, at de enkelte medarbejdere arbejder inde for de fastlagte rammer. For Kommissionen
har dette igen betydet, at en række spørgsmål, som en gennemgang af
arkivmaterialet gav anledning til at stille, ikke har kunnet besvares.
Denne beretning er i sin størrelse og med hensyn til tidsforbrug en parallel
til Den Parlamentariske Kom missions beretning, der blev afgivet i årene efter 2.
Verdenskrig på grundlag af en undersøgelse af de enkelte ministres og højtstående
embedsmænds adfærd. Dengang handlede det om et politisk ansvar for
besættelsestidens politik.
Kommis sionen har tillige haft som en del af sin opgave, dog kun for tidsrummet
1968-89, at vurdere, om PET’s virksomhed med hensyn til overvågning af
politisk virksomhed blev udøvet i overensstemmelse med de regler og retningslinjer,
der var fastsat af Folketinget eller regeringen. Den mest tidskrævende op-
14 Politiets efterretningsvirksomhed på det politiske område 1945-1989