Sammenfatning af pet-kommissonens beretning (bind 16)

PET, Justitsministeriet og PET's registreringer
”Det påhviler chefen for politiets efterretningstjeneste til enhver tid at holde justitsministeriet
underrettet om alle forhold af betydning for landets indre sikkerhed og
i det hele om alle forhold af væsentlig betydning inden for efterretningstjenestens
virksomhed, derunder om de almindelige retningslinier, efter hvilke der arbejdes,
og de fremgangsmåder, der tages i anvendelse. Alle almindelige instruktioner, der
skriftligt eller mundtligt gives politikredsene, skal inden udsendelsen forelægges
justitsministeriet. Om vigtigere enkeltsager og sager, der efter foreliggende særlige
omstændigheder må påregnes at give anledning til offentlig kritik eller besværinger,
må justitsministeriet ligeledes fra første færd holdes underrettet.”
Organisatorisk var PET – som i dag – placeret som en afdeling under Rigspolitiet.
Kun i en ganske kort periode 1954-58 havde PET i forhold hertil en mere
selvstændig stilling. I den periode havde lederen af PET titel af ”chefen for Politiets
Efterretningstjeneste”. Efter ændringen i 1958 lød titlen politiinspektør. Fra
1971 havde PET’s chef titel af ”politimester”, en titel der fortsat anvendes.
Uanset hvorledes PET administrativt var placeret, havde tjenesten et begrænset
råderum. PET’s chef kunne træffe beslutninger om efterforskning og måden,
den skulle gennemføres på, men overordnede retningslinjer blev fastsat af
ministeriet, der også godkendte vigtige operationer. Det er derfor vigtigt ved
læsningen af denne beretning at gøre sig klart, at PET’s virke i det væsentlige har
været kendt af og godkendt af Justitsministeriet og også godkendt af den til enhver
tid siddende regering. En nok så vigtig del af PET’s arbejde kan derfor kort
sammenfattes som at holde den til enhver tid siddende justitsminister orienteret
om væsentlige forhold, der faldt inden for tjenestens arbejde, og som kunne give
anledning til politiske vanskeligheder for ministeren. PET’s virke var således på
den ene side at sikre staten mod den indre fjende og på den anden side at være
den del af statssystemet, der kunne holde justitsministeren orienteret om politiske
forhold af sikkerhedsmæssig betydning.
Af samme grund kom Justitsministeriets departementschef til at spille en
nøglerolle i tjenestens virke. PET’s chef rapporterede direkte til departementschefen
og sjældent til ministeren. Det var således departementschefen, der godkendte
eller modsatte sig operationer og afgjorde, hvad ministeren burde vide
om PET’s virke. Uden at kende denne mekanisme er det svært at nå til en rigtig
forståelse af PET’s virke og muligheder. Chefen for PET var en chef, der nok
kunne bestemme over sine underordnede, men som i væsentlige spørgsmål var
afhængig af, hvad hans overordnede godkendte. Den øverst ansvarlige embedsmand
var således i virkeligheden Justitsministeriets departementschef. Det var
ikke PET’s chef, men departementschefen, der agerede i forhold til ministeren.
Det var ham, der i kraft af sin indsigt i og opfattelse af, hvad en justitsminister
30 Politiets efterretningsvirksomhed på det politiske område 1945-1989