Reportage-genren i danske medier - Ming Ou Lü

Hvid mener således, at featuren er en del af baggrundsjournalistikken, der igennem et eller
flere handlingsplot konkretiserer noget abstrakt, og gør det forståeligt. Den adskiller sig netop fra
nyhedsartiklen fordi, den forsøger at give læseren en historie, der ikke kun beskriver tal og fakta,
men kød og blod (Hvid 2002: 71-72).
4.3.3 Plottet
Plottet er afgørende for featuren. Featuren skal ikke vurderes ud fra nyhedskriterierne, men på dens
evne til at fastholde læseren. Derfor gælder det om at antyde, at holde informationerne tilbage og
derved øge spændingen (Hvid 2002: 15-16). Hvid beskriver to typer plot: Det såkaldte ad hoc-plot
og modelplottet, der kan deles ind i fire undertyper, hvoraf den såkaldte tredje fortællemåde her skal
berøres. 3
Et ad hoc-plot motiveres af artiklens stof og dets karakter. Stoffet giver ikke plottet. Plottet er
noget, journalisten tilfører stoffet, men et ad hoc-plot er inspireret af stoffet. Hvis tiden er en
afgørende faktor i fortællingen, kan man skrive featuren kronologisk eller klippe sin historie
sammen, samt anvende flashbacket som plot, der dukker op løbende og forklarer og uddyber
historiens nutid (Hvid 2002: 44). En styrke ved ad hoc-plottet er, at emnet ikke – som fx i
nyhedsjournalistikken – er bundet af en stringent opbygning. Man kan i stedet vælge det plot, der,
som Hvid skriver, ”tilfører historien størst gennemslagskraft” (Hvid 2002: 44). Dog synes den løse,
emnebaserede struktur også at være en potentiel svaghed. Ved at basere sig på ad hoc-plottet
tvinges reporteren ikke umiddelbart til at tage stilling til, hvordan stoffet, og oplevelsen af stoffet,
kan brydes om og organiseres på ny. Dermed står han i fare for ikke at gennemgå den
bevidstgørelsesproces, som arbejdet med den faste plotstruktur er, nemlig at man ser sit stof udefra
eller på anden hånd, idet man forsøger at afstemme det i forhold til en given fortællemåde.
Den tredje fortællemåde er sat på begreb af den amerikanske journalist Roy Peter Clark i
artiklen: ”Two ways to Read, Three Ways to Write”. Her henviser han til, at man oftest læser for
enten at opleve noget eller blive oplyst. Den tredje fortællemåde repræsenterer i den sammenhæng
en tredje, alternativ vej, eftersom den forsøger at kombinere de to behov, læseren har, i den samme
artikel. Der bruges altså både sceniske afsnit, der giver læserne identifikation, indlevelse og (med-)
oplevelse samtidig med, at der bruges faktuelle afsnit, der oplyser, forklarer og sætter i perspektiv
3 De tre andre modeller er: Storymodellen, The Wall Street Journal-modellen og dramamodellen. Ingen af disse
modeller er beskrevet her, eftersom vores empiriske features ikke er bygget op efter deres principper. Derimod er den
tredje fortællemåde velegnet til at beskrive Olav Hergels ”Talen for Patrick” med. Desuden anvender vi kun den tredje
fortællemåde og ad hoc-modellen i vores egne features.
10