Reportage-genren i danske medier - Ming Ou Lü

starten og synsvinklen relateres konstant til Patrick, men det er Hergel som fortæller, der vælger
scenerne. Hergel mestrer ’don’t tell it, show it’, men bryder med genren, da han ivrigt citerer sine
erfaringspersoner i citater. Han omskriver ikke alle deres citater, men skifter mellem parafrase,
citat, egen kommentar og fakta. Det giver troværdighed og styrker historien, samtidig med at han fx
anvender litterære virkemidler som replikker og dialog mellem søn og mor: ”Claus lidt senere.
»Mor! Du var ikke hjemme i går. Du er ikke hjemme i dag. Du er garanteret heller ikke hjemme i
morgen.« Kirsten: »Jo, det er jeg.«” (Bilag 2). Samtidig er hans indledning og afslutning et åbent
spørgsmål, som ingen kan svare på, og som samtidig indkapsler hele problematikken. Bankdirektør
eller alkoholiker? Hvad kan der gøres? Et spørgsmål som ikke besvares, men som læseren måske
har bedre forudsætning for at forstå efter at have læse Hergels feature. Det er en god måde at
anvende den logiske fantasis fremtidsgætterier på.
Den politiske kritik som en uudtalt, men alligevel tilstedeværende præmis i featuren, ligger
også i sammenstødet mellem menneskelige og politiske, økonomiske realiteter. Når vi har set,
hvordan Hergel har indlejret sin feature i Patricks livsverden, så kan det ikke undgå at slå gnister,
når der kommer hårde tal på bordet: ”Nu vil Anders Fogh befri Patrick, og der er sat 260 millioner
kroner af til formålet” (Bilag 2). Det store beløb står som en slags fremmedlegeme i teksten: Det
giver muligvis mening for politikere, men i Patricks tilfælde, undres man over den reelle betydning.
Kan Patricks historie overhovedet omsættes til kroner og ører og gode, politiske intentioner?
Kontrasten mellem de irrationelle, nære betydningssystemer og den fornuftsbetonede, politiske
kalkule medvirker til at skabe en spænding i teksten.
5.4 Featuren – en diskuterende opsamling af alle tre tekster
Thorsen, Høi og Hergel benytter sig på hver deres måde af forskellige litterære virkemidler, som
giver deres features liv, charme, nærvær, humor og underholdning uden samtidig at miste
troværdighed og seriøsitet. Vi får nemlig stadig relevante informationer og oplysninger spredt ud
løbende igennem teksten. Det journalistiske alibi – de faktuelle oplysninger, som oplyser, forklarer
og sætter i perspektiv – kombineres og blandes med sceniske afsnit, anekdoter og dialog, som
minder om fiktion uden at være det, men som stadig tilfredsstiller de samme behov for
identifikation og indlevelse hos læseren.
Høi kaster informationer om sig med løs hånd igennem teksten – ofte i lange passager – men
han glemmer ikke læserens ønske om identifikation i form af sceniske elementer. Nogle af hans
30