Reportage-genren i danske medier - Ming Ou Lü

Underrubrikken spiller igen på et kendt ordsprog: ”Han kom, han så ingenting og sejrede alligevel.
For sådan var det planlagt.” Læseren undres, men hurtigt introduceres artiklens hvem (Bush), hvad
og hvor (besøgte Danmark). Men hvad der er planlagt og efter hvilken plan, vides ikke. Allerede på
dette tidspunkt etableres idéen om en ’usynlig hånd’, der undslipper sig mediernes blik, men som
styrer begivenhederne som en anden filminstruktør. Når denne størrelse diskret og uforklaret lægges
ind i underrubrikken, bliver det nemmere senere hen at stille sig kritisk ovenfor den uden at bryde
med artiklens øvrige ærinde. For selvom Thorsens udfald mod Bush, som vi skal se, antager ret så
subjektiv karakter, så mildnes udsagnene af, at læseren fra begyndelse har bemærket, at der er noget
i gære – at nogen har planlagt noget, som de holder skjult for os. Når alt kommer til alt, er det dog
journalisten, som holder tilbage med de mest interessante kort. Dette er en bevidst narrativ strategi,
som Thorsen anvender for at tilføje featuren spænding (Hvid 2002: 15-16).
I anslaget (scene A) spores vi straks ind på, hvor vi er (Københavns Lufthavn), og hvem der
befinder sig der (pressen). Thorsen genbruger metaforen fra rubrikken: ”Her står vi så. Midt i
orkanens regnvåde øje. Et ordentligt læs fotografer og et par journalister fragtet til et afsides
hjørne af Københavns Lufthavn og kropsvisiteret ned til sidste kuglepen. Med våde skosnuder og
sprogets fineste gloser liggende klar på tungen. Parate i alle led. Og venter sådan set bare på det
gyldne øjeblik, der gælder. Eller i det mindste, at der sker et eller andet. Hvad som helst.” (Bilag
2). Hvid fremhæver den nøgterne sceniske fremstilling som eksemplarisk, idet journalisten træder i
baggrunden og lader scenens detaljer træde frem i værdineutrale ord og sætninger, der efter hans
opfattelse afholder sig fra at forstyrrer selve handlingens nu (Hvid 2002: 28). Thorsen vælger
tydeligvis en anden strategi. Hans sceniske fremstilling placerer os ganske vist i handlingens nu,
men med i købet får læseren også journalistens egne subjektive skøn. Men det er også her, at
journalisten for alvor slår tonen an. Med underrubrikken indgik Thorsen en kontrakt med læseren,
som nu indfries. Og her står vi som læsere med Thorsens subtile, men ikke desto mindre
værdiladede sprog, i lufthavnen, som er orkanens slukørede og regnvåde øje. Vi tror, der sker noget,
men nej. Vi skuffes, Thorsen skuffes, og i stedet åbner han for en personlig vurdering og
kommentar af hele situationen.
5.1.2 Thorsens jeg-fortæller
Igennem hele featuren skiftes konstant imellem scener fra det aktuelle præsidentbesøg og
informationsafsnit med hans egne kritiske kommentarer fortalt i førsteperson. Hele 21 gange skriver
16