Reportage-genren i danske medier - Ming Ou Lü

scenografi er et fortællermæssigt værktøj, og målet er at viderebringe noget af den totale følelse af
kaos, som amerikanerne gennemlevede 11. september 2001.
Således skaber journalisten et overblik over den amerikanske apokalypse. Derfra flettes den
eksisterende viden ind i beretningen. Vi får at vide, at skurkene er udenlandske terrorister, og med
den oplysning vender vi atter tilbage til de dramatiske begivenheder.
Høi rekonstruerer de kaprede flys skæbne. Antallet af dræbte, steder og tidspunkter oplyses
uden antydningen af liv eller følelser. Det er fakta. Tallene får straks ansigter og skæbner, da Høi
bryder tempoet og inddrager citater fra erfaringspersoner. Det er pårørende og vidner, som med
deres egne ord formidler tragediens omfang:
”Det virkede nærmest som en ticker tape parade, fordi bygningsdele og støv dryssede ned fra
himlen,” fortæller et vidne – i tv. Men det undlader Høi at skrive. Læseren kan nemt tro, at det er en
beretning fortalt direkte til Høi. Men det er det ikke, for Høi er i Washington, og han fortryder i dag,
at han ikke skrev det: ”Når jeg læser historien i dag, ville jeg ønske, at jeg kunne udstyre den med
fodnoter eller et fikst indskud - noget i retning af, at "vidnerne var i går på TV, og på TV gav de
deres lydbidder til historien." Jeg tror ikke, at læserne tænker over det, men det forstyrrer min
faglige forfængelighed.” (Eget interview, bilag 3). Høi har sikkert ret, men det er delvist
problematisk, at han ikke informerer om sine kilder.
Journalisten smider en masse fakta på bordet blandet med få citater. Tvillingetårnene var
bygget til at modstå sammenstød med store fly. Flyene, som nærmede sig Manhattan, burde have
været afvist. I et roligt øjeblik undrer vi os sammen med journalisten og den amerikanske
befolkning over disse paradokser. Herfra eskalerer alt. Netop som vi har fået et spinkelt overblik,
bombarderes vi med en stærk strøm af ildevarslende rygter. Bilbomber foran udenrigsministeriet og
Kongressen. Camp David er sprængt i luften, det samme gælder Sears-bygningen i Chicago og
flådebasen i Norfolk er under angreb. Dette er ragnarok. Høi tegner først et konkret billede af
konsekvenserne: ”Ødelæggelsen var komplet. Landmærket var raderet væk fra Manhattans skyline.
De mange postkort som er sendt hjem fra New York i tidens løb, og de billeder, der er taget af øen i
Hudson-floden – de var nu historie.”
Det er nogle gode billeder, Høi tegner, men svagheden ved afsnittet er, at det er så
informationstungt. Læseren skal være vågen og holde godt fast, for ikke at falde af undervejs. Det
er netop, hvad Mikkel Hvid advarer imod, når man blander scener og fakta-afsnit:
”Hvis det lykkedes at flette scener med bbi-stof, giver det en meget harmonisk og flot tekst.
Men det lykkedes sjældent. De der forsøger sig, fortaber sig ofte i oplevelsen og glemmer, hvad den
24