Reportage-genren i danske medier - Ming Ou Lü

subjektivitet, der i nærrige doser ”ligesom prikker hul til ind til en mere indvendig oplevelse af
tingene, hvor man tillader sig en subjektiv måde at træde igennem på.” (Eget interview, bilag 3).
5.1.3 Thorsen og genrediskussionen
Overordnet er Nils Thorsen dermed langt fra den klassiske reportages ”objektive formidling af
virkeligheden” (Bech-Karlsen 2000: 8). I stedet ser vi reportageteknik blandet med personlige jeg-
kommentarer, personlige erindringsscener, dialog og replikker, samt en distance fra øjebliksbilledet.
Alle karakteristika, som Mikkel Hvid fremhæver for featuregenren (Hvid 2002: 27ff.).
Men Thorsen følger ikke den tredje fortællemåde, som Hvid skitserer. Thorsen skriver snarere
efter det, som Hvid kalder et ad hoc-plot. Plottet motiveres af artiklens stof og dens karakter – ikke
omvendt (Hvid 2002: 44). Følgerne af denne opbygning diskuteres i afsnit 5.2.2.
Som vi har set, distancerer Thorsen sig fra resten af pressen – han beskriver dem som
fremmede – men bruger dem også til at vise tilbage til sin egen rolle: ”Det gælder om at være, hvor
tingene sker. Også når de ikke sker. Så har man andre midler. Lommeuld kalder man det. Små
totter af paratviden, man kan bruge af, når man skal have tiden til at gå på direkte fjernsyn. Og i
løbet af præsidentbesøget bliver der sat indtil flere nordiske rekorder i lommeuld. Men hvordan
koger man 16 timer og 33 minutters tv-sludder og fjernsynsvrøvl ned til en dækkende beskrivelse?
Det gør man nok ikke. Man fortæller bare, hvad man selv har set.” (Bilag 2).
Men han fortæller ikke bare, ”hvad man selv har set”. Han fortæller også, hvad han mener om
det. Og det er en stor forskel. Han inddrager sig selv aktivt i featuren og handlingsforløbet, og
skaber en morsom og levende dynamik i historien. Han er med til at skabe den handling, som han så
åbenlyst mener mangler. Og det virker effektivt i artiklen, men det er også farligt. Selvom de
litterære virkemidler og personlige bidrag gør det letlæseligt og spændende, kan læseren nemt blive
i tvivl. Hvor meget skriver Thorsen for at underholde, for at påvirke læseren – måske endda i
retning af hans egne holdninger til Fogh, Bush, magten og medier. Dermed risikerer journalisten at
miste sin troværdighed over for læseren. Den ensidige lukkethed (oftest det politisk ladede) kan true
featuren som reflekterende genre.
5.2 Analyse: ”Og hele månen blev som blod…” af Poul Høi
(Berlingske Tidende, 12/9/2001, 12.872 anslag – se bilag 2)
20