Reportage-genren i danske medier - Ming Ou Lü

Litterære virkemidler i
Projektgruppe:
featuren
Lee Alexander Belmark, Nima Hajarzadeh, Jens Peter Houe, Malene Kongshede og Ming Ou Lü
Journalistik, Modul 1, forår 2008, RUC
Vejleder:
Martin van Dijk Pedersen
1

Indholdsfortegnelse
1 Problemfelt ................................................................................................................................... 3
2 Problemformulering ..................................................................................................................... 4
3 Metode ......................................................................................................................................... 4
3.1 Empiri................................................................................................................................... 5
3.1.1 Features af Høi, Hergel og Thorsen ............................................................................. 5
3.1.2 Interview med Nils Thorsen og Poul Høi .................................................................... 6
3.2 Metode til egne features ....................................................................................................... 6
4 Teori ............................................................................................................................................. 7
4.1 Valg af teori ......................................................................................................................... 7
4.2 Feature eller reportage ......................................................................................................... 8
4.3 Featurens opbygning og plot ................................................................................................ 9
4.3.1 Handlingen ................................................................................................................... 9
4.3.2 Sproget ......................................................................................................................... 9
4.3.3 Plottet ......................................................................................................................... 10
4.4 Featurens virkemidler – om reporterens metode ................................................................ 11
4.4.1 Narrative strategier ..................................................................................................... 12
4.5 Opsamling .......................................................................................................................... 14
5 Analyse af tre features: Høi, Hergel og Thorsen ....................................................................... 15
5.1 Analyse: ”Orkanens slukørede øje” af Nils Thorsen ......................................................... 15
5.1.1 Tekstanalyse ............................................................................................................... 15
5.1.2 Thorsens jeg-fortæller ................................................................................................ 16
5.1.3 Thorsen og genrediskussionen ................................................................................... 20
5.2 Analyse: ”Og hele månen blev som blod…” af Poul Høi.................................................. 20
5.2.1 Tekstanalyse ............................................................................................................... 21
5.2.2 Boring But Important – tunge informationer ............................................................. 23
5.2.3 Høi og genrediskussionen .......................................................................................... 25
5.3 Analyse: ”Talen for Patrick” af Olav Hergel ..................................................................... 26
5.3.1 Tekstanalyse ............................................................................................................... 26
5.3.2 Hergel og genrediskussionen ..................................................................................... 29
5.4 Featuren – en diskuterende opsamling af alle tre tekster ................................................... 30
6 Konklusion ................................................................................................................................. 33
7 Kilde- og litteraturliste ............................................................................................................... 35
8 Bilag ........................................................................................................................................... 37
8.1 Bilag 1 - Egne features med en kort metodisk introduktion. ............................................. 37
8.2 Bilag 2 - Tre artikler af Poul Høi, Olav Hergel, Nils Thorsen. .......................................... 57
8.3 Bilag 3 - Transskriberede interview med Poul Høi og Nils Thorsen. ................................ 66
2

1 Problemfelt
De gamle dagblade taber læsere til gratisaviserne og de elektroniske medier. Betalingsavisernes
patent på nyheder er for længst ovre. Deres deadline er blevet irrelevant, når internetmedier bliver
opdateret hvert minut, og avisen kun kan udkomme en gang om dagen. Det store spørgsmål er i dag,
hvordan betalingsaviserne fortsat sikrer deres berettigelse i kapløbet med de nye medier.
I denne situation mener nogle aviser, såsom Politiken, at man skal satse på
baggrundshistorien, reportagen og featuren, som internetmedierne ikke har ressourcer og tid til
(Albrecht 2007). Derfor er der i dag en række danske journalister, som skriver i en mere litterær stil,
og som bliver hædret og anerkendt for det.
I den skriftlige begrundelse for Poul Høis 1 Cavling-pris i 2002, hedder det eksempelvis:
”Poul Høis nyhedsartikler, reportager og analyser fra USA viser vejen frem for en
avisjournalistik, der ikke lader sig kyse, matche eller udkonkurrere af hurtige elektroniske medier
som tv, radio og internet. Dygtigt tager han sine læsere ved hånden med sproglige detaljer, som i
sig selv formidler oplevelser, indsigt og forståelse.” (Høi 2002: 7).
Men hvordan skrives historierne, så folk får lyst til at læse dem? Hvad gør man, når man som
journalist står over for en historie, som ikke lader sig formidle i nyhedsartiklens enkle form og
nøgterne telegramstil?
En af mulighederne kan være at skrive artikler, der både sprogligt og strukturelt er opbygget
forskelligt fra den traditionelle nyhedstrekant. Man kan vende tilbage til det, som pressen
oprindeligt bevægede sig væk fra, nemlig den fortællende journalistik, der i dag oftest dukker op
under rubrikker som ’reportage’ og ’feature’ (Bech-Karlsen 2000: 72).
I bogen ”Der er dage…”, understreger Poul Høi, at det ikke længere er nyhederne, der sælger
avisen. Det er snarere oplevelserne, der skal sælge avisen (Høi 2002: 71). Det er fordi, den
fortællende journalistik kan gøre læserne klogere, kan overraske og underholde dem (Høi 2002: 71).
Nyhederne kan folk få gratis på nettet. Gode nyheder eller ej, så er det den ekstra oplevelse, der i
fremtiden skal være med til at sælge avisen, og derfor er det blandt andet vigtigt at beskæftige sig
med feature-genren.
1 USA-korrespondent for Berlingske Tidende som fik Cavling-prisen for sine artikler igennem fem års arbejde i USA
3

Men hvad er en feature? Journalist og forfatter Mikkel Hvid citerer i bogen ”Fascinerende
Fortælling” kommissionen bag den amerikanske Pulitzer-pris for at kalde features for ”historier,
der ikke er hårde nyheder, og som udmærker sig ved deres litterære kvalitet” (Hvid 2002: 71).
Men featuren skal derudover forsøge at skabe nærhed om emner, hvor læseren måske ikke
oplever nogen reel nærhed. Den skal kunne skabe forståelse for en række samfundsforhold, der
ligger fjernt fra læseren.
Den fortællende journalistik giver en unik mulighed for at nå læseren gennem formidling af
nærhed, oplevelse og genkendelige billeder. Den kan tage læseren med på en opdagelse i ukendte
miljøer, hvor det formidlede stof i lige så høj grad kan være stemninger og følelser, som det kan
være fakta. På den måde bryder den fortællende journalistik på en række punkter med den
traditionelle journalistik. Samtidig bevæger featuren og reportagen sig i et genremæssigt
spændingsfelt, hvor der lånes greb fra litterære genrer. Det betyder samtidig, at den fortællende
journalist står over for en række udfordringer, der adskiller sig fra den traditionelle journalists.
Pludselig er journalisten tilstedeværende i sin beretning som en jeg-, vi- eller os-fortæller, hvad
enten ordene optræder eksplicit i teksten eller ej. Det udfordrer journalistens rolle som neutral
iagttager. Samtidig er featuren som journalistisk produkt i høj grad resultatet af en bevidst
konstruktion, et plot, der til en vis grad kan sammenlignes med skønlitterære produkter, men som
stadig er underlagt de journalistiske krav om især validitet og aktualitet.
2 Problemformulering
Hvilke styrker indeholder den journalistiske feature, når den gør brug af litterære virkemidler?
3 Metode
Indledning
Vi har valgt at skrive om de litterære virkemidler i den fortællende journalistik, nærmere bestemt i
featuren. Dette valg har vi truffet, fordi vi søger at skrive historier, der rører folk. Historier der er
vedkommende, og som står klart i læserens erindring. Fordi vi ønsker at fortælle historier, der både
oplyser og giver læseren en oplevelse, har vi valgt at gå ned i de litterære virkemidler, der er med til
at gøre det muligt. Særligt i den fortællende journalistik er virkemidlerne essentielle.
4

Vi vil i projektet analysere tre features, hvor journalisten søger at give læseren en oplevelse,
udover den traditionelle nyhedsartikel og efterfølgende interviewe to af journalisterne bag teksterne.
Ud fra den valgte teori, vil vi se på, hvilke virkemidler journalisten anvender, samt hvilke
styrker og svagheder de enkelte features har. I interviewene med journalisterne Poul Høi og Nils
Thorsen, vil vi spørge ind til deres erfaringer med feature-genren generelt – hvordan de ser på
brugen af litterære virkemidler i reportager og features – men også mere specifikt i forhold til de
konkrete tekster, vi analyserer.
3.1 Empiri
I rapporten anvender vi to typer empiri. Tre artikler som andre har skrevet og interviews med to
fremtrædende journalister, som har erfaring inden for feature- og reportageskrivning.
De tre artikler analyserer vi dels for styrker og svagheder, og dels for at få input til vore egne
features. Derfor har vi allerede tidligt i processen valgt de tre artikler, så teorifundamentet og
analysen kan give os nyttige værktøjer i udarbejdelsen af vores egne tekster.
De valgte tekster er valgt ud fra en række kriterier; dels ud fra den anerkendelse teksterne har
opnået, og dels fordi vi mener, at de viser en del af den spændvidde, genren rummer. Samtidig
finder vi, at alle teksterne udmærker sig på hver deres måde, er vellykkede og på glimrende vis
illustrerer genrens formåen. Poul Høis artikel ”Og hele månen blev som blod…” har – sammen med
flere andre tekster – sikret ham en Cavling-pris. At analysere på sådan empiri gør det muligt at finde
frem til de fortællertekniske greb, de erfarne journalister inden for feltet anvender, og som gør
teksterne så unikke og stærke i deres budskaber. På grund af det solide kvalitetsarbejde, de alle er
udtryk for, vil analyserne dog kun i nogen grad kunne belyse svagheder eller eksemplificere brud på
teoriens anvisninger. Her vil dels vores ekspertinterviews, teorien og vore egne tekster til gengæld
kunne supplere og eksemplificere en række af svaghederne. Fokus vil dog overvejende være på de
litterære virkemidler, der virker, og rapporten er derfor primært en positiv afgrænsning i
overensstemmelse med vores problemformulering.
3.1.1 Features af Høi, Hergel og Thorsen
1. Poul Høis ”Og hele månen blev som blod…” (Berlingske Tidende, d. 12.9.2001).
2. Olav Hergels ”Talen for Patrick” (Berlingske Tidende, d. 6.10.2002).
3. Nils Thorsens ”Orkanens slukørede øje” (Politiken, d. 6.7.2005).
5

Alle tre artikler er vedlagt i bilag 2.
3.1.2 Interview med Nils Thorsen og Poul Høi
I interviewene med Nils Thorsen og Poul Høi, vil vi spørge ind til deres erfaringer med feature- og
reportageskrivning. Hvad er forskellen på feature og reportage? Hvad er mulighederne? Hvad er
risikoen? Hvordan undgår de, at fortællerrollen bliver for styrende? Hvad med kilder, vinkling,
længde, form og fortællestil? Hvad er forskellen i forhold til nyhedsartiklen?
Svarene skal anvendes i analysen af deres artikler og i den mere overordnede diskussion. De
komplette interviews, inklusiv spørgsmål og svar, er vedlagt i transskriberet form i bilag 3.
3.2 Metode til egne features
Vores egne features handler om vidt forskellige emner, men de vil alle søge at opfylde de krav, som
Mikkel Hvid stiller til en feature. Forskellen vil dog især være artiklens struktur, samt hvor
fremtrædende en rolle fortælleren har i featuren. Vi vil forsøge at illustrere forskellene og
mulighederne i featuregenren.
Der er mange forskellige featureplots, og de deler sig i to typer: Ad hoc-plot og modelplot (se
kapitel 5).
To vil anvende ad hoc-plots (Nima Hajarzadeh og Lee Alexander Belmark) og tre af os (Jens Peter
Houe, Malene Kongshede og Ming Ou Lü) vil forsøge at følge et af de fire klassiske modelplots,
Den tredje fortællemåde, som den amerikanske journalist Roy Peter Clark beskriver i artiklen:
”Two ways to Read, Three Ways to Write” (se kapitel 5). Vi har valgt at bearbejde den tredje
fortællemåde indgående og vil ikke gå yderligere i dybden med de øvrige klassiske modelplots.
I vores egne features vil vi arbejde ud fra følgende metodiske punkter, som vil blive yderligere
forklaret i vores teoriafsnit (kapitel 5)
Plottet og personvalget er featurens første to særpræg, og vi vil i vores features særligt forsøge
at arbejde med disse to særpræg samt det mere levende og litterære sprog.
Vi vil forsøge at tilbyde oplevelse og ikke kun oplysning ved at benytte scener og beskrive
detaljer – og ikke blot fortælle dem, som i den klassiske nyhedsjournalistik (Hvid 2002: 27). Vi
vil minimere brugen af citater og i stedet parafrasere.
6

Vi vil anvende erfaringspersoner og ikke klassiske kilder, som fx eksperter, politikere m.v.
Vi vil dog stadig arbejde ud fra de traditionelle journalistiske idealer, hvor alt er fakta – ikke
fiktion. Vi researcher, interviewer og er kildekritiske hele vejen igennem processen.
Udover denne metodiske introduktion vil der derudover være en selvstændig metodisk introduktion
til hver enkelt feature bagerst i rapporten, lige inden featuren starter. Vores egne features er vedlagt
i bilag 1 og bør først læses, efter rapporten er færdiglæst. Vi har nemlig ikke tænkt os at analysere
vores egne features i denne rapport. Den diskussion havde vi tænkt os kunne foregå til eksamenen.
4 Teori
I dette kapitel vil vi indledningsvis i afsnit 4.1 forklare baggrunden for vores valg af teori. Derefter
vil vi vil redegøre for de to teoretiske indput, vi anvender i rapportens analyse i kapitel 5.
4.1 Valg af teori
Vores primære litteratur er Mikkel Hvids bog ”Fascinerende Fortælling – Den journalistiske
feature” (2002) og Jo Bech-Karlsens ”Reportasjen” (2000). Begge bøger beskæftiger sig med
feature- og reportageskrivning, men med forskellige udgangspunkter, som det beskrives nedenfor.
De to forfattere er blandt de mest centrale teoretikere i en skandinavisk sammenhæng, og de
supplerer samtidig hinanden. Bech-Karlsen lægger særlig vægt på selve den sproglige formidling,
hvorimod Hvid i højere grad er inspireret af dramaturgi og modeller for beretning. Desuden trækker
Bech-Karlsen næsten udelukkende på nordiske eksempler, mens Hvid baserer sig på den
amerikanske tradition for fortællende journalistik.
I dette afsnit skal vi fastlægge to af den fortællende journalistiks mest gængse
genrebetegnelser, nemlig featuren og reportagen. Vi skal se, hvordan man teoretisk kan definere de
to begreber, og – mere væsentligt – hvordan deres journalistiske formidling af et givent stof
afgrænser sig fra den øvrige journalistiks formkrav (fx nyhedstrekanten) og fortællestil, der fordrer
en nøgtern, kendsgerningsbaseret og deskriptiv formidling.
For at konkretisere denne diskussion om genrer vil vi derefter redegøre for featurens
opbygning og plot, samt nogle af de narrative strategier og stilistiske virkemidler, som den
7

fortællende journalist kan benytte sig af. Det er disse størrelser, som vi i problemformuleringen
under ét har benævnt som featurens ’litterære virkemidler’.
Denne teoretiske redegørelse vil sætte os i stand til senere at foretage en kvalificeret
tekstanalyse af vores empiriske materiale (Poul Høis, Olav Hergels, Nils Thorsens features) og i
sidste ende svare på spørgsmålet om, hvordan den fortællende journalistik fungerer, og hvad
featuren har at tilbyde læseren. Desuden skulle den teoretiske gennemgang, som nævnt, tjene som
inspiration for de featureartikler, vi selv skriver.
4.2 Feature eller reportage
Den norske journalistlærer og tidligere reporter Jo Bech-Karlsen skriver: ”I Danmark skiller man
vanligvis mellem reportasje og feature. Med reportasje mener man først og fremst den døgnaktuelle
begivenhedsreportage med nyheden som det centrale” [Nyhedsreportagen, red.]. Med feature
mener man ”den reportageform, der bedst imødekommer det voksende behov for underholdning og
oplevelse.” (Bech-Karlsen 2000: 17). Denne definition har han konstrueret ud fra Mogens Meilbys
”Journalistikkens Grundtrin - Fra ide til artikel” (Meilby 2006: 68) 2 .
Journalist og forfatter Mikkel Hvid mener, at featuren kan og skal kunne meget mere end
reportagen, som nøgternt beretter om hændelser i et øjebliksbillede. Featuren hæver sig op over
øjebliksbilledet og forsøger at beskrive sammenhænge og tilbyde læseren et større perspektiv og
historie (Hvid 2002: 83).
I dette projekt har vi valgt at læne os op ad Hvids definition og benytte os af ordet ’feature’.
Dog vil vi også skele til Jo Bech-Karlsens reportagebegreb, der er bredere, og derfor også kan
dække den samme betydning.
Hvid mener, at det er funktionen, som adskiller en feature og en reportage. Reportagen giver
et øjebliksbillede af det, der var. Læseren må ud fra dette øjebliksbillede selv forsøge at tage stilling
til de spørgsmål, som begivenheden rejser (Hvid 2002: 83). Featuren har derimod et forudbestemt
motiv. Den bruger reportagens teknik, altså indsamlingen og formidlingen af detaljer og
iagttagelser, til at give et konkret billede af en større historie og emne. Mens reportagen godt kan stå
alene med sit øjebliksbillede, så bruger featuren øjebliksbilledet til at skabe identifikation og nærhed
hos læseren, der således får bedre forudsætninger for at kunne forholde sig til en større
2 Mogens Meilbys grundbog udkom oprindeligt i 1996. Vi har dog i dette projekt valgt at henvise til seneste udgave fra
2006, som vi selv er i besiddelse af.
8

problemstilling (Hvid 2002: 83). Billedet er midlet og ikke målet, som det kan nøjes med at være i
reportagen. Hvid formulerer det således: ”Billedet af den konkrete virkelighed skal alene
konkretisere og dramatisere den større historie, som er featurens egentlige mål” (Hvid 2002: 83).
Selvom Jo Bech-Karlsen ikke taler om featuren, men derimod om reportagen, så ligger hans
definition af denne genre i forlængelse af Hvids: ”Reportasjen er en personlig fortælling med
utgangspunkt i reporterens egne opplevelser i virkeligheden” (Bech-Karlsen 2000: 147). Den
”personlige fortælling” står over for ”udgangspunktet i virkeligheden”, og dermed har reporteren
mulighed for at vise den store problemstilling i den lille hverdagssituation.
4.3 Featurens opbygning og plot
Efter at have indkredset, hvad featuren er og kan, skal vi i det følgende se, hvordan featuren kan
bygges op med særlig vægt på plottet. Dette sker på baggrund af Mikkel Hvids bog ”Fascinerende
Fortælling – Den journalistiske feature” (2002). Ved at undersøge plottet og valget af fortællemåde,
skulle vi gerne skabe en tekstanalytisk ramme om arbejdet med vores empiri.
4.3.1 Handlingen
Hvid mener, at handlingen er kernen i al god featurejournalistik, da det æstetisk giver de bedste
resultater: Handlingen pirrer læsernes nysgerrighed og fungerer som motoren, der organiserer og
driver historien og lokker læseren dybere og dybere ind i historien. Kilderne i en featureartikel
bliver forvandlet til hele mennesker og erfaringspersoner, som læseren kan identificere sig med.
Personerne i featuren kan være bærere af historien og konkretiserer journalistens viden, som han har
fundet frem til igennem sin research (Hvid 2002: 14-15).
4.3.2 Sproget
Igennem det mere levende og litterære sprog, der findes i featuren, bliver læserens indlevelse i
historien også mere komplet, og hele sagen, som featuren forsøger at beskrive, gøres let at forholde
sig til for læseren. Hvis alt fungerer optimalt, stiller featuren journalistens tanker omkring
observationer, detaljer og episoder til rådighed for læseren, der dermed får en mulighed for selv at
danne sig en mening omkring sagen ud fra noget konkret (Hvid 2002: 17-18).
9

Hvid mener således, at featuren er en del af baggrundsjournalistikken, der igennem et eller
flere handlingsplot konkretiserer noget abstrakt, og gør det forståeligt. Den adskiller sig netop fra
nyhedsartiklen fordi, den forsøger at give læseren en historie, der ikke kun beskriver tal og fakta,
men kød og blod (Hvid 2002: 71-72).
4.3.3 Plottet
Plottet er afgørende for featuren. Featuren skal ikke vurderes ud fra nyhedskriterierne, men på dens
evne til at fastholde læseren. Derfor gælder det om at antyde, at holde informationerne tilbage og
derved øge spændingen (Hvid 2002: 15-16). Hvid beskriver to typer plot: Det såkaldte ad hoc-plot
og modelplottet, der kan deles ind i fire undertyper, hvoraf den såkaldte tredje fortællemåde her skal
berøres. 3
Et ad hoc-plot motiveres af artiklens stof og dets karakter. Stoffet giver ikke plottet. Plottet er
noget, journalisten tilfører stoffet, men et ad hoc-plot er inspireret af stoffet. Hvis tiden er en
afgørende faktor i fortællingen, kan man skrive featuren kronologisk eller klippe sin historie
sammen, samt anvende flashbacket som plot, der dukker op løbende og forklarer og uddyber
historiens nutid (Hvid 2002: 44). En styrke ved ad hoc-plottet er, at emnet ikke – som fx i
nyhedsjournalistikken – er bundet af en stringent opbygning. Man kan i stedet vælge det plot, der,
som Hvid skriver, ”tilfører historien størst gennemslagskraft” (Hvid 2002: 44). Dog synes den løse,
emnebaserede struktur også at være en potentiel svaghed. Ved at basere sig på ad hoc-plottet
tvinges reporteren ikke umiddelbart til at tage stilling til, hvordan stoffet, og oplevelsen af stoffet,
kan brydes om og organiseres på ny. Dermed står han i fare for ikke at gennemgå den
bevidstgørelsesproces, som arbejdet med den faste plotstruktur er, nemlig at man ser sit stof udefra
eller på anden hånd, idet man forsøger at afstemme det i forhold til en given fortællemåde.
Den tredje fortællemåde er sat på begreb af den amerikanske journalist Roy Peter Clark i
artiklen: ”Two ways to Read, Three Ways to Write”. Her henviser han til, at man oftest læser for
enten at opleve noget eller blive oplyst. Den tredje fortællemåde repræsenterer i den sammenhæng
en tredje, alternativ vej, eftersom den forsøger at kombinere de to behov, læseren har, i den samme
artikel. Der bruges altså både sceniske afsnit, der giver læserne identifikation, indlevelse og (med-)
oplevelse samtidig med, at der bruges faktuelle afsnit, der oplyser, forklarer og sætter i perspektiv
3 De tre andre modeller er: Storymodellen, The Wall Street Journal-modellen og dramamodellen. Ingen af disse
modeller er beskrevet her, eftersom vores empiriske features ikke er bygget op efter deres principper. Derimod er den
tredje fortællemåde velegnet til at beskrive Olav Hergels ”Talen for Patrick” med. Desuden anvender vi kun den tredje
fortællemåde og ad hoc-modellen i vores egne features.
10

(Hvid 2002: 45). De faktuelle, ”tørre” afsnit kaldes bbi, eller boring but important, altså facts, der er
historiens journalistiske alibi, og som bærer historien journalistisk, men som ikke nødvendigvis har
en handling eller indeholder konkrete personer. De mere litterære afsnit kaldes for scener (Hvid
2002: 45).
Hvid mener, at modellen fungerer bedst, når den opbygges af tre scener og to bbi’er, fordi den
både er overskuelig for læseren, men samtidig ikke føles for kort ved måske kun at indeholde to
scener. Handlingen i scenerne behøver ikke nødvendigvis at ligge i forlængelse af hinanden, men
det fungerer godt, hvis de gør det, og det holder modellen sammen. Dermed skabes der en større
sammenhæng i historien (Hvid 2002: 46). Eksempelvis: 1. Scene. 2. bbi. 3. Scene. 4. bbi. 5. Scene.
Den tredje fortællemåde er god til at kombinere både fakta og underholdning. Igennem
scenerne opnås der en identifikation og et nærhedsbillede, mens bbi’erne præsenterer fakta.
Modellen er dog ikke god til at skildre mere konfliktfyldte emner, hvor der kan være tvivl om de
forskellige påstandes gyldighed.
Da man i scenerne ser sagen ud fra én persons øjne, kan det være svært at give et bredere og
mere nuanceret billede af en sag. Man kan vælge at inddrage flere personer i scenerne, men så
falder modellen dog let til jorden, da man sjældent kan lave en stærk samlet handlingslinje i en
historie med flere personer. En historie knækker, når der ikke er én person, og én handling til at
holde den sammen (Hvid 2002: 47).
Nogle af de udfordringer, som modellen skaber, er sammenkædningen af scenerne og
bbi’erne. Disse skal naturligvis hænge sammen, og det ville være ideelt, hvis læseren oplever, at
have de samme spørgsmål efter en scene, som bbi’en så umiddelbart svarer på (Hvid 2002: 48).
De sceniske afsnit fungerer godt som dokumentation for de mere orienterende bbi-afsnit i
modellen, men samtidig må de ikke blive så flade, skematiske og livløse, så læseren kun oplever, at
de er til for at bekræfte bbi’erne. Samtidig må de heller ikke modsige bbi’erne (Hvid 2002: 49).
Den tredje fortællemåde er således velegnet til at skildre historier, der har et klart og
forholdsvist nuanceret budskab. Samtidig er den god til at underbygge en historie med fakta. Der
hvor den ikke er god, er når en sag har flere forskellige parter, der alle måske har en mening om et
emne, og hvor det giver mening at diskutere validiteten af de forskellige holdninger og meninger i
artiklen (Hvid 2002: 49).
4.4 Featurens virkemidler – om reporterens metode
11

Hvilke konkrete kvaliteter er featuren kendetegnet ved? Jo Bech-Karlsen betragter nærvær som en
”gennemgående kvalitet” i reportagen, og denne størrelse kommer både til udtryk gennem
observation og refleksion eller fortolkning. Således forholder den ”klassiske” reportage sig til både
det konkret-sanselige og det abstrakt-kognitive. Bech-Karlsen omtaler i den forbindelse et naturligt
mætningspunkt for reportagen, hvorefter den henholdsvis bliver tilfældig information eller
essayistik (Bech-Karlsen 2000: 135).
I forlængelse af denne strid mod teoretiske dualismer kritiserer Bech-Karlsen det nærmest
slagordsagtige motto ”don’t tell it, show it”, som han kalder et ”Hemingway-kompleks”, der nægter
at forholde sig til, at reportagen er en dialektisk fungerende tekst. Bech-Karlsen mener, at scener og
information er gensidigt afhængige størrelser, og at der nødvendigvis altid må fortælles og vises.
Når fortælleren, for at formidle sin oplevelse, træder tydeligt frem i historien, vil man ikke kunne
undgå at fortælle budskabet tydeligt (Bech-Karlsen 2000: 146).
I kapitlerne ”Å utvise logisk fantasi” og ”Reporterblikket” åbner Jo Bech-Karlsen op for den
gode reportages kogebog. Eksemplerne på featurens litterære virkemidler skal her ridses op i
bearbejdet punktform, således at de kan fungere som tekstanalytiske redskaber, når vi senere skal
behandle vores empiri.
Derfor er det også væsentligt at holde sig for øje, at de litterære virkemidler falder i to blokke,
som vi har kaldt henholdsvis ”narrative strategier” og ”stilistiske virkemidler”. Førstnævnte
relaterer sig til et overordnet niveau, hvor featuren kan betragtes som en sammenhængende
fortælling, fortalt med en gennemgående tone eller strategi. Sidstnævnte relaterer sig derimod til de
underordnede, konkrete virkemidler, der kan konstateres på sætningsniveau.
4.4.1 Narrative strategier
Fortællerens nærvær som overordnet kvalitet (Bech-Karlsen 2000: 216)
Reportagens sprog er i modsætning til nyhedens det nære, personlige sprog, hvorfor man
undertiden støder på idealet om, at en reportage skal være håndskreven. Fortælleren behøver
ikke nødvendigvis træde frem, men hans nærvær skal kunne mærkes. I modsætning til nyheden,
hvor afsenderen som oftest måles på en idé om korrespondance mellem hans udsagn og
virkeligheden, måles reportagens fortæller på oprigtigheden i de refleksioner og tolkninger, han
lægger ned over sine observationer og informationer. Hvis ikke han er nær ved sine
12

fortolkninger, hvis ikke han selv står inde for sin refleksion, så vækkes mistanken: Prøver han at
prakke os noget på?
Selvproblematiseringens metode: At indrømme uvidenhed og begrænsninger
Bech-Karlsen peger på, at reportagen i sin natur er søgende og derfor udtrykker journalistens
”åbne erkendelsesproces” (Bech-Karlsen 2000: 233). Med andre ord er reportagen ikke sikker i
sin sag, eftersom den ofte forsøger at beskrive nogle sammenhænge, der rækker ud over simple
facts. Bech-Karlsen giver et eksempel, hvor den garvede norske reportage-journalist Gunvald
Opstad lægger alle kortene på bordet og gør usikkerhedens vilkår til tekstens omdrejningspunkt:
”Det er umuligt at beskrive India. Jeg klarer det ikke. Etter at ha reist åtte uker rundt om i dette
enorme landet, etter å ha tilbakelagt 6531 kilometer på lokale busser og overfyldte tog, må jeg
bare erkende at jeg ikke får det til” (Bech-Karlsen 2000: 217). Denne begyndelse minder, som
vi skal se i analysen, om Poul Høis anslag i featuren ”Og månen blev som blod…”.
At bruge logisk fantasi (Bech-Karlsen 2000: 231)
Det provokerende oxymoron ”logisk fantasi” stammer oprindeligt fra den tjekkiske journalist E.
E. Kisch, der i mellemkrigstiden gav den som ’den rasende reporter’ i en bog af samme navn.
For Bech-Karlsen repræsenterer begrebets tvetydighed reportagens udfordring: At gestalte en
meningsfyldt helhed uden at modsige de enkelte kendsgerninger. Det betyder blandt andet at
bruge en collageteknik, hvori eksempler, billeder, anekdoter udgør en slags ”indre realisme” (et
begreb som Bech-Karlsen låner fra Ivar Lo-Johansson), der ligger i forlængelse af en historisk
begivenhed eller udvikling, men som i højere grad er i stand til at formidle den menneskelige
oplevelse.
At skrive mulighederne frem (Bech-Karlsen 2000: 239)
I forlængelse af den logiske fantasi ligger strategien at forestille sig og beskrive et videre forløb,
der hvor virkeligheden holder op. Hvordan kunne man (med et minimum af realisme) forestille
sig denne mors alkoholmisbrug, når først kommunen fjerner hendes børn?
Fortætningens metode (Bech-Karlsen 2000: 234)
Netop fortætning af det historiske forløb spiller en stor rolle, hvis reportagens fortælling skal
fænge. Der kan veksles mellem flashbacks og fremtidsgæsterier, men fortællehandlingen og
nærværet må altid være bærende, mener Bech-Karlsen.
Stilistiske virkemidler (til brug i analysen)
Perspektivering (Bech-Karlsen 2000: 250)
13

o At veksle mellem tankeniveauer
o At tænke i sammenligninger
o At betragte handlinger og genstande som symboler
o At bruge egne erfaringer og granske egen rolle, tilhørsforhold
Kontrastering (Bech-Karlsen 2000: 251)
4.5 Opsamling
o At slutte i modsætningspar
I det ovenstående har vi set, hvordan man kan definere featuren som en fortællende genre, der viser
den store, muligvis abstrakte problemstilling i det lille, oplevede øjebliksbillede fra virkeligheden.
Dermed adskiller den sig både fra den øvrige journalistik og fra litteraturen. Featuren kan benytte
sig af en plotopbygning, der sætter en række personer og deres handlinger i scene – enten som det
gives af selve emnet eller stoffet (ad hoc-plot), eller som det bedst spiller sammen med de
oplysende kendsgerninger, der er med til at skabe klarhed over problemstillingen (den tredje
fortællemåde). Selve formidlingen af handlinger og scener kræver et sprog, der adskiller sig fra
nyhedsjournalistikkens krav om distance og i stedet vægter den nære oplevelse. Dertil kan man
benytte en række virkemidler, der lånes fra litteraturen, det være sig både overordnede narrative
strategier og konkrete, stilistiske virkemidler.
Med dette in mente har vi en teoretisk nøgle til at åbne for analysen af tre features fra
virkelighedens verden.
14

5 Analyse af tre features: Høi, Hergel og Thorsen
5.1 Analyse: ”Orkanens slukørede øje” af Nils Thorsen
(Politiken, d. 6/7/2005, 10.576 anslag – se bilag 2)
Da USA’s præsident kom til landet i juli 2005, blev Politikens Nils Thorsen sendt til Københavns
Lufthavn for at tage imod ham sammen med en stor del af den danske presse. Resultatet blev mere
end en almindelig reportage, som blot beskriver situationen som et øjebliksbillede. Artiklen er en
syrlig og ironisk kommentar til begivenheden og en beskrivelse af mediernes sludrevorne selvsving
ved ’store begivenheder’, og den måde vi reagerer på, når vi står ansigt til ansigt med magten.
Kritikken af det danske mediekorps’ benovelse føres derefter over på en mere overordnet kritik af
intentionerne i den amerikanske udenrigspolitik. Vi vil derfor betegne artiklen som en feature, der
anvender reportageteknik og sceniske beskrivelser til at formidle en begivenhed, men derudover
bevæger sig ind på et større emne og problemstilling, blandt andet ved at journalisten sætter sig selv
i spil.
Thorsens feature anvender et ad hoc-plot. Her har journalisten ladet sig inspirere af selve
stoffet og konstrueret et plot til lejligheden, hvor han har mulighed for at flette citater, fakta, scener,
anekdoter og flashbacks fra barndommen ind. Dette falder i tråd med artiklens indre synsvinkel og
Thorsens fremmedgørelse over for begivenheden.
5.1.1 Tekstanalyse
Rubrikken ”Orkanens slukørede øje” er tvetydig og tvinger læseren til at nærlæse, hvad der står.
Hvad mener han med slukørede i forbindelse med ’øje’? Her skal læseren blive nysgerrig og få lyst
til at læse mere, for der er ingen interessant nyhed i rubrikken, hvilket netop er en pointe i Thorsens
artikel: Det hele er meget slukøret – der sker intet, og journalisten gør en dyd ud af at vise det
meningsløse i hans opgave.
15

Underrubrikken spiller igen på et kendt ordsprog: ”Han kom, han så ingenting og sejrede alligevel.
For sådan var det planlagt.” Læseren undres, men hurtigt introduceres artiklens hvem (Bush), hvad
og hvor (besøgte Danmark). Men hvad der er planlagt og efter hvilken plan, vides ikke. Allerede på
dette tidspunkt etableres idéen om en ’usynlig hånd’, der undslipper sig mediernes blik, men som
styrer begivenhederne som en anden filminstruktør. Når denne størrelse diskret og uforklaret lægges
ind i underrubrikken, bliver det nemmere senere hen at stille sig kritisk ovenfor den uden at bryde
med artiklens øvrige ærinde. For selvom Thorsens udfald mod Bush, som vi skal se, antager ret så
subjektiv karakter, så mildnes udsagnene af, at læseren fra begyndelse har bemærket, at der er noget
i gære – at nogen har planlagt noget, som de holder skjult for os. Når alt kommer til alt, er det dog
journalisten, som holder tilbage med de mest interessante kort. Dette er en bevidst narrativ strategi,
som Thorsen anvender for at tilføje featuren spænding (Hvid 2002: 15-16).
I anslaget (scene A) spores vi straks ind på, hvor vi er (Københavns Lufthavn), og hvem der
befinder sig der (pressen). Thorsen genbruger metaforen fra rubrikken: ”Her står vi så. Midt i
orkanens regnvåde øje. Et ordentligt læs fotografer og et par journalister fragtet til et afsides
hjørne af Københavns Lufthavn og kropsvisiteret ned til sidste kuglepen. Med våde skosnuder og
sprogets fineste gloser liggende klar på tungen. Parate i alle led. Og venter sådan set bare på det
gyldne øjeblik, der gælder. Eller i det mindste, at der sker et eller andet. Hvad som helst.” (Bilag
2). Hvid fremhæver den nøgterne sceniske fremstilling som eksemplarisk, idet journalisten træder i
baggrunden og lader scenens detaljer træde frem i værdineutrale ord og sætninger, der efter hans
opfattelse afholder sig fra at forstyrrer selve handlingens nu (Hvid 2002: 28). Thorsen vælger
tydeligvis en anden strategi. Hans sceniske fremstilling placerer os ganske vist i handlingens nu,
men med i købet får læseren også journalistens egne subjektive skøn. Men det er også her, at
journalisten for alvor slår tonen an. Med underrubrikken indgik Thorsen en kontrakt med læseren,
som nu indfries. Og her står vi som læsere med Thorsens subtile, men ikke desto mindre
værdiladede sprog, i lufthavnen, som er orkanens slukørede og regnvåde øje. Vi tror, der sker noget,
men nej. Vi skuffes, Thorsen skuffes, og i stedet åbner han for en personlig vurdering og
kommentar af hele situationen.
5.1.2 Thorsens jeg-fortæller
Igennem hele featuren skiftes konstant imellem scener fra det aktuelle præsidentbesøg og
informationsafsnit med hans egne kritiske kommentarer fortalt i førsteperson. Hele 21 gange skriver
16

Thorsen jeg, så man ikke er i tvivl om, at det er hans betragtninger og ingen andres. Synsvinklen er
hans alene, hvilket han var ganske bevidst om, da han dækkede Bush’ besøg i Danmark: ”Min
personlige tur den dag er et meget subjektiv forløb, og der vil være fire millioner andre forløb af
den dag. Men jeg stoler på og satser på, at mit forløb udtrykker noget om, hvordan Danmark tager
imod Bush. Men jo tydeligere, jeg får beskrevet min egne meget personlige følelser, desto stærkere
og mere præcist syntes jeg at ramme mange andre menneskers oplevelser af det samme.” (Eget
interview, bilag 3).
Intentionen bag den klart markerede fortæller er at formidle det enestående ved at dække
begivenheden uden at tage hensyn til de gængse nyhedskriterier. Det kan med andre ord oversættes
til det krav om nærvær, der ifølge Bech-Karlsen er hovedkravet til den fortællende journalistik.
Informationsafsnit A: Thorsens personlige kommentar. Thorsen benytter sig selv og
kommenterer aktivt den kollektive begejstringsrus, som har ramt landet. Alle er beærede over
præsidentbesøget – selv Thorsen kan ikke slippe udenom: ”Alle taler som en 120-watts pære i en
40-watts fatning. Og heller ikke jeg kan sige mig helt fri. Men sådan er det vel, når man står ansigt
til ansigt med magten. Enten får den en til at hade. Eller også bliver man underlig venligt stemt
indeni. Som en veldresseret hund. Og giver sig til at smile sådan nogle uklædelige smil. Beruset af
magtens blik” (Bilag 2).
Det er effektivt billedskabende sprog med masser sceniske elementer – ”som en veldresseret
hund”, ”som en 120-watts pære i en 40-watts fatning”. Det er, hvad Roy Peter Clark og Don Fry
kalder guldmønter (Hvid 2002: 48), og det benytter Thorsen sig ivrigt af.
I næste scene B, springer vi tilbage i tiden, hvor han og de andre journalister stiger på bussen til
lufthavnen. Klokken er 18.59, og vi følger kronologisk tidens gang, frem til præsidenten lander.
Sikkerheden er i top, men gad vide om de virkelig får noget ud af denne tur, funderer Thorsen, og i
et flashback tager han læseren med tilbage til barndommens dronningebryllup på tv: ”På vej
gennem byen sidder jeg og tænker på Margrethes bryllup, som vi i min barndom sad og så på tv
derhjemme. Min kammerat Niels Jørgen Snotnæse, som vi kaldte ham, var heldig, for hans familie
skulle partout ind og se det hele i virkeligheden. Men han vendte skuffet tilbage. Han ville meget
hellere have set det i fjernsynet.” (Bilag 2). Thorsen benytter, hvad Jo Bech-Karlsen ville kalde
fortætningens metode, og via flashbacket skaber Thorsen nærhed i fortællingen (Bech-Karlsen
2000: 234-235). Historien fra barndommen kan læseren identificere sig med, og den trækker en klar
tråd op til nutiden: Vi vil hellere se den slags i tv. Eller vil vi? Thorsen vil nok egentlig slet ikke
være her, betror han læseren, for der sker jo ikke noget.
17

I Nutidsscene B skifter Thorsen igen tilbage til nutiden. Klokken er 19.58, og pressen ankommer
til lufthavnen. Thorsen anvender klassisk reportageteknik og forsøger, blandt andet ved den
nøjagtige forankring i tidsangivelsen, at lade læseren genopleve øjeblikket. Vi oplever
sikkerhedstjekket og bombehundene, som føres af ”en solbrun blondine i cowboybukser og
strikbluse” etc. og klokken bliver 21.20. Så lander Air Force One og Thorsen lader guldmønterne
falde: ”Et mægtigt skrummel, der tårner sig op foran os. En balsal på vinger. Og mens den bare
står og gearer ned, er alt indhyllet i jetmotorernes dunder og syngende overtoner. Brølet af en
supermagt.” (Bilag 2). Særligt sidste sætning springer i øjnene, fordi den skaber en overraskende
forbindelse mellem en konkret sansning (lyden) og et abstrakt magtforhold. Dette er et udmærket
eksempel på en af styrkerne ved featurens brug af litterære virkemidler. Thorsens beskrivelse af den
amerikanske præsidents tjenestefly er ikke tom retorik. Det er givetvis svulstige ord, men det er ord,
som gengiver og afspejler de subjektive sanseindtryk, som journalisten står med, og som han ønsker
at delagtiggøre sin læser i (Hvid 2002: 18). Dette er et bevidst valg, hvor Thorsen gennem brugen af
værdiladede ord bryder med traditionelle journalistiske principper om neutralitet. Et godt eksempel
på, at featuregenren kan tilbyde læseren en anden oplevelse end nyhedsartiklen.
Thorsens farlige ironi
Bush møder Fogh, og Thorsen ironiserer tydeligt over Foghs kejtethed. Hans personlige
politiske præferencer træder frem. Hvis læseren er enig med Thorsen, er det jo morsomt, men det er
en farlig balancegang: Forsøger han bare at prakke os hans egne holdninger på? Vi mener, det
bliver lidt for letkøbt, og denne stil går igen i artiklens slutning.
I Nutidsscene C er Thorsen på vej hjem og filosoferer over tv-mediets overfladiskhed, og han
bruger sin kæreste til at konstatere: ”Der er gået prinsebryllup i den på tv” (Bilag 2). Thorsen gør
åbenlyst grin med andre journalisters banaliteter på skærmen og trækker samtidig en linje tilbage til
sit flashback omkring tv-brylluppet og den skuffende oplevelse af det. Men det er ikke mindst
følelsen af at være fremmedgjort tilskuer, der går igen både i flashbacket, i lufthavnen og tilbage
foran tv’et. Da lufthavnsscenen jo netop er artiklens udgangspunkt og den personlige oplevelse dens
kvalitetskriterium, rammer sammenligningen med den passive tv-seer endnu hårdere, og den
begivenhedsløse begivenhed udstilles. Det samme gør de journalister, der på trods af
meningsløsheden, finder mening og væsentlighed i detaljerne: ”Den store overraskelse, forstår jeg
senere, var at statsministeren gik op ad trappen og hilste på præsidenten i flyet.” (Bilag 2). Thorsen
placerer sig bevidst, om end diskret (”forstår jeg”), blandt de få uvidende, der ikke er i stand til at
18

dechifrere, hvad der sker i lufthavnen. Men at det er Thorsen, der fremstår som den troværdige
skeptiker, og de øvrige journalister som spåmænd i kaffegrums, kan vi ikke være i tvivl om takket
være den omfattende ironisering over begivenheden og dens planlagte, playback-agtige karakter.
Afslutning: Kommentar/informationsafsnit B. Thorsen slår over på udenlandsk tv. Der står
”Bush in Denmark” og Thorsen inddrager sig egen person igen i afslutningen af featuren:
”Igen lister mundvigene sig betænkeligt langt op ad kinderne. Man bliver så underlig dansk til
mode og er i et par svimle sekunder parat til at støtte manden i hvad som helst. Ned med Kyoto. Op
med temperaturen i verdenshavene. Glem Afrika. Og Guantánamo forever! Det kan ikke gå stærkt
nok med at få den mand ud af landet igen. Det er et spørgsmål om sikkerhed.” (Bilag 2). Her tager
Thorsen sig den frihed at komme med en kommentar, som er humoristisk, men ikke desto mindre
politisk.
I nogle passager glider han dog i højere grad over i causeriet. Thorsen perspektiverer
begivenhederne og kobler den nationale stolthed sammen Bush’ politik og den danske logrende
hale. Alene det, at han – hjemme foran skærmen – kan gejle sig op over noget, som han i øvrigt
gennem hele artiklen har lagt afstand til, giver afslutningen en ekstra brod. Han leger med sin egen
troværdighed som fortæller, idet han stoler på, at hans ironiske stil er trængt ind hos læseren,
således at læseren med væmmelse registrerer, at begejstringssygdommen nu har steget ’Deres
udsendte’ til hovedet. Det er muligvis derfor, han kan slippe af sted med den sidste bemærkning,
der i andre tilfælde ville være (for) stærk tobak for featuren: ”Det kan ikke gå stærkt nok med at få
den mand ud af landet igen. Det er et spørgsmål om sikkerhed.” Udsagnet kan næppe blive mere
politiseret og handlingsbetonet og står således i fare for at bryde med de forventninger til
refleksionen og ”den åbne erkendelsesproces”, som ifølge Bech-Karlsen bærer reportagen. Læseren
forventer, at afsenderen af en reportageartikel også er i stand til at reflektere over sine egne
refleksioner og stille sig kritisk overfor dem. Der kan godt komme en holdning frem, men læseren
forventer en mere nuanceret fremstilling. I stedet for en personlig kommentar kunne Thorsen
afrunde med et mere åbent spørgsmål.
Selv medgiver Thorsen, at hans afslutning befinder sig i et grænseområde: ”Jamen, det er nok
også i overkanten. I virkeligheden er det nok mere tænkt som en humoristisk bemærkning.” (Eget
interview, bilag 3). Spillet på, hvad begrebet ”sikkerhed” dækker over (Bush’ sikkerhed? Vores
sikkerhed?), skaber muligvis en flertydighed og ironisk distance (hvad megen humor gør), der er
med til at bløde det hårdtslående udsagn op. I hvert fald ser Thorsen ironien som en åbning til en
19

subjektivitet, der i nærrige doser ”ligesom prikker hul til ind til en mere indvendig oplevelse af
tingene, hvor man tillader sig en subjektiv måde at træde igennem på.” (Eget interview, bilag 3).
5.1.3 Thorsen og genrediskussionen
Overordnet er Nils Thorsen dermed langt fra den klassiske reportages ”objektive formidling af
virkeligheden” (Bech-Karlsen 2000: 8). I stedet ser vi reportageteknik blandet med personlige jeg-
kommentarer, personlige erindringsscener, dialog og replikker, samt en distance fra øjebliksbilledet.
Alle karakteristika, som Mikkel Hvid fremhæver for featuregenren (Hvid 2002: 27ff.).
Men Thorsen følger ikke den tredje fortællemåde, som Hvid skitserer. Thorsen skriver snarere
efter det, som Hvid kalder et ad hoc-plot. Plottet motiveres af artiklens stof og dens karakter – ikke
omvendt (Hvid 2002: 44). Følgerne af denne opbygning diskuteres i afsnit 5.2.2.
Som vi har set, distancerer Thorsen sig fra resten af pressen – han beskriver dem som
fremmede – men bruger dem også til at vise tilbage til sin egen rolle: ”Det gælder om at være, hvor
tingene sker. Også når de ikke sker. Så har man andre midler. Lommeuld kalder man det. Små
totter af paratviden, man kan bruge af, når man skal have tiden til at gå på direkte fjernsyn. Og i
løbet af præsidentbesøget bliver der sat indtil flere nordiske rekorder i lommeuld. Men hvordan
koger man 16 timer og 33 minutters tv-sludder og fjernsynsvrøvl ned til en dækkende beskrivelse?
Det gør man nok ikke. Man fortæller bare, hvad man selv har set.” (Bilag 2).
Men han fortæller ikke bare, ”hvad man selv har set”. Han fortæller også, hvad han mener om
det. Og det er en stor forskel. Han inddrager sig selv aktivt i featuren og handlingsforløbet, og
skaber en morsom og levende dynamik i historien. Han er med til at skabe den handling, som han så
åbenlyst mener mangler. Og det virker effektivt i artiklen, men det er også farligt. Selvom de
litterære virkemidler og personlige bidrag gør det letlæseligt og spændende, kan læseren nemt blive
i tvivl. Hvor meget skriver Thorsen for at underholde, for at påvirke læseren – måske endda i
retning af hans egne holdninger til Fogh, Bush, magten og medier. Dermed risikerer journalisten at
miste sin troværdighed over for læseren. Den ensidige lukkethed (oftest det politisk ladede) kan true
featuren som reflekterende genre.
5.2 Analyse: ”Og hele månen blev som blod…” af Poul Høi
(Berlingske Tidende, 12/9/2001, 12.872 anslag – se bilag 2)
20

Onsdag den 12. september 2001 fik Berlingske Tidendes læsere en unik mulighed for at komme til
den amerikanske østkyst – midt i et inferno af terror og frygt. Det var med Poul Høi som guide.
Som avisens udsendte medarbejder i Washington havde han fået til opgave at beskrive en af vor tids
største historiske begivenheder – mens den fandt sted. Som resten af klodens befolkning, sad de
danske avislæsere med en række ubesvarede spørgsmål. Dem påtog Høi sig at svare på, ved hjælp
af en noget udsædvanlig artikel. Høi skrev en feature. En skriftlig beretning med lån fra
Hollywoods storslåede cinematografi, fortællegreb fra skønlitteraturen, en håndfuld historiske
referencer og som prikken over i’et; en ordentlig stak tunge informationer. Hans model er
overvejende hjemmelavet jf. Mikkel Hvids ad hoc-model, hvor plottet kommer af stoffet. Alligevel
ser vi, at han skifter mellem scener og faktablokke, som kendes fra den tredje fortællemåde.
5.2.1 Tekstanalyse
Poul Høis feature fra 12. september 2001 beskæftiger sig med et begivenhedsforløb, der allerede
kendes af hans læsere. Dette har han til fælles med Nils Thorsen, der som vi så, beskrev Bushs 17
timer i Danmark. Thorsens vinkel var, at der i virkeligheden ikke var nogen vinkel, eftersom der
ikke var nogen historie, at man var en passiv, fremmedgjort tilskuer til et ritual. En sådan
blotlæggelse af journalistens vilkår var fra Thorsens side tiltænkt: ”Jeg kan mærke på mig selv og
på mine kammerater, familie, venner og kollegaer, at der foregår noget i de her dage omkring det
her præsidentbesøg, som ikke bliver dækket i pressen. Og så gør jeg det, at jeg udvider rammen.
Når et interview går ad helvede til, så siger du: Det er ikke nødvendigvis en svækkelse af historien,
fortæl det som en del af historien, så gør du rammen større.” (Eget interview, bilag 3).
Denne selvperspektivering beskrives af Bech-Karlsen som del af en fortællestrategi, der
lægger vægt på at granske sig selv og sit tilhørsforhold. Hos Thorsen stimuleres denne
metarefleksion af følelsen af at være fremmed for ritualet, præsidentbesøget. Hos Poul Høi ser vi en
lignende problematisering af selve det at rapportere. Han står i den noget usædvanlige situation, at
verdens eneste supermagt, Amerikas Forenede Stater, har været under angreb og måske stadig er det
den 12. september, hvor artiklen offentliggøres. Selv for en garvet journalist er det en stor
mundfuld.
21

Han starter med at smide masken; han dekonstruerer illusionen om den alvidende journalist,
der gennem adskillige års research, samtaler med indbyggerne i landet og erfaringer fra samfundets
afkroge sagtens kan begribe og formidle det skete:
”Der er dage, hvor ord bliver for små. Hvor ens øjne er større end ens mund. Hvor lyden af
fly over hovedet, synet af skyer, der stiger til himmels som en sort kegle, og lugten… lugten af
brand, af det øjeblik, hvor et bål er allermest fortærende, synes næsten for overvældende til at
formidle. For betvingende.” (Bilag 2).
Dette er et skoleeksempel på det, som Bech-Karlsen omtaler som reportagens 4 ”åbne
erkendelsesproces” (Bech-Karlsen 2000: 233). Høi har intet fodfæste. Han skal beskrive en
situation, et fænomen som simple facts ikke kan afdække. Selve anslaget dyrker
reportageskrivningens problematik: At øjeblikket undertiden kan være så stærkt bundet til tid og
sted, at det ikke lader sig overføre til andre gevandter, skrift for eksempel, uden at essensen går tabt.
I princippet er det udfordringen for al reportage, der hævder at føre vidnesbyrd fra virkeligheden,
men denne angst for at krænke gennem gengivelse vokser selvfølgelig i takt med emnets alvor.
Derfor kommer det heller ikke bag på os, at Høi i sin selvrefleksion bruger fuldstændig modsatte
midler af Thorsen, hvis fortrukne middel var den ironiske bemærkning. Terrorangrebenes alvor
forlener Høis reportage med en moralsk overtone, der især viser sig i udsagnet: ”Men ord er, hvad
vi arbejder med, og ord må nu gøre arbejdet” (Bilag 2). Modalverbet ’må’ figurerer som regel i
forbindelse med påbud, forbud og lignende handlingskorrigerende udsagn, og i dette tilfælde
fungerer anslaget da også som en slags edsaflæggelse, hvor Høi forpligter sig til at komme så tæt på
sandheden som muligt. Men det fungerer også som paradoksal selvmodsigelse: Gennem en
erkendelse af umuligheden i den fuldendte, udtømmende beskrivelse, lover fortælleren at forfølge
den selv samme. Som om journalisten ved at afsværge sig sandheden, alligevel kommer den et
skridt nærmere.
Et ganske klart eksempel på en bevidst understregning af reportagens søgende karakter, som
Bech-Karlsen også finder hos den norske journalist Gunvald Onstad, der begynder en rejsereportage
på lignende vis (se afsnit 5.4.1).
Da Høi efterfølgende begynder sin beretning, viser han med store, markerede perspektivskift,
at denne fremgangsmåde er en rekonstruktion: ”Lad os prøve at forestille os”, ”Tilbage på
plateauet kigger vi mod vest”. Høi tager os desuden med ned på gaden, hvor rubrikken til artiklen er
hentet fra: ”Og hele månen blev som blod…” siger gadeprædikanten, der læser højt fra Johannes’
4 Bech-Karlsens definition af reportager er langt bredere end Hvids.
22

Åbenbaring. Noget vi har set før hos religiøse fanatikere, men nu er grotesk virkelighed og
tilsyneladende et konkret billede på USA’s tilstand: Et samfund i undergang. Udsagnet er både
forankret hos manden på gaden, sagt i det øjeblik, Høi befinder sig hos ham, men samtidig bærer
det i sit groteske billedsprog en overskridelse af virkeligheden. Den bibelkyndige ved straks, at
dette er en beretning om apokalypsen. Den mindre bibelkyndige aner, at der venter en alvorlig
beretning forude. Således sætter Høi med stor effekt to kontraster sammen: Det autentiske og det
utrolige.
”Børnene græd, konen græd og manden rystede på hovedet. Regimenter af offentligt ansatte
stormede ud af deres bygninger og løb for sikkerhed, hvor sikkerhed end var henne, og hver gang,
der kom et fly, kiggede vi alle frygtsomt op på himlen.” (Bilag 2).
Her træder journalisten også frem på hovedscenen som ”vi”. Som et menneske. Han er en
aktiv del af begivenhederne, og de ting han her beskriver for os, må han selv have iagttaget. Dette
tilføjer en dimension af nærhed og autenticitet.
Problemet er, at man som læser let kan blive væk. Hvor er vi? I Washington eller New York?
Høi er i Washington, hvilket fremgår af indledningen, men de fleste læsere vil givetvis mentalt
befinde sig i centrum af begivenhederne, på Manhattan i New York. Problemet er, at teksten er
kompakt og meget sammensat med massive billedbeskrivelser og dermed opstår en risiko for at tabe
læseren.
5.2.2 Boring But Important – tunge informationer
Ovenstående er den sidste scene, hvor vi ser mennesket Poul Høi. Resten af beretningen bæres af
den alvidende journalist med den tunge research i rygsækken, der takket være timevis af samtaler
med indbyggerne i landet og erfaringer fra samfundets afkroge kan give os et overblik over den
håbløse situation. Høi går skridtet videre:
”Lad os prøve at forestille os, at vi kan stige op over den amerikanske østkyst, at vi kan stå på
et højt plateau og stirre udover landskabet dernede.”
Vi er nu tilskuere til en film. Høi zoomer ind på World Trade Centers røgskyer, vi panorerer
videre sydpå til regeringsbyen Washington DC og fra vores sikre ståsted højt hævet over det
amerikanske landskab, vender vi kameraet mod vest, hvor det sidste fly spredte rædsel. Dette er
åbenlyst en illusion, men det, vi ser, er sandt. Det er beretninger fortalt før på tv, i nyhedsartikler og
i radioen. Her er brudstykkerne blot iscenesat, de er nu en del af en større sammenhæng. Høis
23

scenografi er et fortællermæssigt værktøj, og målet er at viderebringe noget af den totale følelse af
kaos, som amerikanerne gennemlevede 11. september 2001.
Således skaber journalisten et overblik over den amerikanske apokalypse. Derfra flettes den
eksisterende viden ind i beretningen. Vi får at vide, at skurkene er udenlandske terrorister, og med
den oplysning vender vi atter tilbage til de dramatiske begivenheder.
Høi rekonstruerer de kaprede flys skæbne. Antallet af dræbte, steder og tidspunkter oplyses
uden antydningen af liv eller følelser. Det er fakta. Tallene får straks ansigter og skæbner, da Høi
bryder tempoet og inddrager citater fra erfaringspersoner. Det er pårørende og vidner, som med
deres egne ord formidler tragediens omfang:
”Det virkede nærmest som en ticker tape parade, fordi bygningsdele og støv dryssede ned fra
himlen,” fortæller et vidne – i tv. Men det undlader Høi at skrive. Læseren kan nemt tro, at det er en
beretning fortalt direkte til Høi. Men det er det ikke, for Høi er i Washington, og han fortryder i dag,
at han ikke skrev det: ”Når jeg læser historien i dag, ville jeg ønske, at jeg kunne udstyre den med
fodnoter eller et fikst indskud - noget i retning af, at "vidnerne var i går på TV, og på TV gav de
deres lydbidder til historien." Jeg tror ikke, at læserne tænker over det, men det forstyrrer min
faglige forfængelighed.” (Eget interview, bilag 3). Høi har sikkert ret, men det er delvist
problematisk, at han ikke informerer om sine kilder.
Journalisten smider en masse fakta på bordet blandet med få citater. Tvillingetårnene var
bygget til at modstå sammenstød med store fly. Flyene, som nærmede sig Manhattan, burde have
været afvist. I et roligt øjeblik undrer vi os sammen med journalisten og den amerikanske
befolkning over disse paradokser. Herfra eskalerer alt. Netop som vi har fået et spinkelt overblik,
bombarderes vi med en stærk strøm af ildevarslende rygter. Bilbomber foran udenrigsministeriet og
Kongressen. Camp David er sprængt i luften, det samme gælder Sears-bygningen i Chicago og
flådebasen i Norfolk er under angreb. Dette er ragnarok. Høi tegner først et konkret billede af
konsekvenserne: ”Ødelæggelsen var komplet. Landmærket var raderet væk fra Manhattans skyline.
De mange postkort som er sendt hjem fra New York i tidens løb, og de billeder, der er taget af øen i
Hudson-floden – de var nu historie.”
Det er nogle gode billeder, Høi tegner, men svagheden ved afsnittet er, at det er så
informationstungt. Læseren skal være vågen og holde godt fast, for ikke at falde af undervejs. Det
er netop, hvad Mikkel Hvid advarer imod, når man blander scener og fakta-afsnit:
”Hvis det lykkedes at flette scener med bbi-stof, giver det en meget harmonisk og flot tekst.
Men det lykkedes sjældent. De der forsøger sig, fortaber sig ofte i oplevelsen og glemmer, hvad den
24

etyder, og ellers også skriver de kun for oplysning og glemmer at lade læserne få oplevelser
undervejs.” (Hvid 2002: 48).
Høi glemmer at give oplevelser undervejs i nogle af de lange informationsafsnit – bbi’er, og
det trætter læserne i længden. Dette er tydeligvis en svaghed ved ad hoc-modellen, som Høi gør
brug af, da journalisten i fraværet af en klar disposition risikerer at miste balancen i vægtningen af
artiklens forskellige elementer.
I afslutningen låner Høi en følelsesladet dom fra en tv-seer: ”[…] Hvem er så letsindige,
hvem er så selvmorderiske at påkalde sig den amerikanske vrede på denne måde? For som en ung
grædende kvinde sagde på NBC: ”Vi vil ikke stoppe, før vi har fundet jer og fanget jer og slået jer
ihjel…” (Bilag 2). Og herefter kommer Høi så med en personlig kommentar: ”Brutalt og makabert
sikkert, men det er holdningen, mand og mand, nabo og nabo imellem, i dette land, og ingen kan
formentlig fortænke dem i det.” (Bilag 2). Eller kan man fortænke dem i det? Høi kommer her med
en meget personlig dom og vurdering, der måske bunder i hans mange år i USA. Er det en
følelsesmæssig påvirkning, eller er det en politisk holdning? Vi ved det ikke. For selvfølgelig kan
man fortænke amerikanerne i at forfølge terrormistænkte og slå dem ihjel. Ligesom i kritikken af
Thorsen, kan man kritisere Høi for at komme med personlige kommentarer. Det mærkværdige er, at
Høi har holdt sig udenfor igennem hele artiklen, men dukker alligevel op her. Selv siger han om
bemærkningen: ”Det er ikke et politisk udtryk, mere en psykologisk konstatering: At man kan
formentlig ikke fortænke kvinden i at være frådende vred og kræve hævn, det er en naturlig reaktion
mand og mand imellem, og hvem kan sige sig fri for bare en flig af den?”(Eget interview, bilag 3).
Dette eksempel viser risikoen ved featuregenren. Når en erfaren journalist som Høi skal indfange
flygtige størrelser som sindstilstande og til formålet anvender fortællegreb fra fiktionen, eller i dette
tilfælde giver sig af med spekulation, gambler han med sin professions højt skattede troværdighed.
En fare som Hvid mener, man kan gardere sig mod via en klar plotmodel, der kan modvirke, at
læseren forvirres og kommer i tvivl om journalistens troværdighed (Hvid 2002: 48).
5.2.3 Høi og genrediskussionen
Høi benytter sig af det, som Mikkel Hvid kalder en ad hoc-model. Han skifter mellem scener,
billeder, eksempler, anekdoter, rygter, citater og kommentarer. Det er et eksempel på det, som han
kalder sin egen metode (Eget interview, bilag 3), hvilket er en slags collageteknik, der blander
scener, billeder, eksempler, anekdoter, rygter, citater og kommentarer (Bech-Karlsen 2000: 231).
25

Han har vundet en Cavling for netop at skrive ”fremtidssikret avisjournalistik” i en tidsalder, hvor
det skrevne ord er sat under hårdt pres. Hans reportager er ”velskrevne og vidtfavnende,” som det
skrives på Journalistforbundets hjemmeside (d. 10.5.2008). Denne feature er med sin ambition om
både oplysning og oplevelse netop et godt eksempel på spændevidden i genren.
5.3 Analyse: ”Talen for Patrick” af Olav Hergel
(Berlingske Tidende, 6/10/2002, 12.172 anslag – se bilag 2)
”Talen for Patrick” er et tredje eksempel på en feature, som ikke alene bryder med fakta-
journalistikkens konventioner, men til dels også med featurens. Skønt det ikke umiddelbart er til at
få øje på, følger Hergels feature i sin opbygning det modelplot, som Hvid betegner som den tredje
fortællemåde, som er sat på begreb af amerikaneren Roy Peter Clark (Hvid 2002: 44).
Først en scene, så et informationsafsnit (bbi) og så scene nummer to, efterfulgt af et sidste
informationsafsnit (bbi), indtil featuren rundes af med en afsluttende scene.
Ved hjælp af denne model får læseren både oplevelse i scenerne og oplysning i
informationsafsnittene.
Men i Hergels feature er det ikke let at se denne feature-struktur. Han skjuler det godt ved at
lade teksten køre ud i ét. De enkelte afsnit er ikke adskilt af hverken underrubrikker, mellemrum
eller andet layoutmæssigt design. Og det gør læseoplevelsen til en totaloplevelse, men det kræver
både tålmodighed og overskud hos læseren at nå til ende, for det er meget lange tekstafsnit, Hergel
benytter.
5.3.1 Tekstanalyse
Rubrikken ”Talen for Patrick” åbner ikke meget for, hvad det her handler om – andet end navnet
Patrick. Det lyder familiært, men vi aner ikke, hvem han er.
I underrubrikken får Hergel i første linje slået fast, at vi her har med et stort emne at gøre:
”Revolutioner er gennemført i den negative sociale arvs navn. Milliarder af mennesker er døde i
kampen mod den. Socialdemokratiet, socialismen, kommunismen, liberalismen er opstået for at
bekæmpe den. Nu er det regeringens tur. Forleden holdt Anders Fogh Rasmussen tale for lille
Patrick i barnevognen på Tingbjerg Torv.” (Bilag 2).
26

Hergel formår at slå emnet fast: Den negative sociale arv (hvad), og introducerer artiklens
hvem: Statsminister Anders Fogh Rasmussen holdt tale for lille Patrick i barnevognen på Tingbjerg
Torv (hvor). Som læser bliver man nysgerrig og vil læse mere: Det er alvorlige sager, men Hergel
får det også trukket ned på danske forhold i form af Fogh og Patrick – det er elegant og morsomt –
man bliver nysgerrig: Den tilsyneladende uskyldige hverdagsscene sættes sammen med det
idealistiske, de historiske vingesus.
Scene A: Indledningen er utraditionel og har litterære træk: ”Måske skal Patrick en dag være
bankdirektør. Hvis han kan finde styrken i sig selv. Hvis ikke De forenede bryggerier får ham først.”
Hergel bruger det, som Jo Bech-Karlsen i forlængelse af den logiske fantasi betegner som en
strategi for at forestille sig og beskrive et videre forløb, der hvor virkeligheden holder op (Bech-
Karlsen 2000: 234). Det er en balancekunst at beskrive dét, som muligvis kan ligge lige for, men
som ikke materialiserer sig for journalisten i sanseøjeblikket. For hverken Hergel eller vi ved, om
Patrick ender som bankdirektør eller alkoholiker (Bryggeriet fungerer her effektivt som symbol).
Men for at hans historie skal vinde væsentlighed, gestalter Hergel et livsforløb, der ligger inden
for de to yderpunkter, som muligvis ligger på kanten af det sandsynlige, men samtidig er dækket ind
af det figenblad, der hedder ’fremstillingen af det mulige’, idet de ikke sort på hvidt kan afvises som
umulige. Vi ser her, hvordan featuren ikke lader sig binde til positivistisk bevisførelse, men også
benytter sig af spekulationen. Dybt problematisk, hvis man udelukkende ser Hergels artikel som
indlæg i en politisk debat, umådeligt frigørende, hvis man lægger vægt på, at de journalistiske øjne
også skal formå indfange og italesætte sammenhænge som kendsgerningsjournalistikken ikke
fanger. Sidstnævnte er Bech-Karlsen inde på, når han lægger til grund, at den journalistiske
reportage i sin natur er ”humanistisk” (Bech-Karlsen 2000: 211). Hvor nyhedsjournalistikken hviler
på kendsgerninger, oftest mennesker der gør, interesserer reportagen sig i bredere forstand for
mennesker, som de er. Eller i dette tilfælde bliver.
Hergel sporer læseren ind på emnet ved at trække det helt ned på lokalt niveau hos Patrick,
som ligger og sover sødt i barnevognen i Tingbjerg ved siden af sin alkoholiserede mor og familie. I
scenen anvender Hergel reportageteknik og beskriver detaljeret Patrick og de alkoholiserede
mennesker omkring ham. Vi får introduceret persongalleriet i næste del – menneskene omkring
Patrick. Hergel bruger næsten en fjerdedel af artiklen på det, så vi virkelig kan leve os ind i miljøet.
Men han nævner ikke alkohol eller bistand, men viser det i personbeskrivelsen: ”Men de ansigter,
der kigger ned til ham, er slidte. Kinderne er bulne, øjnene røde og vandede, øldunsten fylder
barnevognen, når de kigger til ham.” Det er klart ’show it, dont tell it’. Han behøver ikke at fortælle
27

det, men viser det og stoler trygt på scenens genkendelighed. Han lader desuden sine kilders sprog
flyde ind i sit eget, både som markeret citat og som maskeret udtryk: ”Han er 54 år og var ’jord og
betonner’ i 25 år, men så røg ryggen”. At ryggen ”røg” er utvivlsomt et direkte citat fra Torben,
Patricks morfar, et sprogligt lån, der ellers ikke ville finde vej ind i en gennemtænkt, velformuleret
tekst, trykt i Berlingske Tidende. Men det bidrager til at positionere fortælleren ude i virkeligheden,
hvor sproget ikke altid bruges som i bøgerne. Det sker ganske umærkeligt, men tyder på en
solidaritet mellem journalisten og hans stof og kilder: Hergel er ikke for fin til at låne sit sprog ud,
ganske som antropologen, der er i sine studier investerer sig selv. Bech-Karlsen peger netop på
antropologien som forbillede for reportagen, når det gælder måden at opsøge kilderne på (Bech-
Karlsen 2000: 95).
Informationsafsnit (bbi) A, indledning: ”Forleden holdt statsminister Anders Fogh Rasmussen
tale. Det var blandt andet en tale til Patrick, Camilla og Claus. Statsministeren vil have et andet
samfund. Et samfund, hvor Patrick får mulighed for at rejse sig fra bænken og i lighed med
advokatsønnen fra Nordsjælland ende i banken. »Et samfund, hvor det er muligt at bevæge sig fra
bistandsklient til bankdirektør,« som han sagde. Statsministeren og regeringen vil med andre ord
gøre op med den sociale arv.” (Bilag 2).
Her får vi hele baggrunden for Hergels scene, for hvorfor han har bevæget sig til Tingbjerg,
og for hvorfor Hergel skriver, at Fogh holdt tale for Patrick. I dette informationsafsnit skildrer
Hergel de politiske diskussioner og den historiske baggrund for debatten om socialpolitik og social
arv, og at Fogh-regeringen har afsat 260 mio. kr. til at bekæmpe den. Men så igen midt i det hele,
vender Hergel tilbage til Patrick: ”Det er det, Anders Fogh er oppe imod. Men endnu vigtigere. Det
er det, Patrick er oppe imod.” (Bilag 2).
Scene B. Her vender vi tilbage til Patrick og familien igen og får hele deres historie om druk,
vold og elendighed. Hergel står ikke selv frem som jeg-fortæller, men lader personerne svare på
hans spørgsmål. Han citerer først, uddyber selv og lader dernæst læseren høre hans næste
spørgsmål: ”Men har hun ikke dårlig samvittighed? Hvordan kan hun leve med, at Claus år efter år
har fundet hende hernede? »Jeg får dårlig samvittighed, og når jeg får det, så bliver jeg hjemme,
og vi laver ting sammen […]” (Bilag 2). På denne måde kommer Hergel som fortæller tydeligt
frem. Læseren ved, at Hergel stiller spørgsmål, og personerne svarer. Det skaber nærhed og
oprigtighed i fortællingen, som Jo Bech-Karlsen formulerer det (Bech-Karlsen 2000: 231). Og
alligevel kommer Hergels egne kommentarer og fortolkninger ind imellem citaterne: ”Giv os et
arbejde. Så skal det nok gå,« siger de hernede på Bænken. Men de tvivler, mens de siger det. Hvis
28

Fogh Rasmussen og samfundet kan hjælpe, så vil de være glade. Men de tror ikke rigtigt på det. De
tror ikke rigtig på noget. Og hvad skal man i øvrigt gøre ved et barn, som klokken ti om
formiddagen synes i gode hænder, fordi det trods alt er omgivet af kærlighed, men som klokken fire
om eftermiddagen kan være egnet til midlertidig tvangsfjernelse?” (Bilag 2). Men ifølge Jo Bech-
Karlsen er denne form i tråd med reportagens ånd, for i modsætning til nyheden, hvor afsenderen
som oftest måles på en idé om korrespondance mellem hans udsagn og virkeligheden, måles
reportagens fortæller på oprigtigheden i de refleksioner og tolkninger, han lægger ned over sine
observationer og informationer (Bech-Karlsen 2000: 232ff). Og det fungerer godt i Hergels feature.
Det er troværdige refleksioner og tolkninger, han leverer.
I Informationsafsnit (bbi) B kommer de sidste vigtige informationer, inden featuren afsluttes.
Her problematiserer Hergel, hvorfor vi i Danmark er så dårlige til at bryde den negative sociale arv,
når finnerne og andre er bedre end os. Han forklarer om de 10-15 % af danskerne, som bliver ved
med at hænge fast i bunden af samfundet. En klar informationsrig blok midt i scenerne fra Patricks
hverdag, som vi til sidst vender tilbage til.
Scene C. Hergel taler igen med Patricks familie. Han vælger i afslutningen at vende tilbage til
indledningens spørgsmål og gentage det: ”Foreløbig har Jeanette og hendes socialrådgiver en
aftale. Holder hun sig nogenlunde i skindet, beholder hun børnene. Det virker nogenlunde
forsvarligt. Som om Jeanette holder fast i aftalen. Dynen er ren, og barnet smiler. Så måske skal
Patrick en dag være bankdirektør. Hvis han kan finde styrken i sig selv. Hvis ikke De forenede
bryggerier får ham først.” (Bilag 2). Men hvor læseren i starten ikke var klar over historiens plot,
har man nu en helt anden forudsætning for at forstå spørgsmålet relevans og alvor. Han skal virkelig
finde styrken i sig selv, hvilket er budskabet i featuren. Under dette ligger en indirekte kritik af
systemets svigt.
5.3.2 Hergel og genrediskussionen
Hergels featuren er struktureret efter den tredje fortællemåde med tre scener og to bbi’er. Bbi’erne
er sprogligt nøgterne, men hæmmer ikke featurens rytme, eftersom Hergel undgår at skifte stil til et
sværere tilgængeligt sprog.
Hergels feature har ét klart emne: Den negative sociale arv, og en række budskaber (jf.
ovenstående). Hergel anvender reportageteknik i scenerne til at illustrere og eksemplificere den
negative sociale arv – helt konkret hos Patrick og hans familie i Tingbjerg. Personvalget er klart fra
29

starten og synsvinklen relateres konstant til Patrick, men det er Hergel som fortæller, der vælger
scenerne. Hergel mestrer ’don’t tell it, show it’, men bryder med genren, da han ivrigt citerer sine
erfaringspersoner i citater. Han omskriver ikke alle deres citater, men skifter mellem parafrase,
citat, egen kommentar og fakta. Det giver troværdighed og styrker historien, samtidig med at han fx
anvender litterære virkemidler som replikker og dialog mellem søn og mor: ”Claus lidt senere.
»Mor! Du var ikke hjemme i går. Du er ikke hjemme i dag. Du er garanteret heller ikke hjemme i
morgen.« Kirsten: »Jo, det er jeg.«” (Bilag 2). Samtidig er hans indledning og afslutning et åbent
spørgsmål, som ingen kan svare på, og som samtidig indkapsler hele problematikken. Bankdirektør
eller alkoholiker? Hvad kan der gøres? Et spørgsmål som ikke besvares, men som læseren måske
har bedre forudsætning for at forstå efter at have læse Hergels feature. Det er en god måde at
anvende den logiske fantasis fremtidsgætterier på.
Den politiske kritik som en uudtalt, men alligevel tilstedeværende præmis i featuren, ligger
også i sammenstødet mellem menneskelige og politiske, økonomiske realiteter. Når vi har set,
hvordan Hergel har indlejret sin feature i Patricks livsverden, så kan det ikke undgå at slå gnister,
når der kommer hårde tal på bordet: ”Nu vil Anders Fogh befri Patrick, og der er sat 260 millioner
kroner af til formålet” (Bilag 2). Det store beløb står som en slags fremmedlegeme i teksten: Det
giver muligvis mening for politikere, men i Patricks tilfælde, undres man over den reelle betydning.
Kan Patricks historie overhovedet omsættes til kroner og ører og gode, politiske intentioner?
Kontrasten mellem de irrationelle, nære betydningssystemer og den fornuftsbetonede, politiske
kalkule medvirker til at skabe en spænding i teksten.
5.4 Featuren – en diskuterende opsamling af alle tre tekster
Thorsen, Høi og Hergel benytter sig på hver deres måde af forskellige litterære virkemidler, som
giver deres features liv, charme, nærvær, humor og underholdning uden samtidig at miste
troværdighed og seriøsitet. Vi får nemlig stadig relevante informationer og oplysninger spredt ud
løbende igennem teksten. Det journalistiske alibi – de faktuelle oplysninger, som oplyser, forklarer
og sætter i perspektiv – kombineres og blandes med sceniske afsnit, anekdoter og dialog, som
minder om fiktion uden at være det, men som stadig tilfredsstiller de samme behov for
identifikation og indlevelse hos læseren.
Høi kaster informationer om sig med løs hånd igennem teksten – ofte i lange passager – men
han glemmer ikke læserens ønske om identifikation i form af sceniske elementer. Nogle af hans
30

informationsafsnit bliver dog lige lange nok, tæt på en halv A4-side, men han sørger stadig for
levende beskrivelser. Ikke mindst i flyveturen, hvor læseren tages op på et højt plateau med udsigt
over USA's østkyst. Her ser vi med egne øjne, hvad som sker. Det er stærkt, og det virker fortrinligt.
I modsætning til Høi har Hergel en mere klar fortællemæssig struktur i sin feature. Han følger
den tredje fortællemåde ved at skifte mellem scene, bbi, scene, bbi, scene. Det giver en solid
struktur for læseren. Vi følger en person, Patrick, og han er vores indgangsvinkel og referencepunkt
for artiklens overordnede emne; den negative sociale arv. Emnet er tungt, men Hergel formår i
scenerne at beskrive miljøet og personerne, som var man der selv og lugtede til deres ”øldunst”,
uden på noget tidspunkt direkte at nævne alkoholen. Han fortæller det ikke – han viser det, blandt
andet ved at lade personernes egen sprogbrug trænge ind i fortællerstemmens forklarende replikker.
Hvor Høi og Hergel sparer på de personlige kommentarer, gør Thorsen det modsatte. Han gør
de personlige, ironiske kommentarer til en bevidst stil i hans dækning af Bushs besøg i Danmark.
Det er en farefuld færd, Thorsen bevæger sig ud på. Enten er læseren enig i hans kritik af Bush og
medierne, eller også risikerer Thorsen at frastøde læseren med hans personlige
holdningstilkendegivelser. Thorsen formår dog løbende at fange læseren i sjove og underholdende
anekdoter fra barndommen, og samtidig anvender han masser af guldmønter, som også refererer til
hans egne svagheder ”som en veldresseret hund,” der smiler til magtens mænd. Hans (selv)ironi
redder stilen.
I et interview med os forsvarer han den personlige stil i featuren: ”Det kunne også have været
lavet mere nøgternt journalistisk, hvor man bare vender kameraet mod medierne og beskriver dem,
men så får man ikke de samme følelser med.” Thorsen erkender dog de problematiske aspekter:
”Der er masser af artikler, hvor jeg ikke ville nærme mig at gøre som i ”Orkanens slukørede
øje”. Jeg ville stoppe længe før... Men ”Orkanens slukørede øje” er nærmest en undtagelse. Jeg vil
øge læserens forståelse af, hvad der skete i os, det døgn Bush var her. Og der bidrager jeg med en
subjektiv oplevelse midt i alt det andet, læseren får den dag,” (Eget interview, bilag 3).
Det er netop brugen af de subjektive iagttagelser, der er styrken i featuren, mener Thorsen.
Som journaliststuderende lærer vi ellers, at det ikke er velset med subjektive iagttagelser og
kommentarer. Kilder skal helst ’fortolke verden for os’. Men her vender Thorsen, Høi og Hergel
reglen om. ”Jeg fortolker og forklarer verden ud fra mine iagttagelser og oplevelser”, lyder devisen
fra både Høi og Thorsen, her beskrevet af Nils Thorsen:
”Jeg bruger mig selv mere, end jeg gjorde en gang. Men jeg prøver at mærke på forhånd, om
det her går. Er det her en opgave, hvor jeg kan sige, at jeg er ekspert? Man kan snævre sit område
31

så meget ind, at man bliver ekspert, i det man skriver om. Og det har jeg gjort en del gange på
reportager, hvor jeg tænkte: Hvordan fanden skal jeg kunne skrive om det her? De andre kan jo se
endnu mere på tv. Men jeg sidder på første række til oplevelsen og ved først at indsnævre mit
ekspertisefelt, så tillader jeg mig bagefter at gå ud og spille alvidende og sige, det her er relevant
for en masse mennesker” (Eget interview, bilag 3)
Men det er jo en svær balancegang, der her skitseres, og som kræver erfaring at praktisere.
Alligevel kaster vi os i denne rapport ud i øvelsen og forsøger at skrive features, og vi vil bringe
erfaringerne fra Høi, Hergel og Thorsens artikler med os. Her bruges reportageteknik blandet med
personlige jeg-kommentarer, personlige erindringsscener, dialog og replikker samt en distance fra
øjebliksbilledet. Alle karakteristika som Mikkel Hvid fremhæver for featuregenren (Hvid 2002:
27ff).
Men hvad er godt, og hvad er skidt? Det er svært at beslutte uden at skelne til det stof og den
historie, man skriver om. Derfor benytter vi flere af de råd og ideer til modelplots, som Mikkel Hvid
skitserer. Det skal hjælpe os til at se på historien og se på plottet: Hvad vil vi fortælle? For man skal
passe på, når fortællerrollen får frit løb i featuren. Passe på sproget, som Høi forklarer det:
”På journalisthøjskolen advarede en lærer mig om, at jeg skulle passe på, at sproget ikke
styrede historien – og jeg har skrevet hans ord ned og hængt dem op på min opslagstavle. Det er en
sløjfe om langfingeren: At selv om jeg finder på en fiks sætning, så duer den kun, hvis den duer.
(Eget interview, bilag 3).
Én erfaring, vi har gjort os i denne analyse, er dog entydig. Pas på med de subjektive jeg-
kommentarer. Måske virker de umiddelbart stærke, men der er store risici forbundet ved dem. Man
risikerer som journalist at miste troværdighed hos læseren. Dermed ikke sagt, vi afholder os fra
subjektive iagttagelser. Alle reportager udgøres delvist af subjektive iagttagelser. Men de skal
holdes nede og ikke dominere hele artiklen, som Nils Thorsen her forklarer det: ”Mindst halvdelen
af en reportage skal holdes i et neutralt og fælles sprog, men der skal være nogle elementer
undervejs, som ligesom prikker hul ind til en mere indvendig oplevelse af tingene, hvor man tillader
sig sin egen subjektive måde at træde igennem på.” (Eget interview, bilag 3). Og dét er netop, hvad
vi vil forsøge på i vores meget forskellige features, som har hver deres særpræg i form af sprog,
opbygning samt brug af reportageteknik og litterære virkemidler.
32

6 Konklusion
Vores problemformulering lød: Hvilke styrker indeholder den journalistiske feature, når den gør
brug af litterære virkemidler?
Den teoretiske litteratur fremhæver, at featuren skal være spændende, engagerende og
øjenåbnende for læseren. De tre features fra Høi, Hergel og Thorsen lever alle op til disse krav.
Deres features er levende beretninger, som klart adskiller sig fra nyhedsartiklen i forhold til kilder,
vinkling, længde, form og fortællestil. De citerer personer, men bruger også replikker og
parafraserer. De vinkler fuldstændigt anderledes end i nyhedsartiklen. De afslører ikke deres
’nyhed’ i rubrik, underrubrik eller indledning. Nej, de antyder noget, afventer, beskriver scener,
gengiver citater, kommer med baggrundsoplysninger og så afslører de lidt mere og mere, og først til
sidst – når vi har læst til ende – har vi rigtig forstået, hvad journalisten ville med historien. Thorsen
siger om den fortællende journalistik: ”Det kan være alle mulige alment menneskelige ting, som
foregår udenfor vores eget opmærksomhedsfokus. Beskriv det lille gys. Det er sådan vi lever og
føler.” (Eget interview, bilag 3).
I Høi, Hergel og Thorsens features rives vi med i fortællestrømmen – vi får små gys. I
nyhedsartiklen stopper vi ofte efter underrubrikken eller indledning, hvis vi føler, vi har fået svar på
vores spørgsmål. Men i featuren bliver vi ved med at læse, for her bliver vi også underholdt og ikke
kun oplyst. Hvis featuren altså fungerer godt. Hvis den ikke gør det, stopper vi op og smider avisen
bort. For hvorfor skulle man læse en historie på 12.000 tegn, hvis den er dårligt fortalt, og man
kunne få det samme i nyhedsartiklen? Det er netop en af svaghederne ved genren. Behersker man
den ikke, mister man læseren hurtigt. Det er bagsiden af medaljen.
Omvendt er det straks lettere med nyhedsartiklen. Den følger en særlig skabelon –
nyhedstrekanten – og der er som regel ikke de store udsving i struktur, sprog og virkemidler.
Thorsen understreger denne pointe tydeligt, når han beskriver featuren og den fortællende
journalistik: ”Det er et pissevanskeligt felt. Man gør nogle forsøg, og fejlene bliver tydelige. Og
man krummer tæerne. Det er noget man gør langsomt og forsigtigt, og så kommer det – måske.”
(Eget interview, bilag 3).
Et af de store problemer som kan opstå, når man eksperimenterer med featuren og den
fortællende journalistik, er brugen af den tydelige jeg-fortæller. Den meget subjektive form virker
for nogle journalister. Thorsen gør det godt, men får også problemer. Især når han bliver direkte
politisk i sine kommentarer, men som i mange andre tilfælde redder ironien ham. Alligevel kan vi
33

som udgangspunkt ikke se de store fordele ved dette valg – især for os nybegyndere. Jeg-fortælleren
risikerer at svække journalistens troværdighed og seriøsitet overfor læseren.
34

7 Kilde- og litteraturliste
Obligatorisk litteratur (Kursuslitteratur)
Bjerg, Lars: ”Som man spørger… Det journalistiske interview”, Roskilde Universitetsforlag, 1.
udgave, 2000.
Kompendium til kursus: Sprog og genreværksted, modul 1, forår 2008, Journalistik, RUC
Kompendium til kursus: Pressejura og presseetik, modul 1, forår 2008, Journalistik, RUC
Speciel litteratur
Bech-Karlsen, Jo: ”Reportasjen”, Universitetsforlaget, 1. udgave, Oslo, 2000
Borker, Lisbet (red.) og Brøndgaard, Povl Erik (red.): ”Avisreportagen - fra Cavling til Sabroe”,
Dansklærerforeningen, 1. udgave, 1. oplag, Århus, 2001.
Hansén, Stig & Thor, Clas: ”Att skriva reportage”, Ordfronts forlag, Stockholm, 1990.
Hvid, Mikkel: ”Fascinerende Fortælling – Den journalistiske feature”, Forlaget Ajour, 1.
udgave, 1. oplag, Århus, 2002.
Høi, Poul: ”Der er dage…En prismodtager i udvalg – journalisten Poul Høi”, Forlaget Ajour, 1.
udgave, 1. oplag, Århus, 2002.
Kinch-Jensen, Anders: ”Forankring Fryder – Journalistisk fortælleteknik”, DR Multimedie og
Forlaget Ajour, 2001
Meilby, Mogens: ”Journalistikkens grundtrin – Fra ide til artikel”, Forlaget Ajour, 1. udgave, 7.
oplag, Århus, 2006.
Sønnichsen, Ole & Kramer, Mark: ”Virkelighedens fortællere – Ny amerikansk journalistik”,
Forlaget Ajour, 1. udgave, 1. oplag, Århus, 2002.
Artikler, rapporter og internetkilder
Albrecht, Jacob: “Nyheder er mere end noter” link: http://www.journalisten.dk/nyheder-er-
mere-end-noter, hentet d. 5.6.2008
Bech-Karlsen, Jo: ”Mellom historien og fortellingen” (Jo Bech-Karlsen - 19-04-2005) link:
http://www.cfje.dk/cfje/vidbase.nsf/%28VBFriTekstMultiDB%29/39C5DD47CC2A1AD9C125
683B0050ACEF?OpenDocument, hentet d. 14.5.2008
35

Bech-Karlsen, Jo: ”Informasjon og fortelling” (Jo Bech-Karlsen - 19-04-2005) link:
http://www.cfje.dk/cfje/vidbase.nsf/%28VBFriTekstMultiDB%29/485A74007324A4A8C12568
3B00519BD5?OpenDocument, hentet d. 14.5.2008
Bech-Karlsen, Jo: ”Virkelighetens historiefortellere” (Jo Bech-Karlsen - 19-04-2005) link:
http://www.cfje.dk/cfje/vidbase.nsf/%28VBFriTekstMultiDB%29/D0374D01B406CEE4C1256
83B004544AE?OpenDocument, hentet d. 14.5.2008
Bech-Karlsen, Jo: ”Knut Hamsun som reporter” (Jo Bech-Karlsen - 04-02-2004) link;
http://www.cfje.dk/cfje/vidbase.nsf/%28VBFriTekstMultiDB%29/82C92BFFDA190F65C1256
D2C003F1BAC?OpenDocument, hentet d. 14.5.2008
Hergel, Olav: ”Talen for Patrick”, Berlingske Tidende, d. 6.10.2002
Høi, Poul: ”Og hele månen blev som blod…”, Berlingske Tidende, d. 12.9.2001
Journalistforbundets hjemmeside: http://www.journalistforbundet.dk/sw178.asp, d. 10.5.2008
Thorsen, Nils: ”Orkanens slukørede øje”, Politiken, d. 7.7.2005
36

8 Bilag
1. Egne features med en kort metodisk introduktion.
2. Tre artikler af Poul Høi, Olav Hergel, Nils Thorsen.
3. Transskriberede interview med Høi og Thorsen.
8.1 Bilag 1 - Egne features med en kort metodisk introduktion.
Vi vil indledningsvis påpege, at det har været en kæmpe udfordring, at få presset vores historier ned
på maksimalt tilladte 6000 tegn (inkl. mellemrum!). Langt de fleste features og reportager fylder en
del mere – ofte det dobbelte – så det har været en kamp at få presset oplevelserne ned i den snævre
ramme. Men det er vilkårene, og her er resultatet. Hver artikel indledes med en kort metodisk
introduktion.
37

Kort metodisk introduktion til artikel A. af Jens Peter Houe:
”Populært turist- og terrormål”
Genre, målsætning: Artiklen er en feature, som anvender reportageteknik. Det er ikke en
traditionel rejse- eller nyhedsreportage, men artiklen forsøger at give et større indblik i et konkret
turistområdes udvikling, samtidig med den berører en større konflikt og emne, som både turister og
lokale indbyggere over hele verden kender til: Terrortruslen. Samtidig forsøger den at formidle lidt
historie og samfundsforståelse om Egypten.
Metode: Målsætning er at kombinere, hvad Roy Peter Clark adskiller som ”Two ways to read” - at
læse for oplysning – for at få information – og at læse for oplevelsen – for at blive underholdt. Det
forsøges via sceniske afsnit, som giver læserne oplevelse og identifikation, kombineret med
faktuelle afsnit, som oplyser, forklarer og sætter i perspektiv.
Opbygning: Modelplot - Den tredje fortællemåde med flashback som indledning:
1. Flachbackscene: Terrorangrebet i Sharm el-Sheik.
2. Faktaafsnit: Baggrund - Terrorangreb i Egypten.
3. Nutids- og flachbackscene: Saïd fortæller om nu og dengang.
4. Faktaafsnit: Egypten: samfund, arbejdsløshed, turismen og terroren.
5. Afslutningsscene: Saïd som dealer og perspektiv på turismen.
Medie: Dagbladet Informations lørdagsspecialtillæg: ”Refleks”. Et specialtillæg som behandler
paradokser i samfundet, og som er en del af weekendens læsning med stofområder, som der godt
kan bruges lidt ekstra tid på.
Målgruppe: Informations læsere som ønsker baggrundsviden og nye perspektiver og vinkler på
konflikter og emner, de tror, de kender.
38

Populært turist- og terrormål
Den messende aftenbøn overdøves af technorytmer. Imens Muhammed bøjer nakken og
vender hovedet mod mekka, sælger Saïd stoffer til turisterne. Sharm el-Sheik er hadet af
Egyptens islamister og elsket af tusinder af turister, som hvert år valfarter til syndens by på
trods af risikoen for terrorangreb.
Af Jens Peter Houe
Den første eksplosion var øredøvende. Trafikken stoppede brat. Klokken var lidt over et om natten
og caféer, basarer og gader var stadig fyldt med mennesker.
Saïd og to tyske piger vendte sig om. De stod udenfor den amerikansk ejede Hard Rock Café
og røg på en fælles joint. Bag dem udviklede sig en massiv røgsky, som spredte et tykt sort støvlag
over de mange restauranter og butikker på hovedgaden.
De tyske piger begyndte at løbe væk fra diskoteket: ”Kom med,” råbte de til Saïd, men han
vendte sig om og løb i stedet ned mod den sorte røg, som kom fra Ghazala Gardens Hotel.
Der gik mindre end et minut. Så sprang den næste bombe kun 100 meter væk fra Saïd. Kort
efter eksploderede en tredje bombe midt i det menneskefyldte marked, hvor hundredvis af turister
så på alskens asiatiske kopiprodukter og smykker, produceret af lokale beduiner.
Folk flygtede paniske ned mod strandområdet. Et ældre ægtepar kom hen til Saïd. Blodet løb
ned ad kvindens ansigt, og hun skreg forfærdeligt. Hun holdt om sin mand – en gråhåret ældre
herre, der rystende bad om hjælp. Han ville betale, hvad det skulle være, hvis Saïd ville køre dem
tilbage til Israel.
Falsk tryghed
De tusinder af bippende metaldetektorer og de mange sikkerhedsfolk kunne ikke stoppe ulykken
den nat.
Terrorangrebet den 23. juli 2005 er det mest dødbringende i Egypten siden 1981. 88 blev
dræbt og over 200 blev såret, da selvmordsbombere detonerede tre bilbomber nær et luksushotel, et
travlt marked og en parkeringsplads.
Men det er langt fra første gang Egypten og Sinai-ørkenens rødehavskyst rammes hårdt.
Bombeangrebet i Sharm el-Sheik kom ni måneder efter, at 34 mennesker blev dræbt, heriblandt
39

flere israelere, ved tre eksplosioner i de egyptiske feriebyer Taba og Nuweiba – tæt på den israelske
grænse. Og alene fra 1992 til 1997 blev der udført mindst 16 større terroranslag mod turister i
Egypten.
Den ekstreme islamistiske organisation Gama al-Islamiya har taget ansvaret for flere af
angrebene, som har været målrettet turister fra vestlige lande – især israelere og amerikanere. Deres
tilstedeværelse i et muslimsk og arabisk land anses som en krænkelse og en hån mod det egyptiske
og palæstinensiske folk, som lider under USA’s og Israels mellemøstpolitik.
Efter Sinai-halvøen i 1982 blev givet tilbage til Egypten efter 15 års israelsk besættelse, har
desperate beduiner ligeledes angrebet turister. De har i årtier været undertrykt og forfulgt, og senest
i april 2006 var de involveret i tre bombesprængninger i den mindre turistby Dahab, hvor 21 blev
dræbt.
Flugten hjem til Israel
Selvom klokken er 22.30 føles vinden som en hårtørrer, der blæser tør luft ind i ansigtet på de
mange mennesker, som venter på rutebussen fra Dahab til Sharm el-Sheik. Bussen triller ind,
chaufføren åbner døren og smiler: ”Welcome.”
Gåsehuden spreder sig på armene - air condition står på max. ”Dejligt”, tænker jeg, men
overfor sidder Saïd og ryster af kulde. Han har siddet i bussen siden Cairo – cirka 8 timers kørsel fra
Dahab.
Saïd er 38 år, siger han, men ud fra hans tøjstil, skulle man tro han var omkring de 25. Smarte
hvide Adidas kondisko, Giorgio Armani læderbælte og bukser samt en trendy, sort skjorte
hængende løst på den lidt ranglede krop. De nikotingule tænder blottes flittigt, når han i detaljer
fortæller om dén aften i 2005, hvor det hele kogte over i Sharm el-Sheik.
”Alle gik i panik, men de israelske turister reagerede hurtigst – de ville væk med det samme.
Den nat bomberne sprang, kørte jeg taxa for israelske turister, som var desperate for at komme
hjem. Jeg tjente over 6000 egyptiske pund (6000 kr.) ved at køre israelere igennem ørkenen fra
Sharm el-Sheik til Israel,” smiler Saïd og ryster på hovedet: ”Man tjener normalt aldrig så mange
penge.”
Terrorrejser på tilbud
40

I et land hvor arbejdsløsheden er på mindst 20 %, og en offentligt ansat typisk må nøjes med cirka
100-200 egyptiske pund i månedsløn, flokkes de egyptiske mænd om turistområderne, som tørstige
beduiner om en frodig oase i Sinai-ørkenen.
Men det er ikke kildevand og palmernes kølige skygge, der lokker. En taxachauffør kan køre
2-300 kr. hjem hver dag og samlet giver turistindustrien en årlig indtægt på cirka 40 mia. kr. og
skaber 650.000 nye job til de yngre generationer. Derfor giver det efterrystelser hele vejen op til
Hosni Mubaraks præsidentstol, når turister skræmmes væk på grund af terror.
Tre år efter Sharm el-Sheikh-bomberne er den 41 km. lange kyststrækning derfor plantet til
med lukkede turistressorts, som minder mere om militære befæstninger med vagter, metaldetektorer
og sikkerhedstjek end normale hotelkomplekser. Og det lader til at virke. Turisterne strømmer
stadigvæk til i tusindtal – lokket til af billige all-inclusive-pakkerejser, som dækker fly, hotel og
ubegrænset mad og drikke i 14 dage.
”Efter angrebet i 2005 forsvandt israelerne og amerikanerne. De tør ikke at komme her mere.
Til gengæld er det væltet ind med russere, som har fået flere penge,” fortæller Saïd, som i dag – tre
år efter bomberne – arbejder som selvbestaltet turistguide i Sharm el-Sheik. Han tjener dog de fleste
af sine penge på at sælge stoffer til turisterne. Han er særligt glad for russerne.
”Jeg elsker dem – de er mine yndlingskunder. De køber alt, hvad jeg tilbyder dem – ecstasy,
coke og marihuana. Og oven i købet forhandler de ikke om prisen – de betaler, hvad det koster. På
en god nat kan jeg tjene 3-400 dollars. Hvilke andre steder i Egypten, kan jeg tjene så mange
penge?” spørger Saïd retorisk, mens han smiler og siger:
”Vil du ikke ha’ mit telefonnummer? Så kan du altid ringe, hvis du får lyst til at ryge en joint.”
5954 tegn inkl. mellemrum.
41

Kort metodisk introduktion til artikel B. af Nima Hajarzadeh:
”Et lummert blik i øjestenen”
Genre, målsætning: Artiklen er mit bud på en feature, hvor en abstrakt problemstilling
repræsenteres af en række særligt betydningsfulde iagttagelser. Hovedscenen er feriebyen Sharm el-
Sheikh i Egypten, og omdrejningspunktet er de kulturelle konflikter, som gennemsyrer dette
sekulære, men muslimske samfund. Det er beskrivende journalistik, som tager læseren med på en
rejse til en konkret tid og et konkret sted. Det er en delikat balancegang, hvor poesien ikke må
kvæle substansen. Samtidig er det er en faglig udfordring, hvor formidlingen af stoffet skal skille
sig ud ved hjælp af et sprog, der vil mere end blot at informere. Jeg har satset stort på
sanseoplevelsen, de små iagttagelser, der røber de store pointer. Men hvad vinder min læser ved
mine spidsfindige ordlege og iscenesatte scener? Hvad hvis jeg taber hende i sproget, og mine
scenevalg kun er udtryk for uvedkommende fornemmelser og dybt personlige anskuelser? Den
risiko løber jeg gerne. Jeg står ved mit forsøg på at formidle en vigtig indsigt, og jeg stoler på min
dømmekraft. Jeg forsøger at tone rent flag. Det er således min eksplicitte grundholdning, som
læseren modtages af i underrubrikken.
Metode: Allerede med den lettere kuriøse rubrik præsenteres læseren for kontrakten med
journalisten. Dette er ikke en klassisk baggrundsartikel eller rejsereportage. Desuden er det min
klare målsætning, at scenerne skal bære fortællingen. Dog vil læseren også finde mindre afsnit, hvor
de væsentligste baggrundsinformationer præsenteres. Jeg har ihærdigt forsøgt, at gøre disse bbi’er
til betydeligt bedre informationer end gængse boring but important-afsnit.
Opbygning: Min opbygning følger ikke nogen bestemt model, der er tale om en ren ad hoc tilgang,
hvor den gennemgående udfordring, som jeg har påtaget mig, har været at tilsætte informationer
jævnt i samtlige afsnit.
Medie: Weekendavisen (Kultur-sektionen).
Målgruppe: Den videbegærlige læser, der ikke fortørnes over journalisten bevidste fravalg af
pædagogiske greb. I tråd med Weekendavisens redaktionelle profil 5 er det en læser, som er drevet af
nysgerrighed. Hun leder ikke forgæves efter lokkende mellemrubrikker, men dykker ned i stoffet.
5 Udsnit fra avisens hjemmeside (Om Weekendavisen): ”I Weekendavisen møder man personligheder med egne
holdninger. Og man møder respekt for faglighed; vi stræber efter at lave en avis, som er klog, smuk og sandfærdig. Vi
tager os tid til at undersøge ordentligt og til at skrive ordentligt, smukt og musikalsk. Og langt. Vores læser er nødt til at
bruge ganske meget tid på at læse avisen. Det giver til gengæld læseren en behagelig fornemmelse af ro og fred.”
(www.weekendavisen.dk)
42

Et lummert blik i øjestenen
Maskerade. Sharm el-Sheikh er et håbløst vidnesbyrd om et militærdiktaturs bigotte
visioner. Her plejer præsidenten sit helbred og Egyptens ego. Dette er City of Peace, hvor
arabere og israelere mødes og smiler til ære for pressen, alt imens saudiske kongesønner
løber hornene af sig på syv-stjernede hoteller langs hovedstrøget.
Af Nima Hajarzadeh
De snorlige gader minder om Lissabons
Baixa-kvarter. Alligevel går der kun
splitsekunder før selv den døsigste
charterturist inde bag lufthavnsbussens
blåmatterede vinduer aner uråd.
Makeuppen fejler såmænd intet. Den er
påført med venlig hånd overalt i bybilledet.
Fra luksushotellernes svulstige facader
udført i blankpoleret marmor til
metaldetektorernes evige vidnesbyrd om
sikkerhed i topklasse. Dette er Egyptens
kommercielle øjesten: Sharm el-Sheikh.
Løfter man solbrillerne for en stund,
afslører den nådesløse ørkensol imidlertid
sandheden. Det er imiteret marmor, som
lokker nyrige russere til hæmningsløst
forbrug, og hovedparten af
metaldetektorerne opereres af unge drenge
i skolealderen, som mest af alt er
interesserede i at afprøve nye engelske
gloser.
Intet af dette ændrer på det faktum, at
Sharm er Egyptens ubestridte øjesten. Men
hvad med pyramiderne? De er udenfor
konkurrence. Dem vil landets præsident,
His Excellency Hosni Mubarak, nemlig ikke
tage æren for. 26 år som ubestridt leder
levner dog plads til andre forrygende
bedrifter.
”Sharm er vores stolthed. Præsidenten
har bygget byen med det egyptiske folk,”
forklarer krydderihandleren Ehab Roshdy.
Der er utvivlsomt ganske få ting, som den
moderne egypter kan tage æren for. Sharm
el-Sheikh derimod er et fysisk vidnesbyrd
på en nations stædige forsøg på at holde
enden over vandskorpen i et kontinent,
som drukner i dårligt PR.
Mubarak har adskillige gange stillet sit
renskurede turistparadis til rådighed for
Israel og palæstinenserne. Præsidentens
gæstfrihed har dog endnu ikke affødt
nogen fred, men det ændrer ikke på
symbolværdien. Her spiller det muslimske,
men sekulære militærdiktatur sin rolle som
brobygger mellem Vesten og den arabiske
verden.
At byen er bygget af det egyptiske folk,
og ikke til det egyptiske folk, spiller ingen
rolle. Sharm er egypternes øjesten, men
turisternes by. Alligevel kan end ikke
nattens tusmørke tilsløre skønhedsfejlene.
Her i byens hedonistiske centrum,
hovedstrøget Na’ama Bay, på The Beduin
Bar lunter en fedladen fyr rundt i små
cirkler. Han er etablissementets hofnar, en
krydsning mellem autodidakt dj, farcør og
tjener.
”My music makes you dance and smile,”
lover han. Men cd-afspillerens
minimalistiske design driller de buttede
fingre. Apparatet sluger endelig hans
piratkopierede cd. I et par saftige minutter
gentager Lil Mama fra Harlem, at hendes
43

”lip gloss is poppin”. Pludselig dør
musikken.
Et ekko af forundring på fire forskellige
sprog overdøver stilheden. ”What’s
wrong?” spørges der. Dj’ens nubiske aner
dækker over de røde kinder, kropsproget
afslører lidt, men det er hans toneleje, som
fælder ham. ”It’s time for prayer. No music,
sorry” hvisker han og ligner en lommetyv
taget på fersk gerning af sin egen mor.
Ude på strøget fortsætter masseturismen
sin gang. 15 minutters religiøst lydtapet
akkompagnerer et dusin brystvorter i
transparente toppe og en enkelt arabisk
herre i hvid kandoo. Bag ham svæver to
hustruer i anstændige, men sorte abayaer.
Så vender Lil Mama tilbage i højtalerne.
I mellemtiden har gadens rettroende
muslimer været henvist til backstage. Bag
kulissen af vestlig dine & wine
foretagender. I baggårdene bliver
bedetæpper rullet ud mellem pappressere
og nye forsyninger af Coca Cola sirup. Til
lyden af høje stiletter og frække pift messes
bønnens andægtige præambel Bismillah
rahmane rahim rahim (i Allahs navn, den
nådige den barmhjertige).
”Jeg beder, hvor end jeg kan. Det
betyder intet, at det er herude ved skraldet.
Bare jeg er ren,” forklarer 24-årige Hamid,
og banker fingerspidserne mod sit hjerte.
Det plager ham heller ikke at stå i baren.
”Hvorfor? Jeg kan lide mit arbejde. Min
hustru føder mit første barn til næste
måned, inshallah. Hvis jeg ikke arbejdede
her, ville vi ikke kunne klare os,” siger han
og ruller sit tæppe sammen.
”Og hvis jeg ikke har lyst til at skænke
alkohol, tager en af de andre over. Vi
hjælper hinanden.” Han holder en pause.
Med én hånd fører han en sort elastik over
det sammenrullede tæppe. Hans plukkede
øjenbryn løfter sig:
”Det er heller ikke alle som drikker alkohol.
Mange turister foretrækker faktisk
melonjuice.”
On stage, Na’ama Bay, slænger trætte
turister deres dovne kroppe i
vandpibebarernes divaner. En ung kvinde
vifter en tjener over. Hun og kæresten har
netop fået tændt op i deres shisha, men
noget mangler i det klistrede menukort.
”Alcohol is not on menu card. But if you
want, I can get?” spørger tjeneren. Parret
kigger undrende på hinanden. ”It’s
easier… you now?” prøver han igen. Parret
forstår ikke. “Many guest don’t like
alcohol,” hans øjne søger samtidig mod en
gruppe lokale mænd skråt overfor parret.
De deler en vandpibe, og på bordet foran
dem står fem kopper te. Kvinden forstår nu
tjenerens fortvivlede bøn om hensyn. Hun
hvisker sin bestilling, og hendes pli
returneres med et ydmygt smil.
Kvindens kæreste har godt bemærket
afholdsmændene. Alligevel har noget ledt
ham på sporet af en syndig last hos de
gudfrygtige lokale. Parret ser på, da en af
mændene råber en forbipasserende pige an:
”Sexy girl? My friends and I want to show
you something - don’t need snorkel mask
to see it’s beauty!” Mændenes latter
overdøver parrets tak, da tjeneren vender
tilbage med de hemmelige drinks.
Straks tager endnu et lummert blik form
og sigter mod et nyt offer i strømmen af
bare ben og maveskind. De kåde tilråb
spreder lige dele smiger og forargelse i den
gudsforgåede strøm, som løber henover
gågaden i Sharm el-Sheikh. Et særdeles
langt palæstinensisk stenkast fra Mekka og
Medina.
5.978 anslag
44

Kort metodisk introduktion til artikel C. af Ming Ou Lü:
”Ikke en kinamands chance”
Formål og research: Formålet med min artikel er at skildre de vilkår som kinesiske
udvekslingsstuderende har her i Danmark. Siden 2002 er over 8.000 kinesiske studerende kommet
til Danmark. I 2007 var kinesere den største indvandringsgruppe, uden for EU, der kom til
Danmark. Mange af disse opholdstilladelser gives til forhåndsgodkendte skoler, der har
specialiseret sig i at tilbyde undervisningsforløb til kinesiske studerende, som betaler et beløb, der
er mellem 20.000 kroner-50.000 kroner per semester. Undervejs i forløbet dropper nogle af de
kinesiske studerende fra uddannelsen og tager arbejde i kinesiske restaurationer, hvor de bliver
underbetalt og arbejder under kummerlige forhold. Forhold, der ville få arbejdsstyrelsen til at lukke
restaurationerne med det samme. Jeg har i researchen snakket med Udlændingestyrelsen.
Udenrigsministeriet. Den Kinesiske Ambassade. De kinesiske restauratører. Firmaerne, der sender
de unger kinesere herover. De danske skoler, der sælger deres uddannelser til kineserne. Samt de
kinesiske studerende, der står midt i det hele.
Medie: Mediet forestiller jeg mig bliver Politiken, hvor jeg har tænkt mig at skrive en forklarende
nyhedsartikel, samtidig med, at jeg vedlægger featuren som en mere detaljeret baggrundhistorie.
Her kan læseren få konkretiseret og uddybet nyhedsartiklens kontante budskab. I featuren håber jeg,
at læseren kan få en større forståelse for de dilemmaer som de kinesiske udvekslingsstuderende har,
når de kommer til Danmark.
Genre: Genren bliver feature med reportage-elementer. Opbygningen af artiklen er efter Roy Peter
Clarks model, den tredje fortællerform.
Opbygning:
1. Indledning og forklaring af start scene
2. første scene, der fortæller, hvor hårdt det er for Zhao Yun (den kinesiske
udvekslingsstuderende, jeg bruger som konkretisering på de dilemmaer, som en del
kinesiske studerende står over for i Danmark)
3. første bbi, hvor vi får en forklaring på hvorfor kinesiske unge kommer herop, og hvor
mange penge og ambitioner, der ligger bag
4. anden scene, der fortæller, hvor hårdt det er for Zhao Yun
5. anden bbi, hvor vi får forklaret, at det ikke altid går lige godt for alle udvekslingsstuderende
6. tredje scene, der fortæller, hvordan at Zhao Yun har oplevet at blive opsagt pga. hun ikke
ville acceptere kun at have en fridag om måneden
45

Målgruppe: Målgruppen er læsere, der ønsker en mere dybdegående baggrundshistorie på, hvad
der kan være en meget konkret nyhedsartikel. Featuren skal give læseren en oplevelse. Den skal få
læseren til at forstå baggrunden for hvorfor kinesiske unge kommer til Danmark, og hvorfor det
måske ikke kommer til at gå så godt for en del af dem. Featuren skal forhåbentligt få læseren til at
indleve sig i hovedpersonens problemer som udvekslingsstuderende i Danmark.
46

Ikke en kinamands chance
I løbet af de sidste seks år er der kommet over 8.000 kinesere til Danmark. De fleste på
uddannelsesophold. Men for en del af disse udvekslingsstuderende brister forestillingen om
det yndige eventyrland mod nord. Hvem er de kinesiske unge, der i disse år er valfartet til
Danmark, et land som de fleste af dem kun kender igennem H. C Andersens eventyr? Zhao
Yun er en af dem…
Af Ming Ou Lü
Den kolde novemberregn falder i tykke dråber ned på den spinkle krop. Hun ryster af kulde, men
har ingen steder at gå hen. Det er over midnat, og sidste tog til Nakskov er kørt. Febrilsk kigger hun
på togplanen men forgæves. Det er svært at forstå det danske sprog, når man er fra det nordøstlige
Kina, og det eneste dansk man kan er: ”Spis her eller tag med hjem?”
Siden klokken et om eftermiddagen har 20-årige Zhao Yun arbejdet i den kinesiske restaurant
i Nykøbing Falster. Hun har hele dagen båret tunge tallerkener med en sø af resterende sursød sovs
ud til køkkenet. Hun håber, at hun når tilbage til Nakskov inden i morgen tidlig. Men først skal hun
finde et sted at sove for natten.
Formuer på udveksling
De smiler venligt til dig, når du spiser på kinesisk restaurant. De fylder mere og mere i
studiebyernes gadebilleder. De danske uddannelsesinstitutioner holder store messer for dem i Kina,
og bejler om deres gunst. Det er den kinesiske middelklasses børn, der bliver sendt på
prestigeophold til vesten af deres forældre. De skal have en pæn uddannelse i udlandet, og så er det
lige meget, hvor meget det koster.
Uddannelsesophold en forretning. Det konstaterer Wu Hua, første sekretær for uddannelse
ved den kinesiske ambassade i Danmark. Mange forældre har sparet op i årevis for at kunne give
deres barn en uddannelse i det store udland. Derfor er der store forventninger fra familiens side til
opholdet i udlandet. Hvis en ung kineser vil læse i udlandet, kontakter de ofte et agentfirma, der har
en række forbindelser med udenlandske uddannelsesinstitutioner. Den unge kineser betaler typisk et
beløb på omkring 8.000 - 10.000 kroner til agenten, der så sørger for alt det praktiske i forbindelse
med opholdet. Hertil skal de betale den danske uddannelsesinstitution, hvilket typisk koster mellem
20.000 - 50.000 kroner per semester. Det er altså ikke småpenge, der spenderes på et ophold i
udlandet, når gennemsnitslønnen i Kina ligger på omkring 1.000 kroner om måneden.
47

Nykøbing eller Tokyo
Zhao møder heldigvis en af sine medstuderende fra den Lollandske medieskole på togstationen.
Han har ligesom Zhao arbejdet i en kinesisk restaurant til langt ud på aftenen, og har derfor også
misset det sidste tog. De går sammen væk fra togstationen og tilbage i Nykøbing by, hvor de finder
læ for regnen i en lejlighedsopgang. Drengen ligger sig til at sove, men Zhao er stadig gennemblødt
og ryster af kulde i den mørke opgang. Efter at have frosset op ad den kolde betonvæg et stykke tid
beslutter Zhao at vække sin unge landsmand for at finde et bedre ly for natten. Sammen vandrer de
forfrosne igennem en mørk provinsby i Danmark langt væk hjem og familie.
Zhao ville faktisk hellere til Japan og læse, men hendes far kendte et mellemfirma, der kunne
skaffe visum til Danmark og ophold på en dansk skole. Så af sted kom hun til landet, hvor den lille
havfrue kigger ud over Øresund, og hvor brede bøgetræer ligger nær en salten østerstrand.
Det tabte studium
Det er ikke altid, at forventningerne om udlandet lever op til de flotte omtaler, som agentfirmaerne
eller uddannelsesinstitutionerne stiller i sigte. For selvom de unge kinesere har brugt en mindre
formue på en uddannelse i udlandet, så er det ikke specielt prestigefyldt i Kina, at have læst to år på
en kort videregående uddannelse, selvom den er foretaget i Danmark. Det mener Wu Hua fra den
kinesiske ambassade, og han er godt klar over, at de unge kinesere ikke er helt uvidende omkring
det. Derfor mener han, at nogle af dem begynder at tage erhvervsarbejde for at kunne retfærdiggøre
deres ophold i udlandet. Både over for dem selv, og over for deres familie. De vil simpelthen ikke
vende tomhændede hjem. Der skal tjenes penge. Ellers er forældrenes investering tabt for evigt i
H.C. Andersens land.
I det lille danske Chinatown, der findes ved Reverdilsgade bag Hovedbanegården, ser man
ofte kinesiske studerende købe grøntsager og kinesiske mad-specialiteter, der kan minde dem om
Kina. Men inde i de kinesiske forretninger, hvor duften af orientalske krydderier får en til at føle, at
man er i et østasiatisk supermarked, finder man også løbesedler med diverse kinesiske
restaurationer, der søger hjælp til restauranten. De jobs, man kan få, er typisk som oprydder,
opvasker og tjener i restaurationen. Arbejdstiderne er hårde for en studerende, og lønnen er heller
ikke noget, man kan råbe hurra for. Men for kinesiske studerende, der er vant til helt andre
lønforhold og arbejdsforhold, er arbejdet i en kinesisk restaurant ikke så ringe endda, selvom
restaurant-ejerne nogle gange ser deres snit til at presse arbejdsforholdene yderligere.
48

25 kroner for en times arbejde
Presset på arbejdsforholdet er noget som Zhao oplevede, da hun blev fyret uden nogen egentlig
årsag. Hun havde muligheden for at få arbejdet tilbage, hvis hun accepterede, at hun kun fik en
fridag om måneden. Dette afslå hun dog. På det tidspunkt havde hun arbejdet fem dage i
restauranten. Efter fyringen fik hun i alt 1.000 kroner sort. For fem dages arbejde. Hver dag, hvor
hun arbejdede i over otte timer.
Zhaos eksempel er ikke atypisk. En del kinesiske studerende dropper hvert år fra studiet i
Danmark og begynder at arbejde sort på kummerlige arbejdsvilkår i kinesiske restaurationer. Det er
ikke alle forventninger eller drømme, der kan blive indfriet på et udvekslingsophold, men de
drømme som visse agenter og uddannelsesinstitutioner sælger for dyre domme i Kina, bliver for
nogle unge, starten på et mareridt i det, der skulle have været eventyrland.
Zhao Yun er et opdigtet navn. Hendes rigtige navn er kendt af forfatteren
5.998 anslag med mellemrum
49

Kort metodisk introduktion til artikel D af Malene Kongshede:
”I ørkensolens mørke skygge”
Genre og målsætning: Artiklen er en feature, der anvender en række af de i projektet opridsede
narrative strategier og stilistiske virkemidler. Genren åbner op muligheden for at berette om
forhold, der adskiller sig fra det klassiske nyhedsstof, og en miljøskildring fra Dubais mindre
belyste facetter er derfor oplagt.
Formålet med artiklen er at præsentere en af disse facetter i kontrast til det mere ensidige billede,
der tegner sig i de danske mediers fremstilling af Dubai. Det sker ved at tage læseren med på
opdagelse på steder og i miljøer, de ellers ikke ville komme. Læseren får mulighed for at opleve og
sanse scenerne. Disse oplevelser suppleres i bbi-afsnit, hvor af fakta og oplysninger har til formål at
skabe perspektiv og illustrere mere generelle problematikker. Der er bevidst valgt en strategi, hvor
jeg-fortælleren kun træder frem i scene 2. Ved at blotlægge journalistens rolle, er det målet at opnå
en rimelig grad af gennemsigtighed, men også nærhed og autenticitet. Derfor er nogle af de
journalistiske begrænsninger ekspliciteret i scenen gennem jeg-fortælleren.
Metode: Featuren er bygget op over den tredje fortællemåde, som illustreres af opbygningen
nedenfor.
Opbygning: Den tredje fortællemåde
6. Åbningsscene 1: Møde med ufaglærte arbejdere i gadebilleder
7. Bbi: Fakta-afsnit om arbejdsvilkår
8. Scene 2: Besøg i ’Sona Poor’
9. Bbi: Udbygning af arbejdsvilkår med fokus på statens rolle
10. Afslutningsscene 3: Bordel; arbejdsplads for immigrerede kvinder
Medie: Information.
Målgruppe: Avislæsere med interesse for komplicerede problemstillinger – også udenfor de
hjemlige breddegrader. Det er en læser, som gerne fordyber sig i nyt stof, men samtidig forventer, at
de væsentligste begivenheder under ’rejsen’ (artiklen) er dækket af ’guiden’ (journalisten). Det er
en kritisk læser, som måske holder avisen af ideologiske årsager, men ikke desto mindre forventer,
at artiklens moralske domme ikke afsiges af journalisten, men overlades til læseren selv.
50

I ørkensolens mørke skygge
Hundrede tusinder af arbejdere er tandhjulene i maskineriet bag Dubais dundrende vækst.
De er årsagen til forvandlingen fra gold ørken til funklende metropol. Som en usynlig hær
arbejder de i byggebranchen eller mere synligt som taxichauffører, tjenere og i de store
indkøbscentre
Af M. Kongshede
Gule byggekraner og skyskrabere toner frem af disen. Varmen er som i en sauna. Hed og tør. I
modsætning til det hovedpinefremkaldende klima er taxien kølig og oser af syntetisk hindbær. Den
stopper i en endeløs bilkø foran en skov af blue-collar workers, der venter på at blive hentet. Der er
ikke meget blåt over dem. Byggestøvet har blandet sig med ørkenstøvet og gjort dem til en grå
masse. Håret er glansløst og støvet. Flere hundrede svedige og trætte mænd i alle aldre har taget
ophold ved vejen. Deres øjne er udtryksløse, mens de stirrer mekanisk frem for sig. Udenfor er der
36 grader.
Dubai er en hybrid mellem Miami, 1001 Nats Eventyr og New York - med prangende
arabiske bygningsværker, en imponerende skyline og de mere kendte bygningsprojekter som ’The
Palms’ og ’The World’. Men der er revner i facaden.
Barfodede arbejdere
I badesandaler, barfodede og med tungt værktøj på de nøgne skuldre går og kravler
bygningsarbejderne rundt på stilladser uden sikkerhedsudstyr dag og nat. Måske er det derfor, at
880 lig i 2004 blev returneret alene til Pakistan, Indien og Bangladesh, sådan som de respektive
landes ambassader oplyser. De officielle tal fra De Forenede Arabiske Emirater lyder på 34.
Inddragelse af pas, ubetalt eller ekstrem lav løn, årelang gæld til jobagenter, treårige uopsigelige
kontrakter og farligt arbejde. Sådan ser virkeligheden ud for en stor del af de ufaglærte arbejdere i
Dubai. Typisk bliver mændene præsenteret for én kontrakt i hjemlandet og en anden, når de
ankommer. På det tidspunkt er gælden til agenten uoverkommelig, og passet er inddraget som
sikkerhed. Men selv med penge og pas er hjemrejsen ikke sikret. Arbejdsgiveren skal nemlig give
en skriftlig tilladelse til udrejse. Human Rights Watch anslår, at 95% af arbejdsstyrken i Dubai er
immigranter, der arbejder under lignende vilkår og typisk bor under kummerlige forhold, blandt
andet i slumkvarteret ’Sona Poor.’
51

Sona Poor
Småvrissende har den pakistanske chauffør bandet af de andre bilister. Bremset hårdt op, slået i
rattet og sukket dybt. ”Do you like it here?” havde jeg spurgt og forsøgt mig med et smil. Hans
reaktion på en venlig forespørgsel var forbavsende. Hamid fortalte forsigtigt, siden mere
åbenhjertigt. Om hjemve, lønnen der er ren kommission, taxiuniformen han selv må betale for, og
om den gang hans far døde, og han ikke kunne få fri og komme hjem. Om værelset han deler med ni
andre i Sona Poor eller Labor Camp, som området også kaldes. Måske var det den samtale, der
gjorde et besøg i Sona Poor muligt. Flere andre chauffører havde afvist at køre mig dertil.
Et hav af containere gør sig ud for en bydel. Her bor tusindvis af arbejdere. Tallet kender
ingen med sikkerhed, men alt jeg kan se er endeløse rækker af containere i flere lag. Stilheden
kommer bag på mig. Et sted hører jeg en aircondition larme. Det er langt fra alle containerne, der
har sådan en. Et par mænd stå og ryger udenfor. De skuler mistroisk til mig, som en uvelkommen
gæst. Alligevel kommer jeg anstigende. Kigger på dem. Som i zoologisk have.
Jeg har udtrykkeligt lovet chaufføren ikke at tage billeder og kun stikke hovedet indenfor, så
jeg ikke forstyrrer dem, der sover. En stank breder sig fra skurvognen. Sved og en sødlig, kvalm
lugt. Køjesenge i fire lag, gamle slidte kufferter, tørretøj og et interimistisk køkken. Overalt danser
støvet. To mænd ligger i køjerne. Den ene snorker besværet, måske på grund af den ubegribelige
hede, og vi lister forsigtigt ud. Udenfor lugter der af urin. ”Mange af lejlighederne i byen er
ligesådan. De ligger bare mere spredte,” siger han småængstelig og skynder på mig.
Det officielle Dubais blinde øje
Selv om De Forenede Arabiske Emirater har taget tiltag til en arbejdsret i slutningen af 2007, lader
den meget tilbage at ønske. Kun få sager kommer for retten, arbejderne får stadig inddraget deres
pas, næsten systematisk. Regeringen har kategorisk nægtet at gøre noget ved det. På en lang række
punkter strider den nye lov, der skal beskytte arbejderne, mod de internationale standarder på
området. Strejke, organisering og kollektiv forhandling af løn er stadig forbudt. Privat ansatte
husarbejdere, som er et udbredt fænomen, er ikke omfattet af loven, selv om Human Rights Watch
gennem flere år har dokumenteret omfattende overgreb. ”Regeringen vælger at ignorere de udbredte
og illegale vilkår og nægter at straffe de arbejdsgivere, som overtræder reglerne,” oplyser Human
Rights Watch. Men så sent som i marts var der strejke. Den største i Dubais historie. 3000 arbejdere
gik på gaden for at få en halv dollar mere – om dagen. Hvorvidt deres krav blev imødekommet blev
52

ikke dækket i medierne, og ingen synes at kunne svare på det. Kun de trafikale problemer strejken
gav, kom i medierne.
Working women
I Sona Poor forsøger trætte og nedslidte mænd at sove efter 14 timers fysisk arbejde i ørkensolen. I
et af landets utallige hoteldistrikter få kilometer derfra, er nogle af de kvindelige arbejdere begyndt
på deres vagt. En næsering blinker i halvmørket på podiet. Blå, lilla og så grøn. 19 unge, dansende
kvinder i tætsiddende lak- og paliettoppe, miniskirts og farverige chiffontørklæder. Kvinderne er i
den asiatiske bar på lurvede Claridge Hotel i Dubai. 16 mandlige gæster har taget plads på første
parkét, tæt på det lange podium. De ser betagede på kvinderne, der skiftes til at danse udfordrende -
med påklistrede smil og vuggende hofter. Mændene sidder i deres lange hvide candoo’er, som
oliesheiker. Andre har jakkesæt eller jeans på. Gløderne fra vandpiberne lyser svagt op. En del
hoteller har tre barer. En med østeuropæiske piger og en med en afrikanske og asiatiske, så gæsterne
er sikret et fornuftigt udvalg.
5995 anslag
53

Kort metodisk introduktion til artikel E af Lee Alexander Belmark:
”Hvis dette er et menneske…”
Genre, målsætning: Featuren tager afsæt i en vandring gennem udstillingen ’Bodies’ på H.C.
Andersen-slottet og reflekterer over menneskets forhold til liget som sensation og den skuffelse, der
indfinder sig, når væmmelsen udebliver, og kroppen fremstår upålidelig.
Metode: Der veksles mellem konkrete observationer på udstillingen, der oftest tolkes i en
ekspressiv form, og mere abstrakte, ræsonnerende afsnit, der afledes af observationerne. Artiklen
indledes med en anekdote, der indrammer det problematiske ved udstillingen og den tanke, den
udtrykker.
Opbygning: Ad hoc-plot – Forankret i udstillingen, men styret af en indre tankerække, hvis
dramaturgiske frihed ikke mindst udtrykkes af viljen til at fortælle en litterær anekdote, før
formidlingen af det personligt oplevede begynder.
Medie: Politikens Kulturtillæg eller PS.
Målgruppe: Naturligvis læseren der enten har besøgt udstillingen eller overvejer det, men i bredere
forstand også læseren, som har spurgt sig selv, hvorfor folk besøger ’Bodies’, eller som blot nyder
at se et populært kulturfænomen sat ind i en mere reflekterende ramme, end anmeldelsen tillader.
Anslag inklusiv mellemrum: 5.972
Hvis dette er et menneske…
Hvad er et menneske? Hvad er en krop? Hvad sker der, når kroppen dør? Svære spørgsmål,
men til held for de levende kan man på udstillingen ’Bodies’ konsultere en række lig eller det,
der ligner.
Af L. A. Belmark
ECCE HOMO: Da den sydafrikanske forfatter
J. M. Coetzee for et par år siden modtog
Nobels Litteraturpris brugte han sin takketale
på en række sære aforismer, hvoraf følgende
(frit citeret) er min favorit:
I en fjern fortid er en mand faldet i søvn på
gaden efter en lang nats druk. Hans ansigt er
bullent og forrevent, hans tøj pjalter og laser,
og han sover stadig, da solen står op og
pestdragerne dynger nattens ofre på ligvognen
for at køre dem til afbrænding. Således
fremme ved bålets flammer vågner vor mand
af sin døs, da man rusker ham fri af de andre
lig. »Hvor er jeg?« udbryder han. Man svarer
ham, at man netop skulle til at smide ham på
bålet. Ude af sig selv spørger manden igen:
»Vil det sige, at jeg er død?«.
Det er naturligvis kun forskruede,
nobelprisvindende hjerner, der kan komme i
tvivl om dens slags. For os andre dødelige er
forholdet mellem krop og død forbløffende
simpelt, og dén erkendelse har man på
udstillingen ’Bodies’ taget på ordet og hængt
54

op på væggen: ”Kroppen lyver aldrig” står der
med store typer i H.C. Andersen-slottet ved
Rådhuspladsen.
Inden for svømmer hjerter og
lungesystemer i sprit, mens hele,
silikonepræserverede tidligere
menneskekroppe hviler i den tørre
museumskulde.
Kroppens kuriosum
Man kan vælge at se ’Bodies’ som en hyldest
til livet – ”hjælp os med at kurere kroppens
sygdomme” stod der et sted – men nu var
disse kroppe altså døde, endda meget døde,
som en gæst bemærkede, da hun så ind i en
montre, hvor en halveret, savtakket hjerneskal
lignede en dolkhale, skyllet op på stranden.
Udstillingens lig stammer fra Kina, og de
er konserveret, silikonebehandlet og samlet af
amerikanske dr. Roy Glover. Langt de fleste
er dog skilt ad, idet udstillingsrummene
gennemgår menneske-kroppen del for del i
ulasteligt oplyste montre. Fra de bittesmå
høreknogler, der skabte både Mozarts
Requiem og prøvebilledlyd, til lårbenet, vores
længste knogle, og hofteskålen, hvor kønsben
og korsben ligger forskrækkelig tæt, til
kønsorganerne, hvis dejagtighed tilbyder
comic relief.
Så kommer lungeafdelingen, hvor den
gode Dr. Glover demonstrerer, at
lægevidenskaben bag det hvidkitlede panser
af positivistisk distance altid har været et
politisk projekt: Et par velvoksne rygerlunger
knejser over et par gråbrune puslingelunger
som to sortsodede atomreaktorer. I
umiddelbar nærhed står en montre med skiltet
”Kvit smøgerne i dag”.
Dansken har reageret prompte, for a
tomkraft har aldrig været populært, og
på bunden af glasmausoleet ligger Prince,
Lucky Strike, Camel og Grøn Cecil lit de
parade.
I næste rum ses blodkarsystemet, der
forgrener sig om hjerte, lever og lunger som
en frostvinterbusk på syretrip: Sprøjtet og
stivnet i såkaldt plastinationsproces stråler
vener og venoler frem i turkis, orange og lilla.
Senere kommer hjernerne, der glinser
fugtigt og fortæller historien om
menneskehovedet, der skulle have været
mange gange større, men ikke havde tid til
det, hvorfor hjernen måtte orme sig rundt i
kraniet, indtil dens folder var tusindtallige, og
dens overflade mangedoblet. En enkelt hjerne
nød knap så godt af evolutionen og er
punkteret på grund af en prop af blod.
Når også sproget dør
Det begynder med en prikken i hjerneskallen
efterhånden som man går gennem hallerne i
den gamle eventyrdigters slot. Som om
sprogcentret holder søndagslukket, og man
står uden for og banker på ruden. For efter
rækker af hjerneskaller, armled, nyrer og
ryghvirvler, snigløbes man af en erkendelse:
Sproget har det svært uden kroppen. Hvor går
sproget hen, når kroppen dør som symbol?
Som reporter står man med røde ører. Er det
mangel på fingerspidsfornemmelse? På
rygrad? Måske er jeg bare for hårdhudet? For
højpandet og -røvet?
I rummet, der behandler den menneskelige
hjerne, lindres den billedlige hovedpine:
”Hjernen er hurtigere end den kraftigste
computer”. Således genfødt i digitaliseret
sprog, kan vi sige: Så ved vi det. At
mennesket nu – i vor tid for første gang i
verdenshistorien – forstår sin hjerne ved sin
hjernes projekt, computeren.
En million fluer kan ikke tage fejl
Lig har alle dage tiltrukket fluer. Fluer, hvis
sanser pirres af det rådne kød og vel også
selve tanken om omgangen med det ulækre,
væmmelsen. Når ’Bodies’ ved årsskiftet
drager videre på deres verdensturné, vil
formodentlig omkring en million danskere –
ligesom jeg selv – have stået over for et lig,
og deres hjerner vil have summet over i et
forsøg på at nære sig ved den væmmelse, der
ligger i at ens krop har plejet omgang med
den dødes.
Men hurtigt mærker man, at døden blot er
endnu en af livets opfindelser. Når man står
over for det hanlig, der sidder med det ene
knæ i gulvet og en flitsbue i hænderne, føler
man et underfundigt stik af afmagt. Som at
sparke til en plasticpose i modvind, hvor den
bare klæber til foden. Som en omnimaxfilm,
hvor en flue kravler over skærmen. De døde
er blot skygger af sig selv og muligvis os
andre. Jeg ville have gnedet mine lodne
55

forben ved overbevisningen om, at liget over
for mig engang var menneske, men den
følelse klækkedes aldrig. Muskelgrupper,
blodkar, øjenæbler, sener (fastgjort og løsnet
for at vise mekanikken), fra yderst til inderst:
Kulisse. Dr. Glover har været præcis i sin
skalpelskrevne artsbestemmelse: Han skriver:
”Dette præparat er behandlet med…”
Uden for raser Tivolis havesprinklere for
fuld fråde og holder planterne grønne. Da jeg
første gang havde været på vej op ad
trappesatsen, mente jeg at kunne lugte råddent
kød. Men da jeg kom inden for, lugtede der
ikke af noget, højst af gulvtæppe. Min krop
spillede mig et puds.
Vil det sige, at jeg er i live?
Udstillingen ’Bodies’ kan ses i H.C.
Andersen-slottet indtil 30. december.
56

8.2 Bilag 2 - Tre artikler af Poul Høi, Olav Hergel, Nils Thorsen.
Berlingske Tidende | 12.09.2001 | 1._SEKTION | Side 2 | 2129 ord | artikel-id: AY240515
»Og hele månen blev som blod ...«
Terror: Washington DC og New York var i aftes inkarnationen af kaos. Fra
gadeprædikanten, der prædikede dommedag, til F-16 jagerne over byen, fra det tommetykke
lag af støv, der dækkede hele det sydlige Manhattan, til kravet om hævn, der var på alles
læber. Det var den dag, Amerika blev angrebet indefra.
Af Poul Høi
WASHINGTON Der er dage, hvor ord bliver for små. Hvor ens øjne er større end ens mund. Hvor
lyden af fly over hovedet, synet af skyer, der stiger til himmels som en sort kegle, og lugten ...
lugten af brand, af det øjeblik, hvor et bål er allermest fortærende, synes næsten for overvældende
til at formidle. For betvingende. Men ord er, hvad vi arbejder med, og ord må nu gøre arbejdet. Det
var slemt nok, som det var - to fly, der var blevet tvunget ind i et af USAs mest kendte landmærker.
Men derfra udviklede det sig blot, minut for minut, billede for billede, og endte som en af de dage,
da mennesker verden over for altid vil huske, hvor de var, og hvad de foretog sig. En Kennedy-dag.
Den dag, Amerika blev angrebet indefra.
Og som altid er det detaljerne, de små iagttagelser, der står stærkest på nethinden: På L Street i
Washington stod en gadeprædikant og læste op fra Johannes’ Åbenbaring, om den femte rytter og
det sjette segl, om solen, som blev sort som en sørgedragt, og hele månen, der blev som blod. Kort
derfra pakkede en familie fra Pennsylvania deres to børn, deres køletaske og klapvogn ind bag i
bilen og begyndte at navigere gennem det kaos, som midtbyen var. Børnene græd, konen græd, og
manden rystede på hovedet. Regimenter af offentligt ansatte stormede ud af deres bygninger og løb
for sikkerhed, hvor sikkerhed end var henne, og hver gang, der kom et fly, kiggede vi alle frygtsomt
op på himlen. »Det er en besynderlig dag, når truslen kommer fra himlen,« som en reporter sagde i
lokalradioen. I sandhed - tirsdag 11. september 2001 var en besynderlig dag. At skabe sig et
overblik over sådan en dag er som at forsøge at skabe orden på et spil mikado. Men den bedste
mulighed er i bogstavelig forstand at skabe et blik fra oven. Lad os prøve at forestille os, at vi kan
stige op over den amerikanske østkyst, at vi kan stå på et højt plateau og stirre ud over landskabet
dernede. Over New York vil vi se tunge røgsøjler fra den sydlige ende af Manhattan, og vi vil se
døde og kvæstede og ødelæggelser af dimensioner, som man normalt kun finder i en krigszone, og
det mest bemærkelsesværdige vil være det, som vi ikke kan se: World Trade Center, arkitekten
Yamasakis kontroversielle mesterværk, de to skyskrabere, der indtil i går totalt dominerede
skylinen, og som kastede sin skygge hele vejen over Hudson-floden og til New Jersey. De to tårne
er nu væk. Lad os igen stige op på vort plateau over Østkysten og kigge mod syd, mod
regeringsbyen Washington DC. Her vil vi se røgsøjler fra Pentagon, det amerikanske
forsvarsministerium, verdens største kontorbygning, som ligger ud til Pentagon-floden og huser
bl.a. den amerikanske forsvarsstab og det kommandocenter, som har kontrol over atomarsenalet. En
god del af bygningen er nu kollapset. Lidt mod nord vil vi se røgsøgler fra Kongressen, hvor det
amerikanske senat og Repræsentanternes Hus har til, og vi vil se røg fra udenrigsministeriet, vi vil
se Det Hvide Hus blive evakueret og F-16 bombejagere afpatruljere luftrummet over den
amerikanske hovedstad. Tilbage på plateauet kigger vi mod vest, mod Pennsylvania og Pittsburgh,
hvor vi finder et krater og resterne af en United Airlines Boeing 757. Vi vil høre brag fra bomber, vi
57

vil høre en kakafoni af sirener, bilsirener, kommandoer, horn, hyl og skrig, vi vil høre og se
inkarnationen af kaos. Og det vil være vort overblik over Amerika.
Det stod ikke skrevet i kortene, at tirsdag 11. september skulle blive, som den blev. Det er ikke
en af de dage, der har en bestemt historisk betydning - som fx 19. april har for amerikanske
højreekstremister, og 5. september har for visse palæstinensiske terrorgrupper. Jovist, en arabisk
journalist med forbindelser til terroristen Osama Bin Laden advarede for tre uger siden om et
»terrorangreb mod USA af hidtil usete dimensioner.« Men som en kommentator konstaterede i går:
»Det siger de hele tiden, så det er ikke til at vide, om det er rigtigt eller ej...« Amerika syntes også at
have lagt sine parader ned på det seneste. Efter angrebet på de amerikanske ambassader i Tanzania
og Kenya for tre år siden og bombningen af krigsskibet »USS Cole« ud for Aden i Yemen sidste år,
herskede der nu en vis afslappethed. I lufthavnene var der ikke længere de skærpede
sikkerhedsforanstaltninger, der er sat i værk i ekstraordinære tider, og det er længe siden, CIA og
FBI har udsendt de ellers rutinemæssige advarsler om noget i gære. Præsident George W. Bush og
hans regering var heller ikke så fokuseret på terror som på de såkaldte slyngelnationer - truslen fra
lande som Irak, Nordkorea og Iran, der kunne foretage et missilangreb på USA og dets allierede.
Det var et af præsidentens hovedargumenter for et missilskjold, og - siger kritikere nu -
administrationen var tydeligvis fikseret på frygten for dette massive angreb og ikke opmærksom
nok på den berygtede mand med en kuffert. Og det var disse mænd med en kuffert - terrorister som
sniger sig ind i USA og tager deres håndværk med - der slog til i går. Det var flyvelederne langs den
amerikanske østkyst, som først fik et fingerpeg om, at noget var galt, helt galt. American Airlines
Flight 11, en Boeing 767, lettede fra Boston på vej mod Los Angeles. Om bord var 81 passagerer,
ni stewardesser og to piloter, og i de tidlige morgentimer blev det fly kapret. Radioforbindelsen
døde. Det samme skete for United Airlines Flight 175, en Boeing 767, på vej fra Boston til Los
Angeles. Der var 56 passagerer, to piloter og syv stewardesser om bord. Også her blev radioen tavs.
I stedet for at flyve mod vest, mod Los Angeles, svingede begge disse fly mod New York. Det ene
styrede direkte ind i det ene af de to 110 etager høje tårne i World Trade Center og efterlod et
gabende hul midt i bygningen. Det er samme tårn, som huser det berømte oberservationsdæk på
107. etage, hvor turister på en god dag kan betragte hele storbyen og omkringliggende forstæder. 16
minutter senere ankom det andet af de kaprede American Airlines-fly til New York, og for øjnene
af millioner af TV-seere over hele verden torpederede det andet tårn. World Trade Center er
arbejdsplads for 50.000 mennesker og kan derudover få besøg af op mod 200.000 på en enkelt dag,
så allerede på det tidspunkt var det klart for enhver, at der var tale om en katastrofe af dimensioner.
»Der er et uhyggeligt stort antal dræbte,« sagde New Yorks borgmester Rudolph Giuliani fra stedet.
Og angsten fra de pårørende var ulidelig: »Min mor er ved at blive skør af bekymring,« fortalte
Edwin Cruz, hvis bror arbejder i World Trade Center. »Jeg håber, at han er uskadt. Han er min
bedste ven, og jeg er totalt i chok.« Andre beskrev en tilstand af panik. »Jeg hørte et stort bom! - og
så begyndte folk at falde ned fra bygningerne og hoppe ned fra bygningerne,« oplyste en
bygningsarbejder, Serena Mays. »Alle skreg, græd, løb forvirrede rundt, betjente, civile,
brandmænd, alle. Det er en krigszone, og der er mange, mange tilskadekomne,« sagde en
brandkaptajn, Mike Smith. »Det virkede nærmest som en ticker tape parade, fordi bygningsdele og
støv dryssede ned fra himlen,« konstaterede den 29-årige Matthew Low. Men dermed var dagen
ikke forbi. Den var først begyndt. Og igen var det flyvelederne, der erfarede det først. United
Airlines Flight 93, en Boeing 757, som var på vej fra Newark i New Jersey til San Francisco med
38 passagerer, to piloter og fem stewardesser, blev kapret. Dernæst blev American Airlines Flight
77, en Boeing 757, på vej fra Washington til Los Angeles kapret. Om bord var 58 passagerer, fire
stewardesser og to piloter. Også her blev radioen tavs. Alt det vidste offentligheden intet om, da der
klokken 9.43 blev meldt om en eksplosion i Pentagon. Over Washington kunne man se den sorte
røgsøjle mod himlen, og det var ikke blot forsvarsministeriet, der var ramt, men også byens største
arbejdsplads. 25.000 mennesker arbejder i Pentagon, alene parkeringen af deres 9.000 biler på 16
gigantiske parkeringspladser er en daglig logistisk præstation. Kort efter blev det oplyst, at det ikke
var en eksplosion, men derimod en helikopter eller et mindre civilt fly, der var styrtet ned i E-ringen
58

i den femkantede bygning, den del der huser hærstaben. Det viste sig imidlertid at være en en
American Airlines Boeing 757, der ifølge et vidne eksploderede i »en bold af ild«. Hverken
flyangrebet mod Pentagon eller World Trade Center burde kunne ske. Luftrummet over og omkring
begge bygninger er såkaldt class B-airspace, det mest restriktive luftrum overhovedet, og efter
regulativerne burde flyene have været opfanget og afvist. Det fjerde kaprede fly - Unites Airlines
flyet fra Newark på vej til San Francisco - blev tvunget ned i Somerset amt 130 kilometer syd for
Pittsburgh og smadret til atomer ved sammenstødet med jorden. Klokken 10.07 føjede næste kapitel
sig til ødelæggelserne. I 1993 - efter terrorangrebet mod World Trade Center - forklarede den
ingeniør, der stod bag bygningsværket, at der ikke var nogen grund til bekymring. Som han sagde
dengang: »World Trade Center er konstrueret således, at en Boeing 747 kan flyve ind i det, og det
vil blive stående.« Dengang blev det stående. De islamiske terrorister kunne ikke fælde det. Men
otte år senere fik terroristerne så deres revanche. Klokken 10.07, igen for øjnene af den ganske
verden, viste det sig, at bygningerne ikke kunne modstå et flystyrt. Det ene tårn sank i grus. Det
lignede mest af alt en af den slags kontrollerede sprængninger af en gammel gasværksskorsten, som
militæret somme tider demonstrerer deres færdigheder ved at foretage, men der var intet
kontrolleret over dette kollaps. Bygningen sank i grus og dækkede hele det sydlige Manhattan i »et
tommetykt lag af støv,« som en reporter fra nyhedsbureauet Reuters konstaterede. Derefter
begyndte rapporterne at komme ind som en løbsk døgnrapport. I Washington røg en bilbombe
angiveligt i luften foran udenrigsministeriet, som blev evakueret. En bilbombe eksploderede foran
Kongressen, som blev evakueret. Det Hvide Hus blev evakueret. Alle forbundsbygninger blev
evakueret, og til sidst blev alle offentligt ansatte i Washington beordret hjem. Præsident Bush og
den amerikanske kongres fik besked på at samles på et hemmeligt og sikkert sted. I New York blev
FN-bygningen og andre bygninger evakueret. Samtidigt begyndte hospitalerne i de to byer at melde
om mangel på blod, og på TV- og radiostationer blev donorer bedt om at afgive blod. »Vi har
hundredvis af mennesker, som er forbrændt fra top til tå. Det er det værste, jeg nogensinde har set,
og det er det værste, som jeg forhåbentlig nogensinde vil komme til at se,« sagde overlæge Steven
Stern fra New York. Læg dertil alle rygterne. Camp David var sprængt i luften. Sears-bygningen i
Chicago var bombet. Flådebasen i Norfolk var under angreb. Endnu et fly er på vej mod
Washington, og - sandt nok - F-16 jagere blev sendt op for at møde det. Som en radioreporter tørt
konstaterede: »Nu ved jeg, hvordan mine forældre følte det under angrebet på Pearl Harbor i 1941.«
Og så 20 minutter senere sank det andet tårn i World Trade Center i grus. Ødelæggelsen var
komplet. Landmærket var raderet væk fra Manhattans skyline. De mange postkort, som er sendt
hjem fra New York i tidens løb, og de billeder, der er taget af øen i Hudson-floden - de var nu
historie. Den højeste af alle skyskraberne var forsvundet. »Mine tanker kan slet ikke rumme, hvad
der er sket i dag,« sagde et af de mennesker, som ellers har været tættest på at opleve noget
lignende. Martha Ridleys datter døde i bombeangrebet i Oklahoma 19. april 1995, og over for
telegrambureauet AP summerede hun sine følelser op: »Jeg beder til Gud, og jeg sender mine
varmeste tanker, al min medfølelse, ud til de mennesker, der nu skal igennem det samme, som vi
var. Jeg håber, der er retfærdighed til.« Det bliver formentlig det næste kapitel. Når bomberne
holder op med at springe, når det sidste fly er kapret, når røgen har lagt sig, og redningsmandskabet
og hospitalerne har foretaget, hvad de kalder triage, melder det næste spørgsmål sig: Hvem gjorde
det? Hvem er så letsindige, hvem er så selvmorderiske at påkalde sig den amerikanske vrede på
denne måde? For som en ung grædende kvinde sagde på NBC: »Vi vil ikke stoppe, før vi har fundet
jer og fanget jer og slået jer ihjel...« Brutalt og makabert, sikkert, men det er holdningen, mand og
mand, nabo og nabo, imellem, i dette land, og ingen kan formentlig fortænke dem i det. Og
gadeprædikanten kan atter tale om solen, som blev sort som en sørgedragt, og hele månen, der blev
som blod.
59

Berlingske Tidende | 06.10.2002 | 2_Sektion,_MAGASIN | Side 1 | 2120 ord | artikel-id: AY433348
Talen for Patrick
Revolutioner er gennemført i den negative sociale arvs navn. Milliarder af mennesker er døde
i kampen mod den. Socialdemokratiet, socialismen, kommunismen, liberalismen er opstået
for at bekæmpe den. Nu er det regeringens tur. Forleden holdt Anders Fogh Rasmussen tale
for lille Patrick i barnevognen på Tingbjerg Torv.
Af Olav Hergel
Måske skal Patrick en dag være bankdirektør. Hvis han kan finde styrken i sig selv. Hvis ikke De
forenede bryggerier får ham først. Hans barnekind hviler blødt på puden. Sengetøjet er rent. På
ranglen, der hænger henover barnevognen, er der dyr i røde, grønne og gule farver. Dynen er hvid
med små blå hjerter. Øjnene er også blå. Det er kun fire måneder siden, han slog dem op for første
gang. Nu kigger han ud i verden. Grinende, nysgerrigt, livsbegærligt. I tryg og tillidsfuld
forventning til at verden elsker ham. Det gør den også. Hans nærmeste elsker ham. Men de ansigter,
der kigger ned til ham, er slidte. Kinderne er bulne, øjnene røde og vandede, øldunsten fylder
barnevognen, når de kigger til ham.
Maverne er opsvulmede, deres skikkelser er forgiftede og stemmerne rustne. Som dagen skrider
bliver stemmerne grovere, mere slørede, mere uforståelige, mindre egnede til omsorg. Mindre
egnede til at elske Patrick . De står her denne solrige formiddag på Tingbjerg Torv. Foran centeret i
en forstad til København. Der hvor »Bænken« blev optaget. Den danske film, der handler om de
godmodige, fordrukne, fortabte skæbner, der i de seneste 20 år er blevet en del af det moderne
danmarksbillede. Her er Kirsten på 46 år. Ærlig, åben, sød og god at lytte til. Men også grov, plat
og til tider aggressiv. »Jeg er alt for skideklog til det her lorteliv. Men ja. Jeg er alkoholiker. Det har
jeg været i 23 år.« Kirsten er Patricks papmormor og vil kun kaldes Kirsten. Hun er kæreste med
Patricks morfar, »som er en god mand og aldrig kunne drømme om at slå mig. Han er ikke som alle
de andre mænd og psykopater, jeg har mødt.« Patricks morfar hedder i virkeligheden Torben. Han
er 54 år og var »jord og betonner« i 25 år, men så røg ryggen. Han siger selv, han ikke drikker
særlig meget, men her klokken 10 om formiddagen er han i gang med sin tredje øl. Det er hans
datter også. Hun er 32 år, hedder Jeanette og er Patricks mor. Det er reparationsbajere, hun drikker.
Hun var fuld i går. Faren er her ikke. Ifølge de andre, fordi han er hamrende skæv. Sammen har de
et andet barn, Camilla. Hun er i vuggestue. Jeanette har også et barn til. Han hedder Claus og er 11
år. Han kommer herned lidt senere, da skoledagen er slut. Det har han altid gjort. Det meste af hans
liv har mor stået her. Så han ved, hvor han kan finde hende. Forleden holdt statsminister Anders
Fogh Rasmussen tale. Det var blandt andet en tale til Patrick , Camilla og Claus. Statsministeren vil
have et andet samfund. Et samfund, hvor Patrick får mulighed for at rejse sig fra bænken og i lighed
med advokatsønnen fra Nordsjælland ende i banken. »Et samfund, hvor det er muligt at bevæge sig
fra bistandsklient til bankdirektør,« som han sagde. Statsministeren og regeringen vil med andre ord
gøre op med den sociale arv. Det er han ikke den første, der vil. Der er gennemført revolutioner og
milliarder af mennesker er døde i den sociale arvs navn. Socialdemokratiet, socialismen,
kommunismen, liberalismen og den amerikanske drøm er opstået for at få bugt med den sociale arv.
Intet tema har kastet flere videnskabelige rapporter af sig, ingen arv er blevet så gennemforsket,
kategoriseret, arkiveret og taget frem igen. Hånd i hånd med krig og kærlighed er den sociale arv
det stof, som de største romaner er skrevet på. Pelle Erobreren kæmpede mod sin sociale arv, Jens
Vejmand blev fastholdt i den, og i »De elendige« af Victor Hugo beslutter straffefangen og
hovedpersonen sig for at befri luderens barn fra hendes sociale arv. Nu vil Anders Fogh Ramussen
60

efri Patrick , og der er sat 260 millioner kroner af til formålet. I den anledning bliver
statsministeren beskyldt for at omklamre de fattige med falsk vilje. For udelukkende at bekymre sig
om dem, fordi Danmark har brug for alle ledige hænder til at finansiere fremtidens
velfærdssamfund. For kynisk at fastholde et billede af sig selv som den lille mands statsminister
med det formål at holde Socialdemokraterne fra magten i de næste mange år. Hans forgænger Poul
Nyrup Rasmussen siger, at han er træt af tomme ord. Dagsordenen med de ord synes klar. Fogh er
bare ude på at berøve Socialdemokraterne det sidste, partiet har tilbage: Patentet på at tage sig af de
svageste. Men de mennesker, der står rundt om Patrick , ankom ikke i går. De stod her også, da Poul
Nyrup var statsminister, de stod her under Poul Schlûter, de blev tvangsfjernet fra deres forældre
under Anker Jørgensen, de så deres far komme fuld hjem og banke deres mor under Jens Otto Krag.
Det er det, Anders Fogh er oppe imod. Men endnu vigtigere. Det er det, Patrick er oppe imod. Det
var Kirsten, der passede Patrick i nat. Hun gjorde det, fordi Jeanette var fuld. Den vej går det også
med Kirsten lige nu. Måske er det ikke så mærkeligt endda. For hun er vokset op med alkohol.
»Min far kom altid fuld hjem fra arbejde, og så var han ondskabsfuld. Rigtig, rigtig ondskabsfuld.
Han slog ikke mig og mine brødre, men han slog mor. Vi måtte gå imellem og stoppe dem. Jeg
kunne ikke lide min far. Han prøvede også. Ja, så behøver jeg ikke at sige mere. Men han havde
også selv haft en elendig barndom. Rigtig elendig.« Kirstens første mand var god nok. »Det
dummeste jeg har gjort er at gå fra ham. Det var der, jeg selv begyndte at drikke.« De næste mænd
var slemme: »De bankede mig. Hvis du vidste, hvor mange bank, jeg har fået. Jeg mødte op på
arbejde med blå øjne.« Kirsten er uddannet sygehjælper. Hun har haft utallige jobs. Men hun er
altid blevet fyret. »Jeg er alt for skideklog til det her lorteliv. Men jeg er altid blev fyret på grund af
druk. Jeg synes selv, jeg kunne styre det. Men det kunne jeg ikke. I dag har jeg svært ved at få job.«
Kirsten har to brødre. Den ene hører stemmer. Den anden er på antabus. Hun har også en søn. Han
blev fjernet fra hende, da han var syv år. Fordi hun drak. »Han drikker ikke, men han er for svag til
det pulserende liv. Han kan ikke klare sig i samfundet. Så han bor med nogle andre på et hjem, hvor
der er et ægtepar til at tage sig af dem. Vi har det fint sammen nu. Han er så kær.« For nogle år
siden fandt Kirsten sammen med Morfar. De fandt hinanden hernede ved Bænken. Engang var
morfar gift med Patricks mormor. Men hun skred, og så var Morfar alene med sine børn, Patricks
mor Jeanette og hendes søskende. »Det gik fint. De fik rent tøj og mad hver dag.« I tre måneder. Så
blev de tvangsfjernet. Hvorfor? »Jamen, moren var jo skredet. De var alene, og jeg skulle jo på
arbejde. Så der var ingen til at passe dem. Nogen skulle jo skaffe brød på bordet.« Jeanette kan godt
huske, at hun blev tvangsfjernet fra sin far. Men det var kun et år. De har altid været gode venner.
Her til morgen stikker han hende øl nummer fem. Jeanettes første mand var god. Det er ham, der er
far til hendes ældste søn Claus. Faren drikker ikke, og han har ofte Claus. De to har det godt
sammen. Det er Jeanette glad for . Claus er 11 år. Han er kommet herned efter skoletid. De voksne
er søde ved ham. En gang imellem taler de alkoholikergroft til ham, men ondt er det ikke.
Omsorgen er sløret af druk, men den er der. Jeanette har intet mod, at vi taler med Claus. At vi
spørger ham om han er ked af det, når hans mor er »på sug,« som det hedder, fordi de suger bajerne
i sig. Med en blanding af ærlighed og solidaritet over for sin mor svarer Claus på spørgsmålene.
»Nogen gange synes jeg, min mor drikker lidt for mange bajere. Andre gange synes jeg ikke.« Der
er ingen grund til at uddybe det over for omverdenen. Hun er hans mor og han er hendes søn. De
hører sammen. For kort tid siden var han og Camilla lige ved at blive tvangsfjernet. Fortsætter på
side 9
Fortsat fra forsiden
»De sagde, at hvis jeg ikke holdt op med at drikke, så ville børnene blive fjernet. Så jeg er blevet
meget bedre efter, at jeg har fået Patrick .« Det var hendes mor og søster, der »sladrede« til
kommunen. »Min egen søster og mor! Er det ikke for meget.« Men var det egentlig ikke godt? For
børnenes skyld? »Ja, ja. Men de er ikke en skid solidariske. Hver gang, jeg er sammen med dem,
sidder de bare og vælter bajere ned.« Jeanette er glad for sin socialrådgiver.
61

» Hun har sagt, at det sidste hun vil, er at tvangsfjerne mine børn. Hun vil gøre alt for at undgå
det. Så jeg drikker ikke så meget mere.« Claus lidt senere. »Mor! Du var ikke hjemme i går. Du er
ikke hjemme i dag. Du er garanteret heller ikke hjemme i morgen.« Kirsten: »Jo, det er jeg.«
Hvorfor er finnerne tilsyneladende bedre til at bryde den sociale arv end danskerne? Det spørgsmål
vil regeringen nu have undersøgt. Er det fordi deres lærere faktisk er universitetsuddannede i det
fag, de underviser i? Hvordan kan det være, at det danske samfund, der er designet til at få skal have
for meget og færre for lidt, tilsyneladende er ringere end mange andre lande til at bryde den sociale
arv? Det skal også undersøges. Hvordan kan det være, at så mange milliarder, så megen god vilje og
så mange kommunalt ansatte socialrådgivere, pædagoger og skolepsykologer alligevel ikke har haft
succes med at hive de sidste 10-15 procent op fra bunden? At disse 10-15 procent ifølge
Socialforskningsinstituttet bliver ved med at hænge fast? Det skal nu undersøges. Regeringen har
også fundet 260 millioner kroner. De skal bruges til at oprette børnehuse, hvor udsatte børn kan bo i
en periode, hvis for eksempel deres mor er psykisk syg og indlagt. De skal bruges til at forstærke
indsatsen mod seksuelle overgreb på børn. De skal bruges til at styrke sundhedsplejen, få flere
ildsjæle ind i det sociale arbejde, til at hjælpe børn, hvis forældre har problemer med alkohol og
narkotika. Men hjælper det? Det danske velfærdssamfund er nået langt. Vi kan give de svageste
mad på bordet, tøj på kroppen, tag over hovedet. Men de rigtige løsninger på tilværelsens store
problemer kommer kun sjældent fra samfundet. De løsninger kommer fra en selv eller de nære. Far,
mor, mormor, farfar. I de fleste tilfælde er det den nære hånd, der skal frelse. Men de hænder, der
hviler på Patricks barnevogn på torvet i Tingbjerg, er furede, røde, og hærgede. Hvad kan Jeanette
gøre? Over for Claus? Over for Camilla? Over for Patrick ? Jeanette: »Jeg kan holde op med at stå
her. Så tror de, at det er livet. Så jeg vil sige til ham. Du skal ikke være så slap som mig. Drik ikke,
tag en uddannelse, kom videre, få et ordentligt liv.« Men har hun ikke dårlig samvittighed? Hvordan
kan hun leve med, at Claus år efter år har fundet hende hernede? »Jeg får dårlig samvittighed, og
når jeg får det, så bliver jeg hjemme, og vi laver ting sammen. Det er ikke særlig meget, jeg
kommer her mere. Men en gang imellem bliver jeg nødt til det. Man kan ikke sidde derhjemme altid
og kigge ind i væggen. Det bliver man sindssyg af. Men samfundet kunne også hjælpe mig. De
siger, at de vil gøre alt for at få en i arbejde. Men man kan ikke få studiehjælp, hvis man læser. Så
hvordan skal jeg læse til pædagog og få tre børn?« Svaret blæser i øldunsten omkring Patricks
barnevogn. Jeanette forsøgte, men det gik ikke. »Giv os et arbejde. Så skal det nok gå,« siger de
hernede på Bænken. Men de tvivler, mens de siger det. Hvis Fogh Rasmussen og samfundet kan
hjælpe, så vil de være glade. Men de tror ikke rigtigt på det. De tror ikke rigtig på noget. Og hvad
skal man i øvrigt gøre ved et barn, som klokken ti om formiddagen synes i gode hænder, fordi det
trods alt er omgivet af kærlighed, men som klokken fire om eftermiddagen kan være egnet til
midlertidig tvangsfjernelse? Foreløbig har Jeanette og hendes socialrådgiver en aftale. Holder hun
sig nogenlunde i skindet, beholder hun børnene. Det virker nogenlunde forsvarligt. Som om
Jeanette holder fast i aftalen. Dynen er ren, og barnet smiler. Så måske skal Patrick en dag være
bankdirektør. Hvis han kan finde styrken i sig selv. Hvis ikke De forenede bryggerier får ham først.
oh@berlingske.dk
Billedtekst: Jeanette og Kirsten, Tingbjerg Torv, oktober 2002. Foto: Søren Bidstrup »Giv os et
arbejde. Så skal det nok gå,« siger de hernede på Bænken på torvet i Tingbjerg. Men de tvivler,
mens de siger det. Hvis samfundet kan hjælpe - som lovet i statsministerens åbningstale - vil de
være glade. Men de tror ikke rigtig på det. Fra venstre er det Jeanette, Patrick i barnevogenen,
papmormor Kirsten og Patricks morfar, Torben. Foto: Søren Bidstrup
Politiken | 07.07.2005 | 1. sektion | Side 1 | 1698 ord | artikel-id: e03f9d42
62

Orkanens slukørede øje
Han kom, han så ingenting og sejrede alligevel. For sådan var det planlagt. Og alt gik efter
planen, da præsident Bush aflagde Danmark en hermetisk lukket lynvisit. En plan, danskerne
fik repeteret i lidt under 17 sludrevorne tv-timer undervejs.
Af Nils Thorsen
Her står vi så. Midt i orkanens regnvåde øje . Et ordentligt læs fotografer og et par journalister
fragtet til et afsides hjørne af Københavns Lufthavn og kropsvisiteret ned til sidste kuglepen. Med
våde skosnuder og sprogets fineste gloser liggende klar på tungen. Parate i alle led. Og venter sådan
set bare på det gyldne øjeblik, der gælder. Eller i det mindste, at der sker et eller andet. Hvad som
helst.
»Han kommer nu! Han er derovre«, lyder det pludselig fra en mand med et kamera, klædt i en
orange regnfrakke med påskriften Airport Security.
Langt borte glider det store fly ned over lufthavnens grå silhuet og sænker halen mod asfalten. En
flosset sky af regnvand rejser sig fra hjulene. Air Force one er landet. Tror vi nok.
»Nej, det var backuppen«, siger han så.
En sød forbandelse hviler over landet. Pludselig kan ingen udtale ordet 'præsident', uden at stemmen
knækker over af lykke. Alle taler som en 120-watts pære i en 40-watts fatning. Og heller ikke jeg
kan sige mig helt fri. Men sådan er det vel, når man står ansigt til ansigt med magten. Enten får den
en til at hade. Eller også bliver man underlig venligt stemt indeni. Som en veldresseret hund. Og
giver sig til at smile sådan nogle uklædelige smil. Beruset af magtens blik.
Enten er vi med ham. Eller også er vi imod ham. Det har han selv sagt. Og her til lands er vi med.
Hele vejen og i samtlige 16 timer og 33 minutter. I trekvart døgn træder Danmark vande og lader
munden gå. Om og om igen hører vi, hvad der skal ske, hvad der sker , og hvad der allerede er sket.
Uden at der egentlig sker noget.
Præsidenten kommer, men noget er kommet ham i forkøbet. 'Breaking news', som de betegner det
over there. Direkte tv. Og det for enhver pris. Det gælder om at være, hvor tingene sker. Også når
de ikke sker. Så har man andre midler.
Lommeuld kalder man det. Små totter af paratviden, man kan bruge af, når man skal have tiden til
at gå på direkte fjernsyn. Og i løbet af præsidentbesøget bliver der sat indtil flere nordiske rekorder i
lommeuld. Men hvordan koger man16 timer og 33 minutters tv-sludder og fjernsynsvrøvl ned til en
dækkende beskrivelse? Det gør man nok ikke. Man fortæller bare, hvad man selv har set.
På Svanemøllen Kaserne er et par håndfulde udvalgte fotografer og journalister samlet under
militært opsyn for i sikkerhed at blive fragtet til lufthavnen og tage imod den store gæst. Mest for
ikke at få en terrorist om bord undervejs. Der er afgang lidt over halv syv. Netop som TV-avisen går
i gang, tænker jeg, og man kunne sikkert være blevet en hel del klogere ved at sidde foran skærmen
end bag de regnvåde ruder i en dobbeltdækkerbus på vej mod lufthavnen med politieskorte. For hvis
der er ét sted i landet, man i disse timer kan være nogenlunde i fred for nyt om præsidenten, så er
det, skal det vise sig, i begivenhedernes centrum.
63

På vej gennem byen sidder jeg og tænker på Margrethes bryllup, som vi i min barndom sad og så på
tv derhjemme. Min kammerat Niels Jørgen Snotnæse, som vi kaldte ham, var heldig, for hans
familie skulle partout ind og se det hele i virkeligheden. Men han vendte skuffet tilbage. Han ville
meget hellere have set det i fjernsynet. Og det kan blive os nu, som de siger i politiet.
Klokken er 18.59, da vi kanter os gennem trafikken ved Christiansborg med sirener og blå blink. Nu
er det så nyhederne, man går glip af. Så sidder Jes Dorph nok og hygger om nationen. På et sæde
bag mig hjælper en ansat i Udenrigsministeriet en kvinde fra pressen med at stave navnet på den
amerikanske protokolchef. Og dernæst, på opfordring, ordet 'pro-to-kol'.
I lufthavnen parkerer bussen ud for en fragthal . Den skal 'sweepes', siger de. Bussen altså. Det skal
vi også selv, opdager vi, da vi træder ind i et lokale, hvor fem alvorlige jakkesæt har taget opstilling
med gennemsigtige snoede ledninger til ørerne. Én for en må vi tømmer lommerne, passere gennem
en metaldør, hvor vi bliver skannet, og fotografernes udstyr spredes over gulvet og skilles ad.
»Kan I lige trække lidt tilbage, så hundene kan arbejde«, lyder en fast stemme fra en solbrun
blondine i cowboybukser og strikbluse, der kommer med to hunde.
»Bombehunde«, er der en, der hvisker med et nik mod de to labradorlignende hunde, der står
regnvåde i pelsen og logrer på stengulvet mellem telelinser så store som stjernekikkerter.
Kloakdæksler i massevis er blevet svejset fast, så ikke terrorister skal dukke op af dem, har jeg læst.
Dernæst har de fået hver deres røde kryds. Og da vi sætter os tilbage i bussen, føles det, som om jeg
selv var blevet svejset sammen og havde fået et rødt kryds i panden.
Vinden har vendt sig
Klokken 19.58 svinger vores bus ind på landingsbanen, der ligger oplyst af projektørernes
blændende hvide lys. Rundt om i det høje gule græs mellem landingsbanerne stikker ensomme
silhuetter op her og der. Hver og en bevæbnet. Og i et betontårn lidt borte får vi øje på endnu et par.
Et halvt hundrede mennesker render rundt på pladsen i forskellige uniformer og dirigerer med
hinanden. Men af en eller anden grund føles det ikke spor betryggende. Måske er det bare de
stirrende blikke, der hele tiden måler os. Lidt skyldig føler man sig jo altid.
Langsomt siver pressen ud af bussen og tager plads på de våde platforme i en firkantet indhegning
bag et jerngitter. Rasmus Tandholt fra TV 2 og Jeppe Nybroe fra DR tager opstilling forrest. I hver
deres lille kunstige lysplet midt i skumringen. Og giver sig på skift til at tale så indtrængende, at
man straks er klar over, at det ikke er en kollega, men nationen, de henvender sig til. Minut for
minut rapporterer de om alt det, der ikke sker, mens fly efter fly stikker deres anonyme sølvsnuder i
vejret og forsvinder i skydækket i hule drøn.
»Vinden har fandeme vendt sig!«, udbryder en herre i en orange regnfrakke fra lufthavnen.
»Du kan se det på flagene. Så kommer han ind derovre fra den anden side. Fandens også! Ellers
kunne vi have fulgt ham hele vejen«.
Da vi har fejret Air Force Ones indflyvning hele vejen ind over lufthavnsbygningen, ned på
landingsbanen og dens trillen det sidste stykke over til pressekorpset - og dernæst opdaget, at det
bare var reserveflyet, er der stille i nogen tid. Mens begge tv-stationer orienterer kongeriget om den
dramatiske udvikling herude. To måger flakser omkring højt på den grå himmel. Og gennem
fotografens telelinse får vi øje på en skarpskytte, der ligger og afsøger området med sit sigtekorn fra
et stilladstårn 150 meter væk. Ellers sker her intet.
64

Så lander Air Force One for anden gang. Og denne gang er den god nok. Klokken er 21.20, da den
sætter hjulene på den danske jord og langsomt lister nærmere, slår et elegant sving og holder stille.
Et mægtigt skrummel, der tårner sig op foran os. En balsal på vinger. Og mens den bare står og
gearer ned, er alt indhyllet i jetmotorernes dunder og syngende overtoner. Brølet af en supermagt.
De sortklædte sikkerhedsfolk strømmer ud fra flyet, tager opstilling under vingerne og sender
mistænksomme blikke rundt i mængden. Selv står jeg og prøver at lade være med at tænke på
bomber og den slags. Hvem ved? Måske kan det ses på en. Så forsvinder Anders Fogh og kone op i
flyet, vender tilbage sammen med præsidentparret. Det er vist Fogh, der vinker først, da de kommer
ud. Mærkeligt, tænker jeg. Ham har vi jo set. Han er lige gået ind. Nedenfor trappen står de og
sludrer tre øjeblikke. Og så er det hele overstået. Bush stiger til vejrs i sin helikopter. Og alt er
forvandlet til kulisser.
Den store overraskelse, forstår jeg senere, var, at statsministeren gik op ad trappen og hilste på
præsidenten i flyet.
Nakken af præsidenten
Det er i telefonen på vej tilbage gennem byen i bussen, at jeg forstår, hvor meget jeg er gået glip af,
mens jeg har spildt tiden i lufthavnen. En vis grev Ditlev har aftenen i gennem i TV 2 fortalt, at han
kender protokolchefen og har sovet sammen med George Bush på Yale, fortæller min kæreste. Der
er gået prinsebryllup i den på tv, siger hun. Så straks jeg er inden for døren, tænder jeg apparatet for
at se, hvad det er, jeg har oplevet derude. Men det er åbenbart ikke ret meget. Svend Auken er på.
Så sætter jeg mig til at se hele tv-aftenen på DR, som jeg har optaget. 'Direkte' står der i en blå
bjælke nede i hjørnet, og nu kan jeg så høre, hvad Jeppe Nybroe kunne afsløre, før præsidenten
landede: »Han vil sandsynligvis vinke til dem, som tager imod ham«.
Lidt senere er det værten Tine Götzsche, der følger dramaets videre udvikling: »Her tror jeg simpelt
hen, at vi ser nakken af den amerikanske præsident«, siger hun, da døren er gået op til flyet og
Anders Fogh er steget om bord. »Det ligner sådan et vennepar på ferie. Er her ikke rart? Og: Skal vi
ikke gå i land?«
Endnu lidt senere stiller hun om til Natasja Crone på plænen i Fredensborg og spørger, hvor staben
fra Det Hvide Hus gik hen, da de forlod helikopterne:
»De gik rundt om os her i pressepoolen, som man kalder det, så gik de hen mod forsiden af slottet,
så jeg gætter på, at de er gået ind med deres bagage, fordi ud over præsidenten og hans
allernærmeste - altså familien - så er der faktisk omkring 15 andre af hans stab, som også skal
overnatte her på Fredensborg her i aften. Så de er nok gået ind og sådan begyndt at pakke ud«.
»Det skal jo også gøres«, falder Götzsche ind. »Det ordner jo ikke sig selv sådan nogle ting«.
Jeg slår over på de udenlandske kanaler. No offence. Men der er (heller) ikke noget fra
præsidentbesøget. INTET.
Onsdag morgen er tv-stationerne i bedring. Fra morgenmaden over fruernes besøg i Børnehuset og
til frokosten med partilederne er der pludselig noget at tale om. Måske er tv bare et medie, der
stammer, når det snakker uden at have noget at fortælle. Og det bliver der snart. Også ude i den
store verden. Da præsidenten og »the primeminister« holder pressemøde, ser jeg det live på CNN.
Og der er store typer i bunden af skærmen: 'Bush in Denmark', står der.
65

Igen lister mundvigene sig betænkeligt langt op ad kinderne. Man bliver så underlig dansk til mode
og er i et par svimle sekunder parat til at støtte manden i hvad som helst. Ned med Kyoto. Op med
temperaturen i verdenshavene. Glem Afrika. Og Guantánamo forever!
Det kan ikke gå stærkt nok med at få den mand ud af landet igen. Det er et spørgsmål om sikkerhed.
8.3 Bilag 3 - Transskriberede interview med Poul Høi og Nils Thorsen.
Interview med Nils Thorsen, d. 16.5.2008.
Du er jo mest kendt for dine portrætinterviews, men du har også lavet features og reportager.
Hvad er i dine øjne forskellen på feature og reportagen?
”Udover at jeg kender og bruger begge udtryk, så vil jeg tro, at I ligger mere i dem, end jeg gør. Jeg
ved ikke, om der er nogen forskel. På Politiken bruger vi udtrykket reportage, og det opfatter jeg
bare som at gå ud og opleve og beskrive tingene. At se hvad folk har på og hvad de gør, og så
beskrive man det. Det har nogle beskrivende elementer.”
”Det arbejde I gør, det er at blive bevidste om fortællerollen, men det gør vi journalister ikke.
De fleste sætter sig bare og skriver og tænker ikke over videre over – bare det virker for dem.”
”Det er forbløffende få, som tænker over deres fortællerolle og måde at skrive på. Folk gør det, der
fungerer for dem. Og hvis det ikke fungerer, bliver de nyhedsjournalister i stedet for.”
Baggrunden for artiklen ”orkanens slukørede øje”
I de dage, da Bush var her, så var medierne så tæskefulde af hans besøg. Altså alle tænkelige
vinkler. Og der var jo næsten ikke noget at skrive om, så man skrev om sikkerhedsforanstaltninger,
man skrev om hvad havde deres koner på, hvor skulle hen og hvor skulle de ikke hen. Og hvad
syntes børn i Hillerød om, at han måske ville komme der.
Der var så lidt indhold i det ift. hvor massiv dækningen var. Og så tænkte vi, hvis vi skal lave en
reportage på det her. Hvad er der så? Er der noget substans som ikke er blevet rørt, og så tænkte jeg,
Jeg havde en kvalmende fornemmelse af, hvad fanden foregår der. Af ikke så meget at rette blikket
mod præsidenten , men hvad er der sker i Danmark, hvad er der sker i medierne og hvad der det der
sker i os alle sammen.
Hvad vil du selv betegne ”orkanens slukørede øje” som – reportage eller?
Orkanens slukørede øje var meget speciel og underlig, og lå et underligt sted, og jeg kan ikke
argumentere for, at jeg syntes, det er en genre, som man godt må have. Jeg kan se masser af
konkrete situationer, hvor jeg selv ville kritisere sådan en artikel, for hvorfor er journalisten så
meget inde over, og hvad fanden handler det her egentlig om.
Og det er netop vores andet spørgsmål, for du er meget inde over i den artikel. I ”orkanens
slukørede øje” bruger du dig selv meget som jeg-person, der ironisk kommenterer mediernes
selvsving, magten og Bush politik. Er det bevidst?
66

Ja, men lidt på den måde, som hvad fungerer og hvad fungerer ikke.
Hvordan?
Det er nogle halvbevidste processer, som kan jeg lave en straight indledning på det her, og hvis det
føles forkert i benet, så adskiller det sig sgu ikke nok fra den flodbølge der er i medierne i de her
dage.
I ”Orkanens slukørede øje” skulle der være noget andet i reportagen. Og hvis jeg skal forsvare den,
så er det, at jeg kan mærke på mig selv og på mine kammerater, familie, venner og kollegaer, at der
foregår noget i de her dage omkring det her præsidentbesøg, som ikke bliver dækket i pressen. Og
så gør jeg det, at jeg udvider rammen.
Fx når et interview går ad helvede til, så siger du, det er ikke nødvendigvis en svækkelse af
historien, fortæl det som en del af historien, du gør rammen større.
Hvad mener du med rammen? Udvider du historien eller perspektivet?
Du gør det, at du ikke bare siger: Nu kommer Bush ud af flyet, men siger: Nu står Jeppe Nybroe fra
tv-avisen og siger: Nu kommer Bush ud af flyet. Nu står hele Danmark og tager imod bush. Og det
er det jeg sigter på at gøre i den reportage. At vende mit blik fra Bush til og os selv. Og efter jeg
selv er en journalist og en del af det derude i lufthavnen, så inddrager jeg mig selv.
Om at bruge ’jeg’
Men det har jo også noget at gøre med, at jeg er en gammel dreng og har bevæget mig i mange år på
kanten af det ’jeg’ og været forsigtig med det, og nu er jeg ligeglad. Nu går jeg bare over og prøver
at se, hvad der sker.
Men er der ikke nogen fare ved det?
Jeg er sjældent 100 % sikker på, om det er optimalt at inddrage mig selv her. Måske sidder noget af
det i fingrene på mig og er blevet en vane. Men min tommelfingerregel for det er: Gør dig klart
hvad for en historie du vil fortælle.
Fx Hvordan reagerer danskerne på det her præsidentbesøg? Og det at anbringe mig i historien,
hjælper det mig til at fortælle den historie? Eller stiler jeg mig vejen for historien, så læserne
kommer til at få noget at vide om mig, som ikke forøger deres udbytte af historien.
Det at anbringe mig selv midt i det her, hjælper det læserne i deres forståelse, af hvordan Danmark
tager imod Bush?
Det at være et ’jeg’ er også at stole på, at de fornemmelser jeg har, fx at det bliver lidt pinligt den
måde medierne bliver ved med at beskrive, hvordan bush går hen over græsplænen.
Min personlige tur den dag er et meget subjektiv forløb, og der vil være fire millioner andre forløb
af den dag. Men jeg stoler på og satser på, at mit forløb udtrykker noget om, hvordan Danmark
tager imod Bush.
Men også, at nogle af de reaktioner, som sker i mig selv, er fælles.
67

Men er det bare mavefornemmelse, du har?
Ja, det er det faktisk. Jeg må understrege, at i en række reportager og emner ville jeg ikke gøre det.
Det er useriøst og ujournalistiske, og det er det måske også her. Men en gang imellem gør vi der her
på Politiken. Så siger vi: Den her opgave, der kan vi gøre det. Og så ser vi om det går.
Og den her kunne også have været lavet på andre måder. Det kan godt være, du kan pege på noget i
den, hvor jeg tænker; Ja, der lykkedes det ikke rigtigt. Der stillede jeg mig faktisk i vejen. Så
egentlig er det en regel, som jeg bryder der.
Jeg bruger mig selv til at få en historie frem, som ikke bliver fortalt, af alle de journalister, som ikke
bruger sig selv.
Det kunne også have været lavet mere nøgternt, hvor man bare vender kameraet mod medierne og
så fortalt det mere nøgternt journalistisk, men så får den ikke de samme følelser med.
En ting jeg har opdaget i tidens løb – også i portræt interviews – det er, at jo tydeligere jeg gør mig
klart, hvad der foregår i mig selv i en situation, (fx når jeg står ude i lufthavnen og venter på Bush.
Og lad os sige det er den her ærbødighedsfølelse, som sådan lige slår ned i mig.)
Jo tydeligere, jeg får beskrevet min egen meget personlige følelser, desto stærkere og mere præcist
syntes jeg at ramme mange andre menneskers oplevelser af det samme.
Det er jo nogle skide subjektive udsagn og ikke særligt journalistisk, men det har simpelthen været
min oplevelse. Og det skal ikke være nogen blankocheck til bare at fare ud og være subjektiv i en
hver situation, men jeg syntes der er nogle emner, som kalder mere på at man er subjektiv. Og der
skylder man til gengæld at fortælle læserne, at du skal være klar over, at det her er bare en lille
tosse. Det er ikke spor objektivt.
Der er nogle emner der kalder mere på at være subjektiv.
Men hvilke emner er det der kalder på at være mere subjektiv, hvor fortælleren kan bruge jeg, mig,
vi?
Umiddelbart er det når historien foregår i ens person. Det er en underlig fornemmelse. Konkret ift.
Bush er det, at vi ligesom har lidt for store smil på, når Bush han er her. Det er fandeme svært at
ringe til Anders Fogh, og spørge om vi ikke har det.
”Orkanens slukørede øje” er jo næsten en blanding af en klumme og en reportage.
Det er vel nærmest en feature, der anvender reportageteknik og sceniske beskrivelser, men
derudover bevæger sig ind på et større emne og problemstilling?
Altså jeg løber rundt i scenerne og begivenhederne og leder efter noget større og nogle
sammenhænge. Hvad siger det her om hvad?
Er der nogen sammenhænge? Hvad er det jeg ser?
Så kan jeg bevæge mig rundt i abstraktioner og analyser og sige: hvad er det her?
Fx når jeg ser os stå ude i lufthavnen. Er det forfængelighed eller er det hans blik der gør, at vi blive
så smigrede.
Det er ikke så meget, at jeg sidder derhjemme og har et overordnet emne og siger: Nu går jeg ud i
den konkrete virkelighed.
68

Hvad er risikoen ved jeg?
Den største risiko er, at man stiller sig i vejen for historien, hvor man bruger på det på en historie,
hvor det ikke hjælper. Det kan fx gå galt, hvis man interviewer personen og vil finde ud af hvad der
skete, og hvis man selv som person fylder for meget i historien.
Der er masser af artikler, hvor jeg ikke ville nærme mig at gøre som i ”Orkanens slukørede øje”. Jeg
ville stoppe længe før … Men ”Orkanens slukørede øje” er nærmest en undtagelse. Jeg vil øge
læseren forståelse af, hvad skete der i os det døgn Bush var her. Og der bidrager jeg med en
subjektiv oplevelse midt i alt det andet, læseren får den dag, der handler om hvor han var, og hvad
han gjorde.
Til sidst skriver du: ”Igen lister mundvigene sig betænkeligt langt op ad kinderne. Man bliver så
underlig dansk til mode og er i et par svimle sekunder parat til at støtte manden i hvad som helst.
Ned med Kyoto. Op med temperaturen i verdenshavene. Glem Afrika. Og Guantánamo forever! Det
kan ikke gå stærkt nok med at få den mand ud af landet igen. Det er et spørgsmål om sikkerhed.”
Det bliver næsten som en kommentar?
Jamen, det er nok også i overkanten. I virkeligheden er det nok mere tænkt som en humoristisk
bemærkning. Den måde vi lader os forføre på, bryder jeg mig ikke om. Jeg er ikke vild med hans
politik. Men det er igen for mig en måde at beskrive på, hvordan jeg glider med i den her rus.
Men jeg kan godt se det der og det kan også godt være det var for meget. Det er såmænd ikke så
bevidst undervejs.
Men hvor meget bruger du dig selv som fortæller almindeligvis?
Jeg bruger mig selv mere, end jeg gjorde en gang. Men jeg prøver at mærke på forhånd, om det her
går. Er det her en opgave, hvor jeg kan sige, at jeg er ekspert?
Man kan snævre sit område så meget ind, at man bliver ekspert i det man skriver om. Og det har jeg
gjort en del gange på reportager, hvor jeg tænkte: Hvordan fanden skal jeg kunne skrive om det her?
De andre kan jo se endnu mere på tv.
Men jeg sidder på første 1. række til oplevelsen, og ved først at indsnævre mit ekspertisefelt, så
tillader jeg mig bagefter at gå ud og spille alvidende, og sige det her er relevant for en masse
mennesker” Fx tog jeg en gang over lavede en reportage på Rømø om en strandet hval. Den lugtede
modbydeligt, og det at finde nogle ord for det, det følte jeg, at jeg var ekspert i. Jeg ved godt at der
er masser som ved en masse om hvaler, men jeg kunne beskrive den i øjeblikket. Hvordan ser den
ud og lugter den?
Det er en måde at gøre det subjektive i orden på. Men der er masser af historier, som jeg slet ikke
syntes skal skrives subjektivt.
Mindst halvdelen af en reportage skal holdes i et neutralt og fælles sprog, men der skal være nogle
elementer undervejs, som ligesom prikker hul ind til en mere indvendig oplevelse af tingene, hvor
man tillader sig sin egen subjektive måde at træde igennem på. Hvis man iagttager på sin egen
subjektive måde, så vil man kunne finde nogle ord, som er langt stærkere.
Det holder op med at være journalistik på en måde i det øjeblik og bliver en subjektiv beskrivelse,
som andre skal kunne relatere til.
Sproget glatter ud på vores forskelligheder og gør os mere ens, end vi virkelig er.
69

Når jeg skriver historien, filtrerer jeg så i de subjektive indtryk og spørger, om det med rimelighed
kan sige andre mennesker noget.
Hvad er anderledes i featureskrivningen ift. nyhedsartiklen?
Den taler til andre dele af læseren. Den taler til følelser og retfærdighedssans. Meget bredere end
nyheden. Jeg plejer at sige, at når vi taler om beskrivelser i fx portrætter, når vi går rundt i verden
blandt alle mennesker, oplever vi langt mere, end det vi tror.
Det er en del af ens måde at opleve verden på, og dermed er det en del af vores virkelighed.
Fx hvis du sidder overfor en person, som virker uforudsigelig. Hvis du ikke beskriver det, ja så får
læseren ikke den del af oplevelsen med.
Hvordan konkret?
Jeg vil beskrive: Jeg sidder med en fornemmelse af, at hvert øjeblik det skal være kan han springe
op. Men igen er vi inde i det der sats, at det jeg oplever sikkert har noget generelt i sig.
Men du mister den objektivitet, som holder os lige på vejen i den anden form for journalistik. Men
du vinder altså en stor del af den virkelighed som alle faktisk går rundt og oplever, at du ikke bare
forstå det man siger, men at du hører hvilken stemme han siger det med. Og du fornemmer hans
fysiske måde hans sidder på i stolen. Det er jo sådan vi lever. Det er det vi oplever ude i verden.
Hvad er det man vinder med den fortællende journalistik?
Man hjælper læseren til at være tilstede med et langt bredere del af sit væsen. Og det er jo det
læseren ville have stået med, hvis han selv havde været der. Så ville han stået der med nogle
fornemmelser i kroppen.
Fx hvis Bush havde trådt hen til læseren, så ville han have mærket den lille uro i kroppen ved at en
så magtfuld mand stod tæt på ham.
Det kan være alle mulige alment menneskelige ting som foregår udenfor vores eget
opmærksomhedsfokus. Beskriv det lille gys. Det er sådan vi lever og føler.
Man skriver fra en større del af sig selv og sine oplevelse og til en større del af læseren som
menneske.
Nyhedssproget er noget andet. Det er en kontrakt, vi har med læseren, hvor man ligesom bare
krydser af: Var han der? X, Hvad var klokken? X.
De der hv-ord dækker ikke alt?
Til nogle historier er det nok og til andre ikke. Og det er enormt sjovt at se resultatet af, når nogle
nyhedsjournalister går ud og forsøger at lave en reportage, så kommer de kun hjem svarene på de
der faktuelle ting og man læser fuldstændigt uberørt. Det har jeg set masser af gange i aviserne,
hvor det er skrevet virkeligt ubehjælpsomt.
Det er et pisse vanskeligt felt. Man gør nogle forsøg, fejlene bliver tydelige. Og man krummer
tæerne. Det er noget man gør langsomt og forsigtigt, og så kommer det – måske.
Interview med Poul Høi, d. 15.5.2008.
Du holder længe informationen om islamiske terrorister tilbage. Læseren får antydningen ret
tidligt, men det bliver først eksplicit fremhævet sent i artiklen. Hvorfor?
70

Det er generelt min stil - eller mangel på stil - i reportager: At strø antydninger, som en sædemand
strør frø, og så først et godt stykke nede i historien lade dem komme i fuldt flor. Det lykkes ikke
altid, nogle gange lykkes det slet ikke, men det er nu engang, hvad jeg forsøger.
Nyhedshistorier er en anden historie, men reportager kræver et erotisk forspil, der er så langt og
subtilt som den slags, man læser om i damebladene.
Det hører formentlig også med til svaret, at 11. september 2001 - i real time - var den store
forvirring, og at nok mente vi, at det var Osama bin Laden, men vi vidste det ikke, ikke sådan med
sikkerhed, og nok mente vi, at det var islamiske fundamentalister, men vi vidste det heller ikke med
sikkerhed, og historien var god nok og stor nok til, at vi ikke behøvede gisne og føje til.
Er det et problem, at vi ikke ved, hvem vidnerne til tragedien udtaler sig til? (De var til stede i New
York, og du var i Washington, right? Talte du med dem personligt, eller referer du indirekte til
nyhedsindslag etc.?)
Når jeg læser historien i dag, ville jeg ønske, at jeg kunne udstyre den med fodnoter eller et fikst
indskud - noget i retning af, at "vidnerne var i går på TV, og på TV gav de deres lydbidder til
historien." Jeg tror ikke, at læserne tænker over det, men det forstyrrer min faglige forfængelighed.
Tiden skulle vise, at dine (faktuelle) oplysninger var yderst præcise. Mange af dine kollegaer
rapporterede derimod om en række hændelser, som senere viste sig at være misforståelser, opspind
etc. Hvordan sikrede du dig oplysningernes ægthed (i en så kaotisk situation)?
Det var ikke bare kaos, det var nærmest en eksplosion af kaos, og jeg tror ikke, at jeg hverken er
klogere end mine kolleger eller mere sikker i min bedømmelse af kendsgerninger og ikkekendsgerninger
- men måske havde jeg en halv times længere deadline og fik siet nogle af
fejloplysningerne fra. En forskel kan også være min arbejdsmetode - at jeg i den slags situationer
forsøger at frigøre mig fra strømmen af informationer og fejlinformationer på CNN; det er således
en god ide at slukke for fjernsynet og nyhedsbureauerne og begrave hovedet i en kop kaffe og
tænke, tænke, tænke ... tænke i billeder, hvilke billeder sælger historien, hvilke billeder bliver vist
på den store skærm inde i hovedet, hvilke paralleller, hvilke metaforer falder én ind, hvilke film,
hvilken musik, og når man gør det, så bliver de sekundære informationer og altså også
fejlinformationer ikke så vigtige, og det var formentlig i det sekundære led, at de fleste
fejlinformationer befandt sig.
Hovedhistorien - to fly, bang, to tårne, i grus - fik vi vist allesammen rigtig.
Skelner du mellem features og reportager?
Ja og nej. Reportager betyder, at man har været i marken - at man har jord under neglene - og den
jord skal ud i spalterne. Features behøver ikke at indeholde et reportageelement, et rejsen-sig-frakontorstolen
element, men jeg bruger de samme teknikker under skrivningen.
Hvad kan reportagen/featuren?
Sælge. Sælge aviser. Sælge budskaber. Sælge historier. Sælge oplevelser. Der findes i dag flere
medieformer end man kan tælle på to hænder, og når internettet, radioen og TV har været der og
været der igen og igen, hvad er der så tilbage at købe aviser for? Ikke den samme opremsning, men
noget andet, og det andet er reportagen eller featuren.
Hvad skal en god reportage/feature indeholde?
Her er, hvad jeg kan lide i en reportage eller feature: For det første, at den er godt skrevet. Sprog er
ikke bare journalistisk parfume, sprog er den dimension, som afgør, om en reportage og feature
bliver læst. For det andet, at den er klog. En feature eller en reportage er ikke andet end et forlænget
71

telegram, hvis den er ubegavet eller rutinemæssig i sin analyse, og for det tredje - og det hænger
sammen med punkt to - at den er original. At den er original i sin tilgang, i sine kilder, i sin analyse
og sprænger akkorden.
Hvad er anderledes i features/reportager vs. nyhedsartikler ift. kilder, vinkling, længde, form,
objektivitet og etik?
En nyhedsartikel er en nyhedsartikel er en nyhedsartikel. Det er lidt som forsamlingshusdans i
Jylland - to hurtige og en langsom og så forfra igen. Reglerne er klare. I features og reportager
bliver reglerne ophævet; her er det ikke to hurtige og en langsom, snarere en dans efter skribentens
hoved. Somme tider frenetisk, andre gange sneglelangsom, og det vigtige er, at reportagen og
featuren tjener skribentens mål og formål. Nyhedsartiklen er et typehus, featuren og reportagen er
arkitekt-tegnet, og vinkling, længde, form og objektivitet er efter arkitektens forgodtbefindende.
Hvordan undgår du, at fortællerrollen bliver for styrende?
På journalisthøjskolen advarede en lærer mig om, at jeg skulle passe på, at sproget ikke styrede
historien - og jeg har skrevet hans ord ned og hængt dem op på min opslagstavle. Det er en sløjfe
om langefingeren: At selv om jeg finder på en fiks sætning, så duer den kun, hvis den duer.
Hvor stor en rolle spiller dramaturgien i dine reportager/features?
En god reportage og en feature er et stykke teater, en film eller en symfoni - og vi skal opfatte den
sådan. En film er håbløs, hvis det er uden drama, men - og det er vigtigt - drama er ikke
nødvendigvis stuntmen og blod. Bermanns film er dramatiske, men der dør ikke ret mange i dem,
og jeg tror ikke, at han nogensinde brugte en stuntman. Et drama kan godt opbygges omkring
hverdagsbegivenheder, men dramaet skal være der. En spænding, en elektricitet, der demonstrerer,
at skribenten og hans værk er i live.
Hvordan undgår du at fakta ikke overbelaster dine reportager/features?
Det er noget af det, som jeg er mest påpasselig med, og den bedste måde - for mig - er efter et
faktatungt afsnit at stige op eller ud fra historien og tage læseren et helt andet sted hen. Jeg skriver
ofte i afsnit, som jeg giver numre - lige som kapitler i en bog - og det frigør mig til at foretage ofte
besynderlige temposkift.
Hvordan bruger dig selv som fortæller?
Skånselsløst. Jeg er ikke bange for "jeg," og jeg er ikke bange for mine vurderinger og meninger,
men jeg er dog også - tro det om I vil - temmelig blufærdig, og jeg bryder mig ikke om, som
amerikanerne kalder det, grandstanding, og jeg bryder mig ikke om at udlevere mit privatliv eller
min privathed.
Hvorfor træder du så eksplicit frem i slutningen af din artikel? Hvorfor overlader du ikke den dom
til læseren?
Her er, hvad jeg erindrer fra skriveriets tåger: Jeg erindrer, at jeg syntes, at det forudgående udsagn
fra kvinden på NBC - hende, der vil slå hele verden ihjel - virkede temmeligt vulgært og
knytnæveagtigt, og det vippede artiklen fra at være en artikel om ofrene for et angreb til at være et
udsagn om ofrenes krav om hævn. Men som et udtryk for situationen, som et udtryk for, hvor USA
psykologisk befandt sig eller var på vej hen efter chokket, var det meget sigende, og det var vel
72

også der, hvor manden eller kvinden på gulvet ville befinde sig, hvis noget tilsvarende skete i
Danmark - en "nu-skal-de-have-dada" holdning. Det er, hvad jeg forsøger at sige med den
efterfølgende sætning om "ingen kan fortænke dem." Det er ikke et politisk udtryk, mere en
psykologisk konstatering: At man kan formentlig ikke fortænke kvinden i at være frådende vred og
kræve hævn, det er en naturlig reaktion mand og mand imellem, og hvem kan sige sig fri for bare en
flig af den? At Bush-regeringen bagefter valgte at tage den pågældende reaktion og ride på ryggen
af den hele vejen til Fallujah, det er en anden og ikke nødvendigvis overraskende historie.
Hvad gør du for at undgå at krænke dine interviewpersoners værdighed (du kommer tæt på folk,
som kan have synspunkter, dine læsere og du ikke deler?)
Jeg har - synes jeg selv - en stor fordel ved at have været på en lokalavis. På en lokalavis skriver
man den ene dag om en person, og den næste dag møder man vedkommende i Brugsen. Så er det en
fordel, at det er korrekt og hæderligt, hvad man har skrevet. Det har givet mig en vis
fingerspidsfornemmelse for, hvor interviewpersonerne er - hvad de vil tillade og ikke tillade - og jeg
tænker altid på, at jeg den følgende dag, også selv om jeg arbejder i USA og skriver for en dansk
avis, kan møde vedkommende i Trader Joe's.
Nogle gange er de involverede personer dog nogle skidtmikler, og så fortjener de at blive behandlet
som sådan.
Hvad gør du når virkeligheden ikke lever op til dine forestillinger/research?
Det var i mine yngre år en pestilens - mens jeg var reporter på førnævnte lokalavis og på B.T. Jeg
kunne lide store, fede overskrifter, jeg kunne lide skibskatastrofer og pludselig død, og der skulle
helst i det mindste være en smule næseblod, og hvis virkeligheden ikke ville være med, så måtte vi
stramme lidt, bare en lille smule. Med tiden har jeg fundet ud af, at virkeligheden er bedre, som den
er, og at den fede overskrift - i overført betydning - kan ligge i virkeligheden som den er. Vi
forventer måske, at Lars Løkke er rasende over behandlingen i pressen, og en journalist tager ud for
at interviewe ham og bereder sig på, at han i det mindste er sur og skuffet, men han viser sig at være
temmelig flegmatisk og overbærende og "nå-ja-hvad-pokker..." Hvad gør vi så? Rubrikken om
"Lars Løkke er rasende" er faldet til jorden, men er vores forventninger ikke ofte også læserens
forventninger, og er det ikke en bedre historie ikke nødvendigvis at leve op til forventningerne? Er
en overskrift a la "Lars Løkke: I morgen er det en ny dag" ikke en bedre overskrift?
Hvordan forholder du dig til citaters nøjagtighed?
Jeg kom for nogle år siden i klemme med min arbejdsmetode. Min metode er, at jeg forsøger at
samle så mange oplysninger som muligt, og så lægger jeg kilderne fra mig - notesblokken, bøger,
artikler og andre dokumenter - og så skriver jeg. I det pågældende tilfælde gik det galt; jeg skrev en
historie, som kom til at ligne forlægget for meget, af den simple grund, at jeg ikke i tilstrækkelig
grad gik tilbage og tjekkede en af de artikler, som jeg havde læst. Derfor er jeg i dag temmelig
religiøs med at tjekke og dobbelttjekke citater og mine forlæg, og jeg er mindst lige så religiøs med
at citere, hvor citaterne og oplysningerne kommer fra.
Hvor går grænsen mellem roman og reportage?
Gå på Google og tast "Jayson Blair" ind.
Hvad snyder du med?
Virkeligheden. Jeg forsøger at beskrive virkeligheden, som den er, men det er naturligvis løgn. Jeg
73

eskriver virkeligheden, som jeg ser den.
Hvordan snyder du med virkeligheden. Bare ét konkret eksempel.
Her er det seneste: Jeg var for en måneds tid siden i Waco i Texas for at skrive om 15 års jubilæet
for massakren på Branch Davidians, og jeg fik den drejet til et forsigtigt forsvar for både Davidians
og også for flerkoneri-fyrene i syd-Texas, og det kan man jo ikke sige er virkeligheden, tværtimod,
er det en temmelig polemisk eller libertariansk udlægning af virkeligheden, men det er nu engang
min virkelighed.
Hvilken rolle spiller (mangel på) sprogkundskaber i dit arbejde? (Har du arbejdet i lande, hvor du
ikke kunne sproget? Hvordan påvirker dette dit arbejde?)
Jeg har rejst en del rundt i Mellemøsten og Nordafrika, og det var virkelig en hæmsko ikke at kunne
tale de lokale sprog, og det medførte, at jeg fik rigeligt med interviews med mennesker, der kunne
tale engelsk, og hvile mennesker i Mellemøsten og Nordafrika taler engelsk? Manden på gaden?
Skomageren?
Selvfølgelig ikke.
Skriver du dine tekster om?
Igen og igen, og selv når de er trykt, skriver jeg dem om inde i mit hoved. Jeg er ikke færdig med at
skrive min reportage fra 12. september 2001 om, og den skal nok blive god, når den er færdig.
Hvad synes du om din samtids reportager og features?
Jeg elsker især amerikanske magasiner - New Yorker, Atlantic Monthly, CQ, Vanity Fair, New
York - for de bruger stadig side efter side på reportagen, den gode, kloge, originale og velskrevne
reportage. I mange andre lande og medier er reportagen klemt af økonomi og spalteplads og mangel
på talent og formentlig også klemt af angsten for at sprænge rammerne. Mange af de store danske
reportagejournalister - folk som Jan Stage, Lasse Ellegaard, Olav Hergel og Mads Kastrup - var og
er ikke bange for at stille sig på tværs, de kender deres eget værd, og hvis de mener, at en sag er
30.000 anslag værd, så er den 30.000 anslag værd. Jeg skal i år holde afgangstalen på
journalisthøjskolen, og noget af det, jeg vil sige, er netop: Skriv, for fanden. Skriv, som om jeres liv
afhang af det, og det gør vores liv - sådan i det store perspektiv - faktisk.
Hvad handler din næste reportage/feature om?
I næste weekend drager jeg på en alt for lang ferie i Danmark, og derefter - midtsommer - er det så
tilbage til valgkampen. Vi planlægger i øjeblikket et forløb, som - forhåbentlig - kan adskille os fra
konkurrenterne.
Opfølgende spørgsmål til Poul Høi, d. 16.5.2008:
74