Svampe 1-22.indd

Grøn og Snehvid Fluesvamp samt visse parasolhatte og
hjelmhatte, er det hyppigste dødelige syndrom, så det
kommer først og får mest plads.
Den nye udgave af bogen er udvidet med i alt otte
meget kortfattede sygejournaler (5-10 linier), heraf
halvdelen under phalloides-syndromet. Den ene fik
hårene til at rejse sig. Et giftmord i Østrig i 1993 involverede
en mand, der var lokket i søvn med sovemedicin.
Mens han sov, pressede morderen en deciliter saft ud af
10 grønne fluesvampe og injicerede den med en sprøjte i
hans blod ad flere gange over 6 timer. Allerede to dage
senere var manden død. Fluesvampeforgiftninger varer
ellers normalt adskillige dage. Ved obduktionen konstaterede
lægerne svære nyreskader, en ødelagt lever og
helt enorme koncentrationer af amanitin i urin og galde.
Man må formode, at morderen blev fanget.
Efter syndrombeskrivelserne følger et kapitel om
„overgangstilfælde“. Det drejer sig om tungmetaller i
svampe, radioaktivitet, blåsyre i visse svampe, psykiske
tilfælde og meget andet. Herpå gennemgås i et ret omfattende
kapitel diagnostiske teknikker. Hvordan analyserer
man maveindhold, hvordan laver man tests for forskellige
giftstoffer, og hvordan skelner man mellem egentlige
svampeforgiftninger og mavetilfælde forårsaget f.eks. af
svampe, der er blevet dårlige? I dette kapitel er der en
omfattende nøgle til bestemmelse af sporer og andre mikroskopiske
strukturer fra giftige svampe.
Endelig kommer så et kapitel med gennemgang af de
30 hyppigste og farligste giftsvampe. Guglielmo Martinelli
har taget farvefotos af alle arterne, de fleste udmærkede,
nogle i vel kraftigt sollys. For hver art er nøje angivet kendetegn
og forvekslingsmuligheder, men ikke andre oplysninger.
Nyt i forhold til alle tidligere giftsvampebøger er
inkluderingen af Ægte Ridderhat som giftsvamp. Den har
fået sit eget syndrom, equestre-syndromet, også kaldet
rhabdomyolyse. Både i Frankrig og Polen har man haft
rimelig veldokumenterede dødsfald efter gentagen spisning
af Ægte Ridderhat, dvs. efter mindst tre store måltider
i løbet af to-tre dage. Det lyder meget bekymrende, da
vi er mange, der med fornøjelse har spist Ægte Ridderhat
gennem årene. Og der er da også en bred skepsis over for
oplysningerne, som er fra 2001 og 2002. Forhåbentlig vil
de kommende år kaste lys over sagen.
Til sidst i bogen er der en litteraturliste med 149 referencer,
en svampenavneliste, en ordliste og et register. Alt
i alt en gennemarbejdet og autoritativ bog. Den kan helt
klart anbefales til læger og toksikologer, der kunne tænkes
at få med svampeforgiftninger at gøre. Om jeg også vil
anbefale den ubetinget til mykologer, der har et mindre
klinisk forhold til svampeforgiftninger, ved jeg ikke rigtig.
Der findes adskillige andre engelsk- og tysksprogede
giftsvampebøger, der er mere letlæste og fængslende end
denne, og som nok giver et mere alsidigt kulturhistorisk
og naturhistorisk indblik i svampeforgiftningernes fascinerende
og uhyggelige verden. Men de har selvfølgelig
ikke det allernyeste med, så …
Flemming Rune
60
Torbjørn Borgen & Eef Arnolds 2004.: Taxonomy,
ecology and distribution of Hygrocybe (Fr.) P.
Kumm. and Camarophyllopsis Herink (Fungi, Basidiomycota,
Hygrocybeae) in Greenland. Bioscience/Meddelelser
om Grønland 54: 1-68 + farvelagt
omslag. Pris hos Danish Polar Center 200 kr. ekskl.
forsendelse
Så kom endelig det længe ventede bidrag om de grønlandske
vokshatte fra Torbjørn Borgen og hans hollandske
kollega Eef Arnolds. Var det så værd at vente på? Bestemt,
men en så lang tilblivelsesproces kræver vel også
en anmeldelse der går til benet, så den følger her. Værket
indeholder en behandling af en enkelt kratvokshatart
og 25 vokshatte og yderligere nogle varieteter. Der
gøres ikke opmærksom på hvilken systematik der følges,
men så vidt jeg kan se, defineres underfamilien Hygrocybeae
som hos Boertmann (1995, 2002). Da der heller
ikke gøres opmærksom på, at fx arterne i Sect. Oreocybe
(H. lilacina m.fl.) tilsyneladende står nærmere slægten
Chromosera (se fx noterne til Hygrocybe i MycoKey), må
det konstateres at afhandlingens vægt er lagt på adskillelse
af arterne, og ikke hvor de evt. skal placeres i en
højere systematik. Dette er ok efter min mening, men det
ville være fint at gøre opmærksom på at underfamilien
tilsyneladende ikke udgør en naturlig gruppe. Indledningsvis
gøres der rede for hvilke metoder, der har været
brugt. Antallet af nuclei i sporerne er fx blevet inddraget,
hvilket dog ikke på afgørende vis har gjort det lettere at
afgrænse arterne. Der er også lagt mere vægt på dimensionerne
af de terminale celler i hathuden end det typisk
er set ved andre studier i denne gruppe. Også længden
af stoktramaets hyfer er blevet genstand for en analyse
(især inden for subsect. Squamulosae, fx H. miniata),
hvor karakteren gjorde det muligt at dele materialet i to
(naturlige?) grupper. Der refereres dog til kritik at disse
data, som dog afvises. Også små hår der kan findes på
stoktoppen, er blevet genstand for en analyse, og vigtige
forskelle fundet. Materialet i afhandlingen hviler naturligvis
ikke mindst på TB’s egne indsamlinger fra de mange
år deroppe, men mange andres indsamlinger er inddraget
fordelt på 22 hovedlokaliteter med ca. 450 indsamlinger.
Feltiagttagelser, også „negative“ fra andre, inddrages, når
det konstateres, at vokshattene tilsyneladende helt mangler
i den højarktiske del af Grønland. 72°35’ (lige S for
Upernavik) er det nordligste sted med vokshatteindsamlinger
på vestkysten, mens 71°02’ (Jameson Land) udgør
det nordligste på østkysten. 13 arter af vokshat plus den
ene kratvokshat findes kun i den subarktiske zone. Som
i Europa er det især græsdominerede plantesamfund, der
huser vokshattene. Kratvokshatten (Latrin-Vokshat) er
fundet i det meget begrænsede, sydligt beliggende, kontinentalt
subarktiske område.
Den taksonomiske del indledes med en nøgle af den
„videnskabelige“ slags til alle arter og varieteter. Med
videnskabelig menes, at det fx i det første punkt er hat-