giV den gas - Folkekirkens Nødhjælp

PortrÆt
eva Pineda hansen vil
gerne vende tilbage
til sit hjemland som
et godt eksempel for
andre unge kvinder.
Man kan nå rigtig
langt, hvis man tror
på sig selv, siger hun
rollemodel i honduras
tekst LEnE EJG JARBøL foto MIKE KOLLÖFFEL
engang Var eVa Pineda hansen en stille,
lidt genert pige. en, der godt nok knoklede i
skolen og fik gode karakterer, men som ikke
havde forestillinger om at sprænge rammerne
for, hvad en pæn pige fra honduras
kan gøre med sit liv – udover at få en mand
og blive gift.
Men et år som udvekslingsstudent i
hamborg ændrede den 17-årige evas fremtidsperspektiver.
”Jeg fandt ud af, at jeg rent faktisk kunne
utroligt meget. og at det at være selvstændig
og skabe sit eget liv kunne være et
mål i sig selv. i danmark er det noget, som
unge nærmest tager for givet. Men i honduras
er der tradition for, at man følger den
vej, som ens forældre har udstukket for en,”
siger eva Pineda hansen.
nu er hun som 34-årig på vej tilbage til
honduras i en ledende stilling som regional
repræsentant for Folkekirkens nødhjælp.
en stilling, hvor hun skal holde snor i de forskellige
projekter, som Folkekirkens nødhjælps
samarbejdspartnere arbejder med i
hele Mellemamerika.
”Jeg håber, at jeg kan være med til at
vise unge kvinder, at man godt kan tegne sit
eget billede af fremtiden. at man ikke behøver
at være bange for, at folk vil opfatte
det dårligt, hvis man fører sig lidt frem som
kvinde,” siger eva Pineda hansen med et
10 nød 12.2008
smil, der på en gang både virker blidt men
også fast og selvsikkert. som en kvinde, der
ved, hvad hun er værd i dag.
Eksponeret for fattigdom
eva Pineda hansen er opvokset i honduras
hovedstad, tegucigalpa. hendes far
var civilingeniør, mens moren primært
gik hjemme og passede huset og eva og
hendes lillebror. Familien var en mellemklassefamilie,
der – med evas ord – havde
det meget lettere end mange andre i honduras.
blandt andet blev børnene sendt i
privatskole, og senere tog familien et lån
for at kunne sende eva og lillebroren på
universitetet.
alligevel levede hun ikke en beskyttet
tilværelse, men blev tidligt introduceret til
den fattigdom, der også gennemsyrer honduras.
både via forældrenes forskellige baggrund
og sin skoles velgørenhedsarbejde.
”Min far kommer fra landet, mens min
mor er fra en relativt velhavende familie.
Men hun satte en ære i at ville klare sig uden
økonomisk hjælp hjemmefra,” fortæller eva
Pineda hansen.
Privatskolen var finansieret af en amerikansk
kirkelig organisation, og fra 6. klasse
var eleverne med til at indsamle tøj og
mad, de byggede skoler og gav lektiehjælp
til børn, der kom fra fattige familier. så fra
en tidlig alder har eva Pineda hansen været
med til at hjælpe, hvor der var brug for det.
”Mine forældre har gjort meget for at
gøre mig og min bror bevidste om det ansvar,
vi har over for andre. og at når vi var så
heldige at få mulighed for at uddanne os, så
har vi også et ansvar overfor det honduranske
samfund,” siger eva Pineda hansen.
Vil savne at cykle
nu er ringen så på en måde sluttet. eva Pineda
hansen skal tilbage til honduras og
gøre en forskel. og det gør hun med glæde
– men også med en lille smule vemod.
selvom hun regner med at skulle tilbage til
danmark og bo, når den treårige periode er
gået.
eva Pineda hansen kommer blandt
andet til at savne sine og gemalen Jespers
danske venner, kollegerne i Folkekirkens
nødhjælp og at gå til koncerter og i natbio:
”og at cykle. Men jeg glæder mig til
at komme tæt på mine forældre og til den
mere spontane kultur, der er i honduras.
her behøver alting ikke at være planlagt,
miljøet er mere uformelt. der er lidt mere
larm og kaos, og det kan jeg godt lide. og
jeg glæder mig rigtig meget til vejret – til
solskin og blå himmel,” siger den sorthårede
kvinde og skutter sig lidt i sin tynde
striktrøje.