Pulsen december 2011 som PDF - Aarhus Universitetshospital

Tekst Kasper Reggelsen | Foto Michael Harder
De nødvendige
malerier
I Hejmdal, Kræftpatienternes Hus, har man i flere år afviklet
malerværksted for kræftramte. Og flere af de billeder kan ses
på Aarhus Universitetshospital.
Der er stille i rummet, mens der males.
Koncentration er nødvendig, og det er malerierne,
der er i fokus, ikke hyggesnak. Det
er en del af præmissen for malerværkstedet
i Hejmdal – Kræftpatienternes Hus – i bunden
af Peter Sabroes Gade. For det er store
følelser, de kræftramte, der maler, arbejder
med, og der skal være plads til fordybelse
og plads til at lukke sig inde med det, man
bearbejder igennem maleriet.
Stinna Camille Damgaard og Ingrid Bjerrum
er tilknyttet malerværkstedet, som fungerer
som hensyntagende aftenskole-undervisning.
De har begge haft brystkræft og har malet i
Hejmdals værksted i godt halvandet år.
„Vi, altså kraftramte, har ikke mange facader
at varetage. Folk er autentiske, præstationslaget
er skrællet væk, og den betingelse
giver simpelthen nerve og gør malerværkstedet
til et fantastisk sted, et magisk rum,“
forklarer Ingrid Bjerrum, som har to billeder
hængende på Onkologisk Afdeling D, der
udstiller en række malerier fra Hejmdals
malerværksted.
Skæbnefællesskab
Både Ingrid og Stinna pointerer, at det, at
alle er bundet sammen i et skæbnefællesskab
giver en speciel stemning i værkstedet,
som de kan bruge, og som gør, at mange
fortsætter på holdet.
„Folk bakker op, og de støtter, og det er
meget givende. Hvilket også er nødvendigt.
Jeg havde aldrig malet før, jeg startede i
malerværkstedet, men de første malerier,
jeg lavede, havde en nærmest healende
virkning. Man går med så mange voldsomme
følelser under sit sygdomsforløb, og det
var fantastisk at slippe dem løs på lærredet.
De skulle ikke gemmes væk, forsvares eller
uddybes. Det var voldsomt at opleve, men
utroligt givende,“ fortæller Stinna Camille
Damgaard.
Det er nødvendigt
Birgit Ravn Søndergaard er maler og underviser
på malerværkstedet. Det har hun gjort
i godt seks år, og hun er ikke i tvivl, når hun
skal forklare årsagen til, at en del kræftramte
vælger at tilmelde sig værkstedet – eller
hvorfor flere bliver ved i meget længere tid
end det ene semester, man tilmelder sig i
første omgang.
„Det er simpelthen nødvendigt for dem,“
pointerer Birgit og fortsætter:
„De rummer så mange følelser, der vil ud,
og de kan bruge maleriet til dette på en
anden måde end samtale eller andre fora
for kræftramte. Det er også derfor, at malerierne
er så gode, som de vitterligt er. Fordi
folk vil det. Men flere kommer også for at
fastholde en hverdag, mens andre bruger
det som et pusterum i mellem behandlinger
på Nørrebrogade.“
Malerierne, der bliver til i værkstedet,
udstilles jævnligt, og det gælder således
også på Aarhus Universitetshospital, hvor
såvel Onkologisk Afdeling D og kantinen
Gastro19 på Nørrebrogade vil lægge vægge
til udstilling af disse.
Taler ikke om kræft
Stinna kan nikke genkendende til, at malerværkstedet
er et sted, som giver noget
andet end de andre tilbud, kræftramte kan
benytte.
„Jeg ledte efter forskellige fora, da jeg blev
syg, og jeg var egentlig lidt overvældet af
malerværkstedet, da alle malerier var så
gode, og jeg troede ikke, at jeg kunne være
med. Men jeg talte med Birgit, der underviser,
om det, og jeg blev hooked med det
samme, jeg malede første gang. Og her
var også et forum, hvor man kunne lukke
sig inde i sig selv, og det er dejligt,“ siger
Stinna.
Det er Ingrid enig i, og hun kan også lide
det aspekt, at man kan få lov at lukke af og
fokusere:
„Vi taler ikke meget om kræft og sygdom i
malerværkstedet. Følelser er noget, som vi
berører, da de er i malerierne, men man kan
egentlig sige, at følelser er noget, vi maler,
ikke noget vi taler om. Man kan også tolke,
hvordan folk har det på baggrund af billederne,
og det er meget vigtigt at have et
forum, hvor man bearbejder sygdommen og
ens liv i al almindelighed på en kreativ og
intuitiv måde.“
Aarhus Universitetshospital | Pulsen 04 | 2011 | 19