Pederstrup - Åbne Samlinger

Pederstrup
- 1 -
Romantisk udsigt & herskabelig omsorg
Herregårdslandet Lolland

- 2 -
Formidlings- og landskabsprojektet Herregårdslandet Lolland
Rapporten er udarbejdet af Museum Lolland-Falster i samråd med ejerne af de deltagende herregårde. Ud
fra et fastlagt fokus indeholder rapporten oplæg til nedslagspunkter i formidlingen af herregårdens
nærområde samt anbefalinger til markering og genopretning af udvalgte træk i landskabet.
Landskabs- og formidlingsprojektet Herregårdslandet Lolland er en del af partnerskabsprojektet
Mulighederne Land og danner grundlag for formidlingsprojektet Herregård & Landskab Lolland, der åbner i
20. juni 2012.
Mulighedernes Land
Mulighedernes Land er et partnerskabsprojekt mellem Lolland Kommune, Thisted Kommune, Bornholms
Regionskommune og Realdania om udvikling af Danmarks yderområder. Projektet skal udvikle og afprøve
nye strategier til positiv udvikling i landdistrikter og landsbyer i Danmarks yderområder. De nye strategier
udvikles og afprøves gennem en række konkrete demonstrationsprojekter i Lolland Kommune, Thisted
Kommune og Bornholms Regionskommune. Landskabs- og formidlingsprojektet Herregårdslandet Lolland
er et ud af fire demonstrationsprojekter i Lolland Kommune. Øvrige demonstrationsprojekter er Energi til
lokal udvikling – Horslunde som energilandsby, Porten til Lolland og Bedre boliger – færre boliger.
Mulighedernes Land gennemføres mellem 2007- 2012.
Læs mere om projektet på www.mulighedernesland.dk
Herregårdslandet Lolland

Historisk rids
- 3 -
Første skriftlige vidnesbyrd om Pederstrup daterer sig til 1340'erne, da stedet ejedes af rigets drost Laurits
Jonsen. I 1354 overgik Pederstrup med gods og birk til kongeligt eje og fungerede frem til 1576 som
lensmandsbolig for kongens repræsentant i området – placeret strategisk sikkert i det lave vandfyldte
terræn mellem søen og de våde enge. Endnu i 1564 omtales seks gårde i Pederstrup landsby som
vidnesbyrd om, at gården oprindeligt var en landsbyhovedgård, der i slutningen af 1500-tallet underlagde
sig de sidste bøndergårde. I 1576 overgik herregården til adeligt eje ved mageskifte med familien
Venstermand, og igennem 1600-tallet blev gården løbende handlet.
Pederstrups idylliske beliggenhed ved søens bred dækker således over en militærstrategisk placering, der
som det tydeligste spor i herregårdslandskabet fra middelalderen endnu er synligt. De tidligste
bygningsspor findes i den nuværende hovedbygnings kælder, hvor rester af et mindre stenhus – formentlig
rejst af lensmanden Mikkel Brockenhuus i midten af 1500-tallet – indgår i den nuværende bygning.
Stenhuset har oprindeligt været omgivet af et anlæg af bindingsværks- og trælænger. Senest da gården i
1576 overgik til adeligt eje må der være rejst et større avlsbyggeri på Pederstrup, der kunne huse gårdens
produktion.
Ved overdragelsen i 1576 til familien Venstermand blev gårdens fæstegods opgjort til 57 gårde spredt ud i
et større område fra Havløkke i øst til Øster Karleby i vest. Gårdens strøgodskarakter skal formentlig finde
sin årsag i dens tidligere status som administrativt center for kongemagtens spredte gårde i området.
Pederstrup fastholdt strøgodskarakteren frem til 1680, da herregården kom i overrentemester Henrik von
Støckens eje. Gennem kongelige gaver indledtes en samling af gårdens gods, som svigersønnen
overrentemester Peder von Brandt videreførte efter overtagelsen i 1684. Foruden store donationer af
fæstegårde modtog han også patronatsretten til kirkerne i Vesterborg, Horslunde og Nordlunde, ligesom
han fik tilladelse til at nedlægge flere mindre landsbyer med henblik på at samle et større jordtilliggende til
herregården. Arronderingen og udvidelsen af Pederstrup fulgte den enevældige kongemagts intentioner i
perioden for etablering af storgodser, der kunne løfte den administrative byrde i lokalområderne for det
nyetablerede enevælde.
Ikke blot i arronderingen af jord under Pederstrup fulgte Peder von Brandt kongemagtens bestræbelser.
Også gennem om- og udbygninger på gården fulgte udviklingen på Pederstrup tidens herskende ideal.
Oprettelsen af forpagtergården Skelstofte – i 1763 beskrevet som ”…en god Ladegaard uden anden
Bygning…” – vidner både om en driftmæssig optimering af fæstebøndernes og husmændenes hoveribyrde
og om herskabets barokke distancering fra driften. Forpagtere og forvaltere blev overladt styringen af
avlsgårdene og jorderne, mens herskabet henlevede en uforstyrret tilværelse i Pederstrups hovedbygning –
opbygget over den middelalderlige kælder i 1686 – der indgik i en større barok iscenesættelse af gårdens
nærområde. Den aksefaste barokke iscenesættelse af Pederstrup skal ses i forhold til den generelle hede-,
skov- og overdrevskarakter, der prægede området, og som det fremgår af Peder von Brandts kort fra
1690’erne, hvor blandt andet ”Perstrup Koe Haue” beslaglagde en stor del af jorden nord for gården. Ved
godsets patronatkirke i Vesterborg oprettede Peder von Brandts enke omkring 1701 et hospital, der
fortæller, at Pederstrup allerede på dette tidspunkt primært orienterede sig sydover. På overgangen til
herregårdsmarkerne fra Horslunde lå Pederstrup Birks tinghus ved Bøgeskovens nordvestlige grænse.
Områdets marker var i perioden indhegnet – formentlig med løse risgærder – der hindrede vildtets adgang
til afgrøderne.
Herregårdslandet Lolland

- 4 -
Peder von Brandts godssamling udvidede Pederstrups jorder og domæne, så herregårdens hovedgårdstakst
i 1776 kunne opgøres til 117 tdr. hartkorn. Gården var i 1729 med Skelstofte blevet indlemmet i Reventlowfamiliens
nyoprettede grevskab – fra 1741 benævnt Christianssæde – og fungerede igennem hele 1700tallet
som en forpagtergård. Både i 1763 og igen i 1776 blev Pederstrup beskrevet som en stor og god gård,
og P. Rhode forsætter ”Dette overmaade Lystige Sted ligger ved en Sø [der] indeholder Aborrer, Suder,
Gjeder, Aal og Brasen [og] forpagtes nu bort...”.
Sværmeriet for naturen og en romantisk livsførelse fra 1760’erne og frem, farvet af periodens tænkere som
filosoffen J.J. Rousseau, kan ikke undsiges at have medvirket til den positive bedømmelse af Pederstrup og
gårdens omgivelser. Begejstringen for det enkle liv og det naturlige er formentlig også årsagen til, at C.D.F.
greve Reventlow og hans hustru efter overtagelsen af grevskabet i 1775 netop længtes efter Pederstrup
som ramme for et liv – som C.D.F. greve Reventlow skrev i 1787 ”...der er fuldt op af honning, smør, hvede,
mælk, fløde og alle gode ting”. Samtidig må egnens fragmenterede karakter have appelleret til den store
landboreformator, der her kunne opdyrke nyt land og se resultatet af de mange anstrengelser. I 1806 blev
der gjort status over arbejdet med landboreformerne, og heri fremgår det, at der af grevskabets 270
bøndergårde nu var udflyttet 98, mens lidt over halvdelen af de 246 husmandssteder ligeledes var flyttet.
Samlet for en stor dels vedkommende i nye husmandskolonier som bl.a. oprettedes i Ørslykke Huse på
overgangen mellem landsbyens udskiftede jorder og herregårdens store marker. De udskiftede fæstegårdes
jordlodder blev af grevskabet foranlediget indgrøftet og hegnet med stiklinger fra poppeltræet, som fra
Frankrig kom til Danmark i slutningen af 1700-tallet.
Landskabet omkring Pederstrup gennemgik i de sidste årtier af 1700-tallet således en transformering. Efter
C.D.F. greve Reventlow i 1813 trak sig tilbage fra sine embeder, kom turen nu til selve Pederstrup, der fik
fornyet sin bygningsmasse i løbet af 1810’erne foranlediget af bl.a. en brand i avlsgården. Gårdens barokke
iscenesættelse og velkomponerede bygningsmasse blev erstattet af en landsbyagtig klyngebebyggelse,
hvortil de tre ankomstveje endnu førte ind over gårdspladsen. Vægtningen af Pederstrups jævne karakter
skinnede endnu i 1833 igennem, med ”Store Pilerækker…” langs vejene til herregården, der bedømtes som
”…ret smuk, men noget skiult Beliggenhed”, og med en bygningsmasse der primært vurderedes på
avlslængernes udformning. Romantikken og drømmen om det simple liv i overensstemmelse med naturen
var tydeligt styrende for gårdens udseende og som et ægte produkt af tiden så kunstfærdigt tilrettelagt, at
Pederstrups nærmeste omgivelser blev udlagt med en landskabsæstetisk karakter, der gjorde det ud for
den manglende romantiske have ved hovedbygningen.
Gårdens simple udtryk blev sideløbende med de karakteristiske poplers tilbagegang i 1860’erne erstattet af
en ny herskabelig iscenesættelse, der ikke kun opretholdt den æstetiske zone om herregården, men tilførte
den en fornyelse, der løftede Pederstrup op på linje med tidens andre toneangivende herregårdsbyggerier.
Avlsgården blev udflyttet og vejen ind over gården omlagt, så hovedbygningens nærområde kunne fremstå
som en parkkulisse til den ombyggede hovedbygning. Langs markskel og veje sattes lave hække –
formentlig tjørnehække – der vedligeholdelsesmæssigt var billigere og ikke ødelagde de metervis af
drænrør, som blev udlagt over det ganske Lolland. Det betydelige arbejde, der udførtes på Pederstrup i
1860’erne, berørte i mindre grad det overordnede indtryk af herregårdens omkringliggende landskab, der i
langt højere grad blev berørt af poplernes forsvinden og samlingen af de tidligere fæstegårdsjorder til
større brug. Ved det etapevise bortsalg af Pederstrups jorder i 1930’erne blev en del af jorden udlagt til
statsmandsbrug nord og øst for herregården, der dermed fik et mere bebygget præg – nu igen på
tilbagegang i forbindelse med den igangværende nedrivningsbølge.
Herregårdslandet Lolland

Peder von Brandts kort over Pederstrups jorder og fæstegods 1690’erne
Pederstrups nuværende omgivelser
- 5 -
Herregårdslandet Lolland
Pederstrup ca. 1850 fra søens vestlige side
Pederstrup set fra øst malet af N. Aa. Lützen mellem 1861 og 1868
Pederstrup på Originalkortet fra 1807, Kort og Matrikelstyrelsen

De solitære træer ved Skelstofte
- 6 -
Pederstrup fotograferet i 1930’erne med hækbeplantningen langs vejene
Udsigt til søen fra parken Pederstrup gengivet af Ferdinand Richardt 1845 med den oprindelige indkørsel til gården
Herregårdslandet Lolland

De våde enge
- 7 -
På Peder von Brandts kort over Pederstrup fra 1690’erne
fremgår det tydeligt, hvorfor gården blev anlagt netop
her på en smal tange i det lave vandfyldte terræn
mellem søen og de våde enge. Kun fra nord og syd var
det fra naturens side muligt at komme til herregården,
der via en dæmning over den Store og Lille Eng omkring
1690 også blev tilgængelig fra øst.
De våde enge vidner sammen med søen om Pederstrups
middelalderlige historie som lensmandsbolig for kongen
repræsentant i området og fra 1576 hjemsted for
familien Venstermand. I et svært fremkommeligt terræn
var statens interesser i sikkerhed på Pederstrup, der formentlig yderligere var omgivet af voldgrave.
Igennem århundreder opretholdtes de våde enge ved Pederstrup – i 1690’erne endnu indtegnet med
blågrønt, der indikerer moselignende forhold. I takt med landhævningen, som allerede i 1833 blev
beskrevet som mærkbar for området, blev engene formentlig i stigende grad udlagt til sommergræsning for
herregårdens store kvæghold, der i 1776 blev opgjort til 100 hollænderikøer.
Til trods for C.D.F. greve Reventlows store arbejde for optimering af landbrugslandet – bl.a. ved afgravning
af ”...alt skadelig vand...” for at forvandle ”...de sure enge og moser...” til ”...fede hårdbundsenge…” –
vedblev engarealet foran Pederstrup at eksistere. Udlagt som en del af den æstetiske landskabszone, der
sammen med de solitære træer og gamle gravhøje omgav Pederstrup. Engområdet vedblev igennem 1800tallet
at være udlagt til eng og græsningsareal. Fra midten af århundredet formentlig udelukkende for
herskabets heste, der i 1872 rykkede ind i det nye ridehuskompleks, som yderligere bidrog til den
landskabelige iscenesættelse omkring herregården.
I 1978 blev engområdet mellem hovedbygningen og avlsgården underlagt en frivillig fredning sammen med
de tilstødende marker, der sikrer, at området opretholder sin store landskabelige værdi.
De våde enge foran Pederstrup
Herregårdslandet Lolland
De våde enge gengivet på Peder von Brandts kort over Pederstrups jorder og
fæstegods 1690’erne

Akserne
- 8 -
Det stærkeste vidnesbyrd om Peder von Brandts barokke iscenesættelse af sit
nyombyggede Pederstrup spores i Bøgeskoven vest for hovedbygningen og i den
snorlige dæmning over de våde enge. Hovedbygningens symmetri blev i aksen
igennem skoven på den anden side af søen understreget, og sammen med de
lange kig bidrog den til at fæstne anlægget i landskabet. Søens tilstedeværelse
kamuflerede formentlig allerede ved anlæggelsen det forhold, at aksen ikke
løber vinkelret på hovedbygningen.
Aksen mod øst går i dag ligeledes skævt ind på hovedbygningen i den nuværende
park. Dette beror dog ikke på en fejl, men på det forhold, at aksen oprindeligt
sigtede på avlsgårdens portlænge, der, som traditionen i 1600-tallets avlsbyggeri
foreskrev, var placeret ved siden af den store tærskelade. På Originalkortet fra
1807 er begge akser tilplantet med allétræer – den østlige dog kun frem til
skovbrynet ved Lille Ellemose Fredskov – og
som det fremgår i Pontoppidans Den danske
Atlas, så var det kendetegnende for vejene til
Pederstrup, at de var ”...omgiven med Alleer og
mange Herligheder.” Ingen af de to akser i
landskabet har formentlig været benyttet som
Pederstrup gengivet 1820 fra Bøgeskoven, Det
Kongelige Bibliotek
primære ankomstveje. Søen hindrede brugen af den vestlige akse, mens
den østlige løb ud i uanseelige småveje i Bønnet efter at have passeret
herregårdens smedje.
Pederstrups barokke iscenesættelse fastholdtes endnu i 1820’erne til trods for, at herregårdens
bygningsmasse havde gennemgået en fornyelse, der havde givet den en langt mere uensartet karakter.
Aksen igennem skoven havde ved C.D.F. greve Reventlows optimering af skovdriften i 1790’erne fået tillagt
en funktion som transportvej for skovens tømmer. Den omkringliggende Bøgeskov – hvis forreste partier
mod søen under Peder von Brandt bl.a. var udlagt til græsning for gårdens heste – blev inddelt i
rektangulære afdelinger adskilt af tre meter brede huggede linjer. Ad vejen kunne tømmeret – som det
beskrives i 1806 – transporteres ud, ligesom aksen blev benyttet som strukturel rettesnor for hugningen og
behandlingen af de adskilte afdelinger.
Barokkens akser omkring herregården mistede igennem 1800-tallet mistede deres statusgivende værdi.
Således er de ikke markeret på landskabsarkitekt F.J.C. Jürgens plan for omlægning af parken i 1872. Aksen
mod øst fik ved avlsgårdens flytning i 1868-69 en driftmæssig funktion, idet forbindelsesvejen mellem
herskabet i hovedbygningen og produktionsanlægget i avlsgården blev udlagt i aksen.
I dag er sammenhængen mellem hovedbygningen i
parken og de to barokke akser i landskabet udvisket.
Mod øst spærres forbindelsen af parkens
omkringløbende hæk, mens aksen på den anden side
af søen forstyrres af senere tilkomne træer og
kratbeplantning.
Herregårdslandet Lolland
Akserne gengivet på Originalkortet fra
1807, K&M
Kratet der i dag spærre for udsynet igennem aksen i Bøgeskoven

Den landskabelige romantik
I området omkring Pederstrup fra Skelstoftes
bølgende herregårdsjorder i syd til Kong Svends Høj
i nord er der bevaret flere forstyrrende elementer i
landbrugslandskabet. Dette til trods for, at C.D.F.
greve Reventlow iværksatte en mønsterværdig
transformering af sit grevskabs jorder til et rationelt,
gennemkultiveret og struktureret
produktionslandskab, der i stor stil fjernede disse
fortidens forstyrrende træk i fremdriftens navn.
- 9 -
Ganske ekstraordinært skånede C.D.F. greve Reventlow i sit arbejde på at underlægge landbrugslandskabet
en strukturel inddeling flere af de store solitære træer samt gamle gravhøje i sine marker. Trods en
fremtidsvision om at alt ”... unyttigt krat bortryddet [og] alle kampesten brugte til varig indhegning med
stengærder...”, og at bønderne, som bl.a. Christian Poulsen mødte i 1776 i Ravnsborg, var godt i gang med
at fjerne store stendysser, så var C.D.F. greve Reventlow ikke blind for træernes og oldtidshøjenes
landskabelige virkning på sine egne marker. I overensstemmelse med periodens sværmeri for historien, det
naturlige og det skønne blev de bevaret for at give området karakter.
Slutningen af 1700-tallet var ikke blot kendetegnet af det rationelle og oplyste virke, som C.D.F. greve
Reventlow repræsenterede, men også af et hidtil uset natursværmeri med fokus på fortiden og den
uspolerede natur, som fik tillagt en uskyldsren og god værdi – kilden til ægte menneskelig dannelse.
Modsat tendensen i periodens herskabsbyggeri forsynedes Pederstrup i 1810’erne ikke med et romantisk
haveanlæg med kunstigt anlagt gravhøje og strategisk
placerede træer, men derimod af en landskabszone om
herregården, der flyttede romantikken ud i landskabet.
Fra den idylliske Vesterborg Sø mødtes blikket ved
ankomsten til grevskabets jorder af Skelstoftes let
bakkede marker med de ædle fritstående træer, inden
vejen gennem forpagtergården førtes ind i alléens
skygge, forbi gravhøjene i Ludvigshave og frem mod
Stenhøjsegen lave stamme og store krone vidner om, at det gamle træ har fået lys
fra alle sider under opvæksten
Pederstrup og udsigten til søen.
Områdets store fortidsminder som Kong Svends Høj og Glentehøjen blev udgravet og undersøgt i
henholdsvis 1780 og 1826, mens de solitære træer blev navngivet – eksempelvis Grevindebøgen og
Stenhøjsegen – alt tillagt fortællinger, sværmerier og romantiske egenskaber, der bidrog til at skabe
ærefrygt for naturens historiske monumenter.
Flere træer er gået til igennem årene – bl.a. som ofre for
sygdom og storme – men området er endnu
kendetegnet ved de smukke træer, der ved en frivillig
naturfredning foranlediget af den sidste ejer af
Pederstrup, Christian Einar Ferdinand Ludvig Eduard
greve Reventlow, iværksattes 16. februar 1924.
Herregårdslandet Lolland
Det bølgende landskab omkring Vesterborg med kirken i baggrunden
Udsigten fra Kong Svends Høj 1820, Det Kongelige Bibliotek

Vejforløbet
- 10 -
Vejforløbet til Pederstrup fra nord og syd er kendetegnet ved et bugtet forløb, der oprindeligt var styret af
søens og skovenes udstrækning. Især vejen fra Vesterborg er præget af mange sving, og idet den er
placeret på en vandskelsgrænse, er den formentlig jævnaldrende med den jyske hærvej.
Vejnettet mod nord grener sig ud i vejen til Horslunde langs Bøgeskoven og i et ret forløb mod Svinsbjerg
frem til Bøgeholtskoven, hvor den får det bugtede forløb igen. Det nærmeste vejnet ved Pederstrup er
formentlig blevet udrettet i forbindelse med Peder von Brandts byggeaktiviteter, der dog kun i mindre grad
berørte de primære ankomstveje. Jævnfør Pontoppidans Den Danske Atlas var vejene kantet af allétræer i
1767, hvilket bekræftes af en beskrivelse fra 1833, hvor allétræerne dog blev beskrevet som popler og
dermed også udfylde en praktisk hegnfunktion.
Frem til omlægningen af herregården i midten af 1800tallet
førte vejnettet tæt forbi hovedbygningen ind over
den foranliggende gårdsplads, som det også var tilfældet på
avlsgården Skelstofte frem til 1874. Pederstrup udgjorde på
det tidspunkt endnu et knudepunkt i området som
administrativt centrum og stedet, hvor fæstebøndernes
hoveri skulle erlægges. Fra Horslunde førte vejen forbi
Hækbeplantningen i den gamle akse frem til leddet ved gården 1861-68
grevskabets Tinghus ved Bøgeskoven, videre ind forbi
herregårdens prydhave og gennem en muret port i ride- og hestestalden, hvorover ridefogeden under
Peder von Brandt residerede. Herfra førtes den gennem det åbne gårdsrum, forbi det gule hus, for at fange
vejen mod syd til Vesterborg eller østover gennem et led ud i aksen over engene.
De karakteristiske rækker af popler samt gårdens alléer må allerede i midten af 1800-tallet være blevet
erstattet af hækforløb, som det bl.a. fremgår af et maleri fra begyndelsen af 1860’erne. Gården var nu
blevet afgrænset fra omgivelserne af en lav beplantning, som også flankerede den østlige akse. Langs vejen
mod Svinsbjerg findes endnu partier af disse hække, som erstattede de stynede popler, i takt med at
dræningen af områdets jorder iværksattes.
Bøgehækken om parken og omlægningen af vejforløbet blev formentlig etableret ved avlsgårdens flytning i
1868-69. Næsten som symbol på herregårdens mistede greb om lokalområdet forsvandt den direkte fysiske
forbindelse mellem herregården og landskabet. En distancering og hierarkisering havde fundet sted, så det
nu kun var herskabet og dets gæster, der havde adgang til hovedbygningens nærområde, omlagt efter nye
planer i 1872. Områdets daglige færden førtes nu udenom hovedbygningen.
Vejforløbet om gården var endnu i 1930’erne kendetegnet ved
sammenhængende hækforløb, som siden er blevet fjernet. I dag fremstår vejene
til Pederstrup endnu bugtede med spredte vejtræer, der er eneste vidnesbyrd om
den oprindelige markering af vejforløbene via en beplantning. Strækket fra
Vesterborg over Pederstrup til Kong Svends Høj er siden 1988 udlagt til
Museumsvej og er forsynet med opstillede originale mile- og mærkesten.
Vejens forløb til Pederstrup i slutningen af 1800-tallet, K&M
Herregårdslandet Lolland

Theophiliskoven
- 11 -
Området omkring Pederstrup var i slutningen af
1700-tallet kendetegnet ved usammenhængende
skovøer fordelt ud på grevskabets jorder. I syd,
ned til Vesterborg Sø, ligger Theophiliskoven,
hvori Reventlow-slægtens begravelsesplads
endnu findes. Siden 1813 har medlemmer af
familien fundet deres sidste hvilested her. I
overensstemmelse med tidens natursværmeri
havde C.D.F. greve Reventlows svigerdatter
Theophiliskoven på Originalkortet over Skelstoftes jorder 1807, K&M
Benedicte von Qualen forud for sin død i 1815 ønsket at blive begravet i skoven ved Vesterborg Sø, hvilket
blev imødekommet ved etablering af gravpladsen, som i 1859 endnu var omgivet af en mur.
Traditionen med begravelser i naturen skal ikke blot ses i forlængelse af det roussauske sværmeri for det
oprindelige og naturlige – som også ses i periodens
begejstring for gravhøje og oldsager – men også som
udtryk for, at det i 1805 blev forbudt at blive begravet
indendørs i kirkerne. Når familien Reventlow
efterfølgende lod sig begrave i skoven – med
undtagelse af C.D.F. Reventlow og hans nærmeste –
skal det samtidig ses som vidnesbyrd om, at koblingen
mellem slægt og besiddelser igennem 1800-tallet
undergik en forandring, der medførte en stigende
betoning af ejerskabet til jorden.
Lågen ind til Reventlow-familiens gravplads i Theophiliskoven
Ved valget af Theophiliskoven som ramme om gravstedet bekræftede Benedicte von Qualen skovens
særlige status i området, som det også fremgår i Laurits Jørgensens erindringer, hvor det bl.a. beskrives, at
præstefamilien i Vesterborg i 1830’erne drog på spadsereture til ”…den deilige Theophilii Skov ved
Vesterborg Sø, som er et meget smukt Sted”. Modsat grevskabets andre skove blev Theophiliskoven
igennem 1800-tallet holdt uden for driftsplanerne, der ellers blev udfærdiget for alle grevskabets skove. I
skoven, der i 1840’erne blev tilplantet med bøgetræer, var anlagt spadseregange og stier, hvilket bekræfter
stedets særlige position og lystbetonede karakter. Det lille bindingsværkshus ved søens bred neden for
gravpladsen er også igennem generationer blevet benyttet til udflugtsmål og badested for herskabet på
Pederstrup – siden af ejerne af Halsted Kloster.
Endnu i 1830’erne blev skoven også benævnt
Benedictes Lund efter svigerdatteren. En
benævnelse der lægger sig smukt i forlængelse
af traditionen på Pederstrup med navngivning af
særlige træer, skove og områder.
Gravpladsen er endnu i familien Reventlows eje,
mens Theophiliskoven i dag er ejet af Halsted
Kloster.
Udsigt til Vesterborg omkring 1820, Det Kongelige Bibliotek
Herregårdslandet Lolland

Hjorteapoteket
- 12 -
Nord for Vesterborg på overgangen fra landsbyens fæstejorder til grevskabets herregårdsmarker findes
stadig et synligt bevis på grevskabet Christianssædes sociale indsats i området. Her lå fra første halvdel af
1800-tallet en doktorbolig – fornyet i 1950’erne – samt det endnu eksisterende stuehus til et af landets
første landapoteker, Hjorteapoteket, opført i 1847 efter anvisning af bygmester C.P. Weinberg.
C.D.F. greve Reventlows bestræbelser på at mildne vilkårene for sine undergivne inkluderede også en
sundhedsmæssig forbedring. Ti l sit grevskab knyttede han en læge, ligesom han fra 1770’erne tilstræbte at
få ansat uddannede jordemødre. I 1806 blev jordemødrene delvist lønnet via grevskabets 12 skolekasser
med tre mark for hvert levende barn, der fødtes, finansieret via en årlig afgift til skolekassen for
arvefæsterne på 1 rigsdaler samt fra grevskabets kasse. Fra 1810 blev de desuden lønnet gennem offentlige
midler. I 1834 nævnes i folketællingerne, at der i doktorboligen residerede den 28årige Ernst Julius
Haderup, der som ”Læge for Grevskabet” varetog tilsynet med områdets befolkning. Jordemødrene var
spredt ud over grevskabets landsbyer, bl.a. i Vedbye, hvor skrædderen Jens Hansens kone i 1834 var
”Gjordemoder” til trods for, at C.D.F. greve Reventlow i 1794 havde anbefalet, at den ideelle jordemoder
var skoleholderens kone.
Oprettelsen af landapoteket i 1842 –
den første apoteker Carl Gustav
Krenchel tiltrådte 15. oktober dette år –
lægger sig i forlængelse af C.D.F. greve
Reventlows hensigter. Apoteket blev
placeret i en firelænget fæstegård, og
26. oktober 1843 udstedtes et
grundskatbrev til apotekeren på leje af
grunden for 5 rigsdaler årligt. Til
ejendommen hørte fæstejord hentet
fra Skelstoftes herregårdsmarker, som
apotekeren drev ved siden af en
urtekrambod og postcentral, som også var indrettet i Hjorteapoteket. Som det var tilfældet med andre af
grevskabets funktioner som skolelærerembedet og jordemodererhvervet, var apoteket kombineret med
fæste af et større eller mindre landbrug. Betalte brugerne af embederne et mindre beløb, når eksempelvis
jordemoderen skulle tilkaldes, eller børnene skulle i
skole, så var grevskabet via fæste af jorder garant for en
minimumsindtægt for embederne.
I 1894 overgik Hjorteapoteket fra et delvist fæsteforhold
til alene at være en udlejningsejendom under grevskabet,
hvortil der stadig var knyttet et landbrug. Først i 1970
flyttede lægepraksissen fra Vesterborg til Nakskov, mens
apoteket i 1985 flyttedes til Søllested. Tilbage af fysiske
spor i landskabet er nu kun stuehuset til det gamle
Hjorteapotek, den gamle apotektereg samt den fornyede
doktorbolig.
Herregårdslandet Lolland
Den gamle doktorbolig, der i 1950’erne blev erstattet af et nybyggeri, Højreby Arkiv

- 13 -
Anbefalinger til genopretningsprojekter i Pederstrups landskab
Museum Lolland-Falster anbefaler, at der fremadrettet arbejdes med at styrke og genoprette følgende
elementer ved Pederstrup, der understøtter forbindelsen mellem Pederstrup og det omkringliggende
herregårdslandskab.
1. Det anbefales, at en udhugning, bortfjernelse og opstramning af den kratlignende bevoksning, der i
dag kamuflerer aksen gennem Bøgeskovens møde med parken, finder sted (rød markering – bilag
1)
2. Det anbefales, at der etableres en åbning for gående i parkens hækforløb overfor den østlige akses
udløb i Pederstrupvej, for at understøtte sammenhængen mellem Pederstrup og aksen.
Etableringen kan tage form af et ledsted, der understreger gårdens simple udtryk (brun markering –
bilag 1)
3. Det anbefales, at en markering af det historiske vejforløb fra Vesterborg ind over parken etableres
via åbning af parken mod vejen for gående samt gennem etablering af en sti i det dalstrøg, der
endnu findes i parken, og som vidner om vejen oprindelige forløb (gul markering – bilag 2)
4. Det anbefales, at en udtynding af bevoksningen mellem Pederstrupvej og søen finder sted med
henblik på at genskabe udsigten til søen fra ankomstvejen fra Vesterborg for at understøtte
vejforløbets vekslende udsigter (lilla markering – bilag 2)
Punkter og områder er markeret på kortmaterialet i vedlagte bilag og samlet i bilag 3.
Herregårdslandet Lolland

Bilag 1
- 14 -
De to første anbefalinger indtegnet på Originalkortet fra 1807, K&M
Herregårdslandet Lolland

Bilag 2
- 15 -
Den tredje anbefaling indtegnet med gult punkt på Det Høje Målebordsblad, K&M
Herregårdslandet Lolland

Bilag 3
- 16 -
De tre anbefalinger indtegnet på 4-cm kort 1950’erne, K&M
Herregårdslandet Lolland