Sømandens tøj, s. 7-64 - Handels- og Søfartsmuseet

ugte, når han arbejdede til vejrs. Senere har cowboybukser og -jakker af blå
ravndug (denim) domineret.
Tjæret tøj og olietøj
Meget tidligt har søfolkene fundet ud af, at de kunne smøre deres overtrækstøj
af lærred, sejldug eller bomuld over med tyndt blanktjære (trætjære),
så det blev imprægneret mod vand og regn og samtidig blev vindtæt,
men også stift. Selvfølgelig blev undertøjet, der sad tæt på kroppen, ikke
tjæret. Huer og hatte fik en lignende omgang, eller de blev overtrukket med
et lærredsbetræk, tjæret eller oliemalet, som det nævnes 1809. Man taler
på engelsk om tarpaulin hats (tarpaulin = tjæret sejldug). Den meget rene, sirupsagtige
tjære, der blev smurt på med en kost eller pensel, havde en aromatisk
duft, som blev karakteristisk for sømanden. Intet under, at tjæren
er indgået i mange kæle- og øgenavne for den ægte sømand. I engelsk betegnes
han i 1582 som tarbreeche (tjærebuks), omkring 1600 som Jack Tar,
1647 som tarpaulin sailor og 1676 slet og ret som tar. Fra tysk kendes tilsvarende
Johann Teer og Teerjacke (første eksempel fra 1848). I dansk har vi ca.
1750 betegnelsen tjæret admiral for en skipper, og i 1830'rne tjærede drenge
eller ulke, og senere tjæredreng, tjærepind.
Det rigtige olietøj, bestående af lang frakke og lange overtræksbukser,
hvortil så kom hovedbeklædningen, sydvesten, og lange søstøvler, synes
at være blevet »opfundet« omkring 1830, da søfolkene fandt på at fernisere
lærreds- eller bomuldsstoffet med linolie (hørfrøolie) eller tilsvarende
olier, så det derved blev vandtæt og stift - bukserne skulle helst kunne stå af
sig selv.
Sydvesten som hattetype var i sin form meget ældre end selve olietøjet.
Navnet sydvest (hollandsk yuidwester, engelsk southwester, tysk Sildwester) er
uforklaret, men hentyder vel til, at den var god at have på under en sydveststorm.
Den var syet af stofstykker og havde en rund puld med en kort
skygge fortil og en lang bagtil, som dækkede nakken mod regn og søskvulp.
Den kunne bindes under hagen med en snor eller stormrem. Som fund på
Svalbard viser, havde hvalfangerne i 1600-årene en sydvesttype af læder.
Omkring 1800 gik sømændene på engelske ostindiefarere med en slags
kularbejderhatte med nakkeskærm, og på det danske skib »Fredensborg«
havde søfolkene i 1805 samme slags hatte, vistnok forede indvendig og
malede udvendig. Typen træffes i hvert fald op til efter 1870 som alminde-
52