En politisk og økonomisk oversigt af Niels Severin Munk

og øget politisk ustabilitet. Kenya er et godt eksempel på
denne påstand, og landet er allerede brugt som analyseobjekt
af mange samfundsforskere.
I 1966 var den samlede arbejdsstyrke med lønnet beskæftigelse
godt 500.000, hvoraf en tredjedel var offentligt ansatte.
I 1991 var tallet 1.400.000 - heraf halvdelen i offentlig
ansættelse. Centraliseringen tog for alvor fart i begyndelsen
af 1980'erne, og præsidenten overtog flere og flere af
udnævnelserne fra toppen og nedefter i hierarkiet. De mange
offentligt ansatte arbejdede i 31 ministerier, 191 halvstatslige
virksomheder, 162 statslige kontrolorganer og 98 kommunale
administrationer. Produktion, handel, investeringer,
transport, kommunikation, uddannelse osv. var på kryds og
tværs efterhånden underlagt offentlig kontrol.
Væksten i antallet af offentligt ansatte, som i 1970'erne
var 10 pct. årligt, skyldtes bl.a. væksten i efterspørgselen efter
offentlig service (skoler, sundhedscentre, veje osv.). Hertil
kom, at Kenya allerede i 1965 vedtog tæt statsstyring af den
socioøkonomiske udvikling og anvendelsen af knappe økonomiske
ressourcer, og at staten i 1976 måtte overtage de
kenyanske ansatte fra det nedlagte østafrikanske økonomiske
fællesskab. I 1983 besluttede regeringen at decentralisere
udviklingsopgaver fra ministerierne til distrikterne
(District Focus Strategy). Og den etablerede en lang række
offentlige organer til styring af særlige udviklingsopgaver
(kommission for jordforbedring, bestyrelse til udvikling af
områder ved Victoria-søen og i floddale m.fl.). Væksten i
antallet af offentligt ansatte tog til.
Den væsentligste årsag til væksten i antallet af offentligt
ansatte var imidlertid politisk. Da Moi kom til magten i
1978 som repræsentant for mindretalsstammer, fandt han
det politisk opportunt at arbejde for et system, som kunne
føre til, at Kenya også efter loven blev en étpartistat. Han
ønskede bedre muligheder for uddeling af politiske belønninger
og i gangsatte hurtigt en opdeling af ministerier, etablering
af viceministerposter og nedsættelse af offentlige
kommissioner og styrelser i stort tal. Kompetence til udnævnelser
blev samlet i Office of the President og State House.
Hurtigt øgedes politiseringen og dermed ineffektiviteten af
den offentlige sektor. Ansættelse og forfremmelse var ikke
54
kun et spørgsmål om kvalifikationer. Politisk villighed og
stammetilhørsforhold blev vigtigere.
Systemet betød, at Kenya hurtigt fik en offentlig sektor,
som var både større og dyrere end nødvendigt. Med den
faldende økonomiske vækst burde være fulgt en nedskæring.
Den udeblev, især fordi den politiske patronisering satte
snævre grænser for afskedigelser. Resultatet blev et hastigt
voksende underskud på de offentlige finanser og begrænsede
muligheder for at bruge skatter og afgifter til andet og
mere end løn og pensioner. F.eks. brugte landbrugsministeriet
i 1980 godt 10 pct. af driftsbudgettet til lønninger.
I 1990 var det 45 pct.
Medens Kenya i 1970'erne selv kunne betale for mellem
halvdelen og en tredjedel af sine udviklingsaktiviteter, var
situationen i begyndelsen af 1990'erne vendt om, således
at stort set alle anlægsbudgetter var finansieret af udviklingsbistand.
Kenyas egne midler kunne knap række til lønudgifter.
Bureaukratiets kapacitet til seriøs og målrettet planlægning
og administration blev ringere. (Den nødvendige politik
er sjældent den mest populære). Mange embedsmænd
gav op og søgte over i private erhverv. Motivationen for at
blive og gøre et godt stykke arbejde til en løn, der ikke kunne
forsørge en familie, var for lille til at modstå fristelserne fra
det private arbejdsmarked. Mois magtbase blev stærkere,
samtidig med at kikuyuernes skrumpede ind. Den politiske
patronisering i systemet bredte sig fra top til bund. Det
samme gjorde korruptionen.
Korruption med makroøkonomiske
konsekvenser
Korruption findes i alle samfund. Mens disse linier skrives,
er den italienske statsminister under pres, en tidligere idømt
mange års fængsel, en ny regering indsat i Japan på grund
af den gamles kritisable forvaltning, nye skandalesager bragt
frem af EU's revisionsret osv. Danida har netop udsendt et
særnummer af tidsskriftet Udvikling (nr. 6, august 1994),
hvor man kan læse om korruption i nord og syd, øst og
vest.
55