En politisk og økonomisk oversigt af Niels Severin Munk

økonomien på trods af, at mange er for små til at brødføde
familierne. Der skal skaffes kontanter for at dække udgifterne
til grundskole, medicin og lægehjælp. Hertil kommer
dagligvarer som sukker, salt, te, batterier m.v.
Familiebrugets vigtigste afgrøder er majs, bønner og grøntsager.
I de regnfattige områder er det durra (sorghum), hirse
(millet) og bønner. Hertil kommer husdyrhold: Kvæg, geder,
får, høns og i tørre områder kameler.
Teknikken i familiebruget, hvor kvinderne leverer mere
end 80 pct. af arbejdskraften, er stadig de fleste steder ret
primitiv. Jorden forberedes med den traditionelle afrikanske
hakke (jembe på kiswahili), der løftes højt over hovedet
og slynges i jorden så kraftigt, det lader sig gøre. Kvinderne
udfører ikke sjældent det hårde arbejde med den senest fødte
fastbundet på ryggen i den traditionelle khanga, et stykke
vævet stof på 150 gange 100 centimeter. Hullerne til såning
laves med en stok eller den panga, en kraftig kniv
omkring en halv meter lang og med et bredt blad, som er
et uundværligt redskab for enhver, der arbejder ved landbruget.
Sammen med jemben bruges pangaen til at luge.
Når der høstes, hugges pindebrænde, fældes træer og buske,
kommer pangaen også frem.
I de asiatiske lande har bønderne i årtusinder brugt trækdyr.
Denne teknik har ikke været anvendt i det traditionelle
afrikanske landbrug. Efterhånden ses oksepløjning dog på
flere og flere kenyanske småbrug, hvor bønderne - oftest
med bistand fra et udviklingsprojekt - har slået sig sammen
om et forspand. Maskinstationer, som udlejer traktorer og
andre landbrugsredskaber, vinder også frem. De tekniske
fremskridt går dog uden om de mange småbrug, hvor lønsomheden
kun efter gode høstsæsoner rækker til betaling
for forædlet såsæd, gødning og ukrudtsmidler i den følgende
dyrkningssæson.
Også husdyrbruget foregår stadig med traditionelle metoder.
Nomadekvæget søger græsning, hvor den findes.
Ydelsen af mælk er ringe, og produktionen af kød og huder
minimal, da nomaderne ikke ynder at skille sig af med
dyrene. Men de betragter kvæget som kapital eller indestående
på en bankkonto (deraf det engelske udtryk bank on
hoof). Flere af de små blandede husmandsbrug er dog i de
74
De store brug tegner sig
for størstedelen af den
mælkeproduktion, der
går til byerne og til eksport.
Foto: Jørgen Schytte.
seneste årtier slået ind på at bruge kunstig inseminering for
at få mælkeydelsen og kødproduktionen op. Kenya har også
fået en næsten landsdækkende veterinærtjeneste, som imidlertid
har samme driftsproblemer og dårlige økonomi som
sundhedstjenesten for mennesker. Også teknikken med
opstalding og fodring af køerne ved husmandsstedet (zero
grazing) har efterhånden bredt sig især blandt kikuyuerne i
Central Province og Rift Valley.
Størstedelen af den kød- og mælkeproduktion, der videreforarbejdes
til salg i byerne og til eksport, kommer stadig
fra de store brug, der drives med moderne metoder. Det
gælder også en væsentlig del af salgsafgrøderne (majs, hvede,
te, kaffe, sukker og sisal). Det er stordrift og mekanisering,
og mange af brugene tjener store penge til deres ejere ligesom
i kolonitiden. En hel del af de store farme bliver imidlertid
dårligt ledet, enten fordi de ejes af bylandmænd, bosat
i Nairobi (de kaldes sarkastisk telephone farmers) eller fordi
75