Musikken i Idrætten - Niels Kristian Hansen Skovmands Weblog

Som kritik af Pahuus kan man spørge om teorierne om følelsens verdensåbnende
karakter ender i overdrevet føleri? Er ’ekstrem føleri’ dermed den højeste
erkendelsesform? Pahuus’ svar til dette er, at stemthedselementet også kan gøre en
person sentimental i kraft af den flegmatiske grunddrift, hvor man ønsker at forbinde
sig med noget. Han hævder, at stemtheden normalt ikke bliver sentimental fordi den
balanceres af spændingen, som opstår ved aktivt at strukturere og artikulere et rum,
dvs. at følelserne er grundlaget for at der overhovedet gives en verden for én. Pahuus
konkluderer, at hvis den følelsesmæssige erkendelse ikke er præget af
sindsoversvømmende stemning, f.eks. stærk melankoli eller overvældende affekt, er
den først og fremmest verdensåbnende og afdækkende. Hvor den
sindsoversvømmende stemning præger erkendelsen, er der tale om overdrevet føleri
og man er ikke længere i en erkendende åbenhed, men man har så at sige ’lukket sig
om sig selv’.
Pahuus’ teori om fornuft og følelse er altså en teori, som har et helhedsmæssigt
perspektiv på mennesket. Dette ses i dens sammenkædning af følelse, fornuft,
erkendelse og handling. Teorien hævder at spændet imellem grundemotionerne
melankoli og munterhed er grundlaget for menneskets stemthed, dvs. alle de øvrige
emotionsnuancer. Igennem stemtheden opstår erkendelsen. Den følelsesmæssige
erkendelse er tæt knyttet til handlingen, fordi verdensåbenheden har karakter af
involverethed og nærvær. Er verden åbnet for mennesket, er mennesket også
70 op.cit.: s. 38
36