Musikken i Idrætten - Niels Kristian Hansen Skovmands Weblog

Musikken i Idrætten
Musik, emotion og idræt
i et fænomenologisk perspektiv

2

Indholdsfortegnelse
1.0 På løbetur i Riis Skov – et forord ........................................................................ 5
2.0 Indledning og Problemformulering .................................................................... 7
2.1 Problemformulering .................................................................................... 9
2.3 Specialets vej ............................................................................................ 12
2.4 Afhandlingens fremgangsmåde ................................................................ 13
2.4.1 Om fænomenologi som teori. ................................................................ 14
3.0 Emotionsteori ...................................................................................................... 17
3.2 Menneskets verdensforhold: Filosofisk-fænomenologisk emotionsteori. 24
3.2.1 Dualismen i den vestlige filosofi ........................................................... 24
3.2.2 Martin Heidegger: Stemtheden som verdensåbner ................................ 28
3.2.3 Mogens Pahuus: Emotionsmæssig erkendelse og handling ................. 32
Sindets emotionelle grund ............................................................................................. 34
3.3 Opsummering ........................................................................................... 37
4.0 Musikken ............................................................................................................. 40
4.1 Musikkens grundelementer. ...................................................................... 42
4.2 Emotioner og musikken. ........................................................................... 44
Hartmanns Musikæstetik ............................................................................................... 45
Musik formidler former for menneskelig eksisteren og udfoldelse ............................... 47
4.3 Empirisk forskning i forholdet imellem musik og idræt. .......................... 50
4.4 Opsummering ............................................................................................ 54
5.0 Den emotionelle og musikalske idræt ............................................................... 59
Anvendelse af begrebet idræt. ....................................................................................... 59
5.1 Den emotionelle og musikalske idræt ...................................................... 59
Det kontroversielle i at forstå emotioner som engagementer med verden ..................... 60
3

Den dualistiske opfattelse af emotion ............................................................................ 61
Emotionerne som grundlag for erkendelse og handling ................................................ 61
Den emotionelle idræt ................................................................................................... 62
Kan emotionerne påvirke idrættens bevægelseskvalitet? .............................................. 63
Påvirker musikken stemning og emotioner? .................................................................. 64
Forskningsresultaterne forklaret med den fænomenologiske teori ................................ 65
Teoriernes yderligere forklaringskraft ........................................................................... 67
5.2 Hvordan kan man forstå forholdet imellem den indre oplevelse og den
ydre bevægelse i idræt? ................................................................................... 68
5.3 Hvordan kan man forstå musikkens evne til at påvirke mennesket i
bevægelse? ....................................................................................................... 69
6.0 Anvendelse af musik i idræt .............................................................................. 72
6.1 Empirisk metode. ...................................................................................... 72
Interviewet ..................................................................................................................... 74
6.2 Musikeksperimentets opstilling og valg af musik. ................................... 75
6.3 Analyse af interviews. .............................................................................. 78
Oplevelser af stemninger og verdensændringer............................................................. 78
Musikkens påvirkning på løbelyst, på løbetempo og løbebevægelser ........................... 81
Den rigtige musik til de rette omgivelser ...................................................................... 82
Forskellige personlige musikpræferencer ...................................................................... 84
Kan teorien forklare de interviewedes oplevelser? ........................................................ 85
7.0 Konklusion .......................................................................................................... 89
8.0 Perspektivering ................................................................................................... 95
Litteraturliste ............................................................................................................. 96
Bilag 1: Resumé in Danish and English, Bilag 2: Interviewtransskriptioner,
Bilag 3: Indspilning af musikstykker på CD
4

1.0 På løbetur i Riis Skov – et forord
Her bindes bånd imellem fem års studier i idræt og filosofi. Båndet er musik, fordi
den forbinder sig til filosofi såvel som idræt. Baggrunden for emnet er min egen
erfaring med brug af musik til idræt og en heraf følgende overbevisning om, at musik,
følelse og bevægelse er tæt knyttede. Der eksisterer, efter min erfaring, en
sammenhæng, som rækker langt dybere end det kvantitative forhold imellem
musikkens struktur (f.eks. tempo eller taktart) og bevægelsernes rytme. Mit ønske
med dette speciale er derfor at åbne op for en dybere forståelse af relationerne
imellem idræt, følelse og musik.
5

Mit håb er at afhandlingen formår at inspirere og åbne øjnene for hidtil usete
forståelser af sammenhængen mellem musik og idræt – i tråd med Karl Jaspers: ”I
hver enkelt metode er der noget sandt, nemlig en anskuelse og en forskningsmetode,
der lærer en at se noget i verden.” 1
Niels Kristian Hansen Skovmand
Århus d. 23. april 2009.
1 Jaspers 1949: s. 24
6

2.0 Indledning og Problemformulering
Musik og idræt optræder ofte sammen. Musik akkompagnerer gymnastik,
synkronsvømning, dans, kunstskøjteløb og varianter af disse. Musik anvendes ofte til
opvarmning før udøvelse af idræt – f.eks. i folke- og gymnasieskolen og i
idrætsforeninger. Musik kører i stort set ethvert af landets fitnesscentre. Man kan
dagligt se fodgængere, løbere og cyklister med hovedtelefoner på, lukket inde i en
solipsistisk verden – en verden kun musikken og personen selv er ophav til.
Musik kan bruges til at ændre menneskers emotionelle tilstand 2 . Nationalsangen
spilles hver gang landsholdene spiller kamp for at vække nationalfølelse og
patriotisme 3 . Musikken brager løs i f.eks. håndboldkampenes spilpauser, hvor små
brudstykker af populære og medrivende musiknumre indlægges fra scoringsøjeblik til
bolden atter gives op – formodentlig for at holde publikum exciteret.
Pierre de Coubertin forudså en fremtid hvori idræt og kunstmæssig fordybelse kunne
danne partnerskab. Han hævdede, at den atletiske krop med sin rytme ville blive
glorificeret af fusionen med musik 4 , hvilket medførte, at musik integreredes i den
første moderne olympiade i 1896. Under olympiaden i 1912 i Stockholm indgik
tilmed en kunstnerisk konkurrence ”musernes penthalon”, som omfattede
konkurrencer for musik, litteratur, maleri, skulptur og arkitektur 5 .
Med den udbredte anvendelse af musik til idræt følger naturligvis en interesse for
dens virkning. Empiriske forsøg har vist, at musik har flere potentielle effekter på
idrætsudøveren. Musik kan give et forøget mentalt fokus, forøget selvsikkerhed og
bidrage til positive emotionelle tilstande 6 . Endvidere kan musik formindske følelsen
af anstrengelse ved idrætsudøvelse, give større mulighed for at opnå en tilstand af
’flow’ og øge hastigheden af bevægelsestilegnelse 7 . Valget af musik er dog ifølge
forskningen altafgørende for, om disse effekter forekommer. Alene disse resultater
2
Bishop & Karageorghis I: Bateman & Bale 2009: s. 59
3
op.cit.: s. 3
4
ibid.
5
ibid.
6
Bishop og Karageorghis I: Bateman & Bale 2009: s. 68
7
Terry og Karageorghis I: Bateman & Bale 2009: s. 18.
7

slår fast, at musik kan have en stor påvirkning på idrætsudøvelse på amatør- såvel
som eliteplan. Som eksempel brød den etiopiske løber Haile Gebrselassie den
indendørs verdensrekord i 2.000m løb i Birmingham 1998 i tiden 4:52.86. Under
løbet synkroniserede han sin løberytme til musikken på hallens musikanlæg. Sangen
var pophittet I’m a Scatman af Scatman John 8 .
Den teknologiske udvikling i transportabelt musikudstyr har gjort at muligheden for
brug af musik til særligt individuel idræt som f.eks. løb, cykling, fitness og svømning
på nuværende tidspunkt er større end tidligere. Musik har altså gjort indtog i
idrætsgrene, hvor den ikke tidligere har været mulig at anvende – f.eks. på løbeture i
skoven, på cykelturen til arbejde eller under vandet i svømmehallen.
Trods dens hyppige anvendelse og potentielt store effekt på idrætsudøvelsen har
musik fået meget lidt opmærksomhed i videnskaberne, som har haft tendens til at
fokusere på synssansen. Lyd, lugt og berøring er ofte oversete dele af analysen af
idrætten 9 :
Der eksisterer, som nævnt, allerede en del forskning i forholdet imellem musik og
idrætsudøvelse, men dog primært ud fra enten positivistiske og kvantitative metoder
eller i historiske og sociologiske diskurser. En afhandling om musik og idræt i et
filosofisk perspektiv kan derfor muligvis skabe en supplerende forståelse af
musikkens påvirkning på idrætsudøvelsen. Der er mulighed for, at en kvalitativ
tilgang vil tilbyde en forståelse og et perspektiv, som særligt den positivistiske og
kvantitative metode, men også de historiske og sociologiske perspektiver, overser.
8 op.cit.: s. 27
9 Bale & Bateman 2009: s. 1
10 ibid.
8

I denne afhandling søges en kvalitativ forståelse af musikbrug i idræt. Afhandlingen
kan ses som et pilotprojekt, der undersøger en eventuel relation imellem musik,
følelser, stemninger og bevægelse. Ønsket er at behandle forbindelsen imellem musik
og krop fra et filosofisk og fænomenologisk perspektiv ud fra ideen om, at flere
perspektiver på forholdet imellem musik og idræt vil bidrage til den samlede
forståelse.
En af afhandlingens inspirationskilder er den nyligt publicerede bog ”Sporting
Sounds” 11 , som indeholder forskning i forholdet imellem musik og idræt fra
forskellige perspektiver. Dens indhold er dog bevidst afgrænset fra at handle om
musikkens grundlæggende kropslige påvirkning – hvordan musik af sig selv kan
’gribe og bevæge kroppen’. Denne afhandling vil forsøge at behandle denne affinitet
imellem musik og krop. Ideen er altså, at musikken kan bevæge og påvirke
mennesket helhedsmæssigt, dvs. i alle aspekter af det menneskelige liv:
Afhandlingens hovedspørgsmål er:
Hvordan kan man forstå musikkens evne
til at påvirke mennesket i bevægelse?
Der ønskes en teoretisk og praktisk forståelse dels af musikkens evne til at påvirke
mennesket, dels af musikkens evne til at påvirke mennesket i bevægelse. Den
teoretiske forståelse søges ved en fremstilling og diskussion af teorier, som skal
11 Bale & Bateman 2009
12 Wyndham Lewis I: Bale & Bateman 2009: s. 4
9

udmunde i et eller flere svar på hovedspørgsmålet. Den praktiske forståelse søges
igennem 6 kvalitative interviews af personer, som gennemgår et forløb med løb til
udvalgte musikstykker. Det undersøges ud fra de kvalitative interviews om
forsøgspersonernes udsagn kan forklares ud fra den behandlede teori.
Det er ikke afhandlingens mål at fremstille alle eksisterende forståelsesrammer for
forholdet imellem musik og bevægelse, men at fremstille en syntese af filosofiske
teorier, som tager udgangspunkt i et helhedssyn på mennesket – mennesket som en
helhed af krop og sjæl. Ud fra disse teorier behandles musikkens forhold til idræt ud
fra menneskets emotionelle liv.
Hovedspørgsmålet stilles ikke med ønske om at finde metoder til sundhedsfremme
eller præstationsforbedring, men ud fra et ønske om at forstå den dybe forbindelse,
som der tilsyneladende er imellem idræt, musik og bevægelse. Spørgsmålet stilles
altså med udgangspunkt i idræt som leg, idræt præget af lyst og nysgerrighed, idræt
med glæde i aktiviteten, i udfoldelsen og idræt med et spontant forhold til aktivitetens
indhold. Lykkes det at finde en forbindelse imellem musik og idræt, vil det
sandsynligvis også kunne påvirke forståelsen af musikkens anvendelse på sundheds-
og præstationsområderne. Det er dog, som nævnt, ikke afhandlingens primære sigte.
Musik spiller uden tvivl en stor rolle i sociale og kulturelle forbindelser.
Hovedspørgsmålet stilles dog med det primære sigte at forstå musikkens evne til at
påvirke det enkelte menneske i idrætten. Herunder forstås individets oplevelse,
erkendelse og sindsstemning samt bevægelse, bevægelseskvaliteter og handlinger.
Disse påvirkninger kan meget vel også forklare musikkens påvirkning på mennesker i
sociale sammenhænge, f.eks. for spillerne under en basketballkamp eller ved
indmarchen til DGIs landsstævne. Afhandlingen er dog hovedsageligt centreret om
selvet eller individet.
Musikkens påvirkning på mennesket behandles ud fra disse begreber: Menneskets
oplevelse, erkendelse og sindsstemning samt menneskets bevægelse,
bevægelseskvaliteter og handlinger. Oplevelse, erkendelse og sindsstemning knytter
sig til oplevelses- og erkendelsesdimensionen af bevægelse til musik: Hvilken
stemning udøveren har, hvilken oplevelse af verden og tilværelsen samt hvilke tanker
10

der opstår i tilhøreren. Bevægelse og bevægelseskvalitet knytter sig til udførslen af en
bevægelsespraksis, hvorimod handlinger knytter sig til de mere eller mindre bevidste
valg og valgsituationer idrætsudøveren kommer i under sin idrætspraksis.
I en dualistisk forståelse knytter oplevelse, erkendelse og sindsstemning sig til
menneskets ’indre’ bevidsthed imens bevægelse, bevægelseskvalitet og handling
knytter sig til det ’ydre’ kropslige. Herved bliver problemet, hvordan der kan knyttes
bånd på tværs af indre-ydre-skellet. Derfor skal de 6 ovenstående begreber ikke
forstås dualistisk, men som relateret til mennesket som helhed. Den indre oplevelse
bliver derfor ikke grundlæggende adskilt fra den ydre praksis. Det vil stadig være
muligt at bruge begreberne ’indre’ og ’ydre’ til besvarelse af spørgsmålet med
forståelsen af at de ikke er hinandens modsætninger. Altså tager afhandlingen en
kritisk holdning til de dualistiske ideer.
Afhandlingens hovedspørgsmål er endvidere meget bredt, da der ikke drages skel
imellem idræt og anden fysisk udfoldelse, blot bruges ’bevægelse’ som kriterie. Der
er altså tale om musik til bevægelse, uanset om denne bevægelse kan kaldes idræt
eller ej.
Følgende er afhandlingens sekundære spørgsmål:
1) Hvordan kan man forstå forholdet imellem den indre oplevelse og den
ydre bevægelse i idræt?
2) Kan den teorien for musikkens påvirkning på mennesket i bevægelse
genfindes i kvalitative interviews?
Første sekundære spørgsmål omhandler forholdet imellem den ’indre’ og ’ydre’
bevægelse i idræt. Hvorvidt kropslige bevægelser kan påvirkes af følelser – og om
koblingsleddet imellem følelser og bevægelse. Hvis bevægelsen kan påvirkes af
følelser, vil idrætten grundlæggende være påvirket af emotioner og stemninger.
Spørgsmålet stilles i forlængelse af hovedspørgsmålet, fordi dets konsekvenser er af
stor betydning for musikkens evne til at påvirke mennesket i bevægelse. Derfor har
spørgsmålet en tæt forbindelse til hovedspørgsmålet.
11

Hvis musikken har en evne til at vække følelser og stemninger i mennesker er dette i
en dualistisk diskurs udelukkende indre sindsstemninger – tilstande i bevidstheden. I
andre filosofiske retninger, som f.eks. kropsfænomenologien drages ikke dette skel.
Bevidsthed, krop, følelse og bevægelse står derfor i en anden relation. Spørgsmålet er
derfor også et opgør med den kartesianske dualisme, som skiller mennesket i
bevidsthed og legeme og dermed skelner imellem sindsstemning og kropsligt udtryk.
I besvarelsen af spørgsmålet ønskes det sandsynliggjort at relationen imellem følelse
og bevægelse er tæt. Det er ikke intentionen at gå i den filosofiske dybde med dette
spørgsmål, som er så omfattende, men intentionen er at behandle spørgsmålet med
henblik på en kritisk holdning overfor dualismernes påvirkning på forståelsen af
mennesket.
Det andet sekundære spørgsmål behandles i afhandlingens empiriske del, som
undersøger om den i afhandlingen opstillede teori kan forklare forskellige løberes
oplevelser af idrætsudøvelse til musik. Der søges i forlængelse af opgavens
fænomenologiske perspektiv en forklaring, som lader oplevelsen og fænomenet
komme til sin ret. Endvidere søges ikke nogen altomfattende forklaring, men snarere
et perspektiv på musikkens påvirkning på idrætten som kan supplere de allerede
eksisterende forklaringsmodeller, som er baseret på den empiriske forskning.
Specialet har fire hovedafsnit, som hver især har et hovedemne. Første afsnit
opbygger en teoretisk forståelse af menneskets emotioner. Der præsenteres en
overbliksgivende gennemgang af forskellige psykologiske og filosofiske tilgange til
emotionsteorien. Endvidere behandles baggrundsforståelserne for menneskets
emotioner: en dualistisk og en fænomenologisk diskurs. Afsnittet afsluttes med en
præsentation af en fænomenologisk funderet emotionsteori. Formålet er at give en
generel indføring i emotionsteori og at finde en emotionsteori som tager
udgangspunkt i en helhedsforståelse af mennesket og dets emotioner.
Næste afsnit handler om musik. Først skrives generelt om forsøg på definitioner af
musik, om musikkens karakteristika og grundelementer. Herefter behandles
12

musikkens evne til at vække emotioner i lytteren, hvor der bygges bro imellem
emotionsteorien og musikken. Herefter skrives en gennemgang af eksisterende
forskning i forholdet imellem musik og idræt. Ønsket med afsnittet er at behandle
musikkens evne til at vække følelser og skabe stemninger i mennesker samt at
fremstille den allerede eksisterende teori om musik og idræt og en kritisk vurdering af
dens diskurs.
Det tredje afsnit handler om den stemte bevægelse og den stemte idræt, dvs. den
følelsesmæssigt påvirkede bevægelse og idræt. Afsnittet er en diskussion af første og
andet afsnit i forhold til afhandlingens hoved- og sekundære spørgsmål. Heri
afhandlingens teoretiske del diskuteres og afrundes.
Fra afhandlingens fjerde afsnit bliver afhandlingen primært empirisk. Seks deltagere
gennemfører ca. 18 minutters løb til udvalgt musik efterfulgt af et kvalitativt
interview. Musikstykkerne er udvalgt for at give forskellige oplevelser undervejs på
løbeturen. Formålet med denne del er dels at undersøge oplevelser af løb til musik,
dels at undersøge om afhandlingens teorier kan forklare løbernes oplevelser. Det
empiriske afsnit efterfølges af afhandlingens samlede konklusion og perspektivering.
Første del af afhandlingen er teoretisk og dermed primært deduktiv, fordi der sluttes
fra overordnede teorier. De opnåede konklusioner er dermed grundlæggende afledt af
andre teorier. Dette stiller sig i modsætning den induktive, teorigenererende metode.
Mange af de anvendte teorier er fænomenologiske. Det følgende er en generel
indføring i fænomenologi som teori, som danner baggrundsforståelse for de
fænomenologiske afsnit.
13

Fænomenologi er oversat fra græsk ’læren om det som viser sig’ (af gr.
’phainomenon’ og ’logos’) 13 Begrebet fænomenologi har været anvendt om flere
forskellige metoder, men skal her forstås som den teoriretning, som blev udviklet af
Edmund Husserl, og som senere inspirerede bl.a. Martin Heidegger, Jean-Paul Sartre
og Maurice Merleau-Ponty 14 .
Grundlæggeren af denne fænomenologiske retning betragtes ofte som Edmund
Husserl 15 . Husserls slagord for fænomenologien er ’til sagen selv’. Det udtrykker et
krav om at undersøge og beskrive den måde, noget viser sig for én på, før dette
systematiseres i en forforståelse eller teori 16 . Fænomenologien er derfor et opgør med
alle metoder, som ud fra teorier og forforståelser forklarer fænomener og dermed
sætter teorien højere end fænomenerne. Husserl ønsker altså at sætte alle
forforståelser om det, som viser sig, i baggrunden og beskrive fænomenenet selv i sin
fulde ret. Dette er betydningen af ’til sagen selv’. Fænomenologien fra Husserl stiller
derfor krav om at lade perceptionen stå for sig selv uden en (spekulativ) metafysisk
forforståelse.
Fænomenologien er derfor en kritik af al reduktionisme, som bestræber sig på at
henføre fænomenernes mangfoldighed til en mindre mængde fænomener, som
antages at være mere fundamentale. Dette gælder især den systematiske tænkning,
som søger at forklare fænomener ud fra nogle få grundlæggende begreber og
principper 17 . F.eks. at forklare en oplevelse af energi og lystfuldhed ud fra mængden
af adrenalin eller endorfiner i kroppen. Fænomenologien hævder, at for alt for meget
går tabt ved en reduktion af fænomenet.
Fænomenologien brød med sin tids forståelse af begrebet fænomen. I filosofihistorien
skelner Platon som den første imellem tingenes fænomen og idé. Fænomener er
sanselige og udspredte i tid og rum. Til hvert fænomen hører en fælles idé for alle
13 Lübke 1983: s. 148-149
14 op.cit.: s. 148-149
15 Zahavi 2004: s. 7
16 Den Store Danske Encyklopædi 2006: opslag fænomenologi.
17 Den Store Danske Encyklopædi 2006: opslag reduktionisme.
14

fænomener af samme type. Denne idé er evig imens fænomenerne er mangfoldige.
F.eks. har alle heste trods deres mange forskellige fremtrædelser kun én fælles idé:
’ideen hest’. Ideen kan kun erkendes med fornuft, hvorimod fænomenerne kun kan
sanses 18 . Platon skelner altså imellem den måde tingene viser sig på og deres sande
beskaffenhed – fænomenet er et slør for det evige og sande. Dette er en opfattelse
som også findes indenfor de nutidige naturvidenskaber. Fænomenologien griber dette
omvendt an og hævder, at fænomenet bør gå forud for ideen eller læren om
fænomenet. Verdens og genstandenes virkelighed skal ikke søges bag fremtrædelsen.
Tværtimod: Hvis vi vil forstå genstanden og verden, må vi beskæftige os med den
måde hvorpå de manifesterer sig som fænomener for os. Som noget, der fremtræder
for nogen. Fænomenologien er derfor en undersøgelse af subjektiviteten og
førstepersonsperspektivet 19 .
Fænomenologiens analyse af verdens og genstandenes forskellige
fremtrædelsesformer knyttes ofte til en undersøgelse af forståelsesstrukturerne, som
tillader verden og genstandene at vise sig, som det, de er 20 . Fænomenologien er derfor
en trancendentalfilosofi, dvs. en lære om grundbetingelserne for menneskets
erkendelse.
Dermed er fænomenologi altså både en lære om betingelserne for den menneskelige
erkendelse og en lære om virkeligheden selv (dvs. både en erkendelsesteori og en
ontologi). Igennem den vestlige filosofihistorie knyttes ontologi til ’læren om det
værende for så vidt som det er’ 21 og erkendelsesteorien til subjektets
erkendelsesbetingelser. Når der drages skel imellem erkendelsesteorien og
ontologien, kan verden ses som subjektuafhængig og mennesket som uafhængig af
verden. Dette er ikke tilfældet i fænomenologien, som nedbryder skellet imellem
erkendelsesteori og ontologi. Der findes altså ingen subjektuafhængig verden og der
18 Lübke 1983: s. 147.
19 Zahavi 2004: s. 16
20 op.cit.: s. 13
21 Lübke 1983: s. 323
15

findes intet verdensuafhængigt subjekt. Merleau-Ponty skriver derfor ”verden er
uadskillelig fra subjektet og subjektet er uadskilleligt fra verden” 22 .
Fænomenologi kan dels forstås som en metode til at generere og analysere empiri,
men også som erkendelses- og videnskabsteoretisk teori 23 . Udgangspunktet i denne
afhandlings teoretiske del er den fænomenologiske teori, fordi den grundlæggende
betragter menneskets oplevelse, erkendelse og forståelse som foranderlig og som
kilde til en forståelse af både verden og mennesket selv.
Oplevelsen, erkendelsen og forståelsen er i flere fænomenologiske teorier kædet
sammen med bevægelse og handlingen. Dette giver mulighed for at forstå mennesket
som helhed uden skel imellem hverken subjekt og omverden eller bevidsthed og krop.
At tage udgangspunkt i fænomenologien betyder altså at tage udgangspunkt i den
fænomenologiske teori om menneskets verdensforhold, kropslighed og erkendelse.
Afhandlingen er med fænomenologien som teori ikke primært interesseret i
reducerende årsagsforklaringer af musikkens påvirkning på mennesket, men i en
beskrivelse, som så vidt muligt bevarer oplevelsen og helheden intakt. Det
interessante er derfor ikke, om en teori kan forklare en perception ved at reducere,
jævnfør førnævnte eksempel om adrenalin til forklaring af en oplevelse. Det
interessante er at lade perceptionen stå for sig selv i sin helhed. At tage udgangspunkt
i fænomenologien betyder derfor at arbejde med en idrætspsykologi, som starter i det
komplekse. Dette er forskelligt fra en naturvidenskabeligt funderet psykologi som
søger en kausalitet fra det simple til det mere komplekse – fra atomet til molekylet til
organismen til individet, osv. Den naturvidenskabelige psykologi vil f.eks. forklare en
sindsstemning ud fra molekylerne i blodet. Den vil dog løbe på store problemer, når
den skal forstå mening, betydning, oplevelser og kvaliteter – på kulturelt såvel som
individplan 24 .
Afhandlingens idrætspsykologi er altså en anden tilgang. Den tager udgangspunkt i
det komplekse og søger at fastholde denne kompleksitet.
22 Zahavi 2004: s. 19
23 Zahavi 2004: s. 7.
24 Eichberg & Bøje 1997: s. 64-67.
16

3.0 Emotionsteori
Emotioner er et af de mest betydningsfulde aspekter ved den menneskelige eksistens.
Emotioner er involveret i stort set enhver del af livet. Emotionerne er vigtige
bestanddele af handling, perception, hukommelse, læring og beslutningstagen 25 .
Emotionerne er dog ofte blevet negligeret igennem filosofiens- og psykologiens
historie til fordel for studiet af menneskets ’højere’ mentale funktioner så som
rationalitet og problemløsning. I nyere forskning er det dog blevet vist, at emotioner
spiller en rolle i den menneskelige rationalitet – altså at f.eks. opgaveløsning,
beslutningstagen og perception er emotionsafhængige. Dette har bl.a. ført til begrebet
følelsesmæssig intelligens.
Emotionsteorien er ikke kun et psykologisk felt, men spænder over flere fagområder.
Her nævnes et par eksempler: Fænomenologisk emotionsteori tager udgangspunkt i
oplevelsesdimensionen af emotion 26 . Behavioristisk emotionsteori er den mest
videnskabeligt målbare tilgang, fordi den ikke anerkender oplevelsesaspektet af
emotion og udelukkende tager udgangspunkt i emotion som observerbar og målelig
adfærd, f.eks. ansigtsudtryk, kropsstilling og kropsbevægelse 27 . Fysiologiske
emotionsteorier omhandler fysiologiske reaktioner som årsag til emotioner. Dette er
hvorvidt f.eks. endorfiner og adrenalin er ophav til visse emotioner – samt om man
kan udlede grundemotioner fra de fysiologiske signalstoffer. Den kognitive
emotionsteori hævder, at emotioner er kognitive, dvs. kædet sammen med mere eller
mindre bevidst tænkning 28 . I emotion indgår derfor bl.a. forventninger,
overbevisninger og viden 29 . Endvidere behandles emotion også i sociale, historiske
og kulturmæssige kontekster. Emotionsteori er altså et komplekst og tværfagligt
emne, som spænder over flere selvstændige videnskaber fra filosofi til psykologi,
semiotik og biologi.
25 Juslin & Sloboda 2001: s. 73
26 Strongman 1987: s. 15
27 op.cit.: s. 32
28 op.cit.: s. 61
29 Solomon I: Solomon 2004: s. 76
17

Der findes en række forskellige teoretiske tilgange til emotioner. En kategorisk
tilgang til emotioner forsøger at opdele menneskets emotioner i forskellige kategorier.
F.eks. opleves frygt, glæde og sorg vidt forskelligt og kan derfor opdeles i forskellige
kategorier. Indenfor den kategoriske tilgang søger man at bestemme de primære og
grundlæggende menneskelige emotioner. Disse emotioner kan findes i alle
menneskelige kulturer og danner grundlag for de komplekse og konstruerede
emotioner 30 . De primære emotioner er altså naturlige, hvorimod de komplekse er
socialt og kulturelt betingede. Forsøg på teorier om grundemotioner er gjort af bl.a.
Carroll Izard i sin ambitiøse teori The Differential Emotions Theory. Denne søger at
integrere fysiologisk-, kognitions-, adfærds- og oplevelsesteori i én fælles teori. Han
opstiller 10 grundlæggende emotioner for mennesket, som udgør det menneskelige
motivationssystem: Interesse, fornøjelse, overraskelse, tristhed, vrede, væmmelse,
foragt, frygt, skam og generthed 31 . De ti emotioner påvirker ifølge Izard hinanden,
men er adskilte i neurokemisk, adfærds- og oplevelsesmæssig forstand. Disse
primære emotioner danner grundlag for alle komplekse emotioner, som f.eks.
stolthed eller tillid. Izard definerer begrebet emotion meget bredt som ”komplekse
processer med neurale, neuromuskulære/ekspressive og oplevelsesmæssige
aspekter” 32 . Den kategoriale tilgang er kritiseret for, at forskellige forskere er kommet
frem til forskellige sæt af grundemotioner. Der er dog generel enighed om eksistensen
af 5 grundlæggende emotioner: lykke/glæde, tristhed, vrede, frygt og væmmelse 33 .
Den dimensionale tilgang placerer emotionerne i dimensioner, f.eks. efter behag,
aktivitet og styrke 34 . Et eksempel herpå er lavet af Wilhelm Wundt, grundlæggeren af
det første psykologiske institut i Leipzig. Teorien er udformet i 1897. Wundt hævder
at emotioner kan placeres efter deres grundkvaliteter i tre dimensioner: Imellem
ophidselse og beroligelse, lyst og ulyst samt spænding og løsning. Emotionerne kan
placeres på en, to eller tre dimensioner, afhængigt af, hvilke dimensioner de vedrører.
30 Juslin & Sloboda 2001: s. 76-78
31 K.T. Strongman 1987: s. 87-88, oversat fra ”interest, enjoyment, surprise, sadness, anger, disgust,
contempt, fear, shame and shyness”
32 op.cit: s. 88, frit oversat efter ”complex process with neural, neuromuscular/expressive, and
experiental aspects”
33 Juslin & Sloboda 2001: s. 77, oversat fra “happiness, sadness, anger, fear and disgust”.
34 ibid.
18

Hvis en emotion kun opererer på en enkelt skala, placeres den i indifferenspunktet, n
på de to øvrige skalaer 35 .
En nyere emotionsmodel er den såkaldte cirkulære emotionsmodel fra 1980 36 . Den
opererer i de to dimensioner spænding-afspænding og ubehag-nydelse. Dette minder
meget om Wundts skalaer spænding-beroligelse og lyst-ulyst, dog er emotionen i to
dimensioner. Modellen er gengivet i nedenstående figur med eksempler på
indplacerede emotioner.
35 Wundt 1913: s. 99-100
36 Bateman & Bale 2009: s. 62
Erregung (ophidselse)
Lust (lyst) Unlust (ulyst)
n
Spannung (spænding)
Beruhigung (beroligelse)
Lösung (løsning)
Figur 1 – gengivelse af Wundts tredimensionale emotionsmodel. Gengivet fra
Wundt: Grundriss der Psychologie (1913).
19

Vrede
Bedrøvet
Angst
Tungsindig
Frygt
Forskrækket
Kedsomhed
Spænding / Tændthed
Spændt
Munterhed
Modellen er en simpel måde at kategorisere forskellige emotioner. Modellen har dog
også svagheder, f.eks. at den på mange måder overser de enkelte emotioners
kvaliteter og karakteristika. F.eks. er det at være bedrøvet og vred to meget
forskellige emotioner trods de er placeret som naboer i modellen.
De dimensionale tilgange til emotioner har tilsyneladende en evne til at fange noget
karakteristisk ved følelser – f.eks. at lykke og tungsindighed – eller frygt og
afslappethed er hinandens modsætninger. De er altså modsætninger på dimensionerne
behag og aktivering. De dimensionale modeller giver et perspektiv og
sammenligningsmulighed imellem forskellige emotioner, men kan også kritiseres for
at reducere emotionernes diversitet igennem deres systembygning.
Glæde
Lykke
Ubehag Nydelse
Afspænding / Træthed
Tilfredshed
Afslappet
Figur 2 – Den cirkulære emotionsmodel, som placerer emotionerne efter behag (ubehag-nydelse)
og aktivering (afspænding-spænding). Gengivet fra Bateman & Bale 2009: s. 62.
20

William James’ emotionsteori fra 1884 hævder at reflektoriske kropslige reaktioner er
grundlaget for alle emotioner. Teorien er en af de mest citerede emotionsteorier
nogensinde 37 . James hævder, at emotion består af en fornemmelse af kropslige
ændringer: ”our feeling of [bodily changes] as they occur IS the emotion” 38 . Dette
kan f.eks. være soldatens frygtreaktion ved det pludselige syn af en fjende eller den
nyforelskedes kilden i brystet. Kroppen reagerer per refleks og følelsen opstår ved
bevidst registrering af kroppens reaktion. Til denne kropslige fornemmelse kan
efterfølgende lægges bevidst tænkning. Emotion er altså en kropslig fornemmelse
tilsat tænkning. Emotioner kan derfor forklares som kropslige og fysiologiske
processer, som noget adskilt fra tænkningen 39 . Emotioner indeholder altså ikke
tænkning i sig selv – og de er først og fremmest refleksmæssige reaktioner.
Man kan argumentere imod James’ tese, om at emotion går forud for tænkning og
hævde at emotioner og affekter kan forstås som grundlæggende kognitive og
rationelle – med andre ord at emotioner kan kaldes intelligente. I denne sammenhæng
forstås begrebet rationel ikke som logisk tænkning adskilt fra situationen og
sansningen, men snarere i betydningen hensigtsmæssig i situationen. Man kan f.eks.
sige at frygt i forbindelse med synet af en dyb afgrund er en rationel emotion, idet den
hjælper én med at handle rationelt i forhold til afgrunden. Hvis ikke frygten meldte
sig spontant i disse situationer, ville man mangle et vigtigt beredskab – og
sandsynligvis være dårligere til at overleve. I denne forstand er frygt rationel og kan
siges at indeholde en form for tænkning. En kognitiv emotionsteori kan derved også
inkludere f.eks. instinktiv affekt.
At definere alle arter af emotioner og affekter som kognitive, medfører at
kognitionsbegrebet vil omfatte al slags tænkning – bevidst og artikuleret tænkning
såvel som primitiv, instinktiv og før-begrebslig tænkning. Dette er udfoldet af Robert
C. Solomon, som definerer emotioner bredt som subjektive engagementer med verden
(af eng. engagements with the world), som et komplekst sæt af aspirationer,
forventninger, vurderinger, behov, krav og ønsker. Mennesket er med sine emotioner
37 Prinz 2004: s. 44.
38 Solomon 2004: s. 1.
39 Solomon 2004: s. 81 og Prinz 2004: s. 44.
21

engageret i verden 40 . I denne forståelse er alle emotioner relationer til verden, som er
kognitive og dermed indeholder en slags tænkning.
Muligheden for overhovedet at skelne imellem forskellige emotionskategorier som
f.eks. emotion, affekt, følelse, sindsstemning, forestillinger, lyster, planer og motiver
er omstridt. Man kan f.eks. definere vrede som en affekt, glæde som en sindsstemning
og sult som motiv. Problemet med dette opstår når man har opnået en dybere
forståelse for f.eks. emotionen vrede. Da vil man se, at den passer ind i flere
kategorier. Man kan f.eks. både tale om vrede som instinktiv og umiddelbar, som en
bevidst reaktion på en situation, om vrede som del af et plan eller om vrede som en
varig sindsstemning, der følger én gennem livet. Skelnen imellem forskellige
emotionskategorier virker ofte begrundet og selvfølgeligt, men når den enkelte
emotion forstås i detalje, forsvinder muligheden for at placere den i én bestemt
emotionskategori 41 . De menneskelige emotioner er mangfoldige og lader sig ikke
kategorisere i en simpel matrice.
Flere fænomenologiske filosoffer har behandlet emotionerne ud fra en
fænomenologisk tilgang – med den skepsis for reduktion af fænomenet, som hører
fænomenologien til. F.eks. har den danske teolog Knud Ejler Løgstrup behandlet den
gruppe af følelser, han kalder de suveræne livsytringer, som bl.a. omfatter
fænomenene tillid, oprigtighed og barmhjertighed 42 . Disse fænomener lader sig ikke
indfange i videnskabelige og systematiske forklaringer.
40 Solomon 2004: s. 77
41 Rorty 2004: s. 269.
42 Løgstrup 1996: s. 24-25
22

Citatet skrives i overensstemmelse med den fænomenologiske skepsis overfor en
ukritisk videnskabeliggørelse af fænomenet – her emotionerne. Der kan altså gives
klassifikationer af primære- og sekundære emotioner – samt opdelinger af emotioner i
adskilte komponenter, f.eks. affekt, motiv, karaktertræk og domme, men
grundlæggende forbliver der en mangfoldighed af perspektiver på fænomenet
emotion. Emotioner lader sig som fænomener kun delvist indfange.
På baggrund af ovenstående teorier vælges fremover i afhandlingen et perspektiv på
emotioner, som forsøger at bevare bredden og åbenheden i emotionsbegrebet. Vigtigt
er det for denne afhandling at anvende en forståelse af emotion, som er kædet
sammen med kognition – umiddelbar, før-bevidst ’kropstænkning’ såvel som bevidst,
eksplicit og logisk tænkning. Emotioner ses altså som intelligente. Der ønskes ikke en
reduktion af emotion til den rent bevidsthedsmæssige- eller den rent fysiologiske
sfære, som f.eks. i James’ emotionsteori. Dette skal forstås sammenhængende med
fænomenologien, som ikke ønsker en reduktion af emotionsfænomenet, som f.eks. i
den fysiologiske eller behavioristiske teori, men en forståelse som kan lade emotionen
komme til sin ret. Forståelsen af emotioner som engagementer med verden er
tilstrækkelig bred til at omfatte alle former for emotioner i en kontekst, som ikke
skiller menneskets indre fra dets ydre.
Endvidere vil et emotionsbegreb anvendes, som først og fremmest vedrører individets
emotioner og ikke emotionernes sociale aspekter. Der vil ikke blive draget et
grundlæggende skel imellem affekt, emotion og følelse, men emotioner vil blive
anvendt som en generel kategori. Emotioner anvendes altså fremover synonymt med
følelser, affekter, motiver, aspirationer, forventninger, vurderinger, krav og ønsker –
alle som engagementer med verden. Det er afhandlingens idé i en vis grad at ’stå i det
åbne’, dvs. at bevare et åben og ikke-reducerende indgang til emotionerne. Dette er
årsagen til den meget brede definition af emotioner som engagementer med verden.
43 Hansen 2002: s. 23
23

Menneskets forhold til verden er af afgørende betydning for at forstå emotioner. Den
vestlige filosofihistorie siden Platon har medført flere forskellige bratte skel imellem
mennesket og verden, såkaldte dualismer – sjæl/legeme-dualismen,
bevidsthed/omverden-dualismen og brain/body-dualismen, som alle udspringer af det
klassiske skel imellem sjæl og krop. Idégrundlaget for dualismerne kan findes helt
tilbage til den før-sokratiske filosofi. Emotioner kan i dualismen ses som ukropslige
sindstilstande og affekter som kropslige instinktive reaktioner. Den fænomenologiske
forståelse af menneskets verdensforhold medfører derimod en helt anderledes
forståelse af, hvad emotioner er. Det følgende er derfor en behandling af menneskets
verdensforhold dels i dualismerne hos Platon og Descartes, dels fænomenologisk hos
Heidegger og den heideggerinspirerede Mogens Pahuus.
Ideen om at skelne brat imellem menneskets sjæl og krop rækker tilbage til den
græske filosofi hos pythagoræerne og hos Platon. På Platons samtid var det en
almindelig opfattelse, at mennesket bestod af en enhed af krop og sjæl. Sjælen var det
livsprincip, som pustede liv i kroppen. Platon ændrede dette, inspireret af
pythagoræere og mystikere, til at mennesket kun er sjæl, at legemet er ’sjælens
fængsel’ og at sjælen er udødelig. Platon var den første til at systematisere disse
ideer i en filosofi 44 .
Den sande erkendelse er hos Platon sjælelig. Sjælen er tredelt i begær, sansning/vilje
og fornuft. Kun fornuften tilhører ’den guddommelige sfære’, fordi det er med
fornuften vi erkender det, som virkelig eksisterer modsat kropslig og sanselig
erkendelse, som er uklar, usikker og vildledende. Kroppen er i erkendelse og
44 Schantz 2002: s. 32
24

videnskab kun kilde til fejl. Derfor skal dens sansebedrag, subjektivitet og
uopmærksomhed mindskes så meget som muligt 45 . Når mennesket frigør sig fra
sanserne og bruger fornuften, kan det erkende det uforanderlige og sande, ideerne.
Viden knyttet til sanserne kaldes doxa, som er modstillet den fornuftsmæssige
erkendelse af de uforanderlige ideer, episteme. 46 Sjælen og fornuften sættes altså højt
hos Platon modsat det kropslige og sanselige, som nedvurderes.
I 1628 opdages menneskekroppens blodkredsløb, hvorved der tages et skridt på vejen
mod opfattelsen af kroppen som en genstand eller maskine. Samtidig afviser den nye
fysik (i forlængelse af Platon) sanseerfaringen som grundlag for sikker erkendelse og
fastholder fornuften som den eneste erkendelseskilde 47 . René Descartes’ filosofi
udspringer bl.a. af disse samtidsbegivenheder, da den har et maskinelt syn på kroppen
og sætter fornuften som eneste erkendelseskilde.
Descartes viderefører og udvider Platons dualisme i sin subjektorienterede filosofi:
Sjælen og kroppen eksisterer hos Descartes i to helt forskellige virkeligheder. Sjælen
er en immateriel og tænkende substans (af latin: res cogitans) og kroppen er en
udstrakt, materiel og ikke-tænkende substans (af latin: res extensa). Sjælen er altså
det tænkende og bevidste subjekt og kroppen et materielt objekt – en maskine.
Descartes vender derfor, som en af de første, epistemologien (af gr. episteme) til at
tage udgangspunkt i subjektet. Det eneste mennesket som ikke-materiel bevidsthed
kan være sikker på, er sin egen eksistens. Eksistensen af den ydre verden betvivles.
Subjektet er derfor isoleret fra omverdenen og dermed også fra sin egen krop.
For Platon er ideerne det mest objektive og reelle, som findes. Hos Descartes er de
kun mentale forestillinger i bevidstheden. Mennesket har altså hos Descartes kun
adgang til virkeligheden igennem idémæssige repræsentationer og den sanselige
erkendelse er usikker. Menneskets verdensforhold udspringer af det sjælelige og
45 Thielst 2008: s. 96.
46 Schantz 2002: s. 32-33
47 Larsen & Thyssen 1981: s. 81
25

immatrielle, som er adskilt fra det fysiske og materielle. Kroppen tilhører den
årsagsbestemte verden modsat sjælen, som er i sin egen immaterielle verden 48 .
Hos både Descartes og Platon er der et skarpt skel imellem krop og sjæl. Hos begge
foregår den sikre erkendelse af verden igennem en fornuftsmæssig erkendelse af
ideerne. Ideernes eksistens er altså hos begge betingelsen for den sikre erkendelse.
Emotioner spiller hos begge kun en negativ rolle i den fornuftsmæssige erkendelse,
fordi en affekt f.eks. kan forstyrre den fornuftsmæssige evne til at analysere og
dømme. Emotion og fornuft er skarpt adskilt.
Kroppen er hos Platon og Descartes tilknyttet det sanselige og dermed også den
usikre og tvivlsomme erkendelse. Hos Platon er menneskets sjæl det fornuftsmæssige
og evige imens kroppen er endelig og styret af sansning, vilje og begær. Hos
Descartes er dette skel ført videre til at menneskets sjæl er subjektet og at kroppen er
et maskinelt objekt. Sjælen som bevidsthed er det rene subjekt og kroppen det rene
objekt underlagt de fysiske love gældende alle andre fysiske objekter. Derfor siges
det, at ’jeg har en krop’, fordi bevidstheden er det styrende princip og kroppen det
passive. Kroppen er altså generelt hos Platon og Descartes nedprioriteret fordi
sjælen/bevidstheden er det aktive, fornuftsmæssige og styrende princip. Sjælen er
mennesket. Dette er dog på forskellig måde, fordi sjælen forstås som fornuften hos
Platon og bevidstheden hos Descartes.
Særligt i den kartesianske filosofi er mennesket i verden som en subjektiv bevidsthed
adskilt fra den objektive omverden. Bevidstheden får sin sikre adgang til omverdenen
igennem tænkningen. I den kartesianske filosofi drages altså et skarpt skel imellem
subjekt og objekt, hvor bevidstheden er subjekt – og kroppen objekt som alle andre
materielle objekter. Hos Descartes tilhører menneskets emotioner først og fremmest
sjælen og bevidstheden. De er indre og private fænomener, som subjektet selv kender
bedst, fordi subjektet er fuldt ud transparent for sig selv. Visse emotioner kan dog
48 ibid
26

være ledsaget af kropslige reaktioner, f.eks. sved eller hurtigt åndedræt 49 , men
emotionerne er primært indre sindstilstande.
Menneskets verdensforhold er altså en modsætning imellem subjekt og omverden.
Subjektet er først og fremmest et selvberoende subjekt – et subjekt, der er transparent
for sig selv og som kan involvere sig i verden i det øjeblik det ønsker.
Den kartesianske dualisme er videreført i en moderne variant kaldet ’brain/body-
dualisme’. Denne dualisme er ifølge Robert A. Jaeger fuldstændig identisk med den
kartesianske dualisme, blot er den immatrielle sjæl erstattet med den materielle hjerne
eller nervesystemet 50 . Hjernen er det aktive princip i mennesket, centrum for
tænkning, handling, osv. og kroppen er mekanisk – en maskine, der reagerer på
signaler fra hjernen. Mennesket er altså en hjerne og har en krop. Sindet er det samme
som hjernen eller nervesystemet – og den kartesianske dualisme lever videre i denne
moderne variant:
Af den dualistiske opfattelse kommer altså ideen om emotioner som værende
udelukkende sjælelige tilstande, som udelukkende vedrører sjælen, bevidstheden eller
hjernen. Fordi der så kraftigt skelnes imellem krop og sjæl, skabes også et
kognitionsbegreb, som udelukkende vedrører sjælen. Sjælen, bevidstheden eller
hjernen er tænkende og kroppen som maskine er instinktiv og ikke-tænkende.
Instinktive, kropslige emotioner forstås som forstyrrende for tænkningen og det
rationelle liv. Dette er en modsat opfattelse af definitionen i forrige afsnit, hvor
emotioner også indeholdt ikke-bevidste, kropslige og instinktive emotioner – og disse
defineredes som kognitive og i en vis grad rationelle. I denne forståelse anses kroppen
derfor som tænkende og som en vigtig komponent af emotionen. Det dualistiske skel
imellem bevidsthed, sjæl og hjerne på den ene side og krop på den anden medfører
49 Thielst 2008: s. 159-160.
50 Jaeger 1978
51 Hacker I: Ballisager & Damkjær 2003: s. 10
27

dels at bevidstheden anses som den tænkende del (res cogitans) og kroppen som et
passivt og materielt objekt. Heraf f.eks. udsagnet ’hvad tænker du oppe i hovedet?’.
Dualismen kan derfor medføre, at bevidstheden, sjælen og hjernen tilskrives
emotioner, hvorimod kroppen blot tilskrives de affektive, instinktive og reflektoriske
dele. Med andre ord: Tænkningen foregår i res cogitans. Dualismen medfører at
mennesket først og fremmest er isoleret fra verden som subjekt og skal nå ud i verden
igennem sin tingslige krop. Dualismen er derfor ikke i overensstemmelse med
afsnittets indledende definition af emotioner som engagementer med verden, som
involverer hele mennesket – krop såvel som psyke.
Et anderledes syn på forholdet imellem menneske og verden findes hos den tyske
fænomenolog Martin Heidegger. Han gør op med de dualistiske ideer, som er hævdet
hos bl.a. Platon og Descartes. Mennesket er for Heidegger en helhed og emotioner er
i hans filosofi af høj betydning for al slags erkendelse og handling.
Martin Heidegger hævder, at ideen om et indre sjæleliv, som f.eks. Descartes’
dualisme, bygger på en misforståelse, der gennemsyrer hele den vestlige filosofi.
Ifølge Heidegger har filosoffer siden antikken primært behandlet verden som en
ansamling af genstande. For eksempel adskiller Descartes mennesket i ’res cogitans’
og ’res extensa’, hhv. den tænkende og den udstrakte ting. Denne fejlorientering har
ifølge Heidegger betydet, at filosofien uden begrundelse har værdiladet teori over
praksis. Heidegger ønsker at opløse den vestlige filosofis grundlag for derefter at
starte filosofien på ny under de rigtige grundantagelser.
Heidegger vil igennem en fænomenologisk analyse af menneskets praktiske liv skabe
en ontologi – en lære om væren og det værende. Bemærk her at denne dagsorden
indeholder både erkendelsesteori og ontologi, som tidligere beskrevet i afsnittet om
fænomenologi som teori – Heidegger adskiller ikke læren om subjektets erkendelse
fra læren om verden.
28

Heidegger kalder mennesket for tilstedeværen. Dette begreb omfatter menneskets
måde at være på som en proces, som drejer sig om menneskets væren selv. Med andre
ord er alle menneskets handlinger i sidste ende gjort for menneskets egen skyld. At
tilstedeværen er en proces, vil sige at den ikke kan beskrives som en ting, fordi
tilstedeværen er fremtidsorienteret 52 .
Heidegger gør op med den platoniske og karsesianske dualisme ved at slå fast, at
tilstedeværens grundforfatning er i-verden-væren 53 . Tilstedeværen har ikke bare et
forhold til verden, men den er sit verdensforhold. Vi skal altså ikke tænke på
tilstedeværen som isoleret fænomen for derefter at placere tilstedeværen i en verden
og se på dets forhold til denne. Vi må se på tilstedeværens helhedsmæssige væren-i-
verden 54 (af denne grund skrives væren-i-verden med bindestreger idet væren altid er
i-verden).
Som i-verden-væren har tilstedeværen en før-teoretisk og implicit forståelse af
brugsgenstande og praktiske gøremål. Man kan sige tilstedeværen er en praktiker.
Tilstedeværen kan f.eks. lave mad, drage omsorg for sig selv og andre, bygge huse,
anvende værktøj, køre bil, m.m. 55 At dette foregår implicit og før-teoretisk vil sige, at
tilstedeværen forstår sig umiddelbart på disse praktiske gøremål – f.eks. at køre bil
uden at kunne teoretisere herom eller at kunne forklare eksplicit hvordan 56 .
Tilstedeværens verden består altså af et hav af brugsgenstande som hører sammen i
praktiske helheder – f.eks. hører vejnet, lyskryds, cykler, cykellygter, biler, bilernes
redskaber og lygtepæle alle til helheden af transportgenstande, som i deres formål
henviser indbyrdes til hinanden og i sidste ende til tilstedeværens omsorg for sig selv.
Endvidere har grupper af tilstedeværender en fælles forståelse af brugsgenstande og
normer: Der er normer som handler om måder at anvende brugsgenstande på. Der er
også bestemte normer om måder at tale til hinanden på i f.eks. tonefald, sprogbrug og
52 Wentzer I: Heidegger 2007: s. 534-535
53 Heidegger 2007: §12, s. 74-75
54 Wentzer I: Heidegger 2007: s. 535
55 Heidegger 2007: §12, s. 74-75
56 Dreyfus 1993
29

fysisk distance mellem de talende 57 . Alle disse aspekter af tilstedeværens praktiske liv
foregår implicit og før-teoretisk.
Tilstedeværen er altså altid placeret som helhed i en konkret situation. Tilstedeværen
erkender og forstår denne situation på baggrund af sin forståelse af praktiske
brugsgenstande, praktiske helheder og sin fælles offentlige forståelse 58 . Dette er et
meget anderledes verdensforhold end hos Platon eller Descartes, fordi menneskets
tilgang til verden ikke er intellektuel, men praktisk. Mennesket er i verden og forstår
sig implicit, før-teoretisk og praktisk på verden.
Ifølge Heidegger spiller stemning 59 en stor rolle for tilstedeværens situerede i-verden-
væren, fordi stemninger er måder at engagere sig i verden på. Stemningen er altid til
stede, den er årsag til at vi overhovedet har et verdensforhold og at vi overhovedet
forstår os på verden. Verden er åbnet på en bestemt måde og viser sig som den gør for
tilstedeværen på grund af stemningerne. Verden kan f.eks. kun fremtræde faretruende
fordi den er åbnet på baggrund af en frygtsom stemning. I kraft af denne frygtsomme
stemning erkendes situationen som skræmmende, hvilket også præger menneskets
handlinger i situationen. Verden ville ikke vise sig som f.eks. frygtelig, hvis ikke den
var åbnet af stemningen. 60 Stemtheden kan være rettet mod en genstand og dermed
være intentionel – ligeledes kan stemningen være ikke-intentionel eller rettere rettet
mod eksistensen som sådan.
Heideggers syn på menneskets verdensforhold er fuldstændig anderledes end hos
Descartes og Platon, fordi tilstedeværen er i-verden-væren, er et grundlæggende
implicit og praktisk væsen og har en forståelse som er skabt af stemningen. Da
videnskaben er et af de felter, som hævder objektivitet og fornuftsbrug over
57 ibid.
58 At beskrive Heidegger så kortfattet det ikke undgås at udelade nogle nøglebegreber. Ved ’praktisk
situation’ forstår jeg her Heideggers begreber om henvisningssammenhænge og bevendthedshelheder.
Fordi alle brugsgenstande har en henvisning til en praktisk sammenhæng, kan man sige, at rationalitet
er at handle i overensstemmelse med disse helheder. Ved implicitte offentlige konventioner henvises til
Heideggers analyse af ’das Man’.
59 Her anvendes for overblikkets skyld Heideggers begreb stemning synonymt med Heideggers begreb
befindlighed.
60 Heidegger 2007: s. 165
30

subjektivitet og perspektivisme, ser man i Heideggers forhold til videnskaben et
opgør med dens påståede objektivitet og forsøg på at eliminere subjektets perspektiv:
Videnskaben ønsker bl.a. at beskrive genstande objektivt som ting med udstrækning,
hårdhed, farve, etc. Den vil altså trække en genstand ud af den subjektive oplevelse
og gøre den objektiv og uafhængig af betragteren. Heidegger indvender her, at
videnskaben også bygger på den stemte verdensåbnethed, på den ”verdenslighed, som
hver dag er en anden”. Han hævder at enhver teori bygger på den stemte
verdensåbnethed – og at den rene teori kun bliver til, hvis tilstedeværen afstår fra sit
praktiske verdensforhold og roligt giver sig til at stirre på og dvæle ved genstanden.
Selv den reneste videnskab bygger altså på en stemningsmæssig verdensåbnethed og
kan derfor aldrig sige sig fri fra subjektiviteten. Dog er videnskabens verden udgjort
af stemningen ’den rolige dvælen ved’ – og denne verden er en ganske anden end
den, som møder mennesket i praktiske gøremål.
Tilstedeværens verdensforhold er ifølge Heidegger et helt andet end det dualistiske.
Tilstedeværen er i-verden-væren og er sit verdensforhold. Der er derfor intet skel
imellem tilstedeværen og tilstedeværens krop og heller ingen modsætning imellem
rationalitet og emotion. Snarere vil Heidegger sige at rationalitet er at begå sig
kompetent i praktiske situationer. Da tilstedeværen er situeret og engageret i disse
situationer igennem stemningen, er emotionerne grundlæggende rationelle. Det er
61 Heidegger 2007: s. 165-166.
31

emotionerne som hjælper os med at erkende og handle hensigtsmæssigt – og uden
dem, ville verden og situationen slet ikke åbnes.
Man kan ikke tale om stemninger som noget udelukkende indre og privat, f.eks. som
indre sindstilstande. På den ene side kan man sige, at en situation er åbnet igennem en
stemning, som både præger tilstedeværens egen erkendelse og handling. På denne
måde lever tilstedeværen i ’sin egen verden’, fordi verden er åbnet på en bestemt
individuel måde for personen. Verdensåbningen er dog også præget af det fælles i
kraft af kulturens implicitte konventioner (f.eks. uudtalte normer). Man kan kalde
disse implicitte konventioner for kulturens rationalitet. Tilstedeværen er altså situeret
i en kultur, som på mange måder bestemmer tilstedeværens erkendelse og handlen i
forskellige situationer, simpelthen fordi tilstedeværen er situeret i det anonyme og
fælles. Dette fælles og anonyme kalder Heidegger »das Man«.
Heidegger skelner ikke imellem tilstedeværen som subjekt og verden som objekt. For
tilstedeværen åbnes verden igennem en stemning, som både knytter sig til handlinger
og erkendelser. Tilstedeværens verden er altså åbnet på grund af stemningen, og det
er tilstedeværens stemning som gør, at den erkender og handler, som den gør.
Emotionerne er altså ikke indre sindstilstande, men er ’ude i verden’. Emotionerne
kan, i tråd med afsnittets indledende definition, ses som engagementer med verden –
som følelser, affekter, motiver, aspirationer, forventninger, vurderinger, krav og
ønsker.
Mennesket i Heideggers filosofi har et helt andet verdensforhold end i den dualistiske
filosofi. Man kan dog også kritisere hans filosofi for at være for abstrakt til at kunne
anvendes som emotionsteori. Mogens Pahuus’ emotionsteori bygger på Martin
Heideggers filosofi. Mange af ideerne i Pahuus’ teori kan føres tilbage til Heidegger,
men Pahuus viderefører ideerne og skaber en mere konkret teori om emotionernes
betydning for mennesket.
32

Pahuus kritiserer i bogen ’Fornuft og Følelse – den følende fornuft og den vellykkede
identitet’ vores samfunds skarpe skel imellem fornuft og følelse. Fornuft identificeres
typisk med intellektet og følelser gøres til intellektets modsætning. Saglighed
modstilles følelseslivet og det nyttige står i et modsætningsforhold til fornøjelse og
lystfuldhed 62 . Ifølge Pahuus har dette skel imellem følelse og fornuft de sidste
århundreder udgjort en spænding og problematik, som stadig er en filosofisk
udfordring. Pahuus’ ærinde er, igennem en analyse af fornuftens og følelsens former
at vise, at følelsen udgør en form for erkendelse, som er en uundværlig del af
menneskets erkendelse og livsverden 63 . Fornuft er ifølge Pahuus ikke adskilt fra
følelsen, da følelsen kan være verdensåbnende og rationel. Man kan altså ifølge
Pahuus tale om en følende fornuft. Allerede her ses på mange måder Pahuus’
inspiration fra bl.a. Heidegger og hans afstandtagen fra dualismerne. Han viderefører
disse ideer i sin egen teori.
Ifølge Pahuus har vi svært ved at frigøre os fra den klassiske tanke om, at en følelse er
andet end en kropslig bevægethed af lystfuld eller ulystfuld art, som f.eks. beskrevet
af William James. Emotionen som kropslig følelse kan herefter forbindes med
begreber fra forstanden eller fornuften. Det vil sige, at en emotion efter dette syn kan
bestå af en kropslig bevægethed kædet sammen med genstandsbundne,
forstandsmæssige tanker og slutninger 64 . Dette skel imellem kropslige følelser og
fornuftsmæssige begreber er uhensigtsmæssigt. Dels fordi man kan tale om følelser,
som involverer mennesket som helhed og dels fordi man kan tale om følelser som
ikke er kædet til noget begreb overhovedet. Sidstnævnte er de genstandsløse følelser,
som er rettede mod eksistensen som sådan. De refererer ikke til et forhold, begreb
eller en genstand, men til verden eller eksistensen som sådan.
62 Pahuus 1995: s. 11
63 op.cit.: s. 10
64 op.cit.: s. 39
33

Pahuus kalder de genstandsløse følelser for sindets emotionelle grund. De rummer
både en erkendelse af verden og en kropslig påvirkethed af denne erkendelse. De
genstandsløse følelser består af to kategorier: grundstemninger og intentionelle
grunddrifter.
Der findes to grundstemninger ifølge Pahuus: melankoli og munterhed. Disse to
grundstemninger bestemmer, hvordan man kropsligt og følelsesmæssigt står i et
erkendende og modtagende forhold til verden. Munterheden er den højeste form for
modtagende åbenhed, hvori man er båret af vitalitet, magter det, man kommer ud for
og modtager i sansning og forståelse. Melankoli er derimod den mindste grad af
modtagende åbenhed, hvori man nærmer sig den totale lukkethed og møder sin
afmagt 65 . Endvidere har mennesket to intentionelle grunddrifter, som er kropslige og
emotionelle reaktioner på konkrete situationer. Det er de måder, mennesket er
tilbøjeligt til at reagere i situationer på. Den ene grunddrift er en trang til aktiv
indgriben i verden. Yderpolen for denne er det koleriske – et maksimum af aktiv
indgriben og kraftfuld sætten sig igennem. Den anden grunddrift er en trang til at
forbinde sig med noget, blive ét med noget og forene. Dennes yderpol kaldes det
flegmatiske og er et minimum af aktiv indgriben: når man kun har kraft til at tage
tingene som de kommer.
De genstandsbundne emotioner, dvs. emotioner som er rettede mod genstande eller
forhold i verden, opstår i mødet imellem de genstandsløse emotioner (sindets
emotionelle grund) og bestemte forhold, genstande, personer og begivenheder i
verden. Én gruppe af genstandsbundne følelser kalder Pahuus for tilbøjeligheder og
lidenskaber. Disse følelser forbindes varigt med et forhold, en ting eller en person.
Eksempler herpå er kærlighed og tillid. Den øvrige gruppe er sindsbevægelser og
affekter, hvor en følelse knyttes mere kortvarigt til en bestemt begivenhed.
De genstandsløse følelser er altså klangbund for alle genstandsbundne følelser, da de
bundne følelser opstår i mødet imellem sindets emotionelle grund og genstanden.
Dette betyder at de genstandsløse følelser er grundlaget for vor erkendelse og handlen
65 op.cit.: s. 36
34

i verden. Hermed hævder Pahuus, som Martin Heidegger, det trancendentalfilosofiske
synspunkt, at menneskets følelser er grundlaget for dets erkendelsesevne. Følelserne
er altså grundlaget for, at mennesket overhovedet erkender en situation 66 .
Begreberne stemthed og holdning spiller her en central rolle hos Pahuus. Begrebet
stemthed knytter sig til kropslig-emotionel forståelse og erkendelse og den
herigennem stemte åbning af situationen og verden. Holdning knytter sig til ens
kropslige og følelsesmæssige intentionelle indgriben i verden, altså en griben af en
situation. Denne indgriben skal ikke forstås som bevidste viljesakter, men som den
selvforglemmende optagethed. Man tager en holdning ved at udlevere sig til
situationen og dens krav og appeller til én 67 . Kort sagt: I stemtheden åbnes verden ud
fra grundstemningerne i spændet mellem melankoli og munterhed og i holdningen
griber man verden og sig selv på en bestemt måde ud fra grunddrifterne mellem
polerne kolerisk og flegmatisk 68 . Man kan altså sige, at verden åbnet for en vred og
fornærmet person er en anden end en verden åbnet for den taknemmelige. Igennem
verdensåbningen vil den energiske og målrettede være tilbøjelig til at gribe verden på
en kolerisk måde, hvorimod den triste vil være tilbøjelig til det flegmatiske.
Forskellen til Heidegger er, at Pahuus hævder, at mennesket situeres igennem
stemtheden, som er forholdet imellem melankoli og munterhed – samt at mennesket
griber situationen i spændet imellem det flegmatiske og det koleriske. Man kan altså
sige, at de genstandsløse følelser, grundstemningerne og grunddrifterne, udgør den
emotionelle baggrund og horisont for verdensåbnetheden – forstået som både
menneskets erkendelse og handling 69 .
Ifølge Pahuus er det, at åbne verden et nærvær. Ligesom stemning og de
genstandsløse følelser åbner en verden for os, åbner de en bestemt verden. Den
verden, som følelsesmæssigt er åbnet for mig, binder mig til at involvere og engagere
mig i den konkrete situationen og er derfor modsætningen af distancen.
66 op.cit.: s. 61
67 op.cit.: s. 57
68 ibid.
69 ibid.
35

Som kritik af Pahuus kan man spørge om teorierne om følelsens verdensåbnende
karakter ender i overdrevet føleri? Er ’ekstrem føleri’ dermed den højeste
erkendelsesform? Pahuus’ svar til dette er, at stemthedselementet også kan gøre en
person sentimental i kraft af den flegmatiske grunddrift, hvor man ønsker at forbinde
sig med noget. Han hævder, at stemtheden normalt ikke bliver sentimental fordi den
balanceres af spændingen, som opstår ved aktivt at strukturere og artikulere et rum,
dvs. at følelserne er grundlaget for at der overhovedet gives en verden for én. Pahuus
konkluderer, at hvis den følelsesmæssige erkendelse ikke er præget af
sindsoversvømmende stemning, f.eks. stærk melankoli eller overvældende affekt, er
den først og fremmest verdensåbnende og afdækkende. Hvor den
sindsoversvømmende stemning præger erkendelsen, er der tale om overdrevet føleri
og man er ikke længere i en erkendende åbenhed, men man har så at sige ’lukket sig
om sig selv’.
Pahuus’ teori om fornuft og følelse er altså en teori, som har et helhedsmæssigt
perspektiv på mennesket. Dette ses i dens sammenkædning af følelse, fornuft,
erkendelse og handling. Teorien hævder at spændet imellem grundemotionerne
melankoli og munterhed er grundlaget for menneskets stemthed, dvs. alle de øvrige
emotionsnuancer. Igennem stemtheden opstår erkendelsen. Den følelsesmæssige
erkendelse er tæt knyttet til handlingen, fordi verdensåbenheden har karakter af
involverethed og nærvær. Er verden åbnet for mennesket, er mennesket også
70 op.cit.: s. 38
36

tilbøjelig til at tage en holdning i situationen og handle ud fra grunddrifterne det
koleriske og det flegmatiske. Dette sker, som Pahuus nævner, ikke på et bevidst plan
men i kraft af at man udleverer sig til situationen. Pahuus teori er altså en teori, som
sammenkæder erkendelse og handling med udgangspunkt i det følelsesmæssige.
Pahuus’ teori er en usædvanlig, dimensionel teori om grundemotioner, fordi den
hævder, at der kun findes to grundlæggende emotioner som grundlag for stemtheden.
Det vil altså sige, at der i alle emotioner findes et grundelement af melankoli eller
munterhed, for det er af disse, at de øvrige emotioner er opstået. Der er altså tale om
to grundlæggende modsatte tilstande, hvor man i munterheden magter det man
kommer ud for og er oplagt – og i melankolien nærmer sig lukketheden.
I dette afsnit er en vifte af emotionsteorier gennemgået, som skal danne grundlag for
forståelsen af emotioner videre i afhandlingen. I den indledende fremstilling af
forskellige grundlæggende emotionsteorier blev det vist, at emotioner kan forstås i
mange forskellige diskurser. Denne afhandling tilslutter sig en fænomenologisk
diskurs, som tager udgangspunkt i ideen om den store diversitet i menneskets
følelsesliv. Det anses altså for umuligt at kategorisere menneskets emotioner uden
derved også at reducere og forenkle de enkelte emotioner. I forlængelse af Husserls
’til sagen selv’, er ønsket tværtimod at fastholde muligheden for det menneskelige
følelseslivs diversitet og respekten for dette.
I afsnittet er det vist at forståelsen af menneskets verdensforhold spiller en afgørende
rolle for, hvordan emotioner kan forstås. I den dualistiske opfattelse er emotionerne
indre sindstilstande – i den fænomenologiske diskurs er emotionerne derimod
engagementer med verden. I den dualistiske diskurs tilskrives det sjælelige (hvorvidt
dette er bevidsthed, sjæl eller hjerne) emotionerne som sindstilstande, fornemmelser,
oplevelser. Kroppen tilskrives primært affekter, som er kendetegnet ved at være en art
reflekser som ikke indeholder tænkning. I opfattelsen af emotioner som engagementer
med verden muliggøres derimod en forståelse af emotioner som rationelle, fordi de
37

alle indeholder et element af tænkning og er udgangspunkt for at erkende og forstå
situationer. Emotioner, uanset om de kan kaldes reflekser eller højere emotioner, er
alle en måde at engagere sig i verden på.
Opfattelsen af emotioner som engagementer med verden grunder i opfattelsen af, at
mennesket må ses som i-verden-væren. Man kan populært sige, at forskellen på det
dualistiske verdensforhold og mennesket som i-verden-væren udmønter sig i
forskellen på ’at have en krop’ og ’at være en krop’: om man er i verden som sjæleligt
eller kropsligt subjekt. I den første forstand er emotioner primært indre fænomener – i
den anden forstand kan man sige, at emotionerne er ’ude i verden’. Dette vil sige, at
emotioner er engagementer med verden – et sæt af følelser, affekter, motiver,
aspirationer, forventninger, vurderinger, krav og ønsker, som vedrører menneskets
hele liv.
Emotionerne er verdensåbnende og årsag til at der gives en bestemt verden for et
menneske. Deres verdensåbnende karakter gør, at verden potentielt kan antage mange
udseender. Hvis ens engagementer med verden forandres, vil ens erkendelse og
handlen i verden altså også forandres. Enhver form for erkendelse er derfor åbnet på
baggrund af en stemning.
Menneskets emotioner udspringer af grundstemningerne melankoli og munterhed
samt grunddrifterne – graden af tilbøjelighed til aktiv indgriben i situationen. Det vil
sige at f.eks. en munter grundstemning vil være klangbund for mere partikulære
emotioner. Grundstemningerne og grunddrifterne kan som klangbund siges at være
grundlag for erkendelse og handling. Al verdenserkendelse og handling er altså
grundlæggende stemt.
Når verdens åbnes af emotionerne, erkender mennesket sig som stående i en bestemt
situation, hvorpå det kan handle. I og med at emotionerne er påvirkede af
grundstemningerne og grunddrifterne, vil en påvirkning af disse altså medføre at
mennesket erkender og handler anderledes. Ligeledes er erkendelse og handling
afhængig af emotioner som engagementer med verden. Ændres menneskets
engagementer med verden (motiver, aspirationer, forventninger, m.m.), ændres altså
38

også menneskets erkendelse og handling. Det er også i denne forbindelse at
verdensåbningen på baggrund af emotioner skal ses som et nærvær – en åbning af en
bestemt situation, som mennesket er involveret i og som er svær at komme på afstand
af.
Den fænomenologiske opfattelse af emotioner er altså ikke bare et supplement eller
en udvidelse til det traditionelle emotionsbegreb, men den medfører at mennesket står
i en helt anden relation til verden i forhold til f.eks. dualismen. Med den
fænomenologiske opfattelse af menneskets verdensforhold opstår altså en helt anden
ontologi og epistemologi.
39

4.0 Musikken
Musik er den mest abstrakte kunstart af alle. Den refererer ikke som tale- og
skriftsproget til den konkrete virkelighed. Til forskel fra billedkunstens farve og form
og dramaets kropslighed, har musikken tonerne som medium. Tonerne er som tidslige
fænomener meget flygtige og forsvinder hurtigt 71 . Af disse grunde er en sproglig
definition af musikken meget vanskelig.
Forsøg på at give definitioner på musik sætter ofte sproget i forlegenhed og
fremhæver ofte ét aspekt af musikken over de andre. Af eksempler på vidt forskellige
definitioner kan nævnes grækeren Kleonides’ (ca. 100 e.kr.) definition af musik som
”videnskaben om tonestrukturers natur”, hvor det matematiske element i analysen af
musikken betones. Den tyske komponist Johann Matthesons definerede i det 18.
århundrede musik som havende en moralsk opdragende funktion: ”Musik er den
videnskab og kunst, dygtigt at sammenstille skikkede og behagelige klange, rettelig at
føje dem efter hinanden og lifligt at udføre dem, for gennem deres vellyd at befordre
Guds ære og alle gode dyder”. Ifølge Mattheson vækker god musik altså dyder i
tilhøreren – et synspunkt som rækker tilbage til Platons filosofi. I løbet af 1800-tallet
vinder den romantiske betoning af menneskets oplevelse og stemning frem, hvilket
ses i definitionen ”Musik er kunsten gennem mangfoldige toneforbindelser at røre
følelserne, vække fantasien og stemme sindet til skønhedens og det ophøjedes idé” 72 .
Musik blev i denne periode hyldet ud fra dens evne til direkte at udtrykke følelser
direkte – uden ord eller billeder som mellemled 73 .
Mere formelt kan musik defineres som lyd struktureret i et tidsligt forløb. Dette er
med forudsætningerne, (1) at der skal være lyd, (2) at lyden skal være struktureret,
dvs. der skal ligge en menneskelig vilje til grund for dens sammensætning og (3) at
lyden skal udfolde sig i et afgrænset og sammenhængende tidsrum 74 .
Musikdefinitioner som denne er blevet udfordret af forskellige avantgardekunstneres
kompositioner. Et eksempel er nummeret 4’33 af John Cage, som består af 4 minutter
71
Den Store Danske Encyklopædi 2006: opslag musik – tolkninger og tydninger
72
Den Store Danske Encyklopædi 2006: opslag musik
73
Cook 2000
74
Den Store Danske Encyklopædi 2006: opslag musik
40

og 33 sekunder med stilhed. Musikken opstår her ud fra de lyde som tilfældigt opstår
i løbet af nummerets varighed. 4’33 kan dog ifølge definitionen stadig kaldes musik,
da der er tale om et bevidst fravær af lyd. Der ligger altså en skabende vilje bag.
Diskussionen af musikkens midler, udtrykskvaliteter og formål har beskæftiget
filosoffer, musikvidenskabsfolk, komponister og musikere til alle tider. Platon skriver
i værket Staten, at visse former for musik er skadelige for opdragelsen af samfundets
borgere, mens andre former for musik tilskynder til moralsk rigtige handlinger. I en
passage i Statens 3. bog overvejer Sokrates med sine brødre Glaukon og Adeimantos
hvilken musik som skal tillades i den retfærdige stat:
Passagen udtrykker en forståelse af musikkens påvirkning af menneskets ethos –
hvordan visse former for musik kan gøre mænd krigeriske – og hvilke der tilskynder
til fredsommelige handlinger. Der er altså to tonearter tilladt i staten – en til at klare
modgangen og en i medgang. Senere overvejer Platon hvilke rytmer, der giver udtryk
for f.eks. galskab og heltemod 76 . Platons elev Aristoteles udviklede endvidere en rigt
nuanceret lære om musikkens katarsis – dens rensende egenskaber i værket
Poetikken. I nyere tids filosofi giver Arthur Schopenhauer musikken en særlig status,
fordi den formår at give en direkte erkendelse af ”verdensviljen” – af den virkelige
verden bag de blotte fremtrædelser. Verdensviljen er den primære verden i
modsætning til repræsentationerne, som udgør den sekundære verden. Musikken
giver altså hos Schopenhauer en metafysisk erkendelse. 77
75
Platon 1983: 3. bog, s. 127-128
76
ibid.
77
Schopenhauer I: Cottingham 2008: s. 723-728.
41

Musik har endvidere en fællesskabsdannende funktion, hvilket gør den anvendelig
som medium for forskellige budskaber – f.eks. politiske, sociale og
identitetsmæssige. Musik kan derfor bruges til at vinde gehør for bestemte
synspunkter eller at skabe sammenhold i en gruppe – eller om en bestemt ideologi. Et
stærkt eksempel er nazisternes brug af Richard Wagners musik til propaganda og
iscenesættelse før og under 2. verdenskrig. Et andet eksempel (uden sammenligning i
øvrigt) er sange som den socialistiske Internationale og Når jeg ser et rødt flag
smælde. Andre eksempler på musikkens fællesskabsdannende funktion er
protestsangene under ungdomsoprøret i 60’erne og alsangsstævnerne under
besættelsen i 2. verdenskrig. I begge tilfælde var sangen og musikken medie for
social samling og modstand.
Søren Kierkegaard beskriver i Enten-Eller musikken som ”det ubekendtes Rige”, som
grænser op til sproget. Han beskriver, at man i den sproglige vandring fra prosa i
retningen af lyrik og poesi nærmer sig musikken. Men tilsvarende nærmer man sig
også musik, hvis man bevæger sig fra prosaen ’nedad’ mod barnlige ordlege og
spædbarnets rytmiske lyde. Musik omfavner altså sproget – og begrænser så at sige
sproget. Og heraf følger, at sproget ikke kan trænge ind i musikkens verden – og at al
tale om musik bliver en tale ”omkring” musik. Musik er altså ifølge Kierkegaard ikke
mulig at trænge fuldstændigt ind i med sproget 78 .
Man kan skelne imellem forskellige videnskabelige tilgange til musik. Musikanalysen
forsøger at skaffe sig overblik over et musikværk, dets sammensætning og samspillet
imellem dets bestanddele. Overfor dette står musikfortolkningen og musikoplevelsen.
Den musikalske hermeneutik forsøger at tolke musikkens udtryk og gengive dens
udsagn og indhold. Heroverfor står den musikalske fænomenologi, som hævder, at
musikkens indhold og udtryk kun kan beskrives ud fra den oplevelse, som musikken
78 Kierkegaard 1843: s. 47ff.
42

fremkalder i tilhøreren 79 . Musik kan dels analyseres og kategoriseres efter
kvantitative kriterier, f.eks. i taktarter, metronomtal og perioder, men også betragtes
kvalitativt ved enten den hermeneutiske tilgang eller den fænomenologiske tilgang. Et
eksempel på en fænomenologisk tilgang kan være at undlade at analysere og ”lade
indre billeder, associationer og stemninger flyde frit” 80 . På denne måde kan lytteren
nå ind i en oplevelse af et musikstykkes kvaliteter, som kun kan opleves i helheder.
I musikteorien arbejdes med forskellige parametre for analysen af musik – bl.a.
rytme, melodi, tempo og harmoni 81 . Melodi kan defineres som en følge af toner med
forskellig varighed, styrke, klangfarve og indbyrdes intervaller. Melodien er altså en
sammenvekslen af toner af forskellig højde og længde, dannende større eller mindre
enheder – tema, melodi eller sætning 82 . Melodien er ofte struktureret efter et
genkendeligt princip, dvs. udfolder sig efter en bestemt skala eller forholder sig til en
bestemt grundtone. Melodiens retninger, brug af intervaller samt tonernes varighed,
styrkeforhold og betoning er af stor betydning for melodiens karakter 83 . Til melodien
knytter tonearterne sig – f.eks. dur og mol, som er udviklinger af kirketonearterne.
Tonearterne skaber altså også musikkens stemning og kan gøre én f.eks. glad, trist
eller romantisk 84 .
Rytme er opdelingen af de musikalske bevægelser i tid. De fleste musikstykker
indeholder en underliggende puls, som oftest er to- eller tredelt i den vestlige musik.
Tempoet er hastigheden på den nodeværdi, som opleves som grundlaget for
musikkens puls. Denne kan angives i antal taktslag pr. minut (på engelsk ofte
forkortet BPM: beats per minute). Man kan både tale om en ydre måling af
musikkens tempo i pulsslag pr. minut, men også om den indre oplevelse af tempo 85 .
To musikstykker kan have samme metronomtal i BPM, men opleves som havende
forskellige tempi afhængigt af musikkens øvrige faktorer, f.eks. betoningen af
79
Den Store Danske Encyklopædi 2006, opslag musik – indhold og form
80
Engel i Nørgaard et. al. 2001: s. 90-91.
81
Den Store Danske Encyklopædi 2006, opslag musik – musikkens bestanddele
82
Nørgaard et.al. 2001: s. 101
83
Den Store Danske Encyklopædi 2006: op.cit.
84 Nørgaard, op.cit.
85 Bastian 1987: s. 89
43

takterne og rummet musikken spilles i. Desuden er lytterens puls afgørende for, om
musikken opleves som hurtig eller langsom 86 .
Musik til idrætsopvarmning består ofte af forskellige musikstykker, som bruges som
en slags arbejdsmusik. Ofte vælges musik med en fast grundrytme, som er let at tælle
og er regelmæssig, dvs. uden for mange synkoperede eller ”skæve” takter.
Aktivitetens bevægelser synkroniseres musikkens grundrytme. Til forskellige
aktiviteter anvendes forskellige musiktempi, for at musikken kan understøtte
bevægelsen:
• Løb: 150-190bpm
• Hop: 120-150bpm
• Styrkeprægede øvelser: 95-120bpm
• Svingende øvelser: 100-130bpm 87
I en undersøgelse af stærke emotionelle oplevelser i forbindelse med musik og anden
kunst blev 103 personers oplevelser analyseret og kategoriseret. Forskerne fandt, at
stærke musiske oplevelser kunne give en ændret oplevelse af verden, bl.a.
eksemplificeret i udsagnet ”verden er et bedre og smukkere sted end jeg før har
syntes” 88 . Stærke musiske opleveser kunne medføre ændringer af bl.a. kropsstilling,
bevægelser, pulsfrekvens og åndedræt, tab af kontakt med den fysiske omverden og
det sociale miljø og en sammensmeltning mellem lytteren og musikken 89 . Stærke
musiske oplevelser kan også være mystiske, religiøse og transcendente oplevelser,
intense emotionelle oplevelser, ændret oplevelse af krop, tid og rum, ændret oplevelse
af meningen med eksistensen, oplevelse af fællesskab og ændringer i tilhørernes
tankemønstre og hukommelse. Oplevelser som alle er vanskelige at nedfælde i ord 90 .
86 Den Store Danske Encyklopædi 2006: op.cit.
87 Nørgaard, et. al. 2001: s. 106
88 Juslin & Sloboda 2001: s. 430
89 op.cit.: s. 432
90 op.cit.: s. 436
44

Undersøgelser som disse viser tydeligt at musik kan have en stor emotionel
påvirkning på mennesket, som ikke blot vedrører et psykisk aspekt af mennesket, men
påvirker hele mennesket – i både emotioner, oplevelse, erkendelse og handlinger.
Undersøgelserne er lavet i forbindelse med stærke emotionelle oplevelser ved musik
og kunstoplevelse, hvilket naturligvis betyder at de stærke emotionelle oplevelser
ikke kunne være opnået med hvilken som helst musik.
Den tyske fænomenologiske filosof Nikolai Hartmann anvender en interessant og
anderledes forklaring af musikkens bestanddele, som kan anvendes til at skelne
imellem forskellige lag i musikken. Følgende er et uddrag fra Hartmanns Ästhetik:
Hartmanns inddeling vedrører musikkens evne til at vække følelser og stemninger.
Første lag af musikken er ifølge Hartmann den medrivende og forførende del i f.eks.
dansemusik – som starter i en vuggen og kan ende i ekstase. Det første lag er
karakteristisk for næsten al musik. Første lag er påvirket af melodiens metronomtal,
men overskrider også dette ved at bygge på oplevelsen af melodiens rytme og
91 Hartmann 1953 (dette uddrag er oversat til dansk af Niels Jørgen Hansen).
45

medrivende kvaliteter. Det andet lag udgøres af et individuelt følelsesindhold, som
skabes af musikkens komposition, dvs. blandt andet musikkens sammensætning, dens
formmæssige struktur og dens instrumentale eller vokale midler. Det andet lag finder
man kun i mere seriøs musik – i musik som kan påvirke én i det inderste og bevæge
sjælen, ja ifølge Hartmann ligefrem hente hemmeligheder frem fra sindets dyb.
Musikken i det andet lag er altså af en mere alvorlig karakter. Det tredje lag kalder
Hartmann det metafysiske lag, hvori musikken får metafysisk karakter. Dette
omhandler i Schopenhauersk forstand en dyb indsigt i verdensviljen, som man også
kan kalde ’verdens grundlag’ eller ’verdens princip’. Dette tredje lag er ifølge
Hartmann kun i særlige tilfælde til stede i musikken 92 .
Hartmann mener, det er plausibelt at antage, at der er forbindelse imellem klange,
toner og følelser, fordi de tre grundlæggende deler samme egenskaber: De består alle
tre i bevægethed, strømmen og overgang. Alle tre udfolder sig i spillet imellem
bevægethed og klingen ud, imellem spænding og opløsning af spænding. Desuden er
de urumlige, dvs. ikke-tingslige og ikke-materielle 93 . Ifølge Hartmann kan man altså
tale om en forbindelse imellem følelser og klange ud fra deres fælles karakteristika,
og derfor kan klange og toner påvirke følelser.
Hartmanns tredeling af musikken giver mulighed for en forståelse og inddeling af
musik, som hænger sammen med musikkens grundelementer, f.eks. metronomtal og
harmoni. Dog er Hartmanns tredeling også knyttet til en kvalitativ og individuel
opfattelse af musik: Hvorvidt en musik indeholder det andet lag af følelser kan kun
siges ud fra lytteren selv – og ikke ud fra f.eks. om musikkens harmoni er i dur eller
mol. På samme måde kan musikken være medrivende eller forførende, men kun i det
omfang lytteren opfatter musikken sådan. Derfor har Hartmanns model i princippet en
forklaringskraft knyttet til lytterens subjektivitet.
92 Pahuus 1995: s. 50
93 op.cit.: s. 40
46

Musikkens indhold er ifølge Pahuus en fremstilling af forskellige former for
menneskelig udfoldelse og eksisteren:
Disse følelsesmæssige menneskelige udfoldelser formidles af musikken igennem
emotioner – ikke som specifikke emotioner, men som bevægelsesgestalter, der
kendetegner flere følelser. Flere emotioner kan altså godt have samme
bevægelsesgestalt, f.eks. følelsen af at være udleveret til livet i dets mægtighed, som
findes både i forbindelse med oplevelsen af uoprettelige tab, men også i den store
glæde. I begge disse tilfælde kan man kun overgive sig og kapitulere.
Bevægelsesgestalter kan altså i bred forstand formidle former for følelsesmæssig
udfoldelse og eksistens 95 .
Den rytmiske bevægelse findes overalt i vores egen kropslighed ifølge Pahuus. Vi
bevæger f.eks. arme og ben rytmisk under aktivitet. Der er rytmisk bevægelse i
hjerteslag, i åndedrættet og i det seksuelle. Musik kan derfor udtrykke et basalt lag i
menneskets eksistens: den anonyme, rytmiske og kropslige væren-til 96 .
Når musikkens rytmiske bevægelse varieres og melodi og harmoni tilføjes, opstår
spændinger som stemmer overens med forskellige former for menneskelig eksisteren
og udfoldelse 97 . Mennesket bliver altså påvirket dels af musikkens rytmiske udtryk,
som går i spænd med kropslige rytmiske bevægelser, dels af melodi og harmoni som
påvirker menneskets eksisteren og udfoldelse. Musikken griber dermed
grundlæggende ind i menneskets emotionelle liv og engagementer med verden
igennem dens formidling af forskellige former for menneskelig eksisteren og
udfoldelse.
94 op.cit.: s. 39
95 op.cit.: s. 39
96 op.cit.: s. 42-44
97 ibid.
47

Når Pahuus’ emotionsteori anvendes på Hartmanns musikopdeling, forbindes
menneskets to grunddrifter med den rytmiske bevægelse: den aktivt indgribende og
den sig med tingene forbindende. Disse to grunddrifter hænger altså sammen med
musikkens rytmiske lag, som ifølge Pahuus svarer til Hartmanns første musiklag. Det
medrivende lag er altså karakteristisk ved dets appel til de to grunddrifter i spændet
mellem det flegmatiske og det koleriske:
Hartmanns andet lag i musikken er ifølge Pahuus det følelsesudtrykkende lag 99 . Dette
stemningsmæssige lag vedrører kernen i det følelsesmæssige – hos Pahuus i
forbindelse med grundstemningerne melankoli og munterhed. Igennem den
stemningsfyldte verdensåbning er man helt involveret i situationen. Med
udgangspunkt i stemtheden åbnes verden. Musik kan derfor igennem
bevægelsesgestalterne formidle stemthed og få os til at føle overvældende rigdom,
fylde, intensitet og nærhed i verden – eller frygt, angst og distance til verden. Det
følelsesudtrykkende lag kan formidle verdensåbenhed – og dermed grundlæggende
hvordan verden fremtræder for en person – f.eks. om den er sentimental, nostalgisk,
som et komediespil eller som værende farlig. Denne verdensåbnethed på baggrund af
musikken danner altså grundlag for verdens fremtrædelse og dermed også for
muligheder for handlen i verden.
Her ses baggrunden for musikkens evne til at påvirke mennesket rytmisk såvel som
menneskets eksistens og udfoldelse. Hartmann beskriver musikkens første lag som
medsvingende og forførende. Ifølge Pahuus har dette lag af musikken en direkte
påvirkning på menneskets grunddrifter, som bestemmer tilbøjeligheden til aktiv
virketrang eller den mere indelukkede trang til ’at forbinde sig med’. Første lag af
98 op.cit.: s. 44
99 ibid
48

musikken opleves først og fremmest igennem en medlevende og medbevægende
kropslighed. Musikkens første lag rammer først og fremmest mennesket kropsligt.
Musikkens andet lag har evnen til at formidle en følelsesmæssig stemthed i
emotionsdimensionen imellem melankoli og munterhed. Følelserne formidles
igennem bevægelsesgestalter, som skaber følelser i tilhøreren – og ud fra tilhørerens
stemning åbnes verden. Musik, som er karakteriseret ved at have det andet lag i
Hartmanns tredeling formår altså at ændre den måde, tilhøreren ser verden på
igennem en ændring af stemtheden.
Hartmanns tredje lag indeholder en art metafysisk indsigt – tilhøreren ser så at sige
ind i verdens grundlag, ind bag det blot tilsyneladende. Det tredje lag udtrykker denne
forståelse og erkendelse, her eksemplificeret af Pahuus ved lidensen:
Det tredje lag er altså her karakteriseret ved at personen har givet slip på sin
tilbøjelighed til at strukturere rummet. Personen tager en afstand til sin erkendelse og
får derved en oplevelse af transcendens. Pahuus skriver, at det tredje lag er
karakteriseret ved at svare til det, man kalder mystiske tilstande – som en særlig
tilstand af følelsesindsigt.
Musik kan altså give emotionelle oplevelser af vidt forskellig karakter – fra den
stærke metafysiske eller religiøse oplevelse, til oplevelse af lykke og engagement ved
at høre en opløftende harmoni eller frygt ved den rædselsvækkende musik. Den kan
formidle emotioner i spændet mellem munterhed og melankoli – og i spændet
imellem aktiv indgriben og passivitet. Opleves f.eks. den triste harmoni, vil verden
ændres i takt med at musikken påvirker personens grundstemning.
100 op.cit.: s. 50
49

Ud fra Heidegger og Pahuus’ filosofi kan de menneskelige emotioner og stemninger
forstås som verdensåbnende. Musikken vækker emotioner i tilhørerne, som påvirker
deres væren-i-verden og deres engagementer i verden. Der er derfor ikke bare tale om
at musik giver oplevelser. Musik giver en total påvirkning på lytteren fordi oplevelsen
er kædet sammen med handlingen. Musikken påvirker med andre ord lytterens væren-
i-verden, fordi oplevelse, erkendelse og handling er sammenhængende.
Musik kan endvidere ifølge Pahuus siges at formidle en form for menneskelig
eksisteren og udfoldelse til tilhøreren, f.eks. den meget målrettede og viljestærke
sætten-sig-igennem. Dette udtryk for menneskelig eksisteren og udfoldelse kan
påvirke lytteren til at antage en lignende form for eksisteren og udfoldelse.
Empirisk forskning i forbindelsen imellem musik og idræt arbejder med begrebet
’den motiverende musik’ 101 , som forstås som en præstationsforbedrende musik.
Forskningen opdeler ’den motiverende musik’ i asynkron musik, som ikke er i takt
med idrætsudøvelsens bevægelser og i synkron musik, hvor musikkens tempo passer
på idrættens bevægelsesrytme – f.eks. ved løb til musikkens puls. Musik kan også
give positive effekter ved afspilning før idrætsudøvelse eller konkurrence for at
regulere udøverens eller idrætsholdets emotioner og fremme bl.a. afslapning, tænding
og visualisering – samt for at skabe positive tankemønstre og selvtillid for
idrætsudøveren 102 .
Effekterne af ’den motiverende musik’ opdeles i forskningen i psykologiske,
psykofysiske og ergogene effekter. De psykologiske effekter har at gøre med humør,
emotioner, affekter, tankeprocesser og opførsel. De psykofysiske har at gøre med
oplevelsen af de fysiologiske effekter af musikbrugen, ofte udtrykt ved ”RPE” 103 ,
hvor idrætsdeltageren på en karakterskala skal vurdere oplevelsen af sin anstrengelse
101 Begrebet skrives fremover i afhandlingen i anførselstegn for at understrege en kritisk stillingtagen
til dette begrebs gyldighed. Når motiverende musik skrives i anførselstegn refererer det altså til den
empiriske forsknings anvendelse af begrebet.
102 Karageorghis & Terry I: Bateman & Bale 2009: s. 15
103 RPE: Rate of Perceived Exertion kan oversættes til dansk som ”Vurdering af oplevet anstrengelse”
(egen oversættelse)
50

ved en aktivitet. Den ergogene effekt har at gøre med musikkens forøgelse af
præstationsevnen i en given aktivitet 104 .
I forskningen findes en række populære modeller for valg af den rigtige musik til
idrætsudøvelsen. Én model hævder, at følgende fire faktorer er af stor betydning for
musikkens motiverende effekt 105 :
• Udøverens respons på rytmiske og tidslige elementer i musikken, særligt tempoet.
• Musikkens elementer – tone og harmoni.
• Musikkens kulturelle status: Om den er populær i et samfund eller kulturel gruppe.
• Associationer forbundet med musikken, f.eks. kan fodboldlandsholdets slagsang ”Vi
vil ha’ sejren i land” associeres med sejr og ’team spirit’.
De fire punkter bestemmer om et musikstykke virker motiverende på
idrætsudøvelsen. De to første punkter refererer til musikkens egen karakter, hvorimod
de to sidste refererer til eksterne faktorer, f.eks. musikkens rolle i samfundet.
Forskningen har fundet, at motiverende asynkron musik generelt har et tempo over
120 beats per minute, har en fængende melodi, inspirerende og motiverende lyrik, en
lys og opløftende harmonisk struktur og gerne en association med udøvelse af idræt.
Højlydt asynkron musik i hurtigt tempo kan opregulere en idrætsudøvers spænding
før konkurrence og sænke udøverens oplevelse af anstrengelse, hvis det høres under
idrætsudøvelsen. Forsøg har vist, at idrætsudøvere kan opleve en helt op til 10%
lavere anstrengelse ved submaksimal idrætsudøvelse, når der spilles motiverende
asynkron musik 106 .
Rolig asynkron musik før konkurrencen kan bruges til mental forberedelse, f.eks.
visualisering af idrætudøvelsens forløb, og til at give udøveren et positivt humør.
Brug af asynkron musik kan altså have indflydelse på humøret og fremme positive
aspekter som følelse af energi, spænding, ophidselse og glæde – samt reducere
negative aspekter som kedsomhed, nedtrykthed, overspænding, vrede, træthed og
104 Karageorghis og Terry I: Bateman & Bale 2009: s. 15
105 op.cit.: s. 17
106 op.cit.: s. 27
51

forvirring 107 . Disse fordele kan gøre idrætsudøvelse mere fornøjelig, hvilket kan
betyde, at flere bliver ved med at dyrke idræt og kan medvirke til forbedret
præstationsevne under konkurrence.
’Motiverende musik’ kan ifølge forskningen have følgende effekter 108 :
1) En forøgning af positivt humør og reduktion af negativt humør,
2) Aktivering eller afslapning før udøvelsen,
3) Dissociation fra ubehagelige kropslige følelser, f.eks. smerte og træthed,
4) Reduceret oplevelse af anstrengelse (RPE),
5) Forøget arbejdsintensitet ved synkronisering af bevægelser til musikkens tempo,
6) Forbedret læring af motoriske færdigheder, hvis rytmen eller associationen stemmer
overens med bevægelsesmønstrene,
7) Forøget chance for at udøveren oplever flow,
8) Forbedret præstation som følge af ovenstående fordele
I et forsøg skulle forsøgspersonerne holde en vægt i skulderhøjde i så lang tid som
muligt. Idrætsudøverne blev inddelt i 3 grupper. Første gruppe hørte motiverende,
asynkron musik og anden gruppe hørte kun trommerytmen fra den motiverende
asynkrone musik fra gruppe 1 (dvs. ingen melodi, harmoni og lyrik). Tredje gruppe
lavede deres idræt uden musik. Kun den første gruppe fik udbytte af den asynkrone
musik, hvorimod gruppe 2 og 3 præsterede fuldstændig ens. Forsøget pegede altså på
vigtigheden af alle aspekter af musikken, både lyrik, harmoni og melodi for at kunne
give en præstationsforbedrende effekt.
Enkelte forsøg peger på, at synkron musik giver yderligere præstationsmæssige
forbedringer i idrætsudøvelsen sammenlignet med den asynkrone. Dette er vist ved
bl.a. ved test i 400m løb med og uden brug af synkron musik. I et nyere studie blev
det vist, at deltagere i submaksimal cykling på ergometer kunne opretholde en
107 op.cit.: s. 17
108 op.cit.: s. 19
52

estemt arbejdsintensitet ved et gennemsnitligt 7,4% lavere iltforbrug med synkron
musik 109 .
Undersøgelser af brug af synkron og asynkron musik viser et stort potentiale for
præstations- og motivationsforbedrende effekter af musikbrug i idrætten. Musikken
kan både påvirke udøverens psykologiske tilstand og give præstationsforbedrende
effekter. De fleste forsøg er dog udført med asynkron musik og man kan derfor ikke
med samme sikkerhed konkludere direkte til den synkrone musiks effekter på
idrætsudøvelsen 110 . Spørgsmålet er om den synkrone musik kan tilskrives samme
eller eventuelt flere præstationsforbedrende effekter sammenlignet med den
asynkrone musik 111 .
Forskningens resultater er meget relevante for denne afhandlings ønske om at vise en
relation imellem idræt, musik og emotioner. I empiriske forsøg vises at
idrætsudøvernes præstationsevne forbedres ved at lytte til ’motiverende musik’.
Udøverne giver både udtryk for større motivation, og de kan præstere mere i
eksperimenterne. Musikken påvirker altså motivationsmæssigt, emotionsmæssigt,
oplevelsesmæssigt såvel som fysiologisk, der f.eks. ses ved at de musiklyttende
udøvere har en mindre iltoptagelse sammenlignet med andre ved den samme
arbejdsintensitet 112 . Musikkens påvirkning på idrætsudøvelsen går altså på tværs af
skellet imellem psykologi og fysiologi – imellem ’indre’ og ’ydre’.
Man kan dog kritisere forskningen i musikkens præstationsforbedrende effekter for at
forsimple forholdet imellem musik og idræt. Musikkens effekt måles i forsøgene
oftest ud fra mængden og effekten af det udførte arbejde, og man forsøger at etablere
en kausalrelation imellem musiktype og arbejdseffekt. Musik, som forøger
arbejdsmængden og -effekten kaldes ’motiverende musik’. Man arbejder altså med en
meget mekanisk tilgang til musikkens påvirkning på idrætsudøvelsen – som i en
input-output relation. Dette er også tydeliggjort af udførslen af forsøgene, som for
109 op.cit.: s. 29
110 ibid
111 op.cit.: s. 13
112 se bl.a. op.cit.: s. 27.
53

manges vedkommende foregår i et laboratorium med ergometre. Man kan
argumentere for, at idrætsudøvelsen under observation i kliniske miljøer er en anden
end den ville være i andre omgivelser og situationer. I forsøgene relateres derfor ikke
til oplevelsesaspekter og kvalitative ændringer i bevægelsesmønstre.
Systembygningen ud fra den positivistiske videnskab forsimpler derfor relationen
imellem musik og idræt, fordi forsøgene er foregået under de nævnte grundantagelser
– i kliniske miljøer og hovedsageligt med måling af præstationsforbedringer for øje.
Forskningen har derfor både positive anvendelsesmuligheder, som kan øge
forståelsen af forholdet imellem musik og idræt, men også sine ulemper på grund af
dens positivistiske metode. Der måles primært på kvantitative data og man forsøger
at skabe en objektiv og absolut model for musikkens påvirkning på mennesker.
Denne metode vil dog føre til en begrænset viden, dels fordi flertallet af kvalitative
aspekter af idrætsudøvelsen overses – f.eks. idrætsudøvelse til musik i situationer,
hvor der ikke stilles samme krav til præstationer, men snarere er bevægelseslyst som
sådan. Derfor kan den positivistiske forskning bedst anvendes, hvis den suppleres af
en kvalitativt orienteret tilgang. Den kvalitative tilgang til musikforskningen vil
kunne bidrage med en forståelse af musikkens påvirkning på idrætten, som ikke er
mulig at opnå i de kliniske miljøer.
Musik er den mest abstrakte kunstart af alle fordi den ikke refererer til den konkrete
virkelighed og fordi den har tonerne som medium – tonerne som er flygtige og så at
sige forsvinder op i den blå luft. Derfor er sproglige definitioner af musik ikke i stand
til at fange hele musikkens essens, men fokuserer ofte på enkelte dele af musikken.
Den meget formelle definition, at musik er lyd struktureret i et tidsligt forløb synes at
indfange det meste musik under én definition, men siger også tilsvarende lidt om
f.eks. oplevelse af musik eller musikkens funktion i samfundet. Særligt interessant i
forhold til denne afhandling er den mere romantiske definition af musik som ”kunsten
gennem mangfoldige toneforbindelser at røre følelserne, vække fantasien og stemme
54

sindet til skønhedens og det ophøjedes idé” 113 , hvad enten det vedrører musikkens
evne til i bred forstand at stemme sindet og røre følelserne – eller om musikken også
giver en indsigt i skønhedens og det ophøjedes idé. Det interessante er altså især
musikkens evne til at stemme sindet.
I afhandlingen arbejdes primært med oplevelsesdimensionen af musikken. Dette er
primært ud fra den musikalske fænomenologi, men kan dog ikke adskilles helt fra
hermeneutik og musikanalyse. Et hermeneutisk aspekt af et musikstykke kan være
musikstykkets indhold, f.eks. et musikstykke som refererer til triumf, sejr og
viljestyrke (som f.eks. Kenny Loggins’ stykke Danger Zone fra filmen Top Gun). Det
hermeneutiske aspekt kan altså med sine fortolkninger overlappe med
oplevelsesaspektet. Det musikanalytiske aspekt kan også forklare en del af
oplevelsesaspektet – f.eks. i form af analyse af musikkens variationer i tempo, af
antallet og opbygning af omkvæd, m.m. Disse tre tilgange til musikvidenskaben
anvendes altså alle i afhandlingen.
Man kan på forskellig måde forklare musikkens evne til at give stærke emotionelle
oplevelser. Inddelingen af musik i tre lag kan forklare musikkens appel og forførelse
af lytteren, musikkens følelsesmæssige påvirkning af lytteren. Desuden kan
laginddelingen pege på muligheden for mystiske, religiøse og transcendente
oplevelser – ”en føling med dunkelt anede skæbnesvangre magter” 114 . Ved
anvendelse på såvel pophits som klassisk musik kan musikinddelingen give en
forståelse for musikstykkets karakteristika – dets medrivende, følelsesudtrykkende og
metafysiske bestanddele. Lagdelingen af musik kan ses i sammenhæng med teorien
om grundstemninger og grundemotioner. Musikkens medrivende og rytmiske lag kan
påvirke menneskets grunddrifter, dvs. tilbøjeligheden til aktiv indgriben i situationen.
Musikkens følelsesudtrykkende lag påvirker grundstemningerne – og kan igennem
bevægelsesgestalterne formidle grundstemning. På denne måde kan musik helt
grundlæggende påvirke menneskets emotioner og dermed erkendelse og handling.
113 Den Store Danske Encyklopædi 2006: opslag musik
114 Hartmann 1953 (dette uddrag er oversat til dansk af Niels Jørgen Hansen).
55

Man kan endvidere musikkens indhold som udtryk for forskellige former for
menneskelig udfoldelse og eksistens. Når musikkens rytme, melodi og harmoni
opstår, skabes spændinger som stemmer med forskellige former for menneskelig
eksisteren. Mennesket påvirkes af musikkens rytmiske udtryk, som går i spænd med
kropslige rytmiske bevægelser – og af musikkens melodi og harmoni som påvirker
menneskets eksisteren og udfoldelse. Musikken kan på denne måde gribe
grundlæggende ind i menneskets emotionelle liv og dets engagementer med verden
igennem formidlingen af former for menneskelig eksisteren og udfoldelse.
At musikken formidler menneskelig eksistens eller udfoldelse efterlader et
spændende spørgsmål: Kan man sige, at tilhøreren til musik bliver et andet
menneske? Hvis musikken vel at mærke påvirker mennesket på både første og andet
plan af Hartmanns musikinddeling – og der ikke er modstand mod denne påvirkning.
Svaret er ja i den forstand, at personens hele væren-i-verden forandres igennem den
rytmiske medsvingen og følelsesmæssige påvirkning. Personens følelser forandres,
personens engagementer med verden forandres derfor også. Personens handlinger,
udtryk, tilbøjeligheder og verdensopfattelse er anderledes end før. I den forstand er
lytteren blevet forandret. I den forstand kan man tale om et anderledes menneske og
på denne måde grænser spørgsmålet op til en diskussion af grænsen for personlig
identitet.
Den empiriske forskning i forholdet imellem musik og idræt har vist
præstationsforbedrende effekter af ’motiverende musikbrug’ i idrætten – bl.a. en
forøgning af positivt humør, mulighed for spændingsregulering, reduceret oplevelse
af anstrengelse, forøget arbejdsintensitet og forbedret læring af motoriske
færdigheder. ’Den motiverende musik’ har et tempo over 120 beats per minute, en
fængende melodi, inspirerende og motiverende lyrik, en lys harmonisk struktur og har
gerne en association med idrætsudøvelse. I denne musik har både harmoni, rytme og
melodi betydning for den motiverende effekt.
Forskningen i musikkens påvirkning på idrætsudøvelsen kan forstås som generel
forskning i to af de tre lag af Hartmanns musikinddeling, den rytmiske og den
56

følelsesudtrykkende del. Forskningens model for, hvilken musik der opfattes som
motiverende kan ses i sammenhæng hermed – det er generelt musik, som muliggør en
medsvingen til idrætsaktiviteten og en harmoni, som skaber lyst og positive
tankemønstre i idrætsudøverens situation. Man kan sige at musikkens medrivende lag
appellerer til grunddrifterne i idrætsudøveren og musikkens følelsesudtrykkende lag
skaber grundstemninger. Begge disse påvirker idrætsudøverens grundemotioner og
dermed erkendelse og handling. Forskningen peger endvidere på at musikkens
kulturelle status og de associationer den vækker også spiller en motiverende rolle,
hvilket ikke indgår i Hartmanns eller Pahuus’ modeller.
Man kan også se den empiriske forskning i forbindelse med formidlen af menneskelig
udfoldelse og eksiteren. Hvis musikken formidler en form for menneskelige
udfoldelse og eksisteren med positivt humør, gåpåmod, viljestyrke, m.m., vil den
ligeledes være motiverende for idrætsudøvelsen.
Som isoleret forskning kan man kritisere den empiriske forskning for at forenkle
forholdet imellem musik og idræt. Forskningen tager ofte udgangspunkt i musikkens
effekt på præstationsevnen og på ’målinger’ af udøvernes motivationsniveau – f.eks.
på afkrydsningsskema med en skala fra 1-10. Forskningens forsøg på at kvantificere
forholdet imellem musik og idræt bliver altså både dens styrke og svaghed. Dens
styrke fordi den finder konkrete resultater for præstationsforbedrende musik. Dens
svaghed fordi den forsimpler forbindelsen imellem musik og idræt til at tage
udgangspunkt i effektmålinger og præstationsevne – og alt sammen i kliniske test
med løb, cykling, vægtløftning eller steptests. Der arbejdes ikke med idrætsgrene som
f.eks. basketball eller tennis. Derfor overser forskningen mange aspekter af
musikkens påvirkning på idrætten – f.eks. musikkens formidlen af menneskelig
eksistens og udfoldelse, musikkens medrivende, følelsesudtrykkende og metafysiske
lag. Den overser generelt musikkens påvirkning på idrætsudøvelse i situationer, som
ikke er primært præstationsorienterede – f.eks. i mere ekspressive idrætter eller idræt
som tager udgangspunkt i bevægelseslyst som sådan. Det samme gælder idrætter som
er mere komplekse og ikke let målbare – f.eks. fodbold eller parkour. En kvalitativt
57

orienteret tilgang vil derfor kunne supplere den empiriske forsknings resultater og
bidrage med et andet bud på, hvad der er motiverende musik under idrætsudøvelse. Et
bud som kan række ud over den empiriske forsknings begrænsninger.
Det kan tænkes at ’den motiverende musik’, som defineret i den empiriske forskning
ikke kan genfindes ved en kvalitativt orienteret tilgang. Det er f.eks. ikke sikkert at
musikken behøver have over 120 beats per minute eller have en lys harmonisk
struktur for at have en motiverende oplevelse.
58

5.0 Den emotionelle og musikalske idræt
Det er nu muligt igennem en diskussion af de gennemgåede teorier for musik og
emotioner at skabe en forståelse af, hvad disse betyder for idrætten som sådan.
Afhandlingen er nu nået til det punkt, hvor de forskellige teorier skal diskuteres – og
der skal konkluderes teoretisk på de i problemformuleringen stillede spørgsmål.
Idræt er et særnordisk ord, som antages at stamme af i- og dræt i betydningen ’virke,
handling, bedrift’ 115 . Idræt defineres i det følgende meget bredt som al slags
bevægelse og handlen. Det er derfor ikke muligt i det følgende at opretholde et skel
imellem idræt og andre dagligdags handlinger, f.eks. at anvende en computer, at lave
mad eller at danse linedance. Som følge af, at idrætten vanskeligt lader sig adskille fra
andre former for fysisk aktivitet, vil begrebet altså kunne referere til alle former for
menneskelig aktivitet og handlen. Disse overvejelser bygger på, at afhandlingens
sigte er meget bredt – og på mange måder ikke forholder sig til særlige, udvalgte
aspekter af menneskets tilværelse, men vedrører mennesket i hele dets eksistens. For
dog at understrege at idræt refererer til virke, handling og bedrift anvendes begrebet
idræt om fysisk aktivitet af en eller anden karakter.
I det foregående er emotioner blevet bredt defineret som engagementer med verden.
Som et komplekst sæt af aspirationer, forventninger, vurderinger, behov, krav og
ønsker. Denne definition af emotioner hænger sammen med et syn på mennesket som
i-verden-væren. Emotioner er ikke noget indre, men er noget som kendetegner hele
menneskets eksistens. Man kan derfor sige at f.eks. værdier, ønsker, forventninger og
håb er en del af emotioner, men ikke at værdier som sådan er emotioner. Værdier,
forventninger, osv. indgår som del af emotionernes kompleks. Man kan derfor ikke
heller ikke skelne imellem ens engagementer i verden og ens emotioner. Emotion er i
115 Den Store Danske Encyklopædi 2006: opslag idræt
59

denne forståelse kognitiv og indeholder derfor tænkning og rationalitet. Hvis
emotioner på denne måde ses som en helt grundlæggende og uadskillelig del af
menneskets eksistens, er det indlysende at emotioner er til stede overalt som
stemninger, motiver, krav, aspirationer osv.
Idræt indeholder i høj grad alle disse kategorier: Aspirationer – stræben efter at opnå
noget, f.eks. under udøvelse af et spil eller en sport. Forventninger om f.eks.
medspilleres handlinger, om ens egen tilstand under udøvelsen, om egne evner eller
om konsekvenser af handlinger. Mere eller mindre bevidste Vurderinger, f.eks. af
afstanden til målet, af egne eller holdets evner, af muligheden for en god aflevering
eller af muligheden for en overhaling på cyklen. Behov som f.eks. behov for
anerkendelse i en holdsport, for forskellige grader af tryghed, for tilføring af væske.
Krav til f.eks. banens størrelse, opfyldelse af regler eller krav til sig selv, medspillere
eller dommer. Ønsker om egen præstation, om en god oplevelse, om at se godt ud
eller om sundhed og et langt liv. Idrætten falder altså klart ind under definitionen af
emotioner som engagementer med verden 116 og man kan i den forstand tale om en
emotionel idræt, fordi idræt er flettet ind i mange af de områder, man kan kalde
emotioner.
Det er vigtigt at huske på det kontroversielle i ideen om emotioner som engagementer
med verden – at det på mange måder strider direkte mod den populære opfattelse af
emotioner som fornemmelser eller sindstilstande. Begrebet stammer dels fra
diskussionen af menneskets verdensforhold som værende et andet end det dualistiske,
dels fra ideen om umuligheden af at skelne imellem forskellige emotionskategorier –
f.eks. affekt, følelser og sindsstemninger. Emotioner som engagementer med verden
anvendes i en bestræbelse på at undgå unødig kategorisering af menneskets meget
komplekse følelsesliv i simple kategorier og den deraf følgende reduktion. Tværtimod
ønskes en form for helhedsforståelse af menneskets emotionelle eksistens, som
kommer til udtryk i begrebet om emotioner som engagementer med verden og
116 Solomon 2004: s. 77
60

egrebet om menneskelig udfoldelse og eksistens. Begreberne anvendes altså kritisk
over for dualismen – og overfor ideen om kategoriseringen af emotioner. Man kan
selvfølgelig omvendt hævde at en del forklaringskraft forsvinder ved at undlade
nogen form for kategorisering – f.eks. er det ikke muligt at skelne imellem simple
biologiske affekter og højere former for emotioner. Afhandlingens idé er dog at det
modsatte standpunkt er muligt: At en ny forklaringskraft opnås ved ikke at reducere,
men ved at betragte emotionerne og den menneskelige eksistens som
helhedsfænomener.
I en dualistisk diskurs, dvs. med skel imellem hjerne og krop – eller imellem
bevidsthed og krop – vil emotioner vanskeligt kunne forstås som engagementer med
verden, men nærmere som indre sindstilstande – tilstande i hjernen eller i
bevidstheden. Derfor vil man også have vanskeligt ved at forklare, hvordan emotioner
påvirker mennesket i både erkendelse og handling. Forklaringsrækkefølgen kan for
dualisten være at tage udgangspunkt i hjernen eller bevidstheden som det aktive
princip i mennesket – og forklare erkendelsen f.eks. som hjernens reaktion på ydre
stimuli – på sansedata. Fænomenologien hos Heidegger overskrider denne skelnen
imellem indre og ydre og forholder sig i stedet til mennesket som i-verden-væren,
dvs. uden fundamentalt skel imellem indre og ydre – og endvidere med en verden
som er åbnet af stemningen. Med Heidegger kan man endda sige, at emotionerne er
ude i verden – og ikke blot indre tilstande. Emotionerne er ude i verden som
personens forskellige engagementer med verden. Reduktionen af mennesket til en
fysiologisk maskine rammer det problem, at mennesket ikke lader sig fastlægge som
ting, men er en transcendens, en igangværende proces.
Emotioner og stemninger er verdensåbnende. Det er altså emotionerne som gør
menneskets erkendelse mulig overhovedet. Emotionerne giver mulighed for, at der
61

gives en bestemt verden for et menneske. At stemningen er verdensåbnende vil derfor
sige, at verden ser forskellig ud alt afhængig af, hvem der ser, fordi det er
emotionerne, der ligger til grund for den specifikke verdensåbning. I en
idrætssituation vil idrætsudøverens emotioner altså afgøre, hvordan verden er åbnet
for personen. Forstås emotioner endvidere som engagementer med verden opstår en
mulighed for at se aspirationer, forventninger, vurderinger, behov, krav og ønsker
som udgangspunkt for verdensåbningen.
En verdensåbning er, forstået på en anden måde, en placering af tilstedeværen i en
bestemt situation. Det vil sige, at en person erkender en situation med dens
mangfoldighed af genstande, personer, og handlemuligheder. Emotioner som
engagementer med verden er indflydelsesrige på denne situation – fordi f.eks.
forventninger, ønsker og krav direkte afgør, hvordan situationen erkendes.
Situationen kan f.eks. åbnes på baggrund af en forargelse over en uopfyldt
forventning.
Verdensåbningen lægger op til en forståelse af erkendelsen. Men man kan i
tilsvarende grad forstå verdensåbningen som relateret til handlingen.
Grundstemningerne melankoli og munterhed og grunddrifterne i spændet imellem det
koleriske og det flegmatiske giver mulighed for at forstå emotionerne som grundlag
dels for erkendelsen af situationen, men også for handling i situationen. Man kan
derfor forstå handlingen i situationen som emotionelt påvirket. Dette skyldes at
grundstemningerne melankoli og munterhed og grunddrifterne påvirker menneskets
engagementer med verden.
Idrætten kan derfor forstås som grundlæggende emotionel. Med udgangspunkt i
emotionerne erkendes og handles i en situation. En ændring af emotionerne forstået
som ændring af engagementer med verden vil medføre en tilsvarende ændring i
opfattelsen af situationen og derfor også ændre personens handlinger i situationen.
Det vil derfor være muligt at stemninger præger idrætten, fordi en situation præges af
f.eks. deltagelseslyst, forventninger om sejr eller tab, ens reaktion på smerte eller
62

nydelse, ens reaktion på ros eller kritik. Desuden vil stemninger kunne ændre en
valgsituation – f.eks. at vælge at løbe ad den lette eller hårde bakke, den lige eller
snoede vej, at løbe i bymiljøet eller i skoven, at løbe med pulsur og kalorietæller eller
at løbe legende og improviserende.
Man kan også forstå idrætsudøverens valg af idrætgren som en art emotion i form af
et ønske, et motiv eller et behov. For eksempel kan man tænke sig forskellige
motivationer til at dyrke svømning: Svømning for sundheden (f.eks. for at få en sund
ryg), svømning for præstationen, svømning for den sociale leg i vandet, osv.
Baggrunden for at dyrke netop én type idræt kan derfor afgøre hvordan man opfatter
og udøver samme idræt. F.eks. kan det tænkes at verdensåbningen for
præstationsorienteret svømning udelukker handlemuligheder som f.eks. at lave
eksperimenterende bevægelser eller springe fra vipperne. På denne måde kan man
sige at de bagvedliggende motiver udgør en før-bevidst skelnen imellem hvad der er
relevant og ikke. De bagvedliggende værdier for idrætsudøvelsen kan altså også
forstås som emotioner, og kan forklare erkendelse og handling under idrætsudøvelse.
På baggrund af ovenstående konklusion, at emotioner kan påvirke handlinger og
erkendelse, kan man også sige, at emotionerne påvirker idrættens bevægelser.
Bevægelsers kvaliteter er altså forskellige afhængigt af, hvordan udøverens
grundlæggende emotionelle tilstand er. En aggressiv basketballspillers bevægelser
ville være tydeligt aflæselige af spillerens kropssprog – og bevægelserne vil blive
mere direkte og sætte sig tydeligere igennem. Tilsvarende ville en løber måske søge
legen og den lette, improviserede bevægelse, hvis en stemning af lyst og leg prægede
løberens sind. Spørgsmålet relaterer sig altså til, hvorvidt den ’indre’ sindsstemning
afspejler sig i de ’ydre’ bevægelser. Som tidligere nævnt er denne modsætning
forkert, hvis den ses i forlængelse af teorien om emotionernes verdensåbnende
karakter og mennesket som i-verden-væren. Emotioner er som sådan både indre og
ydre, fordi de præger menneskets måde at erkende og at handle på i verden. Ideen om
at der er et skel imellem basketballspillerens indre sindsstemning som noget
63

udelukkende privat og det ydre udtryk som uafhængigt heraf, er ifølge denne
opfattelse forkert. Emotionerne vedrører i stedet alle dele – indre såvel som ydre – af
idrætsudøvelsens engagementer, aspirationer, osv. og må derfor også komme til
udtryk i bevægelse og handling. Emotionerne er en del af den menneskelige
eksisteren og udfoldelse.
Et interessant spørgsmål hertil er, om idrætsaktivitet kan påvirkes kvalitativt ud fra
emotioner, hvis idrætten i forvejen er bundet til en form for norm omkring udførelse
af idrætten? F.eks. en norm om, hvordan ’man’ løber. Med andre ord, kan det
tænkes, at idrættens bevægelser er på forhånd fastlagte svar på en norm, som derved
naturligvis vil begrænse den helt fri udfoldelse. Dette aspekt må selvfølgelig også
overvejes i forhold til ændringen af bevægelser.
Hvis idrætten, som i det ovenstående, forstås som emotionel og stemt – vil musik
kunne påvirke idrætten igennem dens vækken af stemninger og emotioner.
Den mest direkte forståelse af forbindelsen imellem musik og emotioner er givet af
musikkens inddeling i de tre lag. Her har stemninger og emotioner fællestræk med
toner og klange, ved at de alle består af bevægethed, strømmen og overgang –
udfolder sig i spændet imellem bevægethed og klingen ud og imellem spænding og
opløsning af spænding. I så fald vil klange og toner kunne vække følelser og
stemninger ud fra deres grundlæggende fælles karakteristika. Musik med opløftende
klange, harmonier og tonerækkefølge vil ifølge Hartmann påvirke følelserne direkte.
Musik kan udtrykke forskellige former for menneskelig eksisteren og udfoldelse.
Udtrykket sker igennem musikkens skabelse af bevægelsesgestalter, som
karakteriserer følelser, men kan karakterisere mere end én følelse og også
modstridende følelser. Den rytmiske bevægelse i vor kropslighed kan forbindes med
melodien og derved får musikken evne til at udtrykke forskellige former for
menneskelig eksisteren og udfoldelse. Musik kan altså ikke bare vække følelser i
tilhøreren, men give udtryk for en form for eksisteren, som kan antage mange former
– lystfuldhed, vildskab, forvirrethed, angst, fandenivoldskhed, med mere.
64

Musikken formår at påvirke menneskets grunddrifter igennem dens rytmiske,
medrivende lag. Bemærk at der ikke nødvendigvis blot er tale om udelukkende
rytmiske elementer, men at melodien f.eks. også kan være rytmisk vuggende.
Grunddrifterne i spændet mellem det koleriske og det flegmatiske bestemmer
menneskets tilbøjelighed til aktiv indgriben eller passivitet. Musikkens rytmiske lag
kan derfor påvirke menneskets eksistens og udfoldelse på skalaen imellem at være
yderst aktivt indgribende – til at være totalt passiv.
Musikkens andet lag, det følelsesvækkende, påvirker grundstemningene i spændet
imellem melankoli og munterhed og kan derved påvirke menneskets grundstemning,
som igennem verdensåbningen også er udgangspunktet for menneskets erkendelse og
handling. Musikken kan derved påvirke mennesket før-bevidst ved at forandre
udgangspunktet for verdensåbningen – og på den måde påvirke både menneskets
erkendelse og handling igennem de to første lag af musikken.
Idræt kan på denne måde påvirkes direkte af musikken igennem menneskets
kropslighed. Man kan forestille sig at en ellers anstrengende situation kan opleves
anderledes med musik til – og at denne forandring er sket igennem verdensåbningen –
altså musikkens evne til at påvirke grunddrifterne og grundstemningerne. Musik kan
påvirke et menneskes hele eksistens.
De empiriske forskningsresultater i undersøgelser af præstationsevne i idrætten viste
at den såkaldte ’motiverende musik’ kunne medføre:
1) En forøgning af positivt humør og reduktion af negativt humør,
2) Aktivering eller afslapning før udøvelsen,
3) Dissociation fra ubehagelige kropslige følelser, f.eks. smerte og træthed,
4) Reduceret oplevelse af anstrengelse (RPE),
5) Forøget arbejdsintensitet ved synkronisering af bevægelser til musikkens tempo,
6) Forbedret læring af motoriske færdigheder, hvis rytmen eller associationen stemmer
overens med bevægelsesmønstrene,
65

7) Forøget chance for at udøveren oplever flow,
8) Forbedret præstation som følge af ovenstående fordele
Teorierne om emotionernes påvirkning på verdensåbningen giver en forståelse af
disse potentielle positive effekter ved musikbrug. Punkt 1, 2, 3 og 4 kan forklares ud
fra at den ’motiverende musik’ vækker emotioner i idrætsudøveren. Enten vækker
klangene og tonerne følelser direkte på grund af lighedstrækkene mellem dem. Toner
og harmonier vækker altså opløftende stemninger som påvirker verdensåbningen.
Musikkens medrivende del knytter an til det rytmiske lag af musikken og påvirker
menneskets grunddrifter. Musik med disse medrivende rytmiske og melodiske
kvaliteter kan motivere til bevægelse og således igennem grunddrifterne give lyst til
at gribe aktivt ind i situationen – altså fremme tilbøjeligheden til aktiv indgriben.
Dette kan også medvirke til at forklare, at musik udført synkront med musikkens
metronomtal kan skabe en større præstationsforbedrende effekt – simpelthen igennem
musikkens medriven og den samtidige bevægen af kroppen til takten.
Musikken kan også udtrykke former for menneskelig udfoldelse og eksistens – og
dermed påvirkes idrætsudøverens udfoldelse og eksistens. Man kan tænke sig en
udfoldelse og eksistens, som er præget af målrettethed, af overskud, af succes og stor
præstation. En musik som udtrykker dette må være en af de typer, som i forskningen
betegnes ’motiverende’. Denne ’motiverende musik’ indeholder en udfoldelse og
eksistens med en indstilling til bl.a. virkelyst, tolerance af smerte, stor viljestyrke, af
selvtillid, stor præstationevne, m.m. Musik som giver udtryk for denne form for
menneskelig udfoldelse og eksistens kan dermed tænkes at påvirke idrætsudøveren til
samme form for udfoldelse og eksistens – og på denne måde skabe de fordele, som er
fundet i forskningen. Teorien om musikkens påvirkning af grunddrifterne og
grundstemningerne igennem dens udtryk for menneskelig udfoldelse og eksistens kan
altså i teorien medføre disse ændringer på indstillingen i idrætten – her tænkes på alle
punkter i ovenstående liste.
Tilsvarende kan det tænkes at punkt 6 – den forbedrede læring af motoriske
færdigheder – også kan påvirkes af musikkens udtryk af udfoldelse og eksistens, hvis
66

den vel at mærke udtrykker den form for udfoldelse og eksistens, som er indeholdt i
den færdighed, som læres. For eksempel kan nævnes den tyngde og de store
temposkift, som ligger i basketballspillet. Spillet foregår med skift imellem meget
hurtige bevægelser og forholdvis rolige bevægelser. Denne vekslen udtrykkes f.eks. i
hiphop og rapmusikkens ofte tunge og langsomme rytme, som samtidig har en
aggresivitet og sprængkraft i sig. Basketball til hiphopmusik kan derfor tænkes at
fremme kampens vekslen imellem det rolige tempo og det høje temposkift ud fra
tesen at rapmusikkens udtryk for menneskelig udfoldelse og eksistens svarer til
basketballspillerens. Endvidere kan musikkens påvirkning på f.eks. humør,
motivation og selvtillid også påvirke læringshastigheden af nye bevægelser. Særlig
interessant er det dog, om der er en sammenhæng imellem musikkens formidlen af
menneskelig udfoldelse og eksistens og evnen til at lære en færdighed.
I teorierne ligger en mulighed for at forstå, hvordan musik generelt kan vække
forskellige oplevelser i tilhørerne. Musik kan vække grundstemninger i mennesket og
på den måde ’farve’ erkendelsen på utallige måder – på lige så mange måder som der
er forskellige kombinationer af emotionerne. Sådan kan musik vække oplevelser af
f.eks. naturens og verdens storhed, af sorg, af undren, af had eller af forelskelse. Dette
vide spænd af oplevelser er interessant i forhold til udøvelsen af idræt – og er slet
ikke blevet behandlet i forskningen, som mest af alt har fokuseret på sin kategori ’den
motiverende musik’. De i afhandlingen gennemgåede teorier kan altså forklare
musikkens kraft til at ’ændre verden’ – i den forstand at den kan ændre erkendelsen
og verdensåbningen. Hvordan musikken i praksis påvirker idrætten kan altså
behandles ud fra brug af meget forskellig musik og ikke blot ud fra kriteriet om ’den
motiverende musik’ – og undersøgelsen af dette må tage udgangspunkt i musikkens
kvalitative påvirkning på det menneskelige følelsesliv og ikke kun i kvantitative
kriterier som f.eks. musikkens metronomtal og taktart.
Med teorierne i afhandlingen er det muligt i bredere forstand at forstå musikkens
påvirkning på erkendelse, bevægelse og handling – for al slags musik, ikke blot den
67

såkaldte ’motiverende musik’. Hvis der findes lige så meget forskellige musik som
der findes menneskelige emotioner, kan musik bidrage til store og yderst forskellige
oplevelser af idrætsudøvelse.
Spørgsmålet er stillet indenfor en dualistisk forståelse – en skelnen imellem det rene
indre og det rene ydre. Det er derfor i forlængelse af den kartesianske tradition, hvor
bevidstheden, sjælen eller hjernen sættes i modsætning til kroppen. Dualismen er
blevet radikaliseret fra Platon til Descartes – og finder sin nyeste variant i brain/body-
dualismen. Dualismens verdensforhold er kort sagt, at verden og subjekt kan adskilles
fra hinanden og betragtes hver for sig.
Hvis man har en forståelse af emotioner, som udelukkende knytter sig til menneskets
indre sjæleliv som oplevelser og fornemmelser, kan man ikke forstå nogen direkte og
nødvendig relation imellem det indre og ydre. Emotionerne er indre fænomener, som
ikke nødvendigvis har nogen kropslig manifestation. Man kan altså i en dualistisk
opfattelse kun forstå forholdet imellem den indre oplevelse og den ydre bevægelse
som bevidsthedens valg af en kropslig bevægelse. Bevidstheden er det aktive princip,
og kroppen er så at sige apparatet, som bevæges. Forholdet imellem indre og ydre er
brudt, fordi det indre, subjektet, ikke er en del af den ydre verden. Man kan sige at det
indre er i én verden, det ydre er i en anden 117 . Man ender altså med problemet at
skulle forklare muligheden for kommunikation imellem de to verdener. Dette blev et
problem for Descartes, som forsøgte at forklare forbindelsen med den såkaldte
koglekirtel i hjernen, som skulle have netop denne egenskab.
117 Dette standpunkt gælder i den kartesianske dualisme, men kan måske være anderledes i en
brain/body-dualisme, hvor det antages at både hjerne og krop er materie. Dette skal dog ikke tages op i
denne afhandling.
68

Betragtes emotioner i et verdensforhold, hvor verden er uadskillelig fra subjektet og
subjektet er uadskilleligt fra verden, bliver forholdet imellem indre og ydre
anderledes. Skellet imellem de to verdener brydes.
Mennesket er i verden som hel krop, som helt menneske – som i-verden-væren.
Verdensbegrebet er anderledes i fænomenologien, fordi mennesket er i-verden-væren
og fordi verden ikke anskues som en ansamling af objekter. Verdensåbningen står
centralt i fænomenologien, og er så at sige menneskets situering. Verdensåbningen
sker ud fra stemninger og emotioner, og derfor bliver verden foranderlig i kraft af de
stemninger og emotioner den åbnes ud fra. Man kan fristes til at sige, at dette netop er
en subjektiv erkendelse af verden – og at den kun knytter sig til subjektet modsat en
objektiv erkendelse. Det er dog ikke tilfældet, da skellet imellem subjekt og objekt i
fænomenologien hos Heidegger slet ikke anvendes, men opgives. Skellet imellem
subjekt og objekt kan slet ikke gøres, fordi enhver verdenserkendelse er knyttet til en
stemt verdensåbning.
I fænomenologien er menneskets verden åbnet på baggrund af stemninger og
emotioner. Verdensåbningen er altså udgangspunktet for menneskets opfattelse af en
situation – herunder blandt andet perceptionsfeltet med handlemuligheder og
tilbøjeligheder. Dette er videreudviklet i teorien om grundstemningerne melankoli og
munterhed samt grunddrifterne som udgangspunkt for erkendelse og handling i
verdensåbningen. Fordi mennesket er i-verden-væren, og fordi mennesket erkender
og handler på baggrund af den stemte verdensåbning, er der en klar forbindelse fra
emotion til handling, dvs. fra ’indre’ til ’ydre’. Emotion kan altså påvirke erkendelse
og handling.
Musikken kan generelt påvirke mennesket i bevægelse ved påvirkning af dets
emotioner. Derved kan musikken ændre verdensåbningen og dermed opfattelsen af
69

verden. Verdens ser altså forskellig ud til forskellige musikstykker, idet musikken kan
ændre den verdensåbning, som ligger til grund for erkendelsen. Opfattelse, oplevelse
og erkendelse forstås alle her som perception – som sammensatte sansninger, som
også rummer f.eks. genstande, handlemuligheder og brugstøj (genstande med
anvendelsesmuligheder). Opfattelsen af en situation er en form for involveret
helhedssansning. Musikken vil ud fra en påvirkning på emotionerne også kunne
påvirke hvilke muligheder, som viser sig i perceptionen og dermed påvirke handling
og valg under idrætsudøvelse. For denne opfattelse er den emotionelle verdensåbning
yderst central, idet den ser emotioner som grundlæggende for menneskelivet. Man
kan derfor tale om en emotionel idræt – en idræt som er præget af menneskets
emotioner.
Mere specifikt påvirker musik mennesket på flere forskellige måder: Igennem
påvirkning af grundstemninger og grunddrifter, igennem dens medrivende,
følelsesvækkende og metafysiske lag og ved dens udtryk for forskellige former for
menneskelig eksisteren og udfoldelse.
Uanset om musikken stemmer med idrætsudøvelsens tempo eller ej kan den påvirke
idrætsudøvelsen ved dens medrivende kvaliteter, det såkaldte første lag af musikken.
Musikken tager fat i udøveren og forfører personen i en medsvingen. Igennem denne
påvirkning af idrætsudøveren påvirker musikken tilbøjeligheden til aktiv indgriben i
situationen. Musik kan derved ændre tilbøjeligheden til f.eks. at dominere et spil og
være meget udadrettet – eller omvendt at trække sig tilbage og blive passiv. Alene det
første medrivende lag af musikken kan forklare en stor del af musikkens evne til at
give præstationsforbedrende effekter.
Det andet lag af musikken påvirker primært idrætsudøverens grundstemninger og
dermed grundlaget for de øvrige emotioner. Musikken kan igennem det andet lag
ændre grundstemningerne i spændet imellem melankoli og munterhed, hvorved
verdensåbningen ændres og personen oplever situationen anderledes. Musik kan altså
give lyst til idræt og aktivitet ved at formidle optimistisme, gå-på-mod og viljestyrke.
Endvidere kan musik i dets tredje lag påvirke mennesket med metafysiske og
transcenderende oplevelser – af filosofisk, meditativ, religiøs og mystisk karakter.
70

Musikkens indhold kan også forstås som udtryk for forskellige former for
menneskelig udfoldelse og eksistens. Ved at høre musik kan idrætsudøveren påvirkes
af forskellige måder at være til på. Musikken kan dermed formidle f.eks. en
optimistisk, udadrettet eksistens, en målrettet og konsekvent eksistens, en melankolsk
og distanceret eksistens, m.v. Disse måder at være til på formidles igennem
musikkens bevægelsesgestalter. Det er dermed en meget enkel måde, hvorpå man kan
forstå musikkens påvirkning på idrætten: Musikken formidler en form for eksistens
og udfoldelse, som kan overføres til idrætsudøveren.
Musik kan påvirke bevægelseskvalitet igennem de ovenfor nævnte påvirkninger på
idrætsudøverens emotionelle tilstand. Idet grundstemningerne og grunddrifterne
ligger til grund for verdensåbning og dermed erkendelse og handling, vil f.eks. en
aggressiv eksistens komme til udtryk i fodboldspillerens bevægelser. Den målrettede
og energiske løber vil træffe andre valg og løbe med mere kraftfulde bevægelser på
løbeturen end den uengagerede eller løber. Bevægelseskvalitet kan altså komme til
udtryk igennem menneskets i-verden-væren og igennem menneskets emotioner som
engagementer med verden.
Man kan altså forstå musikkens evne til at påvirke mennesket i bevægelse på flere
måder, hvoraf den i meget litteratur udelukkende er behandlet med udgangspunkt i
ønsket om præstationsforbedring – igennem øget ydeevne, motivation, etc. Dette er
dog kun at fokusere på én side af sagen, da musikken også påvirker på flere måder –
motiverende, bevægelsesunderstøttende såvel som med vrede, tristhed eller
melankoli. Det konkluderes hermed at musikken må behandles bredere end
kategorien ”motiverende musik” for at opnå en tilfredsstillende forståelse for
musikkens påvirkning på idrætten. Derved kan der opnås en forståelse af musikkens
påvirkning på idrætten ud over det blot præstationsforbedrende – til også at kunne
omfatte begrebet om menneskelig udfoldelse og eksistens. En idrætsudøvelse som
indeholder hele spektret af menneskelige emotioner.
71

6.0 Anvendelse af musik i idræt
Afhandlingens fokus bliver nu empirisk. Der udføres en mindre kvalitativ
undersøgelse af idrætsudøveres oplevelser af løb med musik. Undersøgelsen omfatter
6 personer, som gennemfører et forløb bestående af 10 minutters valgfri opvarmning
og 20 minutters løb til et udvalgt musikprogram. Herefter laves et 20 minutter langt
mundtligt interview.
Undersøgelsen er designet ud fra afhandlingens teoriafsnit og fungerer derfor som et
pilotprojekt med formålet at undersøge, om afhandlingens teorier kan findes i
idrætsudøvernes egne oplevelser og udsagn.
Det kvalitative forskningsinterview, som anvendes i denne undersøgelse tager sit
udgangspunkt i fænomenologien. Interviewets formål er at indhente beskrivelser af
interviewpersonernes livsverden med henblik på at fortolke betydningen af de
beskrevne fænomener 118 . Dette er i tråd med Husserls fordring om at gå til sagen selv
– at fokusere på fænomenerne, som de fremtræder i den interviewedes livsverden.
Livsverdenen indeholder personens subjektive oplevelse, betydning og forståelse.
Interviewet skal derfor forsøge at få en så præcis beskrivelse af interviewpersonens
livsverden som muligt. Både interviewer og den interviewede skal her gøre et forsøg
på at sætte almindelige forforståelser ’i parentes’ 119 . Dette vil sige at give en så præcis
beskrivelse af fænomenet frem for årsagsforklaringer af fænomenet. Det kvalitative
interview giver på denne måde mulighed for at få adgang til og beskrive personens
livsverden, verden som den er for personen i direkte og umiddelbar oplevelse –
uafhængigt og forud for alle forklaringer.
118 Kvale 2001: s. 19
119 op.cit.: s. 49
72

120
I det kvalitative interview produceres viden igennem dialog. Interaktionen er ikke så
anonym og neutral som i en spørgeskemaundersøgelse, men den er heller ikke så
personlig og emotionel som et terapeutisk interview. En af interviewerens opgave er
på kort tid at skabe en kontakt og en atmosfære, hvor interviewpersonen føler sig
sikker nok til at ville tale åbent om sine oplevelser. I dette interview er det vigtigt for
intervieweren at forholde sig åben og imødekommende overfor de deltagendes
oplevelser. Det er vigtigt at den interviewede tør fortælle åbent om sine oplevelser –
også selvom de er ’unormale’ eller usædvanlige at snakke om. Dette er en
forudsætning for, at intervieweren kan stole på deltagernes udsagn. Intervieweren skal
desuden påtage sig en form for bevidst naivitet – en åbenhed overfor nye og uventede
fænomener. Intervieweren skal altså være nysgerrig og sensitiv overfor den
interviewedes fortælling, sådan at spor i fortællingen kan tages op og følges.
Da formålet med interviewene er at få så mange beskrivelser og fortællinger om den
interviewedes oplevelse som muligt, påtages interviewerrollen som ”rejsende”.
Interviewets fokus ligger derfor på samtalen 121 . Den rejsende interviewer tror ikke på
viden som en objektiv størrelse, men som en konstruktiv størrelse, der er forbundet
med samtale og forståelse. Formålet med interviewet er altså ikke at fremkomme med
objektive data, men derimod med beskrivelser af personens livsverden. Disse
beskrivelser er viden som opstår konstruktivt i interaktionen imellem interviewer og
den interviewede. Samtalen som rejse kan derfor føre til ny viden og også til
afdækning af værdier og sædvaner, der hidtil har været taget for givet for den
rejsende interviewer 122 .
I det kvalitative interview opfattes viden som en sproglig og perspektivistisk
konstruktion. Dette er et opgør med troen på viden som objektiv størrelse. Viden
frembringes i interviewet narrativt igennem samtalen med sproget som medium.
Fokus er derfor ikke på en objektiv virkelighed, men på selve samtalen og
120 op.cit.: s. 62
121 op.cit.: s. 31
122 op.cit.: s. 18
73

fortællingen som en konstruktion af virkelighed, der opstår imellem to personer. Den
frembragte viden er kontekstafhængig og kan ikke nødvendigvis overføres intakt til
en anden kontekst, f.eks. til et transskriberet interview 123 .
Formålet med interviewet med løberne er, at få beskrivelser af oplevelser af løb til
musik og efterfølgende at fortolke disse oplevelser ud fra de i afhandlingen
gennemgåede teorier.
Inden interviewet begyndes forklares den interviewede kort, hvad formålet med
interviewet er, og at interviewet optages. Selve interviewets struktur er herefter en
kronologisk gennemgang af den interviewedes løbetur med henblik på at rekonstruere
oplevelsen af løbeturen med musik. Intervieweren starter med at spørge til oplevelsen
af at løbe til første nummer og afdække oplevelsen heraf, herefter andet nummer, osv.
Intervieweren forsøger i hvert nummer at finde frem til en dybere beskrivelse af
oplevelsen af at løbe til musikken. Dette gøres igennem uddybende spørgsmål, som
kan stilles i forlængelse af personens beskrivelse – eller som indspark i beskrivelsen,
der tvinger personen til at tage stilling til et emne eller en oplevelse, personen ikke
har tænkt over. Interviewguiden indeholder altså en rækkefølge af musiknumre og
spørgsmål til afdækning af oplevelsen ved de enkelte musiknumre.
I interviewet opretholdes generelt en åbenhed, så de interviewedes historier kan
forfølges. Den interviewede får derved mulighed for at formulere sin egen opfattelse
af sin livsverden ud fra de følelser, fornemmelser og oplevelser, som er opstået på
løbeturen, og som personen eventuelt kun kan beskrive i form af metaforer eller
lignende. Intervieweren vil under interviewet forsøge at forfølge disse betydninger
spontant igennem uddybende spørgsmål. Samtalen udføres vel vidende, at det er
meget vanskeligt at beskrive disse oplevelser, følelser og fornemmelser
tilfredsstillende – og intervieweren forsøger derfor at få en så nuanceret beskrivelse
som muligt.
123 op.cit.: s. 53-55
74

Det skal undersøges, om der er en sammenhæng imellem teorierne og de beskrevne
oplevelser. Derfor opstilles forud for analysen af interviewet en række kategorier,
som bruges som guide til analyse af interviewet. Det kan ske at interviewene byder
ind med nye opfattelser af forholdet imellem musik og idræt – nye perspektiver, som
ikke kan fortolkes ind under teorierne.
De 6 interviews varer ca. 20 minutter hver. De optages elektronisk og transskriberes.
Enhver transskription fra en kontekst til en anden indebærer en række vurderinger, og
det transskriberede skal derfor ikke betragtes som en tro kopi af virkeligheden, men
som en fortolket konstruktion 124 .
De 6 deltagere i musikeksperimentet, Christel, Christian, Henrik, Ole, Phillipe og
Stine, er udvalgt på baggrund af at have erfaring med at løbe. Deltagerne skal løbe i
ca. 20 minutter til 5 udvalgte musiknumre, som alle har forskellige karakteristika.
Musikken skal gerne give en varieret følelsesmæssig reaktion for løberen i løbet af de
20 minutter. Numrene er udvalgt for at spænde over alle 3 musiklag – medrivende,
følelsesvækkende og metafysisk. Musikken varierer derfor også meget indenfor rytme
og harmoni. I det følgende opstilles de enkelte numres kvantitave og kvalitative træk
og hypoteser opstilles for, hvilken reaktion der forventes fra løberen. En indspilning
af musikken er vedlagt som bilag 3.
Destiny’s Child – Bootylicious (fra albummet Survivor, 2001)
Taktart: 4/4 – Varighed 3:28 – 103 beats per minute.
Musikken er velkendt, da det var et populært popnummer i 2001-2002. Det kan derfor
tænkes, at mange associerer nummeret med fest og aktivitet. Nummeret har en
opløftende klang og en attitude af, at nu skal der ske noget. Nummeret er medrivende
og rettet fremad. Nummeret har et budskab om girl power. Det var et populært
popnummer på dets udgivelsestidspunkt. Taktfrekvensen er forholdsvis lav
124 Kvale 2001.
75

(103bpm). Nummeret er derfor for langsomt at løbe i takt til – og er som asynkron
musik ifølge tidligere nævnt forskning for langsom til, at det burde være motiverende.
Nummeret er valgt dels for at løberen får en opløftende og positiv start på løbeturen,
som højst sandsynligt startes i et forholdsvist roligt tempo. Der appelleres i nummeret
mest til den rytmiske medsvingen i musikkens første lag. Nummeret er desuden valgt
for at vurdere, dels om tempoet er for langsomt til at være motiverende, dels om
nummeret vækker kulturelle associationer for løberen – f.eks. om nummeret
associeres med positive oplevelser eller om kvindelige løbere reagerer mere positivt
på nummeret end de mandlige (pga. musikkens Girl Power-attitude).
Guns N’ Roses – Live and Let Die (fra singlen Live and Let Die, 1991)
Taktart: 4/4 – Varighed 3:02 – 63, 68 og 153 beats per minute.
Musikstykket har en stor og dramatisk klang og er kendetegnet ved at have flere skift
imellem forskellige pulsfrekvenser. Den højeste taktfrekvens på 153bpm passer godt
til en hurtig løberytme og er meget storslået og medrivende. ”Live and Let Die” er
desuden titlen på en James Bond-film fra 1973, hvorved den måske for nogle vil
associeres med action og helte.
Nummerets forventes primært at påvirke løberen igennem rytmisk medsvingen og
igennem dens store klang i musikstykkets hurtige dele. Det forventes at løberen
gribes af de store temposkifter fra langsomt og roligt til hurtigt og eksplosivt tempo.
Det forventes at løberen får en følelse af at løbe stærkere når musikken skifter fra
langsomt til hurtigt tempo.
Thomas Koppel – A Love Song for the Earth (fra albummet Improvisationer for Klaver, 2006)
Taktart: Ingen. – Varighed 4:04 – ingen BPM.
Musikstykket er et 4 minutter langt klaverstykke. Det har ingen markeret rytme og
har intet let opfatteligt tema. Harmonien er melankolsk med udsving både mod det
triste og positive. Musikken er meget dvælende og rolig. Nummeret går på det andet
og tredje lag af musikken, som følelsesvækkende og eventuelt som metafysisk.
Nummeret forventes at skabe metafysiske oplevelser, dvs. oplevelser af at ’skue i
verdensdybet’ samt oplevelser og tanker om livet og verden. Det forventes altså at
76

løberens verden forandres. Musikstykket er også valgt for at undersøge, om meget
stille musik opfattes som irriterende under idrætsudøvelsen, hvilket det gør ifølge
definitionen af ’den motiverende musik’.
Thomas Newman - Worry Wait (fra soundtracket til filmen Wall-E, 2008)
Taktart: Ingen – Varighed 0:17 (uddrag) – ingen BPM.
og
Adam F – Metropolis (fra albummet Colours, 1997)
Taktart: 4/4 – Varighed 3:07 – 168 beats per minute.
De to numre er til eksperimentets formål mikset sammen til et nummer. Det indledes
med Thomas Newman’s Worry Wait, som har en 16-sekunders start af et
symfoniorkester, som spiller en kaotisk og meget voldsom crescendo, hvis bedste
beskrivelse er kaos og frygt. Herefter overtager nummeret Metropolis – et meget
stemningsvækkende technonummer. Stemningerne er frygtsomhed, angst og
paranoia. Dets rytme svarer til en hurtig løberytme.
Formålet med valget af dette nummer er igennem den frygtsomme stemning at få
løberen til at ’løbe for livet’. Hypotesen er, at verden fremtræder som skræmmende
og at situationen forbindes med en grad af ubehag og usikkerhed.
Chucho Valdés - El Rumbón (fra albummet Briyumba Palo Congo)
Taktart: 4/4 – Varighed: 4:23 - 165 beats per minute.
La Rumbon er et latinjazz-nummer, som er fyldt med alverdens forskellig percussion.
Flere forskellige synkoperede rytmer skærer hinanden. Musikken har en positiv og
opløftende harmoni i et meget højt tempo – og temaet er let genkendeligt.
Nummeret forventes at påvirke løberen til et positivt humør og en stor bevægelseslyst
– ikke kun til løbebevægelser, men for nogle også til improviserede bevægelser. Det
forventes også, at løberens tempo vil stige til musikkens meget aktive rytme og
opløftende harmonier.
77

Formålet med analysen af interviewene er at undersøge forskellige løberes oplevelser
af at løbe til musik. Igennem analyse og sammenligning af disse ønskes der frembragt
viden – dels om løbernes oplevelse af løbet til musik samt fællestræk på tværs af
oplevelserne, dels om den i afhandlingen fremstillede teori kan genfindes i løbernes
oplevelser. Analysen inddeles i forskellige temaer for at kunne fremstille forskellige
løberes oplevelser og dermed søge fællestræk og afvigelser. Efter fremstillingen af
temaer søges en forståelse af temaerne ud fra afhandlingens teoretiske del. En
komplet transskription af interviews er vedlagt som bilag 2.
Et generelt tema i alle interviews er stærke oplevelser af forskellige stemning,
tankemønstre og ofte også af verdens udseende. Dette gælder særligt Thomas
Koppels Love Song for the Earth, men også Adam F’s Metropolis og Chucho Valdés’
El Rumbón. Christel siger således om at løbe til A Love Song for the Earth:
Christel oplever at musikken vækker gamle positive minder og tanker, som hensætter
hende i en behagelig tilstand, som er en af de ting hun værdsætter ved at løbe. Hun
oplever ikke at løbe hurtigere til musikken, men at blive hensat i denne positive
sindstilstand. Ole beskriver oplevelsen som:
78

Ole oplever en forandring af fokus fra et fokus udad på skoven til et fokus indad med
tanker om hans eget liv i løbet af musikstykket. Graden af indadvendthed er større
end hos Christel. Stine giver udtryk for en lignende oplevelse til samme musikstykke:
Stine giver udtryk for at musikken hensætter hende i en tilstand, hvor hun føler hun
kan fortsætte sin aktivitet i en evighed. Hun udtrykker, at hun ikke længere fokuserer
på aktivitetens hårdhed, men er i en form for dvælende tilstand. Samtidig giver
musikken hende en form for betragtende og positivt perspektiv på livet og verden.
Disse tre oplevelser er alle karakteriseret ved en form for eftertanke over livet, et
fokus rettet indad, samt en ro og en positivitet. Christel beskriver endvidere hvordan
hendes perception blev drastisk ændret, f.eks. ved synet af en hund eller ved at
omgivelserne stod i et andet lys ud fra hendes minder. Phillipe har en tilsvarende
oplevelse af, at verden ændres til A Love Song for the Earth:
79

Phillipe beskriver sin ændrede oplevelse af verden igennem hans betragten af
bladene, som flyver hen over stien. Han beskriver, hvordan hans tankegang forflyttes
mod at blive mere eftertænksom – en forandring han associerer med depression og
tunghed. Hans oplevelse kan kaldes metafysisk, særligt i hans beskrivelse af, hvordan
han lægger mærke til bladenes bevægelse over stien.
En anderledes form for verdensændring beskrives af Henrik om at løbe til Metropolis:
Henriks oplevelse er præget af en form for paranoia og angst, hvilket han synes er
motiverende, men også skræmmende.
5 af 6 interviewede havde i grove træk den samme stemning ved løb til A Love Song
for the Earth. Stemningen i – og påvirkningen fra Metropolis opleves derimod meget
forskelligt i de 6 interviews. Ole beskriver:
Ole oplever ikke stemningen i Metropolis som skræmmende, men som motiverende.
Den vækker en lyst til frie bevægelser og barnlig leg i skoven. Til fælles med Henrik
har han, at nummerets stemning af angst vækker en motiverende spænding i ham,
men tilsyneladende oplever han denne stemning som mindre skræmmende. Christian
fik derimod ingen oplevelse af motivation ved at løbe til nummeret:
80

Man kan altså sige, at musikstykket Metropolis generelt vækker en stemning af frygt
og angst, men har vidt forskellig påvirkning på personerne – nogle reagerer med
irritation over nummeret, nogle påvirkes til et højt aktivitetsniveau.
Fælles for alle interviews er at der opleves en stor løbelyst på et tidspunkt i
musikstykkernes forløb. Der er variationer i, hvornår og hvordan dette opleves, men 5
af 6 har dog en oplevelse af stor løbelyst til Chucho Valdés’ El Rumbon. Stine
beskriver:
Stine bliver glad og fuld af energi af El Rumbón. Hun løber med overskud og føler at
hun flyver af sted – også selvom musikstykkets taktfrekvens ikke passer med hendes
skridtfrekvens. Dette er helt på linje med Henriks oplevelse:
81

Henrik fandt nummeret meget motiverende og stimulerende for hans lyst til at løbe.
En fejl i musikafspilningen gjorde herefter at han kom til at høre et musikstykke mere
end de øvrige deltagere. Om dette musikstykke sagde han: ”det sidste nummer jeg
hørte var med Herbie Hancock – og der fik jeg lyst til at flyve og løbe zig-zag imellem
træerne!” Henrik havde her lysten til at overskride løbets bevægelser og udføre mere
spontane og improviserede bevægelser under løbet. Musikstykket var yderst energisk,
havde synkoperede trommer og en stor mængde blæseinstrumenter.
Ole beskriver tilsvarende sin oplevelse til at løbe til Metropolis:
Ole udtrykker en lyst til at storme igennem skoven med vilde og frie bevægelser. Ole
siger endvidere om sit løb til El Rumbón: ”Det gav mig lyst til at sætte noget tempo
på og ligge skarpt i svingene og suse lidt rundt”.
Generelt går oplevelserne af denne glæde og bevægelseslyst fra oplevelsen af at være
energifuld og flyvende til også at omfatte lysten til mere frie bevægelser, f.eks. at
løbe hurtigt på tværs af skoven eller at løbe zig-zag mellem træerne i parken.
Ole og Christian havde begge en interessant opfattelse af, hvad man kan kalde
musikkens rette omgivelser. Nogle typer musik passer til at løbe ad stien i skoven,
nogle udenfor stien, nogle til løb i byen, m.m. Christian siger om sit løb til A Love
Song for the Earth:
82

Det stille musikstykke for klaver vækker for Christian en følelse af ensomheden ved
at løbe. Musikkens ro stemmer overens med skovens og naturens ro. Tilsvarende
udtaler Christian om El Rumbón:
Den energiske latinamerikanske jazz passer bedst til et bymiljø for Christian – et
miljø med trængsel. Ole havde i løbet af sin løbetur adskillige præferencer for løbets
sted. Han beskriver ved løbet til Live and Let Die:
Hvor Live and Let Die karakteriseres som nærmest stedsløs, udtrykker Ole om at løbe
til A Love Song for the Earth:
Denne opfattelse af A Love Song for the Earth som knyttet til naturen deler Ole med
Christian. Til Metropolis giver Ole udtryk for, at han må løbe ad stien og rundt om
træerne. Og om det sidste nummer, El Rumbón, siger han:
83

Ifølge Ole og Christian har denne musik et sted, hvor den bedst hører hjemme.
Musikkens omgivelser medvirker altså til en oplevelse af, om musikken er god eller
ej – eller motiverende eller ej.
Et generelt træk for flere interviews var deres forskellighed i opfattelse af forskellige
musiknumre. Hvor nogle opfattede musikken som det rene støj, som var irriterende at
løbe til, synes andre at den vækkede løbelyst. Phillipe siger om at løbe til
Bootylicious: ”Jeg tænkte på at det ville være et godt powernummer, hvis man skal
løbe ligeud. Der er god rytme i, hvis man skal have fart på. Man kunne godt få lyst til
at løbe stærkt af det”. Phillipe havde en positiv oplevelse af musiknummeret,
hvorimod Henrik siger: ”Det er ikke min musikstil. Det første nummer, det er sådan
noget… Lidt for poppet, tror jeg”. Og Ole siger: ”Jeg oplevede det som enormt
frustrerende. […] Det gav lidt sådan en fitnesstanke. Det handlede bare om jeg skulle
løbe, jeg skulle forbrænde nogle kalorier”. Samme musikstykke påvirker alle løberne
forskelligt med både positive og negative effekter – i dette tilfælde fordi det ikke er
Henriks musiksmag, og for Ole fordi han associerer musikken med noget, han ikke
kan identificere sig med. En anden type association er Christels association med
actionheltetemaet i Live and Let Die: ”Ja, det er da lidt sejt, ikke – James Bond. Jo
det gjorde jeg da. Sådan lidt action packed.”
En anden form for musikpræference ses hos Henrik, som giver udtryk for stor
irritation over at høre A Love Song for the Earth, som ikke hjælper ham op i tempo:
Henrik har altså den holdning, at løbetræningen skal foregå så hurtigt som muligt –
og at musikken skal hjælpe ham med dette. Langsom musik er derfor uønsket for
Henrik alene af denne årsag.
84

Interviewene indeholder mange forskellige temaer. Oplevelser af at musikken vækker
stemninger som f.eks. glæde, eufori, vildskab, frygt, angst, eftertænksomhed, stilhed
og ro. Tilsvarende har nogle en oplevelse af, at nogle musikstykker ikke vækker
stemninger, men er irriterende at høre på. Alle interviewede oplever i løbet af
eksperimentet en øget løbelyst ved enkelte musikstykker. Musikken formår for nogle
at ændre hele den måde de har lyst til at bevæge sig på – f.eks. at få lyst til at danse,
”at flyve og løbe zig-zag imellem træerne” eller at ”ligge skarpt i svingene”.
Desuden er der for to personer tale om de rette omgivelser for musikken – altså at
musik hænger sammen med skoven, byen, stien, ensomheden og trængslen. Denne
stedsbundne musik vil efter de interviewedes udsagn miste sin kvalitet ved at blive
hørt det forkerte sted. Endvidere er der store forskelle på musikpræferencer – det
tyder på at musikken forbindes med mere end musikkens indre faktorer. I
interviewene bedømmes musiknumre også ud fra de værdier musikken repræsenterer,
f.eks. om fitnesskultur – eller de associationer musikken vækker i lytteren, f.eks. om
James Bond. Både i Ole og Henriks tilfælde er der tale om at personlige værdier
medfører irritation over musikken – ved Henrik fordi hans træning går ud på at løbe
5km så hurtigt som muligt hver dag, ved Ole fordi han ikke identificerer sig med en
idrætsudøvelse, som er instrument til øget sundhed.
Oplevelserne af at musikken vækker stemninger, kan forstås ud fra forskellige dele af
musikkens tre lag. Musikkens medrivende kvaliteter kan gribe og bevæge lytteren
samt påvirke lytterens grunddrifter til aktiv indgriben i situationen. Oplevelser af at
være flyvende, frisk, energisk kan altså hovedsageligt forklares ud fra musikkens
griben og medriven af løberen. Et musikstykke som El Rumbón kan derfor siges at
bevæge sig hovedsageligt i det medrivende lag. Musikstykket kan dog siges også at
påvirke i det følelsesudtrykkende lag igennem dets lyse tema og opløftende harmoni.
Herved påvirkes grundstemningen imod munterheden – og verdensåbningen imod det
lyse og optimistiske. Phillipe udtrykker denne oplevelse sådan: ”Jeg kunne se ud over
Århus Havn. Og så løber man og bliver sådan lidt glad – ’hold da kæft, Århus er
85

sguda pænt i dag’, sådan helt vildt positivt”. Musikstykkets medrivende og
følelsesudtrykkende kvaliteter påvirker altså løberens oplevelse af situationen f.eks.
ved at give en positiv oplevelse og en følelse af lethed og energi. Heraf kan løberens
handlinger og bevægelser i situationen påvirkes – f.eks. ved at få lyst til at ligge
skarpt i svingene, at løbe med anden bevægelseskvalitet eller lyst til at danse. Musik
kan altså påvirke løb imod en overskridelse af de faste løbebevægelser imod mere
alsidige bevægelser.
Man kan også forklare forskellen på at opleve bevægelseslyst og at føle trang til mere
frie bevægelser ud fra ens tilbøjelighed til aktiv indgriben i situationen. En høj lyst til
aktiv indgriben kan medføre, at løbets monotoni afløses af udadrettede bevægelser i
miljøet. Man kan tolke dette som at musikkens påvirkning på grundstemninger og på
grunddrifterne skaber en totalpåvirkning på både oplevelse, bevægelser og handlinger
– en påvirkning som altså rækker ud over det rene indre og oplevelsesmæssige. I
denne forbindelse må emotioner forstås som engagementer med verden – som en
tydelig interaktion imellem menneske og miljø.
Musikstykkernes påvirkning af emotioner kan også forstås som en formidling af
menneskelig udfoldelse og eksistens. I El Rumbón en udadrettet, optimistisk, glad og
yderst energisk form for eksistens, i Metropolis en form for angstpræget, truet
eksistens i et højt beredskab, Live and Let Die som en mere alvorlig og dramatisk –
men også yderst energisk eksistens, som f.eks. kommer til udtryks i Christels
association med James Bond. Bemærkelsesværdigt er det her, at der er individuelle
forskelle på, hvilken form for menneskelig eksistens som formidles,
Man kan diskutere, om Thomas Koppels Love Song for the Earth kan placeres i
musikkens metafysiske lag. Musikstykket har uden tvivl et følelsesudtrykkende lag
som påvirker grundstemningerne imod det eftertænksomme, dvælende og meditative.
Hos nogle er der tale om en oplevelse af verdens princip eller ’dunkelt anede
skæbnesvangre magter’ 125 igennem dette musikstykke. Phillipe giver udtryk for en
dyb oplevelse af blade, som fyger over stien samtidig med tanker om, hvorfor vi er på
125 Hartmann 1953
86

jorden. Stine udtrykker oplevelse af en distance til livet og siger ’det er ligesom at
kigge på stjerner’. Oplevelser som disse kan tolkes som metafysiske oplevelser.
Christian oplever noget musik som bestemt passende til skov og noget andet musik
som passende til løb i et travlt bymiljø. Dette kan måske forklares ud fra Christians
egen oplevelse af at færdes i natur. Hvis han normalt har en verdensåbning i skoven,
som er præget af ro og stilhed, kan det forklare, at han finder A Love Song for the
Earth passende til skovløb. Tilsvarende kan El Rumbón passe til løb i et travlt
bymiljø.
Flere af løberne oplever enkelte musikstykker som irriterende. Løberen modsætter sig
at blive forandret af musikkens stemning – f.eks. i Henriks tilfælde, hvor han ikke
ville lade sig påvirke af den stille stemning i Thomas Koppels musikstykke. Henriks
engagementer med verden stemmer ikke overens med påvirkningen fra langsom
musik. I Oles tilfælde er det nærmere en afstandtagen til en sundhedsorienteret idræt,
der er tale om og derfor også en afstandtagen til musik som associeres med denne
form for idræt.
Det lader sig gøre, med den i afhandlingen etablerede teori, at forklare mange af
oplevelserne af løb til musik – herunder forandringen af oplevelse, af øget
bevægelseslyst og af lyst til overskridelse af løbebevægelserne imod mere ’frie
bevægelser’. Musikkens lagdeling i medrivende, følelsesudtrykkende og metafysiske
lag er særdeles forklaringskraftig. Musikstykker kan alene i kraft af deres medrivende
lag give en oplevelse af bevægelseslyst og energi i idrætsudøvelsen. Man kan i denne
sammenhæng diskutere, om et musikstykkes lyse harmoniske struktur og tema skal
medregnes til musikkens medrivende lag eller følelsesudtrykkende lag. Ifølge
Hartmanns oprindelige definition, bør det henvises til første lag af musikken, men
ifølge Pahuus’ anvendelse af emotionsteorien på musikkens lagdeling, skal det
medregnes til musikstykkets andet lag, fordi det påvirker grundstemningerne imod
munterheden. Ifølge Hartmann gælder dette ikke al slags musik, men kun
musikstykker af en vis størrelse og dybde. Derfor kan man altså regne musik uden
denne dybde til musikkens medrivende lag.
87

Til forskel fra forskningens definition af ’motiverende musik’ kan musikkens
lagdeling forklare andre former for musisk påvirkning på idrætsudøvelsen, f.eks. den
eftertænksomme, harmoniske, euforiske, glade, mystiske og metafysiske oplevelse.
Den kan endvidere i en vis grad forklare lysten til at overskride løbets monotone
bevægelser. Man kan derfor kalde musikkens lagdeling for en udvidelse og et
supplement til den empiriske forsknings definition af ’motiverende musik’.
Musikkens lagdeling kan bidrage med en forståelse af al musisk påvirkning på
idrætsudøvelsen – ikke bare den medrivende musik. Som eksempel på dette kan
nævnes oplevelserne af løb til A Love Song for the Earth, som 5 af 6 løbere gav
udtryk for var god musik til løb. Musik behøver altså hverken have en lys harmonisk
struktur, have et tempo over 120bpm eller en inspirerende lyrik for at kunne bruges i
idrætten.
Der er dele af oplevelserne af musik til idrætten som mere vanskeligt lader sig
forklare ud fra teorien – for eksempel de personlige præferencer for musik og
irritation over bestemte musiknumre. Man kan i bred forstand forstå disse ud fra
personens emotioner, dvs. personens engagementer med verden. Irritation over et
musikstykke kan forklares som en afvisning af musikkens uønskede påvirkning –
eller en afvisning af et musikstykke på baggrund af de kulturelle værdier
musikstykket udtrykker. Man kan altså sige, at bl.a. værdier, humør, personlig smag,
personlig identitet, ønsker og forventninger ligger til grund for modtagelsen af et
musikstykke.
88

7.0 Konklusion
Der findes flere forskellige videnskabelige paradigmer indenfor emotionsteori – bl.a.
psykologiske, fysiologiske og filosofiske. Afhandlingen har taget udgangspunkt i en
fænomenologisk forståelse af emotionerne i et forsøg på dels at opnå en ikke-
reducerende tilgang til emotionerne og ’gå til sagen selv’, dels for at kunne arbejde
med en emotionsteori, som kan sammenkæde menneskets emotioner med handling og
bevægelse – og således skabe vej for en forståelse af musikkens påvirkning på
idrætsudøvelse. Dette findes i definitionen af emotioner som engagementer med
verden – som et sammensat og komplekst sæt af aspirationer, forventninger,
vurderinger, behov, krav og ønsker. Definitionen opdeler ikke mennesket i sindslige
og kropslige dele og opdeler ikke emotioner i affekter, motiver, aspirationer, m.m.
Emotioner som engagementer med verden er altså et meget bredt begreb, som
omfatter hele menneskelivet. Emotionerne forstås endvidere som kognitive og som
rationelle, ikke som kædet til en universel fornuftstænkning, men som
hensigtsmæssige reaktioner i en situation.
Igennem diskussionen om menneskets verdensforhold blev en opfattelse af
mennesket som i-verden-væren i Heideggers filosofi fremstillet. Dette skaber
grundlag for den stemte verdensåbning som basis for, at mennesket (tilstedeværen)
erkender en situation overhovedet. Mennesket er i verden som en helhed af krop og
sjæl. I en syntese af ideen om mennesket som i-verden-væren med definitionen af
emotioner som engagementer med verden, opnås en forståelse af, at emotioner udgør
grundlaget for verdensåbningen og dermed også for de i problemformuleringen
opstillede begreber oplevelse, erkendelse, sindsstemning samt handling og bevægelse
og bevægelseskvalitet.
Teorien om den stemte verdensåbning blev yderligere udvidet af teorien om
menneskets grundstemninger og grunddrifter. Man kan sige at disse er dimensionale
teorier om menneskets emotioner, fordi de bevæger sig i spændet mellem to poler,
munterhed og melankoli – og det flegmatiske og koleriske. Grundstemningerne er
klangbund for menneskets øvrige emotioner – og grunddrifterne grundlaget for
trangen til aktiv eller passiv indgriben i en situation. At teorien er dimensional kan
89

medvirke til en forøget forklaringskraft – f.eks. kan man tale om en forøget
munterhed, eller en øget trang til aktiv indgriben i situationen.
Det er vigtigt i forbindelse med anvendelsen af en fænomenologiske emotionsteori at
huske på, at den er grundlagt i en forståelse af mennesket og verden, der er forskellig
fra en dualistisk og populærpsykologisk anvendelse. Med til emotionsteorien hører et
anderledes verdensbegreb, fordi mennesket står i en anden relation til verden – som i-
verden-væren – og deraf følger en helt anden ontologi, epistemologi og også et nyt
rationalitetsbegreb.
Igennem den fænomenologiske diskurs tager emotionsteorien udgangspunkt i det
komplekse fænomen. Dette medfører en anderledes forklaringskraft, da man ikke
ønsker at reducere fænomenet for at skabe forklaringsmodeller. Afhandlingens
fænomenologiske diskurs kan altså medføre en mindre forklaringskraft end en mere
systembyggende og reducerende tilgang, men tilsvarende en forklaringskraft som så
vidt muligt lader oplevelserne komme til deres ret. Afhandlingens forklaringer
udføres med ønske om at bevare fænomenet i sin helhed – og om at give et bud på en
relation imellem musik, emotion og idræt, som kan ligge til grund for oplevelsen af
f.eks. løb til et bestemt musikstykke.
Musik kan som fænomen forstås på mange forskellige måder. Dette hænger sammen
med, at den er abstrakt og ikke refererer til den konkrete virkelighed. Dens forhold til
sproget er problematisk, da sproget ikke kan beskrive det musiske fænomen
tilfredsstillende, hvilket derfor også problematiserer sproglige definitioner af
musikken. I afhandlingen anvendes hovedsageligt den oplevelsesmæssige definition
af musik, men også en hermeneutisk og musikanalytisk tilgang, da de tre påvirker
hinanden gensidigt.
Musik kan give stærke emotionelle oplevelser for en tilhører, herunder en ændret
oplevelse af verden, oplevelse af mening med eksistensen eller tab af kontakt med
omverdenen – samt transcendente, religiøse og mystiske oplevelser. Til at analysere
et musikstykkes kvaliteter kan lagdelingen af musik anvendes – i det medrivende,
følelsesudtrykkende og metafysiske lag. Denne lagdeling kan anvendes på
90

emotionsteorien, hvorved musikkens medrivende lag knyttes til grunddrifterne –
trangen til aktiv indgriben i situationen – og musikkens følelsesudtrykkende lag
knyttes til grundstemningerne. Herved opstår dog også tvivlssager, da mange
musikstykker kan have muntre og lyse harmonier, som er følelsesudtrykkende. Disse
tilhører dog alligevel kun første musiklag ifølge Hartmanns teori, fordi de ikke har en
tilstrækkelig dybde til at kunne kaldes følelsesudtrykkende – selvom mange af disse
musikstykker påvirker grundstemninger og dermed i princippet kan kaldes
følelsesudtrykkende.
Endvidere kan musik ses som udtryk for en form for menneskelig udfoldelse og
eksisteren, som kan påvirke lytteren igennem bevægelsesgestalter. Disse
bevægelsesgestalter kan udtrykke en generel form for emotion, som kan kendetegne
flere forskellige slags emotioner – også modstridende emotioner. Når musikkens
rytme varieres og harmonier tilføjes, formidles forskellige former for menneskelig
eksistens og udfoldelse til lytteren. Man kan altså forstå musikstykker som en
formidling af forskellige former for menneskelig udfoldelse.
Ved en syntese af musikteori og emotionsteori opnås en forståelse af, at musik
igennem emotionerne kan påvirke lytterens engagementer med verden – og dermed
personens oplevelse, handling og bevægelse. Hermed dannes grundlaget for en
emotionel og musikalsk idræt. Personens emotioner som et sæt af bl.a. aspirationer,
forventninger, vurderinger, behov, krav og ønsker udgør grundlaget for, at
idrætsudøveren oplever en idrætssituation på en bestemt måde. Oplevelse og
erkendelse – samt handling og bevægelse er i en idrætssituation bestemt af
verdensåbningen igennem emotionerne. Idrætten er altså grundlæggende emotionel.
Da musik kan påvirke emotionerne, kan musik også forandre opfattelse af en
situation. Herved er en emotionel og musikalsk idræt muliggjort.
Som engagementer med verden kan man forstå at emotioner også påvirker
bevægelseskvalitet i idrætten på baggrund af forskellige verdensåbninger. En løber
som er revet med af et musikstykke kan altså tænkes at løbe med en anden tyngde og
målrettethed end en løber, som ikke løber til musik.
91

Musikkens evne til at påvirke mennesket i bevægelse kan forstås ud fra musikkens
påvirkning af emotioner og verdensåbningens emotionelle afhængighed. Herved
muliggøres at verden kan se forskellig ud for personen, som løber til forskellige
musikstykker. Perceptionen på løbeturen er en involveret helhedssansning, som
forandres, hvis emotionerne ændres. Musik formår herved at påvirke hele menneskets
væren-i-verden – både i erkendelse, handling og bevægelser.
Det er i empiriske undersøgelser vist at den såkaldte ’motiverende musik’ kan have
præstationsforbedrende effekter. Der er vist sammenhæng imellem brug af
’motiverende musik’ og forøgning af positivt humør, mulighed for
spændingsregulering før konkurrence, reduceret oplevelse af anstrengelse under
idrætsudøvelsen og en forbedret læring af motoriske færdigheder. Disse fordele fører
til en målbar præstationsforbedring. Forskningens resultater understreger musikkens
store påvirkning på idrætsudøvelsen.
En stor del af ’den motiverende musik’ kan forklares ud fra teorien om musikkens
lagdeling og musikkens påvirkning på grundstemninger og grunddrifter. En musik
med lys harmoni og en medrivende rytme vil påvirke grunddrifterne imod det aktivt
indgribende og grundstemningerne imod det muntre. Musikkens lagdeling skaber
samtidig en forståelse af, at der er meget anden musik end ’den motiverende musik’
at udøve idræt til – musik som vil muliggøre andre påvirkninger på idrætsudøvelse.
Fordi ’den motiverende musik’ hovedsageligt arbejder klinisk, vil man ikke opnå en
fuld forståelse på musikkens betydning i praksis. I flere interviews tyder det på, at
omgivelserne spiller ind på musikkens påvirkning på idrætsudøvelsen. ’Den
motiverende musik’ vil derfor ikke nødvendigvis kunne generaliseres ud over
laboratoriet. Endvidere er ’den motiverende musik’ udelukkende beskæftiget med den
målbare præstationsforbedrende musik. Det er dog i afhandlingen vist at anden musik
kan være berigende og god musik til idrætsudøvelse – samt at oplevelsen af musik til
idrætsudøvelse indeholder flere aspekter end om musikken er motiverende eller ej.
’Den motiverende musik’ kunne omdøbes til ’den præstationsforbedrende musik i
92

kliniske miljøer’ for at understrege, at definitionen ikke omfatter al musik, som er
motiverende og velegnet til idrætsudøvelse.
Afhandlingens interviews er en pilotundersøgelse med blot 6 respondenter, som
derfor ikke giver nogen stærk evidens som sådan, men kan bruges til at pege mod
teoriernes forklaringskraft og på muligheder for videre empirisk forskning indenfor
musik og idræt.
Generelt har den i afhandlingen gennemgåede teori vist sig forklaringsdygtig på
mange dele af de seks kvalitative interviews. Dette gælder særligt teorien om
musikkens lagdeling og teorien om musikkens formidling af menneskelig udfoldelse
og eksistens. I interviewene giver respondenterne udtryk for ændrede oplevelser af
verden, påvirkning på bevægelseslyst og lyst til frie bevægelser, udtryk for eftertanke
og oplevelser af mere metafysisk art. Endvidere er der oplevelser af meditative
tilstande, oplevelser af, at musikken passer bedst til løb i bestemte omgivelser.
Desuden er der oplevelser af, at musikken vækker irritation.
Under interviewene giver alle respondenter udtryk for oplevelser af øget løbelyst og
følelser af høj energi, hvilket også er karakteristika ved ’den motiverende musik’.
Disse oplevelser skete ved musikstykker som falder ind under definitionen af den
’motiverende musik’, men 5 af 6 respondenter var meget positive overfor
løbeoplevelsen til den langsomme improvisation for klaver, A Love Song for the
Earth, som generelt vækkede eftertænksomme, dvælende og mere metafysiske
stemninger. Musikstykket fjernede samtidig fokus fra oplevelsen af anstrengelse.
Oplevelserne af glæde og bevægelseslyst ledsagedes for fleres vedkommende af en
øget lyst til frie og anderledes bevægelser, f.eks. at løbe på tværs af skoven eller løbe
målrettet og kraftfuldt med meget hurtige, lange skridt. I disse tilfælde kan man se
musikkens direkte påvirkning på handling og bevægelser i idrætten. Disse aspekter af
musikkens påvirkning på idrætten er ikke inkluderet i definitionen af ’den
motiverende musik’. Derfor kan man betragte den i afhandlingen opstillede teori som
en udvidet forklaringsmodel for musikkens påvirkning på idrætten. Teorien muliggør
en forståelse af musikkens påvirkning på idrætten som også omfatter f.eks. mystiske,
93

euforiske, aggressive, humoristiske, improvisationslystne, eftertænksomme,
meditative eller metafysiske oplevelser. Generelt mere forskellige former for
menneskelig udfoldelse og eksistens. Desuden muliggør teorien en forståelse af
musikkens påvirkning på bevægelseskvaliteter og påvirkninger af handlinger og valg.
Det er altså muligt med de i afhandlingen opstillede teorier at forstå musikkens
påvirkning på idrætten. Ikke blot med præstationsforbedring for øje, men musik som
omfatter hele spektret af menneskelig udfoldelse og eksistens.
94

8.0 Perspektivering
Denne afhandling er skrevet indenfor en fænomenologisk diskurs, som har søgt at
holde fast i det menneskelige emotionslivs kompleksitet. Med denne metode følger
også en anderledes forklaringskraft, hovedsageligt fordi emotioner ikke reduceres til
kategorier, men nærmere behandles synonymt med hele menneskets eksistens. Derfor
er det vanskeligt at bygge detaljerede modeller for musikkens påvirkning på idrætten.
Dette har dog fra start været afhandlingens ambition ikke at gøre dette, men at skabe
en mere generel forståelse af sammenhængen imellem musik, emotion og bevægelse.
Fordelene ved en fænomenologisk tilgang til musikkens påvirkning på idrætten er
tilgangens evne til at tage udgangspunkt i perceptionen og indfange kvaliteter ved de
interviewedes oplevelser uden at rubricere disse i en fast forklaringsmodel. Den
fænomenologiske og kvalitative metode muliggør derfor i højere grad en forståelse af
den interviewedes oplevelse af f.eks. løb til musik. Interviewmetoden sætter løberens
oplevelse som mål i sig selv.
Det kan tænkes en større forskning i idrætsudøvelse til musik kan finde evidens for
tendenser for forskellige musikstykkers påvirkning på idrætsudøvelsen. Dette er dog
en proces, som kræver overblik over de utrolig mange variable, som er i spil – blandt
andet individuel baggrund, smag og humør, kulturelle værdier i situationen og i
musikken. Musikkens påvirkning kan tænkes at være bundet til en bestemt tid og et
bestemt sted. Opbygning af en omfattende model for musikkens påvirkning på
idrætten risikerer dermed at overforsimple forholdet og overse væsentlige faktorer. Et
eksempel på dette er netop forskningen i ’den motiverende musik’. Fra denne
afhandling efterlades altså en skepsis overfor muligheden for omfattende modeller.
Forskningen i emnet musik, emotion og idræt kunne fortsættes i sociale kontekster,
f.eks. under fælles løbetræning eller basketballtræning. Kompleksiteten af situationen
vil i så fald udvides yderligere af bl.a. de intersubjektive relationer i trænings- eller
spilsituationen.
95

Litteraturliste
Aristoteles (2005): Poetikken, 1. bogklubudgave, 1. oplag, Samlerens Bogklub.
Ballisager, Olav & Damkjær, Søren (2003): Kroppens idé, 1. udgave, 1. oplag, Systime,
Århus.
Bastian, Peter (1987): Ind i musikken – en bog om musik og bevidsthed, Gyldendal,
København.
Bateman, Anthony & Bale, John (2009): Sporting Sounds – Relationships between sports and
music, Routledge, Oxon.
Budd, Malcolm (1985): Music and the emotions – the philosophical theories, 2. reprint 1994,
Routledge, London.
Cook, Nicolas (2000): Music – A Very Short Introduction, Oxford University Press, Oxford.
Cottingham, John (2008): Western Philosophy – An Anthology, 2. udgave, 1. oplag,
Blackwell Publishing, Oxford.
Den Store Danske Encyklopædi (2006) – hentet fra Gyldendals DVD Leksikon 2006,
Nordisk Forlag A/S
Dreyfus, Hubert (1993): Being-in-the-world – a commentary on Heidegger’s Being and
Time, Division I, 1. udgave, 6. oplag, MIT Press, Cambridge.
Eichberg, Henning & Bøje, Claus (1997): Idrætspsykologien mellem krop og kultur,
Idrætsforsk, Gerlev.
Grønager, Johannes (1999): Nøgle til musikken – grundlæggende musikteori, 2. udgave, 3.
oplag, Systime, Århus.
Jaeger, Robert A. (1978): Brain/body dualism, Philosophical Studies vol. 34, D. Reidel
Publishing Company, Dordrecht, Holland.
Jaspers, Karl (1949): Hvad er filosofi? – 12 radioforedrag af den verdenskendte professor i
filosofi ved Universitetet i Basel, 2. udgave 1965, P. Haase & Søns Forlag, København.
Juslin, Patrik (red.) & Sloboda, John (red.) (2001): Music and emotion – theory and research,
Oxford University Press, Oxford.
Hansen, Finn Thorbjørn (2002): Det filosofiske liv, 1. udgave, 2. oplag, Hans Reitzels Forlag,
Gylling.
Hartmann, Nikolai (1953): Ästhetik, 1. udgave, Walter de Gruyter, Berlin.
96

Heidegger, Martin (2007): Væren og tid, 1. udgave, 1. oplag, Forlaget Klim, Århus.
Izard, Caroll E. (1991): The psychology of emotions, Plenum Press, New York.
Kierkegaard, Søren (1843): Enten-Eller, 9. udgave, 2. oplag, Nordisk Forlag, København
1994.
Kivy, Peter (2001): New Essays on Musical Understanding, Claredon Press, Oxford.
Kvale, Steinar (2001): Interview, Hans Reitzels Forlag, Gylling.
Larsen, Mihail & Thyssen, Ole (1981): Den frie tanke – en grundbog i filosofi, Gyldendal.
Larsen, Thomas (2005): Musikteori 1, 1. udgave, 1. oplag, Folkeskolens Musiklærerforening.
Lübke, Poul (red.) (1983): Politikens filosofi leksikon, 10. bogklubsoplag, Gyldendal.
Løgstrup, Knud Ejlar (1996), Etiske begreber og problemer, 4. oplag 2004, Gyldendal,
København.
Nielsen, Poul (1978): Musik og materialisme, Borgens Forlag.
Nørgaard, Majbritt et.al (2001): Fodfæste og Himmelkys, Hovedland og Institut for Idræt,
København.
Pahuus, Mogens (1995): Fornuft og følelse – den følende fornuft og den vellykkede identitet,
Philosophia, Århus.
Platon (1983): Staten, 8. oplag, Museum Tusculanums Forlag, København.
Prinz, Jesse (2004): Embodied emotions I: Solomon, Robert C. (red) (2004): Thinking about
feeling – comptemporary philosophers on emotions, Oxford University Press.
Rasmussen, Karl Aage (2000): Har verden en klang, Gyldendal 2000.
Rasmussen, Karl Aage (2008): Musik i virkeligheden – Essays om musik og mennesker,
Gyldendal 2008.
Rorty, Amélie Oksenberg (2004): Enough Already with "Theories of the Emotions" I:
Solomon, Robert C. (red) (2004): Thinking about feeling – comptemporary philosophers on
emotions, Oxford University Press
Sartre, Jean-Paul (1938): Kvalme, 5. oplag 1973, Gyldendals Bekkasinbøger, Gyldendal.
Schantz, Hans-Jørgen (2002): Europæisk idehistorie. Historie, Samfund, Eksistens, 1.
bogklubudgave, 2. oplag, Høst & Søns Forlag, København.
Solomon, Robert C. (1983): The Passions – The Myth and Nature of Human Emotion, Notre
Dame Press.
97

Solomon, Robert C. (2004): Thinking about feeling – comptemporary philosophers on
emotions, Oxford University Press
Strongman, K.T. (1987): The psychology of emotion, 3. edition, Wiley, Chichester
Thielst, Peter (2008): Kroppens idéhistorie, DET lille FORLAG.
Thielst, Peter (1996): Man bør tvivle om alt og tro på meget, 2. udgave, Gyldendal.
Wundt, Wilhelm (1914): Grundriss der Psychologie, 12. oplag, Alfred Kröner Verlag,
Leipzig.
Zahavi, Dan (2004): Fænomenologi, 1. udgave, 2. oplag, Roskilde Universitetsforlag,
Roskilde.
98

Bilag 1: Musikken i Idrætten (dansk resumé)
Denne afhandling omhandler relationen imellem musik, emotioner og bevægelse. I
afhandlingen opstilles en emotionsteori, som muliggør en helhedsforståelse af
mennesket og dets emotionsliv. Teorien tager udgangspunkt i en kritisk holdning
overfor dualismerne hos Platon og Descartes og søger en anden forståelse af
menneskets verdensforhold. Det i afhandlingen anvendte emotionsbegreb bliver
derfor meget bredt, men tilsvarende rummeligt for det menneskelige følelseslivs
diversitet. I afhandlingen arbejdes med emotioner og stemninger som udgangspunkt
for menneskets oplevelse, handling og bevægelse.
I afhandlingen fremstilles forskellige teorier for musikkens evne til at påvirke
menneskets emotioner. Ved at koble disse teorier til emotionsteorien, opnås en
forståelse af, hvordan musik kan påvirke menneskets emotioner – og dermed påvirke
menneskets oplevelse, handling og bevægelse. I afhandlingen konkluderes det, at
musik kan påvirke mennesket igennem en medrivende, en følelsesudtrykkende og en
metafysisk kvalitet. Endvidere kan musik formidle forskellige former for menneskelig
udfoldelse og eksistens til lytteren.
Med syntesen af musik og emotionsteori opnås en forståelse for, at idrætten er
emotionelt og musisk påvirket. En idrætssituation vil derfor altid opfattes forskelligt
afhængig af de emotioner, som er i idrætsudøveren – og musik kan have en
indflydelse på disse emotioner.
I afhandlingen udføres endvidere et forsøg, hvor seks løbere løber til forskellige
former for musik. Løberne gennemgår herefter et kvalitativt interview. Herefter
undersøges det, dels om den i afhandlingen opstillede teori er forklaringsdygtig på
løbernes oplevelser af løb til musik. Det konkluderes at teorien er forklaringsdygtig
på de fleste af løbernes oplevelser, men at der er nogle af løbernes reaktioner, som
ikke kan forklares tilfredsstillende med teorien.
I afhandlingen foretages endvidere en kritisk vurdering af empiriske forskning
indenfor idræt og musik. Den empiriske forskning fremlægges og vurderes i lyset af
den i afhandlingen opstillede teori – og det konkluderes af afhandlingens teori kan
supplere forskningens forståelse af relationen imellem musik og idræt.

Music in Physical Activity (english resumé)
This thesis is about the relation between sports, emotions and music. In the thesis a
holistic theory of emotion is presented. The theory is presented in a critical attitude
towards the dualisms presented by Platon and René Descartes. Instead, a non-
dualistic theory of emotions, in which there is a different relation between the person
and the world, is presented. In this theory the definition of emotions used is very
broad, but also leaves room for the diversity of human emotions. Emotions are
understood as engagements with the world – and as foundation for the experience,
action and movement in any situation.
In the thesis, different theories for the relation between music and emotions, are
presented. In a synthesis of the theory of the emotions and the theory of music, an
understanding of the musical influence on emotions is reached. By its influence on
human emotions, music is able to influence human experience, actions and
movement. It is concluded that music has three layers – a rhythmic and gripping
layer, a layer which expresses feelings and a layer able to give metaphysical
experience. Through these layers music can influence physical activity. Music can
furthermore express different modes of human existence – modes that potentially
influence the listener towards the same form of existence.
Through the synthesis of the theories of emotions and music, an understanding of
sport and physical activity as deeply emotional and musical, is reached. Emotions and
music influence the perception, action and movement in physical activity.
The thesis conducts an examination of the experience of runners running to different
pieces of music followed by an interview. It is concluded that the theory of the thesis
is able to account for parts of the experiences of the runners.
In the thesis a critical examination of the empirical research in sports and music is
done. The empirical research is presented and it is discussed whether the research is
reducing the understanding of music use in sports and physical activity. It is
concluded that the emotional theory can supplement the empirical research in the
relation between sports and music.

Henrik.
Bilag 2: Interviewtransskriptioner

Stine

Ole

Christian

Philipe

Christel

Christel