1,58mb - Dansk Vietnamesisk Forening

More documents

Recommendations

Info

Bjergbyer i nord, flyde Vietnam udvikler sig stadig som turistland – et mål for ”oplevelsesrejsende”. Fra Hanoi til bjergbyerne Det var godt at se, at levefoden var hævet en tak i Vietnam – der var færre tiggere end sidst. Dette i modsætning til vores efterfølgende besøg i Cambodia, hvor kontrasten mellem rige og fattige er slående. Rigtigt mange tiggere - mange yngre kvinder tiggede med småbørn på armen. Vi besøgte Vietnam og Cambodia i tre uger i november og december efter en pause på næsten fire år siden vi sidst besøgte Vietnam. Både Vietnam og Cambodia er turistlande. Dog uden at være overrendt. Begge lande har meget andet at byde på end strande og surfing – selv om det også findes. Faktisk skal man som turist netop være interesseret i andet end sol og varme. Det gælder ikke mindst i Vietnam, der i efteråret var plaget af store oversvømmelser – også Hanoi 2 uger inden vores ankomst. Rejser her er ”oplevelsesrejser” - og det er det, turister især kommer for. Da vi i starten af turen satte os ind i toget i Hanoi på vej til en lang nats rejse til Lao Cai ved den kinesiske grænse, var der to sovevogne fuld af turister i alle aldre - fra unge til pensionister - og nationaliteter: Singaporeanere, italienere, amerikanere – og ja danskere. Det var ikke sol og sommer, de var Side 14 på vej til. Det var Sa Pa, 35 km. vest for Lao Cai, og til plusgrader på 5 – 7. Fra Nord til Syd – og med båd til Cambodia Vores rejse startede her i det nordligste Vietnam med et 3 dages besøg i Sa Pa og en dag med besøg i Lao Cai (ødelagt under det kinesiske angreb i 1979) og på det fantastiske weekend marked i Bac Ha, 27 km mod øst. Vi opholdt os 4 dage i alt i Hanoi på begge sider af vores ophold i Sa Pa. Herefter gik turen med fly til Ho Chi Minh City, hvor vi også var i 3 dage. Så var vi med bil og chauffør til Mekong deltaet i 2 - 3 dage, inden vi tog med båd fra Chau Doc, en by i det sydlige Mekong-delta tæt ved den cambodianske grænse, til Phnom Penh i Cambodia. Her var vi 3 dage i Phnom Penh og 3 i Siem Reap i nordvest, der ligger tæt ved det store Angkor Wat-tempel kompleks. Angkor Wat er et must på en rejse til Sydøstasien hvor man let kan bruge en ekstra uge. Denne gang havde vi – ligesom sidst - valgt en individuel pakkerejse, der en et koncept, som passer os fint, og som stadig flere rejsebureauer kan tilbyde. Vi har været i Vietnam og Cambodia før – men ikke så langt mod nord og syd. Så vi havde ikke brug for guider VietNam A J O U R Af Inger V. Johansen o hele tiden. Men det er afgjort en fordel på en kortere rejse på nogle få uger, at alt der hedder hotel, interne rejser, afhentning i lufthavn og på station og kørsel til og fra hotellerne, er på plads på forhånd, så man ikke skal bruge tid på det. Bjergbyen Sa Pa Sa Pa ligger ca. 1.650 m. over havet i et bjergrigt område nær Vietnams højeste bjerg, Fan Si Pan (3.143 m.) – et område fortrinsvis befolket af den etniske minoritetsbefolkning h’mong. H’mong’erne kan inddeles i 5 typer efter den dominerende farve på deres kvindernes klædedragt (turban, nederdel, vest og gamacher). I og omkring Sa Pa bor især ”Sort H’mong” (sort=blå/sort/indigo), men der er også andre minoriteter, fx thai og dao. På markedet i Bac Ha dominerede ”Flower H’mong”, der har nogle fantastisk spraglede farver i deres dragt. Sa Pa har faktisk i ret mange år været et turistrejsemål og var under det franske kolonistyre et yndet feriested for kolonisterne – for at komme væk fra det hede Hanoi om sommeren. Men november var ikke det bedste tidspunkt af året af besøge Sa Pa – der var tåget og koldt, 1 · 2009
nde markeder i syd Lao Cai samt Sa Pa med h’mong minoriteter, Ho Chi Minh Byen og Mekong-deltaet samt Cambodia g Niels Henrik Nielsen selv for os der havde jakke og varme strømper med. Det skyldtes ikke mindst, at indendørs opvarmning kun eksisterer på få hoteller og mod betaling. Så stedets restauranter – der fyrede med kul – var tilløbsstykker for turisterne. Vejret gjorde, at det ikke blev til slet så meget trekking i bjergene – men en lang fodvåd vandretur i en dal beliggende under Sa Pa med landsbyer befolket af ”Sort H’mong” og thai. Besøget var et stor oplevelse, som vi ikke ville have undværet. Trods årstiden var der rigtigt mange rejsende. Vi er så mål for h’mong-kvindernes ihærdige salgsteknik for at få afsat deres hjemmevævede tasker, bælter, punge, samt smykker mv. på. Den lokale befolkning lever af risdyrkning på terrasser (smukt beliggende) – som mændene tager sig af, og kvinderne laver hjemmevævning. Intet under at det for dem handler om at få deres varer afsat. Det var ganske almindeligt at se et par turister med et følge på mindst 4 - 8 h’mong kvinder og børn. Mon deres børn nu også går i de skoler, som er blevet bygget i området? Når forældrene også er afhængig af, at de er med til at falbyde varer. Turismen har også trukket vietnamesere 1 · 2009 til, der arbejder på hotellerne, butikkerne, restauranterne, og som guider. Men minoritetsbefolkningens (handelsmæssige) afhængighed af turisterne betyder også, at de fleste lærer at klare sig på engelsk. Så indirekte virker turismen som en løftestang for færdigheder og udvikling. Gadebørn og shelters Vi søgte denne gang at spise på restauranter, hvor tjenerne er tidligere gadebørn. Dette er en type socialt projekt, der er udviklet betragteligt siden vi sidst besøgte Vietnam. Det eksisterer ikke kun Hanoi, hvor der er flere af disse restauranter, men også i Ho Chi Minhbyen og i Phnom Penh i Cambodia. Maden er som regel fortrinlig – i Hanoi serverer en restaurant fransk og vietnamesisk mad – men den ligger også i den pæne ende prismæssigt. Gadebørnene oplæres i den traditionelle ”fine” tjenerkunst, og har dermed efterfølgende mulighed for ansættelse på selv de bedste restauranter og hoteller. De shelters som dem Dansk-Vietnamesisk Forening (DVF) støtter i Ho Chi Minh-byen, er også sociale projekter, hvor man forsøger at samle gadebørn eller udnyttede og misbrugte VietNam A J O U R børn op for at give dem hjælp og uddannelse og lære dem at klare sig selv. Udlændinge og udenlandske NGO’er er ofte involveret i disse projekter, især med ”fundraising” - at skaffe økonomiske midler til disse. Under vores ophold i Ho Chi Minh-byen besøgte vi de to shelters, som støttes af bl.a. DVF. Det ene for misbrugte piger og det andet for drenge/gadebørn. Flere i foreningen har besøgt disse shelters og skrevet om dem i Vietnam Ajour. Vi så, at midler modtaget fra DVF nu er med til at finansiere en gennemgribende renovering af pige-shelteret, Little Rose Warm Shelter. Vi mødte lederne af de to shelters og hilste på mange af børnene – de fleste teenagers. Desuden blev vi modtaget af en gammel kending af os Dr. Anh (tidl. chef for Børnehospital nr. 1), der er næstformand for Ho Chi Minh City Welfare Foundation, som står for at skaffe midler til de to shelters og andet socialt arbejde for sårbare børn. Byudvikling uden plan Den forrygende byudvikling, der især er sket i Ho Chi Minh City, var for os ikke noget skønt syn. Der synes ikke at være anden byplanlægning, end at bl.a. de store koncerner, der vil og Side 15
Page 1 and 2: A J O U R Dansk Vietnamesisk Foreni
Page 3 and 4: 1 · 2009 VietNam Kulturdag R E J S
Page 5 and 6: mange patienter, voksne som børn,
Page 7 and 8: fra landsbyniveau til henvisningsho
Page 9 and 10: Kulturmøder i Hanoi og HCMC En sax
Page 11 and 12: Frimærke hjælper fattige bønder
Page 13: Borgmester Jakob Hougaard bød velk
Page 17 and 18: Efter mødet om Dioxin ses fra vens
Page 19 and 20: mange oplysninger, der ikke før ha
Page 21 and 22: Ho og hans verden Han var en mand s
Page 23 and 24: Endnu engang forbander jeg al vores
Page 25 and 26: 1 · 2009 Julehygge med ambassaden
Page 27 and 28: Men den lægger et stort pres på d

1,58mb - Dansk Vietnamesisk Forening

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?