1,58mb - Dansk Vietnamesisk Forening

More documents

Recommendations

Info

I den mellemste køje – beretning fra en togrejse i Vietnam Jeg er bornholmer og har derfor gjort turen mellem Rønne og København masser af gange med de gode gamle Bornholmerbåde. Og sangen med Oswald Helmuth om turen i ”den mellemste køje” har været til stor fornøjelse. og mange vittigheder er der kommet efter. Min første tur til Paris for over 40 år siden med nattoget fra København var også en tur i kupe med flere andre. Blandt andet en Finne der straks startede turen med at tømme en flaske vodka. Kort besøg i Nha Trang Tilbage til turen fra Nha Trang til Hue. Vi ankom til Nha Trang med en minibus fra Dalat. Vi kørte sammen med fire andre der også skulle til Nha Trang, og det var derfor en billig tur til 100.000 Dong pr. person (ca. 40 kr.). Det tog omkring 5 timer at køre turen, men udsigten over bjergskråninger og dybe kløfter var meget smuk så timerne fløj af sted. Vi skulle videre samme dag med tog til kejserbyen Hue og blev derfor sat af på banegården i Nha Trang. Klokken var omkring 15, og vores tog gik først kl. 20, så vi havde god tid - vi var jo ikke ligefrem back-packere. Jeg havde en stor Samsonite + diverse småtasker og Wilfred havde også et par godt tunge kufferter. (Jeg forbandede langt væk at jeg havde slæbt så meget med – hvorfor lærer man Side 22 Der var mange skønne og positive oplevelser på vores rejse, men togrejsen fra Nha Trang til Hue og videre til Hanoi var en oplevelse helt for sig selv. Helle Blom besøgte Vietnam i november 2008 sammen med Wilfred Gluud på en rejse for DVF Af Helle Blom, bestyrelsesmedlem i DVF det aldrig?) Der var et mylder af mennesker og råben og snakken, da vi ankom. Vi delte os derfor – Wilfred blev placeret, så han kunne passe på al vores bagage, og jeg blev sendt hen til den lange kø med en håndskreven seddel fra Wilfred. Han vidste besked: 2 ”soft sleeper” fra Nha Trang til Hue og så igen fra Hue til Hanoi. Vi skulle nemlig kun gøre stop et par dage i Hue. Køen var ikke helt nem – og jeg følte mig lidt fortabt. Men så pludselig dukker en betjent op og beordrer os alle til at sætte os i to rækker på de stole der er langs køen - sådan. Og så rykker vi ellers langsomt fremad. Jeg sørger for at ingen bag mig overhaler – det går helt godt, selv om ingen forstår engelsk. Så er det min tur – jeg rækker min seddel frem og må samtidig holde albuerne godt ud til siden, da alle puffer og maser. Jeg er da også bekymret for min pung – synes folk er lige lovlig tæt på mig. Damen bag glaslugen med det lille talehul er ikke særlig imødekommende og slet ikke venlig. Der er ingen soft sleeper, og det bliver lige knap 1 million dong pr. billet. Det bliver en ”middle hard sleeper” og en ”higher hard sleeper”. Nå – jeg er glad for at få billetterne og for at kunne betale med Visa-kort. Sammen med Wilfred beslutter vi at tage en taxa til en restaurant i centrum, vi har fundet VietNam A J O U R i Lonely Planet guiden. Et lille bitte sted, helt perfekt til os, lige ud til fortovet – og vi kan bakse alle vores pakkenelliker ind bag ved – og efter vi har spist et dejligt måltid og drukket en øl begiver vi os ud i Nha Trangs centrum. Vi har aftalt med taxachaufføren, at han henter os igen kl. 19, og de søde piger i restauranten lover at passe på vores kufferter. Det småregner, og det er en skuffelse for mig at gense Nha Trang efter 13 år. Der er beskidt og masser af turist-hængere. Det minder mig i den grad om Mallorca i tresserne. Det skal siges at vi kørte forbi langs kysten i gråvejr, og kun gik rundt inde i centrum. Der er jo bygget masser af nye hoteller, og der er sikkert smukt på strandpromenaden i godt vejr. Men centrum var fyldt med backpackere i bedste hippie-stil. Det vrimlede også med butikker og gadehandlere. Når jeg tænker tilbage til 1996, hvor vi ikke kunne opdrive noget at spise kl. 21, er der virkelig sket en forandring. Kl. 19 præcis kommer vores taxamand og henter os. Tilbage til stationen. Vi sætter os i venteværelset sammen med alle de andre. Der er næsten ingen turister – man masser af lokale med alle mulige pakkenelliker. Støjniveauet er højt. Toilettet er ok – og der skal betales for at benytte det. Så bliver dørene åbnet til perronen og alle maser og skubber for at komme ud. 1 · 2009
Endnu engang forbander jeg al vores bagage langt væk….. Hard sleeper til Hue Så kommer toget - fantastisk syn og stemning. Meget hektisk – vi finder ud af vores vognnummer og maser os med mængden derhen, men det er næsten umuligt at komme ind. Wilfred er som altid galant og hjælper mig og vores bagage med at komme ind – men jeg er faktisk lige ved at blive løbet over ende. Det er lidt uhyggeligt som de maser ud og ind. Nogen har hjulpet en familie ind i toget, og de skal nu også ud igen. Vi når kun lige at komme ind, og så sætter toget i gang. Vi finder vores kupe, og så går den barske virkelighed op for os. Der er seks køjer, og det er de to mellemste der er ledige. Det er en vietnamesisk familie med to unge i de øverste og en gammelmor og far i de nederste. De har masser af pick pack, men der bliver trods alt også plads til vores bagage. Vi har taget vores 3-liter papvin fra Dalat med samt vores Calvados, vi købte i lufthavnen (vi slæbte også på andet end tøj). Vi byder vores medpassagerer, som takker nej, men vi får os en lille godnatdrink, og så er det ellers op i køjen. Det er ikke nemt. Jeg har dårligt knæ, men det går med hiv og sving. De frækkerter tillader sig at grine, da Wilfred møver sig op i sin køje. Men han gør det nu elegant. Sikke et syn det må have været for de spinkle Vietnamesere at se mig gamle kone møve mig op, og så Wilfred bagefter. Det skulle have været filmet. Og så falder der ro i kupeen. Jeg ligger længe og hører rumlen og snorken, og det er fascinerende. Vi skal køre i 11 timer i alt og vil være i Hue klokken ca. otte. Vi har booket 1 · 2009 et hotel fra Lonely Planet, og de har sagt, de vil være på banegården og hente os, når vi ankommer. Vi gør stop et par steder på turen, og der er masser af liv på banegården, som jeg kan se fra min køje. En skam det er så mørkt, men der er ikke andet for end at tage turen i dagslys næste gang. Soft sleeper til Hanoi Vi ankommer kl. 08.13 præcis som planlagt. Vi styrer mod udgangen, og der står en mand med et skilt med ”Helle Blom” på. Det er jo bare så dejligt. Vi bliver kørt til hotellet, og så er det Hue det gælder de næste par dage.. Men vores togrejse er ikke slut endnu. Vi skal videre fra Hue til Hanoi. Indrømmet - jeg er ikke vild for at tage al den tumult igen, og så i den øverste køje denne gang. Foreslår derfor at vi prøver at ændre billetterne. Men nej bedyrer Wilfred, det kan jeg godt opgive, der er ingen ledige soft sleeper. Godt jeg er stædig. For da vi ankommer til banegården i god tid vil jeg altså prøve det af. Hvis banegården i Nha Trang var et helvede, så er det her paradis. Der er rent og pænt, ingen der maser og skubber - og ingen kø. Damen i lugen smiler venligt og svarer at det koster 10% at få ændret billetterne. Ja – Ja er jeg lige ved at skrige, det er fuldstændig lige meget, Super duper. Vi får nu to ”soft sleepers” – en under og en over. Der er nemlig kun fire sovepladser i de kupeer. Wilfred må jo så give mig en undskyldning. Vi tilbringer et stykke tid i venteværelset, og hvilken dejlig ro og fredelig stemning der er her. Meget anderledes end det, vi prøvede for et par dage siden længere sydpå. Så skal vi ud på perronen, og der er fyldt med masser af handlende med slik og VietNam A J O U R kager samt drikkevarer. Denne gang går ombordstigning let og smertefrit. Vi finder vores kupe, og der sidder en enlig ældre herre. Det viser sig han er atomfysiker og har været ude at holde foredrag. Vi deler resten af Dalatvindunken med ham, og får os en snak om Vietnam, vores formål med rejsen og hvad vi ellers laver. Han har som helt ung studeret i Rumænien. Dengang tog han toget til Rumænien, og det tog en hel måned at komme frem. Han har sin PC med og vi ser billeder af hans familie. Han er bosiddende i Hanoi. Wilfred har bryllupsbilleder af min datters bryllup på Samsø fra i sommer, og dem får han at se til gengæld. Så er det sengetid, og vi har denne gang et blødt vattæppe og en pude og sengen er nogenlunde. Wilfred er galant og lader mig sove i den nederste køje og kravler igen op. Her er der ingen der griner, og der er også lidt mere plads. Den første del af turen er i dagslys, da vi startede kl. 16, og det er spændende at se landskabet. Der er utrolig mange viadukter på vores vej, og de fleste er meget lange. Vi gør også denne gang holdt et par steder, hvor der er masser af liv på perronen. Vi ankommer planmæssigt efter 11 timer til Hanoi, midt om natten kl. 04. Aftalen er at vi skal tage en taxa til den adresse, Wilfred har fået opgivet. Det er mørkt, og det bliver lidt af en tur, og det er meget svært at finde. Heldigvis har vi vores mobiler og får kontakt med Bjarne. Så lykkes det. Vi skal bo privat ude ved Westlake, og taxachaufføren talte ikke et ord engelsk, og så er det altså ikke så nemt at kommunikere. Derudover snød han os så det drev, men vi var jo også lige ankommet med 4-toget! Side 23
Page 1 and 2: A J O U R Dansk Vietnamesisk Foreni
Page 3 and 4: 1 · 2009 VietNam Kulturdag R E J S
Page 5 and 6: mange patienter, voksne som børn,
Page 7 and 8: fra landsbyniveau til henvisningsho
Page 9 and 10: Kulturmøder i Hanoi og HCMC En sax
Page 11 and 12: Frimærke hjælper fattige bønder
Page 13 and 14: Borgmester Jakob Hougaard bød velk
Page 15 and 16: nde markeder i syd Lao Cai samt Sa
Page 17 and 18: Efter mødet om Dioxin ses fra vens
Page 19 and 20: mange oplysninger, der ikke før ha
Page 21: Ho og hans verden Han var en mand s
Page 25 and 26: 1 · 2009 Julehygge med ambassaden
Page 27 and 28: Men den lægger et stort pres på d

1,58mb - Dansk Vietnamesisk Forening

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?