Untitled - The Tallest Man

142
en Oppasser, som efter al Sandsynlighed ikke vilde
komme i Ilden. Min Vens Stemning forblev paa
falden trist; men da Kampsignalet lod, saa jeg ham
igjen fuld af Liv og Munterhed. Kampen var snart
i fuld Gang og blev efterhaanden heftigere og hef
tigere. hvad vi ogsaa erfarede af de Saarede, som
blev hidlransporterede fra Forposterne. En Stund
efter lod ogsaa Kanonerne sit dumpe Drsn lyde.
Netop som vi stod fcerdige til at rykke ud blev jeg
til min store Forundring ovmcerksom paa, at jeg til
Sidekammerat havds dm selvsamme Tjsner, hvem
jeg om Morgenen havde overleveret hint stjcebne
svangre Vrev. Han var ifprt et Par store Vand
ftpvler og mdhyllet i en gammel Kappe, udenvaa
hvilken han havde sit Tornyster; som Vaaben havde
han kun en stor Stav. Da jeg svurgte ham, hvad
han skulde gjsre her, svarede han rast, at han ikke
var den Moders Barn, som vilds sidde i Krogen,
medens de andre sloges; udsat paa Grund af sin
Stilling som Oppasser for Kammeraternes Drille
rier havde han ufortsvet taget sin Beslutning og
stillet sig i Rcekken for at vise, at han ialfald havde
Villie til at banke Rebellerne. Jeg befalede ham
i en strceng Tone at begive sig tilbage til sit Kvarter,
men da stod Taarerne i Mnene paa den brave Karl.
Efter en lang og ncesten uudholdelig Venten fik
vi omsider Ordre til Fremrykning, og med Sang og
Spil for vi afsted til Dodens Mark. Vi blev be
falede at understøtte der, hvor Fienden troengte