ABSALON tilbage til Afrika... - Peder Skrams Venner

More documents

Recommendations

Info

Af Jens Møller Den russiske flådes udvikling – eller mere korrekt afvikling – siden 1989, er en logisk følge af de verdenshistoriske begivenheder i 1989 med ”murens fald”. Da demonstranterne sidst på eftermiddagen d. 9. november 1989 brød igennem muren i Berlin, startede de en udvikling som i nyere historisk tid, ikke er set siden den franske revolution 200 år tidligere d. 14. juli 1789. Ved murens fald sank Sovjetunionens imperium og vasalstater i grus og nye selvstændige nationer opstod på ruinerne. En hel ”isme” i form af kommunismen forsvandt og Marx, Lenin og Stalin var ikke længere folkehelte. På ruinerne af alt dette blev det nye Rusland født, en nation med mange nye muligheder, men også med uoverskuelige fødselsveer, økonomiske og menneskelige tragedier i kølvandet. 3. Den sovjetiske flåde 1945-1990. I den første tid efter afslutningen på ”Den store patriotiske krig” (sovjetisk betegnelse for 2. verdenskrig) udviste Stalin stadig ikke nogen større interesse for flåden. Efter Berlin konflikten i 1948, Koreakrigen og Natos stiftelse i 1949, blev den ”Kolde krig” en realitet. Herefter startede våbenkapløbet. Mange af de våbensystemer vi stadig bruger til lands, til søs og i luften blev grundlæggende udviklet i halvtredserne, hvad enten det var atomare eller konventionelle. Det hurtigste udviklede våbensystem nogen sinde, trods kompleksiteten, er efter min mening de interkontinentale atombevæbnede missiler. Allerede omkring 1955 stod mængder af disse missiler parat i siloer i Ural bjergene i Sovjet, og i de centrale stater i USA. De blev i USA suppleret med langtrækkende Boeing B-52 bombefly (indført i USAF i 1955) med op til 4 atombomber og deres rækkevidde var næsten uendelig med lufttankning fra Boeing KC- 135 tankfly, der blev indført samtidig (i civil trafik 1957 som B-707). I Sovjet havde man tilsvarende Tupolev Tu-16 (Badger) og TU-95 (Bear), men begge disse fly havde væsentlig ringere rækkevidde og lasteevne og kunne ikke lufttankes. I England udvikledes i 1955 Vickers Valiant, i 1957 Avro Vulcan og i 1958 Handly Page Victor. De engelske fly var størrelsesmæssigt på linie med de sovjetiske, men de britiske kunne medføre større last, og kunne frem for alt lufttankes. Stalin havde indset, at en flåde var nødvendig for at gøre sig gældende i Atlanterhavet og det fjerne østen. Man opgraderede derfor genopbygnings programmet for flåden, der var igangsat i1946. De 6 krydsere af Kirov klassen havde været en skuffelse i aktiv tjeneste. Især artilleriet med 9 stk. 180mm kanoner, fordelt på 3 trible tårne, levede ikke op til forventningerne, idet tårnene var konstrueret til 3 stk.154mm kanoner. Med 180mm kanonerne blev tårnene derfor så snævre, at skudhastigheden kun blev på et skud i minuttet, mod forventet 6 skud i minuttet. Man valgte alligevel at modernisere skibene, idet skibene trods alt kunne komme hurtigt i tjeneste igen. De 5 krydsere af Chapaev-klassen og de sidste destroyere af Gori-klassen blev færdigbygget i stor hast i 1946-50. Samtidig startede Stalin i 1948, i al hemmelighed, et enormt nybygnings-program. Det indeholdt en større destroyer type, denne gang efter tysk design, Skori-klassen på 3.500tons, 120m lang og med 4-150mm kanoner og 10-51cm torpedoer. Kanonerne var også kopier af den tyske 150mm kanon. I alt 120 skibe blev planlagt, men kun 82 færdigbygget i tiden 1948-1955. På kryd- 6 ______________________________________ Venneforeningens blad marts 2010
Sverdlov-klassen serfronten igangsatte man et program på i alt 24 enheder af Sverdlov-klassen, igen af italiensk design, men artilleriet var kopier efter tyske konstruktioner. 24 skibe var planlagt, men kun 17 blev søsat og 14 færdigbygget. Disse ”lette” krydsere havde et deplacement på 19.200tons, var 212m lange og bevæbnet med 12-154mm kanoner (jfr. min tidligere artikel: ”Hvornår er en tung krydser for let etc.”) Ved flåderevyen ved Spithead i 1953 i forb. m. Droning Elizabeths kroning, kom både Sverdlovkrydserne og Skori-destroyerne som et chok for de allierede. Sovjet igangsatte desuden en produktion af enorme mængder af U-både. I 1949 godkendte man følgende program: 50 Q-klasse både og 236 W-klasse (Whisky-class) til brug i både Østersøen, Atlanten og det nordlige Stillehav, og 50 oceangående både af Z-klassen. W-klassen blev den mest succesrige af disse både. Den var udviklet efter den berømte tyske Type XXI fra 1945, hvoraf en del kom i sovjetisk besiddelse i 1945. Disse både blev produceret på værfter i Leningrad, de tre baltiske stater, Polen og Øst-Tyskland. En del blev fra 1955 givet som våbenhjælp til sovjet-venlige stater. En enkelt af disse både blev verdensberømt efter et utilsigtet sammenstød med en klippe i den svenske flådehavn i Karlskrona. I 1958 planlagde man bygning af 560 Rklasse (Romeo), en forbedret version af Wklassen, men kun 22 af disse både blev bygget, idet man nu satsede på støre typer. I 1958 introducerede man således en oceangående båd, Foxtrot-klassen på 2.500tons. Denne båd var meget succes- fuld, og 62 blev bygget til Sovjet flåden i 1958-84. Yderligere blev ca. 70 både bygget til eksport til Polen, Nordkorea, Kina, Indien, Indonesien, Libyen, Egypten, og Cuba. Kina og Indien byggede yderligere 20 både på licens. NATO landene havde også studeret den tyske type XXI, og man udviklede på det grundlag en række glimrende dieseldrevne U-både. US-Navy gik en anden vej. I perioden 1940-45 havde man bygget 283 både af Gato, Balao og Tench – klasserne. Man valgte en gennemgribende modernisering af disse både i 1955-60 (Guby systemet), hvorved dykkeegenskaber og våbensystemer blev helt ”Up to date”. Den 17. januar 1955, fik de Sovjetiske admiraler deres største chok nogensinde. Amerikanernes søsatte verdenens første atomdrevne ubåd USS NAUTILUS. USS NAUTILUS igangsatte udviklingen af Ubåde og overfladeskibe i de næste mange årtier. Sovjet måtte ændre strategi og i 1956 udnævnte Nikita Khrushev den unge admiral Sergey Gorshkov til flådechef. Med hans plan ville man nu udfordre den nye forsvarsalliance ”NATO” i Atlanterhavet med et stort antal u-både, krydsere og destroyers. For at sikre denne flåde uhindret adgang til Atlanten fra Murmansk og specielt Østersøen behøvede man et stort antal destroyers, fregatter og minestrygere. Derudover landgangsfartøjer til invasion i Danmark og Nordnorge for, at sikre sig de danske bælter, samt udsejlingen fra Murmansk. Gorshlov gik straks i gang med dette kæmpe program. De første 5 atomdrevne angrebs u-både af Echo-klassen blev færdigbygget i 1960-62. Venneforeningens blad marts 2010 ______________________________________ 7
Page 1 and 2: Nr. 1 marts 2010 13. årgang ABSALO
Page 3 and 4: Redaktionelt Indhold: B ladet du nu
Page 5: Kære venner. Nyt fra Fonden Siden
Page 9 and 10: ækkevidde på 2.500km. Disse missi
Page 11 and 12: YAG 38 flydækket agter, i lighed m
Page 13 and 14: torpedorøret. Eksplosionen bredte
Page 15 and 16: den og Nordflåden afholder med jæ
Page 17 and 18: HERLUF TROLLE 1978. Brand om bord A
Page 19 and 20: Efter nogen tid begyndte der at kom
Page 21 and 22: ABSALON besøger Valetta på Malta.
Page 23 and 24: Fra sekretærerne og kassereren: De

ABSALON tilbage til Afrika... - Peder Skrams Venner

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?