Når jeg har skrevet den næste Harry Potter, køber jeg Fanø

Alberte Lausten, Albertslund 

Rebekka Bundgaard, Frederikshavn 

Nanna Bugge, Fuglebjerg 

Pernille Louise Langer, Esbjerg 

Sara Rejaye Gryestern, Odense 

Rikke Sekkelund, Borup 

Andreas Skyggebjerg, Hillerød 

Christina Olesen, Fanø 

Mathilde Kjær, Virum 

Line Andersen, Næstved 

Christina Dahl Andersen, Nibe 

Sandra Lin Nielsen, Haslev 

Nina Panduro Larsen, Nyborg 

Amalie Malmgren Asmild, Skanderborg 

Marie Espersen, Fanø 

Quinnie Cassandra Gry Olsen, Helsingør 

Natasha Fjelrad, Rask Mølle 

Niels Løkkegaard, Hamme 

Maja Fichman, Glejberg 

Laura Emilie Eriksen, Ringe 

Jennifer Jensen, Lejre 

Nadia Braad Larsen, Kjellerup 

Freja Henner Haagensen, Humble 

Julie Bank Rasmussen, Hinnerup 

Gita Andersen, Skanderborg 

Elisabeth Toft, Ringsted 

Elizabeth Schrøder Sørensen, Herning 

Oliver Boel, Vodskov 

Signe Pryds Tambjerg, Nørre Åby 

Caroline Borring Laursen, Hillerød 

Et træ på stranden 

Jeg fandt et træ på stranden. Bladene var faldet af, og træet var sat fast 

i en stendynge. Der var bundet tomme flasker, tang, sten og andet fast 

til grenene med reb. Jeg satte mig ind til træet. Når vinden kom, lavede 

flaskerne, tangen og stenene musik. Som klokker. 


Når jeg har skrevet den næste Harry Potter, køber jeg Fanø • Fanø Forfatterskole 2010 

Digte, 

noveller 

og kortprosa 

Fanø 

Kommune 

Når jeg har skrevet den næste Harry Potter, 

køber jeg Fanø 

Fanø Forfatterskole 

2010 

2010 er det andet år, Fanø har 

arrangeret forfatterskole for 

unge, og igen har søgningen 

været stor. Ialt 213 ansøgninger 

fra hele landet lå til grund for 

et elevhold på 30 unge mellem 

13 og 16 år, som i skolernes 

efterårsferie blev indlogeret i 

Esbjerg Feriekolonis bygninger i 

Sønderho på Fanøs sydspids. 

Igen i år har der været stor 

arbejdsomhed og meget talent 

på kurset, og vi er glade for her 

at kunne præsentere nogle af de 

bedste elevtekster i bogform. 

Når jeg har skrevet den næste 

Harry Potter, køber jeg Fanø 

viser os unge af 2010 som både 

fantasifulde, dystre, humoristiske, 

rå og ligefremme. 

Bogen er redigeret af Fanø Forfatterskoles 

to lærere Jeppe Brixvold 

og Bjørn Themsen. 


Kommune




Kommune

Når jeg har skrevet den næste Harry Potter, køber jeg Fanø 

Fanø Forfatterskole 2010 

Digte, kortprosa og noveller skrevet af unge 

© redaktørerne (Forord) og forfatterne. 

Omslag: Juan Carlos Flórez med fotos af Marco Brodde. 

Redaktion: Jeppe Brixvold og Bjørn Themsen. 

Layout: Juan Carlos Flórez, Casa Grafika - Fanø 

Bogen er sat med Linotype Aldus 

og trykt hos Clausen Offset. 

1. udgave, 1. oplag. 

Printed in Denmark 2010. 

ISBN 978 87 993560 1 0 

Udgivet med støtte fra: 

Fanø Kommune, 

Fanø Sparekasse og 

Kulturministeriet. 



Fanø Forfatterskole 2010 

Digte, 

noveller 

og kortprosa 

Redaktion : 

Jeppe Brixvold og Bjørn Themsen

Indholdsfortegnelse 

4 5 

Forord 8 

Alberte Lausten, Albertslund 10 

Rebekka Bundgaard, Frederikshavn 17 

Nanna Bugge, Fuglebjerg 21 

Pernille Louise Langer, Esbjerg 32 

Sara Rejaye Gryestern, Odense 37 

Rikke Sekkelund, Borup 40 

Andreas Skyggebjerg, Hillerød 42 

Christina Olesen, Fanø 44 

Mathilde Kjær, Virum 47 

Line Andersen, Næstved 48 

Christina Dahl Andersen, Nibe 53 

Sandra Lin Nielsen, Haslev 57 

Nina Panduro Larsen, Nyborg 59 

Amalie Malmgren Asmild, Skanderborg 63 

Marie Espersen, Fanø 66 

Quinnie Cassandra Gry Olsen, Helsingør 70 

Natasha Fjelrad, Rask Mølle 77 

Niels Løkkegaard, Hammel 86 

Maja Fichman, Glejberg 88 

Laura Emilie Eriksen, Ringe 91 

Jennifer Jensen, Lejre 93 

Nadia Braad Larsen, Kjellerup 95 

Freja Henner Haagensen, Humble 98 

Julie Bank Rasmussen, Hinnerup 104 

Gita Andersen, Skanderborg 108 

Elisabeth Toft, Ringsted 110 

Elizabeth Schrøder Sørensen, Herning 115 

Oliver Boel, Vodskov 117 

Signe Pryds Tambjerg, Nørre Åby 120 

Caroline Borring Laursen, Hillerød 122

Ukendt 

Andreas Skyggebjerg

Forord 

2010 er det andet år, Fanø har inviteret til forfatterskole for unge, og igen 

har søgningen været stor. Ialt 213 ansøgninger fra hele landet lå til grund 

for et elevhold på 30 unge mellem 13 og 16 år, som i skolernes efterårsferie 

blev indlogeret i Esbjerg Feriekolonis bygninger i Sønderho på Fanøs sydspids. 

Igen i år har der været stor arbejdsomhed og meget talent på kurset, 

og vi er glade for her at kunne præsentere nogle af de bedste elevtekster i 

bogform. 

Umiddelbart giver det måske sig selv, hvad der er pointen med en sådan forfatterskole: 

Unge talenter får et sted at mødes om en fælles interesse. Alligevel 

kan det være på sin plads med et par ord om de grundlæggende tanker 

bag Fanø Forfatterskole. Vi tilstræber ikke at gøre eleverne mere effektive 

eller slagkraftige som forfattere. Nogle har større arbejder med hjemmefra, 

som vi læser og kommenterer, men det er ikke vores opgave på den korte tid 

at rette til og ”professionalisere” stadigt spirende skriveprojekter. I stedet 

forsøger vi gennem præsentation af litteratur, ekskursioner i Fanøs natur 

og daglige skriveøvelser at invitere til nye ideer, nye vinkler på verden, nye 

måder at bruge sproget på, kort sagt: Vi forsøger at give plads til den personlige 

tilskyndelse til at skrive, som man normalt kalder inspiration. 

Men hvad er inspiration for noget? Hvad kunne være grunden til, at nogen 

griber en pc og begynder at skrive en fortælling eller et digt, som ikke 

umiddelbart har noget formål? Ja, der kan være sociale ambitioner i spil, 

hvilket denne bogs titel temmelig utvetydigt peger på. Men et litterært 

foretagende - på hvilket som helst niveau - er nok ikke det mest indlysende 

at vælge, hvis man vil frem i verden. Det kunne også være en trang til at 

kommunikere? Den spiller sikkert også ind, men igen kunne man vælge 

mere indlysende veje. Man kunne slukke for pc’en og gå ud og snakke med 

sine forældre. Man kunne gå på nettet. Men hvis vi tænker os den typiske 

forfatterskoleelev fra Fanøkurset, en pige på 15 ved skrivebordet en aften 

8 9 

ud imod en mørk villahave, skal vi måske søge efter inspirationen et helt 

andet sted. Måske skal vi faktisk helt uden for offentlighedens søgelys og 

uden for de vante sociale rammer, vi lever i. Måske skal vi helt derud, hvor 

meget mere er tænkeligt og muligt at forestille sig, end hvad vi umiddelbart 

kender til. Måske kommer inspirationen ligefrem fra det ukendte. Altså de 

VIRKELIGT nye ideer og vinkler på verden. Altså den slags, som forældre, 

venner, internet, dansklærere, forfatterskolelærere osv. netop IKKE kan 

fortælle én noget om. Måske er det det, der er sagen. 

Som forfatterskolelærere tror vi på, at inspiration af denne type kan være 

gavnlig for en kultur, fordi den grundlæggende handler om nytænkning 

og forandring. I den sammenhæng er det interessant, at 194 ud af 213 ansøgere 

til forfatterkurset er piger. Hvilke større kulturelle mønstre, der måske 

skaber en sådan ulige kønsfordeling, skal ikke diskuteres her, men man 

kunne overveje, hvilken rolle f.eks. Folkeskolens danskundervisning spiller. 

Er danskfagets traditionelle fokus på litteratur som pensum og samfundsbeskrivelse 

måske en fordel for (visse af) de bogligt stærke piger, men omvendt 

en hindring for drengenes nytænkning i sproget? Og hvad betyder 

dét for vores samlede evne til nytænkning? 

Mange har bidraget til, at Fanø Forfatterskole 2010 og denne bog er blevet 

til. En særlig tak skal lyde til Jane Sidelmann, naturvejleder Marco Brodde, 

Fanø Kunstmuseum, Hannes Hus, Juan Carlos Flórez, Fanø Sparekasse, 

Brønderslev Kommune (særlig projektkoordinator Inger Aarup-Kristensen), 

Kulturministeriets Læselystkampagne og Fanø Kommunes Børne- & 

kulturudvalg. 

På vegne af Fanø Forfatterskole 

Jeppe Brixvold og Bjørn Themsen 

Fanø d. 1. december 2010.

Alberte Lausten, Albertslund 

Hamstermareridt 

Der var den igen. 

Det lignede en halvkvalt, psykisk- og mentalt ustabil dværghamster, 

der var ved at få en myg galt i halsen. Den havde bare en forkert farve. 

Den var lysende lilla, og den sad under min seng. Når jeg kiggede 

ind på den, stirrede den tilbage med sine lysegrønne øjne og knurrede 

svagt. De mærkelige insektben, der stak ud af dens mund, vippede op 

og ned, som smagte den på luften og de mange nullermænd omkring 

den. Den lod ikke til at være specielt begejstret for at få stukket en 

tændt lommelygte op i snuden, men i mørket under sengen var det den 

eneste måde, jeg kunne inspicere det mystiske dyr på. Det brændte ikke 

ligefrem i fingrene efter at tage den ud, da dens tænder, der engang 

imellem kom til syne, når tingen hvæsede, langtfra var hamsteragtige. 

De lignede noget, der oprindeligt havde siddet i munden på en lille, 

nyudklækket krokodille, og så var blevet syet ind i den særprægede 

skabnings mund. 

Insektbenene vippede igen. Det var tydeligvis ikke en myg, der af 

livets tilfældige omveje var havnet i gabet på den muterede hamster. De 

lod til at være en del af dyrets læber. Den udsendte nogle skræmmende 

klukkende lyde, og jeg besluttede, at jeg hellere måtte gøre et eller andet 

ved den. Under min seng kunne den jo ikke blive, og gik jeg ned efter 

mine forældre, ville den sikkert løbe væk og lade mig stå tilbage som en 

anden sindsforvirret tåbe, der hallucinerede. 

Mørke 

”Sagde du ikke, at du ville hjælpe mig?” 

Hendes trodsige blik brændte i gadelygtens svage skær, og Jeppe bed 

sig hårdt i læben. Hvad lavede han egentlig her? Maddie var skolens 

kønneste pige og havde arsenaler af drenge til sin rådighed. Alligevel 

var det ham, hun havde spurgt om hjælp. Ham, en nørd fra niende, der 

efter for mange timer i træningsrummet nu var blevet forvandlet til en 

pumpet freak med pilskæve tænder og hinkestensbriller. 

Han var nervøst mødt op foran skolen klokken elleve og havde ventet 

hendes ankomst. 

Og nu stod hun her med sit perfekte usminkede ansigt og bad ham 

om at skræmme hende. Han fattede intet. 

”Jo ...” mumlede han, ”men det var ikke lige det her, jeg havde regnet 

med ...” 

Hun fnyste kort. 

”Selvfølgelig var det ikke det, du troede, vi skulle. Vil du hjælpe mig 

eller ej? Ellers kan du godt skride.” 

Jeppe skyndte sig at ryste på hovedet. 

”Nej, jeg skal nok. Nu, lige her?” Han knugede sine hænder og tænkte 

på de mest bloddryppende rædselshistorier, de havde fortalt rundt 

om bålet til spejderaftnerne. 

Hun rystede på hovedet. 

”Du kan næppe give mig et chok, som du er nu. Kom med.” Maddie 

tog ham i armen og trak ham efter sig. Små stød blev sendt gennem 

hans arm ved berøringen, og han håbede ikke, at hun så hans kinder 

blive røde. 

Jeppe sagtnede farten, da de nærmede sig skoven. Hun vendte sig og 

nidstirrede ham. 

”Du bakker ikke ud nu, vel?” 

Han rystede hurtigt på hovedet, men hans ansigt var pludselig blevet 

blegt. 

10 11

”Selvfølgelig ikke,” forsikrede han, ”skoven er bare ... meget mørk.” 

Maddie sukkede dybt. 

”Hvis du er en kylling, så vend om nu. Jeg kan finde en anden til det 

her lynhurtigt.” Hun knipsede under hans næse for at understrege sine 

ord. Igen rystede Jeppe forhippet på hovedet. 

”Jeg har jo sagt, jeg nok skal gøre det. Men ... hvad er det, du helt 

præcis vil have mig til?” 

”Det skal jeg nok fortælle dig senere.” Hun trak ham længere ind i 

skoven og drejede ned ad en smal grussti uden lygtepæle og med træer 

og buskadser tæt på begge sider. Jeppe fulgte hende modvilligt. Duften 

af fugtigt muld fra gårdagens regn rev i næsen og forværrede uhyggen. 

Han gøs. 

Men han vidste, at han bare skulle ses sammen med Maddie én enkelt 

gang ovre på skolen, så var hans sociale fremtid sikret. Måske ville de 

endda blive ved med at ses efter, at dette her var overstået. Deres forhold 

ville måske kunne udvikle sig, hvis det fik tiden og chancen. Det 

kildede dybt i hans mave ved tanken om at tage hende med over i skakklubben 

og præsentere hende som sin kæreste. Jeppe og Maddie. De to 

navne klingede perfekt sammen. 

”Kommer du, eller hva’?” Hun var stoppet nogle meter foran ham, 

nu kun en silhuet i mørket. Da han nåede Maddies side, begyndte hun 

at forklare. 

”Som jeg sagde før, vil jeg have dig til at skræmme mig,” forklarede 

hun med overdreven tålmodighed i stemmen, som om han var retarderet. 

”Du skal gå nogle meter bag mig, og når der er gået ti minutter, 

skal du snige dig op og lægge dine hænder på mine skuldre. Ok?” 

Han stod et øjeblik tavs. 

”Er det ikke bedre, hvis vi går ved siden af hinanden, sagde han så. 

“Og jeg så pludselig griber fat i dig?” 

”Nej, din idiot!” Hendes stemme svitsede hans håb væk. ”Du skal 

gøre præcis som jeg siger, forstået?” 

Han sukkede dybt og nikkede. 

”Langt bag dig og så snige mig frem efter ti minutter. Jeg har forstået.” 

Hun fnyste, men på en god måde. 

”Godt. Så begynd og snige.” Maddie traskede hurtigt ned af stien og 

lod ham stå tilbage. 

Hvem troede den sinke, han var? Maddie bandede indvendigt. Måske 

skulle hun alligevel ikke have valgt den idiot. Hun kunne have valgt 

enhver. Alle hungrede efter at blive hendes ven. Hun stoppede kort op 

og lagde træt en hånd på panden. Nej, Jeppe havde været det rigtige 

valg, forsikrede hun sig selv, sådan en nørd der altid gloede efter hende. 

At han kunne tro, at hun var interesseret i en som ham, var så latterlig 

en tanke, at hun næsten brød ud i latter. Han fortjente at skulle stå over 

for politi og hendes værdiløse forældre og forklare, hvad der var sket 

med hende. Forgæves kæmpe for sin uskyld, mens verden stemplede 

ham som sindssyg og løgner. Hvis nu bare hendes plan virkede. Den 

pludselige bekymring kvalte hendes latter. Tiden var ikke inde til at le. 

Nej, tåben kunne parere ordre, og sådan som han savlede, ville han 

nok gøre sit bedste for at imponere hende. Hun havde præcis ti minutter, 

hvis narren ikke blev overivrig eller skræmt. 

I den her skov blev ti - nej - tyve kvinder myrdet og lemlæstet inden 

for et halvt år, tænkte hun, morderen blev aldrig fundet ... Nej, duede 

ikke, hun var ikke bange. Monsteret i sumpen, var der ikke en sump i 

nærheden? Nej, duede heller ikke, for tåbeligt, slet ikke skræmmende. 

Ideer fløj gennem hendes hoved, men ingen af dem lod til at virke. Alle 

blev kasseret, mens tiden skrumpede. Og så kom idéen til hende. Fra 

den gang hun som lille pige havde forsøgt at fortælle forældrene om 

12 13

Skyggen Under Sengen. Et uhyre, der hver nat havde skræmt hende 

halvt til døde. 

Langsomt begyndte koldsveden at træde frem på hendes pande. En 

ældgammel angst, som hun troede, hun havde gemt væk for altid, begyndte 

at røre på sig. Hun forstillede sig, hvordan Skyggen stod lige bag 

hende. Måske tænkte den på, hvordan den ville kvæle hende, sprætte 

hende op med sine gennemsigtige, men stærke hænder, hvordan den 

ville svælge i hendes blod og organer. Ligesom da hun var lille og helt 

tydeligt kunne se den stå ved sengekanten. Altid bare stå og nyde hendes 

rædsel. 

Hun havde aldrig frygtet at dø. Da hun var lille, havde hun endnu 

ikke forstået døden, og nu betød den ingenting for hende. Men følelsen 

af at have en fremmed ting stående og stirre, bare æde af hendes rædsel, 

var langt mere skræmmende. 

Den femtenårige Maddie smeltede sammen med den femårige Maddie, 

og de forestillede sig begge, hvordan Skyggen stod få centimeter 

bag dem. Den kunne gribe hende, hvornår den ville, men morede sig 

for godt til at afslutte det allerede. Hun bekæmpede trangen til at vende 

sig eller begynde at tude. Hun bad til, at Jeppe snart ville komme og få 

denne her idiotiske idé afsluttet, men inden i hende brændte frygten for, 

at Skyggen allerede havde overtaget ham. At han stod med sorte øjne 

og lo få centimeter fra hende. Ligesom Den havde overtaget hendes forældre. 

Var hendes plan virkelig denne frygt værd? Og hun måtte nikke 

og kæmpe klumpen af rædsel helt ned i brystet på sig selv og ventede, 

uden at råbe Jeppe op og sige, at det var gået for vidt, alt for vidt. 

Jeppe kunne svagt se hende på stien foran sig. Hun stod med bøjet hoved 

og holdt om sig selv. Han var ved at brække sig af angst. Allerhelst 

ville han flygte over stok og sten, glemme alt om, at der eksisterede en 

pige ved navn Maddie Thorngård. Alligevel fortsatte han fremad. Han 

var få centimeter fra hende og opdagede nu, hvordan hun rystede over 

hele kroppen. Han stoppede op og fik en følelse af, at det her var gået 

over stregen. At han i stedet for at tage fat i hende, skulle give hende et 

knus og holde om hende til hun stoppede med at ryste. Måske fortælle 

om skakklubben. Det var det mindst skræmmende, han kunne komme 

på i øjeblikket, og han var sikker på, at det var det, de begge havde brug 

for. 

Et lille snøft lød fra Maddie. Om det var kulden eller skrækken, vidste 

han ikke, men det fik ham til at beslutte sig. Han og Maddie havde 

brug for hinanden, og han måtte vise det nu, hvor hun havde allermest 

brug for ham. Uden tøven lagde han armene omkring hende og knugede 

hende ind til sig. 

Og så begyndte hun at skrige. 

Han rørte ikke skuldrene, det var ikke Jeppe, det var Ham, det var 

Den, Den havde besluttet sig, Den ville trække hende af sted til ukendtheden. 

Hun var blevet indhentet af sin barndomsfrygt. 

Hun skreg sine lunger ud. Hun skreg af frygt, hun skreg ad Den, hun 

skreg på Jeppe, hun skreg, fordi hun skreg. Efter ti år stod Den nu her 

og omfavnede hende, som om Den elskede hende. Hun mærkede, hvordan 

hun flækkede af rædsel, midt over hovedbunden, og i det sekund 

vidste hun, at det var sket. Og da elskede hun også Den. Hun takkede 

Den af hele sit hjerte, takkede sin dybeste frygt for at have været der, 

da hun havde været helt alene. Og så blev hun tavs. 

Jeppe slap hende, så snart skriget begyndte. Hun rystede nu i krampe. 

Jeppe faldt ned på jorden. Hans ben kunne ikke bære ham. Rædslen 

trak tårer ned af hans kinder. Maddie var ikke grebet af angst, men af 

noget langt dybere. 

Han hørte det, før det skete. En flænsende lyd, som tørt stof, der blev 

revet over. 

Huden gled af hende. Hen over hovedbunden og ned langs siderne af 

hendes krop. Den landede for fødderne af resterne af Maddie Thorn- 

14 15

gård. Jeppe ville holde sig for øjnene for at skåne sig selv for synet af 

blottet kød, men var lammet af noget, der var for dybt til at beskrive. 

Foran ham stod en helt ny skabning. Den skreg ikke længere, men var 

fuldkommen tavs. Med hud som kul, en hale snoet om sin nøgne krop, 

med flammer som hår buldrende om sit hoved og flagermusevinger 

foldet på sin ryg. Den vendte sig mod ham uden blufærdighed. Det 

var dog heller ikke dens krop, Jeppe kiggede på, men det forvrængede 

ansigt med en mund, der gik fra øre til øre og syregule øjne. Alt af 

Maddie var væk og i stedet stod en skraldgrinende dæmonlignende 

skabning og blottede sine skarpe tænder. Den sparkede huden ved sine 

fødder væk og lagde sine knoglede arme på to af de nærmeste træer. De 

visnede og blottede en lille plet stjerneklar himmel. Skabningen lo igen 

og sendte ham et luftkys. 

Og så fløj hun bort. 

Rebekka Bundgaard, Frederikshavn 

Prolog til Romanen Biblen Undercover 

En kold decembernat kom en mand trækkende med et æsel i byen Betlehem. 

På det æsel sad der en højgravid kvinde. Han hed Josef, og hun 

hed Maria. De kunne ikke finde plads i herberget, men mand forbarmede 

sig over dem og lod dem sove i sin stald. I den stald kom en lille 

dreng til verden. En dreng, der blev skyld i en bestseller. En dreng, der 

gik på vandet og blev korsfæstet. En dreng, der genopstod og ændrede 

menneskeheden. Men den nat var han bare en dreng. Maria var så lykkelig 

den nat. Og intet i Biblen tyder på, at hun i den nærmeste fremtid 

ikke ville være det. Men man skal jo heller ikke tro på alt, hvad man 

læser. 

Vi skal ned. Langt ned. Faktisk skal vi helt ned i helvede. Og dernede 

er det ikke bare en nat. Djævlen, som dengang kun var næstkommanderende, 

sad og arbejdede for sin fætter, Carlo. Carlo, som dengang var 

hersker over helvede, sad og var ved at planlægge at sende Djævlen til 

jorden for at dræbe Jesus. Djævlen var en mester i alt, der havde med 

blod, død og ødelæggelse at gøre. Så det job ville nærmest være umuligt 

for ham at forfejle. 

Men nogle gange sker der noget ekstremt uventet. Ting, som man måske 

ikke har lyst til at huske eller skrive ned, fordi det er uhyggeligt 

eller bizart. Ting, som at Snehvides onde stedmor kun besøgte de syv 

små dværges hus, fordi hun var forelsket i Søvnig. Ting, som at Alice 

fra eventyrland kun fulgte kaninen ned i hullet, fordi hun var ekstremt 

sulten og havde lyst til kaningryde. Ting, som at Djævlen og 

Jomfru Maria ville blive forelskede. Sådan nogle ting er der jo ikke 

nogen grund til at skrive ned. 

16 17

Uden titel 

”I morges kunne jeg ikke finde mine underbukser. Men det er der måske 

ikke noget at sige til, efter at Grum har spist dem alle sammen. 

Jeg sidder ude i mit bryggers, med øret lagt ind til det rør, der giver 

lejligheden udluftning. Grunden til, at jeg gør det, er, at jeg så kan 

høre, hvad alle beboerne i det store, blå højhus snakker om. Jeg har 

selvfølgelig ikke sagt noget til Grum, da jeg er ret sikker på, at han ikke 

vil billige det.” 

Grum sidder samtidig og nærstuderer den badedragt, han har planlagt 

at spise til frokost. Samtidig sidder han og lytter til det selv samme rør 

som Lea, dog i den anden ende af huset. Grum har selvfølgelig ikke 

fortalt Lea, at han sidder og lytter efter, hvad de andre beboere i huset 

siger, da han er sikker på, at hun ikke vil billige det. 

Grum elsker terninger, at bade i majsvælling og Leas tøj. Grum hader 

at få klippet sit hår, der efterhånden er groet helt ned til jorden. 

Lea elsker sin samling af kapsler, at klippe Grum og ordet “legitimationskort”. 

Hun hader at skifte sengetøj. 


En Børnehave. Eftermiddag. 

Viggo: ”Helle for at være indianerne!” 

Anders: ”Ja, for så er jeg Supermand!” 

Viggo: ”Ej, du skal være cowboyerne, ellers er det unfair!” 

Anders: ”Okay, men så vil jeg også have den brune hest.” 

Viggo: ”Okay så. 1, 2, 3 nu leger vi!” 

Anders: ”Og så siger vi lige, at jeg kom ridende, og så så du mig.” 

Viggo: ”Pruh, Flanke. Vi skal skyde den cowboy.” 

Anders: ”Ej, for så siger vi lige, at jeg skød dig først.” 

Viggo: ”Nej, for så vinder du jo!” 

Anders: ”Ja, men nogen skal jo også vinde.” 

(Viggo piller næse.) 

Anders: ”Ik’ Viggo?” 

Viggo: ”Jo jo, men så vil jeg også have noget for det.” 

Anders: ”Du kan få den brune hest.” 

Viggo: ”Nej, jeg vil have alle dine penge, for min far siger, at der er 

finanskrise.” 

Anders: ”Nå, men så vil jeg have alt dit vand og mad, for min mor siger, 

at der er mange der tørster og sulter!” 

Viggo: ”Nå, så vil jeg have alle dine huse, for min mor siger, at der er 

mange hjemløse” 

Anders: ”Okay, men så vil jeg have alle dine forældre, fordi min mor 

siger, at der er så mange forældre, der er skilt.” 

Viggo: ”Nå ... Men så vil jeg altså også ha’ den brune hest.” 

18 19


Mennesker 

uden håb 

omsorg 

eller ideer 

vandrer hvileløst rundt i gaderne 

de glemmer 

har igen idé om, hvor meget de har 

de er alle sammen fyldt 

af en længsel efter vinden 

ilden 

havet 

eller hvor vi kommer fra. 

Nanna Bugge, Fuglebjerg 

Sani 

Jeg har haft tre familier på seksten år, men aldrig haft et hjem. Efter at 

have tilbragt de første fem år af mit liv på et børnehjem kom jeg i pleje. 

Et gammelt par på næsten 60, som aldrig selv havde fået børn. Det var 

derfor, de fik mig. Mine store, mørke krøller og brune øjne må have 

narret dem til at tro, at jeg kunne være deres drømmebarn. De tog fejl. 

Jeg hørte ikke hjemme der. Eller nogen andre steder. 

Jeg sidder fordybet i en bog, da jeg pludselig hører den velkendte lyd af 

fodtrin uden for min dør. I det samme knaldes døren op, og min yngste 

papsøster kommer løbende ind på mit værelse. Hun har en kop i den 

ene hånd og en halv småkage i den anden, resten gumler hun højlydt 

på. Pigebarnet æder sgu hele tiden. 

”Sani!” Hun smiler glad. ”Ved du hvad?” 

Jeg vidste det. Hun er kommet herop for at genere mig. For at ævle løs 

den næste time om alverdens ligegyldigheder til hun ved, at jeg er på 

vanviddets rand! De lovede mig, at jeg ville få et værelse for mig selv! 

Og alligevel render der konstant dampbørn rundt i det! 

”Maria skrid!” siger jeg og glor ondt på hende. Hun smiler bare. Provokerende 

møgunge! Med et lille hop lander hun på min seng og får 

ved samme lejlighed smidt halvdelen af koppens indhold ud over min 

seng, bøger og lektier. 

”Det gjorde du bare ikke!” Jeg ser rødt. Hvad fanden er der i vejen 

med pigen? Hiver hende ud af min seng og værelse og smækker døren 

i med et brag. Udenfor kan jeg høre hende græde og sige: 

”Jeg ville jo bare give dig en kop kakao.” 

Min behandling af Maria får selvfølgelig konsekvenser. Sådan er det 

altid. Maria kan sno alle voksne om sin lillefinger med blot en lille tåre 

på sin buttede kind. Og så er hun mine plejeforældres biologiske barn. 

Diskussionen starter under aftensmaden. Maria sidder og snøfter 

20 21

stille, imens hun sender mig sårede blikke. Den lille hundjævel venter 

kun på, at underholdningen skal starte. Udover Maria har jeg to yngre 

plejesøskende, Jannick og Adam. Førstnævnte bliver uden fremskridt 

behandlet for ADHD, den anden er småkriminel og kommende Hells 

Angel. De to drenge er for en gang skyld stille. De kan mærke, at der 

er noget under opsejling. Normalt har de ingen form for situationsfornemmelse, 

men i tilfælde som dette er de helt igennem fintfølende. Kun 

lyden af bestik mod tallerkner høres. Alle venter. Hvem tager det første 

skridt? Efter hundrede års koncentreret spisning lægger min plejefar 

Søren bestikket fra sig. Han tørrer sig langsomt om munden, rømmer 

sig og ser på mig. Jeg sænker blikket, kører kartoflen rundt i sovsen og 

lader som ingenting. Så begynder prædikenen: 

”Sani ... Mig og Jytte har snakket med Maria om din opførsel tidligere 

på dagen ... ” 

”Ok?” Jeg mærker øjnene på mig, men fastholder blikket på kartoflen, 

der kører rundt og rundt i den tykke sovs. Søren prøver igen. Lyder 

han en anelse desperat? 

”Sani, du bliver nødt til at åbne lidt op, hvis det her skal fungere.” 

Jeg undlader at svare. I det samme gynger hele bordet, da Jytte slår 

hårdt ned i det med sin gaffel. Et glas mælk vælter, men ingen gør mine 

til at tørre op. 

”Så se dog på os, når vi taler til dig!” Min plejemors stemme er hård 

og truende. Jeg løfter trodsigt blikket. Jytte er rød i hovedet og trækker 

vejret i små korte stød. Søren ser fortabt ud, imens han ser fra mig til 

Jytte og tilbage igen. Han spekulerer tydeligvis på, hvordan han skal 

træde i karakter, som Jytte altid beder ham om. 

”Marie ville jo bare give dig en kop kakao!” 

”Og det gjorde hun ved at overhælde min seng med det?” 

”Det var jo et uheld!” 

Mit hjerte hamrer, og jeg bliver rød i kinderne. Det er uretfærdigt. 

”Er hun motorisk handicappet eller bare dum?” snerrer jeg, inden jeg 

når at tænke mig om. 

”Hvad mener du med det?” Jytte er helt oppe at køre nu, og jeg ved, at 

det er på tide at holde inde. Men min fornuft er forsvundet og erstattet 

med et raseri, der fylder hele min krop. Så jeg fortsætter: 

”Jeg mener, hvor høj en IQ kræver det at holde en kop, så indholdet 

ikke ryger ud?” 

Jannick og Adam fniser lavt, og Jytte sender dem et hårdt blik, der 

straks får dem til at holde mund. Langsomt trækker min plejemor vejret 

tre gange og næsten hvisker: 

”Hvordan kan du sige sådan noget, Sani?” Hendes stemme lyder såret, 

og jeg får det pludselig dårligt med mig selv. Jeg kan langt bedre 

lide den ukontrollerede, vrede Jytte, end den ulykkelige kvinde, der ser 

ud, som hun snart ikke kan klare mere. Som om jeg har ødelagt hende. 

Skyldfølelsen gør ondt, rammer mig hårdt, præcis som hun håber. 

Pludselig fortryder jeg mine ord, men kan ikke få det sagt. I stedet 

rejser jeg mig fra bordet og går hurtigt derfra. Da jeg lukker døren, kan 

jeg næsten mærke, hvordan de ånder lettet op. Føj, hvor jeg hader mig 

selv. Og hvor jeg hader dem for at få mig til at føle sådan. 

I skolen føler jeg mig heller ikke godt tilpas. Jeg har det, nogen ville kalde 

venner. Altså mennesker, som jeg snakker med og mere eller mindre 

lader, som om jeg kan lide. Der er ikke mange af disse mennesker, men 

nok til at skjule min ensomhed. For selv i deres selskab er jeg ensom. 

Der er en distance, som gør, at jeg alligevel ikke føler mig hjemme. 

Som en usynlig mur, der forhindrer mig i at nå dem. Som altid passer 

jeg ikke ind. Skolen er langtrukken. Fyldt med uengagerede lærere, der 

kun drømmer om næste kaffepause, og frikvarterer med samme jokes 

og samtaleemner som dagen forinden. 

22 23

Nanna Bugge

Dagen efter skænderiet med mine plejeforældre bliver jeg sat til at gøre 

rent. En indirekte straf for min grove opførsel. Den er hård, næsten på 

niveau med metoder som at rengøre toilettet med sin egen tandbørste. 

Opgaven består i, at stuen skal ryddes helt op og skrubbes og skures. 

Et job man kunne bruge hele livet på! Stuen er fyldt med legetøj, spil, 

blade og papirer. Bag sofaen kan der gemme sig de mest overraskende 

ting: æbleskrog, der er ved at danne kompost, strømper der stadig lugter 

surt, badedyr og en masse andet, man for længst troede, var gået 

tabt. Stuebordet flyder med regninger, regnskaber og papirer. Som det 

forventes, at jeg sætter på plads i et umuligt system. Hele stuen er ét 

stort kaos. 

Jeg starter på oprydningen og ved, at jeg umuligt vil kunne nå at 

blive færdig, før det er mørkt. Efter flere timers kamp med nullermænd 

i størrelser, jeg ikke troede mulige, når jeg til stuebordet. Jeg begynder 

langsomt at arbejde mig igennem rodet og sætte det i et system, Jytte 

har lavet, men aldrig bruger. Jeg er i gang med at sætte nogle papirer 

angående skat ind i arkivet, da mit blik falder på en mappe med et navn 

på. Mit navn. Jeg bladrer den hurtigt igennem. Det meste er ligegyldige 

oplysninger om, hvor jeg har boet før, og hvorfor jeg flyttede. Men en 

ganske særlig oplysning får mit hjerte til at hamre. Min dåbsattest. 

Min far er ikke angivet, men min mors fulde navn står der. Louise Kam 

Biddle. Min mor. Et øjeblik står jeg som forstenet, så folder jeg papiret 

sammen, lægger det i min lomme og fortsætter rengøringen. Resten 

af dagen følges min krop og tanker ikke ad. Dagen efter sidder jeg i 

toget mod København. Ifølge krak.dk hedder kun ét menneske i landet 

Louise Kam Biddle. Min mor. 

Hun bor på Strandvejen nr. 17, som jeg finder ud af er et stort hvidt hus 

med en have på størrelse med Fælledparken. Til trods for at mine erfaringer 

som ejendomsmægler er ikke-eksisterende, er jeg rimelig sikker 

på, at husets værdi har passeret de otte millioner. På mange måder virker 

det koldt. Som om det ingen personlighed har, men jeg er sikker på, 

at indenfor vil der være varmt. Jeg er i chok. Lige siden jeg var lille, har 

jeg drømt om, hvordan min mor ville komme og hente mig. Hun ville 

dufte svagt af parfume og være utrolig smuk og selvfølgelig rig. Hun 

ville fortælle mig, at det hele var en fejl, og hvor lykkelig hun var for at 

have fundet mig. Senere ændrede kravene sig. Hverken pengene eller 

udseende betød længere noget. Bare hun ville have mig. Nu så det pludselig 

ud, som om min barndomsdrøm ville gå i opfyldelse. Men som jeg 

står der foran den enorme låge, bliver jeg grebet af frygt. Hvad nu, hvis 

hun ikke vil have mig? Men samtidig er det hende, jeg har manglet hele 

livet. Vi er beslægtede, det må være hos hende, jeg har hjemme. Men 

hvordan fortæller man en fremmed person, at man er hendes datter? 

Jeg har altid forestillet mig genforeningen hen i retning af amerikanske 

film, men nu virker mine romantiske fantasier pludselig urealistiske. 

Jeg beslutter mig for at ringe til hende. Ideen om pludselig bare at dukke 

op foran hende tiltaler mig ikke længere. Jeg priser mig lykkelig for 

Kraks mange oplysninger, da jeg trykker nummeret og ringer op. 

”Det er Louise.” 

Stemmen lyder en anelse stresset, men køn. Jeg tager en dyb indånding 

og prøver at få styr på mit hjerte, der pludselig leger kanin i mit 

bryst. 

”Mit navn er Sani Nielsen. Jeg er din datter.” Ordene lyder forkert i 

min mund. Et øjeblik bliver der stille, og jeg når lige at blive bange for, 

om hun er gået i koma, da hun siger: 

”Hvornår er du født?” Stemmen lyder en anelse skarp. Kontrolleret 

og formel. 

”D. 4. juli 1994”. Endnu engang bliver der stille et øjeblik. 

”Vi kan mødes ... kl. 16.15 i kongens Have ved H.C. Andersens statue. 

Passer det dig?” 

26 27

”Øh jo, selvfølgelig.” Jeg smiler. Det hele føles så uvirkeligt! Jeg skal 

mødes med min mor! 

”Godt, vi ses.” 

Røret bliver lagt på, inden jeg når at svare. Indvendigt jubler jeg. Ganske 

vist lyder hun ikke som den mor, jeg har skabt i mine drømme, men 

hvad havde jeg regnet med? At hun ville aflyse alt og komme løbende 

for at se mig? Hun har jo endnu ikke mødt mig. For hende er jeg stadig 

en fremmed, men ikke ret meget længere. Jeg ser på uret: Om tre timer 

og tyve minutter vil jeg møde hende. Min mor. De næste tre timer 

vandrer jeg rundt i København og spekulerer på alt det, jeg vil fortælle 

hende. Der er meget, vi skal have indhentet, men vi skal nok nå det. Jeg 

forestiller mig min plejefamilies ansigter, når jeg fortæller, at jeg skal 

flytte til Strandvejen. At jeg har fundet min mor. At jeg har fundet et 

hjem. Jeg sidder længe i kongens Have og venter. Så ser jeg hende. Hun 

er iført en hvid jakke, og det mørke hår bølger i vinden. Hun er køn. 

Ikke overvældende smuk og drømmeagtig. Men køn. 

Da hun kun er få meter fra mig, kan jeg se, at hun ligner mig. Øjnene, 

håret og den spidse hage er magen til mine. Jeg rejser mig og smiler 

nervøst til hende. Til min overraskelse gengælder hun ikke mit smil. 

”Hej, jeg er Sani,” siger jeg og ved ikke, hvad jeg skal gøre med mine 

hænder. Det virker forkert at give hånd til sin mor, men samtidig virker 

det forkert at kramme den fremmede kvinde, der ligner mig så meget. 

”Der er ingen grund til unødig snak.” Hun ser koldt på mig, og jeg 

ved ikke, hvad jeg skal sige. Hvad mener hun? 

”Hvor meget skal du ha’?” Da hun ser forvirringen lyse ud af mit 

ansigt, forklarer hun kortfattet: ”Hvor meget skal jeg betale dig, for at 

du lover ikke at opsøge mig igen?” 

Skuffelsen breder sig i min krop, da budskabet trænger ind. 

”Jeg skal ikke have noget af dig ...” siger jeg og går, imens jeg føler 

mig som den største idiot. Man skulle tro, at jeg var blevet for gammel 

til at lide af en så ekstrem naivitet. Der var jo nok en grund til, at hun 

dengang anbragte mig på børnehjem. Jeg har bare været for tykpandet 

til at forstå det før nu. 

Regnen trommer mod togets tag. Det er blevet mørkt, og jeg ved, at 

mine plejeforældre vil være rasende, når jeg kommer hjem. Min drøm 

er knust, men jeg kan alligevel ikke lade være med at smile over dagens 

oplevelser. Kvinden var jo helt igennem usympatisk! Min barndoms 

drøm, der havde været som taget ud af en dårlig amerikansk feel-good 

film, havde taget en lidt uventet drejning: Den perfekte mor ville ikke 

engang kendes ved sit eget afkom. Jeg bliver helt ærgerlig over at være i 

familie med hende. Jeg håber min far har bidraget med nogle lidt bedre 

gener. Pludselig virker min plejefamilie ikke så forfærdelig. Dampbørn 

har i det mindste et hjerte. Jeg mangler stadig et hjem, et sted at høre 

til, men som jeg sidder der i toget og kigger ud på dråberne, der løber 

ned ad ruden, går det op for mig, hvor meget jeg har taget fejl. Kun en 

person kan hjælpe mig. Jeg ser på spejlbilledet i ruden. 

Tora 

Sveden løb ned af kvindens ansigt, men hun blev ved. Præcis som 

jordemoren havde bedt hende om. Krampagtigt knugede hun om den 

gamle fiskers hånd. Ud over ham var kun jordemoren til stede. Smerten 

fik det til at suse for hendes ører. Hun skreg og skreg, men lige meget 

hjalp det. Barnet blev, hvor det var. Snart havde hun ikke flere kræfter 

tilbage. Ville hun være nødt til at lade sit eget liv for at skabe dette lille 

nye? Udenfor hylede vinden. Stormen havde raset hele dagen, og han 

var endnu ikke vendt hjem. Kvinden spændte kroppen og vidste, at hun 

28 29

ikke ville kunne mere. Det sidste, hun hørte, inden alt blev sort, var 

skriget fra en baby. 

Dette var starten på Tora Birklunds liv. To dage efter fødslen fandt 

man liget af hendes far skyllet op på stranden. 

Da Tora var fem, blev hun for første gang storesøster. Efterfølgende 

blev hun det tre gange mere. Tora undrede sig over, at ingen af hendes 

søskende havde nogen far. Om sin egen vidste hun kun, at han var død. 

Først mange år senere forstod hun, hvorfor folk lo hånligt, når hun 

fortalte, at hendes mor endnu engang var blevet gravid helt ved egen 

hjælp. De sigende blikke og skæve smil. Jo, alle vidste nok, hvordan 

Toras mor blev gravid. 

Årene gik, og Tora blev med tiden en køn, ung pige med smukke, 

mørke lokker og store brune øjne. Hun fik former og følte sig som en 

rigtig kvinde. Der gik da heller ikke længe, før hun forelskede sig hovedkulds 

i nabosønnen, Alfred Nielsen. Han var toogtyve, hun var 

sytten, og begge fandt de tillid og kærlighed i hinanden. Tit og ofte 

drømte de om at sejle væk. Se verden sammen og til sidst bosætte sig 

på en øde ø. Kun med ham og hende som beboere. Men sådan skulle det 

ikke gå. På et sommermarked i august forelskede gårdejeren, Henrik 

Lauritsen sig hovedkulds i hende. Hans sidste kone var død i barselssengen, 

og han så kun de næsten tyve års aldersforskel som en fordel. 

Det gjorde Tora ikke. Hun havde lovet sig bort til Alfred og ville ingen 

anden mand have. Men moren satte sin vilje igennem, og fire måneder 

efter blev Tora og Henrik gift. Han gjorde hende hurtigt gravid, men 

Tora ønskede ikke barnet og fulgte derfor en gammel kones råd om at 

hoppe ned fra køkkenbordet, indtil barnet røg ud. Og det virkede! Hun 

tabte barnet tre måneder henne. Denne metode brugte hun flere gange 

i sit liv. 

En dag besluttede Tora sig for at gøre en ende på sine lidelser. Hun 

gik endnu en gang til den gamle kone og fik en speciel te kogt af giftige 

planter. Den serverede hun for Henrik med en kold cognac til. I flere 

timer lå han i kramper og fik en lang og pinefuld død, imens Tora så på 

og spiste popcorn. 50’erne var popcornenes tid. Tora var nu igen fri for 

ægteskabets pligter og valgte at rejse hjem til Fanø. 

Som 69-årig sad hun på sin veranda og lagde syvkabale, imens hun 

fik sig en lille én. Pludselig så hun en gammel mand gå hen ad stranden 

sammen med sin hund, Bertram. Bertram kom løbende op til hende 

på verandaen og væltede hende ned af stolen. Den gamle mand kom 

straks løbende og hjalp hende op. Da deres blikke mødtes, genkendte 

de hinanden. De mange års adskillelse havde sat sit præg på både Tora 

og Alfred, men deres kærlighed havde ikke forandret sig. Kort tid efter 

giftede de sig og tilbragte ét langt lykkeligt år sammen. Det år, som 

Tora levede hele sit liv for. Så døde Alfred af en blodprop, mens han sad 

ved sin drejebænk. De næste toogtyve år levede Tora alene på Fanø. 

Hendes kærlighed til Alfred ophørte aldrig. Hun døde 92 år gammel, 

og de ligger nu side om side på Sønderho Kirkegård. 

30 31

Pernille Louise Langer, Esbjerg 

Stjerneskud 

Stjernerne kom, fordrev de onde ånder 

Det var klart 

Min ånde frøs til is 

Som en drøm 

Det skete pludseligt, nærmest som en eksplosion 

Et barnligt ønske 

Den stjerne var lille, og dog så stor 

En glødende sol 

Uden solen 

Ville skyerne herske, ingen til at kæmpe imod 

Ville grønne tagrør ikke glitre i det blændende lys 

Søen sort som helvede 

Ville ænder og fugle gemme sig for mørket 

Stilhed, åndenød 

Horisonten ville dø, som et lys der slukkes 

Forførelsen 

Et træ fyldt af minder 

Stammens ringe tæller år 

Bladene gemmer hvert et ord 

Et hav fyldt med historie 

Sandet gemmer på tabte liv 

Bølgerne kæmper for at besejre stilheden 

En klit skaber ly 

Stråene holder sammen 

Vindens evige susen bliver ikke lukket ind 

En hede åben for eventyr 

Genkender alle sjæle 

Lyngens violet har sejret over alt det grønne 

En blødende sol med sorger 

Månen er en trøstende ven 

Lyset bliver rødt og dagen går på hæld 

Love is all 

Året var 1914. Det var aften, og de fleste var gået til ro. I en lille bolig 

i Sønderho på Fanø kom en lille pige til verden. Hun var yndig og lys. 

Præcis som hendes mor ønskede, at hun skulle være. Marensine var det 

perfekte navn til dette pigebarn, sagde præsten. Han havde altid ret. 

Han var en klog mand. I Den Almægtige Guds navn blev pigen døbt 

Marensine Thomsen i Sønderhos kirke. 

Præcis 17 år senere var den lille pige ikke længere en lille pige. Hun 

var ikke længere yndig, men bemærkelsesværdig smuk. Hendes tykke, 

lyse hår var snoet og bundet i en knude i nakken. Ofte plukkede hun en 

levende blomst og satte i venstre side af knuden. Hendes slanke skik- 

32 33

kelse var elegant med den smalle talje og de lange ben. Hun havde altid 

et let i svaj i ryggen, og hendes mave stak en smule frem. Det var kun 

pænt. Barmen var lille, ikke stor som hendes mors havde været. Hun 

hjalp til på kroen, og mændene nærmest flokkedes om hende, så snart 

de gjorde entré efter en lang arbejdsdag. De ville alle betjenes af dette 

kvindfolk, hvis øjne skinnede, som kun en stjerne kunne have efterlignet 

det. Når hun smilede, fik hun tre rynker ved hvert øje. Hendes tænder 

var hvide. Alle beundrede hendes skønhed og var betaget af hendes 

naturlige elegance. Denne unge kvinde var noget ganske særligt. 

Hun boede selv i det hus, forældrene havde bygget, da de blev gift. 

Det var det hus, hun var født i. Forældrene var på tragisk vis døde i en 

drukneulykke, og hun havde levet alene, siden hun var 14 år. Forældrenes 

død var et chok for den lille by, hvor de to omkomne på alle måder 

havde været meget værdsatte. De havde lagt stor flid og entusiasme 

i deres arbejde på kroen, som moderen styrede med hård hånd sammen 

med en anden kvinde fra Ottekanten. Faderen var skibsfører og 

hjalp til på kroen med regnskaber, når han var hjemme. Ingen troede, 

den unge pige kunne tackle sorgen, men det viste sig, at de tog fejl. Så 

grueligt endda. Hun voksede med opgaven, og huset forblev velholdt, 

plankeværket blev jævnligt malet, hun gik altid med velstrøgne klæder, 

og hvis man passerede om aftenen klokken kvart over fem, steg der 

altid en liflig duft af vellavet mad ud fra vinduet i køkkenet, der stod på 

hasp. Forundringen var stor blandt borgerne. Aldrig havde de set noget 

lignende. 

Da den unge pige blev 19 år, besluttede hun sig for at rejse væk. Hun 

ville opleve den store verden og gøre sig de erfaringer, hun ikke kunne 

i sin lille fødeby. Hun tog med englandsfærgen, og som hun stod på 

dækket og skuede mod det åbne hav med sin nye kuffert i favnen, følte 

hun sig ung som aldrig før. Hun var fri og kunne endelig slå sig løs et 

sted, hvor ingen kendte hende. 

England var ikke, som hun havde forestillet sig. Der var fabrikker 

overalt. Os og mørke skyer gjorde luften diset og klistret, og hver gang 

hun tog en indånding, var hun bange for, at osen ville sætte sig fast i 

hendes hals og stoppe den til. Hun boede på et lejet værelse midt i London, 

og storbyen havde en stærk, nærmest skræmmende virkning på 

unge Marensine. Hun var vant til at være alene, men for første gang i 

sit liv følte hun sig ensom. Nok var der mange, der sendte hende lange 

blikke på gaden, og mænd på hendes alder, der piftede, når hun kom gående, 

men hun manglede det tætte fællesskab, der havde været i hjembyen. 

Hun havde hørt til der, men det var noget helt andet herovre, 

hvor der var så mange mennesker, at man sjældent mødte en på gaden, 

man kendte. Alligevel blev hun i byen. Hun havde lært af sin far, at man 

aldrig måtte give op. Stærk i troen var hun overbevist om, at det hele 

nok skulle falde på plads. Marensine fik arbejde som syerske på en lille 

systue midt i byen. Pengene var små, så arbejdet var tiltrængt. Selvom 

lønnen kun lige gav hende midler til at overleve hverdagen, nød hun at 

være på systuen. Her var der roligt, og de andre kvinder havde meget 

at berette. Marensine lyttede med stor opmærksomhed, hver gang de 

gamle kvinder fortalte, men opmærksomheden var dog størst, når de 

fortalte kærlighedshistorier. Voldsomme historier, der beskrev kærligheden 

med unikke ord. Marensine længtes efter den ærlige kærlighed, 

hun aldrig før havde troet på. Som årene gik, blev længslen større og 

større. 

Hun så ham første gang, da han kom slentrende i den smalle gade 

med skomageren på højre side og de gule bygninger på den venstre. 

Hun havde ikke set ham før, men han var noget særligt. Det kunne 

hun se ved første øjekast. Han stak op i mængden. Nok to meter høj. 

Han var iklædt blå bukser, der skinnede, når man så dem fra en helt 

bestemt vinkel. Hans strikkede sweater fik ham til at virke spinkel, som 

den hang på de smalle skuldre og slaskede. Der var tydeligt, at han var 

34 35

sømand. Hans kortklippede, mørke hår stod i kontrast til de blå øjne. 

Han var afslappet og galant på samme tid. Hun standsede brat op midt i 

mylderet af mennesker. Det samme gjorde han. De stod i en rum tid og 

stirrede på hinanden med stor ømhed og forbløffelse. Sådan var deres 

første møde, og det var starten på et langt og lykkeligt ægteskab med 

omtrent lige så meget lidenskab, som der havde været første gang, de 

så sig selv spejlet i den anden. Ikke så mærkeligt, at de tog James' mellemnavn 

som deres sidste; Goodwin. Det gode vinder. 

Da de begge blev gamle og havde svært ved at følge med i det hektiske 

storbyliv, flyttede de til Sønderho. Tilbage til Marensines fødeby og de 

mange minder på godt og ondt. De ville ende deres dage i den lille by 

med havet som nærmeste nabo, og den friske luft skulle rense deres 

lunger. Der var dyb kærlighed imellem dem, indtil James trak vejret 

for sidste gang en varm sommeraften. Han døde glad og forelsket. Marensine 

bekæmpede den tunge sorg med sit lyse sind og sin oprigtige 

kærlighed. Hun vidste, at hun nok skulle se ham igen, når hendes dage 

nåede en ende. 

Den syvende april år 2000 blev Marensine fundet død på sin seng. 

Hendes hænder var foldede og hvilede på maven. Hun lå, som om hun 

sov. Det smil, hun havde om munden, var det samme smil, som James 

havde haft to år tidligere, da han var taget bort. Hun kom til at dele 

grav med sin elskede ægtemand, og i gravstenens blanke overflade blev 

der indgraveret tre ord, som var stærkere end tusind andre: ”Love is 

all.” 


Et træ på stranden 

Jeg fandt et træ på stranden. Bladene var faldet af, og træet var sat fast 

i en stendynge. Der var bundet tomme flasker, tang, sten og andet fast 

til grenene med reb. Jeg satte mig ind til træet. Når vinden kom, lavede 

flaskerne, tangen og stenene musik. Som klokker. 

Sofia 

Sofia skrev i sin logbog: ”14.45 gammel kvinde ligner gris.” 

”HEY!!” 

Sofia blev forskrækket og faldt fra sit træ ned på grusvejen. Den gamle 

grisedame kiggede ned på hende. Hun så endnu grimmere ud tæt på. 

Grisedamen samlede hendes logbog op fra jorden og læste, hvad hun 

havde skrevet. Så tog hun hårdt fat i Sofias krave og hev hende op at 

stå. 

”Sidder du og lurer på pæne folk, mens du skriver onde kommentarer 

om dem, din møgunge,” sagde grisedamen så vredt, at hendes hoved 

blev rødt, og hun kom til at ligne en gris endnu mere. ”Har din mor 

ikke fortalt dig, at du ikke må spionere?” 

”Jo, det var efter, at hun sagde, at jeg ikke måtte tale med fremmede,” 

råbte Sofia og bed grisedamen i hånden, så hun gav slip, og så løb Sofia 

hjem. 

36 37 

* 

”Et, to, et, to højre venstre sutsko.” Sofia sang remsen, mens hun gik i 

takt og prøvede ikke at ramme revnerne i fortovet. Hun tog armene ind 

i sin trøje, der føltes varm, så det så ud, som om hun ikke havde nogen 

arme. Folk kiggede nysgerrigt på pigen uden arme, der sang remser

højt, mens hun undgik alle revner i fortovet, og hun grinte for sig selv 

af menneskene, der kiggede så underligt. 

Hendes far arbejdede oppe i en høj skyskraber. Sofia kunne godt lide 

at være allerøverst oppe og lægge mærke til små underlige ting, der 

skete nede på jorden, som en mand, der tisser i en gyde, eller en kvinde, 

der lægger læbestift på, mens hun cykler. Men i dag skulle Sofia ikke 

allerøverst op. I dag skulle hun møde sin nye mor. Hun smilte glad ved 

tanken. Hun havde nok langt lyst hår og blå øjne, og hun gik nok i det 

smukkeste modetøj og smilte altid. 

Sofia tog elevatoren til sjette sal. Hun gik ind på sin fars kontor, der 

altid var rent og havde friske frugter. Hendes far krammede hende glad, 

og de tog af sted til frokost. Ude fra lignede restauranten et slot. Fire 

gyldne stjerner hang over den store port, et rødt tæppe førte ind til 

indgangen. Sofia havde aldrig set noget som den restaurant. Hun var 

måske rig? De gik langsomt ind, og Sofia måtte klemme sin fars hånd 

hårdt for ikke selv at løbe. Der var fyldt med mennesker, men Sofia 

vidste præcis, hvem hun skulle gå efter. Kvinden ved bord fem havde 

smukke, grønne øjne, blondt hår, der var sat op i en hestehale, hun 

havde en flot rød kjole på, og ved siden af sig havde hun en Gucci-taske. 

En rigtig mor. En rigtig mor. En rigtig mor. 

Hendes far satte sig ved bord syv. Det blonde hår var rigtigt, men 

alt andet var forkert. En mand rejste sig fra bordet og krammede hendes 

far. En mand bukkede sig ned til hende og gav hende en gave. En 

mand!? Sofie sagde ikke et ord, bevægede sig ikke, hun gad ikke engang 

åbne gaven. Resten af ugen kom manden, der hed Carsten, på besøg. 

* 

Det var et lille murstenshus med en have. Togturen havde været lang, 

men nu virkede det, som om tiden gik for hurtigt. Sofia trak en dyb 

indånding, og ringede på. Hun åbnede døren. 

Døren åbnede. Det samme uregerlige hår og de samme brune øjne 

som Sofia selv. Sofia kunne ikke holde op med at smile. Det var virkelig 

hende! Sofia talte uden rigtig at opdage det. Hun forklarede, hvem hun 

var, og hvorfor hun var kommet, og uden rigtig at vide, hvordan det 

skete, var hun i hendes stue og drak te. 

”Du har mine øjne,” sagde Susanne. 

”Ja ...” 

”Hvilken klasse går du i nu?” 

”Sjette. Jeg begynder snart i syvende.” 

”Er du god i skolen?” 

”Jeg er okay.” 

”Godt.” 

Tavshed. 

”Det er ret sent nu. Du når nok ikke toget. Har du et sted at sove?” 

”Nej.” 

Susanne tog sin pung op af lommen og gav Sofia fem hundrede kroner. 

”Der ligger et hotel lidt længere nede ad gaden. Skal jeg køre dig?” 

38 39

Rikke Sekkelund, Borup 

Gurli Grineflip 

Gurli Grineflip griner så meget, at ingen kan tage hende seriøst. De synes 

også, at det er latterligt, at hun drømmer om at blive politiker. Det 

er Gurli meget ked af. Hun vil vise, at hun er seriøs, og hun er så heldig, 

at hun bliver tilbudt et job som Pia Kjærsgaards sekretær. 

Hun starter på jobbet. Men Pia bliver irriteret over, at Gurli griner så 

meget, så hun siger, at Gurli skal lade være med at grine, ellers vil hun 

blive fyret. 

Gurli tager kampen op og går til et afgriningscenter. Det er en hård 

kamp, men hun klarer det og holder op med at grine. Pia er imponeret. 

Gurli beholder sit job og lærer meget af Pia om udlændinge, diskussioner 

osv. 

Pia forfremmer hende og foreslår, at hun stiller op til valg. 

Gurli bliver statsminister. Hun bliver så glad, at hun igen begynder at 

grine og bliver en elsket og glad statsminister. Hun fyrer Pia K. 

Min mor, mit liv 

Jeg drømte om mor igen i nat. Det var en dejlig drøm. Den samme 

dejlige drøm, jeg har drømt hver nat, siden hun kom på hospitalet. Jeg 

savner hende. Min mor har fået konstateret kræft. Hun skal være i 

behandling noget tid. Hun har det godt nok, mere ved jeg ikke. Det er 

over en uge siden, jeg sidst besøgte hende. Min far besøger hende meget 

oftere, da hans arbejde ligger tæt på. Jeg har også en søster, der ser mor 

mere sjældent end jeg. Hun er på efterskole og har det også godt. Nogle 

gange, når vi alle tre er inde og besøge hende, græder vi alle sammen. 

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt det er glædestårer, 

eller triste tårer. Vi græder bare. Der er mange maskiner og apparater 

over det hele på hospitalet. Mor ser underlig træt ud, men hun er altid 

glad for at se os. Hun har en slange i næsen og en nål i hånden med et 

plaster over. Når jeg spørger, hvornår hun kommer hjem igen, får jeg 

altid et uklart svar. De har altid et bud, men det bliver næsten hele tiden 

udsat. Det gjorde det også, før hun blev flyttet til Rigshospitalet. 

40 41

Andreas Skyggebjerg, Hillerød 

Det lille legehus 

Jeg gik ind i det lille legehus. ”Det er helt nyt, at du bare ved det. Jeg 

har næsten lige fået det af min mor og min far,” sagde Sine. Det var 

fantastisk. Det lille vindue, det lille køleskab, den lille ovn og alt muligt 

andet. Alt var lige, som det skulle være. Alt var lige i min størrelse. 

Der var ikke længere noget, der var farligt og ikke noget ”Du må ikke 

røre ved den kniv, Bente!” eller ”Ikke hoppe ud af vinduet, Bente!” Nu 

kunne jeg gøre alt, hvad jeg ville. Jeg begyndte straks. Jeg tog hurtigt 

en minipizza, der havde ligget på et lille bord, og proppede den ind i 

ovnen. Så trykkede jeg på to knapper og ventede lidt. Nu tog jeg en lille 

tallerken frem fra et skab, åbnede ovnen og tog pizzaen ud. Så lagde jeg 

den på tallerkenen og råbte: ”Så er der mad!” Sine kom ind og spurgte 

med det samme: ”Hvad skal vi have?” 

T.S.B. Jørgensen 

T.S.B. Jørgensen var en bager med store bageregenskaber. Han var den 

rigeste i Sønderho og blærede sig rigtig meget med sine mange penge, 

men en dag kom der en anden bager i Sønderho, og fordi alle i Sønderho 

syntes, T.S.B. Jørgensen var for pralende og irriterende at høre på, begyndte 

de at købe brød hos den nye bager for at give T.S.B. en lærestreg. 

Det blev T.S.B. Jørgensen meget vred over, og hurtigt blev han uvenner 

med alle. En dag da han gik en tur for at klare sine tanker, krydsede 

hans vej den nye bager. Da den nye bager så ham, råbte han hånligt: 

”Tid til at lukke, T.S.B. Jørgensen! Nu styrer jeg bagerbranchen! Farvel, 

dumme mand! Farvel!” 

For hver dag der gik, blev T.S.B. Jørgensen stille og roligt mere sindssyg, 

og til sidst endte det galt. En nat gik han hen til den nye bager med 

en lang ske, han plejede at røre i dejen med. Morgenen efter blev den 

nye bager fundet med halsen skåret halvt over, og det hoved der hang 

og dinglede i halsen manglede både øjne og tunge. Man kunne aldrig 

finde beviser for, at det var T.S.B. Jørgensen, der havde dræbt ham. 

Derfor var folk nødt til at købe brød hos ham igen. Allerede dagen efter 

dødsfaldet havde han lavet helt specielle og lækre boller, det så ud, som 

om de var med rosiner i, og blødt krymmel. 

T.S.B. Jørgensen blev fundet død d. 5/10 1953. Han havde begået selvmord 

ved at stikke en lang ske ind i hjertet på sig selv. På skaftet fandt 

man rester af størknet blod og dej. Tavsheden hænger stadig i luften 

over hans grav, og det virker, som om hans silhuet i ny og næ glider 

over den kolde gravsten om natten med den lange ske. 

42 43

Christina Olesen, Fanø 


Jeg undveg ham og satte et hårdt stød ind i siden på ham. Han krympede 

sig af smerte. Jeg smilede for mig selv og plantede endnu et hårdt 

stød på hans skulder. Han mistede sin ellers perfekte balance og væltede 

bagover. Han rullede rundt på det våde græs, mens han holdt om 

sin skulder. Jeg bøjede mig ned mod ham og sagde: 

”Jeg vandt.” 

Han stoppede med at rulle rundt og kiggede på mig med et træt 

smil. 

”Ja, det gjorde du vel.” 

Jeg hjalp ham op, og vi gik tilfredse hjem. 

Vi øvede altid om morgenen ved solopgang. Vi havde fundet en lysning 

i skoven, som vi altid fægtede i. Vi havde trænet os selv op. Det 

var fedt at stå op om morgenen, før alt liv i byen begyndte, og så bare 

stå der og mærke den kølige luft mod ens svedende overkrop. Når den 

ene havde besejret den anden, gik vi hjem igen. Tim var god. Rigtig 

god. Han havde en perfekt balance, og han havde nogle hårde stød, der 

bare ramte plet, men han var ikke god til at undvige mine stød. Jeg var 

god til at undvige hans slag, og jeg var god til at plante et hårdt stød i 

ham, men min balance var dårlig. Han vandt næsten altid over mig, og 

det var pisseirriterende, men i dag var jeg heldig. Hver gang, han havde 

forsøgt at trænge igennem mit forsvar, havde jeg stoppet ham. Jeg smilede 

for mig selv, mens vi traskede af sted i det dugvåde morgengræs. 

En dag da Tim og jeg skulle sove sammen hjemme ved ham, fik han 

en idé. Vi havde altid kun fægtet med kæppe, men hans far havde to 

sværd hængende på væggen, og da Tim nævnte sværdene, gik der en 

vibration igennem mig, for jeg vidste godt, hvad han tænkte. 

Hans forældre var gået i seng, så vi listede ind i stuen. Jeg kiggede 

beundrende på sværdene, man kun lige kunne se omridset af i mørket. 

Tim tændte lyset, så vi bedre kunne se sværdene. Han tog en stol, så 

han kunne nå dem. Han tog det ene, gav mig det, og tog selv det an- 

det. Det føltes godt at have det i hånden. Sværdet skinnede i lyset, og 

jeg kunne se mit eget spejlbillede i det. Jeg smilede. Vi satte stolen på 

plads og slukkede lyset. Vi gik ind på hans værelse og stillede os klar til 

kamp. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene, og så begyndte vi. Han var 

lynhurtig. Han satte tre hurtige angreb i gang, men jeg undveg. Vi slog 

ikke så hårdt, for det var ægte sværd. Han blev ved med at angribe mig, 

og jeg prøvede at forsvare mig, men det var svært. Han blev for hurtig, 

og jeg kunne ikke følge med. Til sidst satte han et hug ind og lavede en 

lille flænge i min overarm. Blodet flød ud over min arm og dryppede 

stille ned på det bløde gulvtæppe. Det sved, og jeg smilede. Det var fedt 

at mærke blodet løbe. 

”Bedst ud af tre?” spurgte jeg. 

”Du kan bare komme an!” sagde han. 

Så begyndte vi igen. Vi hoppede omkring og kæmpede længe, men 

igen vandt Tim. Han satte et langt snit ned ad min mave. Min nye trøje 

blev sprættet op, og blodet løb ud over tøjet. Jeg følte et raseri. Han 

havde flænset min nye trøje. 

”Nå, jeg vandt vist,” sagde han hånligt. 

Jeg greb hårdere om mit sværd og angreb ham med hurtige slag. Han 

parerede hurtigt, men lige pludselig tabte han sværdet. Han kiggede 

rædselsslagent på mig. Jeg smilede ondt og havde helt glemt, det var et 

rigtigt sværd og ikke bare en kæp. Jeg hamrede sværdet i hans mave. 

Jeg gav hurtigt slip på sværdet og mærkede tårerne fylde mine øjne. 

Han gik to skridt tilbage og kiggede på mig. Men så pludselig blev hans 

øjne tomme, og han faldt bagover. Jeg var følelsesløs. Alt kørte rundt 

for mig. Hele verden vendte på hovedet. Blodet flød ud på gulvet og farvede 

hurtigt tæppet rødt. Jeg var svimmel og mærkede min aftensmad 

komme op igen. 

44 45

I skolen 

Jeg sad i skolen. Det var dødkedeligt. Mine veninder sad omkring mig 

og ventede på, at jeg skulle snakke om noget, vi kunne diskutere, men 

jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. Men det ændredes straks, da 

Grimme Grethe gik hurtigt og sammenbøjet ind i vores klasse. 

Jeg smilede ondt og kiggede over på Grimme Grethe, der var ved at 

sætte sig ned. 

”Ej, se lige Grimme Grethes tøj!” sagde jeg så højt, at hele klassen 

kunne høre det. Mine veninder grinte og kommenterede højlydt Grethes 

alt for lange kjole og hendes fine røde sko. Jeg havde det fedt. Jeg 

bestemte, og der var ingen, der turde sige noget. Troede jeg – for i det 

samme rejste Susanne sig op og stillede sig foran os. 

”I er så åndssvage!” sagde hun. Alt blev stille i klassen. Ingen rørte 

sig. 

”Hvad sagde du?!” spurgte jeg og kneb mine øjne sammen. 

”I er barnlige og åndssvage, og alle hader jer!” 

”Ja, det er i det mindste ikke mig, der har bumser over hele fjæset!” 

hvæsede jeg fornærmet, og alle mine veninder grinte. 

Jeg kunne se tårerne i Susannes øjne, og hun løb ud af klassen. Alt 

var som normalt igen. Det var mig, der bestemte her. 

Mathilde Kjær, Virum 

De var røde 

Det første, jeg lagde mærke til ved hende, var hendes ben. De var røde. 

Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvad hun havde lavet med de ben. 

Hun fangede mig i at kigge på dem, og mit ansigt blev rødt. Næsten 

ligesom hendes ben. Jeg kiggede ned i skødet og pillede ved min neglerod. 

Jeg pillede altid ved mine neglerødder. Og jeg stoppede ikke, før de 

var helt væk. Det endte for det meste med, at jeg blødte, og skulle have 

plaster på. Jeg kiggede forsigtigt på hende igen. Hun sad for sig selv 

henne på bænken. I skødet lå en lille notesbog med marineblåt omslag. 

Hun holdt om bogen med den ene hånd, som var det en skat. I den anden 

havde hun en blyant, der ihærdigt bevægede sig over papiret. Hun 

havde shorts på, og hendes ben var røde. 

Gad vide, hvad hun skrev i sin marineblå notesbog? Jeg var på den anden 

side. Altså af stien. Mine skuldre var ømme. Jeg havde siddet her 

længe. Mit snørebånd var gået op, og det flagrede i vinden som en lang 

vimpel. Nu kiggede hun op igen. Hun havde et gennemborende blik, 

som jeg ikke helt forstod. Jeg kunne ikke gennemskue, om hun ville 

have mig til at gå. Et smil lå på lur i hendes ansigt. Ikke tydeligt, det sad 

lige i mundvigen og gav et spil i hendes øjne. 

46 47

Line Andersen, Næstved 

Gid han snart tager af sted igen 

Jeg sad i det gamle skab endnu engang, med hænderne for ørene og 

lukkede øjne, jeg ville ikke høre det, jeg ville ikke! Men skrigende lød 

så højt, at jeg alligevel hørte det. 

Mor skreg, hun blev ved med at skrige ude fra køkkenet, jeg håbede 

ikke, at det gjorde for ondt. Da jeg endelig fik modet til at spørge ”Mor, 

hvorfor får far dig til at skrige?” svarede hun med et vemodigt smil, 

”Far blev lidt sur, det er okay nu, lille skat.” 

Jeg lister ikke mere ud i køkkenet, når de kommer op at skændes, jeg 

kan ikke lide at se det. At se mor, som jamrer af smerte, når far klapper 

hende, så det efterlader blå mærker. 

Far er sjældent hjemme, mor fortalte mig engang, at han er soldat 

og leger med vandpistoler. Inderst inde ved jeg godt, at det ikke er helt 

sandt. 

Jeg så engang, at mor sad og så nyhederne i fjernsynet. Hun græd. 

Nogle mennesker i grønne, plettede uniformer sprang en landsby i luften. 

Bomber kalder de dem vist. 

Far kom hjem lang tid efter. Han rodede op i mit lyse hår og sagde 

”Davs, skat.” Så smed han sig på sofaen, hvorefter han råbte, at mor 

skulle hente ham noget kaffe. 

Ikke et eneste lille kram gav han hende, dog lagde jeg mærke til, at 

hun havde fået nogle nye blå mærker på halsen næste morgen. 

Jeg åbnede mine øjne og spidsede ører, jo der var blevet stille nu. 

Jeg åbnede skabslågen og krøb tilbage i min seng. Jeg lagde mit hoved 

på puden og krammede min brune Teddybjørn. Jeg håber på, at far 

snart vil tage af sted igen og lege soldat. For han gør mor ked af det. 

48 

Lad mig blive 

Jeg gik ned ad den ensomme gade, nogle af kroerne var lukket ned, 

sommerperioden var slut, der kom ikke mennesker langvejs fra på denne 

årstid. Gamle Hans Christian sagde forleden, at der ikke ville gå 

mere end et par måneder, før den første sne ville falde. 

Jeg havde haft en aftale med Simon om at bygge en snekælk i år, så 

vi kunne kælke ned af de højeste bakker til vinter. Men Simon havde 

været en af de forsvundne. 

Det var heldigt, at jeg overhovedet måtte gå ud i dag. 

”Hej med dig, Marinus!” Fru Thomsen stod sammen med sin lille 

datter, ovre på den anden side af den lille gågade. De smuttede over til 

mig, Mira som den lille pige hed, gemte sig bag sin mor. Hendes små, 

blå øjne tittede frem bag hendes mors kjole. 

Jeg satte mig på hug. 

”Hej med dig, Mira,” hilste jeg og smilte til den lille pige. Hun kiggede 

på mig med et stort smil, så man rigtig kunne se hendes små 

smilehuller. Da hun kom lidt nærmere, vinkede hun til mig. Det var 

en kold dag, så hun var iført en stor strikket hue, som næsten gemte 

hendes lyse skinnende krøller. Kulden havde farvet hendes æblekinder 

røde. Hun var nu en sød lille en, syntes jeg. 

Fru Thomsen så sig omkring. 

”Hvad laver du egentlig herude alene? Du burde ikke være alene i 

disse mørke tider.” Da hun sagde det, så hun op mod de mørke skyer, 

som om det var deres skyld, at syv børn var forsvundet sporløst. 

Jeg overvejede, hvad jeg skulle sige, hun havde ret, jeg kunne blive 

den næste som forsvandt, risikoen var der. 

”Jeg trængte til noget frisk luft, og min mor sagde, at jeg godt måtte 

gå en lille tur, bare jeg ikke gik for langt væk,” svarede jeg så og kløede 

mig en gang i håret. 

Hun smilte varmt til mig, det fik hende til at se yngre ud. 

”Bare du passer på dig selv, min ven,” sagde hun og fortsatte, ”vi må 

49

Line Andersen

hellere gå hjem, der skal jo også mad på bordet en lørdag aften. For resten, 

dejligt at se dig, Marinus! Kom, Mira.” 

Jeg vinkede til den lille pige. Hun kluklo og vinkede tilbage, hun 

skyndte sig efter sin mor. 

Vejen snoede sig bredt. På hver side lå der huse, nogle af dem kom der 

allerede røg ud af, folk måtte have tændt op i kaminerne. Mørket var 

også ved at falde på. Jeg havde været væk for længe. Det fandt jeg ud af, 

da mor kom stormende ud af huset, hun så helt lettet ud, da hun trak 

mig ind i sin favn og knugede mig tæt. 

”Hvor gjorde du mig dog bange, kære dreng,” hviskede hun og blev 

ved med at knuge mig tæt. 

Jeg trak mig væk fra hende. 

”Du kan være helt rolig, mor, jeg glemte bare tiden,” svarede jeg og 

smilte til hende. Det gjorde hende ikke i bedre humør. 

”Tænk hvis du også forsvandt, jeg ville ikke kunne tilgive mig selv, 

du må vide, Marinus, jeg tror ikke, at de børn kommer tilbage igen. De 

første forsvandt for over 3 måneder siden. Hvad der end hændt dem, er 

de ikke kommet hjem. Vi er nødt til at passe på hinanden, lille skat.” 

Den første sne faldt den 14. september 1943. Gamle Hans Christians 

teori holdt næsten stik. Der var gået 2 måneder, siden den sidste forsvinden, 

og roen var igen begyndt at sænke sig over vores landsby. Men 

desværre holdt roen ikke længe, en ny forsvinden. Det var min. Det var 

den 19. september 1943. 

Christina Dahl Andersen, Nibe 

Jonas 

Jeg hørte bilen køre ud af indkørslen. Jeg var alene hjemme. Far var 

nemlig heller ikke hjemme. Jeg havde aldrig prøvet at være alene hjemme 

før. Far havde altid sagt, at det var jeg for lille til. Men mor skulle 

køre, sagde hun. Hvorfor skulle hun det? Kunne hun ikke selv vælge? 

Hun var jo voksen. Der var heller ikke nogen børnepasser til mig. Vores 

nabo, Gamle Grethe, skulle have gæster. Det var jeg glad for. Gamle 

Grethe stinker nemlig altid af sæbe. Og så har hun sådan nogle små 

tynde fingre og en stor fed vorte på næsen. Jeg har altid været sikker på, 

at hun er en heks, ligesom hende der fra Hans og Grethe. Sådan en der 

koger små børn og spiser dem. Da jeg engang fortalte det til mor, sagde 

hun, at jeg skulle lade være med at få sådan nogle skøre ideer, og i stedet 

lave noget fornuftigt. Men jeg er altså SIKKER på, at Gamle Grethe er 

en heks. Selv om hun måske ikke spiser børn. Men hun er altså en heks. 

Hvor kommer vorten ellers fra? Men altså var der ikke nogen børnepasser. 

Så mor satte nogle rugbrødsmadder ind i køleskabet og sagde, 

at dem måtte jeg tage, når jeg blev sulten. Hun sagde også, at jeg skulle 

opføre mig pænt, og hvis der skete noget så skulle jeg gå over til Gamle 

Grethe og få hende til at ringe til mor. Jeg spurgte mor om Grethe (mor 

vil ikke have, at jeg kalder Grethe Gamle Grethe, så jeg TÆNKER det 

kun) ikke havde gæster. Mor sagde, at det var lige meget, hvis nu der 

skulle ske noget rigtigt slemt. Men hvor slemt skal noget være for at 

være RIGTIGT slemt? Men altså, efter at have sagt en hel masse, som 

jeg ikke kan huske, gik hun ud til bilen. Og så kørte hun jo. Så var jeg 

alene hjemme. Jeg kedede mig lige med det samme. Jeg ville have set 

noget fjernsyn, men der var kun ”Nyheder på Tegnsprog”. Hvorfor på 

tegnsprog? Hvorfor ikke ”Nyheder på Dansk Sprog”? Dansk sprog er 

jo det nemmeste sprog i verden. Jeg forstår ikke, hvorfor de andre lande 

i verden ikke også snakker dansk. Det er jo meget nemmere at forstå. 

Hvis jeg var født i et andet land, ville jeg godt nok være ked af det. Jeg 

ville jo ikke kunne forstå noget som helst af, hvad der blev sagt. Men 

52 53

måske ville det være en god ting, for så ville jeg jo ikke kunne forstå, når 

de voksne skældte ud. Men så ville jeg heller aldrig kunne se fjernsyn igen, 

for så ville de snakke et mærkeligt sprog i fjernsynet hele tiden. Så vil jeg 

hellere skældes ud. Men altså, jeg kedede mig lige med det vuns efter, at 

jeg fandt ud af det. Det regnede nemlig udenfor, så jeg gad ikke gå ud at 

lege. Så skulle jeg have regntøj på. Jeg kunne lade være med at tage det 

på, men mor havde lovet, at hvis jeg havde opført mig pænt, når hun kom 

hjem, ville hun give mig en slikkepind, og jeg kan altså rigtig godt lide 

slikkepinde. Så jeg prøvede at spille et spil, men der var ingen spil, der var 

sjove at spille, når man var alene. Jeg havde ikke lyst til at lave noget andet, 

så jeg kedede mig helt vildt. Far plejede altid at have så mange gode ideer 

til, hvad jeg skulle lave, når jeg begyndte at kede mig, men han var jo ikke 

hjemme. Derfor tog jeg rugbrødsmadderne i køleskabet og begyndte at 

spise dem, selv om mor egentlig havde sagt, at de skulle gemmes til aften. 

Men jeg var jo kun et barn, hvordan skulle jeg kunne vide, hvornår det 

var aften? Og hun kunne jo ikke se, hvornår jeg havde spist dem. Så jeg 

spiste altså rugbrødsmadderne. Det var alligevel meget sejt at være alene 

hjemme, selv om jeg kedede mig lidt. Far skulle bare se, jeg var slet ikke 

lille. Hvorfor skulle de voksne også altid kalde mig lille? Jeg var slet ikke 

lille, jeg var en stor dreng! Det var bare dem, der var oldgamle! Lige da jeg 

begyndte på den sidste rugbrødsmad, begyndte det at tordne og lyne udenfor. 

Min far siger tit ”Torden og lynild”, men det tordner aldrig, når han 

siger det. Og hvad er lynild egentlig? Det brænder jo ikke, når det tordner. 

Jeg spurgte ham engang, hvad det betød, og han sagde, at det var en pæn 

måde at bande på. Jeg synes også ”for katten” er en pæn måde at bande på, 

men når jeg siger det, siger mor, at jeg ikke må snakke så grimt. Voksne 

må gøre alt, men børn må aldrig. Statsministeren er også en voksen, og 

dronningen er også. Der er aldrig nogen konger og dronninger, som er 

børn. Det er snyd, synes jeg. Da jeg var færdig med at spise, satte jeg min 

tallerken i køkkenet. Det plejer jeg ikke at gøre, men jeg måtte jo være 

sikker på at få den slikkepind, som mor havde lovet mig. Lige da jeg 

satte tallerkenen fra mig, lød der et koloenormt brag, og så forsvandt 

ALT lyset. Der kom stadig lidt lys ind ad vinduet, men det hele var så 

mørkt. Det var slet ikke spor sjovt. Jeg var ikke bange, men huset var 

stadigvæk uhyggeligt, og jeg savnede mor en lille bitte smule. Tobias, 

som er et halvt år yngre end mig, fortalte mig engang, at det spøger, 

når det er mørkt. Jeg fortalte det til mor, og hun sagde, at det bare var 

en skrøne. Jeg har aldrig fundet ud af, hvad en skrøne er, men jeg ville 

hellere være på den sikre side, hvis det nu betød, at der er spøgelser, når 

det er mørkt. Jeg kan nemlig ikke lide spøgelser. De er det eneste, jeg 

er bange for, med undtagelse af slanger. Jeg kan heller ikke lide slanger. 

Hvad nu hvis de bider en, og man ikke ved det? Min bedstemor blev 

engang bidt af en slange, men hun vidste det ikke, før hun blev rigtig 

dårlig og tog til lægen. Hun fortalte mig, at hun havde været død, hvis 

det ikke var for lægen. Det ville være en ret træls død, hvis man bare 

døde uden at vide af hvad. Så vil jeg hellere dø i slåskamp med en tiger 

eller en løve. Spøgelser er bare skræmmende. De er jo døde, og man ved 

aldrig, hvornår de kommer. De kommer bare. Men jeg har ikke en rigtig 

grund til at være bange for dem. Min bedstemor siger også, at alle 

har en grund til alt. Men jeg har altså virkelig ikke en grund. Spøgelser 

er bare uhyggelige. Basta. Men altså, fordi jeg hellere ville være på den 

sikre side (Mor siger også altid, at det er bedst at være på den sikre side) 

så skyndte jeg mig over til Gamle Grethe. Jeg var stadig ikke helt sikker 

på, hvad noget ”rigtig slemt” er, men mon ikke at alt lyset går ud i hvert 

fald er næsten ”rigtig slemt”. Da jeg kom derover, var Grethes gæster 

stadig ikke kommet, men hun var ved at lave en masse mad. Blandt 

andet var hun ved at lave suppe. Jeg forstår ikke, hvorfor mor ikke tror 

på mig, når jeg siger Grethe er en heks. Man skal altså ikke være særlig 

klog for at finde ud af det. Men måske er børn bare klogere end voksne. 

Det er jeg faktisk næsten sikker på. Ligesom da jeg sagde, at risengrø- 

54 55

den, som vi fik til aftensmad, smagte enormt godt, og far spurgte hvad 

det var, jeg sagde. Det skal der jo ikke et geni til at finde ud af. Det 

kan måske godt have været, fordi jeg snakkede med mad i munden den 

aften, men der var også dengang, vi var ude hos Faster Helga, som er 

maler og som viste os et maleri, som hun lige havde malet og solgt for 

en masse penge. Far spurgte, hvad det var, det skulle forestille. Jeg blev 

nødt til at forklare ham det. Det var altså nemt at se, at det var en blå 

elefant. Men altså, Grethe ringede til min mor, men mor kunne ikke 

komme lige med det samme, så jeg måtte blive ovre hos Grethe, selv 

om gæsterne kom, mens jeg var der. De sagde alle sammen, at jeg var 

en sød lille dreng. Jeg er altså ikke sød! Og heller ikke helt lille. Men 

måske lille nok til ikke at være alene hjemme. 

Sandra Lin Nielsen, Haslev 

Ved mit vindue 

Der roder lidt. Sådan er det bare, for sådan kan jeg godt lide det. Det 

store vindue midt i væggen tillader det efterhånden sparsomme efterårslys 

at sive ind. Men aldrig noget skidt. Nogle gange, når vinduet står 

på klem, lytter jeg til larmen fra resten af byen. Så stille udadtil, men 

offer for mange forbrydelser. Heldigvis kan jeg ikke se eller høre dem 

fra mit vindue. Det lukker kun de positive ting ind til mig. Aldrig noget 

skidt. Det blege lys, den kolde morgenfrost, fuglesang. Jeg kigger ud i 

haven, der altid er grøn. Kigger på de små guldfisk i havedammen. Og 

på duen, der er ved at flyve ind i det store æbletræ. Mit vindue lader 

mig kun se de gode ting. Men aldrig noget skidt. 

Katrine 

Jeg har været død i 1000 år og levet 2 eller 3. 

Altså, det vil sige, det har jeg jo selvfølgelig ikke, der er bare ikke andre 

måder at forklare det på. Jeg husker kun svagt de sidste 5-6 år, som en 

tåget passage, fra de mindre klasser til gymnasiet. 

Da hun trådte ind ad døren, så jeg op, ligesom jeg plejede. Uinteresseret. 

En ny pige. Ikke noget at råbe hurra for. 

Men da hun satte sig på pladsen ved siden af mig, og jeg så hende 

i øjnene og rakte hende hånden og præsenterede mig selv, kunne jeg 

mærke noget. 

Det føltes som om nogen havde stoppet en sæk levende sommerfugle 

ned i min mave. Hun smilede tilbage, helt roligt. 

”Katrine,” havde hun sagt. 

Og jeg var vågnet fra de 1000 års søvn. 

56 57

Katrine. Jeg tænkte aldrig på Jakob eller Andreas, når jeg var i skole, 

men Katrine sad lige ved siden af mig. Hendes spillende grønne øjne 

var smukke. Hun smilede altid, når jeg rodede op i mit lange lyse hår. 

Så rødmede jeg. 

Men når jeg cyklede hjem på min gamle, knirkende cykel havde jeg det, 

som om jeg havde noget giftigt i maven. Noget der dræbte alle sommerfuglene. 

En pige ved navn Katrine. 

En pige ved navn Katrine. 

Jeg havde mærket sommerfuglene før, men kun med drenge. 

En pige. 

Hvad var det her? Var det normalt? 

Selvfølgelig var det normalt. Men det vidste jeg ikke dengang. 

Efterhånden kom vi i snak og ses stadig hver dag. 

Det er længe siden, Katrine startede, nu. Vi er tæt knyttede. Men for 

hende vil jeg nok aldrig blive andet og mere end ”Miriam, den gode 

veninde”. 

Hver dag går jeg og håber, at hende og Anders slår op. 

Fuck Anders. 

Fuck mig. 

Bare fuck det hele. 

Nina Panduro Larsen, Nyborg 

58 59 

Tal 

9. 10. 1875 

7, 9, 13 

22. 11. 1957 

Børnehaven 

Vi skulle tegne i børnehaven i dag. Det kan jeg godt li’. De andre børn 

tegner det samme som mig. Og det gør de tit. Mor siger, det er, fordi 

de synes, jeg tegner noget flot - det tror jeg ikke det er. Engang tegnede 

jeg en gravko, der kørte en prinsesse lige midt over, så hun blev delt i 

to. Hjertet og lungerne og tarmene faldt ud af hende, og der var blod ud 

over det hele. Det syntes de voksne ikke var så flot. Og da jeg så tegnede 

en gammel mand der hang i et reb, tog de den fra mig og smed den ud. 

De sagde jeg ikke måtte tegne sådan noget makabert noget. Jeg forstår 

ikke det ord – makabert. Manden hang jo kun i rebet fordi han ville 

hejses op, så kan kunne se, hvad der var på den anden side af slottet. 

Så jeg tegner ikke længere manden. Eller prinsessen. Nu tegner jeg 

regnbuer og blomster og solen. De voksne er glade, og mor hænger 

tegningerne op på køleskabet. Men jeg synes ikke, det er sjovt at tegne 

mere. Og de andre børn i børnehaven tegner ikke længere efter mig.

Drengen og præsten 

En ung dreng står foran en lukket port. Han kigger sig over skulderen 

- banker på porten. Sukker. 

DRENG: Hallo? Er du der? 

En præst står bag drengen med en bibel i hånden, løftet op over hovedet. 

Han er iført stribet nattøj, men med præstekrave om halsen. 

PRÆST: Hvad laver du her, din slyngel? Er det dig, der har væltet gravstenen 

sidste lørdag?! 

Drengen vender sig forskrækket om, stirrer på præsten. 

DRENG: Nej! 

Præsten tager tre hurtige skridt hen mod drengen, som er betydeligt 

højere end ham selv, og stirrer tilbage. 

PRÆST, hvisker: Hvad laver du så her? 

DRENG: Ingenting ... Du ved ... taler med Gud. 

PRÆST: Sikke noget pjat! Han findes ikke. 

DRENG: Næ, det gør han vel ikke. Men du er en præst, du skal da tro 

på Gud? 

PRÆST: Jeg ved det godt ... Men ... Det er alt sammen lige meget nu! 

Præsten stryger let kraven med højre hånd. Biblen i den anden hånd 

sænker sig. 

DRENG: Kan du lukke mig ind? 

Præsten er stadig meget optaget af kraven. 

PRÆST, mumler: Jeg har en nøgle ... Men hvad skal du derinde? 

DRENG: Jeg skal bare lige ... se noget. 

Præsten slipper kraven brat og taler hurtigt. 

PRÆST: Jeg stoler ikke på dig. 

DRENG: Jeg har brug for din hjælp. 

PRÆST: Jeg ejer ikke næstekærlighed. 

DRENG: Vil du ikke nok hjælpe mig? Jeg har så mange spørgsmål. 

PRÆST: Jeg vil svare på ét af dine spørgsmål. 

Tavshed 

DRENG: Hvad er der bag porten ... til himmerig? 

PRÆST: Tag nøglen, så skal du se. 

60 61

Tom byrde 

På en øde slagmark omgivet af døde træer og udbrændte marker og 

sten, på de marker, ser du et gammelt hus. Nedslidt og ensomt – som 

et efterladt og knust hjerte, ligger det og sørger. Du er nysgerrig og går 

ind i hjertet; her er tomt. Alt er rippet, det forstår du, for da du føler 

trang til at give et skrig fra dig, giver det ekko i de fire kamre. Lyden 

ligefrem kastes tilbage, men nu med en rædsel, der beder om din opmærksomhed. 

Du går ind i første kammer; føler straks hadet. Dets voldsomhed rammer 

dig som en lussing uden grund og sender dig på flugt videre. 

Du træder ind i andet kammer; smager ufrivilligt en tung sky af rust. 

Ikke den slags som på din gamle cykel, men rust som i blod, der pibler 

frem fra en pludselig nødudgang på din højre arm. Du må videre. 

Du når ind i tredje kammer; lugter stærk spiritus. Det brænder i din 

næse – river og flår, som prøvede det at lokke dig til at kradse din egen 

næse af. En ukendt kraft trækker dig endnu en gang videre. 

Du kommer til fjerde kammer; ser sandheden. Du spærrer øjnene 

op, for foran dig står en gammel mand med en fin vinflaske i hånden. 

Han hugger den mod den forkrøblede dame - hadet er hans drivkraft. 

Blodet fosser ud i alle retninger, da han rammer hende i det skrøbelige 

kranium med vinflasken. Med ét er det hele væk. Fortumlet efterlader 

du hjertet og bevæger dig åndeløst ud i verden med en tom byrde. 

Amalie Malmgren Asmild, Skanderborg 

Verdens skabelse 

Først da var kun Niefelheim 

og Muspelheim ild og is. 

Dræbende kulde og varme var. 

Imellem var intet at se. 

Ginungagab der hvor intet er, 

hvor is og gnister mødes. 

Ymers krop det røde blod, 

da Aserne skabte vor verden. 

Hvor de begge mødtes blev 

en strid mellem is og ild. 

Der opstod det første liv, 

og luften blev varm og mild. 

En ko Audhumble trådte frem, 

og mælk flød i strøm fra dens bryst. 



Jætten Ymer drak det mælk 

og avled’ af armene frem 

både mænd og kvinders æt, 

og fødderne avled’ en søn. 

Deraf da alle jætterne kom. 

Alt det onde i verden her. 



62 63

Koen slikkede dug af sten, 

den slikked’ et hovede frem. 

Snart den slikked’ stenen ned 

og deraf blev formet en mand. 

Hans søn blev fader til de tre. 

Odin og Vile og Ve. 



De dræbte jætten Ymer. 

I Ginungagab kasted’ ham ud. 

Hans krop flød i sit eget blod 

og blev til jorden, vi har. 

Hans knogler blev til bjerge, 

hår blev til træer, og blod blev til have. 



Ej alle jætter døde her, 

skønt de drukned’ i blodet i flæng. 

Ondskaben lever, to redded’ sig. 

De sejled’ i konens seng. 

Når vi ser op på himlen der, 

er det indret af Ymers skalle. 



Spædbarnsdrab 

En lille by. En hyggelig by. En by der sover - uvidende om den kutteklædte 

skikkelse, der i ly af mørket lister ud af byen og hen over 

markerne. Blæsten farer hylende og tudende gennem gaderne og fører 

bladene rundt i små hvirvler. ”Gå hjem, du dumme barn, gå hjem,” hyler 

den. Det suser i træernes kroner, træerne svajer ind over skovstien, 

de eneste vidner. ”Gå hjem.” 

Kvinden fortsætter. Fortsætter til hun ikke kan gå mere og falder på 

knæ, skriger op mod himlen. Hun bliver der under træerne i mørket 

hele natten. 

Barnet ligger på jorden. Hun står med en kniv i hånden. Gråd høres. 

Kun træerne var vidne til kvindens forbrydelse. Nu er deres rødder 

dækket af blod. 

En lille by. En by der sover. 

Rygtet kørte, historien om borgmesterdatterens uforklarlige død. 

Nogle foreslog, at hun kunne være blevet forgiftet. Andre at hun blot 

var død af en sygdom, man endnu ikke kendte til. Men ingen lyttede til 

vinden, der sang om sorgens drab i natten. 

På en fremmed strand skyller en skikkelse op på bredden, uigenkendelig, 

halvt spist af havets dyr. Med kødtrevler hængende fra skelettet 

og maddiker i øjnene. 

Et spædbarnslig. 

64 65

Marie Espersen, Fanø 

Hvordan jeg mødte din far 

”Op og ned, op og ned, frem og tilbage, frem og tilbage. Når jeg kom 

helt op, kunne jeg lige skimte den streg, hvor himmel og jord mødtes, 

og når jeg kom ned, kunne jeg hænge et kort øjeblik midt i luften, med 

hovedet nedad og kigge lige direkte ned i jorden, for så at falde ned og 

blive reddet af gyngens snore og blive skudt frem og opad, med små 

skrig fra gyngestativet. På opturen kunne jeg se solen og skyerne vinke 

ned til mig, og på nedturen kunne jeg se alting suse forbi, i form af 

fartstriber. 

1, 2, 3 hop 

Jeg landede nede i sandet, med benene først. Jeg stod der lidt og kiggede 

mig omkring, imens gyngen hoppede og dansede af glæde over ikke at 

have min vægt at bære på mere. Jeg fik øje på min mor og far, der sad 

ovre på en af parkens mange bænke, og kikkede hurtigt væk igen, da 

jeg så, at de kikkede på mig. 

– Jeg kan underholde mig selv, tænkte jeg og kiggede rundt igen. 

Sandkassen så indbydende ud. Der lå en masse ting og sager; spande og 

skovle til at bygge det flotteste sandslot, farvede forme, der forstillede 

forskellige dyr og mønstre. Men der sad to drenge og legede med biler, 

så jeg turde ikke gå derhen. 

Men vippen så nu heller ikke så dårlig ud. Problemet var bare, at man 

skal være to for at kunne vippe. 

Så jeg tog at par ture i ruchebanen. 

Det gik stærkt. Farverne blev stærkere, da jeg kom susende ned ad den 

røde ruchebane, og luften fløj forbi mit øre. Men turene varede kun et 

øjeblik, så det blev hurtigt kedeligt. 

Et stort træ stod midt i parken. Det så ud til at være et godt klatretræ, 

så da min mor og far ikke kiggede, smuttede jeg op i træet. 

Det var sjovt at sidde der, helt højt oppe, og kigge ned på mor og far. De 

to børn i sandkassen legede videre, som om jeg var en lille fugl, der sad 

på en gren. Og ingen lagde mærke til mig. 

Jeg kiggede op på skyerne. De havde alle mulige former. En af dem lignede 

et hjerte. Men lige pludselig blev det til to! Det så ud, som om de 

var så tæt på. Jeg rakte hånden ud efter dem. 

’HEY! Pas på du ikke falder ned!’ var der en dreng, der råbte nedefra. 

Jeg blev meget forskrækket, og jeg var lige ved at falde, men fik fat på 

en gren. Drengen så ud til at være nogle år ældre end mig. 

Han rakte op efter mig og fik mig hjulpet ned.” 

Mor kiggede over på far og så over på mig igen: ”Og det var sådan, jeg 

mødte din far.” 

66 67

Hvorfor? 

Hvorfor bruge penge på ægte blomster, når dem af plastik er så meget 

nemmere? 

Hvorfor bruge tid på fjernsyn, når fantasien er så meget sjovere? 

Hvorfor være fluen på væggen, når den alligevel bliver fanget i 

edderkoppens spind? 

Hvorfor holde sig til en, når der er mange andre fisk i havet? 

Hvorfor være en fisk i havet, når det er østersen, der har perlen? 

Hvorfor fange sild, når det er fuglene, der er fri? 

Hvorfor være en smuk fugl, når det er skildpadden, der lever længst? 

Hvorfor lade det blive vinter indenfor, når det er sommer udenfor? 

Hvorfor kaste med sand og mudre det klare vand, når det smager 

meget bedre rent? 

Hvorfor lade himlen blive grå, når den er meget kønnere blå? 

Hvorfor kigge på solnedgang, men ikke opgang? 

Hvorfor gå indenfor og vente på at solen står op, når månen er ligeså 

smuk? 

Hvorfor spare på energien og tænke på miljøet, når du har brug for et 

lys i mørke? 

En ny fugleart 

En musvit sidder på en gren. Det er morgen. 

Musvit: ”Hvilken herlig morgen.” (pudser fjerene) 

En krage flyver hen på grenen ved siden af:” Har du hørt det, har du 

hørt det?!” 

Musvit: ”Hvad har du nu hørt, din gamle krage?” 

Krage: ”Aldrig i mit liv har jeg hør noget så fantastisk!” 

Musvit: ”Hvad har, du hørt, gamle krage?” 

Krage: ”En verdenssensation! Jeg har aldrig hørt mage!” 

Musvit: ”Det er nok, fordi du aldrig har haft en ...” 

Krage: ”Det har ikke noget med sagen at gøre, hør nu hvad jeg siger!” 

Musvit: ”Hvad siger du så?” 

Krage: ”Der er kommet en ny fugl iblandt os!” 

Musvit: ”Er det sandt?” 

Krage: ”Jo, jo, minsandten om det er sandt!” 

Musvit: ”Hvordan ser den ud? Synger den godt? Hvor kommer den 

fra?” 

Krage: ”Den kommer fra Jens Hansens bondegård, dens kropsfjer er 

lyserøde, dens vinger hvide, som svanens, dens sang er skrækkelig. Jeg 

har selv hør den synge!” 

Musvit: ”Hvad kaldes den?” 

Krage: ”En gris med vinger.” 

(musvit himler med øjnene) 

68 69

Quinnie Cassandra Gry Olsen, Helsingør 

Prolog til romanen Drømmelandet 

Hvis man tog fra Kongebyen Dominare, forbi de mange, store skove, 

krydsede Det Lilla Hav, sneg sig forbi uhyrerne i Sumpdalen og besteg 

Spejlbjergene, kom man til Dragekvinden Raka’zars mørke fæstning. 

Her boede den frygtelige Dragekvinde, så ond og modbydelig, som hun 

var, som en gang i hver årstid sendte sine egne uhyrer ud i flokke for 

at plyndre, dræbe og skræmme borgerne i Dominare. Altid skulle de 

drille Axlas eneste by. Selvfølgelig boede der fredelige axlaianere overalt 

i hele landet, men Dominare var den eneste rigtige by. 

I Dominare boede kongen og dronningen og deres ellers lykkelige 

folk, som elskede sine ledere. Paladset lå på en lille bakketop, som var 

hævet over resten af byen, så kongen og dronningen kunne skue ud 

over deres kongerige. Det var smukt, og solen skinnede hver dag ned 

på paladsets høje tårne, og vinden fik altid flagene til at flagre let på 

tagene. På paladset boede Kong Abild sammen med sin hustru, dronning 

Hyuwa. I mange år regerede de sammen, og en dag blev der født 

en lille søn. Og traditionen tro gav kongen ham en gave, og dronningen 

gav ham et navn. prins Zett af Axla. ”Zett” var et gammelt navn, som 

betød “fødte leder” på Det Gamle Stjernesprog, som kun de Kongelige 

og Den Hvide Troldmand kunne tyde og forstå. 

kongen gav ham evnen til at kæmpe som en erfaren kriger, som en 

mester i alle våben. Reflekser, kamptricks, hurtighed, styrke. Ingen 

kunne slå Zett i kamp, ingen kunne duellere med ham uden at gå derfra 

med hovedet sænket. 

Den Hvide Troldmand af Skoven af Sølv, som lå mange dagsrejser 

væk fra Dominare, kom langvejs fra og velsignede drengen og gav ham 

en helt anden gave: Evnen til at kommunikere med dyrene og chancen 

for at komme til ham og lære magi, når Zett en dag var gammel nok. 

Folket festede og jublede, for nu var der født en tronarving. 

Zett voksede op på paladset, men hvis han ville ned i byen og gå på 

opdagelse, var han fri til det. Der var dog én regel, han måtte følge, 

til han blev ti år: Han måtte ikke forlade byen på nogen måde. Mange 

børn var gået tabt, fordi de løb uden for den meterhøje bymur og var 

ubeskyttet mod skovens mere væmmelige væsner. 

Zett fulgte reglen fint og lydigt og nøjedes med at kravle op i paladsets 

højeste tårn og skue ud over skovene og se så langt øjet rakte ud 

over Axla. Bag ved paladset lå De Ukendte Bjerge, og bag dem var Intet. 

Her blev blandt andet forbrydere forvist til. 

En dag samledes hele hoffet i den store og blomstrende slotshave. kongen, 

dronningen og deres femårige søn, som havde fødselsdag samme 

dag, havde kaldt deres undersåtter sammen. For nu fik de besøg. 

En lille mørkhåret pige kom i sin hvide natkjole og bare fødder ind i 

slotshaven. Hvordan hun var endt dér, anede hun ikke, men wow, hvor 

var der flot! Et rigtigt eventyrland med solen, der skinnede og fugle, 

der sang. Foran hende stod to meget høje menneskelignende væsner, en 

mand og en dame. Manden havde stort sort skæg og stod i fine klæder, 

og så havde han en krone på hovedet. dronningen havde langt lyst hår, 

det gik hende til benene, hun var iført en lang, hvid kjole, og hun havde 

også en krone på hovedet. Rundt om dem og bag dem stod lidt mindre, 

men lignende væsner. Det var tydeligt for den lille pige, at de to højeste 

var Konge og dronning og de andre undersåtter. Imellem kongen og 

dronningen stod en lille dreng omtrent på hendes egen alder. Han var 

nok prinsen, selvom hans hoved var uden krone. 

kongen satte sig på hug foran den lille pige og bød hende velkommen. 

Med store øjne og åben mund trykkede pigen kongens hånd. Alle 

smilede til hende, og det var som at være kommet i himlen. Her var der 

varmt og godt. Blomsterne stod, smukke og farverige, og der duftede 

dejligt. 

”Goddag, frøken,” sagde kongen venligt. ”Hvad hedder De så?” 

”Emilie,” svarede pigen. Hun kiggede over på prinsen, som var løbet 

om bag sin mor og gemte sig bag hendes lange, hvide kjole. Han lignede 

70 71

Quinnie Cassandra Gry Olsen

en god legekammerat. 

”Det er i orden, Zett,” sagde dronningen til sin søn. ”Bare gå over og 

sig hej. En dag skal det jo være dig, der byder mennesker velkommen, 

så du kan ligeså godt lære at være imødekommende.” 

Lille prins Zett så tøvende op på sin mor, som smilede til ham. Det 

var et smil, han havde kendt hele sit liv. Så tog han sig sammen og gik 

over til det fremmede menneskebarn. 

”Jeg hedder Zett,” sagde han, og hans øjne lyste op. 

”Du har flotte øjne,” sagde Emilie smilende. 

Zett kiggede genert ned. Han mumlede tak, mens tanken ”Så det 

er altså sådan et menneske ser ud” fløj rundt i hans hoved. Han så på 

Emilie igen og lagde mærke til noget. Hendes venstre øje var grønt, og 

hendes højre blåt. 

”Du har også flotte øjne!” sagde han og pegede. 

kongen trådte til nu og tog den lille piges hånd igen. Den var utrolig 

lille i forhold til hans egen. 

”De vil sikkert gerne vide, hvordan De er kommet her, vil De ikke, 

frøken Emilie?” spurgte han. Emilie nikkede. 

”Jo, ser De, De er i landet Axla. Her kommer udvalgte mennesker 

som Dem selv, når de drømmer. Ikke alle får lov til at opleve vores land, 

og det er ofte i en meget ung alder, de kommer hertil. Desuden er det 

også kun noget, man får lov til, én gang. De vågner snart, i Deres egen 

seng, og De vil ikke kunne huske, at De har været her, men vi vil aldrig 

glemme Dem. Hvor gammel er De, frøken?” 

”Fem,” svarede Emilie. 

”Er det rigtigt?” spurgte kongen overrasket og så på sin kone. Hun 

løftede smilende på skuldrene. 

”Hvornår har De fødselsdag?” spurgte kongen igen. 

”Jeg holdt fødselsdag i dag,” sagde Emilie. ”Og jeg fik en lilla bamse 

af mormor og morfar!” 

”Aha ...” grublede kongen med et smil på læben. ”Jeg tror søreme, De 

har fødselsdag på samme tid, som Zett her.” kongen smilede og klappede 

sin søn på hovedet. Zett løftede stolt brystet og pegede på sig selv, 

i det han sagde: 

”Jeg er også fem år gammel nu! Så er der kun ... fem år til jeg kan 

komme uden for byen!” 

kongen smilede glad til sin søn. Så så han igen på Emilie. 

”De må hellere tage hjem nu, frøken,” sagde han. ”Deres egen verden 

venter.” 

”Men jeg vil blive her!” protesterede Emilie straks og så på kongen 

med endnu større øjne end før. 

”Det ved jeg, men det kan De ikke,” sagde han beklagende. 

”Kan jeg ikke komme igen?” 

”Ingen kan. Jeg er ked af det, frøken. Sådan er det. Vi vil aldrig glemme 

Dem, frøken Emilie.” 

Hun krammede kongen. Hun ville aldrig glemme dette, om det så 

gjaldt hendes liv. Alligevel kunne hun ikke huske noget næste morgen. 

Hun lå bare med den lilla stofbamse, som hun havde fået i fødselsdagsgave. 

Trykkede man den på maven, sagde den ting som: ”Følg dine 

drømme!” og ”Tro på dig selv!” Og så levede hun sit liv uden at huske 

noget som helst om Axla, kongen, dronningen, den smukke have, eller 

det smukke palads. Eller Zett. Men han glemte hende aldrig. I de 

følgende år havde de endnu to besøgende, men ingen gjorde så stort et 

indtryk på Zett, som Emilie. Han kunne ikke selv forklare hvorfor. 

Zett fyldte seks, otte, ti, tretten, og en dag fyldte han femten år. Emilie 

var ikke længere en tanke, der besøgte ham ofte, men den var ikke 

helt borte. Emilie fyldte også femten. Hun var hjemme i lejligheden 

i Helsingør by og skulle holde fest, mens Zett var ude i skoven, flere 

dagsrejser hjemmefra, for at jage. kongen og dronningen var lykkelige, 

Dragekvinden Raka’zar fortsatte med at sende sine tropper ud, men 

74 75

med Zetts dygtige evner i kamp stak de hurtigt af igen. Livet i Axla og 

livet på Jorden fortsatte. 

Men en dag skulle alt blive anderledes. 

Natasha Fjelrad, Rask Mølle 

Ingen steder at gå hen 

Efteråret er på sin vis en både smuk og trist årstid. Træerne bliver mere 

farverige, når bladene skifter farve til rød, orange og gule, og det er 

smukt, når vinden blidt, eller en anelse voldsomt, rusker i grenene, så 

bladene falder af og flagrer rundt, før de endelig lander på græsset. 

Men samtidig er det også trist, for på en måde er det, som om alt lige 

så stille dør hen. 

Jeg sukker stille. – Jeg lyder som en eller anden filosofisk olding, 

tænker jeg for mig selv, og klapper Daina på hovedet. Hun klynker 

og gnider hovedet mod mit bryst. Hun klynker altid, når hun er godt 

tilfreds. 

Jeg kigger en ekstra gang på træerne, hvis grene er så lange, at de 

hænger langt ud over muren, før jeg propper mit tykke tæppe ned i 

min enorme rygsæk og går ud af baggården, der har skjult mig for natten. 

Jeg skutter mig lidt i morgenkulden. 

“Ulempe nummer 1. ved efteråret: Det bliver koldt!” konstaterer jeg 

muggent. 

Jeg sender Daina et misundeligt blik. Hun kan sagtens. Hun har sin 

dejligt sorte pels at gemme sig i. Selvom hun er korthåret, som alle 

labradorer, ved jeg, at hun ikke fryser. Det er noget andet med mig. Jeg 

har ingen pels. Det er sværere at holde varmen, når man er tynd, og jeg 

er ikke andet end skind og ben. 

Selvom jeg er en pige, er jeg lidt robust bygget, så når jeg stort set 

intet fedt har på kroppen, ser jeg nok ret skør ud under tøjet. Ikke at 

jeg er sikker. Jeg har ikke set mig selv i et spejl uden tøj, meget, meget 

længe. Sidste gang var vist sidste forår. 

Det eneste, jeg kan se af mig selv, når jeg går forbi noget blankt, er en 

ikke særlig høj pige, med så meget baggy tøj på, at man slet ikke kan se 

hendes figur. Et ansigt, der er en lille smule mere smalt end det burde 

være, der fremhæves af kort, tykt, men alligevel glat, mørkebrunt hår, 

der klæber sig til hovedet, fordi det ikke er blevet vasket længe. Kort 

76 77

sagt: Jeg ligner noget, der er løgn. 

Jeg strækker mig og ser mig lidt omkring. Jeg kom først til byen sent om 

aftenen, og alting ser meget anderledes ud i dagslys. Eller dagslys og dagslys. 

Det er så overskyet, at man overhovedet ikke kan se solen. Hvis den da 

overhovedet er stået ordentligt op endnu. Klokken kan umuligt være mere 

end seks-syv stykker, og det er lørdag, så der er ikke mange folk og biler 

på gaden. Ikke at det generer mig. Jeg hader larm, når jeg vågner. Og det 

passer mig fint, at byen ikke er vågnet op endnu. Så kan jeg kigge mig lidt 

omkring, før butikkerne åbner, og jeg måske kan få mig lidt morgenmad. 

Jeg retter lidt på rygsækken og sætter kursen den vej, hvor jeg mener, at 

banegården må være, med Daina ved min side. 

Banegården er altid det første sted, jeg prøver at finde i en ny by. Derfra 

kan jeg så begynde at lede efter nye steder og så finde tilbage igen for at 

få en følelse af, hvor alt ligger. Det er det sted, jeg altid navigerer ud fra, 

og desuden er der som regel altid et kort, hvor busserne holder, så jeg kan 

finde ud af, hvor den nærmeste by ligger, og hvor i landet den er henne. 

Jeg har efterhånden et komplet kort over hele landet, byerne, og hvilke 

veje man skal tage for at komme derhen, i hovedet. Det har så også taget 

mig næsten tre år at få det kort i hovedet. Jeg har altid været en spade til 

geografi. 

Jeg sætter mig op ad muren med lukkede øjne og sukker veltilfreds, mens 

jeg gumler på min bolle. Det er næsten to døgn siden, jeg har fået noget af 

spise, så en pakke boller uden noget til passer mig fint. 

Århus banegård har heldigvis både butikker og supermarkeder, så jeg har 

det hele lige ved hånden. Jeg åbner øjnene og vender blikket mod folk, der 

går forbi. Jeg kunne sidde her og betragte mennesker hele dagen. Folk suser 

så hurtigt frem og tilbage, at de slet ikke har tid til at bemærke hverken 

mig eller Daina. Folk snakker i telefon, eller med hinanden, ser på deres 

ure og tripper hele tiden, urolige for om deres tog nu kommer til tiden. 

På de punkter misunder jeg dem overhovedet ikke. Jeg kunne slet ikke 

forestille mig at stresse sådan rundt og føle at hele dagen var ødelagt, fordi 

toget var lidt forsinket, og få en kæmpe skideballe senere, fordi jeg var 

kommet fem minutter for sent til et vigtigt møde. 

Men på nogle måder misunder jeg dem også lidt. De har noget, de skal 

nå. Et hverdagsagtigt skema, noget vigtigt, der hele tiden holder dem kørerne, 

eller en familie de kan se frem mod at komme hjem til. 

Når jeg sidder sådan og stirrer på dem, uden andet til at holde mig i gang 

end viljen til at leve, og Daina selvfølgelig, kan jeg nogen gange godt ønske, 

at det var mig. 

Daina har allerede spist al sin hundemad. Nu sidder hun foran mine fødder. 

Hun rejser sig et par gange, vandrer frem og tilbage, før hun sætter 

sig igen, og hele tiden stirrer hun spændt på mig, ser næsten ud, som om 

hun vil sige: “Hvad så? Hvad skal vi nu?” 

Jeg kan ikke lade være med at le lidt af hende. Jeg har aldrig mødt en 

hund, der kunne sige så meget med øjnene. Jeg propper den sidste bolle i 

munden, rusker hendes hoved kærligt, før jeg rejser mig op, og begynder 

at gå ud. Jeg kan ikke blive her hele dagen, selvom jeg faktisk ikke helt ved, 

hvad jeg skal. 

Det går jeg og tænker lidt over, mens jeg kigger mig omkring på gågaden. 

Det bliver koldere og koldere for hver dag, og min yderste trøje er 

efterhånden så laset og hullet, at den knap hænger sammen. Det vil nok 

være en ide at finde et supermarked, eller nogle værtshuse. Der plejer jeg 

som regel at have gevinst. Jeg fik en pæn håndfuld penge i den tegnebog, 

jeg fik smuttet op af en håndtaske i forrige by, så jeg har stadig lidt tilbage, 

efter jeg købte de boller. Det er nok værd at kigge efter en genbrugsbutik, 

eller en Røde Kors butik. Det er alt, jeg har råd til at handle i. Det er alt for 

besværligt at stjæle trøjer nu til dags. Der er overvågning overalt. Og jeg 

har snart heller ikke mere tørfoder tilbage til Daina. Kulden kan jeg leve 

med lidt endnu, men Daina skal fandeme ikke sulte på grund af mig. Det 

har hun aldrig gjort, og det kommer hun heller aldrig til. 

78 79

Jeg gaber lydløst og ser en lyshåret, ikke særlig høj, ung kvinde, nok 

omkring i starten af tyverne, komme ud af en af de der vanvittigt dyre 

mærketøjbutikker for at klappe et af reklameskiltene sammen og tage 

det med ind i butikken for derefter at hente det næste. En ung mand, 

brunt krøllet hår, ret muskuløs, uden at det er overdrevent, kommer ud 

af en Bog & Ide for at køre en af de rullevogne, der altid er fyldt med 

ting som lektiebøger, blyanter de påstår skulle være bedre end andre, 

og førsteklasses kuglepenne, indenfor. En efter en pakker butikkerne 

sammen, lukker og siger tak efter endnu en god dag. 

Jeg derimod kan ikke tage af sted og gå til ro. Jeg er på vej mod det 

lille værtshus, jeg fandt i eftermiddags. Jeg hørte nogle unge fyre råbe 

op om, at “Nu skal der fandeme drikkes igennem!” og de nævnte også 

et værtshus. Jeg ledte efter det i flere timer og fandt det endelig. Det var 

en ret stor gruppe, så når værtshuset er så populært, skal der nok være 

noget at komme efter. 

Da jeg endelig når derhen, er der endnu ikke mange mennesker derinde. 

En midaldrende mand, nok omkring sidst i fyrrerne og, at dømme 

efter hans ret imponerende ølvom, en trofast stamkunde, vil nok sidde 

ved det bord, indtil hans venner slæber ham hjem. Han sidder sammen 

med to store brød, der ser ud, som om de lige har fået fri fra et eller 

andet håndværkerarbejde, så det burde ikke være et problem. 

Jeg sætter mig udenfor på fortovet, får Daina til at sætte sig mellem 

mine ben, så jeg kan gnubbe hende på ryggen, slynger tæppet om mig, 

og begynder at vente. 

Efter et par timers venten, hvis man skal tro det ur, der hænger inden 

for på værtshuset, er klokken blevet 22:47, og der er ved at være godt 

fyldt op. Jeg genkender nogle af de unge gutter, jeg tidligere hørte råbe 

op om værtshuset. Folk er ved at være pænt fulde, og den gamle gut 

med ølvommen synger på fuld hals en eller anden kærlighedssang og 

holder kun en pause, for at tage et hvæs af sin cigaret. 

Jeg har aldrig forstået meningen med at drikke og ryge. Rygning er 

bare en langsom måde at dræbe sig selv på. Og når du drikker, mister 

du bid for bid selvkontrollen. Du kan oven i købet gøre noget og så 

glemme, hvad der er sket. 

Jeg lukker øjnene og læner mig op af muren. 

“Far, hold nu op. Jeg er træt.” Jeg prøver at få ham til at gå, men det 

er svært. Siger jeg noget forkert, bliver han vred. 

“Kom nu lille skattepige. Ikke så genert. Lad far se dit kønne, lille 

ansigt. 

Jeg er bange. Far har været ude at drikke igen. Og ryge. Hans ånde 

stinker langt væk af sprut og cigarer. Far er så stor, og jeg er så lille. 

Hvordan skulle jeg kunne komme væk? 

Fars store beskidte hånd glider ned til mit lår, mens han holder mig 

fast i armen med den anden. 

“Fars fine lille pige,” mumler han, “Fars kønne, kønne lille pige. Skal 

far ikke have et godnatkys?” Han trækker mig tættere på, og jeg kommer 

tættere på hans stinkende ånde. Jeg vender hovedet væk. Kysse 

ham? Aldrig i livet. Far strammer grebet om min arm, og stikker mig 

en lussing. 

“Lille horeunge!” råber han. Han er vred nu. “Kan du ikke behandle 

din far ordentligt? Din egen gamle far? Er han ikke god nok til den lille 

frøken?” 

Tårerne kommer op mine øjne. Min kind gør ondt. Jeg ved, at jeg får 

en lussing til, hvis jeg ikke gør, hvad han siger. Meget hurtigt giver jeg 

ham et kys på kinden. 

“Dygtig pige. Men far vil have et kys her.” Han peger på sin smilende 

mund. Jeg må virkelig anstrenge mig, for ikke at rynke på næsen. 

Jeg tager en lydløs, dyb indånding og kysser ham på munden, men far 

griber fat i mit hoved og holder mig fast. Jeg stritter imod, men han 

80 81

klemmer hårdere til om mit lår. Jeg har snart ikke mere luft tilbage. 

Endelig giver han slip. Både på mit hoved og mit lår, og jeg falder gispende 

efter luft, tilbage ned i sengen. 

“Det var godt. Godnat, lille skat,” smiler han og går svajende og 

nynnende ud af døren, mens jeg bliver tilbage i mørket og begynder 

at hulke ... 

“Vov! Grrr!” 

Jeg retter mig op med et sæt og mærker, at noget har fat i min hånd. 

Det er Daina, der har taget min hånd i flaben og brummer, utilfreds 

over at jeg ikke giver hende opmærksomhed. Jeg fniser og gnubber 

hendes ører med min frie hånd. Hun giver slip og klynker henrykt. For 

en gang skyld er jeg glad for, at hun vækker mig. 

Jeg ryster drømmen af mig og ser på uret derinde. Klokken er blevet 

23:13, og skal man dømme efter deres opførsel, og alle ølflaskerne på 

bordene, er de så beduggede, at de knap kan gå lige. 

Det er tid til at liste ind. 

Jeg rejser mig op og strækker mine efterhånden ret stive lemmer, 

pakker tæppet ned i rygsækken, og lister hen til døren. Daina går, uden 

hverken brok eller ordrer, med. Vi har gjort det her mange gange før. 

Hun ved, hvad der skal ske nu. I ly af en ordentlig kæmpe af en mand, 

lister vi indenfor, jeg finder et hjørne og kæler for Daina. 

“Se dig bare om efter noget mad, søde,“ hvisker jeg i Dainas ører. 

Hun slikker mig på kinden og begynder at luske rundt mellem og 

under bordene. Der er ofte madrester på gulvet, og dem har Daina ikke 

noget imod at spise, men hun holder hele tiden øje med mig. Hun er 

klar, hvis der sker noget. 

Selv begynder jeg at liste rundt om bordene og lede. Der hænger en 

jakke på en stol, og der stikker en tegnebog ud af lommen. Ubemærket 

napper jeg pungen, går lidt væk, og kigger efter penge. 

“Jackpot!” Jeg fisker 500 kr. op af pungen og lusker den tilbage i jakken, 

uden at nogen opdager noget. Alle er alt for travlt optaget af at 

drikke, le, ryge og snakke. Jeg går videre og spejder efter en ny jakke, 

eller en fulderik, der har pungen hængende ud af lommen. 

Pludselig mærker jeg en hånd på min ryg. Og den er alt for tæt på 

min røv. 

Jeg snurrer rundt og genkender personen. Det er ham den gamle med ølvommen. 

Nu, hvor jeg kan se ham tættere på, ser han faktisk endnu ældre 

ud. Han har en blank isse på toppen af hovedet og er sikkert skaldet 

som et pillet æg om nogle år. Hans næse ser ud til at have været brækket 

et par gange, og han har folderynker om øjnene. Jeg kan kun lige akkurat 

ane nogle mørke, meget svømmende, øjne. Han er for længst kommet 

derud, hvor han ikke vil kunne huske, hvad der er sket i morgen. 

“Sik’ da en køøøøn pige vi ha’ her.” - Åh min gud. Han er fandeme så 

fuld, han knap kan tale ordentligt! Han rykker hovedet tættere på mig. 

“Hva’, vil du ik’ drikke med os?” Hans ånde stinker helt forfærdeligt 

af sprut. - Gå væk, gå væk! Man kan lugte din ånde herfra og til KBH! 

Jeg vil væk. Nu! 

Jeg er ved at blive bange, og jeg kan mærke, at jeg begynder at få 

kvalme. - Ørg. Hvis jeg lugter til ham meget længere, så kaster jeg op i 

fjæset på ham. Jeg prøver at hive min arm til mig. 

“Åh, kom nu. Ik’ så genert.” Han giver ikke slip. Angsten begynder 

at overtage min krop, og blodet pumper så hurtigt rundt, at jeg kan 

mærke det i mit hoved. Og det faktum, at min maver truer med at gøre 

oprør, hjælper ikke ligefrem. 

“Dainaaa!” kalder jeg desperat. Svaret på mit råb om hjælp kommer 

næsten hurtigere, end jeg kan nå at blinke. Det ene øjeblik kæmper jeg 

desperat for at komme fri, og i det næste hører jeg en rasende gøen, et 

sort lyn styrter imod mig, og før manden, der holder fast i mig, kan 

82 83

nå at reagere, bliver han væltet omkuld af en stor, tung, og meget gal 

Daina. 

Han giver af ren forskrækkelse slip på min arm. 

“Svin!” hvæser jeg, og mens han desperat forsøger at beskytte sit 

hoved og sin hals fra Dainas snappende tænder, maser jeg mig hen mod 

døren gennem mængden af forskrækkede og forvirrede mennesker. Jeg 

vender mig om i døråbningen. Folk prøver at komme hen og hjælpe 

manden, men ingen tør komme for tæt på Daina, sikkert af frygt for 

at miste et par fingre. Eller hele hånden. Og jeg forstår dem godt. Hun 

har ørerne lagt tilbage og læberne trukket langt op over den halvåbne 

mund, så man tydeligt kan se de skarpe tænder. Med rejste børster og 

bøjede ben, som om hun vil springe på den første, der kommer for tæt 

på, og en dyb knurren i struben, ligner hun noget, der er taget ud af en 

skrækfilm. 

“Daina! Kom så!” råber jeg. Daina snapper en sidste gang efter manden, 

før hun hopper ned fra hans brystkasse, løber hen til mig. Jeg 

støder ind i en på vejen ud, men jeg ser ikke, hvem det er, og jeg er også 

ligeglad. Jeg vil bare væk, og det kan slet ikke gå hurtigt nok. Da en flok 

mænd kommer ud på gaden, for at lede efter pigen med hunden, er vi 

allerede langt væk. 

Jeg gisper efter luft og synker og spytter adskillige gange i et forsøg på 

at få den grimme smag af bræk ud af munden, men det hjælper bare 

ikke. Jeg stønner, og holder den ene hånd på min pande, der drypper 

af koldsved, og med den anden støtter jeg mig op af muren, mens jeg 

vakler væk fra lugten af mit eget bræk. 

Daina piber uroligt og trykker forsigtigt snuden mod min side. Jeg 

klapper hende udmattet på hovedet. 

“Det er okay, tøs. Det er okay,” mumler jeg. Ordene er lige så meget 

møntet på mig selv, som på hende. Mit hoved snurrer rundt. Jeg prøver 

at holde min krop igang. Det ene ben foran det andet. Bliver bare ved 

med at gå. Selvom min krop næsten ingen kræfter har, tør jeg ikke stå 

stille. Jeg kan stadig mærke mandens klamme hænder på min ryg og 

på min arm, og jeg kan stadig lugte hans ånde, lige så stærkt, som hvis 

han stod ved siden af mig. 

Jeg ser mig om og lægger først nu mærke til, hvor jeg er. Jeg har haft 

så travlt med at løbe, at jeg slet ikke har lagt mærke til, hvor jeg egentlig 

løb hen. Et villakvarter. Jeg undersøger husene med øjnene. – Intet 

lys i vinduerne. Planter i haven, der i hvert fald koster omkring 500 kr. 

stykket. Minimum. Græsplæner, der er så lige, at de sikkert måler, at 

græsstråene er lige lange. En bil nogle ville skyde sig i foden for at have 

... Jep. Det er snobbekvarteret, jeg har fundet. Med andre ord: Ingen 

steder at sove. 

Jeg når til et vejkryds og støtter mig op af lygtepælen, stirrer på lyskrydset 

på den anden side af vejen. Der er ingen biler på gaden her, så 

det eneste, jeg kan høre, er de sædvanlige aftenlyde, der nu er at høre i 

en by på den her tid af døgnet. Jeg ser på lyset skifte fra grøn, til gul, til 

rød og tilbage igen et par gange, mens jeg bare lader mit tomme, trætte 

hoved få fred. 

Jeg gnubber Dainas ører, mens jeg overvejer, hvilken vej jeg skal gå. 

Fire forskellige retninger. Fire forskellige veje. Og jeg har ingen ide om, 

hvor de vil føre mig hen. Jeg kommer pludselig til at tænke på noget, 

min far sagde lige før, jeg som attenårig skred ud af døren, uden tanke 

for nogen sinde at komme tilbage. 

“Hvor vil du gå hen? Du har ingen steder at gå. Ingen vej du kan 

følge.” 

Det er nok det klogeste, der nogensinde er kommet ud af den fyldebøttes 

mund. 

84 85

Niels Løkkegaard, Hammel 

Scene 

Bus på landevej. Morgen. 

Paul: ”Nå hvordan går det så?” 

Mia: ”Det går fint, men hvis vi ikke snart rykker os, kommer jeg for 

sent på arbejde!” 

Paul: ”Det var da surt.” 

Mia: “Ja, men det er fint nok, jeg tror jeg ringer til min chef.” 

(Mia tager telefon op af lommen og taster nummer ind.) 

(Mia snakker.) 

(Bussen stopper og Mia skynder sig over til døren.) 

(Paul går langsomt hen til døren, men falder og brækker armen.) 

Paul: ”AVV, HJÆLP!” 

(Buschaufføren skynder sig over til ham.) 

(Ambulancen ankommer.) 

(Mændene løfter Paul op på båren.) 

(De kører.) 

Paul: ”Har jeg brækket noget?” 

Ambulancemanden: ”Ja, du har brækket din arm.” 

Paul: “Av!” 

(De ankommer til hospitalet.) 

Paul: ”Min arm bløder!” 

Sygeplejerske: ”Jamen, så er den måske ikke brækket.” 

Paul: ”Det ligner et bid?” 

Sygeplejerske: ”Jamen, du faldt jo?” 

Paul: ”Ja, jeg forstår det heller ikke.” 

(Paul falder ned fra båren!) 

(Paul dør.) 

Alex 

Han lever i underverdenen. 

Han er en vampyr. 

Han er 14 år gammel. 

Han er forelsket i en pige i klassen. 

Han elsker at drikke Cola og spise ost, skinke og oreganosandwiches. 

Han elsker at slås med de andre drenge fra sin klasse. 

Han vil gerne være politibetjent. 

Han elsker at spille på guitar. 

Nogle gange tager han på natflyvning. 

Han træner sig selv i at ændre sit udsende hver dag. 

En gang om måneden tager han op til overfladen med nogle af de andre 

drenge for at suge menneskeblod. 

Han har en god ven, han tit er sammen med. 

Han hader, når folk stiller ham spørgsmål. 

Han har mellemlangt hår. 

Han har sort hår. 

Han er lidt Don Quijotetypen. 

86 87

Maja Fichman, Glejberg 

Kvinden i natten 

Hun skræmte mig. Hver nat kom hun. Stod bare ved vinduet, høj og 

mager. Hun blev bare ved med at stirre på mig med øjne, der var sorte. 

Der var altid lys bag ved hende, lys som lignede et lynnedslag, der bare 

blev ved i al evighed. Det lange hvide gardin og hendes tynde sommerkjole 

blafrede voldsomt, men jeg kunne ikke mærke nogen vind. Kun 

en kulde, der langsomt bredte sig i værelset og sugede luften ud af mig. 

Nærmest kvalte mig. Jeg følte, jeg skulle dø. Men hun sagde ikke noget. 

Det var det værste. Hendes lange, fedtede, sorte hår klistrede til hendes 

ansigt, som om det regnede på hende. Hun stod nærmest i et uvejr, 

men jeg var i læ. Jeg var levende. Hun var død. Det var jeg ret sikker på. 

Ligesom jeg var sikker på, det var hende, der gjorde, at jeg så underlige 

ting. Ting ingen andre så. 

Det var for det meste dyr eller mennesker, der gik omkring hos mig. 

Snakkede til mig og forventede svar. Nogle gange svarede jeg dem. Andre 

gange ikke, og så blev de sure og begyndte at skubbe til mig, vælte 

mig ned af stolen, og så gloede de andre i klassen. Få gange havde jeg 

også oplevet, at bygninger styrtede sammen, fly faldt ned fra himlen, 

biler kørte ind i mig. Jeg blev bange, skreg og prøvede at undvige. Folk 

stoppede op på gaden og kiggede undrende på mig, men hvad skulle jeg 

sige til dem? Jeg var holdt op med at fortælle de andre om synerne. I 

starten mente de bare, jeg havde feber. Senere blev jeg psykiatrisk undersøgt. 

Jeg blev nødt til at sige, at det hele sikkert bare var noget, jeg 

havde drømt, ellers var jeg endt på en eller anden institution. 

Mareridtene startede med det samme jeg lukkede øjnene, når jeg lagde 

mig til at sove. De var altid forskellige, bortset fra slutningen. Det 

endte altid med, jeg stod i et flammehav og følte mig fanget, og varmen 

trak mig ned mod jorden. Midt i det hele standsede flammerne, og jeg 

troede, jeg var fri, men så blev det koldt, iskoldt, og jeg frøs fast, og 

88 

pludselig vågnede jeg midt i det hele, og så stod hun der. Hver nat. Men 

hvorfor? 

Det var morgen. Heldigvis. Hun var væk. Det var nemmere at holde 

de underlige syn ud end hende. Hun var forfærdelig skræmmende. Jeg 

kom hurtigt i tøjet, brugte ikke lang tid på morgenmaden og spurtede 

så ellers ud ad døren og sprang op på cyklen, af sted til skole. 

Klokken var næsten to. Vi havde snart fri. Skønt! Ikke et eneste underligt 

syn. Faktisk en ganske normal dag. Vi sad et par drenge på gangen 

og lavede en opgave. Det var kedeligt, og jeg kunne ikke rigtig følge 

med, så jeg begyndte at stirre ud i luften. Pludselig blev det køligt. Jeg 

gøs en lille smule. ”Hva’ så Frede? Fryser du?” sagde en af mine venner. 

Jeg rystede på hovedet og kiggede ned ad gangen. En underlig dis 

formede sig for enden. En slags tåge. Den blev tyk, og jeg mærkede 

luften omkring mig blive endnu koldere. Hvad var det, der skete? Det 

her var helt forkert! En sort skikkelse kom frem og blev tydeligere og 

tydeligere. Det var HENDE! Jeg fór tilbage og var helt i chok. ”Hvad 

er der galt med dig, Frederik?” sagde en af de andre drenge. ”Hvorfor 

ryster du sådan?” Han fnøs, men det gik mig ikke på. Normalt ville jeg 

have sprunget på ham eller sagt noget. Men jeg var som frosset til is. 

Helt stiv sad jeg i sofaen. Det var som i mareridtene. Som om natten. 

Denne gang kom hun bare tættere og tættere på, og jeg blev opslugt i 

hendes sorte hår. 

Det var mørkt. Og koldt. Jeg vidste ikke, hvor jeg gik, jeg gik bare, famlede 

i mørke. Hvor var jeg? Pludselig hørte jeg et skrig. Forfærdeligt 

skingert! Jeg tog mig til ørerne, men lyden var så gennemtrængende. 

Det var pinefuldt, og jeg faldt til jorden. Så holdt lyden op, og et lys 

ovenfra faldt ned over mig. En kvindestemme talte til mig, men ordene 

89

var uforståelige, kun mit navn fik jeg af og til fat i. Endnu et lys kom 

ovenfra, men dette faldt på kvinden. Kvinden fra mit værelse. Jeg gøs 

og ville flygte, men jeg var frosset fast. Hun stirrede bare på mig. Længe. 

Forventede hun, at jeg ville sige noget? Så åbnede hun munden. ”Du 

er den udvalgte. Udvalgt til at lede vores hær fra underverdenen.” Hvad 

snakkede hun om? Det her måtte være endnu et mareridt. ”Nej,” sagde 

hun. ”Det her er virkelighed”. Hun svarede på mine tanker. Jeg måtte 

sige noget. ”Jeg forstår ikke helt?” sagde jeg med dirrende stemme. 

Hun stirrede bare på mig med de tomme, sorte øjne. 

”Du er den udvalgte,” gentog hun. Jeg ville ikke lede nogen hær. Jeg 

ville ikke leve i underverdenen. Jeg blev ved med at tvivle på, om det 

her virkelig var virkeligheden. Det måtte jo være et mareridt. Vågn op, 

vågn op, vågn op! ”Så er det godt!” sagde kvinden. Et hav af flammer 

omringede mig, samtidig med at en kulde kvalte mig. Jorden under mig 

opløstes, og jeg faldt og faldt. Ned i dybet. Væk. 

Laura Emilie Eriksen, Ringe 

Grøften 

Det var mørkt. Mit blik stressede rundt til alle sider. Lyde var der nok 

af. Kulden slog mod mine kinder. Det puslede i buskene og jeg fór sammen. 

Bag mig lød der skridt, som fik mig til at springe op og løbe igennem 

skovens uendelige mørke. 

Jeg stoppede først, da jeg mistede fodfæstet og gled ned i en grøft. 

Jeg hev kraven op over mine ører og begyndte modvilligt at klynke 

og hulke. 

Vandet i grøften lavede iskolde plamager på mine bukser, men jeg 

fokuserede på den lyskegle, der nærmede sig. Den gled hen over hvert 

enkelt træ og søgte. Søgte efter mig. Hurtigt begyndte jeg at kravle, så 

lydløst jeg kunne. Væk fra lyskeglen, væk fra manden. Jeg nåede hen til 

en busk, der engang havde stået på bredden, men var væltet i grøften 

under et af de mange stormvejr. Jeg hev den hen foran mig, og den var 

lige akkurat stor nok til at dække mig. Udefra kunne man ikke se mig, 

men til gengæld kunne jeg se alt herinde fra. 

Lyskeglen der gled forbi busken og videre ned langs grøften og manden 

med det store ar, der gik fra øjenbrynet til hagen. Han sparkede til 

en sten, mens han irriteret mumlede. Pludselig flækkede himlen midt 

over af et gigantisk lyn, jeg skreg og gav et spjæt fra mig. Lyskeglen 

drejede hurtigt over på busken igen. 

Manden begyndte at kravle ned i grøften, men faldt og tabte sin lommelygte. 

Jeg sprang ud af busken og op på den anden side. Grøftens 

kanter var nærmest som en slags diger, og jeg kunne gemme mig bag 

dem. Manden lyste hen over hovedet på mig og kom på benene. Regnen 

begyndte at plaske ned og gennemblødte mit hår og de få steder mit tøj 

ikke allerede var vådt. Manden forbandede himlen og forsvandt ind i 

skoven. Lyset forsvandt, da hans lommelygte gik ud. 

Jeg tvivlede på, at jeg kunne finde hjem og besluttede i stedet at tage 

hen til en af mine venner, som jeg vidste, boede i nærheden. Da jeg 

kom til hans hus, vred jeg mit hår og bankede på. Hans far lukkede mig 

90 91

ind og bød mig på varm kakao. Hans mor fandt et uldent tæppe til mig 

og pakkede mig godt ind. Farven begyndte at komme tilbage til mine 

læber. 

”Hvad lavede du dog derude i det herrens vejr?” spurgte moren forundret. 

Hun var lille og tæt bygget. Jeg tøvede lidt. Skulle jeg fortælle 

dem hele historien? - eller bare ”Jeg gik en tur, og så fór jeg vild i mørket”? 

Jeg besluttede mig for det sidste. 

Jennifer Jensen, Lejre 

I morgen dør jeg 

Om 2 dage, 7 timer og 4 minutter bliver jeg kørt over af en lastbil fra 

Coca Cola og dør 30 sekunder efter. Føreren af lastbilen vil stige ud af 

bilen, tilse mit lig og ringe efter en ambulance. Men det er uden betydning. 

Jeg vil ikke vågne, lige meget hvad de gør. 

Jeg vågner op med hjertebanken. Det virkede så virkeligt, det jeg lige 

har drømt. En form for et syn, ligesom dem jeg så ofte har set på film. 

Jeg rejser mig og går ud fra værelset. Appetit har jeg ingen af. Jeg gør 

mig blot klar til at tage i skole. Da jeg mange timer senere kommer 

hjem fra skole, er jeg stadig bange. Sikker på at mit liv om 2 dage og et 

antal timer, jeg har opgivet at regne mig frem til, vil være forbi. Jeg har 

stadig intet spist, da det atter bliver aften. Og jeg har ondt i hovedet, når 

jeg lægger mig til at sove. 

Om 1 dag, 7 timer og 4 minutter bliver jeg kørt over af en lastbil fra 

Coca Cola og dør 30 sekunder efter. Føreren af lastbilen vil stige ud, 

tilse mit lig og ringe efter en ambulance. Men det er uden betydning. 

Jeg vil ikke vågne, lige meget hvad de gør. 

Jeg vågner op med hjertebanken og en krop, der er våd af sved. Mine 

hænder ryster, og min appetit er endnu ikke vendt tilbage. Drømmen 

var den samme, kun en ting var forandret, tallet for dagene var ændret. 

Jeg går ud fra værelset, tager heller ikke noget morgenmad i dag. Jeg er 

mere skræmt end i går, og er det stadig, da jeg kommer hjem fra skole. 

Dagen går så hurtigt, og snart ligger jeg igen i min seng og tænker. 

Forsøger at sove, men fortryder da det til sidst lykkes. 

92 93

Om 7 timer og 4 minutter bliver jeg kørt over af en lastbil fra Coca Cola 

og dør 30 sekunder efter. Føreren af lastbilen vil stige ud, tilse mit lig 

og ringe efter en ambulance. Men det er uden betydning. Jeg vil ikke 

vågne, lige meget hvad de gør. 

Da jeg vågner, aner jeg ikke, hvor mange timer der er gået, siden drømmen 

startede. Men det må være derfra, man tæller timerne og minutterne. 

Rædslen over ikke at have mulighed for at tælle dem er næsten 

ikke til at klare. Som de andre dage spiser jeg intet, jeg gør mig bare 

klar til at tage i skole. Det regner, opdager jeg, da jeg træder udenfor. 

Og det er koldt. Jeg følger en sti, der fører mig op til den vej, jeg skal 

krydse for at komme til skolen. Jeg ser mig for, men åbenbart ikke godt 

nok. 

Jeg bliver kørt over af en lastbil fra Coca Cola og dør 30 sekunder efter. 

Føreren af lastbilen stiger ud, tilser mit lig og ringer efter en ambulance. 

Men det er uden betydning. Jeg vågner ikke, lige meget hvad de 

gør. 

Nadia Braad Larsen, Kjellerup 

Hippie-Tom og Lille Frida 

“Fred, Kærlighed og Frihed!” råbte Gamle Hippie-Tom ind i hovedet 

på Lille Frida. “Stop al den vold, krig og hadet!” fortsatte han hashpåvirket. 

“Jamen Gamle Hippie-Tom,” indskød Lille Frida, “hvis der kun var 

gode ting i livet, så ville du slet ikke lægge mærke til, at de var gode. 

Derfor er der nødt til at være dårlige ting også, såsom krig og had, vold, 

torsdage, og teknomusik. Du er nødt til at tage hele pakken med, Gamle 

Hippie-Tom, og hvis der ingen dårlige ting var, ville du jo heller ingenting 

have at kæmpe for vel?” 

“Nej … snøvlede Gamle Hippie-Tom med de gule rande om øjnene 

hængende en meter under hagen, “det var jo også det jeg netop skulle 

til at sige …” 

“Vel var det ej,” afbryder Lille Frida, “du skulle til at sige noget om, 

at du vil have frigjort Hashen!” 

“Ja, oss’ det,” harkede Gamle Hippie-Tom. “Men jeg er faktisk en 

ganske dybsindig mand, at du ved det, min lille ven.” 

Lille Frida himler opgivende med øjnene, men det lægger Gamle Hippie-Tom 

slet ikke mærke til, han er nemlig dybt optaget af en samtale 

med sin usynlige ven Finn, den flyvende kartoffelpandekage. 

“Og hvordan mener du så måske lige, at det skulle forestille at gå til, 

at du var en dybsindig mand?” spørger Lille Frida bedrevidende. 

“Jamen, jeg ved alt muligt!” hamrer Gamle Hippie-Tom, “jeg kender 

meningen med livet!” 

Lille Frida griner, ”Ha, som om du gør… Hvad er den så?” 

“Ja, det ... Det er så men … Øh …” begynder Gamle Hippie-Tom lidt 

tøvende, “det er du altså slet ikke gammel nok til at kunne forstå!” 

Lille Frida griner igen hånligt af ham. Som om den gamle påvirkede 

hippieskid ved noget som helst. 

“Hvis ikke du siger det, så siger jeg til Finn, at han faktisk bare er en 

manifestation af din syge hjerne!” truer Lille Frida. 

94 95

“Alright, okay …” Tom bukker under for Fridas tomme trusler. “Det 

er såmænd … at …” – så når Gamle Hippie-Tom ikke længere, for 

pludselig kommer der en snigskytte fra Ministeriet-der-tager-sig-afat-børn-endelig-ikke-må-tro-at-der-er-noget-galt-med-livet-eller-atverden-er-Fragelland-når-den-blot-er-den-virkelige-verden 

og plaffer 

Gamle Hippie-Tom ned på åben gade. 

“Hm …” tænker lille Frida, “måske havde den gamle hippie alligevel 

fat i et eller andet?” 

Båd-bygger-Kurts historie 

Der var en mand. Manden boede i et hus tæt på havet. Manden hed 

Båd-bygger-Kurt, og sådan hed han, fordi han en gang for længe siden 

i sin fortid havde bygget mange både til byen, men det var han for 

længst holdt op med, da han havde fået gigt i sin venstre balle. Men 

Båd-bygger-Kurt var altså venner med alle i hele den lille by Sønderho. 

Det var sjovt nok også der, han boede. I Sønderho altså. Han boede i et 

hvidt hus med grønt tag, midt på diget. Han havde selv bygget huset. 

Alle folk i byen mente, at det var dumt af ham at bygge sit hus midt 

på diget, for hvad hvis nu det blev stormvejr og oversvømmet? Bådbygger-Kurt 

mente nu ikke at der kunne være nogen fare ved det. Han 

sørgede nemlig ikke blot for at holde sig gode venner med alle folkene 

i Sønderho, han vidste at det også var vigtigt at holde sig gode venner 

med Sønderhohavnens havgud Kaj. 

Så skete der selvfølgelig det, at det blev stormvejr, og vandet steg og 

steg. Snart var det helt oppe ved digets kant. Men Båd-bygger-Kurt 

havde lige netop den samme dag ofret et kæmpestort fad kartoffelpandekager 

til Kaj, og for øvrigt var Kurt også havgudens bedste (og 

eneste) ven. For der var nemlig det ved Sønderho, at det kun var Kurt 

der troede på, at havguden overhovedet eksisterede. De andre mente, at 

Kurt bare var en gammel tosse, men Kurt var meget mere end det, så 

derfor, da vandet begyndte at stige, beskyttede Kaj Kurts hus, og hans 

hus blev ikke det mindste ramt af vandet. Resten af byen derimod lå 

under vand i 15 dage. Folkene i byen var selvfølgelig ikke under vand så 

længe. Da der var gået omkring 1½ time, flygtede de alle, og da Kurts 

hus var det eneste der ikke lå under vand, var det der de søgte hen. 

Heldigvis havde Kurt kaffe på kanden. 

Ole Dresstop Kjolekjær 

Mand. 48. Bor i Øllebællerby, Skørtegade 6, og er havnearbejder. Bruger 

størrelse 43½ i sko. Elsker Volvo og øl. Hans hobby er at drikke bajere 

med John nede på kroen. Han går altid i kedeldragter og er ikke så glad 

for hygiejne. 1.78 høj. Han har en skjult hobby. Kjoler. Elsker at tage et 

tylskørt uden på kedeldragten. Er misundelig på Johns Puch Maxi. Om 

onsdagen går han til ballet. Hører typisk dansktop, især Bjørn og Okay, 

dog også Kim Larsen engang imellem, er også lidt til jazz, når han er 

nedtrykt. Har ingen børn, men er lun på Connie nede fra Pubben. Ole 

elsker at give kommunen skylden for alle sine problemer. Dette gør han 

tit sammen med John, Gunner, CC og Tommy Alright, der også alle tre 

er passionerede klagere. Han arbejder i CC’s firma: CC Horsens. Udover 

det elsker han at shoppe blondeundertøj, og hver fredag tager han ind 

til sin skrædder for at prøve kjoler. Han har en hund, der hedder Pølse. 

96 97

Freja Henner Haagensen, Humble 

Hjemløs 

Hun griner og trækker i sin hestehale, der bølger lyst ned over skulderen. 

En duft af sommergræs fylder legepladsen. Sara, den smukkeste 

pige på skolen. Hun er så sej og tager altid alting så roligt. Jeg ville ønske, 

jeg var ligesom hende. For alle kan lide Sara. Jeg beundrer hende. 

Måden sommersolens stråler rammer hendes hår på, hendes smil, latter 

og lyse stemme, når hun kalder mig over til sig fra sin solbeskinnede 

plads på legepladsen og hvisker lette ord i mit øre, mens de andre 

børn på gyngerne kigger misundeligt på. Jeg er glad for, at hun bruger 

tid på mig, at hun overhovedet vil være sammen med mig. Jeg er genert 

og tør ikke alle de ting hun tør, tænker jeg, mens hun løber grinende af 

sted for at klatre op i gyngestativet. Vinden leger med hendes hår. Hun 

kalder mig op til sig, jeg vil gerne, men tør ikke. Jeg ryster genert på 

hovedet og træder et par skridt baglæns. Hun griner og klapper med de 

små hænder på det varme stativ. “Kom nu!” 

En hård knude samler sig i min mave. Jeg vil være som hende, hvorfor 

er jeg altid den, der ender med at bryde sammen. Knuden presser sig 

op igennem min hals. Jeg vil ikke græde, ikke her. Jeg vil være sej over 

for Sara, tænker jeg med knyttede hænder, men det hjælper ikke, jeg 

begynder at græde og sætter mig ned, med varme tårer løbende ned ad 

kinderne, verden bryder sammen. 

I det samme mærker jeg en varm hånd på min kind, jeg ser op og 

møder Saras blik, hun lægger bekymret hovedet på skrå. “Emma, hvad 

græder du for?” Jeg græder endnu mere over, at hun nu har set mig 

blottet på denne måde. “Det er ikke dig!” snøfter jeg højt. Hun griner, 

hendes latter varmer mig indeni. “Hey!” siger hun pludselig med 

spænding i stemmen. “Hvad med, at vi tager over til mig nu?” Hun 

kigger på mig med spændte øjne og halvåben mund. “Vi kunne lege 

hos mig!” 

Jeg snøfter, tørrer mine øjne og nikker. Hun nikker igen og tager mig 

i hånden. Sammen går vi hjemad mod hende. Vilde forestillinger om 

98 

hvilket fantastisk hus hun må bo I, cirkulerer i mit hoved, det bliver 

spændende. 

Jeg begynder at småhoppe hen af gaden. Vi ser på hinanden og griner 

igen. Pludselig standser vi. “Her bor jeg!” Hun peger ivrigt med hele 

armen imod lossepladsen. Jeg står måbende tilbage. Jeg havde aldrig 

troet, at hun var hjemløs. 

Det sker når du mindst venter det 

Baren var fuld af ubehagelige mennesker. De sad med slørede blikke i 

en tåge af røg og med alkohol boblende i bunden af deres glas. Der var 

meget larm, hver eneste mand råbte til kvinderne, der havde trukket 

sig op i et hjørne af baren med læbestift på kanten af deres drinks. De 

høje støvler gik dem til over knæene på de slanke ben. 

Manden foran Johnny pustede overlegent en tyk røgsky i hovedet på 

ham. Johnny ignorerede ham. En uro rørte på sig i ham, der var kun 

én han tænkte på. En af pigerne gik vaklende op, og gik grinende imod 

ham. Han sukkede dybt. Han var ikke i humør til at snakke med nogen. 

Kvinden satte sig ved siden af ham og præsenterede snøvlende sig selv, 

en tyk lugt af røg og alkohol dampede fra hendes mund og ud i rummet. 

Hendes parfume var tung og vækkede minder bag hans flakkende 

blik. Han tog sig til hovedet og prøvede at lukke pigens uafbrudte tale 

ude, men uden held. 

“Er du okay?” skingrede det i hans hoved. Pigen havde lagt en hånd 

på hans skulder. Han mumlede noget utydeligt til hende og rejste sig 

hurtigt. Alting snurrede omkring ham, men han ville bare væk. Lugten 

af fulde mennesker fik ham til at vakle. Den kolde decemberluft 

ramte ham som et slag i ansigtet, da han trådte uden for baren. Der stod 

99

grupper af folk rundt omkring på den mørke gade og inhalerede røg fra 

store cigarer. En tynd latter hørtes tydeligt. 

Neonlysene flashede og kastede skygger. Johnny vandrede ned ad gaden 

som et spøgelse, ingen så ham. Han var usynlig for alle. Han satte 

sig ned på et gadehjørne, og pressede ryggen mod den kolde mur. Han 

lukkede øjnende og huskede stemmen. “Johnny” havde den sagt “Johnny, 

du er alt for mig.” “Som om,” snøvlede han og begravede ansigtet i 

hænderne. Der lød en dyb hulken fra ham, alt imens minder passerede 

for hans indre blik. Fyldt op med selvmedlidenhed og had skulle han til 

at rejse sig igen, da han pludselig hørte en hæs stemme: “Se dog ikke 

sådan ud, der er folk, der har det værre end dig.” Han havde svært ved 

at høre, hvor stemmen kom fra. 

Det var ikke en stemme han kendte, men han mente, at han havde 

hørt den før. 

Han opdagede en gammel mand, der sad med et brunt tæppe over sig 

og en hund ved sin side. Johnny gøs. Tænk at han ikke havde opdaget 

manden, der ellers sad så tæt på. Hunden havde hvide lysende øjne og 

sad og stirrede tomt ud i luften. Johnny spurgte manden, om han lige 

var kommet, mens han holdt øjnene på den deforme hund, der sad stille 

og ubevægelig. “Måske har jeg altid været her, du ser mig bare ikke.” 

Han strøg sin hund over pelsen. 

“Du glemmer vist, at tiden går,” sagde han. 

Johnny fnøs bare ad ham, hvad var det for noget pis at fyre af? 

En iskold vind fik Johnnys korte hår til at danse en smule i vinden. Kun 

et øjeblik havde hans blik fulgt en kvinde, der med høje hæle smældede 

mod baren, men da han flyttede blikket tilbage mod den gamle var han 

væk. Johnny var ligeglad. Han rodede bare i lommen for at finde en cigaret, 

da han pludselig opdagede at hans ur var væk. Han gravede dybt 

i lommen på sin brune vinterfrakke, men uden resultat. Han huskede 

at manden havde sagt noget om tid. Han glemte helt trangen til nikotin 

og hastede ned ad gaden. Grinende ansigter og vaklende folk gled forbi 

ham og flød ud i et væld af farver for hans blik. 

“Har I set en gammel mand her et sted?” råbte han frustreret efter 

en lille gruppe mennesker. De kiggede alle underligt på ham. “Hvorfor, 

det er måske din skytsengel?” råbte de hånligt. 

Johnny stivnede, mens billedet af manden blev ved med at presse sig 

på for hans indre blik. 

Det sker jo, når man mindst venter det. 

100 101

Amalie Malmgren Asmild

Julie Bank Rasmussen, Hinnerup 

Til den bitre ende 

Johannes Nielsen blev født d. 12. 9. 1877. Han var en unge, der skreg 

meget. En ulidelig pestilens for sine fortvivlede forældre. Som barn blev 

han mobbet af de andre drenge. Som resultat af en genetisk fejl, der hørte 

hans familie til, var hans øjenbryn vokset sammen. Foruden monobryn 

havde han kraftigt underbid, tjavset tisgult hår og store ører. Hans 

næse lignede et ørnenæb og var den ting, han blev drillet mest med. 

Selvtillid havde han ikke meget af. Som følge deraf blev skibet ”Mågen” 

hans tilflugtssted. Men det forholdt sig sådan, at sømændene var 

værre, end drengene havde været. Mere og mere af Johannes forsvandt. 

Hans tanker blev mørke og dystre. Det ville måske være endt i tragedie 

allerede her, hvis ikke Asmine Pedersen var kommet ind i Johannes’ 

ellers så usle liv. De giftede sig, fik børn og hele svineriet. Johannes var 

lykkelig. Men i 1936 greb han sin kone på fersk gerning. Hun havde 

været ham utro med hans egen bror, Jørgen. Johannes var knust. Hans 

kat Røde blev efterhånden det eneste, der kunne gøre ham glad. Men en 

kold og blæsende januardag fandt han Røde liggende død på grusstien. 

En halvstiv hestevognsfører havde kørt Røde over. Da katten var væk, 

blev Johannes skør. D. 11. 6. 1937 blev der endelig gjort en ende på hans 

lidelse. Fuld og fordrukken, som han havde været siden Rødes død, skar 

han halsen over på sig selv. Få mødte op til begravelsen. 

Det nye hus 

Jeg gik hen ad vores gulv med min bamse i hånden. hr. Teddybjørn. 

Mit mareridt havde været slemt. Et stort uhyggeligt hus med spøgelser. 

Spøgelserne havde været efter mig. Der havde været en kniv. Den 

glimtede ikke som dem, vi har i køkkenet. Jeg var bange og gik videre 

hen ad gangen. Hen mod soveværelset. Jeg åbnede døren, der gav et 

knirk fra sig. 

”Mareridt igen?” spurgte mor. 

Jeg nikkede og lagde mig i sengen og sov indtil næste morgen. 

Mor vækkede mig og sagde, at der var morgenmad. På vores træbord 

stod der pandekager med sukker og syltetøj. Min livret. Far sad med sin 

avis og en kop kaffe. 

”Liva har haft mareridt igen,” sagde mor og vendte en pandekage i 

luften. Mor var super til at bage pandekager. Hun lavede jordens bedste. 

”Okay,” sagde han og bladrede i sin enorme avis. 

”Hører du overhovedet efter, hvad jeg siger?” spurgte mor. Hun så 

vred ud. Ligesom den dag, hun fortalte far, at han skulle sove inde på 

sofaen. Ligesom den dag hun råbte ad far og den dag, hun havde sagt, 

at han skulle gå. 

”Må jeg få nogle flere pandekager?” spurgte jeg. 

”Selvfølgelig, skat,” svarede mor. Hun kom ud af køkkenet med en 

stor lækker pandekage på en tallerken. Hun havde en flot kjole med 

blomster på. Hun gik hen mod mig. Hun duftede af vaniljeis. En pandekage 

blev lagt på min tallerken. Jeg mærkede hendes varme hånd stryge 

over min kind. Jeg puttede godt med syltetøj og sukker på. Sådan 

smagte det bedst. Efter min femte pandekage gjorde min mave ondt. Jeg 

slikkede sukkeret af tallerkenen. 

”Liva, vi har noget at fortælle dig,” sagde mor. Hun snoede noget af 

sit brune hår om sin ene finger. 

”Mor og far har besluttet bare at være venner,” sagde mor. ”Vi skal 

104 105

ikke længere bo sammen”. 

”Hvorfor?” spurgte jeg forvirret. 

”Jo, ser du,” min mor kiggede på mig med sine blå øjne. ”Vi har brug 

for at være venner i et stykke tid. Men uanset hvad der sker, skal du 

huske på, at vi elsker dig højere end noget andet, lille skat.” 

”Skal vi så flytte?” spurgte jeg. 

”Det skal vi. Hen til et nyt og flot hus. Det skal nok blive godt, lille 

skat,” svarede mor med et smil om munden. 

Dagene går. 

Tiden flyver af sted. 

Dag til nat. Nat til dag. 

En larmende kat 

I den mørke nat. 

Den gavmilde giver husly. 

Mor havde sagt, at vi skulle hen og se det nye hus. I min arm havde 

jeg hr. Teddybjørn. Mor virkede glad. Gladere end jeg havde set hende 

i lang tid. 

”Kom lille skat,” sagde hun. 

Jeg kiggede ud over det snedækkede landskab. Far var væk. Mor sagde, 

at han havde travlt. Jeg savnede ham. Hun tog min hånd og førte 

mig hen til en gul bil. Vi kørte af sted. 

”Jeg ser noget grønt,” sagde jeg smilende. 

”Hmm, den var svær. Er det græsset?” spurgte hun. 

”Nej,” svarede jeg. 

”Et hus?” 

”Nej, kom nu mor” 

”Bilen?” 

”Nej” 

”Træerne?” 

”Ja, du gættede det,” svarede jeg. 

Vi legede i lang tid. Mor gav manden, der havde kørt os, nogle skinnende 

mønter. Så ankom vi til huset. Det lignede huset fra mit mareridt. 

”Mor, behøver vi bo her?” spurgte jeg. 

”Ja, skat, det gør vi,” svarede mor. 

Vi gik ind. Jeg holdt min mor i hånden. Hellere være på den sikre side. 

Mor viste mig og hr. Teddybjørn, hvor vores værelse var. Jeg fandt min 

malebog frem og begyndte at male. 

”Aftensmad,” kaldte mor. 

Jeg gik ind i køkkenet. Mor stod og hakkede gulerødder. I hånden 

havde hun en kniv. Den glimtede ikke. Det var kniven fra mit mareridt. 

”Mor, jeg kan ikke lide den kniv,” sagde jeg. 

”Det er det eneste, vi lige har, lille skat. Jeg skal nok få købt en ny. 

Den skærer heller ikke særlig godt,” sagde mor. 

Jeg var ikke bange mere. Mareridtene forsvandt. 

106 107

Gita Andersen, Skanderborg 

Scene 

En lejlighed midt i byen. Aften. 

Jacob: (Farer ind i lejligheden og ind på toilettet. Åbner skabet og tager 

et glas piller frem, putter nogle i munden.) 

Maria: (Kommer løbede ind efter ham.) Er du okay? 

Jacob: Jeg har det fint. Og du behøver ikke at reagere sådan, jeg dør ikke 

af det mindste anfald. 

Maria: Det’ bare, jeg ved ikke rigtig, det kommer som et chok. 

(Lang pause imellem dem.) 

Maria: Du kunne godt have fortalt mig det noget tidligere, det er jo 

ikke noget, der udvikler sig fra den ene dag til den anden. Jeg holder af 

dig … Jeg har ret til at vide det. 

Jacob: (Tager jakken af og sætter sig ned i en stol.) Er det ikke min 

beslutning? Det er mig, der fejler noget. Måske var jeg ikke klar til at 

fortælle dig det, du ville blive ked af det, eller … 

Maria: (Sætter sin taske på bordet.) Eller hvad? 

Jacob: Ikke noget. 

Maria: Jo, eller hvad? 

Jacob: (Tøvende) Det ved jeg ikke, sådan som du opfører dig nu, måske. 

Maria: Hvordan opfører jeg mig da? Dårligt, godt, hvordan vil du have, 

at jeg skal opføre mig. Hvordan tror du, jeg har det? Tror du, det er 

særlig let at få at vide, at ens kæreste er dødelig syg. At, at, at ... Arh! 

For helvede. (Sætter sig ned.) 

Jacob: Slap nu af. 

Maria: Nej, for helvede! Du kan ikke bare sige til mig, at jeg skal slappe 

af, du skal dø, og du har ikke fortalt mig det. 

Jacob: Jeg viste jo ikke, hvordan du ville … 

Maria: Du skal ikke sige det der igen! Du skulle have fortalt mig det, da 

du fik det at vide. Det er ikke fair. 

Jacob: (Peger på sig selv) er JEG ikke fair ...? Hvad med dig, der bare 

skælder ud på mig? 

Maria: Kan du ikke se, at det får andre ting til at virke som en løgn? Jeg 

synes sgu’ da ikke, det er rart at få at vide, at du har løjet. 

Jacob: Hvad har jeg løjet om? 

Maria: Om at vi skulle giftes. Om at vi skulle ha’ et stort bryllup og få 

to børn, når vi begge var færdige med vores uddannelser. 

Jacob: Det er jo ikke sikkert, at … glem det, glem alt sammen. Jeg går 

i seng, jeg er træt. Jeg orker ikke at skændes. (Går langsomt ind mod 

soveværelset.) 

Maria: Vi skændes da ikke. 

Jacob: Bare stop, okay. Jeg er ikke i humør til det her. (Lukker døren 

efter sig til soveværelset.) 

Maria: (Hænger jakken på plads på knagerækken, knuger den i kort tid 

og lægger sig så ind på sofaen.) 

108 109

Elisabeth Toft, Ringsted 

Spring Nicht 

”Luder,” ”Emo,” jeg klemte mine bøger indtil mig, imens jeg gik ned 

ad gangen. De blev ved. ”Gå dog hjem og begå selvmord,” de kiggede 

på mig. Det var ikke noget nyt. Mine sko sad løst om mine fødder, 

fordi de var så slidte, og mit hår hang bare ned over mine skuldre. Jeg 

fik mindre og mindre lyst til at gøre noget ud af mig selv for hver dag, 

der gik. ”Hvad så emo? Har du været hjemme og cutte for nyligt?” 

jeg ignorerede dem og sendte kolde blikke ned til det hårde stengulv. 

Skolen var ikke ligefrem mit yndlingssted. Jeg fortsatte ned ad gangen 

og prøvede at lukke alle sætningerne ude af mit hoved. Det eneste, der 

hjalp lidt, var de høretelefoner jeg havde i ørerne, der blev bare ikke 

spillet musik. Det var ved at blive for meget for mig. Jeg drejede ind i 

tysklokalet og så mig rundt. Folk gloede på mig og begyndte at hviske 

sammen. Jeg satte mig ned ved et alene bord bagerst i klassen og fandt 

mine bøger + min skrivebog. Siden jeg var helt lille har jeg altid elsket 

at skrive, og har gjort det konstant. For to år siden fik jeg en bog i fødselsdagsgave 

af min daværende bedsteveninde og har elsket den højt 

siden. ”Kæft hvor er hun klam,” hviskede en pige til en anden pige, der 

sad to rækker foran mig. Jeg skulede til dem og havde næsten lyst til at 

hvæse af dem. ”i det mindste har jeg da en stil ...” tænkte jeg for mig 

selv og fandt min stiftblyant frem. Der var ikke mange elever herinde. 

Mange elever pjækkede fra tysk og engelsk. Det var heller ikke specielt 

spændende, men jeg nød at sidde for mig selv og skrive. Jeg ignorerede 

de sedler, der blev smidt efter mig, for jeg vidste godt, hvad der stod 

på dem. Det samme som de råbte. Luder, emo, kælling, faggot nogle 

gange endda. Der var mange ting, jeg godt kunne leve uden. Jeg sad 

bare og skrev alene, og prøvede at lukke lærens snak ud af mit hoved. 

Det eneste, jeg ville have derinde, var min musik og mine ideer. Intet 

andet. Jeg havde ikke behov for andet. Jeg havde ikke behov for kærlighed. 

Jeg havde klaret mig uden i to år, og jeg ville sagtens kunne klare 

mig uden meget længe endnu. Hvis jeg ellers ville leve så længe endnu. 

110 

Mine selvmordstanker blev stærkere og stærkere for hver dag, og jeg 

overvejede i forvejen, hvordan det skulle gøres. 

Da timen sluttede, havde jeg besluttet mig. Mit liv var ikke værd at 

leve. Efter skole, gik jeg hjem på mit værelse og tog min yndlingstaske. 

Jeg lagde ikke specielt meget i. Min skrivebog, mit penalhus, og min 

tegnebog. Intet andet. Jeg ventede. Jeg ventede bare på at klokken skulle 

blive halv ni. Jeg ved ikke hvorfor jeg lige præcis valgte det tidspunkt, 

men det skulle være der. Da klokken blev halv ni, gik jeg ned i køkkenet, 

åbnede vinduerne helt op for at min mor kunne slippe for lugten af 

min brors smøger og stoffer, og fortsatte, uden at sige farvel til noget 

af det jeg lod tilbage. Jeg gik fast besluttet på at nå mit mål. Der var 

ikke langt igen. Det regnede udenfor, og der var igen mennesker. Det 

var lige præcis det tidspunkt, hvor alle enten var inde og spise eller 

bare ikke gad være ude. Parkeringshuset var stort. Jeg havde min iPod i 

ørerne og havde skruet helt op for Tokio Hotels ”Spring Nicht“. Jeg lyttede 

meget til deres musik, men jeg kendte dem ikke rigtigt. Jeg løb op 

af trapperne i parkeringshuset og op på taget. Det var virkelig et smukt 

syn. Lyset var tændt overalt i Berlins gader, og regndråber faldt ned 

fra himlen. Oppe på taget lå der vandpytter over det hele. Jeg kunne 

se kanten. Jeg trådte frem imod den. Ca. 50 cm høj og 30 cm bred. Det 

var perfekt. Jeg havde skrevet en sidste sætning i min bog, og håbede 

bare regnen ikke ødelagde den. Da jeg trådte op på kanten, stoppede jeg 

min musik. Der var helt stille nu. Alt, man kunne høre, var regnen, 

der faldt. Jeg vendte hovedet op imod himlen. ”Farvel onde verden,” 

det hele gik lidt for hurtigt. En dame skreg ovre i et vindue, folk kiggede 

ud af deres vinduer og begyndte at råbe og kort tid efter var der 

brandvæsen i gaden og en kæmpe tilskuermængde. ”Pige! Lad vær med 

at begå selvmord,” sagde en mand i brandmandstøj med en megafon. 

”Bare hold jeres kæft,” hviskede jeg og knugede min taske indtil mig. 

Jeg vendte ryggen til byen og lukkede øjnene, parat til at falde, da jeg 

111

hørte skridt på taget. De stod lidt fra mig. Det band jeg havde lyttet lidt 

til de sidste par uger. Tokio Hotel. 

Ich schrei in die Nacht für dich 

Lass mich nicht im Stich 

Spring nicht! 

Die Lichter fangen dich nicht, sie betrügen dich 

Spring nicht! 

Erinner dich, an dich und mich! 

Det var Bill, der sang. Han gik over imod mig. ”Jeg kender dig ikke, 

men lad vær’. Ingen fortjener at begå selvmord,” sagde han og så mig 

direkte i øjnene. ”Et skridt til og jeg springer,” min stemme var hæs. 

”Lad vær’,” han stoppede brat op og så bedende på mig. ”Hvorfor? Jeg 

har ingen grund til at leve mere,” sagde jeg. ”Jo du har. Som jeg sagde. 

Ingen fortjener at begå selvmord,” sagde Bill. ”Jo, jeg gør,” sagde jeg 

stille. Tom trådte frem. ”Hold nu op. Kom med os,” han så på mig 

med de der smukke brune øjne, han har. ”Drengen jeg elsker, elsker 

en anden. Jeg har ingen grund til at leve,” jeg lukkede øjnene og så 

Alex’ ansigt for mig. Jeg havde set ham sammen med Julie, og havde 

fået bekræftet de kom sammen. ”Jamen så kæmp dog for ham i stedet 

for at giv op på den måde!” sagde Bill og trådte et skridt nærmere. Jeg 

lukkede øjnene, og skulle lige til at springe, da jeg hørte en stemme, jeg 

kendte lidt for godt. ”Nu stopper du lige der, Elisabeth,” jeg åbnede øjnene 

og så ham stå der. Kæft hvor var han egentlig lille i forhold til Bill 

og Tom. ”Hvorfor skulle jeg?” hviskede jeg. Min stemme var helt hæs. 

Jeg stod som frosset fast til stedet, imens han gik tættere og tættere på 

mig. ”Lad dog vær’, hun springer!” Tom lagde en arm foran ham. ”Nej 

hun gør ej. For så springer jeg efter hende,” sagde Alex og begyndte at 

gå frem imod mig. ”Kom nu herned til mig putte,” sagde han bedende 

og tog fat i min hånd. ”Nej ...” hviskede jeg og kunne mærke en tåre på 

min kind. ”Hvad skal jeg gøre for at få dig til at blive?” spurgte han. 

”Du kan ikke gøre noget. Jeg er fortabt,” hviskede jeg og trak min hånd 

ud af hans. ”Hold op, Eli!” Han lagde armene om mig og løftede mig 

ned fra kanten. Dér brød jeg fuldstændigt sammen. Jeg græd og jeg 

græd, imens han bare stod med armene om mig og prøvede at trøste 

mig. ”Sååså, putte. Alt bliver godt nu,” sagde han og vuggede mig blidt 

fra side til side. ”Hvorfor gør du overhovedet det her? Du er jo kærester 

med Julie,” jeg tørrede mine tåre væk og så på ham. ”Nej jeg er 

ej. Hvem har givet dig den tanke? Julie er min eks, men det er lang tid 

siden,” sagde han undrende. ”Jeg så jer,” jeg skubbede mig selv væk fra 

ham og løb over imod kanten. Han lagde armene om mig, og da han er 

meget stærkere end jeg er, fik han hurtigt hevet mig tilbage. Jeg kæmpede 

imod med alle mine kræfter, men Tom og Bill stillede sig foran 

mig og holdte mig tilbage. ”Hold så op! Kom med her,” Alex løftede 

mig og begyndte at gå. Vi nåede ned til første sal. ”Jeg klarer den herfra. 

Tak for at holde hende tilbage,” sagde han, satte mig ned og lagde 

armene om mig. Jeg stod bare og nød at stå sammen med Alex. Bill og 

Tom nikkede og gik, og Alex så på mig. ”Lov mig du aldrig prøver på 

det der igen,” sagde han helt alvorligt og så mig direkte i øjnene. ”Det 

kan jeg ikke love dig,” hviskede jeg og så ned på vores sko. ”Kig her, 

der sidder ingen øjne på det hoved,” jeg forstod ikke først, men smilede 

så da jeg så perversheden i den. ”Hvorfor?” spurgte jeg og så op på 

ham. ”Fordi jeg be’r dig om det,” sagde han og nussede mig på ryggen. 

”Hvorfor skulle jeg lytte?” spurgte jeg og så på ham. ”Derfor,” han 

lænede sig ned imod mig og kyssede mig. Det var ikke med tunge eller 

noget, men det var stadig himmelsk, for det var mit første kys, og jeg 

følte virkelig noget for Alex. ”Derfor skal du lytte efter hvad jeg siger,” 

112 113

hviskede han og nussede mig på kinden. ”Jamen så vil jeg da lytte efter 

hvad du siger ...” jeg var helt åndeløs og længtes efter ham. Jeg lagde 

mit hoved mod hans bryst og nød bare at kunne høre hans hjerte slå. 

For første gang i mit liv var alt perfekt. 

Elizabeth Schrøder Sørensen, Herning 

Den rejsende fløjtespiller 

Victoriansk tid, kroen. Sent på aftenen. 

Vladimir går ind. Snakken forstummer. 

VLADIMIR: Vær’ hilset i Dronning Victorias navn! 

KROEJEREN: Hvad vil en fremmed, klædt i silke, i vores by? 

En mumlen om den nyankomne spredes i kroen. 

VLADIMIR: Tys! Mit tøj er nok af silke, men jeg er ligesom jer. En 

hund som jer. 

KROEJEREN: Hund!? Hah! Du har aldrig i dit liv slidt og slæbt. Dine 

hænder er for smukke til det. Du er helt og aldeles adelig. Sig mig, min 

fine ven, hvor kommer du fra? 

VLADIMIR: Mine hænder er smukke, ja! Men adelig er jeg ej. Jeg er en 

simpel fløjtespiller, fra Rusland. Jeg er fra Moskva, den smukkeste by 

du nogensinde finder, min gode herre! 

Artjom dukker op. 

ARTJOM: Vladimir! Hvor er det godt at se dig, min rejsende fælle. 

Vore veje krydses endelig igen. 

VLADIMIR: Artjom! Det er også godt at se dig, min ven. Hvor er du 

dog blevet høj. Og ja, endelig krydses vore veje igen. Hvordan går det 

med dit spil? Du ligner ikke just en, der øver hver dag. Har du fået andet 

i tankerne? 

Begge omfavner hinanden. Snakken forstummer igen. 

114 115

ARTJOM: Jeg øver ikke hver dag, mine tanker er fløjet videre. Fløjten 

har jeg givet videre til min datter, Zhenni, hun er en langt bedre musiker, 

end jeg nogensinde kunne blive. Du burde møde hende en dag. 

VLADIMIR: Meget gerne, min kære ven! Er hun her på kroen med 

dig eller hjemme? Jeg regner jo med, at du også har kone, siden du har 

barn. 

ARTJOM: Min kone er død. Død og begravet! Men ak ... Jeg har fundet 

mig en ny, Rosetta er hendes navn, og Zhenni elsker hende. Vladimir, 

kom med mig hjem, mød min familie. Du er en rejsende med lang vej 

foran dig, det ved jeg, og inden du drager videre, skal du møde min 

familie. 

Begge svinger deres kapper om sig og går. Snakken summer op igen. 

116 

Mit værelse 

117 

Oliver Boel, Vodskov 

Jeg går ned ad de to trappetrin. Gulvet knager, og der kommer kold 

luft dernede fra. Gyser. Går straks hen til computerbordet. Jeg sukker. 

Tænker.. Mit værelse er to værelser der er sat sammen. Adskilt 

af et hul i væggen. Men det er fint nok. Det ser næsten fyrsteligt ud. 

Foran min lille trappe har jeg reolerne. De er altid propfyldt med tøj. 

Til venstre for reolerne er mit computerbord. Det er aflangt, og det er 

for det meste helt fyldt. Der er spil, der ligger på gulvet og smidt over 

det hele, der er en støvet printer, og selvfølgelig min computer, der altid 

kører på fuldt drøn – når jeg er hjemme. Ved siden af mit computerbord 

er min altan. Jeg bor på første etage i vores enorme hus. Jeg går ud på 

altanen, og kigger ud over vores store have og vores smukke by. Vi har 

et stort træ i vores have. Bladene falder ned stille. Jeg sukker. Efteråret. 

Græsplænen er grøn. Den er smuk.. Ved siden af græsplænen har vi en 

dam. Dammen plasker konstant, og man kan høre lydene fra omløbet. 

Det er behageligt at høre på.. Jeg kigger på min garage. Garagen er stor. 

Derinde har vi alting. 

Går tilbage til mit værelse og sætter mig med dynen igen. Koldt, koldt 

koldt. Ønsker mig virkelig bedre isolation. Sætter mig i min seng. Den 

står helt inde i hjørnet, opad den adskillende væg imellem mine sammensatte 

værelser. Jeg kigger på mit tv. Det er slukket. Det bøjer sig 

forover. Mit blik går ned til mine kommoder, hvor fjernsynet står. De 

er fyldte med bøger og spil. Kigger jeg til venstre ser jeg min sofa. Den 

skiller sig ud med dens sandfarve. Den er ikke stor. Men stor nok. Vi 

har haft den siden jeg var to. Jeg kigger til højre. Der er to metalborde. 

De er fyldt med bøgerne, som jeg ikke gider rydde op i. Blyanter, som 

jeg aldrig bruger, og en håndvask, der kun giver lunkent vand. Går op 

igen. Går hen på mit badeværelse, der står lige bag vasken. Der står alt 

grej, man skal bruge på badeværelset. Der roder, og der er for det meste 

tøj på hele gulvet. Her bor jeg. Det er her, jeg spilder min ungdom. Det

er her, jeg sidder hver eftermiddag og aften. Det er her, jeg hører til, i 

dette kolde værelse. 

Klasseskift 

Det var en kold formiddag. Klassen stod ved kirken. Det var dagen før 

juleferien, og jeg havde fået en nyhed nogle få minutter før skole ... Jeg 

skulle skifte skole. Jeg skulle gå i en ... specialklasse. 

Ingen skænkede mig blikke. Var jeg vant til. Hvis jeg skulle bemærkes, 

skulle jeg gøre et eller andet – vildt. Og i dag var jo bare en ganske 

almindelig dag ... 

Men en pige fra klassen kom hen til mig og spurgte, hvordan jeg 

havde det. Jeg mærkede en varm følelse i maven. Jeg mærkede omsorg, 

og at nogen faktisk ... tænkte på mig. 

Jeg tog en dyb indånding. Hvordan skulle jeg sige det? Jeg har aldrig 

noget problem med at sige ting, der er sande ... Men det her ... 

- Jeg ... Jeg skal flytte skole ... 

- Hvad!? Hvornår!? 

- Tirsdag ... Efter ferien ... 

Pigen gik væk og gik hen til sin pigegruppe uden at sige et ord. En 

af pigerne kiggede hurtigt hen til mig, og sagde ”Johanne ... Hun græder!” 

Jeg gik hurtigt ind i kirken. Ordet blev hurtigt spredt, og nogle folk 

kom og spurgte mig, om det var sandt. Som om jeg bare havde stukket 

den første løgn i mit liv. 

Tiden i kirken var hurtigt overstået, og vi havde fri efter det. Jeg tog 

hjem og havde en fin ferie. 

Jeg gik ind i klassen med min skoletaske. Jeg kom som den sidste. Men 

stadigvæk var der ingen, der værdigede mig et blik. Jeg satte mig ved 

mit bord. Jeg sad altid alene ... Så troede de, at jeg larmede mindre. Selvfølgelig.. 

Sæt et opmærksomhedskrævende menneske alene, så råber 

han endnu højere efter opmærksomhed.. 

Timerne gik normalt. I 10-frikvarteret kom to af drengene fra parallelklassen, 

som jeg havde været lidt sammen med.. De sagde farvel, med 

generte træk. Jeg tog smilende imod, satte mig ved mit bord og ventede 

på, at der var nogle folk der ville være sammen med mig min sidste dag 

i skolen. Det skete ikke. 

I 12-frikvarteret kunne jeg ikke vente længere. Jeg samlede mine ting 

sammen, gik hen imod døren.. 

Klassens nørd Mathias stoppede mig. Han smilte venligt til mig og 

sagde: Hej, Oliver. Du må virkelig have det godt på den nye skole! 

Jeg sagde noget i retning af ”I lige måde” og gik videre. 

Gik hen til døren. Vendte mig ud imod klassen. Kiggede i et minut og 

tænkte over, hvad jeg skulle.. 

Ingen sagde noget til mig. Mit hjerte bankede.. Det føltes som om 

stilhedens tusind nåle stak mig i brystet. Jeg var skrækslagen. 

”Farvel! Vi ses måske aldrig mere! I må have det!” råbte jeg, rakte 

min hånd i luften og gik sejrende væk. 

Nogle få af dem skrev til mig. Det foregik i cirka 3 måneder.. Og så 

stoppede det. 

”Vi havde bare glemt det!” sagde de... Vi havde bare glemt det... 

118 119

Signe Pryds Tambjerg, Nørre Åby 

Drøm 

Jeg falder. 

Bliver ved med at falde. 

I lang tid føles faldet uendeligt. 

Et sus løber gennem kroppen. 

Et sus som starter i maven 

og hurtigt breder sig i hele kroppen. 

Et sus som afspejler angst – et frygteligt sus. 

Jeg når dog aldrig at ramme. 

Efterår 

Her om efteråret, 

hvor vinden tager roligt i sivene, 

hvor regnbuen står hen over himlen, 

hvor regnen trommer stille på regnfrakken, 

hvor alting virker lidt øde, 

hvor vandet stille trækker sig mod vest, 

og hvor der engang imellem kommer et enkelt fugleskrig, 

er der mere styr på tankerne. 

Flammer 

Jeg mistede min familie i flammerne. Eller i hvert fald en stor del af 

den. Min mor, min far og min lillesøster. De havde siddet der. Lige der, 

midt i den brune sofa. De var samlet om en god film. Et gardin, et stearinlys 

og tre uopmærksomme personer, det var alt, det krævede. Flammerne 

var hurtige. Stjal den ene meter efter den anden. Lyden af skrig, 

gråd og panik fløj ud af det åbne vindue. Jeg selv var ikke hjemme. Jeg 

havde en aftale med en veninde. Min storebror var netop gået ud med 

skraldespanden. Dette er alt, han kan fortælle om den aften. 

Kirkegård 

Den virkede så fyldt 

men samtidig så tom 

forladt af kroppen. 

Kun navnet står ensomt tilbage 

stemningen af ingenting. 

Stemningen af så mange fraværende 

skabt af de mørke sten. 

Den koldere luft 

som en ånde. 

En fremmed ånde. 

Nok af død og tomhed 

som får mig til at søge mod den hvide port 

og vejen ud. 

120 121

Caroline Borring Laursen, Hillerød 

Billeder i skyerne 

En græsmark. En blå himmel med hvide skyer. Middagstid. 

To børn ligger på ryggen i græsset. 

Emma: (peger på en sky) Se, en kanin! 

Kasper: Se, en teddybamse! 

Emma: Se, en lagkage! 

Kasper: Se, et øje! 

Emma: Se, et par sure sokker! 

Kasper: Se, en ond klovn! 

Emma: Se, en hjelm! 

Kasper: (klør sig på næsen) Se, en syg, gammel dame! 

Emma: Se, en slagtet ko! 

Kasper: Se, et maskingevær! 

Emma: Se, en lejemorder! 

Kasper: Se, en lille pige, død af sult! 

Emma: Se, en slavedreng! 

Kasper: Se, en rig mand, som slår en slavedreng! 

Emma: Se, en soldat! 

Kasper: Se, en død soldat! 

Emma: Se, en død amerikaner! 

Kasper: Se, en død inder! 

Emma: Se, en død iraker! 

Kasper: Se, en død afrikaner! 

Emma: Se, en død pakistaner! 

Kasper: Se, en død verdensbefolkning! 

Emma: Se, to børn, der ligger og kigger på skyer hele dagen uden at 

bekymre sig om noget! 

Betragtet 

Der er nogen. Jeg kan ikke se dem, men de kan se mig. De stirrer på 

mig, og jeg ville ønske, at de ville lade være. Nogle gange kalder de 

også på mig. Det er endnu mere ubehageligt, end når de bare kigger. 

De siger ting som: ”Kom med os”, ”Du hører ikke til her” og ”Dit liv 

er værdifuldt, og vi vil bare beskytte dig”, men jeg kan jo høre løgnen 

bag ordene. De vil mig ondt. Alle vil mig ondt, og jeg kan ikke få dem 

til at holde op. 

Jeg bærer altid den følelse med mig. Jeg er sikker på, at de fleste kender 

følelsen af at blive betragtet af usete øjne, men jeg har den hele 

tiden. Hver eneste sekund i døgnet. Jeg har haft den hele mit liv. Da jeg 

var lille, bortforklarede mine forældre det som bøhmænd eller monstre 

i skabet. Det gik der lang tid med, og i en periode troede jeg på dem, 

men da jeg blev ældre og stadig sov med lyset tændt og klagede over 

stemmer, som ingen andre kunne høre, blev mine forældre nervøse. 

De vidste ikke rigtigt, hvad de skulle stille op med mig. Første gang de 

sendte mig til en psykolog, var jeg 10. Jeg kunne ikke lide psykologen. 

Hendes næse var for skarp, hun havde en irriterende stemme, og hun 

sagde også, at jeg stadig bare troede på bøhmænd under sengen. Der 

gik et par år, og anden gang jeg blev sendt til psykolog, var jeg 13. På 

det tidspunkt kunne jeg tænke lidt mere selv, og jeg vidste, at det nok 

ikke var så klogt at fortælle den nye psykolog, at jeg nogle gange hørte 

stemmer, som ikke var der. 

Ikke længe efter jeg fyldte 16 år, begyndte de også at kravle ind i 

mit hoved. De snørklede sig ind og ud af drømme, hvor de ikke hørte 

til. Her optrådte de hverken som usete øjne eller stemmer, men som 

skygger. De var kulsorte, og jeg kunne ikke se andet af dem end et sort 

omrids. Det blev altid koldt, når de sneg sig ind i min drømmeverden, 

og så stank det altid af metal og den der ubehagelige lugt af gammel 

tang, skyllet op på en strand. Det er det eneste tidspunkt, jeg kan se 

dem. I min underbevidsthed. I starten prøvede jeg, så vidt som muligt, 

122 123

Marie Espersen

at ignorere dem, men de var meget påtrængende, og i en drøm prøvede 

jeg engang at følge efter dem. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg endte 

i en mørk gyde, omringet af dem, før jeg vågnede ved at jeg knugede 

mine hænder så hårdt sammen, at mine fingernegle fik mine håndflader 

til at bløde. Efter den oplevelse fortsatte jeg med at ignorere dem, 

så godt jeg kunne. 

De snakker ofte til mig. Måske en gang om ugen, nogle gange to. 

Det er normalt kun, når jeg er alene, men nogle gange hører jeg dem 

også, når jeg er i en stor forsamling af mennesker. I gågaden eller til en 

koncert. Jeg tror, de vil forvirre mig, men jeg kan ikke snakke til dem, 

ikke at jeg vil det. 

Da jeg var 24 og for første gang flyttede sammen med en kæreste, 

intensiveredes følelsen. Min kæreste vidste det ikke, og stemmerne begyndte 

også at hviske til mig, mens han var tilstede i rummet. Vi var 

ikke sammen længe, fordi han selvfølgelig opdagede, at der foregik et 

eller andet vanvittigt inde i mit hoved. Da han skred, kan jeg huske, at 

han sagde til mig: ”Du har brug for hjælp.” Han troede helt klart, jeg 

var sindssyg. Jeg er ikke sindssyg. 

Jeg boede alene, da jeg var 30. Jeg arbejdede som journalist på Berlingske 

Nyheds Magasin, og jeg elskede mit arbejde. Jeg var blevet god til at 

ignorere både drømmene og stemmerne. Følelsen af at blive betragtet 

gik aldrig væk og den gnavede i mig og gav mig knuder i maven. Men 

stemmerne, dem kunne jeg nedtone, men det var selvfølgelig, før de 

begyndte at skrige. Første gang jeg blev skreget af, var jeg på vej hjem 

fra arbejde. Jeg gik ned ad fortovet, da jeg pludselig hørte et barn græde. 

Jeg kiggede omkring mig, men kunne ikke se nogen. Barnet græd igen, 

højere og mere hysterisk. Jeg kunne ikke få øje på nogen på gaden, da 

barnet pludselig hvinede, højere end jeg nogensinde havde hørt nogen 

skrige, lige bag mig. Da der stadig ikke var nogen, og hvinet fortsatte, 

indså jeg, hvad det var, der foregik. Jeg løb hele vejen hjem. Inden længe 

var skrigene der lige så ofte som de hviskende stemmer, og jeg blev nødt 

til at sige mit job op. 

Der er nogen. Jeg kan ikke se dem, men de kan se mig. De stirrer på 

mig, og jeg ville ønske, at de ville lade være. Jeg er 85. Jeg kan godt lide 

at hækle, men jeg er bedre til at strikke. Jeg kan lide al frugtte, min 

yndlingssort er jordbærte, og mit liv er en gyserfilm. Jeg hader kaffe. 

Jeg ser aldrig fjernsyn. Jeg har ikke set fjernsyn, siden jeg var 26. Jeg 

holder mig for mig selv, og jeg kan ikke lide dyr. Af nogen arter. Jeg 

går aldrig med hæle. Jeg har trægulve, og jeg kan ikke lide den støj, de 

laver. Jeg går meget med ballerinasko, men jeg kan faktisk allerbedst 

lide bare at gå i strømpesokker. Jeg har et gammelt musikanlæg, hvor 

jeg normalt har sådan noget musik, som man mediterer til. Jeg tager tit 

bade. Mindst to gange om dagen, undtagen om torsdagen. Jeg kan ikke 

lide at bade om torsdagen. 

Det er mandag i dag. Jeg var i bad for to timer siden og vil gerne have 

mig et til. Da jeg kommer ud af badet, tager jeg tøj på. Jeg finder et par 

sokker, jeg strikkede i sidste uge, og tager dem på. ”Kom med.” Jeg går ud 

i køkkenet og laver mig en kop blåbærte. Jeg leder lidt efter mit grønne 

tekrus, men husker, at jeg brugte det i går, og det er beskidt. ”Du er vigtig. 

Vi passer på dig.” Jeg går ind i stuen. Musikken er gået i stå, så jeg 

går hen og sætter en anden cd på. Jeg sætter mig i gyngestolen, som står 

i hjørnet, med mit strikketøj og min te. Den røde sweater, jeg strikker, er 

næsten færdig, da musikken stopper midt i et nummer, og lyset går ud. 

Jeg holder vejret, da en velkendt kulde og stank af metal og tang ruller 

igennem stuen. Mit hjerte banker, hårdt og hurtigt, og jeg tænker, at det 

måske ikke er så godt for en kvinde på min alder. Jeg rejser mig langsomt 

og går ud midt på stuegulvet. Jeg hører den velkendte hvisken bag mig og 

snurrer rundt. En kæmpestor, sort skygge bøjer sig ind over mig. Jeg skriger 

og mærker mit hjerte gå i stå. ”Bare rolig, vi vil bare beskytte dig.” 

126 127

Death Valley 

Himlen var så stor. Den var helt ufattelig stor. Og blå. Men ikke den 

type blå, man er vant til, himlen er. Lys, lys lyseblå, næsten helt hvid. 

Jorden var også lys. Den var bare ikke blå, men beige. Og så var den 

grynet. Sand. Det var, som om alting vendte på hovedet. Himlen gik 

i et med jorden, og jorden flød op i himlen, og man fik følelsen af at 

falde. Luften sitrede i horisonten, men hver gang man gik tættere på 

den, bevægede den sig væk fra en. Meget provokerende. Man følte sig 

lille, som de millioner af små korn under ens fødder, som spredte sig ud 

over den store ørkenslette. Men alligevel følte man sig stor, fordi man 

var den eneste, som befandt sig i heden. Verden er min, jeg ejer den, og 

alting vender på hovedet. 

128

Når jeg har skrevet den næste Harry Potter, køber jeg Fanø

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?