Når jeg har skrevet den næste Harry Potter, køber jeg Fanø

More documents

Recommendations

Info

Pernille Louise Langer, Esbjerg Stjerneskud Stjernerne kom, fordrev de onde ånder Det var klart Min ånde frøs til is Som en drøm Det skete pludseligt, nærmest som en eksplosion Et barnligt ønske Den stjerne var lille, og dog så stor En glødende sol Uden solen Ville skyerne herske, ingen til at kæmpe imod Ville grønne tagrør ikke glitre i det blændende lys Søen sort som helvede Ville ænder og fugle gemme sig for mørket Stilhed, åndenød Horisonten ville dø, som et lys der slukkes Forførelsen Et træ fyldt af minder Stammens ringe tæller år Bladene gemmer hvert et ord Et hav fyldt med historie Sandet gemmer på tabte liv Bølgerne kæmper for at besejre stilheden En klit skaber ly Stråene holder sammen Vindens evige susen bliver ikke lukket ind En hede åben for eventyr Genkender alle sjæle Lyngens violet har sejret over alt det grønne En blødende sol med sorger Månen er en trøstende ven Lyset bliver rødt og dagen går på hæld Love is all Året var 1914. Det var aften, og de fleste var gået til ro. I en lille bolig i Sønderho på Fanø kom en lille pige til verden. Hun var yndig og lys. Præcis som hendes mor ønskede, at hun skulle være. Marensine var det perfekte navn til dette pigebarn, sagde præsten. Han havde altid ret. Han var en klog mand. I Den Almægtige Guds navn blev pigen døbt Marensine Thomsen i Sønderhos kirke. Præcis 17 år senere var den lille pige ikke længere en lille pige. Hun var ikke længere yndig, men bemærkelsesværdig smuk. Hendes tykke, lyse hår var snoet og bundet i en knude i nakken. Ofte plukkede hun en levende blomst og satte i venstre side af knuden. Hendes slanke skik- 32 33
kelse var elegant med den smalle talje og de lange ben. Hun havde altid et let i svaj i ryggen, og hendes mave stak en smule frem. Det var kun pænt. Barmen var lille, ikke stor som hendes mors havde været. Hun hjalp til på kroen, og mændene nærmest flokkedes om hende, så snart de gjorde entré efter en lang arbejdsdag. De ville alle betjenes af dette kvindfolk, hvis øjne skinnede, som kun en stjerne kunne have efterlignet det. Når hun smilede, fik hun tre rynker ved hvert øje. Hendes tænder var hvide. Alle beundrede hendes skønhed og var betaget af hendes naturlige elegance. Denne unge kvinde var noget ganske særligt. Hun boede selv i det hus, forældrene havde bygget, da de blev gift. Det var det hus, hun var født i. Forældrene var på tragisk vis døde i en drukneulykke, og hun havde levet alene, siden hun var 14 år. Forældrenes død var et chok for den lille by, hvor de to omkomne på alle måder havde været meget værdsatte. De havde lagt stor flid og entusiasme i deres arbejde på kroen, som moderen styrede med hård hånd sammen med en anden kvinde fra Ottekanten. Faderen var skibsfører og hjalp til på kroen med regnskaber, når han var hjemme. Ingen troede, den unge pige kunne tackle sorgen, men det viste sig, at de tog fejl. Så grueligt endda. Hun voksede med opgaven, og huset forblev velholdt, plankeværket blev jævnligt malet, hun gik altid med velstrøgne klæder, og hvis man passerede om aftenen klokken kvart over fem, steg der altid en liflig duft af vellavet mad ud fra vinduet i køkkenet, der stod på hasp. Forundringen var stor blandt borgerne. Aldrig havde de set noget lignende. Da den unge pige blev 19 år, besluttede hun sig for at rejse væk. Hun ville opleve den store verden og gøre sig de erfaringer, hun ikke kunne i sin lille fødeby. Hun tog med englandsfærgen, og som hun stod på dækket og skuede mod det åbne hav med sin nye kuffert i favnen, følte hun sig ung som aldrig før. Hun var fri og kunne endelig slå sig løs et sted, hvor ingen kendte hende. England var ikke, som hun havde forestillet sig. Der var fabrikker overalt. Os og mørke skyer gjorde luften diset og klistret, og hver gang hun tog en indånding, var hun bange for, at osen ville sætte sig fast i hendes hals og stoppe den til. Hun boede på et lejet værelse midt i London, og storbyen havde en stærk, nærmest skræmmende virkning på unge Marensine. Hun var vant til at være alene, men for første gang i sit liv følte hun sig ensom. Nok var der mange, der sendte hende lange blikke på gaden, og mænd på hendes alder, der piftede, når hun kom gående, men hun manglede det tætte fællesskab, der havde været i hjembyen. Hun havde hørt til der, men det var noget helt andet herovre, hvor der var så mange mennesker, at man sjældent mødte en på gaden, man kendte. Alligevel blev hun i byen. Hun havde lært af sin far, at man aldrig måtte give op. Stærk i troen var hun overbevist om, at det hele nok skulle falde på plads. Marensine fik arbejde som syerske på en lille systue midt i byen. Pengene var små, så arbejdet var tiltrængt. Selvom lønnen kun lige gav hende midler til at overleve hverdagen, nød hun at være på systuen. Her var der roligt, og de andre kvinder havde meget at berette. Marensine lyttede med stor opmærksomhed, hver gang de gamle kvinder fortalte, men opmærksomheden var dog størst, når de fortalte kærlighedshistorier. Voldsomme historier, der beskrev kærligheden med unikke ord. Marensine længtes efter den ærlige kærlighed, hun aldrig før havde troet på. Som årene gik, blev længslen større og større. Hun så ham første gang, da han kom slentrende i den smalle gade med skomageren på højre side og de gule bygninger på den venstre. Hun havde ikke set ham før, men han var noget særligt. Det kunne hun se ved første øjekast. Han stak op i mængden. Nok to meter høj. Han var iklædt blå bukser, der skinnede, når man så dem fra en helt bestemt vinkel. Hans strikkede sweater fik ham til at virke spinkel, som den hang på de smalle skuldre og slaskede. Der var tydeligt, at han var 34 35
Page 1 and 2: Alberte Lausten, Albertslund Rebekk
Page 3 and 4: Når jeg har skrevet den næste Har
Page 5 and 6: Ukendt Andreas Skyggebjerg
Page 7 and 8: Alberte Lausten, Albertslund Hamste
Page 9 and 10: Skyggen Under Sengen. Et uhyre, der
Page 11 and 12: Uden titel ”I morges kunne jeg ik
Page 13 and 14: stille, imens hun sender mig såred
Page 15 and 16: Dagen efter skænderiet med mine pl
Page 17: ikke ville kunne mere. Det sidste,
Page 21 and 22: højt, mens hun undgik alle revner
Page 23 and 24: Andreas Skyggebjerg, Hillerød Det
Page 25 and 26: I skolen Jeg sad i skolen. Det var
Page 27 and 28: Line Andersen
Page 29 and 30: måske ville det være en god ting,
Page 31 and 32: Katrine. Jeg tænkte aldrig på Jak
Page 33 and 34: Tom byrde På en øde slagmark omgi
Page 35 and 36: Marie Espersen, Fanø Hvordan jeg m
Page 37 and 38: Quinnie Cassandra Gry Olsen, Helsin
Page 39 and 40: en god legekammerat. ”Det er i or
Page 41 and 42: sagt: Jeg ligner noget, der er løg
Page 43 and 44: klemmer hårdere til om mit lår. J
Page 45 and 46: Niels Løkkegaard, Hammel Scene Bus
Page 47 and 48: var uforståelige, kun mit navn fik
Page 49 and 50: Om 7 timer og 4 minutter bliver jeg
Page 51 and 52: Freja Henner Haagensen, Humble Hjem
Page 53 and 54: Amalie Malmgren Asmild
Page 55 and 56: ikke længere bo sammen”. ”Hvor
Page 57 and 58: Elisabeth Toft, Ringsted Spring Nic
Page 59 and 60: hviskede han og nussede mig på kin
Page 61 and 62: er her, jeg sidder hver eftermiddag
Page 63 and 64: Caroline Borring Laursen, Hillerød
Page 65 and 66: at ignorere dem, men de var meget p

Når jeg har skrevet den næste Harry Potter, køber jeg Fanø

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?