Når jeg har skrevet den næste Harry Potter, køber jeg Fanø

en god legekammerat.
”Det er i orden, Zett,” sagde dronningen til sin søn. ”Bare gå over og
sig hej. En dag skal det jo være dig, der byder mennesker velkommen,
så du kan ligeså godt lære at være imødekommende.”
Lille prins Zett så tøvende op på sin mor, som smilede til ham. Det
var et smil, han havde kendt hele sit liv. Så tog han sig sammen og gik
over til det fremmede menneskebarn.
”Jeg hedder Zett,” sagde han, og hans øjne lyste op.
”Du har flotte øjne,” sagde Emilie smilende.
Zett kiggede genert ned. Han mumlede tak, mens tanken ”Så det
er altså sådan et menneske ser ud” fløj rundt i hans hoved. Han så på
Emilie igen og lagde mærke til noget. Hendes venstre øje var grønt, og
hendes højre blåt.
”Du har også flotte øjne!” sagde han og pegede.
kongen trådte til nu og tog den lille piges hånd igen. Den var utrolig
lille i forhold til hans egen.
”De vil sikkert gerne vide, hvordan De er kommet her, vil De ikke,
frøken Emilie?” spurgte han. Emilie nikkede.
”Jo, ser De, De er i landet Axla. Her kommer udvalgte mennesker
som Dem selv, når de drømmer. Ikke alle får lov til at opleve vores land,
og det er ofte i en meget ung alder, de kommer hertil. Desuden er det
også kun noget, man får lov til, én gang. De vågner snart, i Deres egen
seng, og De vil ikke kunne huske, at De har været her, men vi vil aldrig
glemme Dem. Hvor gammel er De, frøken?”
”Fem,” svarede Emilie.
”Er det rigtigt?” spurgte kongen overrasket og så på sin kone. Hun
løftede smilende på skuldrene.
”Hvornår har De fødselsdag?” spurgte kongen igen.
”Jeg holdt fødselsdag i dag,” sagde Emilie. ”Og jeg fik en lilla bamse
af mormor og morfar!”
”Aha ...” grublede kongen med et smil på læben. ”Jeg tror søreme, De
har fødselsdag på samme tid, som Zett her.” kongen smilede og klappede
sin søn på hovedet. Zett løftede stolt brystet og pegede på sig selv,
i det han sagde:
”Jeg er også fem år gammel nu! Så er der kun ... fem år til jeg kan
komme uden for byen!”
kongen smilede glad til sin søn. Så så han igen på Emilie.
”De må hellere tage hjem nu, frøken,” sagde han. ”Deres egen verden
venter.”
”Men jeg vil blive her!” protesterede Emilie straks og så på kongen
med endnu større øjne end før.
”Det ved jeg, men det kan De ikke,” sagde han beklagende.
”Kan jeg ikke komme igen?”
”Ingen kan. Jeg er ked af det, frøken. Sådan er det. Vi vil aldrig glemme
Dem, frøken Emilie.”
Hun krammede kongen. Hun ville aldrig glemme dette, om det så
gjaldt hendes liv. Alligevel kunne hun ikke huske noget næste morgen.
Hun lå bare med den lilla stofbamse, som hun havde fået i fødselsdagsgave.
Trykkede man den på maven, sagde den ting som: ”Følg dine
drømme!” og ”Tro på dig selv!” Og så levede hun sit liv uden at huske
noget som helst om Axla, kongen, dronningen, den smukke have, eller
det smukke palads. Eller Zett. Men han glemte hende aldrig. I de
følgende år havde de endnu to besøgende, men ingen gjorde så stort et
indtryk på Zett, som Emilie. Han kunne ikke selv forklare hvorfor.
Zett fyldte seks, otte, ti, tretten, og en dag fyldte han femten år. Emilie
var ikke længere en tanke, der besøgte ham ofte, men den var ikke
helt borte. Emilie fyldte også femten. Hun var hjemme i lejligheden
i Helsingør by og skulle holde fest, mens Zett var ude i skoven, flere
dagsrejser hjemmefra, for at jage. kongen og dronningen var lykkelige,
Dragekvinden Raka’zar fortsatte med at sende sine tropper ud, men
74 75