Når jeg har skrevet den næste Harry Potter, køber jeg Fanø

I skolen
Jeg sad i skolen. Det var dødkedeligt. Mine veninder sad omkring mig
og ventede på, at jeg skulle snakke om noget, vi kunne diskutere, men
jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. Men det ændredes straks, da
Grimme Grethe gik hurtigt og sammenbøjet ind i vores klasse.
Jeg smilede ondt og kiggede over på Grimme Grethe, der var ved at
sætte sig ned.
”Ej, se lige Grimme Grethes tøj!” sagde jeg så højt, at hele klassen
kunne høre det. Mine veninder grinte og kommenterede højlydt Grethes
alt for lange kjole og hendes fine røde sko. Jeg havde det fedt. Jeg
bestemte, og der var ingen, der turde sige noget. Troede jeg – for i det
samme rejste Susanne sig op og stillede sig foran os.
”I er så åndssvage!” sagde hun. Alt blev stille i klassen. Ingen rørte
sig.
”Hvad sagde du?!” spurgte jeg og kneb mine øjne sammen.
”I er barnlige og åndssvage, og alle hader jer!”
”Ja, det er i det mindste ikke mig, der har bumser over hele fjæset!”
hvæsede jeg fornærmet, og alle mine veninder grinte.
Jeg kunne se tårerne i Susannes øjne, og hun løb ud af klassen. Alt
var som normalt igen. Det var mig, der bestemte her.
Mathilde Kjær, Virum
De var røde
Det første, jeg lagde mærke til ved hende, var hendes ben. De var røde.
Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvad hun havde lavet med de ben.
Hun fangede mig i at kigge på dem, og mit ansigt blev rødt. Næsten
ligesom hendes ben. Jeg kiggede ned i skødet og pillede ved min neglerod.
Jeg pillede altid ved mine neglerødder. Og jeg stoppede ikke, før de
var helt væk. Det endte for det meste med, at jeg blødte, og skulle have
plaster på. Jeg kiggede forsigtigt på hende igen. Hun sad for sig selv
henne på bænken. I skødet lå en lille notesbog med marineblåt omslag.
Hun holdt om bogen med den ene hånd, som var det en skat. I den anden
havde hun en blyant, der ihærdigt bevægede sig over papiret. Hun
havde shorts på, og hendes ben var røde.
Gad vide, hvad hun skrev i sin marineblå notesbog? Jeg var på den anden
side. Altså af stien. Mine skuldre var ømme. Jeg havde siddet her
længe. Mit snørebånd var gået op, og det flagrede i vinden som en lang
vimpel. Nu kiggede hun op igen. Hun havde et gennemborende blik,
som jeg ikke helt forstod. Jeg kunne ikke gennemskue, om hun ville
have mig til at gå. Et smil lå på lur i hendes ansigt. Ikke tydeligt, det sad
lige i mundvigen og gav et spil i hendes øjne.
46 47