Når jeg har skrevet den næste Harry Potter, køber jeg Fanø

sømand. Hans kortklippede, mørke hår stod i kontrast til de blå øjne.
Han var afslappet og galant på samme tid. Hun standsede brat op midt i
mylderet af mennesker. Det samme gjorde han. De stod i en rum tid og
stirrede på hinanden med stor ømhed og forbløffelse. Sådan var deres
første møde, og det var starten på et langt og lykkeligt ægteskab med
omtrent lige så meget lidenskab, som der havde været første gang, de
så sig selv spejlet i den anden. Ikke så mærkeligt, at de tog James' mellemnavn
som deres sidste; Goodwin. Det gode vinder.
Da de begge blev gamle og havde svært ved at følge med i det hektiske
storbyliv, flyttede de til Sønderho. Tilbage til Marensines fødeby og de
mange minder på godt og ondt. De ville ende deres dage i den lille by
med havet som nærmeste nabo, og den friske luft skulle rense deres
lunger. Der var dyb kærlighed imellem dem, indtil James trak vejret
for sidste gang en varm sommeraften. Han døde glad og forelsket. Marensine
bekæmpede den tunge sorg med sit lyse sind og sin oprigtige
kærlighed. Hun vidste, at hun nok skulle se ham igen, når hendes dage
nåede en ende.
Den syvende april år 2000 blev Marensine fundet død på sin seng.
Hendes hænder var foldede og hvilede på maven. Hun lå, som om hun
sov. Det smil, hun havde om munden, var det samme smil, som James
havde haft to år tidligere, da han var taget bort. Hun kom til at dele
grav med sin elskede ægtemand, og i gravstenens blanke overflade blev
der indgraveret tre ord, som var stærkere end tusind andre: ”Love is
all.”
Sara Rejaye Gryestern, Odense
Et træ på stranden
Jeg fandt et træ på stranden. Bladene var faldet af, og træet var sat fast
i en stendynge. Der var bundet tomme flasker, tang, sten og andet fast
til grenene med reb. Jeg satte mig ind til træet. Når vinden kom, lavede
flaskerne, tangen og stenene musik. Som klokker.
Sofia
Sofia skrev i sin logbog: ”14.45 gammel kvinde ligner gris.”
”HEY!!”
Sofia blev forskrækket og faldt fra sit træ ned på grusvejen. Den gamle
grisedame kiggede ned på hende. Hun så endnu grimmere ud tæt på.
Grisedamen samlede hendes logbog op fra jorden og læste, hvad hun
havde skrevet. Så tog hun hårdt fat i Sofias krave og hev hende op at
stå.
”Sidder du og lurer på pæne folk, mens du skriver onde kommentarer
om dem, din møgunge,” sagde grisedamen så vredt, at hendes hoved
blev rødt, og hun kom til at ligne en gris endnu mere. ”Har din mor
ikke fortalt dig, at du ikke må spionere?”
”Jo, det var efter, at hun sagde, at jeg ikke måtte tale med fremmede,”
råbte Sofia og bed grisedamen i hånden, så hun gav slip, og så løb Sofia
hjem.
36 37
*
”Et, to, et, to højre venstre sutsko.” Sofia sang remsen, mens hun gik i
takt og prøvede ikke at ramme revnerne i fortovet. Hun tog armene ind
i sin trøje, der føltes varm, så det så ud, som om hun ikke havde nogen
arme. Folk kiggede nysgerrigt på pigen uden arme, der sang remser