Når jeg har skrevet den næste Harry Potter, køber jeg Fanø

den, som vi fik til aftensmad, smagte enormt godt, og far spurgte hvad
det var, jeg sagde. Det skal der jo ikke et geni til at finde ud af. Det
kan måske godt have været, fordi jeg snakkede med mad i munden den
aften, men der var også dengang, vi var ude hos Faster Helga, som er
maler og som viste os et maleri, som hun lige havde malet og solgt for
en masse penge. Far spurgte, hvad det var, det skulle forestille. Jeg blev
nødt til at forklare ham det. Det var altså nemt at se, at det var en blå
elefant. Men altså, Grethe ringede til min mor, men mor kunne ikke
komme lige med det samme, så jeg måtte blive ovre hos Grethe, selv
om gæsterne kom, mens jeg var der. De sagde alle sammen, at jeg var
en sød lille dreng. Jeg er altså ikke sød! Og heller ikke helt lille. Men
måske lille nok til ikke at være alene hjemme.
Sandra Lin Nielsen, Haslev
Ved mit vindue
Der roder lidt. Sådan er det bare, for sådan kan jeg godt lide det. Det
store vindue midt i væggen tillader det efterhånden sparsomme efterårslys
at sive ind. Men aldrig noget skidt. Nogle gange, når vinduet står
på klem, lytter jeg til larmen fra resten af byen. Så stille udadtil, men
offer for mange forbrydelser. Heldigvis kan jeg ikke se eller høre dem
fra mit vindue. Det lukker kun de positive ting ind til mig. Aldrig noget
skidt. Det blege lys, den kolde morgenfrost, fuglesang. Jeg kigger ud i
haven, der altid er grøn. Kigger på de små guldfisk i havedammen. Og
på duen, der er ved at flyve ind i det store æbletræ. Mit vindue lader
mig kun se de gode ting. Men aldrig noget skidt.
Katrine
Jeg har været død i 1000 år og levet 2 eller 3.
Altså, det vil sige, det har jeg jo selvfølgelig ikke, der er bare ikke andre
måder at forklare det på. Jeg husker kun svagt de sidste 5-6 år, som en
tåget passage, fra de mindre klasser til gymnasiet.
Da hun trådte ind ad døren, så jeg op, ligesom jeg plejede. Uinteresseret.
En ny pige. Ikke noget at råbe hurra for.
Men da hun satte sig på pladsen ved siden af mig, og jeg så hende
i øjnene og rakte hende hånden og præsenterede mig selv, kunne jeg
mærke noget.
Det føltes som om nogen havde stoppet en sæk levende sommerfugle
ned i min mave. Hun smilede tilbage, helt roligt.
”Katrine,” havde hun sagt.
Og jeg var vågnet fra de 1000 års søvn.
56 57