Når jeg har skrevet den næste Harry Potter, køber jeg Fanø

Alberte Lausten, Albertslund
Hamstermareridt
Der var den igen.
Det lignede en halvkvalt, psykisk- og mentalt ustabil dværghamster,
der var ved at få en myg galt i halsen. Den havde bare en forkert farve.
Den var lysende lilla, og den sad under min seng. Når jeg kiggede
ind på den, stirrede den tilbage med sine lysegrønne øjne og knurrede
svagt. De mærkelige insektben, der stak ud af dens mund, vippede op
og ned, som smagte den på luften og de mange nullermænd omkring
den. Den lod ikke til at være specielt begejstret for at få stukket en
tændt lommelygte op i snuden, men i mørket under sengen var det den
eneste måde, jeg kunne inspicere det mystiske dyr på. Det brændte ikke
ligefrem i fingrene efter at tage den ud, da dens tænder, der engang
imellem kom til syne, når tingen hvæsede, langtfra var hamsteragtige.
De lignede noget, der oprindeligt havde siddet i munden på en lille,
nyudklækket krokodille, og så var blevet syet ind i den særprægede
skabnings mund.
Insektbenene vippede igen. Det var tydeligvis ikke en myg, der af
livets tilfældige omveje var havnet i gabet på den muterede hamster. De
lod til at være en del af dyrets læber. Den udsendte nogle skræmmende
klukkende lyde, og jeg besluttede, at jeg hellere måtte gøre et eller andet
ved den. Under min seng kunne den jo ikke blive, og gik jeg ned efter
mine forældre, ville den sikkert løbe væk og lade mig stå tilbage som en
anden sindsforvirret tåbe, der hallucinerede.
Mørke
”Sagde du ikke, at du ville hjælpe mig?”
Hendes trodsige blik brændte i gadelygtens svage skær, og Jeppe bed
sig hårdt i læben. Hvad lavede han egentlig her? Maddie var skolens
kønneste pige og havde arsenaler af drenge til sin rådighed. Alligevel
var det ham, hun havde spurgt om hjælp. Ham, en nørd fra niende, der
efter for mange timer i træningsrummet nu var blevet forvandlet til en
pumpet freak med pilskæve tænder og hinkestensbriller.
Han var nervøst mødt op foran skolen klokken elleve og havde ventet
hendes ankomst.
Og nu stod hun her med sit perfekte usminkede ansigt og bad ham
om at skræmme hende. Han fattede intet.
”Jo ...” mumlede han, ”men det var ikke lige det her, jeg havde regnet
med ...”
Hun fnyste kort.
”Selvfølgelig var det ikke det, du troede, vi skulle. Vil du hjælpe mig
eller ej? Ellers kan du godt skride.”
Jeppe skyndte sig at ryste på hovedet.
”Nej, jeg skal nok. Nu, lige her?” Han knugede sine hænder og tænkte
på de mest bloddryppende rædselshistorier, de havde fortalt rundt
om bålet til spejderaftnerne.
Hun rystede på hovedet.
”Du kan næppe give mig et chok, som du er nu. Kom med.” Maddie
tog ham i armen og trak ham efter sig. Små stød blev sendt gennem
hans arm ved berøringen, og han håbede ikke, at hun så hans kinder
blive røde.
Jeppe sagtnede farten, da de nærmede sig skoven. Hun vendte sig og
nidstirrede ham.
”Du bakker ikke ud nu, vel?”
Han rystede hurtigt på hovedet, men hans ansigt var pludselig blevet
blegt.
10 11