Quinnie Cassandra Gry Olsen
en god legekammerat. ”Det er i or<strong>den</strong>, Zett,” sagde dronningen til sin søn. ”Bare gå over og sig hej. En dag skal det jo være dig, der byder mennesker velkommen, så du kan ligeså godt lære at være imødekommende.” Lille prins Zett så tøvende op på sin mor, som smilede til ham. Det var et smil, han havde kendt hele sit liv. Så tog han sig sammen og gik over til det fremmede menneskebarn. ”Jeg hedder Zett,” sagde han, og hans øjne lyste op. ”Du <strong>har</strong> flotte øjne,” sagde Emilie smilende. Zett kiggede genert ned. Han mumlede tak, mens tanken ”Så det er altså sådan et menneske ser ud” fløj rundt i hans hoved. Han så på Emilie igen og lagde mærke til noget. Hendes venstre øje var grønt, og hendes højre blåt. ”Du <strong>har</strong> også flotte øjne!” sagde han og pegede. kongen trådte til nu og tog <strong>den</strong> lille piges hånd igen. Den var utrolig lille i forhold til hans egen. ”De vil sikkert gerne vide, hvordan De er kommet her, vil De ikke, frøken Emilie?” spurgte han. Emilie nikkede. ”Jo, ser De, De er i landet Axla. Her kommer udvalgte mennesker som Dem selv, når de drømmer. Ikke alle får lov til at opleve vores land, og det er ofte i en meget ung alder, de kommer hertil. Desu<strong>den</strong> er det også kun noget, man får lov til, én gang. De vågner snart, i Deres egen seng, og De vil ikke kunne huske, at De <strong>har</strong> været her, men vi vil aldrig glemme Dem. Hvor gammel er De, frøken?” ”Fem,” svarede Emilie. ”Er det rigtigt?” spurgte kongen overrasket og så på sin kone. Hun løftede smilende på skuldrene. ”Hvornår <strong>har</strong> De fødselsdag?” spurgte kongen igen. ”Jeg holdt fødselsdag i dag,” sagde Emilie. ”Og <strong>jeg</strong> fik en lilla bamse af mormor og morfar!” ”Aha ...” grublede kongen med et smil på læben. ”Jeg tror søreme, De <strong>har</strong> fødselsdag på samme tid, som Zett her.” kongen smilede og klappede sin søn på hovedet. Zett løftede stolt brystet og pegede på sig selv, i det han sagde: ”Jeg er også fem år gammel nu! Så er der kun ... fem år til <strong>jeg</strong> kan komme u<strong>den</strong> for byen!” kongen smilede glad til sin søn. Så så han igen på Emilie. ”De må hellere tage hjem nu, frøken,” sagde han. ”Deres egen ver<strong>den</strong> venter.” ”Men <strong>jeg</strong> vil blive her!” protesterede Emilie straks og så på kongen med endnu større øjne end før. ”Det ved <strong>jeg</strong>, men det kan De ikke,” sagde han beklagende. ”Kan <strong>jeg</strong> ikke komme igen?” ”Ingen kan. Jeg er ked af det, frøken. Sådan er det. Vi vil aldrig glemme Dem, frøken Emilie.” Hun krammede kongen. Hun ville aldrig glemme dette, om det så gjaldt hendes liv. Alligevel kunne hun ikke huske noget <strong>næste</strong> morgen. Hun lå bare med <strong>den</strong> lilla stofbamse, som hun havde fået i fødselsdagsgave. Trykkede man <strong>den</strong> på maven, sagde <strong>den</strong> ting som: ”Følg dine drømme!” og ”Tro på dig selv!” Og så levede hun sit liv u<strong>den</strong> at huske noget som helst om Axla, kongen, dronningen, <strong>den</strong> smukke have, eller det smukke palads. Eller Zett. Men han glemte hende aldrig. I de følgende år havde de endnu to besøgende, men ingen gjorde så stort et indtryk på Zett, som Emilie. Han kunne ikke selv forklare hvorfor. Zett fyldte seks, otte, ti, tretten, og en dag fyldte han femten år. Emilie var ikke længere en tanke, der besøgte ham ofte, men <strong>den</strong> var ikke helt borte. Emilie fyldte også femten. Hun var hjemme i lejlighe<strong>den</strong> i Helsingør by og skulle holde fest, mens Zett var ude i skoven, flere dagsrejser hjemmefra, for at jage. kongen og dronningen var lykkelige, Dragekvin<strong>den</strong> Raka’zar fortsatte med at sende sine tropper ud, men 74 75
- Page 1 and 2: Alberte Lausten, Albertslund Rebekk
- Page 3 and 4: Når jeg har skrevet den næste Har
- Page 5 and 6: Ukendt Andreas Skyggebjerg
- Page 7 and 8: Alberte Lausten, Albertslund Hamste
- Page 9 and 10: Skyggen Under Sengen. Et uhyre, der
- Page 11 and 12: Uden titel ”I morges kunne jeg ik
- Page 13 and 14: stille, imens hun sender mig såred
- Page 15 and 16: Dagen efter skænderiet med mine pl
- Page 17 and 18: ikke ville kunne mere. Det sidste,
- Page 19 and 20: kelse var elegant med den smalle ta
- Page 21 and 22: højt, mens hun undgik alle revner
- Page 23 and 24: Andreas Skyggebjerg, Hillerød Det
- Page 25 and 26: I skolen Jeg sad i skolen. Det var
- Page 27 and 28: Line Andersen
- Page 29 and 30: måske ville det være en god ting,
- Page 31 and 32: Katrine. Jeg tænkte aldrig på Jak
- Page 33 and 34: Tom byrde På en øde slagmark omgi
- Page 35 and 36: Marie Espersen, Fanø Hvordan jeg m
- Page 37: Quinnie Cassandra Gry Olsen, Helsin
- Page 41 and 42: sagt: Jeg ligner noget, der er løg
- Page 43 and 44: klemmer hårdere til om mit lår. J
- Page 45 and 46: Niels Løkkegaard, Hammel Scene Bus
- Page 47 and 48: var uforståelige, kun mit navn fik
- Page 49 and 50: Om 7 timer og 4 minutter bliver jeg
- Page 51 and 52: Freja Henner Haagensen, Humble Hjem
- Page 53 and 54: Amalie Malmgren Asmild
- Page 55 and 56: ikke længere bo sammen”. ”Hvor
- Page 57 and 58: Elisabeth Toft, Ringsted Spring Nic
- Page 59 and 60: hviskede han og nussede mig på kin
- Page 61 and 62: er her, jeg sidder hver eftermiddag
- Page 63 and 64: Caroline Borring Laursen, Hillerød
- Page 65 and 66: at ignorere dem, men de var meget p