Når jeg har skrevet den næste Harry Potter, køber jeg Fanø

More documents

Recommendations

Info

Julie Bank Rasmussen, Hinnerup Til den bitre ende Johannes Nielsen blev født d. 12. 9. 1877. Han var en unge, der skreg meget. En ulidelig pestilens for sine fortvivlede forældre. Som barn blev han mobbet af de andre drenge. Som resultat af en genetisk fejl, der hørte hans familie til, var hans øjenbryn vokset sammen. Foruden monobryn havde han kraftigt underbid, tjavset tisgult hår og store ører. Hans næse lignede et ørnenæb og var den ting, han blev drillet mest med. Selvtillid havde han ikke meget af. Som følge deraf blev skibet ”Mågen” hans tilflugtssted. Men det forholdt sig sådan, at sømændene var værre, end drengene havde været. Mere og mere af Johannes forsvandt. Hans tanker blev mørke og dystre. Det ville måske være endt i tragedie allerede her, hvis ikke Asmine Pedersen var kommet ind i Johannes’ ellers så usle liv. De giftede sig, fik børn og hele svineriet. Johannes var lykkelig. Men i 1936 greb han sin kone på fersk gerning. Hun havde været ham utro med hans egen bror, Jørgen. Johannes var knust. Hans kat Røde blev efterhånden det eneste, der kunne gøre ham glad. Men en kold og blæsende januardag fandt han Røde liggende død på grusstien. En halvstiv hestevognsfører havde kørt Røde over. Da katten var væk, blev Johannes skør. D. 11. 6. 1937 blev der endelig gjort en ende på hans lidelse. Fuld og fordrukken, som han havde været siden Rødes død, skar han halsen over på sig selv. Få mødte op til begravelsen. Det nye hus Jeg gik hen ad vores gulv med min bamse i hånden. hr. Teddybjørn. Mit mareridt havde været slemt. Et stort uhyggeligt hus med spøgelser. Spøgelserne havde været efter mig. Der havde været en kniv. Den glimtede ikke som dem, vi har i køkkenet. Jeg var bange og gik videre hen ad gangen. Hen mod soveværelset. Jeg åbnede døren, der gav et knirk fra sig. ”Mareridt igen?” spurgte mor. Jeg nikkede og lagde mig i sengen og sov indtil næste morgen. Mor vækkede mig og sagde, at der var morgenmad. På vores træbord stod der pandekager med sukker og syltetøj. Min livret. Far sad med sin avis og en kop kaffe. ”Liva har haft mareridt igen,” sagde mor og vendte en pandekage i luften. Mor var super til at bage pandekager. Hun lavede jordens bedste. ”Okay,” sagde han og bladrede i sin enorme avis. ”Hører du overhovedet efter, hvad jeg siger?” spurgte mor. Hun så vred ud. Ligesom den dag, hun fortalte far, at han skulle sove inde på sofaen. Ligesom den dag hun råbte ad far og den dag, hun havde sagt, at han skulle gå. ”Må jeg få nogle flere pandekager?” spurgte jeg. ”Selvfølgelig, skat,” svarede mor. Hun kom ud af køkkenet med en stor lækker pandekage på en tallerken. Hun havde en flot kjole med blomster på. Hun gik hen mod mig. Hun duftede af vaniljeis. En pandekage blev lagt på min tallerken. Jeg mærkede hendes varme hånd stryge over min kind. Jeg puttede godt med syltetøj og sukker på. Sådan smagte det bedst. Efter min femte pandekage gjorde min mave ondt. Jeg slikkede sukkeret af tallerkenen. ”Liva, vi har noget at fortælle dig,” sagde mor. Hun snoede noget af sit brune hår om sin ene finger. ”Mor og far har besluttet bare at være venner,” sagde mor. ”Vi skal 104 105
ikke længere bo sammen”. ”Hvorfor?” spurgte jeg forvirret. ”Jo, ser du,” min mor kiggede på mig med sine blå øjne. ”Vi har brug for at være venner i et stykke tid. Men uanset hvad der sker, skal du huske på, at vi elsker dig højere end noget andet, lille skat.” ”Skal vi så flytte?” spurgte jeg. ”Det skal vi. Hen til et nyt og flot hus. Det skal nok blive godt, lille skat,” svarede mor med et smil om munden. Dagene går. Tiden flyver af sted. Dag til nat. Nat til dag. En larmende kat I den mørke nat. Den gavmilde giver husly. Mor havde sagt, at vi skulle hen og se det nye hus. I min arm havde jeg hr. Teddybjørn. Mor virkede glad. Gladere end jeg havde set hende i lang tid. ”Kom lille skat,” sagde hun. Jeg kiggede ud over det snedækkede landskab. Far var væk. Mor sagde, at han havde travlt. Jeg savnede ham. Hun tog min hånd og førte mig hen til en gul bil. Vi kørte af sted. ”Jeg ser noget grønt,” sagde jeg smilende. ”Hmm, den var svær. Er det græsset?” spurgte hun. ”Nej,” svarede jeg. ”Et hus?” ”Nej, kom nu mor” ”Bilen?” ”Nej” ”Træerne?” ”Ja, du gættede det,” svarede jeg. Vi legede i lang tid. Mor gav manden, der havde kørt os, nogle skinnende mønter. Så ankom vi til huset. Det lignede huset fra mit mareridt. ”Mor, behøver vi bo her?” spurgte jeg. ”Ja, skat, det gør vi,” svarede mor. Vi gik ind. Jeg holdt min mor i hånden. Hellere være på den sikre side. Mor viste mig og hr. Teddybjørn, hvor vores værelse var. Jeg fandt min malebog frem og begyndte at male. ”Aftensmad,” kaldte mor. Jeg gik ind i køkkenet. Mor stod og hakkede gulerødder. I hånden havde hun en kniv. Den glimtede ikke. Det var kniven fra mit mareridt. ”Mor, jeg kan ikke lide den kniv,” sagde jeg. ”Det er det eneste, vi lige har, lille skat. Jeg skal nok få købt en ny. Den skærer heller ikke særlig godt,” sagde mor. Jeg var ikke bange mere. Mareridtene forsvandt. 106 107
Page 1 and 2:
Alberte Lausten, Albertslund Rebekk
Page 3 and 4: Når jeg har skrevet den næste Har
Page 5 and 6: Ukendt Andreas Skyggebjerg
Page 7 and 8: Alberte Lausten, Albertslund Hamste
Page 9 and 10: Skyggen Under Sengen. Et uhyre, der
Page 11 and 12: Uden titel ”I morges kunne jeg ik
Page 13 and 14: stille, imens hun sender mig såred
Page 15 and 16: Dagen efter skænderiet med mine pl
Page 17 and 18: ikke ville kunne mere. Det sidste,
Page 19 and 20: kelse var elegant med den smalle ta
Page 21 and 22: højt, mens hun undgik alle revner
Page 23 and 24: Andreas Skyggebjerg, Hillerød Det
Page 25 and 26: I skolen Jeg sad i skolen. Det var
Page 27 and 28: Line Andersen
Page 29 and 30: måske ville det være en god ting,
Page 31 and 32: Katrine. Jeg tænkte aldrig på Jak
Page 33 and 34: Tom byrde På en øde slagmark omgi
Page 35 and 36: Marie Espersen, Fanø Hvordan jeg m
Page 37 and 38: Quinnie Cassandra Gry Olsen, Helsin
Page 39 and 40: en god legekammerat. ”Det er i or
Page 41 and 42: sagt: Jeg ligner noget, der er løg
Page 43 and 44: klemmer hårdere til om mit lår. J
Page 45 and 46: Niels Løkkegaard, Hammel Scene Bus
Page 47 and 48: var uforståelige, kun mit navn fik
Page 49 and 50: Om 7 timer og 4 minutter bliver jeg
Page 51 and 52: Freja Henner Haagensen, Humble Hjem
Page 53: Amalie Malmgren Asmild
Page 57 and 58: Elisabeth Toft, Ringsted Spring Nic
Page 59 and 60: hviskede han og nussede mig på kin
Page 61 and 62: er her, jeg sidder hver eftermiddag
Page 63 and 64: Caroline Borring Laursen, Hillerød
Page 65 and 66: at ignorere dem, men de var meget p
show all

Når jeg har skrevet den næste Harry Potter, køber jeg Fanø

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?