Når jeg har skrevet den næste Harry Potter, køber jeg Fanø

nå at reagere, bliver han væltet omkuld af en stor, tung, og meget gal
Daina.
Han giver af ren forskrækkelse slip på min arm.
“Svin!” hvæser jeg, og mens han desperat forsøger at beskytte sit
hoved og sin hals fra Dainas snappende tænder, maser jeg mig hen mod
døren gennem mængden af forskrækkede og forvirrede mennesker. Jeg
vender mig om i døråbningen. Folk prøver at komme hen og hjælpe
manden, men ingen tør komme for tæt på Daina, sikkert af frygt for
at miste et par fingre. Eller hele hånden. Og jeg forstår dem godt. Hun
har ørerne lagt tilbage og læberne trukket langt op over den halvåbne
mund, så man tydeligt kan se de skarpe tænder. Med rejste børster og
bøjede ben, som om hun vil springe på den første, der kommer for tæt
på, og en dyb knurren i struben, ligner hun noget, der er taget ud af en
skrækfilm.
“Daina! Kom så!” råber jeg. Daina snapper en sidste gang efter manden,
før hun hopper ned fra hans brystkasse, løber hen til mig. Jeg
støder ind i en på vejen ud, men jeg ser ikke, hvem det er, og jeg er også
ligeglad. Jeg vil bare væk, og det kan slet ikke gå hurtigt nok. Da en flok
mænd kommer ud på gaden, for at lede efter pigen med hunden, er vi
allerede langt væk.
Jeg gisper efter luft og synker og spytter adskillige gange i et forsøg på
at få den grimme smag af bræk ud af munden, men det hjælper bare
ikke. Jeg stønner, og holder den ene hånd på min pande, der drypper
af koldsved, og med den anden støtter jeg mig op af muren, mens jeg
vakler væk fra lugten af mit eget bræk.
Daina piber uroligt og trykker forsigtigt snuden mod min side. Jeg
klapper hende udmattet på hovedet.
“Det er okay, tøs. Det er okay,” mumler jeg. Ordene er lige så meget
møntet på mig selv, som på hende. Mit hoved snurrer rundt. Jeg prøver
at holde min krop igang. Det ene ben foran det andet. Bliver bare ved
med at gå. Selvom min krop næsten ingen kræfter har, tør jeg ikke stå
stille. Jeg kan stadig mærke mandens klamme hænder på min ryg og
på min arm, og jeg kan stadig lugte hans ånde, lige så stærkt, som hvis
han stod ved siden af mig.
Jeg ser mig om og lægger først nu mærke til, hvor jeg er. Jeg har haft
så travlt med at løbe, at jeg slet ikke har lagt mærke til, hvor jeg egentlig
løb hen. Et villakvarter. Jeg undersøger husene med øjnene. – Intet
lys i vinduerne. Planter i haven, der i hvert fald koster omkring 500 kr.
stykket. Minimum. Græsplæner, der er så lige, at de sikkert måler, at
græsstråene er lige lange. En bil nogle ville skyde sig i foden for at have
... Jep. Det er snobbekvarteret, jeg har fundet. Med andre ord: Ingen
steder at sove.
Jeg når til et vejkryds og støtter mig op af lygtepælen, stirrer på lyskrydset
på den anden side af vejen. Der er ingen biler på gaden her, så
det eneste, jeg kan høre, er de sædvanlige aftenlyde, der nu er at høre i
en by på den her tid af døgnet. Jeg ser på lyset skifte fra grøn, til gul, til
rød og tilbage igen et par gange, mens jeg bare lader mit tomme, trætte
hoved få fred.
Jeg gnubber Dainas ører, mens jeg overvejer, hvilken vej jeg skal gå.
Fire forskellige retninger. Fire forskellige veje. Og jeg har ingen ide om,
hvor de vil føre mig hen. Jeg kommer pludselig til at tænke på noget,
min far sagde lige før, jeg som attenårig skred ud af døren, uden tanke
for nogen sinde at komme tilbage.
“Hvor vil du gå hen? Du har ingen steder at gå. Ingen vej du kan
følge.”
Det er nok det klogeste, der nogensinde er kommet ud af den fyldebøttes
mund.
84 85