Når jeg har skrevet den næste Harry Potter, køber jeg Fanø

Quinnie Cassandra Gry Olsen, Helsingør
Prolog til romanen Drømmelandet
Hvis man tog fra Kongebyen Dominare, forbi de mange, store skove,
krydsede Det Lilla Hav, sneg sig forbi uhyrerne i Sumpdalen og besteg
Spejlbjergene, kom man til Dragekvinden Raka’zars mørke fæstning.
Her boede den frygtelige Dragekvinde, så ond og modbydelig, som hun
var, som en gang i hver årstid sendte sine egne uhyrer ud i flokke for
at plyndre, dræbe og skræmme borgerne i Dominare. Altid skulle de
drille Axlas eneste by. Selvfølgelig boede der fredelige axlaianere overalt
i hele landet, men Dominare var den eneste rigtige by.
I Dominare boede kongen og dronningen og deres ellers lykkelige
folk, som elskede sine ledere. Paladset lå på en lille bakketop, som var
hævet over resten af byen, så kongen og dronningen kunne skue ud
over deres kongerige. Det var smukt, og solen skinnede hver dag ned
på paladsets høje tårne, og vinden fik altid flagene til at flagre let på
tagene. På paladset boede Kong Abild sammen med sin hustru, dronning
Hyuwa. I mange år regerede de sammen, og en dag blev der født
en lille søn. Og traditionen tro gav kongen ham en gave, og dronningen
gav ham et navn. prins Zett af Axla. ”Zett” var et gammelt navn, som
betød “fødte leder” på Det Gamle Stjernesprog, som kun de Kongelige
og Den Hvide Troldmand kunne tyde og forstå.
kongen gav ham evnen til at kæmpe som en erfaren kriger, som en
mester i alle våben. Reflekser, kamptricks, hurtighed, styrke. Ingen
kunne slå Zett i kamp, ingen kunne duellere med ham uden at gå derfra
med hovedet sænket.
Den Hvide Troldmand af Skoven af Sølv, som lå mange dagsrejser
væk fra Dominare, kom langvejs fra og velsignede drengen og gav ham
en helt anden gave: Evnen til at kommunikere med dyrene og chancen
for at komme til ham og lære magi, når Zett en dag var gammel nok.
Folket festede og jublede, for nu var der født en tronarving.
Zett voksede op på paladset, men hvis han ville ned i byen og gå på
opdagelse, var han fri til det. Der var dog én regel, han måtte følge,
til han blev ti år: Han måtte ikke forlade byen på nogen måde. Mange
børn var gået tabt, fordi de løb uden for den meterhøje bymur og var
ubeskyttet mod skovens mere væmmelige væsner.
Zett fulgte reglen fint og lydigt og nøjedes med at kravle op i paladsets
højeste tårn og skue ud over skovene og se så langt øjet rakte ud
over Axla. Bag ved paladset lå De Ukendte Bjerge, og bag dem var Intet.
Her blev blandt andet forbrydere forvist til.
En dag samledes hele hoffet i den store og blomstrende slotshave. kongen,
dronningen og deres femårige søn, som havde fødselsdag samme
dag, havde kaldt deres undersåtter sammen. For nu fik de besøg.
En lille mørkhåret pige kom i sin hvide natkjole og bare fødder ind i
slotshaven. Hvordan hun var endt dér, anede hun ikke, men wow, hvor
var der flot! Et rigtigt eventyrland med solen, der skinnede og fugle,
der sang. Foran hende stod to meget høje menneskelignende væsner, en
mand og en dame. Manden havde stort sort skæg og stod i fine klæder,
og så havde han en krone på hovedet. dronningen havde langt lyst hår,
det gik hende til benene, hun var iført en lang, hvid kjole, og hun havde
også en krone på hovedet. Rundt om dem og bag dem stod lidt mindre,
men lignende væsner. Det var tydeligt for den lille pige, at de to højeste
var Konge og dronning og de andre undersåtter. Imellem kongen og
dronningen stod en lille dreng omtrent på hendes egen alder. Han var
nok prinsen, selvom hans hoved var uden krone.
kongen satte sig på hug foran den lille pige og bød hende velkommen.
Med store øjne og åben mund trykkede pigen kongens hånd. Alle
smilede til hende, og det var som at være kommet i himlen. Her var der
varmt og godt. Blomsterne stod, smukke og farverige, og der duftede
dejligt.
”Goddag, frøken,” sagde kongen venligt. ”Hvad hedder De så?”
”Emilie,” svarede pigen. Hun kiggede over på prinsen, som var løbet
om bag sin mor og gemte sig bag hendes lange, hvide kjole. Han lignede
70 71