Det mangeartede sogn - Kolding Kommune

følgelig en masse historier om hans måde at gøre
det på. Jeg tror, at en kasserevision nok ville have
givet nogle småchok.
Jeg har oplevet, at der kom en dame ind på kom¬
munekontoret, som sagde: »Kæmner, jeg har glemt
mine penge til busbillet.« Så dykkede han ned i kas¬
sen og gav hende tre kroner, eller hvad der nu skulle
til. Jeg sagde: »Hov, hov, hvad er nu det, du gør?«
da hun var gået. »Jamen, det er da bare i orden, du
kan se, jeg har allerede lavet en seddel«, bare en lil¬
le lap: »lånt tre kroner«. Så kom fru Olsen dagen
efter, og så blev de byttet rundt. I dag ville du være
kommet i spjældet, hvis du gjorde sådan noget. Det
kunne aldrig gå, men det var charmen ved det. Det
var det, der betog mig så meget derude, at man
kunne køre både moderne og gammeldags på en
gang. Man kunne have landsbyens form for liv,
samtidig med at vi andre kom og provokerede det
nye frem.
— Kunne I håndtere de nye krav, der blev stillet til
jer i slutningen af 1960'erne?
Ja, vi vidste, at der var en hel masse på vej, og vi
tacklede det. Vi gjorde det hurtigt, når vi havde et
problem, vi slet ikke kunne overskue, vi fem. Vi
havde ikke kapacitet til det, vores kæmner havde
heller ikke, så gik vi til en konsulent. Vi gik f.eks. til
amtet og sagde: »Hej, embedsmand, du har for¬
stand på det her. Kan du ikke lave en løsning for os,
der dækker den nye bekendtgørelse, der er kom¬
met. Hvis du kan få lov til det af amtet, så får du et
honorar for det.« Det skete gang på gang, at vi fik
embedsmanden til at lave hele løsningen. Meget of¬
te var vi først med vores tanker og planer om det
nye, der var på vej ind i form af en bekendtgørelse,
fordi vi ikke selv sloges med det. Vi så bare hans re¬
sultater, og ud fra det sagde vi ja eller nej. Det var
udmærket, og det var den måde, vi ville fortsætte
med at arbejde på, hvis ikke kommunesammenlæg-
62
ningen var gennemført. Vi ville ikke udvide perso¬
nalet ret meget. Jeg kan godt kalde det privatise¬
ring, selv om man ikke anvendte det udtryk den¬
gang.
— Tror du, at den form for kommunalt arbejde kun¬
ne have fungeret i dag?
Jeg er helt sikker på, at det kunne den. Jeg tror
helt bestemt, at man kunne have fået et bedre sam¬
fund, hvis man kunne have fortsat med kommune¬
strukturen som dengang, fordi man kom meget me¬
re ind på problemerne. Man vidste nøjagtigt, at nu
var den og den mand blevet skadet o.s.v. Man vid¬
ste, der ville komme en social sag på ham inden ret
længe, og det forberedte man, inden den kom frem.
Man havde en dejlig føling med det hele. Da jeg se¬
nere kom ind i byrådet, var mennesker ligesom ble¬
vet en stor grå masse. Her var det de store linier, der
skulle ordnes. Jeg tror godt, det kunne have fortsat.
Det er klart, der ville blive mere personale, alene
på grund af EDB. Jeg havde allerede dengang
fremme i sognerådet, at vi egentlig godt kunne køre
en hel masse ind på EDB og så have en lille stump
pige til at passe det. Altså bare registrere nøjagtigt,
som vi selv gjorde det, men på moderne vis.
Personligt var jeg modstander af kommunesam¬
menlægningen, fordi man med det samme vidste, at
sognefællesskabet ville dø stille og roligt. Man vid¬
ste, det ville blive dyrere, selv om det burde blive
billigere. Det er det selvfølgelig også blevet. Det er
helt naturligt, sådan er udviklingen.
I 1968 vedtog vi, at Dalby kommune skulle have
sit eget byvåben. Vi havde møde med statens kon¬
sulent for heraldik, og fik ham til at udarbejde et
forslag til byvåben. Det byvåben blev vedtaget og
godkendt af det statslige, heraldiske kontor og ind¬
ført på vores papir. Byvåbnet sidder på Dalby Øvel¬
seshus endnu. Det består af en fane med otte felter,
døbt de otte sogne og så består det af et tegn, som