PLETSKUD! - Dansk Folkeparti

More documents

Recommendations

Info

gæsten Et spørgsmål om selvforsvar, velfærd og demokrati Af Claes Kastholm Hansen, kommentator, Berlingske Tidende I det forløb, vi over de seneste par måneder har kunnet følge i sagen om de afviste irakiske asylansøgere, tegner der sig et mønster. For det første, at medierne – først og fremmest på reportagesiden – har svært ved at holde tungen lige i munden; de kommer nemt til at fungere som talerør for dem, der er imod landets flygtningepolitik. For det andet, at hvis Socialdemokraterne og SF en dag danner regering, vil det være vanskeligt for dem at fastholde den faste og realistiske udlændingepolitik, de siger, de går ind for; der er stadig mange i begge partier, der mener noget andet. De Radikales rolle er udskrevet. Det var så, hvad Marianne Jelved fik ud af sin stædige, men virkelighedsfjerne holdning til udlændingespørgsmålet. Hun sleb dolken. Og med sin troskabsed til Socialdemokraterne og SF leverede hendes efterfølger dødsstødet til det 104 år gamle parti, der engang havde haft så stor indflydelse på udviklingen i Danmark. 12 For det tredje, at de grupper, der støttede de afviste asylsøgere, ja i visse tilfælde ligefrem opildnede dem, i høj grad brugte dem som gidsler i en kamp mod regeringen og den demokratisk vedtagne danske flygtningepolitik. Irakerne blev sagesløse brikker i et spil, der har stået på i årevis, en lille dansk borgerkrig mellem et mindretal, som mener at stå på humanitetens og oplysningens side, mod et flertal, der efter mindretallets mening er indskrænket, afstumpet og vulgært. En konflikt altså, der af mindretallet defineres som en kamp mellem de gode, dem selv, og de onde, alle andre. Resistente for fakta Det er karakteristisk for mindretallet, at de er resistente over for fakta, argumenter og konsekvenser. Peger man på fakta, bliver man mødt med fornærmelser. Det mærkede jeg selv i den net-debat, der fulgte, efter at jeg i min ugentlige lørdagskommentar ”Læst og Claes Kastholm – forfatter, skribent og samfundsrevser med en fortid på Politiken, TV2 og Ekstra Bladet. I dag klummeskribent på Berlingske Tidende – og medstifter af CEPOS. Foto: Scanpix påskrevet” i Berlingske Tidende havde bragt de fakta og argumenter frem, som jeg også gør her. Adskillige debattører meddelte i injurierende vendinger, at jeg nu havde fået mudder på hænderne og gik de forkerte menneskers ærinde. Net-debatterne viser, at det ikke står alt for godt til med dansk debatkultur. Ikke en dag gik hen, uden at medierne bragte endnu en hjerteskærende beretning fra Brorsons Kirke på Nørrebro i København, hvor godt et halvt hundrede af de afviste asylsøgere havde indlogeret sig. Det var, som om en række journalister havde glemt alle helt elementære professionelle krav og bare stillede sig til rådighed som medier i ordets spiritistiske betydning: Nogle talte igennem dem. Helt hæmningsløst engageret til fordel for de afviste irakiske asylsøgere optrådte med visse mellemrum Danmarks Radio. Jeg vil ikke påstå, at det hænger sammen med, at adskillige i gruppen ”Bedsteforældre for asyl” har en nærmest livslang fortid netop på DR, men det har næppe hæmmet den engagerede medieomtale, at disse mennesker er kyndige mediemennesker med gode kontakter til den regeringsfjendtlige del af kultur- og mediemiljøet. I Berlingske Tidende eksemplificerede Søren Krarup under overskriften ”DRs krig mod Danmark” TV-Avisens behandling af emnet. Hans kritik var efter min vurdering svær at komme udenom. Jeg synes, at Jacob Mollerup, seernes redaktør, skulle have taget den op for institutionens egen skyld. Ubehagelige situationer Ingen kunne vel være i tvivl om, at de afviste irakiske asylsøgere var i en ubehagelig situation. At de selv havde bragt sig i den, behøver ikke gøre medfølelsen mindre. Lykkeligvis er kun få mennesker så følelseskolde, at de ikke er i stand til at have medfølelse med et menneske, der har fået en vanskelig eller ulykkelig skæbne, selv om det er sket ved egen drift. Jeg har ikke viden til at hævde, at alle de afviste selv er skyld i deres situation. Det kan vel ikke udelukkes, at enkelte er eller har været i alvorlig fare, skønt Flygtningenævnet har fastslået, at de ikke opfylder betingelserne for asyl. Hvor mennesker beslutter, sker der
også fejl. Men langt de fleste af de afviste bar selv det fulde ansvar; de havde satset på en fremtid i Danmark, som de ikke havde ret til. Og de havde tabt. Men et meget stort medansvar for deres tragedie ligger på skuldrene af ”Bedsteforældre for asyl” og ”Borgere for et anstændigt Danmark” og de andre grupperinger, herunder både BUPL, Socialrådgiverforeningen og LO Storkøbenhavn, der ikke bare havde bakket dem op og hjulpet dem, men ligefrem havde planlagt og organiseret deres aktion og iscenesat mediepropagandaen. ”Bedsteforældre for asyl” og ”Borgere for et anstændigt Danmark” er det efter min vurdering umuligt at føle respekt for. Det er mennesker, der uden skrupler har taget de afviste som gidsler i deres politiske kamp mod regeringen, folketingsflertallet, udlændingelovgivningen og hele det ægte anstændige Danmark, der anerkender den demokratiske retsstats spilleregler. Når man læste om nogle af de afviste mennesker, hvis historier uden nærmere efterprøvelse og uden nærgående, men helt naturlige spørgsmål, blev fortalt i aviserne af ukritiske journalister, kunne man ikke lade være med at undre sig. Et eksempel blandt mange: Den nu 41-årige Ali Al-Jarrah kom til Danmark på et falsk pas i 2001. Nu kunne han ikke andet end at se fjernsyn og ryge cigaretter, og han klagede over, at han havde det som i et fængsel. Den med fængslet var en sammenligning, der gik igen i de fleste historier, og selvfølgelig er det ikke sjovt at sidde på et asylcenter måned efter måned, år efter år. Men jeg blev nu ikke så berørt af historierne. Jeg følte derimod trang til at stille det enkle spørgsmål, som mine kolleger, journalisterne, åbenbart syntes var for plat et spørgsmål at stille. Det enkle spørgsmål lyder: Hvorfor i alverden tog folk som Ali Al-Jarrah ikke bare hjem til deres koner og børn, når de nu havde det så slemt her? Ja, svaret ligger vel lige for: de satsede på at få del i den danske velstand, så de kunne sende penge hjem til familien eller få den herop. Mediernes historier gik alle ud på at vise, hvor hårdt det var for asylansøgere at sidde på et asylcenter i årevis. Og det tvivler vel ingen på. Men hvorfor gør folk det så? Det gør folk faktisk heller ikke. Det store flertal af afviste rejser igen. Som de skal. Det gælder også afviste irakere. I maj 2007 var der i Danmark 565 afviste irakiske asylansøgere. I maj 2009 var der 265 ifølge Udlændingeregistret. Denne kendsgerning – at der altså er 300, som problemløst er rejst tilbage – har ikke spillet nogen rolle for dem, der kæmper de afviste irakeres sag. Selv om den dog burde give stof til eftertanke. Og den kendsgerning, at der er en stadig strøm af irakere fra Skandinavien på vej til og fra Bagdad på ferie, har heller ikke gjort indtryk på ”de gode”. For dem, der kæmper de afvistes sag, har det i det hele taget knebet med at forholde sig til kendsgerninger. Det kan jeg nemmest illustrere ved at trække nogle begrundelser frem, som socialdemokratiske kredsformænd gav til Jyllands-Posten sidst i juni, hvor en rundspørge, ”Ikke en dag gik hen, uden at medierne bragte endnu en hjerteskærende beretning fra Brorsons Kirke på Nørrebro i København, hvor godt et halvt hundrede af de afviste asylsøgere havde indlogeret sig. Det var som om en række journalister havde glemt alle helt elementære professionelle krav og bare stillede sig til rådighed som medier i ordets spiritistiske betydning: nogle talte igennem dem,” skriver Claes Kastholm som avisen havde foretaget, viste, at syv ud af elleve socialdemokratiske kredsformænd støttede Svend Auken i, at de afviste irakere burde have asyl af humanitære grunde. Kredsformand Brian Poul Kjær, Frederikshavn, mente, at det burde de have, fordi ”de har ventet så længe, inden man har kunnet finde ud af at behandle deres sager”. Det er jo skinbarligt nonsens. De har ventet så længe, først fordi de enten havde destrueret deres papirer eller kom med falske papirer, dernæst fordi de ikke ville rejse. Gentoftekredsens formand, Torben Bechsgaard, gav denne begrundelse, som man også tit har hørt: ”Vi har selv været med til at skabe kaos i Irak”. Han har da ret i, at under Saddam Hussein herskede der orden, og de, der alligevel var utilfredse, fik skåret tungen af. Den socialdemokratiske kredsformand og mange med ham glemmer blot den lille kendsgerning, at de fleste af de afviste asylansøgere kom hertil, før ”vi” rykkede ind i Irak. Det er faktisk Saddam Husseins Irak, de er flygtet fra eller bare har forladt. Det skulle være yderligere et argument for nu at vende hjem igen. Else Bastrup, formand i Grevekredsen, mente: ”Det er grotesk at udvise de stakkels mennesker, som har været her i årevis og slet ikke har noget tilhørsforhold til Irak. Vi er et af de mest inhumane lande, og vi behandler ikke mennesker i nød ordentligt. Hvad ville vi sige, hvis vi selv måtte flygte på grund af et regime, som jagtede bestemte holdninger?” – Denne noget forvirrede kredsformand blander alt muligt sammen. Der foreligger intet om, at de afviste skulle mangle tilhørsforhold til Irak, som er deres fædreland. Måske tænker hun på børnene? Blandt de afviste var der kun ni børnefamilier med tilsammen 21 børn. Nogle af disse børn er født i Danmark, og hvad så? De er ikke anderledes stillet end en nabofamilie fra min barn- dom. Familien med tre børn emigrerede til Canada. Hverken voksne eller børn kunne et ord engelsk. I sin tid en ganske typisk historie. Selvforsvar Kredsformanden mente åbenbart, at de omkring 240 afviste, der var tilbage på det tidspunkt, er politiske flygtninge, forfulgt for deres holdninger, men af hvilket regime? Det nye regime forfølger ingen. Og Saddam er væk. Størstedelen af de 244 var i øvrigt enlige mænd. De har aldrig været forfulgt af andet end deres egen drøm om at bo i et land, der flyder med mælk og honning. De har satset og tabt. Og det er synd for dem. Men det kvalificerer ikke til asyl. Hvis det gjorde, ville den danske velfærdsstat i løbet af ingen tid være rendt over ende. De 321 palæstinensere, der ikke var forfulgt, men ikke desto mindre fik kollektivt asyl ved den skandaløse særlov, som Socialdemokratiet, SF og Radikale vedtog uden om den borgerlige regering i 1992 og efter et pres, der minder om det aktuelle, var ifølge Weekendavisen (19. juni ) pr. 1. Januar 2006 blevet til 22.509. En FN-rapport viste for et par år siden, at hvert andet ungt menneske i de arabiske lande – hvor befolkningstilvæksten er enorm – ønsker at udvandre Det var min opfattelse, og det er det fortsat, at hjemsendelsen af de afviste irakiske asylsøgere var et spørgsmål om selvforsvar og forsvar for retsstaten, to sider af samme sag. Hvis vi gav efter her, ville der stå 600 andre afviste fra en række forskellige lande og vente på at komme til, og inden længe ville der være et pres fra tusinder. Og at forsvare retsstaten, det vil sige lovens forudsigelighed og lige ret for alle, har intet med fremmedfjendskhed at gøre. Det er civilisation. Det er demokrati. 13 Foto: Pofoto
Page 1 and 2: Nr. 4 • september 2009 • 13. å
Page 3 and 4: nyhedsbrev Dansk Folkeparti undervi
Page 5 and 6: Der var som altid på sommergruppem
Page 7 and 8: Sommergruppemødet er ikke kun for
Page 9 and 10: lehavet til USA - én stemme. Japan
Page 11: KFUMs pensionat, så Jens Bjerre m
Page 15 and 16: DBU-dobbeltmoral: Ja til tørklæde
Page 17 and 18: I den smukke byrådssal på Odense
Page 19 and 20: Medlemstilbud: Besøg Morten Messer
Page 21 and 22: Velkommen til DF’s 14. årsmøde
Page 23 and 24: Foto: Scanpix bølge af ønsker fra
Page 25 and 26: ningen - men tilstrømningen af fas
Page 27 and 28: ikke ligefrem en helgen,” spurgte
Page 29 and 30: Som formand for Folketingets finans
Page 31 and 32: t Slipsenål Kr. 30,- pr. stk. t In

PLETSKUD! - Dansk Folkeparti

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?