PLETSKUD! - Dansk Folkeparti

også fejl. Men langt de fleste af de afviste bar
selv det fulde ansvar; de havde satset på en
fremtid i Danmark, som de ikke havde ret til.
Og de havde tabt.
Men et meget stort medansvar for deres tragedie
ligger på skuldrene af ”Bedsteforældre
for asyl” og ”Borgere for et anstændigt Danmark”
og de andre grupperinger, herunder
både BUPL, Socialrådgiverforeningen og LO
Storkøbenhavn, der ikke bare havde bakket
dem op og hjulpet dem, men ligefrem havde
planlagt og organiseret deres aktion og iscenesat
mediepropagandaen. ”Bedsteforældre for
asyl” og ”Borgere for et anstændigt Danmark”
er det efter min vurdering umuligt at føle respekt
for. Det er mennesker, der uden skrupler
har taget de afviste som gidsler i deres politiske
kamp mod regeringen, folketingsflertallet,
udlændingelovgivningen og hele det ægte anstændige
Danmark, der anerkender den demokratiske
retsstats spilleregler.
Når man læste om nogle af de afviste mennesker,
hvis historier uden nærmere efterprøvelse
og uden nærgående, men helt naturlige
spørgsmål, blev fortalt i aviserne af ukritiske
journalister, kunne man ikke lade være med at
undre sig. Et eksempel blandt mange: Den nu
41-årige Ali Al-Jarrah kom til Danmark på et
falsk pas i 2001. Nu kunne han ikke andet end
at se fjernsyn og ryge cigaretter, og han klagede
over, at han havde det som i et fængsel.
Den med fængslet var en sammenligning, der
gik igen i de fleste historier, og selvfølgelig
er det ikke sjovt at sidde på et asylcenter måned
efter måned, år efter år. Men jeg blev nu
ikke så berørt af historierne. Jeg følte derimod
trang til at stille det enkle spørgsmål, som
mine kolleger, journalisterne, åbenbart syntes
var for plat et spørgsmål at stille. Det enkle
spørgsmål lyder: Hvorfor i alverden tog folk
som Ali Al-Jarrah ikke bare hjem til deres koner
og børn, når de nu havde det så slemt her?
Ja, svaret ligger vel lige for: de satsede på at få
del i den danske velstand, så de kunne sende
penge hjem til familien eller få den herop.
Mediernes historier gik alle ud på at vise,
hvor hårdt det var for asylansøgere at sidde
på et asylcenter i årevis. Og det tvivler vel
ingen på. Men hvorfor gør folk det så? Det
gør folk faktisk heller ikke. Det store flertal
af afviste rejser igen. Som de skal. Det gælder
også afviste irakere. I maj 2007 var der i Danmark
565 afviste irakiske asylansøgere. I maj
2009 var der 265 ifølge Udlændingeregistret.
Denne kendsgerning – at der altså er 300, som
problemløst er rejst tilbage – har ikke spillet
nogen rolle for dem, der kæmper de afviste
irakeres sag. Selv om den dog burde give stof
til eftertanke. Og den kendsgerning, at der er
en stadig strøm af irakere fra Skandinavien på
vej til og fra Bagdad på ferie, har heller ikke
gjort indtryk på ”de gode”.
For dem, der kæmper de afvistes sag, har det
i det hele taget knebet med at forholde sig til
kendsgerninger. Det kan jeg nemmest illustrere
ved at trække nogle begrundelser frem, som
socialdemokratiske kredsformænd gav til Jyllands-Posten
sidst i juni, hvor en rundspørge,
”Ikke en dag gik hen, uden at medierne bragte endnu en hjerteskærende beretning fra Brorsons
Kirke på Nørrebro i København, hvor godt et halvt hundrede af de afviste asylsøgere
havde indlogeret sig. Det var som om en række journalister havde glemt alle helt elementære
professionelle krav og bare stillede sig til rådighed som medier i ordets spiritistiske
betydning: nogle talte igennem dem,” skriver Claes Kastholm
som avisen havde foretaget, viste, at syv ud af
elleve socialdemokratiske kredsformænd støttede
Svend Auken i, at de afviste irakere burde
have asyl af humanitære grunde.
Kredsformand Brian Poul Kjær, Frederikshavn,
mente, at det burde de have, fordi ”de
har ventet så længe, inden man har kunnet
finde ud af at behandle deres sager”. Det er jo
skinbarligt nonsens. De har ventet så længe,
først fordi de enten havde destrueret deres
papirer eller kom med falske papirer, dernæst
fordi de ikke ville rejse.
Gentoftekredsens formand, Torben Bechsgaard,
gav denne begrundelse, som man også
tit har hørt: ”Vi har selv været med til at skabe
kaos i Irak”. Han har da ret i, at under Saddam
Hussein herskede der orden, og de, der alligevel
var utilfredse, fik skåret tungen af. Den
socialdemokratiske kredsformand og mange
med ham glemmer blot den lille kendsgerning,
at de fleste af de afviste asylansøgere
kom hertil, før ”vi” rykkede ind i Irak. Det er
faktisk Saddam Husseins Irak, de er flygtet fra
eller bare har forladt. Det skulle være yderligere
et argument for nu at vende hjem igen.
Else Bastrup, formand i Grevekredsen, mente:
”Det er grotesk at udvise de stakkels mennesker,
som har været her i årevis og slet ikke har
noget tilhørsforhold til Irak. Vi er et af de mest
inhumane lande, og vi behandler ikke mennesker
i nød ordentligt. Hvad ville vi sige, hvis
vi selv måtte flygte på grund af et regime, som
jagtede bestemte holdninger?” – Denne noget
forvirrede kredsformand blander alt muligt
sammen. Der foreligger intet om, at de afviste
skulle mangle tilhørsforhold til Irak, som er deres
fædreland. Måske tænker hun på børnene?
Blandt de afviste var der kun ni børnefamilier
med tilsammen 21 børn. Nogle af disse børn er
født i Danmark, og hvad så? De er ikke anderledes
stillet end en nabofamilie fra min barn-
dom. Familien med tre børn emigrerede til Canada.
Hverken voksne eller børn kunne et ord
engelsk. I sin tid en ganske typisk historie.
Selvforsvar
Kredsformanden mente åbenbart, at de omkring
240 afviste, der var tilbage på det tidspunkt,
er politiske flygtninge, forfulgt for
deres holdninger, men af hvilket regime? Det
nye regime forfølger ingen. Og Saddam er
væk. Størstedelen af de 244 var i øvrigt enlige
mænd. De har aldrig været forfulgt af andet
end deres egen drøm om at bo i et land, der
flyder med mælk og honning. De har satset og
tabt. Og det er synd for dem. Men det kvalificerer
ikke til asyl.
Hvis det gjorde, ville den danske velfærdsstat
i løbet af ingen tid være rendt over ende.
De 321 palæstinensere, der ikke var forfulgt,
men ikke desto mindre fik kollektivt asyl ved
den skandaløse særlov, som Socialdemokratiet,
SF og Radikale vedtog uden om den borgerlige
regering i 1992 og efter et pres, der
minder om det aktuelle, var ifølge Weekendavisen
(19. juni ) pr. 1. Januar 2006 blevet
til 22.509. En FN-rapport viste for et par år
siden, at hvert andet ungt menneske i de arabiske
lande – hvor befolkningstilvæksten er
enorm – ønsker at udvandre
Det var min opfattelse, og det er det fortsat,
at hjemsendelsen af de afviste irakiske asylsøgere
var et spørgsmål om selvforsvar og
forsvar for retsstaten, to sider af samme sag.
Hvis vi gav efter her, ville der stå 600 andre
afviste fra en række forskellige lande og vente
på at komme til, og inden længe ville der være
et pres fra tusinder. Og at forsvare retsstaten,
det vil sige lovens forudsigelighed og lige ret
for alle, har intet med fremmedfjendskhed at
gøre. Det er civilisation. Det er demokrati.
13
Foto: Pofoto