Nordisk tidsskrift - TPC

af Kirsten Nielsen
D er flammer
en ild
Bibelske gudsbilleder i nyere danske salmer
Indledning: Salmerne som ritual
vad er en salme? Salmeforskeren Jens Lyster skriver et sted, at salmerne skal ”give mund og mæle til den levende
menigheds aktuelle svar på Guds tiltale.” (Jens Lyster 1991, 32). Hermed understreger han såvel nutidsaspektet, at
salmen skal være et aktuelt svar, som brugsaspektet, at salmer indgår i en liturgisk sammenhæng. Et digt kan læses
hvor som helst, og det samme gælder naturligvis for en salme. Men salmer skal også kunne bruges ved en
gudstjeneste, og ved den gentagne brug kan de opnå en næsten rituel status.
I gudstjeneste efter gudstjeneste gentager vi trosbekendelsen og Fader Vor, og ordlyden af disse faste led ønsker de færreste ændret.
Tænk blot på det ramaskrig, der lød, da bibeloversætterne tillod sig at ændre bønnen ”Helliget vorde dit navn” til ”Helliget blive
dit navn.” Og selv om man naturligvis diskuterede, om ”blive” og ”vorde” betød det samme, så var den væsentligste årsag til den
udbredte modvilje snarere, at rituelle tekster ikke blot indeholder mening, som man kan forholde sig til og tolke, de fungerer
også som faste led, hvor selve gentagelsen på det rette tidspunkt, på det rette sted og med de rette ord er det afgørende. Ja, nogle
ritualforskere vil gå så langt som til at hævde, at ritualer i sig selv er stort set meningsløse, meningen ligger i at udføre dem. (jf. Bent
Flemming Nielsen 2004, 40-45).
Salmerne som tekst
En så radikal opfattelse af ritualet overser dog, at vigtige dele af fx den kristne gudstjenestes faste led er sproglige formuleringer af
menighedens tro. Det gælder de faste tekstlæsninger fra Det Gamle og Det Nye Testamente, de faste bønner og læsninger ved dåb
13