Klik her for at læse kirkebladet - Hjortshøj Kirke

Hjortshøj kirke og historien
Mon ikke de fleste af os på et eller andet tidspunkt har
oplevet det, man kalder ”historiens vingesus”? Denne
svimlende fornemmelse af i et glimt at være der,
hvor der engang skete noget stort og vigtigt, sådan
at man pludselig står midt i det, mærker en stemning,
hører stemmer og genoplever historien. Jeg elsker
den slags! Det kan ske, når man ser historiske
film eller dokumentarudsendelser, men de stærkeste
oplevelser har man som regel ”on location”, når man
befinder sig der, hvor det skete. I år gik præstefamiliens
ferie til Sydtyskland, hvor megen historie har udspillet
sig, ikke mindst i forbindelse med nazisternes
overtagelse af magten i Tyskland. Det var rystende;
både tankevækkende og fascinerende at stå der på
talerplatformen på Zeppelintribunen i Nürnberg og
skue ude over den store plads. Herfra stammer de
kendte billeder fra Nationalsocialisternes partidage i
1934, hvor Hitler taler fra selvsamme kvadratmeter
til hundredtusindvis af begejstrede, ekstatiske nazister,
SS’er og Hitlerjugends i snorlige rækker. Der
stod man pludselig midt i historien.
hellige Asadyrkende sted, hvor man ofte valgte at
lægge de første kirker. Den første stenkirke har været
mindre end den nuværende, der sidst i 1400tallet
er blevet udvidet med korpartiet (hvor alteret
står), med tårn og med hvælvinger. Først med reformationen
i starten af 1500-tallet er der kommet
større vinduer i kirken, for da begyndte man at have
salmebøger og dermed behov for lys til at kunne
læse ved. Bænkene har heller ikke været der i den
første kirke, men til gengæld har man haft et vindue
eller en åbning i kirkens kor, sådan at man har
kunnet se den opgående sol i øst. I dette rum, der
gennem tiden har skiftet udseende og indretning på
forskellig vis, men i det store og hele ligger, som det
gjorde for 800 år siden, har mennesker i Hjortshøj
og omegn takket, bedt, grædt, frygtet og håbet i århundreder.
Prøv en dag i kirken at lukke øjnene og lad tankerne
glide tilbage til den barnedåb i 1253, hvor en familie
fra Hesselballe bar deres lille spædbarn til dåben
i kirken med glæde men også med frygt for hvordan
det skulle gå barnet i en tid, hvor hvert andet barn
døde, inden det blev fem år. Prøv om du kan tænke
dig tilbage til 1368 eller mange andre år, hvor tårer
fra folk i Hjortshøj har ramt gulvet, fordi de stod der
ved kisten foran koret for at tage afsked med deres
barn, deres ægtefælle, deres forældre eller andre,
som pesten, lungebetændelsen, krigen eller alderen
havde taget fra dem. Prøv om du kan forestille
dig, hvordan borgerne fra Hjortshøj sogn i 1421
har lyttet til prædikerne om frelse og fortabelse. Se
om du kan sætte dig ind i, hvordan de udannede
bønder – sikkert med præstens hjælp - med gysen
har forestillet sig, hvordan der har set ud fra deres
plads i det hinsidige. Tænk videre over, hvordan man
i 1530’erne har været vidne til overgangen fra katolicisme
til protestantisme. De fleste sikkert uden at
forstå særligt meget.
Lyt, og se om du kan høre, hvordan præsten en søndag
i 1617 fra prædikestolen har oplæst Christian
IV’s helt nye forordning om intensivering af heksejagten,
som kom til at koste så mange troldkvinder
livet. Se, om du i tankerne kan snige dig ind til globryllup
i 1700-tallet, måske endda et et af de sjældne
af slagsen, hvor brudeparret selv havde valgt hinanden.
Og måske du endda kan se for dig, hvordan
byens mest dannede personer midt i 1800-tallet i
våbenhuset eller foran kirken har diskuteret Darwins
allernyeste teorier, mens fossilerne i kirkens stengulv
tavst har været vidne til menneskers forsøg på
at begribe Guds skaberværk. Og sådan kan du fortsætte
frem til efteråret 2009, hvor der stadig søndag
efter søndag ringes til gudstjeneste i byens ældste,
største og indtil nu eneste museum. Men vel at
mærke et museum, hvor der stadig døbes børn. En
bygning hvor der stadig vies forelskede unge og lidt
ældre. Og et rum, hvor der stadig grædes, når nogen
har mistet.
de også glæder sig over, at nogen (andre end dem
selv) holder det hele kørende: At orglet spiller, som
det plejer, at nogen tager sig af det der med det åndelige,
og at kirken også ligger klar der til dem selv,
hvis det en dag skulle blive nødvendigt. Og så er der
dem, der bruger kirken helt regelmæssigt: Som deltager
i gudstjenester, sognearrangementer og måske
endda menighedsrådsarbejdet.
Men man behøver ikke at tage til Tyskland for at
Og kaster man sig ud i det sidstnævnte, så vil man
opleve, hvordan det er en balancegang at være kirke
i 2009: En balancegang mellem en historisk arv, som
man forvalter og et budskab, man gerne vil forkynde
for moderne mennesker… på nutidens vilkår. Vi har
smukke rammer om forkyndelsen i Hjortshøj, men
opleve historiens vingesus. Man kan bare besø-
også rammer der med Nationalmuseet som vogter,
ge Hjortshøj kirke, som har ligget på sin bakketop i
helst skal være, som de altid har været. Vi har i me-
over 800 år, og som er åben hver dag i dagtimerne.
nighedsrådet oplevet at blive pålagt meget dyre re-
Prøv en dag at gå derind, gerne helt alene. Uden annoveringer
(600.000 kr) af kirkens inventar, fordi det
det ærinde end det at opleve rummet og historiens
Det er i sig selv fascinerende, at vi i byen har en byg- var udtørret på grund af den opvarmning af kirken,
vingesus. Rigtigt mange Hjortshøjborgere kommer i
ning, der i 800 år har dannet rammen om Hjortshøj som jo er en naturlig konsekvens af, at der faktisk
kirken hvert år: Til juleaften, til søndagsgudstjene-
borgernes religiøse liv: Deres undren, deres tvivl, foregår meget i kirken. Vi har oplevet at få nej til at
ster, vielse eller begravelse, men gad vide, om sær-
deres spørgen og deres afmagt. Det er en historie, vi opsætte enkle, diskrete forsatsvinduer for at spare
ligt mange rigtigt tænker over, hvor meget der er
alle er del af, selv om vi forvalter denne arv vidt for- på den ret store varmeregning.
sket i det rum?
skelligt. Nogle kommer aldrig i kirken og ænser den
måske slet ikke i deres daglige liv og færden. An- Og der ligger flere ”kampe” foran os: Menighedsrå-
Kirken blev bygget en gang i 1100-tallet, sandsyndre
nyder at kirken ligger der, lidt hævet over byen, det regner med i løbet af få år at skulle i gang med
ligvis der, hvor der allerede har ligget en trækirke,
pænt belyst i den mørke tid, som et udtryk for at no-
14 og sandsynligvis dermed også oven på det gamle,
get trods alt står fast i en omskiftelig verden. Måske
Forts. næste side
15