Klik her for at læse kirkebladet - Hjortshøj Kirke

en nænsom opdatering af kirkerummet. Vi drømmer
om pænere og mere brugervenlig belysning, evt. vil
vi have lidt mere livlige farver på bænkene. Og vi
vil gerne have et mindre bastant knæfald, og vi vil
gerne have sænket prædikestolen, så ham præsten
kommer lidt længere ned i nærheden af menigheden.
Men det er svære processer; prædikestolen
har fx haft den højde den har i 300 år, og når kirken
betragtes som museum, har den slags en helt egen
værdi. I Nationalmuseets optik bliver det godt at
prædikestolen er høj, alene fordi den har været det
i 300 år. Og her over for står altså menighedsrådets
ønske om at få præsten lidt mere ned på gulvet.
Det er en balancegang, fordi vi på den ene side ønsker
et brugsrum med god varme, gode lysforhold,
moderne musik, projektor og scenekasser til de dramaer,
der af og til opføres af og for børn og unge.
Samtidigt anerkender vi, at kirken er en del af en
historie, som vi skal værne om. Mindetavlen for min
forgænger i embedet, Knud Eschisøn (der var præst
i Hjortshøj sidst i 1600-tallet) er træls, fordi det forhindrer
os i at varme kirken op til en behagelig temperatur.
Men det er også fascinerende at have hængende
som et vidnesbyrd om, at vi i kirken blot er
små brikker i et langt større puslespil; at vi alle blot
er små dele af en større historie. Den slags erkendelse
giver ydmyghed. Og mindetavlen (eller epitafiet,
som det hedder) kan minde os om, at alle pastor
Eschisøns fire børn døde, før de blev 18 år gamle.
Den slags kan fylde os med taknemmelighed, når vi
kommer med vores børn til dåben og med nogenlunde
sikkerhed kan forvente, at de vil forblive sunde
og raske længe endnu.
At kirken både et er museum og et brugsrum kommer
vi ikke uden om. Det er vores vilkår. Ofte ville
jeg ønske, at vi kunne smide alle de gamle ting
ud og indrette kirken, som vi i menighedsrådet ville
anse det for formålstjenstligt (idet vores egentlige
formål er at forkynde kristendom). Men på den anden
side (måske det er alderen) får jeg også en større
og større forståelse for, hvad det vil sige at være
indfældet i en historie, der er større end mine opfattelser
af, hvad der er formålstjenstligt her og nu.
Kristendom i praksis
Det kristne budskab er blevet fortalt i Danmark i mere
end 1000 år, og det har måske været praktiseret næsten
lige så længe. Budskabet er i kristendommens
grundfortællinger, og dem kan vi bruge som støtte og
vejledning, når vi møder store udfordringer. Fortællingerne
kan hjælpe os, så vi ikke mister orientering i tilværelsen
men også i tilspidsede situationer er i stand
til at træffe valg, der er i overensstemmelse med vores
grundholdning til livet og til andre mennesker.
En af fortællingerne er fra Lukasevangeliet
Lukas kap. 10 v30: ’Jesus svarede og sagde: En mand
var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne
på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham,
så gik de og lod ham ligge halvdød. v31 Tilfældigvis
kom en præst den samme vej; han så manden, men
gik forbi ...’
(I kan læse resten i salmebogen, det er teksten til 13.
søndag e. trinitatis, eller høre hele teksten læst i kirken
på søndag, den 6. september. )
Vi kender vist alle historien. De ansatte ved templet i
Jerusalem gik forbi og lod ham ligge; hellige love og
religiøse regler hindrede dem i at hjælpe, mente de;
sådan forstod de deres ansættelse, selvom jødedommen
indeholder en grundregel om at hjælpe enker, faderløse,
fattige og fremmede. I fortællingen er det en
mand fra Samaria der hjælper den nødstedte, og det
har givet navn til fortællingen ”Den Barmhjertige Samaritaner”.
Fortællingen indeholder en skarp kritik af
den måde jødernes ledere praktiserer deres religion
på. I kristendommen har vi taget fortællingen til os
som en vejledning om at hjælpe mennesker i nød.
Vincent van Gogh ’Den barmhjertige samaritaner’
I Danmark har vi også en anden grundfortælling, som
siger noget om, hvordan vi gerne vil opfatte os selv.
Den handler om begivenhederne i 1943, da mange
danskere satte livet på spil for at skjule jøderne og
hjælpe dem væk fra den aktion, som skulle sende
dem til lejrene i Tyskland. Fortællingen har mange nuancer,
men den er vigtig at huske, for den er med til at
give os identitet: Vi hjælper mennesker i nød.
Det er også kristendom i praksis.
Peder Kjærgaard
Studiekredsen ”Tro og virkelighed”
Hvad er det for et liv Jesus tilbyder os,
når han taler om Guds rige, frelse, frihed og evigt liv?
Er det krav eller muligheder? Liv eller ånd? Tro eller virkelighed?
Heldigvis har vi et godt menighedsråd i Hjortshøj,
der har en fin forståelse for denne balancegang. Med
Det samles vi om i samtale og stilhed – med udgangspunkt i
respekt for det, der er blevet os overleveret, fortsætter
menighedsrådet således arbejdet på at gøre
Bibelens budskaber og menneskers tanker og erfaringer.
rammerne for den kristne forkyndelse endnu bedre
og endnu mere tidssvarende i fremtiden. I næste
nummer kan du læse om det smukke lystræ, som vi
Vi mødes på tirsdage kl. 19.30 i Den gamle Skole.
I efteråret er datoerne 29/9, 27/10 og 1/12.
inden længe indvier i kirken, og derefter vil der på et
tidspunkt blive løftet lidt af sløret for, hvad vi videre
har af planer med vores museum. Jeg mener vores
Vil du vide mere, kontakt Edvard Borbye, telefon nr. 86226126.
16 kirke. Jeg mener… begge dele.
17