KOLOFON Redaktion Adam Voigt | adam@ordet.net Henrik Østergaard | henrik@ordet.net Jacob Ludvigsen | jacob@ordet.net Julie Hornbek Toft | julie@ordet.net Jeppe Henckel | jeppe@ordet.net Kasper Løvborg | kasper@ordet.net Kenneth McNeil | kenneth@ordet.net Mette Lethin Axél | mette@ordet.net Rasmus Krogh | rasmus@ordet.net Skribenter Eva Norup Redvall Henrik Østergaard Henrik Uth Jensen Ida Brixtofte Nielsen Jacob Ludvigsen Kasper Løvborg Kathrine Honstrup Yde Kenneth Abildgaard Kenneth McNeil Mads Mikkelsen Peter Schepelern Sissel Marie Tonn-Petersen Sophie Rørdam Layout Carina Juul Rasmussen Sissel Marie Tonn-Petersen Tryk Frederiksberg bogtrykkeri ISSN 1602-5334 Oplag 750 Annoncer annonce@ordet.net Input Brug <strong>ORDET</strong>! Indlæg, artikler og ideer modtages med glæde. Send en mail redaktion@ordet.net eller kontakt redaktionen. Ordet udgives med støtte af Nordisk Film Fond og FILM KOPI LEDER Trang til orden Som hverdagen ser ud for langt de fleste i den moderne verden, skulle man tro, at den menneskelige trang til orden og kontrol ligger dybt nedarvet hos os på linje med behovet for føde og forplantning. Vi lægger planer for alle elementer af tilværelsen og strukturerer vores hverdag i en sådan grad, at selv et besøg fra vores nærmeste venner <strong>kan</strong> virke stærkt intimiderende, hvis det kommer uanmeldt. Og hvad vi ikke <strong>kan</strong> underlægge streng kontrol bliver mødt med skepsis eller frygt. Fugleinfluenza, re- ligiøs fanatisme, klimaforandringer, kollektiv trafik. Ja, det ukontrollerbare har mange ansigter, men fælles for dem er den knude, de giver én i maven ved tanken om det kaos, de <strong>kan</strong> forårsage. Dette nummer af Ordet fokuserer netop på kaos. For bag frygten lurer en stærk fa- scination af dette fænomen, og de elementer af livet, der ikke lader sig kontrollere, så længe vi bare får det serveret i små kontrollerbare mængder. Vi elsker at sidde i mørket omgivet af rødt plysstof og se verdens orden truet af kometer, dødbringende vira, teknologisk overlegne rumvæsener eller klimatiske katastrofer. Apokalyptiske filmfortællinger, der med deres simulering af vores civilisations endeligt, efterlader os med et sug i maven, inden den faste ugentlige badmintonaftale og det planlagte møde i læsegruppen. Vi hylder mennesker, der udviser fuld kontrol over deres liv. Den unge fremadstormende politiker; velartikuleret og ligevægtig i enhver udtalelse. Popdronningen, der behersker stemme, såvel som økonomi og berømmelse. Atleten i fuld motorisk kontrol, pressende kroppen til det yderste. Og endnu mere svælger vi i mediernes eksplicitte blotlæggelse af selvsamme mennesker, når de falder for fri- stelser som doping, kokain eller 15-årige DSU-skønheder, og vi nyder at se deres nøje planlagte fremtid brase sammen om ørerne på dem. Menneskelig kontrol afløst af indre kaos i fuld offentlighed. Vores egen frygt for at miste selvkontrollen projekteret over på disse menneskers udstillede afmagt. Kaos har mange ansigter. Afdankede og afdøde berømtheder. Total nedbrydning af den filmiske struktur, både æstetisk og dramaturgisk. Den kaotiske selvforståelse de nye muligheder for selvpromovering på internettet <strong>kan</strong> medføre. Ordet 18 tilbyder denne gang små 30 siders uorden og anarki. Lige til at fordøje og fornøje sig med i trygge, rolige omgivelser. God fornøjelse Af Adam Voigt Visse film inviterer til gensyn. Tvinger seerne til at opklare deres gemte gåder. Til at vende tilbage – i håb om at lure, hvordan de på upå<strong>lide</strong>lig vis blev ført bag lyset. Velkommen til puzzlefilmenes ofte komplekse og flertydige univers. ”My eyes are open” forklarer fortælleren i slutnin- gen af Fight Club og understreger dermed, at han – ligesom seeren – indtil filmens store afsløring har været blind. Filmen forlanger simpelthen, at seeren genser den med åbne øjne. Plottet må re- vurderes og forstås igen. Fight Club er en såkaldt puzzle-film. Den gør brug af en strukturtype, som udfordrer seeren til – enten retrospektivt eller ved gensyn – at undersøge, om dens twist blev underbygget tidligere i filmen. En twist er dog hverken nødvendig eller tilstrækkelig for at betegne en film som en puzzle-film. Det af- gørende er, at filmen efterlader en nysgerrighed hos publikum og belønner den ihærdige, tilbage- vendende seer. Upå<strong>lide</strong>lig fortælling Upå<strong>lide</strong>lighed i film <strong>kan</strong> groft opdeles i to typer: Enten kommer den til udtryk som en forvirring omkring, hvorvidt fortællingen er objektiv eller subjektiv – forvirring, seeren gerne deler med en upå<strong>lide</strong>lig hovedperson – eller også viser selve fortællingen sig at være upå<strong>lide</strong>lig. Upå<strong>lide</strong>lige fortællinger udgør kernen i puzzle-film, men upå- <strong>lide</strong>lige fortællere er også mere reglen end und- tagelsen i disse film. Filmhistorien har budt på stri- bevis af upå<strong>lide</strong>lige hovedpersoner, der pludselig viser sig at have drømt de pågældende film eller at være psykisk ustabile, men Fight Clubs bedrift er, at den formår at fremlægge et sammenkog af filmenes virkelighed og et mentalplan – vel at mærke uden at seeren bemærker det! Puzzle-film undgår at drage seernes opmærksomhed mod den centrale hemmelighed ved at udnytte deres forventning om gennemskuelig fortælleteknik. De poserer som klassiske, gennemskuelige Hol- lywood-fortællinger, for derefter at vise sig at have haft en skjult dagsorden. Denne udspekulerede plan fra filmskabernes side kræver, at narrativet opbygges særdeles omhyggeligt, sådan at før- stegangsseeren og den indviede konstruerer to uforenelige fortællingslag. Det første lag antydes af overfladiske spor, som senere viser sig at have været vildledende, hvorimod det andet er mindre tydeligt, men i sidste ende mere overbevisende. Intentionen er altså, at filmene skal fungere kom- plet anderledes ved gensyn. Et hemmeligholdt mysterium Modsat almindelige mysterier, hvor tydelige – men ofte ufuldkomne – spor skal retardere se- erens viden, så forsøger puzzle-filmene at skjule sporene – og dermed eksistensen af selve myste- riet. De giver altså ikke umiddelbart grund til at være særligt opmærksom, og den uforberedte seer får ikke chancen for at indsamle de brikker, der skal samle puslespillet. Den tilbagevendende seer, derimod, er parat og bliver en slags detektiv, der angriber filmen med en indledende hypotese, der skal afprøves, i håb om at skabe fuldstændig sammenhæng. De udlagte spor opsnuses med to formål for øje: De skal bruges til at teste om den pågældende hypotese både løser filmens gåder og samtidig (bort)forklarer alle uoverensstemmelser. Seeren må dog tit nøjes med et kompromis mellem disse kriterier og tage til takke med en vis mangel på sammenhæng, hvis forklaringen er tilstrækkeligt overbevisende. Omvendt, så <strong>kan</strong> en smule usand- synlighed accepteres, hvis hypotesen ellers i vid udstrækning binder filmen sammen. Sværhedsgrad Nogle puzzle-film er fuldt ud forståelige efter fil- mens twist. Andre forbliver en udfordring. Selvom mange eksempelvis blev blæst væk af twisten i The Sixth Sense, så er filmen ved gensyn ikke særligt Skrevet af Kasper Løvborg, stud. film- og medievidenskab 5