Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids - DIIS

More documents

Recommendations

Info

Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids nes hemmeligheder (1516). Der boede så vidt vi ved ikke jøder i Danmark endnu, dvs. det hele var et "importeret jødehad", indeholdende de kendte anklager mod jøderne for gudsmord. Fly og sky de grimme jøder, hed det i dette skrift, som oplyste om jødiske ritualer og skikke ved højtidelighederne i tiden fra Rosh Hashanah til Jom Kippur. Skriftet var skrevet på dansk, fordi det ville henvende sig til almindelige, ustuderede danskere, og det indeholdt opfordringer til myndighederne, så alle kunne være forberedte, dersom jøder skulle vise sig i landet. Der rettedes anklager mod jøderne af religiøs art, de forkastede Jesus som Messias, de læste Det Gamle Testamente forkert, rabbinerne fortolkede falsk. Også anklager for økonomisk udbytning af de kristne rettedes mod dem her. I det hele taget blev jøderne latterliggjort og forhånet og fremstillet som samfundsskadelige. Bøger var endnu kostbare at trykke og udgive, men den danske udgiver, en københavnsk gejstlig person ved navn Poul Ræff, må have regnet med tilstrækkelig afsætning af skriftet. Kirkernes kalkmalerier indeholdt ligeledes en lang række antijødiske motiver – over 100 kan opregnes – og deres påvirkningsgrad har været betydelig. Søndag efter søndag, helligdag efter helligdag, betragtede menighederne, som for størstedelens vedkommende bestod af analfabeter, de samme billeder. Slægtled efter slægtled fik de livet igennem på denne måde fortalt, hvorledes jøderne var onde, fortabte menneske, som havde vendt sig bort fra Jesus, og havde tortureret og henrettet ham. 2 Martin Luther (1483-1546) havde oprindelig taget afstand fra den hårde linie over for jøderne, som var blevet praktiseret i den katolske middelalder. Han mente, at man skulle komme dem i møde med "venlighed", for dette ville fremme deres lyst til at gå over til kristendommen. Men senere i livet lød andre toner, og i tre antijødiske skrifter fra 1543 gjorde han teologisk endeligt op med jødedommen. Til dette føjede han – i skriftet Om jøderne og deres løgne – en lang række praktiske, særdeles grusomme og afskyelige anvisninger på, hvorledes øvrigheder og indbyggere kunne marginalisere eller direkte fordrive jøder fra territorierne, afbrænde 2 Martin Schwarz Lausten, Kirke og synagoge 2000, 15-156. Ulla Haastrup: Jødefremstillinger i dansk middelalderkunst, i: Mirjam Gelfer-Jørgensen (red.): Dansk jødisk kunst. Jøder i dansk kunst, København 1999, 111-167. 45
Martin Schwarz Lausten synagoger og privathjem, inddrage deres ejendele, jage dem ud på landevejene osv. Der er ikke tid til at gå nærmere ind på dette særdeles meget omdiskuterede tema. Man kan måske nok søge at forklare Luthers holdning ud fra hans teologiske grundposition, som formuleredes i opgøret med den romersk-katolske kirkes teologi: intet menneske kan frembære noget for Gud, som skulle kunne bidrage til dets frelse. Hverken gode gerninger i form af et moralsk levned, deltagelse i pilgrimsrejser, fremsigelse af talrige bønner eller udøvelse af andre fromhedshandlinger, hjælper mennesket her. Det er udelukkende henvist til Guds nåde, som skænkes det syndige menneske. Derfor kan man heller ikke påberåbe sig afstamningen og hævde, at man har en særlig adgang til Gud, fordi man tilhører et bestemt folk. De, som forsvarer Luther, hævder, at han udelukkende betragtede og behandlede forholdet mellem kristendom og jødedom, mellem kristne og jøder, som et teologisk problem. Men dette er ikke rigtigt, for Luther drager netop sociale, praktiske konsekvenser af sit syn. Der sker hos ham den kortslutning, at den teologiske uoverensstemmelse omsættes til opfordringer til voldshandlinger overfor modparten. Gennemførelsen af den lutherske reformation i Danmark betød ingen ændring i den kirkelige holdning til jødedom og jøder. De danske reformatorer, bl.a. Hans Tausen (1494-1561) og Peder Palladius (1503-1561) citerer aldrig og henviser aldrig til Luthers grove og vulgære udfald mod jøderne, ligesom de aldrig gengiver hans praktiske forslag til jødernes fordrivelse. Luthers antijødiske skrifter oversættes heller ikke til dansk på denne tid. Dette kan dog skyldes det enkle faktum, at der endnu ikke boede jøder i Danmark, for i deres teologi følger de naturligvis Luther også her. Jøderne var ganske vist et af Gud udvalgt folk, men de mistede dette, da de ikke ville anerkende Jesus som Kristus og erkende, at troen på ham alene var vejen til frelse. Derfor blev de ramt af Guds retfærdige straf – Jerusalems ødelæggelse, jødernes fordrivelse, evige landflygtighed og underkastelse under de kristne. Jøderne er dog ikke uden videre fortabte, men kan frelses, dersom de omvender sig til kristendom. En enkelt af teologerne, Peder Tidemand (d. omkr. 1570) gør sig også til talsmand for det, man har kaldt en skyldens solidaritet med jøderne: kristne er som syndige mennesker ikke bedre i Guds øjne end jøderne. Det var menne- 46
Page 1 and 2: Martin Schwarz Lausten Antijudaisme
Page 3: Martin Schwarz Lausten blev henrett
Page 7 and 8: Martin Schwarz Lausten håndbogen i
Page 9 and 10: Martin Schwarz Lausten Alligevel bl
Page 11 and 12: Martin Schwarz Lausten ledende jød
Page 13 and 14: Martin Schwarz Lausten efter Trinit

Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids - DIIS

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?