Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids - DIIS

More documents

Recommendations

Info

Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids kaldte dem? Bandlysningen havde både religiøse og sociale følger bortset fra, at bandlysningsretten i det offentlige ville styrke rabbinerens autoritet. Trods modstand fra Det teologiske Fakultet indrømmede regeringen rabbineren denne ret. Også kravet om jøders edsaflæggelse i retssager voldte problemer. Ligesom i udlandet mente man ikke at kunne stole på en jødes edsaflæggelse. Denne kunne naturligvis ikke foregå ved, at den pågældende svor ved Bibelen, der også indeholdt Det Nye Testamente. Man udformede en speciel edsformular, indeholdende en lang række ydmygelser og selvforbandelser i tilfælde af mened – formularen forblev i øvrigt i brug til et stykke op i det 19. århundrede. Hertil kom en række sager, som mere direkte havde med de religiøse forhold at gøre. Med kort tids varsel blev det forbudt kristne tjenestefolk at være ansat i jødiske familier (1724), da et sådant tjenesteforhold var uværdigt for kristne. Initiativet kom fra den jødefjendske politimester Ratheken og blev understøttet af Sjællands biskop Christen Worm (1672-1737), som bl.a. argumenterede ved at mene, at man blot bestyrkede jøderne i deres "overtro", dersom de lod kristne tjene hos dem. Worm henviste i øvrigt som en af de første teologer herhjemme direkte til Luthers ovennævnte skrift Om jøderne og deres løgne. Jødiske kredse klagede til kongen, og de blev dygtigt forsvaret af den fremtrædende overpræsident i Altona, kongens svoger Christian Ditlev Reventlow. Efter en interessant debat mellem biskoppen og ham, endte det med det helt usædvanlige, at den enevældige konge måtte trække anordningen tilbage – skridtvis ganske vist. Spørgsmålet om tvangsdåb af en 6-årig jødisk dreng, som mod forældrenes vilje havde ytret ønske om at blive kristen, blev ligeledes rettet fra kongen til Det teologiske Fakultet. Professorerne var delte, men kongen rettede sig efter den gruppe, som mente, at det var helt i orden at sætte drengen i asyl og døbe ham, hvilket skete (1725). Professorernes begrundelse var bl.a., at det kunne være, at det var Gud selv, som talte gennem drengen. Dersom man ikke døbte ham, ville han jo gå fortabt, og i så tilfælde ville de, kongen og de andre myndighedspersoner i denne sag blive fordømt på dommedag, dersom man dristede sig til at afvise hans ønske om dåb. Jødernes antal blev forholdsmæssigt aldrig stort i København. Af en befolkning på ca. 65.000 var der i 1728 godt 280 jødiske personer, og i 1780 var der ca. 1600 jødiske personer ud af en befolkning på ca. 80.000. 49
Martin Schwarz Lausten Alligevel blev det snart vanskeligt at afholde gudstjenester i den beordrede lejlighed. Man indsendte ansøgning om bygning af en synagoge, men planen blev bremset af biskop Christen Worm, som overfor kongen erklærede, at sligt forehavende ville faa farlige følger og blive mangfoldige Guds børn, som kender Kristum, til forargelse (1737), og da man fem år senere gentog ønsket, affærdigede Danske Kancelli det med det kortfattede Herved er intet at gøre. Da man mange år senere (1764) igen ansøgte om at måtte bygge en synagoge i Læderstræde mente Sjællands biskop Ludvig Harboe (1709-1773) ligesom forgængeren, at det fremførte ønske var særdeles dristigt og formasteligt og kunne drage farlige Fölger efter sig og blive mange til stor Forargelse. Ansøgningen burde afvises. Regeringen rettede sig ikke efter biskoppen, men gav dog kun tilladelse til indretning af en synagoge på anden og tredje etage i en nyopført ejendom i Læderstræde. En særlig synagogebygning kunne der ikke blive tale om. Ejendommen gik i øvrigt til grunde ved Københavns brand i 1795. Det var en generel tendens i første halvdel af 1700-tallet at Det teologiske Fakultet og Sjællands biskop i København havde klare antijødiske indstillinger. Det samme gjaldt Københavns Magistrat, som i udtalelser til regeringen gang på gang indflettede anklager mod jøderne i almindelighed. Jøderne klagede også ved flere lejligheder over, at de generedes og chikaneredes offentligt i byen. I 1727 erklærede De ældste, at gemene folk gik løs på jøderne med ordskælden, hug og slag, sten- og dyndkasten, forslaget om indretning af en jødisk ghetto, som politimester Claus Rasch forgæves havde anbefalet regeringen (1692), blev gentaget af to rådmænd (1730); denne gang foreslog de Larslejstræde. To forretningsfolk foreslog, at man beslaglagde samtlige jødiske formuer for at oprette en erhvervsbank (1727), og en anonym foreslog kancelliet, at alle jøder blev forsynet med et synligt jødemærke: det ene ærme på overtøjet skulle være rødt for at distinguere jøderne fra christne. Danske Kancelli erklærede dog kortfattet, at dette ville man ikke reflectere nærmere over (1745). Til alt dette kom nu et særligt forhold, som skulle få en vis betydning. Netop i begyndelsen af 1700-tallet blev hoffet og ledende personer i administrationen og kirken grebet af den tyske religiøse bevægelse pietismen. Den krævede en personlig tilegnelse af kristentroen gennem en omvendelsesproces og forlangte af de omvendte et aktivt kristeligt liv, i 50
Page 1 and 2: Martin Schwarz Lausten Antijudaisme
Page 3 and 4: Martin Schwarz Lausten blev henrett
Page 5 and 6: Martin Schwarz Lausten synagoger og
Page 7: Martin Schwarz Lausten håndbogen i
Page 11 and 12: Martin Schwarz Lausten ledende jød
Page 13 and 14: Martin Schwarz Lausten efter Trinit

Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids - DIIS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?