1 He who fights with monsters might take care, lest he thereby ...

Om “s p ø g e l s ” e r
Inspirationen til at bruge spøgelser kom fra
sociologien, hvor amerikaneren George
Herbert Mead i starten af dette århundrede
b e s k r ev psyken som en diskussion mellem
en persons “jeg” og “mig”. “Jeg” er den intu-
a t i ve / k r e a e t del i v af personligheden, imens
“mig” er et billede af hvordan personen
opfatter omgivelsernes normer og forve n t-
n i n g e . rLidt
humoristisk kan en personlig-
hed altså beskrives som en diskussion/strid
mellem det velopdragne og artige “mig” og
det impulsive og instinktive “jeg”. Ta n ke g a -n
gen svarer til Freud’s “id” og “ove r j e g . ”
S p ø g e l , s e eller r flere personligheder til at
afspejle en psyke, bruges også i andre rol-
lespil bl.a. Wraith og Immortal.
I dette scenarie bruges spøgelser kun til at
vise enkelte aspekter af spilpersonernes psy-
ke r.
Captain Hurt’s hustrue og datter af-spejler
hans nagende sorg og selvbebrejdelse.
Kong Arthur er som Sergent Trust’s mentor
et billede på frygten for at blive voksen og
tage et ansva r.
Lieutenant Urqhert’s indre dæmon illu-
strerer hans egoisme og griskhed - ondska b
om du vil.
Sergent Nail’s forfølger er hans nemesis,
der hævner fortidens ugerninger, og repræs-
enterer hans fortrængte samvittighed og
s k y l d f ø l e .
l s e
8 J a g t e n
Spilpersonerne
Scenariets fire hovedpersoner er alle erfarende medlemmer af de brittiske
elitestyrker, de såkaldte Commandoes. De er yderst kompetente
soldater, der hjulpet af det famøse serum, får superhelte-agtige egenskaber.
Spillerene skal gerne glædes over soldaternes kompetence, og
få spasmer ved tanken om de mange nazister de skal tæske.
Storhed fører som bekendt til fald og det er også hvad spillerene
vil opleve, når serummets “mirakuløse effekter” trænger dybere ned i
deres gener.
Som spilpersonerne forandres får spillerene løbende udleveret
nye personark. Der er fire ark til hver spiller.
Alle spilpersonerne er tillagt psykiske ar, der kan få andre og dem
selv til at tvivle på deres mentale-stabilitet. Fortællingen foreskriver
ikke konsekvenserne af de psykologiske spidsfindigheder, det er spillernes
job, og nu har de fået noget at arbejde med.
Lig i lasten
Alle spilpersonerne forfølges eller hjemsøges af indbildte personer, der
skal afspejle væsentlige aspekter af deres psyke. “Spøgelserne” optræder
når du vil og kan ud over underholdning også bruges effektivt til at
vejlede og manipulere spillerene.
Spillerene vil sandsynligvis få lidt af en chok og rynke på næsen,
når Kong Arthur pludselig står bagerst i spejlbilledet. Mange vil umiddelbart
tænke, at det er for langt ud og ikke holder en meter. Det er
derfor vigtigt, at spillerene fra starten forstår, at spøgelserne blot er
afspejlinger af spilpersonernes personlighed og lærer at spille med, og
ikke imod, dem.
I starten skal du selv styre spøgelserne, men som scenariet skrider
frem kan du eksperimentere med at lade de andre spillere komme
til, eller ved at lade spillerene styre deres egne spøgelser. Den første
gang du introducerer spøgelserne bør være på to-mand-hånd med spilleren.
Senere skal det hele dog køres åbent, så glæde og indsigt bliver
alle til dels.
Spøgelserne er også et effektivt redskab til at påvirke spillets
udvikling. Spillerene kan få hints, gode råd og hvem ved? - måske kan
dæmonen eller Kong Arthur direkte påvirke omgivelserne og derved
vende nederlag til sejr. F.eks. kan Kong Arthur midlertidigt besjæle
Lloyd, der pludselig kæmper som en garvet og frygtløs ridder (ca. 20.
levels Paladin).
Pas på! Spøgelserne sluger nemt en frygtelig masse tid, og scenariet
har i forvejen en tendens til at trække i langdrag. Overvej eventuelt at
droppe et par af spøgelserne, eller læg det meget ud til spillerene selv at
bruge dem.
Beretningerne
Hver spilperson har mindst en historie, som han skal fortælle i løbet
af scenariet. Historierne udleveres med retningslinier sammen med
det første personark. Den enkelte spiller vælger selv hvor, hvornår og
til hvem han vil berette sin historie. Der ikke må læses op, men skal
fortælles med egne ord. Det gør heller ikke noget, hvis historien udvikles
og ændres under fremlæggelsen. Fælles for flere af historierne er,
at de belaster fortælleren og tvinger tilhørerne til at revidere deres for-