Apr 06 - 1 - VIA University College

More documents

Recommendations

Info

Besøg i Kenya – en lille øvelse i at prøve at ændre virkeligheden Af Eddy Thomsen Seminarielærer, et@petersabroe.dk Vi, Birgit Bjerre og jeg, undervisere på Peter Sabroe Seminariet, var sendt ud af seminaret for at se, opleve og lære af Amani Peoples Theatre i Kenya. Hvor har vi været – indhegnet? Det område i Afrika, der hedder Kenya, rummer mennesker, folk, kulturer og sprog af forbløffende mængde, selv inde i et trods alt overskueligt område, som staten Kenya dækker. Kenya – på tværs af de over 20 stammer og sprog osv, osv – blev af en af vores værter karakteriseret noget kynisk, måske realistisk, men i hvert fald polemisk og kritisk, således: Der findes tre hovedgrupperinger i landet. De kan ikke deles op i tre lige store dele, men de er alle af et betragteligt omfang. Den ene gruppe består af dem, der bor i ”compounds”, dvs i indhegnede bebyggelser, ofte med vagter og anden overvågning. Den anden gruppe udgør de mange mennesker, der er beskæftigede med bevogtning i mange led fra planlægning, konstruktion, daglig ledelse og praktisk vagttjeneste. De sidste grupper må næsten i en systematisk logik, der ikke behøver syn for sagn, være de mennesker, som skal – og bliver – udelukket fra de bevogtede områder og bebyggelser. Det er alle fattigrøvene og også rigtig mange mennesker, som er lidt midt imellem – folk med gyldigt ærinde, lokale gæster, leverandører… Som europæiske gæster havde vi ikke nogen problemer med adgang til ”vores” indhegning eller andre for den sags skyld. Vi var genkendt på forhånd og selvskrevne VIP. Men vi oplevede, at folk, vi havde haft kontakt med, havde svært ved at få adgang til vores indelukke. Inde midt i Kenya såvel som i mange lande i den tredje verden fi ndes disse adskillelser, som jo blot bliver fordoblet og forstærket, når vi betragter menneskeheden i et globalt perspektiv. Sagen er, at vi oplever de ulige vilkår meget stærkt, når vi også ved, at de samme former for adskillelser findes i alle rige lande med både fysiske hegn og vagter med våben og med endnu flere usynlige hegn, der udgøres af sprog- og kulturkoder. Der er kun tale om gradsforskelle, og for Danmarks vedkommende er det desværre nok kun et spørgsmål om tid, hvornår de første rige indelukker bliver etableret for mere end én ejendom – antagelig i det nordøstlige Københavnsområde. Som gæster og work-shop deltagere hos Amani Peoples Theatre fik vi lejlighed til at opleve og undersøge dele af de andre steder udenfor de sikre compounds og de sædvanlige turistområder. Vi besøgte bl.a. slumkvarterer og landsbyer, men også et særligt ”indelukke”, nemlig en pigekostskole. Besøget hér var også skueplads for en teater-performance, som vi havde udviklet i vores work-shop – og det besøg vil jeg uddybe: Besøg i Lwak High School, kostskole for piger (ca. 12-18 år) Dette var vores største performance. Det vil sige vores største opgave, hvor vi brugte dele af teknikker, udforsk nings- og fremstillingsteknikker med drama i konfliktløsningssammenhæng sat ind i en pædagogisk sammenhæng. Vi brugte forumteater strukturen, hvis hovedformål er at synliggøre konflikter og især undertrykkelser i fi ktiv form med henblik på, at den fi ktive øvelse kan ”smitte af” på virkelighedens konflikthåndtering og eventuelle opgør med undertrykkelse. Vi var ikke indkaldte til at løse deres problemer. Det er muligt, at vi alligevel bidrog en smule – men det er ikke til at sige. På holdet havde vi en kvinde, som var lærer på Lwak. Via hende blev vi orienteret om typiske, ret permanente konflikter i hendes verden på High School, og vi tog et af hendes punkter op til dramatisk-pædagogisk behandling: Præfekternes misbrug af privilegier og magt. Pigerne bliver banket op klokken 5 om morgenen for at læse lektier før morgenmaden. Det er selvsagt ikke altid lige populært. Pigerne er søvnige, og deres motivation er ikke i top – men der er ikke noget at gøre. Systemet er meget pligt-orienteret, og de ældre, ledere og lærere skal ubetinget adlydes. Pigerne bliver også kontrolleret systematisk. Det er præfekternes opgave, for så vidt angår nærværet ved morgenlektielæsningen. Præfekterne er imidlertid selv elever, ældre elever med magt og privilegier, og de kan finde på at snyde med opgaven. Præfektsystemet er importeret fra det gamle britiske kostskolesystem, ligesom også pigernes skoleuniformer (på denne kostskole holdt i rødt og hvidt – vi følte os på et symbolsk plan hjemme!). Præfektsystemet har vist nok længe været ude af kraft herhjemme, men det har haft et efterliv i bog, film og teater, baseret på den svenske forfatter Jan Guillou selvbiografi ske arbejder. Vi skaber et spil: Til kamp mod undertrykkelse. Side 8 Vinduet April 2006
Til grin – men gudskelov for humorens universelle kraft 3 personer spiller almindelige skolepiger. Én af disse ”piger” er ham, der skriver disse linjer. Jeg er en mand med grånende skæg på 50+. Jeg ved ikke om du, kære læser, kan se det for dig! Jeg står op af sengen, strækker mig, vrikker mig ud af natkjolen og pjasker vand i ansigtet for derefter at gå til læsesalen sammen med de to andre. Jeg prøvede overhovedet ikke på at være komisk. Jeg antydede blot de nævnte rutinehandlinger for at vise scenen – men salen skreg af grin. ”Pigerne” sætter sig til at læse, men er selvfølgelig utidige, driller hinanden lidt og småskændes. Den ene er den fl ittige. Den anden er hende, der prøver at låne og kopiere opgaven fra den fl ittige. Den tredje er bare sød og uskyldig. Endelig dukker præfekten op. Hun er kommet for sent op. Hun skal registrere de yngre elevers fravær, og det er hun ikke i stand til. De tre piger kommenterer lavmælt hendes svigt. Da så læreren kommer, er det præfektens opgave at afgive rapport, og hun meddeler, at den tredje pige, den søde og uskyldige, har været fraværende. Det er usandt, men læreren stoler (blindt) på præfekten. Pigerne protesterer, mumlende og halvkvædet, da de ikke har ”lov” til at sige imod. Præfekten insisterer på sin version, hvorefter den tredje pige idømmes en disciplinær straf. Jokeren spørger salen, om det er retfærdigt. Nej!! Er der nogen, der vil overtage rollerne og vise, hvad der sker i virkeligheden – i pigernes egen virkelighed, som vi har lavet et fortegnet billede af – måske? Ja, det er der mange piger, der gerne vil. Der udpeges en større gruppe, som straks går i gang med at gennemspille scenerne. De fokuserer meget på den indbyrdes nid og nag mellem pigerne under lektielæsningen – men lader præfekten og læreren gøre som før. Det er ikke helt tilfredsstillende og Jokeren prøver igen med en ny gruppe. Stort set det samme sker. Jokeren sender nu hele salen ud i grupper med det formål indbyrdes at diskutere og blive enige om 3 gode råd til bedring af situationen. Vi, der er gæster på skolen og som har sat det hele i gang, deltager som observatører. Efter en ivrig palaver trækkes grupperne ind i salen igen for at aflægge rapport. Det er gruppernes talsmænd rigtigt gode til. Det er tydeligt, at de er trænede i at stille sig frem og ytre sig. Men hvad siger de så? Alle grupperne koncentrerer sig om elevernes selvdisciplin. De skal blive bedre til at stå op om morgenen og være friske til lektierne. De skal læse flittigt og ikke snyde. De uforbederlige syvsovere bør dog ikke straffes, men gives i Guds hånd! Ingen anfægter selve stå-op tidspunktet (klokken fem om morgenen i mørke), den strenge disciplin eller præfektsystemets beståen. Et blik over hegnet Har øvelsen da fejlet? Ja, grundideen om ikke at bøje sig for undertrykkelse blev ikke taget op som en mulighed i spillet og heller ikke i debatten bagefter. Men på den anden side blev situationen trods alt vist. Den dumme præfekt blev hængt ud til almindelig latter og hån. Og den ufølsomme lærer blev peget ud i den sceniske offentlighed. Det er i sig selv en oplevelse, der sandsynligvis bliver lagret i pigernes bevidsthed. Den kan bidrage til at kaste tværlys på den regelrette hverdag og flids-tyranniet – på et senere tidspunkt (?). Måske var det lidt for meget med de mange mennesker, herunder skolelederen, lærerne, præfekterne og gæsterne, der alle på én gang så på og fulgte med. Måske skulle man passe lidt på med at være alt for socialt opfindsom? - kunne pigerne tænkes at mene hver især for sig selv, måske kun halvt bevidst, mens de på den anden side var meget ivrige efter at gøre sig bemærket. I hvert fald nogen af dem, og efter en vis tid... Men det næste skridt - at udsige afmagten og handle (fiktivt) imod undertrykkelsen – det blev ikke taget. Det var åbenbart alligevel for stor en mundfuld. Der skal ”ses” en anden måde, en alternativ selvfølgelighed til det disciplinære og hierarkiske system, ligesom nogle individer skal træde i karakter med et vist mod til at foreslå noget andet. Den sidste fase i vores arrangement, den del der handlede om gruppesnakker efter selve forum-spillet og inden den sidste tilbagemelding i plenum, var på en måde den mest interessante. Den tog lang tid. På det tidspunkt var pigerne blevet ”varmet op”. Det der skulle ske, var på en måde allerede sket. Nu kunne de slappe af, spørge og ytre sig mere frit over for os fra Europa. Vi havde jo også givet vores bidrag ved at skabe os tosset på deres hjemme-scene. Det gennemgående tema var, at pigerne gerne ville vide noget om deres muligheder for eventuelt at kunne komme til Europa og videreføre deres studier, gøre karriere, få et liv... Vores ankerperson, der var lærer på stedet og også tog del i vores workshop med Amani People, havde været i Europa for at læse. Hendes holdning til Vesten var lunken, hun var med forsæt taget tilbage til Afrika, og hun var en mulig rollemodel for pigerne. Hvor meget det kunne betyde, ved vi ikke, men vi oplevede at pigerne var meget interesserede i vores lande. Et tilbagevendende tema var – hvordan kommer vi til Europa. Det kunne vi dårligt svare på. Nå ja, uddannelse, karriere og ægteskab... men hvordan lige nærmere…. Da oplevede vi igen opdelingen i at være inde i indelukket og udenfor. Vi var i pigernes indelukke – og var velkomne gæster udefra. Pigerne var udelukkede så at sige på forhånd fra vores verden, ville gerne ind af mange mere eller mindre gode grunde. Men de var udelukkede. Vi var en slags grænsevogtere eller...? Det blev en øvelse i det forhold, at det ikke er nemt at flytte på en massiv, normativ virkelighed. En øvelse mest for os, der var gæster. Måske? April 2006 Vinduet Side 9
Page 1 and 2: P e t S e e r S a b r o e m i n a r
Page 3 and 4: Arktisk Stati on og omegn - et liv
Page 5 and 6: hold til deres slægtninge i Alaska
Page 7 and 8: dret sig. Der er fire: Sommer, efte
Page 9: International masteruddannelse for
Page 13 and 14: dpædagoger 2005/2006 efteruddannel
Page 15 and 16: kendt for at have udbredt. Jeg vill
Page 17 and 18: midt i mit indkøb. Jeg græd, når
Page 19 and 20: es kirke og vores land. Og så love
Page 21 and 22: dersøgelsen. Anstrengelserne gav e
Page 24: Afsender: Peter Sabroe Seminariet P

Apr 06 - 1 - VIA University College

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?