Apr 06 - 1 - VIA University College

Arktisk Stati on og omegn – et liv
langt mod nord
Eller lidt om hvad man kan bruge 1½ års orlov på ….
Af Anne Dalsgaard
seminarielærer, ad@petersabroe.dk
Jeg har aldrig gået med en barnedrøm
om at komme til Grønland. Tanken om
at flytte derop opstod ud af livets forandringsprocesser
og en tilfældighed i
2004. Fra da af har Grønland eksisteret
i mit hjerte og mit verdensbillede.
Et billede, der ikke passer
I juni 2004 fik jeg orlov fra mit arbejde
som seminarielektor på Peter Sabroe
Seminariet for at flytte med familien (to
voksne samt tre piger på 6, 9 og 13) og
det fulde indbo til Nordvestgrønland.
For første gang på grønlandsk grundfjeld.
Jeg kom dertil fuld af drømme
om det eksotiske liv langt væk, vel vidende
at det ville være en udfordring
– men jeg vidste ikke, hvor omfattende
udfordringen ville blive. Jeg måtte erkende,
at jeg havde skræmmende lidt
opdateret viden om Grønland, men til
gengæld mange romantiske og fantastiske
forestillinger om mænd i kajak, ka­
mikker, mørke, isbjørne, nationaldragter
og trommedans. Selvfølgelig havde
jeg læst om landet inden afgang, og vi
havde i familien taget fat på et grønlandsk
sprogkursus på bånd - men alligevel.
Billederne krakelerede et efter et.
Folk lever et liv, der - materielt set - ligner
det, jeg kender fra Danmark - med
mobiltelefoner, DVD’er, goretex-jakker,
folkeskoler, tandklinik mm. I butikkerne
fandt jeg de samme varer som
i den lokale brugs i Hjortshøj. På overfladen
ikke så anderledes. Måske stammer
mine billeder helt tilbage fra min
egen skolegang, før landet overhovedet
overgik til hjemmestyre. Men forskelligheden
og fremmedheden dukkede
op på helt uventede måder. Faktisk viste
det sig, at det ikke var dem, der var
fremmede – det var mig!
Turen derop foregår først i Atlantflyveren,
der passerer Østgrønland og
indlandsisen på vej til Kangerlussuaq
(Sønder Strømfjord). Jeg kan endnu
huske gyset, da jeg fik øje på indlandsisen.
Ganske vist har jeg ikke haft
polarekspeditionsdrømme, men indlandsisen
har alligevel altid stået som
noget af det fjerneste og vildeste for
mig i denne verden. Og nu var jeg på
vej til at bosætte mig i dette land. Vores
indbo var pakket ned for mange
uger siden for at blive sendt med containerskib
nordpå, og det giver en særlig
frihed til at opleve intenst, når der
hverken er et kendt hjem bagved eller
foran – bare nuet. Vi kom til at vente 8
eller var det 10 timer på det næste fly,
men vi var heldige. Dem der skulle til
Qaanaaq (Thule) kom til at vente fire
dage, fordi der var tåge. Det var i øvrigt
lidt et antiklimaks at komme ud af flyet
i Kangerlussuaq denne sommerdag.
Der var varmere end i det Danmark, vi
havde forladt, og der var mindst en million
myg. Først efter fl yvningen nordpå
med et mindre fly mødte vi den kol­
de, tørre, klare arktiske luft. Næste dag
skulle vi med helikopter. Det er et helt
fantastisk fartøj. Den kan bære 9 personer
– hvis de ikke er for fede. Larmende,
rystende og meget elegant løfter
den sig op i luften og gav os 20 minutter
i luften henover Diskobugten, hvor
isfjelde fra Verdensarvsområdet Ilulissat
Isfjord flyder rundt. En af de mange
historier om øen Disko fortæller, at
Gud var så glad for den smukke ø Disko
at han blev ved med at klappe og ae
den – derfor er alle fjeldene flade i 8­
900 meters højde. Vi fik set de smukke
fjelde, før helikopteren dykkede i den
tåge, der indhyllede byen den dag. Hvis
det er sandt, at de første ti sekunder af
et møde betyder meget for hele indtrykket,
så blev vejen banet for et godt
forhold, da jeg så de små farverige træhuse,
der udgør det meste af byen. Og
der var mennesker til at modtage os.
Ædegilde for hvaler
Arktisk Station er Københavns Universitets
nordligste forskningsstation. Den
ligger i byen Qeqertarsuaq (Godhavn),
i kommunen Qeqertarsuaq, på øen Qeqertarsuaq
(Disko). Qeqertarsuaq betyder
”den store ø”. Bortset fra en bygd
på omkring 50 mennesker udgør byen
hele kommunen. Det forhindrer dog
ikke hundeslædeforeningen i at afholde
både by- og kommune-mesterskaber
i slædekørsel. Det handler om at udnytte
de muligheder der er. Byen huser i
dag lidt over 1.000 mennesker. Blandt
dem er der en lille håndfuld danskere.
Der er hele spektret fra dem, der er gift
grønlandsk med voksne børn, over dem
der har boet i byen i en længere årrække
til dem, der kommer og går. Det sidste
er særlig udtalt på sundhedscenteret,
hvor sygeplejersker skiftes ud flere
gange om året, og lægen ofte en gang
om måneden. Det kræver rigtig meget
af det faste personale konstant at skulle
tage imod nye kollegaer. Og tanken
April 2006 Vinduet Side 1