Apr 06 - 1 - VIA University College

More documents

Recommendations

Info

Relationsarbejde i hjemmet I sin første lønnede praktik som hjemme-hos-er for en socialt belastet familie kom det helt bag på Danny, hvor meget det rystede ham følelsesmæssigt, hvor godt han lærte sig selv at kende og at sætte grænser for, hvor meget han kunne holde til. Af Danny Mutanda Andersen, 04E1 bhaktadanny@yahoo.com I min første lønnede praktik blev jeg ansat ved Familiebehandlingsinstitutionen (FI), som bostøtte eller hjemme hos`er for familien Larsen. Jeg blev optaget af, hvordan relationsarbejde foregår i pædagogisk praksis. Det at blive til og være en pædagogisk støtte person for familien Larsen, var en stor udfordring idet jeg skulle afklare min faglige identitet, afprøve teori og metoder, samt gøre et seriøst stykke selvstændigt socialpædagogisk arbejde. Jeg var spændt, men nervøs over det at håndtere opgaven som bostøtte med den begrænsede faglige viden, jeg besad. Jeg havde ikke noget erfaring med at lave selvstændigt arbejde i andres hjem på egen hånd. Jeg var usikker på, om jeg havde tilstrækkelig teoretisk kompetence til at løfte opgaven. For at sætte mere skrue på vinkelen, skulle jeg være den eneste bostøtte for familien. Før jeg gik i gang, var det vigtigt for mig, at jeg fik en klar definition af, hvad min opgave gik ud på, hvilke beføjelser jeg havde som støtteperson, hvilke metoder der egnede sig bedst til opgaven, og hvordan det administrative og juridiske bagland hang sammen for at støtte mig. Jeg havde behov for at samle så meget information om familien som muligt og forstå, hvilke værdier, FI arbejdede ud fra. Alle navne i artiklen er anonymiserede Familien, jeg skulle etablere relationer til, befandt sig i en indviklet situation. Hanne er 35 år og mor til tre børn. Rita på 16, Peter på 12 og Anton som er næsten 3 år gammel. Hanne blev seksuelt misbrugt af sin stedfar som 16 årig. Moren tog stedfarens parti, så Hanne flyttede hjemmefra. Hendes far er død. Hanne har færdedes i det kriminelle narko miljø i en del år, men ikke længere. Børnene har hver deres far, og Hanne er kæreste med Antons far, Terry. Rita er anbragt, da hun har anklaget Terry for at have misbrugt hende seksuelt. Peter går på specialskole. Han har svært ved at begå sig socialt. Anton blev født for tidligt, og hans udvikling er i søgelyset. Kommunen har arbejdet med familien i mange år, og mange instanser samarbejder for at støtte en positiv udvikling i familien. Peters tilstand har vakt bekymring i Familiecentret, FI og skolen. Skolen har gjort opmærksom på, at han har brug for hygiejnisk pleje. Han har problemer med at kontrollere afføring og laver nogle gange i bukserne. Han har brug for omsorg i hjemmet, i større udstrækning end det ydes nu. Anbringelse har været overvejet. Hanne er indstillet på at undgå en anbringelse og er opmærksom på, at der skal ske ændringer i hjemmet. Efter et behandlingsforløb bliver det vurderet, at Hanne og hendes sønner Anton og Peter skal støttes derhjemme for at sikre deres trivsel. Med en hjemme-hos-funktion skal familien støttes i eget hjem, idet der især skal lægges vægt på at sikre børns trivselsvilkår. Hanne indvilger i at lade en støtteperson arbejde i hendes hjem, og jeg får støtteopgaven som min praktik. Hanne bryder sig ikke om mørklødede indvandrere, hvilket jeg er. Allerede inden jeg havde fået kendskab til familiens situation, havde jeg en forestilling om, at jeg skulle arbejde med brugere med sociale og mentale vanskeligheder, som jeg skulle relatere til på en passende måde. Det var derfor vigtigt for mig, at jeg kunne finde metoder at leve mig ind i familiens situation på, samtidig med at jeg udviklede mig fagligt. Mit valg faldt på Girafsprog, en empatisk metode. Dertil ville jeg inddrage elementer af Marte Meo, en udviklingsstøttende metode, som Maria Aarts fra Holland er mest Girafsprog – ikke voldelig kommuni kation Girafsprogsmetoden består af fire trin. På det første trin (iagttagelsen), fortæller jeg personen, hvad jeg ser i forhold til vores udveksling eller situation. Her undlader jeg at bruge ord som udtryk ker vurderinger, men taler konkret og præcist. Ved andet trin (følelse) fortæller jeg, hvad iagttagelsen får mig til at føle. I det tredje trin (behov) giver jeg udtryk for ønsker eller værdier, jeg gerne vil se virkeliggjort, uden at de er knyttet til en bestemt person. Det fjerde og sidste trin er anmodningen, som gives i form af et konkret spørgsmål, hvor jeg beder per sonen om noget, for at arbejde videre i samtalen. Ved at bruge denne metode foregår samtalen på det følelsesmæssi ge plan. Ved at bruge følelser som middel arbejder vi som ligeværdige. Der skal ikke en pædagogisk uddannelse til for at føle. Det kan ikke lade sig gøre at gemme sig bag teoretiske vendinger. Som pædagog, indgår jeg i en relation på et mere personligt, men dog stadig professionelt plan. Der indgår flere spændende lag og detaljer i metoden. Side 12 Vinduet April 2006
kendt for at have udbredt. Jeg ville gøre brug af elementer fra Marte Meo, såsom at holde øje med initiativer, sætte ord på dem, anerkende initiativer og hjælpe med at omsætte initiativer til handling. Det, jeg også vægtede højt, var at fokusere på de ressourcer og evner, jeg nu ville lægge mærke til hos familien, frem for at fokusere på eventuelle mangler og fejl. FI arbejder i øvrigt med udviklingsstøttende kommunikation i behandlingen. Metoden er bragt til Norden af blandt andre psykologen Haldor Øvreeide som også er supervisor på institutionen. Hanne og jeg hilste på hinanden for første gang i et samtalerum ved FI. Behandleren kaldte mig ind, efter de havde haft en samtale. Da jeg kom ind i rummet, sørgede jeg for, at jeg ikke havde et bedømmende blik. Det har været svært for mig at finde et ord, som på rette vis beskriver det blik, jeg mener er så vigtigt at have i mødet med andre. Øjet er så komplekst, men vigtig et redskab i relationsarbejdet. Øjnene hos brugeren giver udtryk for og ser så mange subtile følelser og holdninger hos personen, som det skrevne ord ikke kan udtrykke. Jeg prøvede derfor at afspejle min holdning til Hanne gennem mine øjne. Jeg rettede min kropsholdning uden at virke for stiv og stolt. Det gjorde jeg for at vise, at jeg er rolig og ikke udfarende. Jeg ventede på at blive introduceret til hende og gav hende pænt hånden, mens jeg bukkede mig høfligt for hende og Anton. Jeg satte mig ned og holdt min hænder sammen i en respektfuld gestus. Jeg satte mig sådan for at vise, at jeg tog min opgave seriøst. Behandleren forklarede kort de funktioner, jeg skulle have i Hannes hjem. Jeg skulle støtte Peter i hans fritidsaktiviteter samt hjælpe ham og Hanne i hjemmet med praktiske opgaver. Jeg sørgede for at bekræfte oplysningerne på en opmærksom, glad og direkte måde. Jeg sørgede for at holde øjenkontakt mens jeg talte. Det gjorde jeg for at signalere, at jeg var parat til dialog uden at have en anden dagsorden. Jeg formulerede mit danske så præcist og tydeligt som muligt for at give hende det indtryk, at vores samarbejde ikke ville bære præg af sproglige vanskeligheder. Vi blev enige om, at jeg kunne komme på besøg næste dag og hilse på Peter. Jeg fortalte Hanne, at jeg glædede mig til at være til tjeneste, gav hende hånden og forlod rummet. Ved at være respektfuld og vise en enkel villighed til at støtte familien efter dens behov giver jeg Hanne et klart signal om, at jeg respekterer hendes myndighed og situation. Jeg giver hende et indtryk af, hvordan jeg har tænkt mig at opføre mig i hendes hjem. Jeg mener, at det at udtrykke min personlighed på en enkel og tydelig måde, er afgørende for, at hun åbner døren for mig næste dag. Det var også vigtigt, at min krop sagde det samme som ordene. Jeg mener, at kropssprog/det nonverbale har større betydning end det verbale sprog. Ved at være empatisk og sætte mig ind i hendes situation, kunne jeg vise, at der ikke skulle træde en kontrollerende figur fra kommunen ind i hjemmet, som ville fravriste hende resterne af noget, som skulle være et privatliv for hende. Min opgave i familien er at holde mig Familiebehandling - Familieværksteder Inden for det pædagogiske felt er der meget fokus på, hvordan mennesker i socialt prekære situationer kan sikres bedre vilkår og forhindres i blot at være en omkostning for samfundet. Erkendel sen af familiens betydning for, hvordan mennesker udvikler sig, har gjort, at der er etableret mange tilbud for at sikre, at familier kan opretholde eller skabe trivselsvilkår for sig. Familiebehandling er et af de tilbud, som kommunen tilbyder familier med sociale, psykiske og sam spilsmæssige vanskeligheder. Familieværksteder arbejder hovedsageligt med samtalebehandling ud fra den systemiske tankegang. Gennem processen hjælpes familien til at udvikle metoder til at forbedre deres situation, ved at aktivere deres egne ressourcer. Der er særlig fo kus på, at børn og unge får hjælp til at klare vanskelighederne i deres eget miljø. Dette er en måde at forebygge anbringelser på. til at nære empati for den i min bevidsthed uden at sige noget, at fokusere min opmærksomhed på familiens følelser og behov. Ved dette første møde med Hanne indleder jeg det pædagogiske arbejde ved at indgå empatisk i en relation. Den næste dag tog jeg til familien Larsens hjem for at påbegynde mit arbejde i hjemmet. Det følgende er uddrag fra min dagbog: ”Da jeg ringede på døren, åbnede Peter op. Jeg rakte ham min hånd, og han tog den, idet vi hilste på hinanden. Jeg trådte ind i en meget rodet og beskidt lejlighed, jeg tog mine sko af. Hanne, som var ved at made Anton i køkkenet, kom ud i gangen for at hilse på mig. Hun bevægede sig rastløst og hurtigt rundt i lejligheden, mens hun undskyldte rodet. Jeg svarede, at det var helt ok. Hun undgik øjenkontakt. Jeg tolker det som, hun var meget usikker på, hvordan hun skulle håndtere min tilstedeværelse. Jeg blev stående i gangen og forsøgte at afl æse signalerne. Hanne begyndte at gøre sig selv og Anton klar til at gå. Anton kom over for at vise mig Lego-figuren på hans Tshirt og et billede af ham selv på hylden i stuen. Jeg besluttede at blive i gangen, indtil jeg blev inviteret til at færdes andre steder end gangen. Hanne fortalte Peter, at hende og Anton skulle i kælderen. … Vi aftalte, at Peter og jeg ville gå en tur og vende tilbage senere, hvorefter hun gav ham et kys og smuttede. Her stod jeg i et fremmed hjem, med en 11 årig dreng jeg havde kendt i fem minutter, og skulle finde ud af noget at lave”. Oplevelsen af at træde ind i en families hjem og være støtteperson, var intens. Jeg skulle være denne her professionelle person, som var ved at blive skabt, samtidig holde mig mine metoder for øje, finde ud af hvilke adfærdsnormer, familien havde, og tilpasse mig sprogligt. Jeg skulle tage højde for familiens fordomme i forhold til min indvandrerkrop. Det var intenst, fordi jeg åbnede alle mine sanser fuldt ud for at opfatte alle de signaler, Hanne og børnene udsendte, og bearbejdede dem for information, samtidig med at jeg skul- April 2006 Vinduet Side 13
Page 1 and 2: P e t S e e r S a b r o e m i n a r
Page 3 and 4: Arktisk Stati on og omegn - et liv
Page 5 and 6: hold til deres slægtninge i Alaska
Page 7 and 8: dret sig. Der er fire: Sommer, efte
Page 9 and 10: International masteruddannelse for
Page 11 and 12: Til grin - men gudskelov for humore
Page 13: dpædagoger 2005/2006 efteruddannel
Page 17 and 18: midt i mit indkøb. Jeg græd, når
Page 19 and 20: es kirke og vores land. Og så love
Page 21 and 22: dersøgelsen. Anstrengelserne gav e
Page 24: Afsender: Peter Sabroe Seminariet P

Apr 06 - 1 - VIA University College

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?