Apr 06 - 1 - VIA University College

More documents

Recommendations

Info

Fødselsdag i provinsen Af Dav Jacobsen I nålestribet habitjakke, cowboybukser og smarte sko på fødderne, var jeg en aften til fødselsdag hos en af vennerne, der bor i et almindeligt hus med sin mand i en almindelig landsby lidt uden for Århus og har et almindeligt job og to børn, det ene adopteret. Der var rigtig mange mennesker, familie og venner og kollegaer, og jeg cirkulerede med hvidvin i et smalt glas på lang fod og smalltalkede til højre og venstre, mens børn i alle aldre løb rundt i huset og forsøgte at piske en stemning op. Der var flag på bordene, pindemadder på fadene og vin, øl og sodavand linet op i køkkenet. På et tidspunkt kom naboerne ind og gav hånd og sagde tillykke til fødselaren. Jeg hilste også på dem, gav hånd og sagde navn og talte lidt om vind og vejr og naboskab og løst og fast, og de fortalte, at hun var sygeplejerske og han lavede reklamer, og kort efter fik de på forunderlig vis drejet samtalen ind på penge. Ikke fordi det er usædvanligt, rigtig mange mennesker kan rigtig godt lide at tale rigtig meget om penge og aktier og stigende huspriser og realkreditlån og friværdi, men det interesserer mig så lidt, så jeg var på vej væk, da han smilede til konen og sagde, at de netop havde investeret i en lejlighed i Tyrkiet. Jeg måtte lige sikre mig at have hørt rigtigt, for stod der ikke en mand på min egen alder med fast dame, fast arbejde og fast ejendom på en villavej i en almindelig landsby og fortalte, at han havde så mange penge, så han ikke vidste, hvad han skulle bruge dem til og derfor havde købt lejlighed i et andet land? Jeg bundede hvidvinen. Så tog jeg en halvfuld flaske fra et bord med hvid dug og fødselsdagsfl ag og trådte et skridt nærmere naboen. I samme bevægelse smadrede jeg fl asken i panden på ham, mens jeg med den frie hånd stak to fingre langt ind i øjnene på hans kone. Glasskår, blod, hvidvin og skrig af smerte sprang ud i lokalet og fik børnene til at stå stille. Med naboen på knæ hamrede jeg resterne af den knuste flaske ned i hans tyndt behårede hovedbund. Hurtigt vendte jeg mig mod hustruen. Lossede hende over skinnebenet med hælen på min smarte sko. Hendes grimme strømpebukser gik i stykker og huden åbnede sig for knoglen. Skriget steg en oktav. For at få hende til at holde kæft, knaldede jeg albuen ind i hendes kæbe, så den brækkede. Så tav hun. Mens jeg børstede glasskår af reverset, så jeg mig om efter mere hvidvin. De omkringstående gæster genoptog samtalen. ”Tænk at købe lejlighed i et land, vi ikke engang vil have med i EU,” sagde en ældre dame, der efter udseendet at dømme var fødselarens mor. ”Ja, og de eneste tyrkere de ser, er dem, der vander græsplænen og fejer fortovet. Lejlighederne ligger jo i en slags reservater,” tilføjede en af mine gamle venner. ”Det er ikke så meget det, selvom det selvfølgelig også er absurd,” sagde jeg og tørrede mig i ansigtet med en vådserviet, jeg havde fået af en eller anden. ”Det er lige så meget… det er bare så … så fantasiløst,” fortsatte jeg. ”De bor i et hus, der med garanti ikke er vurderet til under tre millioner. De har fast arbejde. De har livslang pensionsopsparing. De får aldrig problemer med økonomien. Man har simpelthen for lidt fantasi, hvis man kun kan fi nde på at bruge sine penge til at købe lejlighed i Tyrkiet.” De andre nikkede. ”Hvorfor køber de ikke en atombombe og desarmerer den? Eller adopterer 100 afrikanske børn? Hvad fanden skal de med en lejlighed mere?” Min stemme lå en anelse i diskanten. ”Jeg bliver så ophidset, når jeg hører sådan noget,” sagde jeg og strøg mig over håret. De andre nikkede igen. Ivrigt. Husets 12-årige datter havde fulgt med i samtalen de sidste par minutter. Nu spurgte hun forsigtigt: ”Kan du ikke lide penge?” ”Jo, for fanden,” sagde jeg og grinede til hende. ”Penge er en god ting. Så kan man betale husleje, købe is og få tøj på kroppen. Men med penge følger også ansvar.” Jeg tog en tår af hvidvinen. Hvordan kunne jeg forklare hende, hvad jeg tænkte, uden at komme til at lyde som en idiot? Det kunne jeg sikkert ikke: ”Vi bliver rigere og rigere i Danmark. Men det ser ud som om, al den rigdom gør noget ved vores måde at tænke på. Vi bliver mere indskrænkede. Vi vil ikke længere have med andre mennesker at gøre.” ”Jeg fik altså 100 kroner af mormor, og jeg gav lillebror et knus.” Hun kiggede udfordrende på mig. ”Det lyder dejligt,” sagde jeg. ”Men i en lidt større målestok, er det vist alligevel rigtigt, hvad jeg siger. Vi vil for eksempel ikke have udlændinge i Danmark. Vi gør alt, hvad vi kan for at holde dem ude. Vi er bange for de fremmede.” ”Jeg er da ikke bange for min lillebror. Og inden vi hentede ham, var han fremmed. Han er fra Utopia. Næh, øh.. Etipio… nej, Etiopien.” ”Ja, når vi lærer folk at kende, forsvinder vores frygt. Vi er kun bange for det, vi ikke kender.” Datteren lyttede, men sagde ikke noget. Jeg fortsatte: ”Den frygt er der nogle mennesker, der forstår at udnytte. De fortæller os, at de fremmede kommer for at overtage vo- Side 16 Vinduet April 2006
es kirke og vores land. Og så lover de os, at hvis vi stemmer på nogle bestemte, vil de lukke grænserne, så ingen fremmede kan komme ind. De spiller på vores frygt og opnår selv magt. Det er meget lidt sympatisk.” ”Hvad har det med penge at gøre?” spurgte datteren inkvisitorisk. ”Tingene hænger desværre sammen.” Puha, jeg lød som en glad hippie fra 60’erne, der havde røget for meget hash og nu skulle forklare verden for sig selv. ”Af en eller anden grund er det sådan, at jo rigere vi bliver, jo mindre vil vi dele. Det er det, jeg mener med, at rigdom har indflydelse på vores tankegang. Vi ønsker ikke at dele vores velstand med nogen. Flertallet i Danmark synes det er fint, at vi skærer i ulandsbistanden. Lad de andre sulte, jeg skal have ny emhætte. Alle har jo ret til et nyt køkken.” Det sidste var et reklameslogan, der kørte overalt, og som jeg fandt ualmindeligt frastødende. Alle har ret til et nyt køkken. Hallo! Jeg smilede til hende, usikker på om hun fattede, hvad jeg sagde. ”Forstår du det?” De andre gæster nikkede, som om det var dem, jeg talte til. Måske var de enige, måske var de bange for deres skinneben. ”Joeh, men jeg tror for eksempel ikke, far har råd til at købe en atombombe og de… arm… og gøre det der, du sagde.” ”Nej, vi kan ikke alle sammen købe en bombe og desarmere den. Eller adoptere 100 afrikanerbørn. Men mindre kan også gøre det. Man kan bare give lidt til en eller anden organisation, der hjælper andre. Røde Kors for eksempel. Eller Mellemfolkeligt Samvirke.” Du godeste, det var lige efter bogen. Nærmest pinligt naivt. Men det var jo også sandt. Måske er det sådan, at det sande altid er enkelt og pinligt naivt? Alligevel overvejede jeg, om jeg ikke kunne finde på nogen smartere eksempler. Der havde dannet sig en lille kreds rundt om os. Med foden legede jeg forsigtigt med naboens slatne arm, der lå strakt ud fra hans krop på gulvet. Skub bede til den og skubbede den tilbage igen. Så sagde jeg: ”Du kender Daniel Agger, ikke? Ham den unge fodboldspiller fra Brøndby, der lige er blevet solgt til Liverpool.” Jeg kiggede spørgende på datteren, der nikkede. ”Ok, i Liverpool tjener han omkring 600.000 kroner. Om ugen. Sekshundredetusind kroner! Det er mere end jeg tjener om året. Hvorfor indfører det internationale fodboldforbund ikke en regel, der siger, at en tredjedel af spillernes lønninger skal gå til velgørende formål? Han kan da ikke mærke forskel på, om han tjener 400.000 eller 600.000 kroner.” ”Tror du ikke han bliver sur, hvis det der forbund tager nogle af hans penge?” Pigen satte et spørgende ansigt op. ”Jo, det kan godt være. Men han bliver sikkert god igen. Og man skal jo ikke lade være med at gøre noget af frygt for, at nogle bliver sure. Når han har vænnet sig til tanken, kan han sikkert godt se fornuften i det. Han kan jo heller ikke forholde sig til en løn på små tre millioner kroner om måneden. Og han kan da slet ikke nå at bruge dem.” Folk i rundkredsen kiggede på hinanden og nikkede. Jeg kunne se på datteren, at hun tænkte over det, jeg havde sagt. Forslaget var ikke min egen opfindelse. Et par måneder tidligere havde jeg været på café med en veninde og mødt nogle sportsfolk, der brændte 15.000 kroner af på et væddemål om en tjeners skostørrelse. Den mest ivrige af dem ville næppe vædde igen foreløbig. Efter at have givet hånd på væddemålet til sine kammersjukker, bøjede han sig ind over bordet for at tage en tår af sin café latte. Jeg langede en arm ind mellem dem, greb fat i hans hår og smadrede for fuld kraft hans hoved ned i bordpladen. Lyden af mødet mellem marmor og næseknogle var ikke rar. Jeg holdt fast og trak ham op igen og forklarede, hvor stupid jeg syntes, han var. Mens han lavede lyde og forsøgte at standse blodet, foreslog en af hans kammerater, at de da også kunne bruge pengene til noget mere fornuftigt. Jeg havde bare nikket. Jeg var optaget af at gnide røde pletter af min hvide skjorte. Da kammeraten foreslog et fast månedligt beløb, blev jeg mere opmærksom. Veninden jeg var sammen med havde ikke sagt noget i et stykke tid. Faktisk ikke siden sportsmanden kyssede bordet. Nu sagde hun: ”Hvorfor inddrager en eller anden myndighed ikke en tredjedel af lønnen? Der er så mange penge i sport, specielt i fodbold. De tjener kassen. Det er helt uhyrligt.” Ideen var god. Rigtig god faktisk. Og bare ét eksempel. ”Er det ikke bare fordi, du er misundelig?” Den 12-årige datter kiggede udfordrende på mig. ”Det er der nok nogle, der vil mene,” sagde jeg. ”De samme folk tænker sikkert, at Falck og sygehusene gnider sig i hænderne, når en cyklist kører over for rødt. Helt ærligt, jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle stille op med en månedsløn på tre millioner. Ville du?” Pigen svarede ikke. I tankerne var hun for længst forbi ny cykel, nyt tøj og lyserød svømmepøl i haven. På tv havde hun i årevis set billeder af sultne børn, hjemløse tiggere, slatne junkier, krig og voldtægt og alverdens plager. Uden at kunne forklare det i ord, forstod hun, at der på en eller anden måde var en sammenhæng mellem ustyrlig rigdom og elendighed. Hun gjorde sig klar til at gå tilbage til de andre børn. Begyndte at se sig omkring. Så kiggede hun på den livløse nabo på gulvet. ”Han talte altid om motorsport. Biler, der kører rundt og rundt for at komme først over mållinjen. Hvad tror du, det koster?” Jeg blinkede til hende og vendte mig mod de voksne. Kort efter forlod jeg selskabet. Jeg skulle ud og nikke skaller. Dav Jacobsen er journalist, cand.mag (DJ) April 2006 Vinduet Side 17
Page 1 and 2: P e t S e e r S a b r o e m i n a r
Page 3 and 4: Arktisk Stati on og omegn - et liv
Page 5 and 6: hold til deres slægtninge i Alaska
Page 7 and 8: dret sig. Der er fire: Sommer, efte
Page 9 and 10: International masteruddannelse for
Page 11 and 12: Til grin - men gudskelov for humore
Page 13 and 14: dpædagoger 2005/2006 efteruddannel
Page 15 and 16: kendt for at have udbredt. Jeg vill
Page 17: midt i mit indkøb. Jeg græd, når
Page 21 and 22: dersøgelsen. Anstrengelserne gav e
Page 24: Afsender: Peter Sabroe Seminariet P

Apr 06 - 1 - VIA University College

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?